Festens gave - Luftens aand hjælper en fattig dreng

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk maske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Luftens aand
hjælper en fattig dreng

Ved kysten ud imod det store hav var der en boplads med mange mennesker. Her levede en fattig mand og hans kone. Ofte rejste bopladsfællerne over til de tamren-ejende tjuktjere for at købe smukke renskind for kobberremme og sælskind, men de kunne aldrig være med, for de havde ikke noget at handle med.

Saa hændte det, at konen blev svanger og fødte en dreng, en stakkels dreng, der gik saa udad til bens, at hans hæle var foran tæerne. De kaldte ham Quarsaitko: Skræk, og ingen troede, at han nogen sinde kunne blive til noget.

Engang besluttede drengens fader at følge med sine bopladsfæller til tjuktjernes land, men han havde intet at handle for, og tjuktjernes høvding haanede ham for hans fattigdom, idet han sagde:

"Mærkelig mand, der kommer langvejs fra uden at have noget at handle for; jeg vil gøre dig et tilbud. Du skal faa en gave, hvis du kan sluge knæskallen af en ren. Saa skal jeg give dig et kalveskind, og det maa vel kaldes for en god handel."

Den fattige mand vidste godt, at det var ham umuligt at sluge knæskallen af en ren, men han turde ikke andet end forsøge; og han forsøgte det, men blev syg og kastede op og tog skamfuld hjem, haanet af alle de fremmede, der morede sig over deres høvdings spøg. Saa snart den fattige mand kom hjem, greb han sin dreng og fortalte ham, hvad han havde oplevet, og derefter pryglede han ham igennem, idet han raabte:

"Og dette fortæller jeg en, som aldrig nogen sinde vil komme til at hævne mig, saadan en sølle, vanskabt dreng."

Dette gjorde faderen ikke af ondskab, men han ville vække drengens sind. Og det blev ham siden en vane; ofte greb han drengen og mishandlede ham, idet han sagde de samme ord til ham:

"Og dette gør jeg ved dig, som aldrig nogen sinde kommer til at hævne mig."

Saaledes opdrog han sin søn til had og mistro imod andre, og drengen var aldrig glad og fik et fjendtligt sind.

En maaneskinsnat var drengen ude at lege, da han pludselig hører en lyd oppe fra luften. Lyden kom nærmere og nærmere, og nu blev en lille dreng synlig, en lille dreng, der kom dalende ned imod jorden med en stor ble af renskind flagrende omkring sig. Det var luftens aand. Først svævede han rundt og atter rundt om husene, men saa faldt der ro over ham, og han tog til orde og talte saaledes:

"Jeg kommer, fordi jeg har medlidenhed med dig. Du døjer ondt hver dag, fordi man har haanet din fattige fader; men vil du ofre blod til mig, saa skal jeg hjælpe dig. Medens andre mennesker sover, skal du løbe og øve dig i al slags idræt, og jeg vil gøre dig stærk og hurtig." Saaledes talte spædbarnet, der ikke var nogen anden end luftens aand, og blev saa atter borte i luften.

Den vanskabte dreng hed Skræk. Han sov fra nu af aldrig om natten, thi naar andre ikke saa ham, øvede han sine kræfter; og hans fødder rettede sig. Han blev snart en ung mand, stor og stærk som en kæmpe; men ingen vidste, hvilke vældige kræfter han havde, thi han holdt sig altid for sig selv.

Luftens aand havde givet ham en stav, der skulle være hans eneste vaaben mod hans fjender; og denne stav skulle han bruge, første gang der kom slæder fra den onde tjuktjerhøvdings boplads.

Endelig en dag kom slæderne, og alle troede nu, at Skræk var gaaet fra forstanden, thi han løb ganske alene imod alle de fremmede mænd, idet han svingede sin stav over hovedet; og han raabte, saa alle kunne høre det:

"Og det var mig, som aldrig skulle hævne min fader, der blev tvunget til at sluge en knæskal!"

Først lo folk ad ham, men det varede ikke længe, før hele bopladsen blev grebet af rædsel; thi en for en slog han alle tjuktjerne ihjel, og for hver mand, der faldt, raabte han sine hævnsord ud. Til sidst var der ikke flere. Saaledes opfyldte Skræk sin faders forventninger, og for hver mand, han havde dræbt, ofrede han blod til luftens aand.

Det var Skræks første kamp. Siden blev han en frygtet drabsmand i alle lande, og han slog alle de mennesker ihjel, han kom i nærheden af, og hver gang han dræbte mennesker, ofrede han blod til luftens aand, idet han raabte:

"Og det var mig, der aldrig skulle hævne min fader!"

Skræk levede stadig langt fra mennesker og holdt til paa toppen af et fjæld med udsigt til alle sider; thi alle lande havde nu sluttet sig sammen for at slaa ham ihjel. En dag, han laa i en fjældhule, kom der sten rullende, den ene sten efter den anden, og Skræk sprang ud og løb op paa fjældet for at se, hvem det var. Han saa en mand og raabte til ham:

"Hvorfor gør du det?"

"Fordi jeg vil prøve paa at slaa Skræk ihjel!"

"Det er mig og ingen anden."

"Naa, saa følg med hjem!" Det gjorde Skræk, og han dræbte ogsaa denne mand og hele hans familie ganske paa samme maade, som han havde dræbt alle de andre.

Men dette blev hans sidste manddrab, thi pludselig hørte han oppe fra luften en stemme, der raabte: "He-he!"

Det var luftens aand, der kom dalende ned, flyvende i rundkreds; den var helt blodig om munden af alle blodofrene, og den raabte:

"Hold op, hold op! Jeg kan ikke tage imod mere blod. Hvis du dræber flere mennesker, maa jeg æde dig!"

Med disse ord forsvandt luftens aand op i luften.

Men Skræk vendte tilbage til sin boplads og dræbte ikke flere mennesker. Han giftede sig med høvdingens datter og jagede siden rener med den stav, han havde brugt til manddrab. Og han blev en vældig jæger og en stor mand blandt sine bopladsfæller.

Fortalt af
Apákak

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.