Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Angangujuk
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924
Bind II: Vestgrønland
Angangujuk
Fortalt af Jûa fra Kangeq
Man fortæller, at Angangujuks Fader var meget stærk. De havde slet ingen Bopladsfæller, men boede ene tre sammen, Fader, Moder og Søn. En Dag, da Moderen skulde skrabe Kødsiden af et Skind, lod hun Barnet lege Kajak ude i Husgangen ved Udgangsdøren, idet hun nøjedes med at raabe ud en Gang imellem. Og saa svarede Barnet udefra.Men engang, da hun raabte ud, fik hun ikke noget Svar, hverken første eller anden Gang, og saa gik hun ud for at se til Drengen. Men hun søgte og søgte og kunde slet ikke finde ham, og tilsidst begyndte hun at skælve for sin Mands Hjemkomst. Og netop som hun gik der og var rigtig bange for ham, kom han frem bag et Næs med Sæl paa Slæb.
Da han kom hjem, spurgte han:
"Men hvor er dog vor lille Søn?"
"Han blev borte for mig, lige efter at du var rejst i Morges, medens han legede Kajak ved Udgangsdøren."
Og da hun sagde det, svarede hendes Mand:
"Det er dig, Kælling, der har dræbt ham, og nu skal jeg dræbe dig."
Hertil svarede Konen:
"Vent lidt med at dræbe mig! Søg først efter en, som kan raadspørge Aander."
Og dette gik Manden ind paa. Han rejste ud og kom hjem med Aandemanere og lod dem paakalde deres Hjælpeaander. Men naar de ikke kunde finde Barnet, jog han dem bort, uden saa meget som at give dem en Bid Mad.
Da ingen duede, søgte han nu efter en, der havde Ry for at være en rigtig dygtig Tyder af skjulte Ting, fandt en saadan og tog ham med sig hjem. Om Aftenen raadspurgte Aandemaneren sine Hjælpeaander, og da han var færdig, sagde han:
"Man skulde saamænd have troet, at de havde haft en vanskelig Opgave at løse. Aanden siger, at Drengen er oppe mellem de to store Fjælde, der ligger lige over for hinanden, og der er der et Par gamle Indlandsboere, der passer ham."
Saa holdt de op med at mane Aander og vandrede øster ud. De gik og gik og fik endelig Udsigt over mange Huse. Og da de kom frem til dem, saa de Røgen staa ud af alle Lufthullerne i Taget. Det var Varmen, som strømmede ud. Faderen kiggede ind gennem et Vindu og saa dem slaas om hans Barn, som græd. "Hvem skal nu passe ham?" hørte man dem sige derinde. De rigtig kappedes om det.
Da Faderen saa det, blev han meget vred.
"Hvad vil du have at spise?" spurgte man Barnet derinde.
"Intet."
"Vil du ikke have Sælkød?"
"Nej!"
Og da der slet ikke var noget, han vilde have, spurgte de tilsidst:
"Længes du maaske hjem?"
"Ja," skyndte Angangujuk sig at svare.
Nu blev Faderen først for Alvor vred og sagde til sin Ledsager:
"Forsøg du nu paa at trylle dem i Søvn!"
Og ude fra begyndte nu Aandemaneren at trylle dem i Søvn, og een efter een faldt de sammen derinde og begyndte at snorke. Og de blev færre og færre vaagne i Huset, og tilsidst var der kun to igen. Men ogsaa den ene af dem begyndte at gabe, faldt om og snorkede.
Nu begyndte den berømte Tyder af skjulte Ting for Alvor at trylle Søvn over den sidste, som var tilbage; og endelig begyndte da ogsaa han at bevæge sig hen imod Sengelejet. Her begyndte han saa smaat at gabe og faldt tilsidst sammen.
Angangujuks Fader skyndte sig nu ind og fik endelig fat paa sin Søn; men han havde ingen Klæder paa, dem fandt de højt oppe paa Tørrestilladset. Men saa højt var Huset, at de maatte støde Klæderne ned med lange Stænger.
Endelig kom de da ud med Barnet og gik og gik og kom hjem, netop som det skulde til at lysne. Straks ved Ankomsten skar de Konebaadens Fortøjninger over, gjorde sig i en Fart rejseklare og roede ud til de yderste Øer. De var netop stødt fra Land, da en Mængde Mennesker viste sig oven for Huset. Det var Indlandsboerne.
Da disse nu saa, at de var kommen for sent til at overfalde Folkene, gik de hen til Huset og væltede det med Tag og Mur og alting.
Siden efter havde Angangujuks Forældre aldrig Boplads paa Fastlandet.
Her ender denne Historie;
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 168-170. København, 1924.
