Ingalilhlit (Ingalilikkerne)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk maske, Østgrønland

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Grønlandske sagn om eskimoernes fortid
William Thalbitzer
1912


VI. Ingalilhlit (Ingalilikkerne)

Ingalilikkerne er folk i indlandet, der bærer store gryder (inga), hvori hele sæler kan koges. Grydetrolde har man kaldt dem.

Ammassalikkerne fortalte mig, at de er af kæmpemæssig størrelse, så store som en konebåd er lang. De har tykke, udhængende maver, hvorpå de bærer et helt kogested eller en gryde, mens de vandrer om. De bor i huse i indlandet.

I Vestgrønland går der sagn om dem i beretningen om Aqissiaq. Denne beretning har en iblandt de grønlandske sagn enestående form, idet den fremstiller hovedpersonen som en besøgende sagnfortæller, der ved forskellige lejligheder fortæller om sine oplevelser; det er altså en til et heroisk navn knyttet sagnrække. Jeg skal ganske kort citere nogle træk af disse småsagn, og kun i sin helhed Aqissiaqs fortælling om Ingalilikkerne, samt den alt indrammende begyndelse:

Aqissiaq

I meget gammel tid hændtes det engang, at da en båd drog op i en fjord på laksefangst, blev en af kvinderne røvet af indlandsboerne, som tog hende langt ind i landet. Hun selv var dengang en af de rigtige menneskers kvinder, men nu tog en indlandsbo hende til hustru, og hun fødte ham en søn. Ham kaldte de Aqissiaq. Denne havde i sin opvækst to af sin farbroders sønner til legebrødre, og de plejede ofte at slås og brydes omkap, men Aqissiaq overgik snart begge sine venner, endog i hurtighed kunde de ikke måle sig med ham. Da Aqissiak havde en kystbo til moder og en indlansbo til fader, var han mindre af vækst end indlandsboerne, alligevel gjorde han sig frygtet af de øvrige indlansboer, og han blev berømt for sin styrke och dygtighed til jagt.

Aqissiaq plejede at opsøge kystboerne for at forhøre sig om sin moders slægtninge. Engang da han var truffet sammen med dem, fortalte han således . . . Her følger hans beretning om mødet med en uhyre orm; hans fader plejede ellers, "fra toppen af høje fjælde" at advare ham, når han var ude i truende vejr. Men uvejret overraskede ham dog engang, så at han kom i kamp med ormen. Kun med nød og næppe slap han derfra med livet.

Næste gang, Aqissiaq mødtes med kystboerne, fortalte han om, hvorledes han engang tidligere var kommen ud til kysten, mens han var ude at jage. Tre kystboer hjalp ham med at fange en hval, nemlig ved at lære ham en trylleformular, som lokkede hvalen ind i bugten ved elvens munding. "Vandfladen blev ganske rød, og da vi så os om, stod der en mængde indlandsboer langs elven, så at deres ansigter spejlede sig i vandet". Indlandsboerne kunde ikke fange hvalen, deres spyd egnede sig ikke til fangsten. Men Aqissiaq lykkedes det at fange den; han selv beholdt halvdelen af byttet; den anden halvdel af forkroppen fik indlandsboerne, og den gamle kystbo, som havde lært ham trylleformularen, fik halvdelen af halen.

Tredje gang, Aqissiaq mødtes med kystboerne, fortalte han om, hvordan han med sine folk havde hjulpet til med at fange en fisk af uhyre størrelse og af skikkelse som en laks; på den søndre side af elven stod de andre indlandsboer og satte deres harpuner i fisken. Da de var de fleste, fik de trukket fisken over på deres side. Men Aqissiaq sprang over elven og skræmmede dem til at afgi ham selv og hans folk de fangstparter, der tilkom dem rettelig.

Fjerde gang fortalte Aqissiaq om Ingalilikkerne. "Medens han færdedes omkring blandt indlandsboerne, traf han engang en Ingalilik, som vandrede frem og tilbage med sin gryde på skulderen langs kanten af en bratning. Han mindedes da, at det var den samme, der engang havde taget hans fangne sælhund fra ham, og efterat ha gået en tidlang ved siden af ham uden at lade som noget, passede han at holde sig indenfor ham i det samme, som han kom nær til afgrunden; derpå gav han ham et stød, så at han styrtede ned, og hans gryde søndersloges mod klippevæggen. Hans krop forsvandt i dybet mellem stendyngerne, hvor hans ben endnu kan ses. Dette var Aqissiaqs første drab".

Aqissiaqs femte beretning handler om hans møde med en Inoruseq, der sad på fjældet lidt længere nede. Inoruseqen fristede ham til at slynge sten ned på en kajak, der roede i fjorden under dem, eller rettere ud over mod den anden fjordside. Han forårsagede derved et fjældskred, der knuste kajakken og dræbte kystboen, hans nationale frænde. "Men Aqissiaq, som angrede at han havde dræbt kystboen, greb derpå en sten og kastede den på Inorusekken, som han dræbte med det samme".

Senere, fortælles det, vovede Aqissiaq ikke oftere at opsøge kystboerne, fordi han havde dræbt en af deres slægt.

Som i flere andre sagn er helten, Aqissiaq, en son af en blandet forbindelse mellem en kystbo og en indlandsbo, og som sædvanlig er det den eskimoiske kvinde, der er blevet røvet og ført til indlandet, hvor barnet opvokser i huset hos sin indianske far. Til bestemmelse af hvilken Indianerstamme der oprindelig kan være ment, findes der kun få oplysninger i sagnet. Det må være Indianere, der plejede at male deres legemer med rød farve (vandet i søen farvedes rødt ved genskæret af menneskemængden) og som drev fangst i floderne på en kæmpestor, lakseformet fisk (formodentlig stør). Aqissiaqs far har sikkert hverken været en Erqilik, en Ingalilik eller en Inoruseq, thi han omtaler alle disse som fremmede.

Hvad Ingalilhlit angår, er oplysningerne kun få. Vi kan slutte, at de er forskellig fra de andre; de bor i indlandet, men ikke langt inde, og det hænder, at de overfalder Eskimoerne og røver deres fangne sæler fra dem. Deres navn synes i modsætning til Erqilhlit og Tornit folkenes ikke at ha slået dybe rødder i Eskimoernes historiske bevidsthed, for det møder os ikke som de andre navne overalt i deres sagn og i alle egne. Det er ligesom mere et tilfælde, at vi finder det fastholdt i de grønlandske traditioner, hvorimod det ikke er påvist fra de mere centrale egne omkring Hudsonsbugten, som anses for at ha været hjemsted og jagtfelt for Grønlændernes forfædre igennem lange tider. Men naturligvis kan navnet ha været kendt også der i gamle dage, selvom man nu har glemt det. Så arge fjender af Eskimoerne som de andre indlandsstammer har Ingalilikkerne vistnok ikke været.

Fodnoter