National-forskeren P. A. Munch, hans liv og virke

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Omslag til Chr. Brinchmann: National-forskeren P. A. Munch, hans liv og virke, utg. 1910.

National-forskeren P. A. Munch, hans liv og virke

Af Christopher Brinchmann

J.W. Cappelens Forlag
Kristiania

1910

P.A. Munch, autoriteten og personligheten

Peter Andreas Munch (1810-1863).

Hundreaarsdagen for hans fødsel bringer atter Munchs navn frem i fuldt lys. Og nationen feirer hans minde, som den har feiret hans store jevnaldrendes. Peter Andreas Munch faar like andel i sit folks tak med Henrik Wergeland og Ole Bull. Mindefestene vil staa fast i bevisstheterne, at det nye Norges tro paa sin egen kulturs jevnbyrdighet med nabolandenes fandt sin første bekræftelse da disse tre genier aabenbarte sig.

Ole Bull og Wergeland, de to fødte kunstnere, fanget øieblikkelig folkets fantasi, straks de som et par vidunderbarn fløi ut i livets hvirvel. Fra det øieblik man blev dem var, stod "Henrik" og "Ola Fiol" der begge som menigmands halvguder. I medfør av deres "fag"´s forskjellige valuta som erhvervskilde, maatte de to ungdomsvenner rigtignok leve i to forskjellige verdener. Poeten var for levebrødets skyld henvist til at tilbringe sin korte manddom indestængt paa et almindelig embedskontor, hvor hans dityrambiske natur maatte føle sig som en kongeørn bak gitter. Imens svinget virtuosen lik en ung fabelfugl videnom over verden, baaret av en storm av brusende jubelrop paa alle Europas tungemaal. Men da de, med en menneskealders avstand i tid, fulgtes til sine sidste hvilesteder, hver i sin egen stad, sluttet endeløse skarer av sortklædte smaakaarsfolk sig til det officielle følge, hulkende av barnesorg ved at se sin levealders største landsmand, folkets stolthet, byens avgud, revet bort for evig. Henrik Wergeland blev rykket ut av livet midt i sin straalende ungdom, og har derfor siden levet som et udødelig sindbillede paa den hellige ild som ikke dæmpedes av alderens stænk. Ole Bull fik leve livet ut, indtil haarmanken laa hvit om hans skuldrer, men blev ogsaa benaadet av skjæbnen med den lykke at ha præget ind i folkesjælen billedet av en olding som forblev ynglingens idealer tro til det sidste.

Nøiagtig midtveis i tid mellem disse sine to jevnaldrendes bortgang blev Peter Andreas Munch indhentet av døden, han i sin modne manddoms travleste virksomhet. Sittende ved arbeidsbordet sank han sammen, et offer for sin eneste passion, utrætteligheten. Og fjernt borte fra fedrelandet, til hvis ære han i aarevis havde bedraget sig selv for nattesøvn, blev han lagt til hvile i fremmed jord. Men da budskapet om det pludselige dødsfald naadde hjem, følte alt folket i samme nu, at det var sin største landsmand man havde mistet.

Nationen var saavidt vaagnet efter en mange hundrede aars dvale; den famlet saa at sige endnu i i blinde, og vidste knapt om den magtet at staa paa egne ben. Da var det disse tre genier traadte op som levende symboler paa den gjenfødte races sprudlende ungdomskraft. Wergelands himmelstormende lyrik flammet som morgenrøden; Ole Bulls triumftog verden over blev solopgangens guldtonende fanfare. Nationen kjendte sig grepet av tro paa sig selv — haab blev til visshet. Norge kunde ha haab om at gjøre sig gjeldende paany. Og tredje mand steg frem og vidnet at det ingen drøm var naar folket mente sig ogsaa at eie minder at være stolt av, minder om fordums kraft og storhet, som gav det ret til at kjende sig viss i sit haab. Endnu den dag idag er det at nævne P. A. Munchs navn som at peke paa seglet under Norges gamle brev paa at være et tusenaars rike med eiendomsret til en gammel national literatur som paa sin tid var det fyldigste og gyldigste uttryk for hele den germanske races selvstændige kulturevne.

Det laa i sakens natur at ikke forskeren kunde vise sig i sin fulde glans med samme øieblikkelighet som digteren og musikeren. Munchs mission hos folket kunde saaledes ikke komme til hel utøvelse saa tidlig som hans to jevnaldrendes. Men saa hurtig modnedes dog hans geni, at alt i trediveaarsalderen gjaldt den nybakte lektor for autoriteten paa nationalforskningens omraade — den strenge og frygtede dommer eller kyndige veileder og forsvarer, banebryteren og foregangsmanden, hvis merkelige bedrifter man fulgte med begeistret forbauselse. Og saa stod han der inden ganske faa aar som ubestridt høvding for hele den nationalgjenfødende virksomhet i tiden nærmest før og efter 1850.

"Mens jeg gik paa latinskolen i Bergen (1849—1853)" — fortæller Ernst Sars — "var professor Munch uten tvil den av samtidens fremragende nordmænd som var bedst kjendt, og hvis navn blev hyppigst nævnt blandt os gutter. Da jeg kom til Kristiania for at bli student, hørte følgelig Munch blandt de hovedstadens notabiliteter, som jeg først og fremst ønsket at faa se!"

En ældre vidt bereist nordmand, som i sin ungdom hadde vanket i Munchs hjem i Rom, meddelte i sommer, engang talen faldt paa den forestaaende mindefest, at av alle de mangfoldige betydelige inden- og utenlandske personligheter hvem det i halv hundrede aar hadde faldt i hans lod at komme paa nærmere hold, var det ubetinget P. A. Munch som hadde efterlatt det sterkeste indtryk. Og hans skildring av dette sit indtryk blev en nøktern bekræftelse paa disse linjer av Bjørnson:

Ilden i hans brune øie,

glimtet av hans tanke hadde

slegt med improvisatorens

i de varme drue-lande.

Og hans lette stemnings-veksel

og hans fyrighet, der kunde

træle de utslagne vintre,

men til indfald kaste frugten,

hin umaadelige rigdom,

hvori tanker, luner, toner,

glæde, smerte, lek og alvor

uten ophør, glimtet, spillet, —

det var som en dag i Syden.

Naar vi nedenfor gjør omstændeligere rede for Munchs liv og virksomhet, vil der bli anledning til at peke paa en række utslag av det betagende ved hans personlighet, som inderst inde bundet i det man pleier at forstaa ved genialitet. Men det vil allerede her være paa rette sted at nævne et par domme av utenlandske fagkyndige, der gir os en maalestok for det indtryk fremmede har mottat av hans produktion, uten at ha været under indflydelse enten av hans bedaarende personlighet eller av den nationale stolthetsfornemmelse som landsmandskapet kunde bringe nordmænd til at ligge under for. Sars beretter at han engang i 70-aarene paa en fotvandring kom i selskap med en bekjendt tysk sprogforsker, professor Aufrecht i Edinburgh, som underveis talte med den største entusiasme om Munch, og bl.a. sa at han satte ham i hensyn paa begavelse fuldt ved siden av Jacob Grimm. "Sterkere," tilføier Sars, "kunde ikke en tysk sprogforsker uttrykke sin beundring". Og den kanske hvasseste blandt alle hans danske opponenter, dr. Edvin Jessen, gav allikevel Munch æren av at være "Nordens største historiker".

Oppvekst

Munchs virksomhet falder i den menneskealder som kronologisk betegnes ved 30-, 40- og 50-aarene av 1800-tallet. Hans store glanstid fylder perioden mellem Wergelands død og Ibsen-Bjørnsons gjennembrud.

La os først, idet vi nu skal gjøre os rede for hans personlige livsomstændigheter, ta et overblik over hans herkomst.

Hjemmet

P.A. Munch som barn, ca. 1820. Illustrasjon fra Laura Larsen-Naur: P. A. Munchs Levnet og Breve, 1901.

Oldefaren var løitnant under Tordenskjold og blev saaret i Dynekilen; han het Søren Rasmussen Munch og var fra Kristiansand, vistnok søn av en kornmaaler Rasmus Sørenssen — familienavnet hadde han fra sin stedfar. Søren Munchs anden hustru het Kirsten Edvardsdatter Røring, hvis ældste bror var morfars morfar til Erika Nissen og fru Thomasine Lie, og hvis tre søstre likeledes har bekjendte etterkommere: en var de bekjendte jurister Jacob Edvard og Christian Colbjørnsens mor; den anden søster var digteren Edvard Storms mor og mormor til Ole Bulls far; den tredje var biskop P. O. Bugges mor.

Søren Munchs og Kirsten Rørings søn Peter Munch var sogneprest i Vaage og gift med Edvard Storms halvsøster Christine Storm. Peters brorsøn var maleren Jacob Munch, maleren Fritz Thaulows bedstefar.

Peter Munchs to sønner var biskop Johan Storm Munch, digteren Andreas Munchs og pastor J. Munchs far, samt stiftsprovst Edvard Munch. Dennes ældste søn var Peter Andreas Munch. En søstersøn av P. A. Munch er maleren Edvard Diriks, en brorsøn maleren Edvard Munch. Der har, som man ser, været godt stof i P. A. Munchs farsslegt.

Hans far var en fin, beleven og kundskapsrik mand, der som ung teolog var huslærer først hos den som astronom bekjendte sogneprest Abraham Pihl paa Hedemarken og siden hos amtmand (senere statholder) Løvenskiold paa Fossum ved Skien. I prins Kristian Augusts dage var han sproglærer ved krigsskolen i Kristiania, samtidig med at broren var prinsens feltprovst under krigen. Begge brødrene holdt i fasten 1810 bryllup paa samme dag med hver sin datter av forhenværende sogneprest Andreas Hofgaard, eieren av gaarden Fornebo i Lysaker ved Kristiania — den 32-aarige feltprovst Johan Storm Munch med den 20-aarige Else Petronelle, og den 30-aarige sproglærer Edvard Munch med den 15-aarige Johanne Sophie.

Fru Sophie Munch, som knapt 16 aar gammel blev den vordende nationalhistorikers mor og siden satte ti andre barn i verden, var en ualmindelig begavelse, aandfuld og spillende munter. Hendes sjeldne konversationstalent var høit skattet blandt tidens skjønaander. Sønnedatteren, fru Laura Larsen Naur, antyder i sin berømte fars levnetsbeskrivelse, at det kunde træffe, at hendes spirituelle bedstemor ikke altid la baand paa sin satire; dertil var hendes sans for det humoristiske altfor ubetvingelig. "Men kjærlig og i høi grad barnegod var hun, og like til den sene alder oplagt til spøk og skjelmsstykker; disse sidste egenskaper hadde hendes søn Peter Andreas i høi grad arvet, men i en godmodigere form."

Fru Larsen Naur meddeler desuten at prestegaardens barnepike, Ingeborg, spilte en stor rolle i den lille Peter Andreas’s første aar. "Hun var fuld til randen av alle mulige viser og historier, og det var hans fornøieligste timer at sitte og høre paa. I sine ældre dage talte han ofte om hende og sang med stor fornøielse mange av disse visestumper for bekjendte og venner."

Sproglærer Munch og hans yndige unge brud flyttet ind i en liten skummel gaard i Dronningens gate (nr. 12), tvers over for den gamle raadstue. Huset staar der fremdeles med sine to lave etager og sit smale gaardsrum med svalgang utenfor bakrummene i anden etage. Her kom lille Peter Andreas til verden 15. december 1810; den livsglade unge frue maatte saaledes tilbringe sin første juleaften som voksen — paa barselseng.

I tre-aarsalderen blev den vakre og opvakte gut befriet fra at leve videre op i det trange og mørke byhus, hvor solen ikke stak ind i stuen uten sent paa sommerkveldene, og hvor rendestenen utenfor døren og inde i den gravklamme bakgaard var hans frilufts tumleplads. Sproglærer Munch fik nemlig i 1813 ved sin fordums principal Løvenskiolds bevaagenhet utnævnelse til sogneprest i Gjerpen ved Skien, samtidig med at broren, takket være grev Wedel, fik Sande sognekald i Jarlsberg. Slik kom da den vordende historiker til at vokse op i en rummelig og hyggelig egte landsens prestegaard med vidt tun og herlig have, midt i en rik og frodig tætgrændt bygd med dyrkede sletter og grønne lier under skogklædte aaser over et stort, vakkert vand, Børsesjøen.

Det blev just ikke noget stille og enslig barneliv. Den unge sogneprest var en øvet pædagog, som foruten sin egen barneflok maatte paata sig at opdra ogsaa en skare andre flinke gutter, som han tok til sig i prestegaarden. Desuten flk amtmandens to sønner Otto og Leopold Løvenskiold del i undervisningen. Sognepresten talte flytende tysk og fransk, var en dygtig latiner og eide en fortrinlig boksamling. Ovenikjøpet var han meget musikalsk og spilte en meget god fløite, et instrument som ogsaa den ældste søn lærte at traktere, saa de snart blæste duetter sammen.

Skolegang i Skien

I 1823 ble "Skiens lærde Skole" opprettet. Denne skolen holdt til i en bygning i nærheten av den gamle kirken, og gikk tapt i bybrannen i 1886. På dette tidspunktet var en ny bygning allerede reist, i 1883 sto det nye bygget ferdig på Brekkeby. Kjente personer som har vært elever ved Skien lærde skole er Otto Joachim Løvenskiold, Anton Martin Schweigaard og Peter Andreas Munch. (Foto: Bitjungle, 2009. Commons.)

I 1823 blev den lærde skole i Skien oprettet. Fra nu av kunde Gjerpen-presten indstille sin undervisning og betro sine sønner og øvrige elever til den fortræffelige rektor Ørns veiledning. Den 13-aarige Peter Andreas var allerede en stiv latiner og græker, da han sammen med sin kamerat Otto Løvenskiold og en tredje gut kom ind i mesterlektien. Rektor Ørn har i sit avgangsvidnesbyrd uttalt om den unge Peter Andreas, at han "raget frem blandt sine jevnaldrende like saa meget ved sine gode seder som ved den for hans alder sjeldne modenhet." Fra nytaar 1825 kom en fjerde gut ind i klassen, en fattig enkesøn fra Kragerø, Anton Martin Schweigaard; han var to aar ældre end Munch, som her fandt sin overmand i duelighet, om end ikke i evner. Det blev en merkelig kappestrid i de to-tre gjenværende skoleaar mellem disse to nye venner. Under sin beundrede og fra sin kant beundrende rektors fortrinlige veiledning fraadset de i klassikerne; en endeløs mængde latinske forfattere og f.eks. hele Iliaden hadde de tilegnet sig inden de forlot skolen.

Der var tre kvarters vei mellem byen og prestegaarden, og den hadde prestesønnene at gaa fire ganger om dagen — der var baade formiddags- og ettermiddagstimer. Og endda fandt Peter Andreas stunder ikke bare til at dyrke sin musik, men ogsaa til at sluke en mængde store skolen uvedkommende bøker i farens bibliotek.

Opdagelsen af det gamle nordiske språk

Rasmus Christian Rask (1787-1832), dansk språkviter. Han skrev flere grammatikker og forsket på komparativ fonologi og morfologi. Rask arbeidet for en uttalenær (ortofon) rettskriving.

Blandt disse fandt han et par nye verker, som særlig fristet til fordypelse: Rasks bekjendte "Veiledning til det islandske eller gamle nordiske Sprog" fra 1811 og det store ved den samme Rask for Jacob Aalls regning utgivne islandsk-latinske leksikon av Bjørn Halldorsson. Gammelnorsk var endnu et ukjendt sprog, undtagen for nogen ganske faa; kammerjunker Adler paa Gimsø Kloster var vistnok den eneste paa Skienskanten som var indviet i faget. Hos ham fik ialfald Peter Andreas den første veiledning, hos ham fik han ogsaa laane hjem Schønings statelige utgave av "Heimskringla".

Her hadde der aapnet sig en ny kilde til fryd for den unge bokorm. Det var ikke frit for at hans lærde rektor saa skjævt til denne nye interesse, som truet med at stille klassikerne i skygge; ialfald fandt han det nu fornødent at komme med formaninger om stadig at gaa løs paa endda flere latinske skribenter. Men her kom selv rektor Ørn tilkort. Snorre blev pløiet fra perm til perm.

Peter Andreas Munch hadde opdaget den nye rike verden, hvor han fandt sig helt hjemme. Og hos sin far møtte han i dette stykke en ganske anden forstaaelse end hos sin kjære rektor; til alt held begyndte netop i disse aar det nystiftede danske Oldskriftselskab sin utgivelse av sagatekster, som hittil paa Snorre nær var næsten utilgjængelige. Sogneprest Munch kunde derfor glæde sin lærenemme søn med at anskaffe de nyutkomne bind av "Fornmanna Sögur".

Sommeren 1825 tok presten sine sønner med til den anden side av Kristianiafjorden paa et besøk hos sin gamle studieven Zacharias Møller paa herregaarden Tose (Torshov) ved Fredrikstad. Her fandt den unge historikus ved grindstolperne anbragt svære runestener; det var just noget for ham, nye nøtter at knække. Og saa fortælles det, at han ikke gav sig før han hadde tydet indskrifterne paa en vis. Slik gik det til, at den første norske artianer kom til universitetet med kyndighet i at læse gammelnorsk.

Sommeren 1828 maatte rektor Ørn gi slip paa sit første kuld av mesterlektianere; de to vidundere av skolelys, Schweigaard og Munch, drog sammen med sine to klassekamerater ind til den lille hovedstad fra sit kjære Skien.

Studieaarene

Universitetsbygningene ved Karl Johan. Bildet er hentet fra Nasjonalbibliotekets bildesamling. Ukjent årstall.

Til samme artiumskuld hørte ogsaa to andre flinke unge mænd, begge utgaat fra Kristiania katedralskole: Bernhard Dunker og Christian Langberg, som begge hver paa sin vis fik betydning for Munch. Derimot gik det hans firmenning fra Bergen, Ole Bull, ilde; han "strøk" og blev aldrig akademisk borger — til gjengjæld hadde han ti aar senere et verdenskjendt navn, og blev da hilst velkommen til Norge med æreport og borgermiddag.

Møtet med Welhaven og "Klubben"

Johan Sebastian Welhaven malt av den dansk-norske billedkunstneren Carl Peter Lehmann i 1842.

Munch og Schweigaard kom begge til at omgaaes Dunker og Langberg; alle fire bestemte de sig for jussen som embedsstudium. Hvad Dunker og Schweigaard drev det til i dette fag, er almenkjendt; men da Langberg og Munch om nogen aar møttes med Schweigaard som lærere ved samme universitet, var det henholdsvis fysik og historie de hadde at docere. Langberg bodde hjemme hos sin prægtige mor, enke efter en høiesteretsassessor, i en tarvelig leilighet i gaarden nr. 16 i Pilestrædet (huset staar endnu uforandret), dengang allerøverst i byens nordvestlige utkant. Her hadde de unge studenter et koselig samlingssted om søndagsaftenerne; musikken dyrkedes med stor iver, og Munchs betydelige begavelse i den retning kom her til rikelig utfoldelse.

Men disse glade søndagsaftener fik ogsaa en anden tiltrækning, da en litt ældre fattig teologisk student fra Bergen, som ut paa høsten var flyttet ind paa et elendig loftsrum i nabogaarden, begyndte at vanke hos Langbergs — Johan Sebastian Welhaven. Naar han møtte op, var det konversationen som blev aftenens væsentligste underholdning. Jan Welhaven var allerede tre aars student og en av koryfæerne i Studentersamfundet, stadig redaktør av samfundsavisen (under merket Pelicanus Carbó), festdigter og festtaler; men til daglig nødt til at slaa sig igjennem ved at gi timer og gjøre tegninger paa bestilling, f. eks. illustrationer til Walter Scotts romaner. Ogsaa Welhaven havnet paa et av universitetets katetere, som lærer i filosofi, et fag han strengt tat ikke hadde studert. Men inden han naadde saa langt, hadde han mangt og meget at gjennemgaa.

De fire ubrødelige venner, Welhaven, Langberg, Schweigaard og Munch, pleide gjerne at samles ut paa kvelden hjemme hos Schweigaard, som bodde paa et værelse ind til gaarden i Øvre Voldgate 5, oppe paa kanten av Piperviksbakken. De var alle fire alvorlige og ordentlige studenter, uten fordringer. Schweigaard og Welhaven maatte selv sørge for sit utkomme; heller ikke Munch kunde hjemmefra faa fuld støtte til studierne, saa ogsaa han maatte slite med privattimer. Nede paa Schweigaards tarvelige hybel var traktementet meget enkelt, beretter en av hans ungdomsbekjendte. "I regelen blev kun indkjøpt nogen av Rollings franskbrød, hvetekavringer, smør og i høiden et stykke ost eller en spekepølse med øl dertil. Jeg husker der var betydelig jubel engang der opvartedes med krebs. Til tobakken traktertes der med hvitvin, naar der skulde være gjestebud; punsj bruktes aldrig. Vinen tilsatte Schweigaard selv inden gjestenes ankomst med sukker, idet han slap sønderhuggede smaastykker ned i flasken." Slik kunde de fire venner sitte sammen til kl. 3 om natten.

Kampen mot Wergeland

I dette aandelige fostbrorskap, som dem imellem benævntes "Klubben", fandt Peter Andreas Munch — efter hvad han selv har uttalt — en støtte for sin let bøielige personlighet og en klarere bevissthet om sin eiendommelige begavelse. "Klubben" skulde ogsaa nogen aar senere bli kjernetroppen i den flok av unge akademikere der tok dysten op mot den ubændige høvding som samtidig hadde reist sit merke til kamp for folkelighet og frihet.

Munch og Schweigaard holdt sig trofast ved Welhavens side som hans allernærmeste drabanter i den vældige strid mot det de opfattet som "raaheten" i Wergelands livs- og kunstsyn. I Munchs liv blev dette kun en episode, han var egentlig ikke anlagt for æstetik, heller ikke for politik. Vistnok blev han valgt ind i redaktionen for det Welhavenske studenterforbunds ukeblad "Vidar", og var den eneste som tjenstgjorde sammen med Welhaven hele bladets stakkede levetid — fra sommeren 1832 til sommeren 1834; men alle hans bidrag var fagartikler, hvorav kun den første, "Norsk sprogreformation", hadde et erende.

Da saa Welhaven, efter at ha set bladet gaa ind, med sit nye gjallende stridsrop, "Norges Dæmring", hadde tændt kampen paany, gav Munch ogsaa en enkelt gang sit besyv med, en fem spalters artikel i "Morgenbladet", fyldt av ak og ve over "disse barbariets, raahetens og ukjærlighetens forfegtere" — "de lurvete uhyrer" — "øgle-ætten". Som brav drabant svigtet han ikke parolen; men Goethe og Heine og Heiberg kunde nu ikke i længden fylde hans sind. Han hadde forlængst andre interesser at skjøtte.

Studier, selskapsliv og forlovelse

Selve brødstudiet først og fremst; men Ørsteds store "Haandbog" og den unge lektor Stangs epokegjørende forelæsninger over grundloven var heller ikke det som fængslet hans tanker. I motsætning til sine to merkelige venner fandt han tilfredsstillende adspredelse i at delta i tidens livlige selskapsliv, og han var fast spillende medlem av "Lyceet", det mondæne musikalske selskap, for hvis unge damer han med sit underholdningstalent og sit galante væsen var en fortræffelig kavaler.

Høsten 1833 drog vennen Schweigaard sydover paa sin store stipendiefærd gjennem Europa; selv hadde Munch endnu et skarpt eksamensaars læsning foran sig, men lot sig allikevel av sin ven Otto Løvenskiold overtale til at ture den sidste juleferie hjemme i Skien. Faren var netop utnævnt til stiftsprovst i Kristiania. Dette julebesøk blev en avgjørende begivenhet i Munchs personlige liv; ute paa Fossum traf han nemlig sammen med den 21-aarige Natalia Linaae, en yndig skibsrederdatter fra Larvik. Der var baller, og der var maskerade — Natalia den fortryllende skjoldmø, Peter Andreas den bolde ridder. Og slik som hun sang og som hun spilte! Da ferien var ute, hadde de to unge og vakre mennesker sluttet pakten og byttet ringer.

"Disse to begavede mennesker burde næsten ikke ha fundet hinanden" — skriver datteren, fru Larsen Naur —; "hver for sig en kunstnernatur, burde hver for sig utdannet sig i sit kald; nu maatte den ene vike for den anden, og dette blev da naturligvis hustruen, da jo Munchs begavelse var den dominerende. Vistnok var hun sig ikke resignations bevisst; de levde det lykkeligste, mest harmoniske familieliv, og Munchs stolthet og glæde var hans hustrus musik; han var altid en leder og støtte for hendes kompositioner. Der var ofte en melankoli over hendes spil, en ubevisst længsel efter at løfte vingerne høiere; i timevis kunde hun sitte ved pianoet, og det ene deiligere tonemaleri efter det andet rulledes op. Tilhørerne kunde sitte aandeløse og høre paa de bedaarende toner."

Eksamen og det store vendepunkt

Eksamenssemesteret inde i Kristiania, hvor forældrene nu bodde, tilbragte den ogsaa ellers flittige student med uavbrutt læsning; hans eneste opkvikkelse — tobak taalte han ikke — bestod i at tygge mørkt puddersukker, som han øste i sig teskevis, et pund om dagen.

I mai 1834 var han saa oppe til embedseksamen sammen med sine venner Dunker og Løvenskiold. Selvfølgelig fik han bedste karakter.

Som nybakt juridisk kandidat skal han et øieblik ha været betænkt paa at melde sig til departementstjeneste; foreløbig tok han fat som manuduktør. Saa indtraf et av disse merkelig heldige tilfælde, som kan sætte en stor begavelse ind just paa det ene rigtige spor, som fører ham til den fulde utfoldelse av hans anlæg.

En kongelig resolution av 27. august 1834 bestemte nemlig at cand. jur. P. A. Munch skulde ledsage lektor Rudolf Keyser til Kjøbenhavn og Sverige for at skrive av Norges gamle love efter de bevarede skindbøker. Fra denne dag var Munch pligtmæssig bundet til at tjene den norske nationalgranskning. Og dermed var grundstenen lagt til den bygning som blev Munchs livsverk — den norske nationalists bedste vern og fæste.

Forberedelsen

Stod han saa rustet til dette livsverk allerede nu, den 24-aarige juridiske kandidat, som i sine sidste to studieaar tillike hadde været medredaktør av hovedstadens literære ukeblad? Vi saa ham i skoledagene pløie Snorre fra perm til perm i originalsproget, som han med litt hjælp fandt sig tilrette i med de nye haandbøker, Rasks grammatik og Halldorssons leksikon. Men vi saa ham ogsaa vælge det juridiske brødstudium. Efter vor tids forhold skulde vi ventet at han, slik som hans anlæg og kald tydelig viste vei, hadde git sig i kast med filologien; men i hine tider forstod man ved filologi udelukkende latin og græsk, og han indsaa, at naar galt skulde være, maatte ialfald lovkyndighet gi rigtigere forutsætninger for studiet av fædrelandets fortid. Imidlertid maa man derfor ikke tro at alle de fem aar han gik som juridisk student, egentlig blev anvendt til forberedelse for kopistværdigheten. Der foreligger sort paa hvitt for at juristen dyrket fremmede guder, og det i stor stil.

Den lærde debut

Ved de tider student Munch fyldte sit 21. aar, saa han sig første gang paa prent; det var i det store lærde danske "Maanedskrift for Literatur" med en anmeldelse av en ny norsk skolebok, rigtignok en anmeldelse paa et helt ark i drøit format.

Denne debut-artikel røber at den endnu ikke fuldmyndige juridiske student allerede var fuldstændig hjemme i den da tilgjængelige sagaliteratur og i Norges og Islands gamle love, men desuten fortrolig med svensk, dansk, tysk, engelsk, irsk, spansk og russisk kildeliteratur. Han citerer ikke alene gammelnorske og latinske, men ogsaa spanske og angelsaksiske tekster, og slaar om sig med irske og russiske navneformer; han gaar i rette med Schønings kronologi, roser Finn Magnussens "Eddalære" og avfeier med et naadig klap paa skulderen den netop avdøde høiesterets-justitiarius Chr. M. Falsens dengang høit anskrevne fire binds Norges- historie.

Programerklæringen

Denne artikel, som egentlig bare er en bunke bemerkninger til en timelærers forskjellige bommerter, indeholder dog P. A. Munchs hele senere forfatterskap in nuce; den røber saavel dets sterke som dets svake sider, markerer saavel dets vidtspændende granskerbegjær som dets begrænsning.

Allerede nu har Munch været grepet av en lidenskap for at rydde op i hver kraa av sit folks ældre historie og av en hellig begeistring for at "utbrede almen kundskap om hine store forfædre, om Norges forrige forfatning, der i forhold til tiden var saa fortrinlig, ja næsten makeløs". Allerede nu var han ogsaa paa det rene med at det "ikke er saa let at skrive en norsk historie for en nordmand", fordi hittil "den norske historie blot underordnes den danske", saa "den som nu vil paata sig at skrive en egte norsk historie, ei alene har at berigtige, men og at fremdra fakta" — "ingen av delene lar sig gjøre uten at han gaar til de oprindelige kilder selv". Derfor er han sig allerede nu paa forhaand bevisst, at hvor de oprindelige kilder endnu er utilgjængelige, der maa han foreløbig ialfald la granskningen hvile.

Begrensning og livsverk

Denne begrænsning kom Munchs forskertrang aldrig utover. Han døde rigtignok bare 52 aar gammel, og hadde da netop uttømt alle tilgjængelige kilder til og rukket at gi en samlet fuldstændig fremstilling av sit folks uavhængighetstid; ingen kan derfor vite om han ikke, ifald han hadde faat leve op til støvets alder, ogsaa vilde følt sig ialfald forpligtet til at fortsætte sit rydningsarbeide ned igjennem dansketiden. Men med begeistring for selve emnet var han i saa fald ikke gaat løs paa arbeidet. Derom vidner noksom den aandsforlatte grundtone som slaar os i møte fra sidste bind av hans egentlige hovedverk, hvor han behandler Kalmar-unionens forberedelse. Og i en bladartikel fra 1853 finder vi følgende selvbekjendelse, som ikke er til at ta feil av: "Vi føler selv svært nok det store gap i vor historie fra 1537 til 1814, og da vi ei kan tænke os at utfylde det, søker vi i det mindste saa meget som mulig at frede om vor ældre historie og bringe den ret levende for vor bevissthet."

Møtet med Rudolf Keyser

Jakob Rudolf Keyser (1803-1864) var en norsk historiker. Han ble professor ved Universitetet i Christiania 1831. Keyser var opphavsmann til "innvandringsteorien", dvs. at norrøne stammer hadde vandret inn til Norge fra nord og øst. Peter Andreas Munch delte hans oppfatning, og hadde som mål å vise "den norske Nationalitets Betydning i Oldtiden og nordiske Egthed i Nutiden".

Sansen for at læse gammelnorske sagaer var vaaknet hos Munch allerede mens han sat i mesterlektien paa Skiens lille skole. Ved universitetet traf det sig saa heldig, at just i samme semester som han blev indskrevet som student, tiltraadte en ny docent, hos hvem han kunde faa grundig veiledning i sagalæsning — den 7 aar ældre Rudolf Keyser, som like i forveien var kommet hjem fra et to aars ophold paa Island. Som allerede nogenlunde bevandret i faget blev den unge Munch indbudt til at læse privat med docenten. Slik knyttedes det venskap som i en mandsalder vedblev at være grundvolden for norsk nationalforskning.

Student Munch fik tillike Keysers private veiledning i at tolke de gamle lovtekster, som paa en enkelt undtagelse nær endnu kun forelaa i tilfældig erhvervede avskrifter; Bergens gamle bylov blev i 1829 utgit av professoren i økonomi, den alsidig begavede Gr. F. Lundh, som tillike aaret forut hadde trykt en prøve paa et norsk diplomatarium og i 1830—31 holdt forelæsninger over læren om diplomer. Det var likeledes Lundh som fremsatte forslag om at besørge alle gamle norske love utgit, og som ved nytaar 1830 var nede i München og fik erkebiskop Olav Engelbrektssons og Kristian Il’s arkiver ("München-samlingen") utlevert av Bayerns regjering.

Vitenskapelig dannelse: Rask og Grimm

At den unge Munch desuten hadde tilegnet sig Rasks for hele den senere sammenlignende sprogvidenskap grundlæggende "Undersøkelse om det gamle nordiske eller islandske Sprogs Oprindelse" (1814), fremgaar tydelig av den mot Wergelands norsknorske "sprogreformation" polemiske avhandling hvormed han høsten 1832 aapnet sin redaktørvirksomhet i "Vidar". Han anfører her, dog uten at nævne Rasks navn, som "bekjendt nok, at likheten mellem de blotte ord i forskjellige sprog, uten hensyn til ordføininger og grammatiske former, den saakaldte leksikalske likhet, aldrig kan gjøre utslaget i at bestemme sprogets indre væsen og navn". Dette var netop en av Rasks hovedsatser, som rigtignok allerede Fr. Schlegel faa aar forut hadde antydet i sit epokegjørende verk om det gamle indiske sprog. Føier vi saa til, at Munch i et av sine følgende bidrag til "Vidar" røber sit bekjendtskap med Grimms verker, vil det være tilstrækkelig vidnesbyrd for at den unge jurist hadde nyttet sin studenttid til at arbeide sig grundig ind i tidens moderneste tanker paa det videnskapsomraade hvor han selv agtet at ta fat.

Universitetets professorer

I den unge Peter Andreas’s livfag historie var der to professorer, Platou og Steenbloch. Den sidste vet man ikke meget om, da hans hele historiske produktion indskrænket sig til en liten avhandling om "De gamle Skandinavers Vaaningshuse"; desuten skal han i tiden omkring 1825 ha arbeidet paa en forklaring av den stadig debatterte mytiske saga-indledning "Fundinn Noregr", som hans kollega Georg Sverdrup fandt "meget sindrig", og som han formodentlig gav tilbedste naar han med nogen semestres mellemrum foredrog et kort kursus i "Fædrelandets historie". En av hans tilhørere (senere stiftsprovst P. A. Jensen) har git ham det skudsmaal at han "unegtelig var den livligste av vore lærere. Historie fik man rigtignok ikke, men vel historiske anekdoter, og det hele pensum som i dette semester blev foredrat, lot sig meget bekvemt baade faa tillivs og fordøie i løpet av et par dage". Platou var en administrativt anlagt natur; ikke alene var han universitetets økonom, men tillike ekspeditionssekretær i indredepartementet og ovenikjøpet i flere aar statssekretær; desuten vedblev han til sin død (1833) at være den energiske og intelligente leder av Selskapet for Norges Vel og av dets fortjenstfulde organ "Budstikken". Til hans fag hørte ogsaa statistik, hvorover han jevnlig holdt forelæsninger, mens han kun i de aller første aar efter universitetets oprettelse foredrog historie. — Ingen av disse bestaltede faglærere synes at ha været den unge Munch til nogen nytte.

Nasjonalforskningens fremvekst

Tittelside til Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie, 1839.

I en artikel han under sit lange ophold i Kjøbenhavn utarbeidet for "Maanedskrift for Literatur", leverte kandidat Munch en kritisk utredning for danske læsere av hvad der i Norge siden skilsmissen fra Danmark var utrettet paa nationalforskningens omraade, formet som en anmeldelse av de to større publikationer som netop i de sidste aaringer manifesterte den sterke nationalhistoriske interesse som var vaaknet hos den dannede almenhet: "Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie" og "Urda".

"Samlinger" var Kristiania-historikernes organ, "Urda" Bergens-arkæologernes; de begyndte at utkomme i 1833 og 1834. I Bergen var det eidsvoldsmanden Christie og den alsidige biskop Neumann som var de ledende og ydende; i 1825 hadde de stiftet et "Museum for Oldsager og Konstsager, og et Naturaliekabinet af indenlandske Naturalier" og var gaat i gang med indsamling av oldsaker og diplomer samt utgravning av gravhauger — nu tok de trøstig fat med et "Norsk antikvarisk historisk tidsskrift". Foretagendet var et utslag av dilettantisk begeistring; noget i likhet med trønderen kaptein Klüwers "Norske Mindesmærker", som var utkommet i 1823 samtidig med eidsvoldsmanden Chr. M. Falsens populære "Norges Historie". Begeistringen gjennembævedes tillike av en barnlig følelse av hjælpesløshet; byens poet Lyder Sagen, som i 1824 sammen med en kollega paa Parnasset, politikeren Herman Foss, hadde utgit en omstændelig "Bergens Beskrivelse", var med ogsaa her og indledet første hefte med en sang, hvori følgende hjertesuk sniker sig ind:

O, vare vi nær hine oldtidsskrifter,

i sagaslottet hist i Axelstad!

Nei – i det fjerne blott som gjennom rifter

vi skimter skattene nysgjerrig glad;

en gang imellom leiligheten vifter

til vår avsides vraa et sagablad –

Saa ensomme og uten hjelp vi famler,

og smaalig er – vi veed det – hva vi samle."

Arkeologi og banebrytende systemer

Sagablade blev heller ikke gjenstand for de bergenske dilettanters granskning, uten forsaavidt de kunde hjælpe til ved tydningen av de arkæologiske gaater som man trøstig gav sig i kast med. Ikke mindst Christie selv var en vaaken medarbeider, som søkte at følge med paa forskjellige hold; saaledes opfattet han straks den indgripende betydning av den svenske zoolog Sven Nilssons paavisning av de jordfundne stensakers mangfoldige anvendbarhet, og oversatte straks avhandlingen for "Urda". Her stod den at læse i 1835, aaret før den fandt utbredelse i Danmark i Molbechs oversættelse samtidig med offentliggjørelsen av dansken Thomsens epokegjørende "Ledetraad til nordisk Oldkyndighed", som literært fastslog den deling av forhistorien i en stenalder, en bronsealder og en jernalder, som han hadde gjennemført i den danske oldsamling mindst saa tidlig som i 1825. Denne Thomsens ordning var det Keyser tok til mønster, da han i 1828 fra nyt av ordnet det norske universitets oldsamling,

Gerhard Munthe og heraldikken

Gerhard Munthe (1795-1876) var en norsk historiker, offiser og kartograf. Etter et maleri av Johannes Flintoe.

Blandt "Urdas" medarbeidere var ogsaa kaptein Gerhard Munthe, som ellers var en av de ledende kræfter i Kristiania-tidsskriftet "Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie". Som kartograf var Munthe kommet ind paa granskning av Norges historiske geografi; dette førte ham ret op i historiske kildestudier, og disse utnyttet han væsentlig til genealogiske undersøkelser av de middelalderske stormands-ætter. Herigjennem blev han grundlæggeren av den norske heraldik. Gerhard Munthe bygget sine undersøkelser paa de bevarte skindbrever eller diplomer og paa gamle jordebøker.

Dengang den unge officer tok fat med de diplomer som Selskapet for Norges Vel hadde sanket, og som desuten fandtes i det lille riksarkiv paa Akershus samt i universitetsbiblioteket, var det ham umulig i Kristiania at faa retledning i at læse den gamle skrift og lære gammelnorsk; den unge teolog Keyser var just reist til Island for at bli indviet i sproget. Munthe fandt at han ogsaa maatte gjennemgaa alle de norske diplomer som islændingen Arne Magnusson havde samlet. Under sit ophold hernede grep han saa anledningen til at søke den berømte Rasks veiledning. Omtrent samtidig med Keyser kom han da hjem, likesom denne rustet til at tyde det gamle norske sprog, men tillike belæsset med utskrifter av alle de arnamagnæiske dokumenter.

Utbyttet av dette vældige flidsarbeide blev en række for sin tid udmerkede avhandlinger i de "Samlinger til det norske Folks og Sprogs Historie" som han sammen med Lundh og et par andre ikke-professionelle historikere samt Keyser begyndte at utgi samtidig med det bergenske "Urda". Desuten paatok han sig at levere de geografiske oplysninger og det historiske kart til den fortrinlige oversættelse av de norske kongesagaer, som den lærde jernverkseier eidsvoldsmanden Jacob Aall paa Nes (der allerede i 1811 hadde lært gammelnorsk av Rask) selv utarbeidet og utgav i 1838. Da samtidig en ny matrikel over Norges jordegods skulde gaa i trykken, blev det Munthe overlatt at bestemme den norske skrivemaate for de norske gaardnavn — et i national henseende banebrytende foretak. Desuten skal det ikke glemmes at Munthe sammen med kaptein N. A. Ramm paa egen kostnad har tegnet og utgit de fire første norske amtskarter.

Christian Berg og kampen for nasjonal ære

"Samlingernes" egentlige hovedleder var allikevel overrets-justitiarius Jens Christian Berg, en høit anset jurist og bankadministrator, som hadde nyttet sine ungdomsaar i Kjøbenhavn til at samle omfattende kundskaper i norsk administrations- og personalhistorie under dansketiden. Av dette sit uuttømmelige fond hadde han allerede i en menneskealder forsynt de forskjellige tidsskrifter, som avløste hinanden ned gjennem aarene, med grundige avhandlinger; saaledes var han i 1821—26 Platous driftige medredaktør av "Budstikken", likesom han var en beredvillig autoritet at ty til for bl. a. ekspeditionschef Jens Kraft under utarbeidelsen av de historiske partier av hans store fortræffelige "Topografiske statistisk-Beskrivelse over Norge" (1820—35). Nærmest til administrationens bruk hadde han i 1830 utgit sin grundlæggende "Historisk Underretning om Landvernet". Blandt denne utrættelige lærdes mangfoldige bidrag til "Samlingerne" var det især ved de avhandlinger som direkte belyste de danske kongers og myndigheters behandling av Norge at han vakte almen opmerksomhet — og det ikke bare ved deres stoffylde, men endda mere ved sin uforsonlig kritiske tone.

Hvad der ikke mindst ærgret Berg, var enkelte nyere danske historikeres (f. eks. Jahns) tilbøielighet til at lægge skjæve skygger over Norges forhold under dansketiden, samt — og her hadde han ialfald Lundh og Keyser med — den unge danske "oldnordiske" sprog- og literaturforskning, som i sin sterke nationalbegeistring formelig truet med at rane fra Norge og tilegne Danmark det norrøne oldsprog. I den pompøse opfordring til at subskribere paa "Samlingerne" — og mange hundrede subskribenter meldte sig — læste man:

Saa meget kraftigere opfordres vi, landsmænd! til i saa maate at lægge en ivrig og flittig haand paa verket, som vi ser vore venner og stammebeslegtede østen- og søndenfor os at skjænke denne gjenstand en almindelig og snart sagt udelt opmerksomhet, og som vi endog har nogen grund til at befrygte, at denne fremmede — i og for sig selv berømmelige, men for en stor del ved vor likegyldighet fremlokkede — virksomhet fremdeles (hvortil tegnene allerede længe synes at ha vist sig) turde faa i sin de at paata sig vergemaal for os, og heretter som hittil skrive Norges historie ei blot paa fremmed grund og med fremmede hænder, men ogsaa med fremmede hjerter. Endnu er der dog tid til ogsaa i denne henseende at redde vor nationalære; endnu findes der mod, lyst og — vi haaber det for visst — ogsaa tilstrækkelig evne til at raade bot paa denne mangel. Lader os da med alvor gripe verket an og, indsamlende materialier for vort sprog og for vor historie, gjøre det mulig i det ringeste for den kommende slegt at grundlægge og opstille et fra en uforvansket saga hentet billede av Norges fortid i dets sunde som i dets syke dage.

Startskuddet for nasjonalforskningen

Programmet var opstillet. Og arbeidet var igang. Men uten forkleinelse for nogen av de dygtige og interesserte forskere som vi har set ta fat, maa det dog, efter det de fik utrettet, erkjendes om dem, at ingen av dem vilde været istand til at løse den opgave som her blev stillet.

Det avgjørende skridt til en løsning av opgaven i hele dens omfang var den kongelige resolution av 27. august 1834, som la ansvaret paa de to unge mænds skuldrer som netop stod fuldt rustet til at "gripe verket an": den 31-aarige lektor Rudolf Keyser og den 24-aarige kandidat Peter Andreas Munch.

Med disse to granskeres fælles utfærd vaaren 1835 aapnes den metodiske nationalforskning for Norges vedkommende.

Utfærden

Høsten 1834 og vinteren blev en livlig periode i den lille hovedstad. Der var trukket en skybanke op paa unionspolitikkens himmel; nye svenske sølvdalere bar Norges løve som et led i det svenske riksvaaben, og det svenske regjeringskontor som bestyrte begge rikers konsulatvæsen, anvendte samme symbolik i sine segl. Selv i det ellers loyale norske finansdepartement fremkaldte dette harme; man lot resolut en gjørtler stikke signeter til rent norske konsulater og skrev en hvas indstilling, som blev den første foranledning til nedsættelsen av den første unionelle revisionskomité.

"Dæmrings"-året og politisk uro

Samme høst flyttet Henrik Wergeland for godt fra farens prestegaard ind til Kristiania som amanuensis ved universitetsbiblioteket, og satte straks liv i leiren ved at faa istand en fest til "Fædrenes Minde" i likhet med den han til avsked hadde foranstaltet hjemme paa Eidsvold. Her var det han fandt leilighet til at kaste frem den ssetning som i mindst en menneskealder blev den norske nationalforsknings motto:

Vort Norge og fortidens Norge synes som to avbrutte halvringer, der passer paa det nøieste sammen; mellemalderen kun som den uegte lodning, som vi bryter væk for at hele de egte led.

Dagen efter denne Wergelandske fest i Studentersamfundet laa Welhavens lille sonnet-hefte "Norges Dæmring" paa disken hos byens bokhandlere. Make til opstyr hadde det unge Norge ikke endnu været utsat for. De faa og smaa blade var uke efter uke fyldt av vild polemik pro og contra. Blandt dem som i stridens største hete hug forsvarlig om sig under Welhavens fane, finder vi ogsaa hans trofaste drabant Peter Andreas Munch; Schweigaard færdedes endnu utenlands. Utpaa vinteren sørget Wergeland for et muntert intermezzo ved at slynge sin uforskammet vittige farce "Papegøien" midt op i hurlumheien.

Oppholdet i København

Slik var de sidste indtryk Munch tok med hjemmefra, da han paa vaaren 1835 — efter at ha holdt bryllup — med sin unge brud og sin lærer og ven Rudolf Keyser satte kursen til Kongens Kjøbenhavn, gamle Frederik den sjettes fredsommelige residens.

Kjøbenhavn var dengang — 20 aar etter skilsmissen mellem "tvillingrikerne" — fremdeles norske akademikeres aandelige hovedstad. For Munch, som hørte med til det Welhavenske intelligensparti, var det visselig kjært at kunne komme den netop florerende guldalder-literaturs bærere paa nærmere hold; men nogen stor oplevelse bød opholdet ham egentlig ikke.

Det eneste epokegjørende som indtraf i den danske literatur i de to aar, mens han bodde i Kjøbenhavn, var fremkomsten av H. C. Andersens "Eventyr" og av Hertz’s romantiske skuespil "Svend Dyrings Hus". Forsaavidt kan det stilfærdige aandsliv i aandens hovedstad ikke ha virket forstyrrende paa hans flid; ovenpaa Wergelands-uroen, unions-uhyggen og bondestortings-demokratismen hjemme maatte opholdet i Frederik den sjettes og Oehlenschlågers, kanselli-enevældets og vaudevillernes Kjøbenhavn forekomme ham at være et idyllisk miliø for hvetebrødsdagene.

Man vet at egteparret Munch blev mottat med megen gjestfrihet i hyggelige danske hjem, og at de altid bevarte glade minder fra dette sit første ophold i Kjøbenhavn. Det var vennen Schweigaard som saa at si overlot dem sin netop ledige plads i stuerne, idet han ved sin utnævnelse til juridisk lektor etter Fr. Stang blev kaldt hjem akkurat i de dage Munch og Keyser drog hjemmefra. Munch og frue vanket bl. a. meget i pastor Grundtvigs hus, og gjorde overalt lykke ved sit lyse muntre sind og sin musikalske begavelse.

Arbeidet med "Norges Gamle Love"

Möðruvallabók, et islandsk manuskript som inngår i Den arnamagnæanske samling, fra rundt 1350.

Det arbeide Keyser og Munch hadde at utrette, var at gjennemgaa alle de mange gamle pergamentsbøker som indeholdt oldnorske lovtekster, og skrive dem av til bruk for den paatænkte utgivelse. Utbyttet av deres omhyggelige flid er de ca. 40 hefter paa tilsammen henved 4000 prægtig skrevne store kvartsider som nu opbevares paa vort universitetsbibliotek indbundet i 11 bind. Det ser ut som mester og lærling vilde kappes i at skrive sirlig; av selve haandskriften kan man læse sig til den andagt hvormed de utførte sit hverv i nationens tjeneste. Stortinget hadde bevilget 6000 kr. — for den tid en sum som veide paa budgettet, og som derfor viser forstaaelse av sakens betydning — og videnskapsselskapet i Trondhjem skjøt til adskillig over halvdelen saa meget. Det gjaldt at kundgjøre for folket selv og for verden hvad Norge engang hadde eiet av kulturevne; netop paa lovgivningens omraade var jo denne lagt for dagen i sin fulde glans. Og baade i Danmark og i Sverige var det tilsvarende kildestof allerede irettelagt; Kolderup-Rosenvinge og Schlyter hadde trykt bind paa bind av sine fædrelands gamle love. I Tyskland var man endog alt i gang med den videnskabelige utnyttelse av teksterne.

Paa to aar var Keyser og Munch færdige med at ransake og skrive av alle de norske lovbøker fra middelalderen, som fra Kristian Kvarts tider var samlet i tvillingrikernes fælles kongelige bibliotek og i Arne Magnussons haandskriftssamling. Munch nyttet tillike leiligheten til at gjennemgaa den store samling av gamle norske skindbrever og de geistlige jordebøker som hin lærde islænding i Holbergs dage hadde laant ut av norske bispearkiver, og som det danske styre for hans legat hadde beholdt i sit verge; en del fik han ogsaa skrevet av.

Lektorat og hjemkomst

Ved paasketider 1837 drog Keyser og Munch over Sundet for at fortsætte sit arbeide med de lovbøker som i sin tid var havnet i Sverige. For Munchs vedkommende blev opholdet i Stockholm dog ganske kortvarig. Allerede ved pinsetid fik han nemlig utnævnelse som lektor i historie. Under hans fravær var gamle professor Steenbloch avgaaet ved døden, og kandidat Ludvig Kristensen Daa — Wergelands ven —, som hadde været konstituert docent i faget, blev ved den endelige besættelse av embedet forbigaat til fordel for den jevnaldrende Munch. De liberales organ "Morgenbladet" raste, og Daa blev for livet sin heldige medbeilers arge fiende; men intelligenspartiets nystiftede dagblad "Den Constitutionelle" bet dygtig fra sig. Slik gik det for sig at Munch kom hjem fra sin utenlandsfærd som et motsigelsens tegn. Det skedde ved midtsommer 1837. Ved juletid kom Keyser. Han var utnævnt til Steenblochs eftermand i professoratet, samtidig med at hans eget lektorat blev besat med Munch. Mens Munch skyndte sig hjem til sit nye embede, ængstelig for intriger til fordel for medbeileren, hadde Keyser tilbragt ogsaa næste halvaar i Stockholms, Upsalas og Lunds biblioteker.

Embetet

Munch tok straks fat med forelæsninger over Europas historie i middelalderen — et emne han i aarevis maatte terske og terske om igjen for de nye kuld studenter; av og til valgte han, efterat han i 1841 var utnævnt til professor, ogsaa at skildre den store franske revolution. Keyser besørget den stadige undervisning saavel i gammelnorsk sprog ("oldnorsk") som i Norges middelaldershistorie.

Paa katetret

Første gang Munch fik adgang til at holde forelæsninger over emner av Norges historie, var i vaarsemesteret 1845, da han efter opfordring gav den nye konges tre unge sønner — to av dem blev selv med tiden konger, Karl og Oscar — en utsigt over sagaliteraturen.

Som lærer og eksaminator ved universitetet var Munch vistnok ikke altid helt heldig. Hans store lærdom overvældet ham undertiden; ialfald beretter sagnet, at hans spørsmaal til andeneksamen kunde falde lovlig langt ute i utkanten av hvad man med rimelighet bør kræve at en student skal huske.

Om hans forelæsninger kan man finde motstridende vidnesbyrd. Saaledes forsikrer en av hans fordums tilhørere, "at hans tilhørere var henrevne, ikke blot ved det flytende, formfuldendte foredrag og det milde og behagelige organ, men endnu mere ved hans aandfulde, levende skildringer, der aapnet os nye syner. Begivenheterne traadte frem i den klareste dag, og personene tegnedes med psykologisk finhet og dybde". Vedkommende gjør imidlertid det forbehold at "Munch ikke hadde noget sterkt organ; festtaler var han derfor ikke". Derimot siger hans begeistrede biograf P. Botten-Hansen:

Uagtet sin store lethet i skriftligen at behandle et emne, manglet Munch evnen til mundtlig foredrag. Han var en gemytlig og lun fortæller, men paa katetret eller som taler var han litet hjemme. Han optraadte derfor ogsaa næsten aldrig offentlig og kom efterhaanden mere og mere til overbevisning om at katetret ikke var hans egentlige plads, og at derfor baade han og universitetet vilde være bedst tjent med at han anvistes en derfra avsondret uavhængig virkekreds.

Og professor Ernst Sars skriver i en omhyggelig kritisk karakteristik av sin beundrede forgjænger:

"Jeg besøkte i mit russeaar nogen ganger Munchs forelæsninger, og mindes at jeg blev høilig skuffet. Docentgjerningen var aabenbart noget han hverken hadde synderlig anlæg eller synderlig interesse for.

Hans stemme var temmelig svak og klangløs, foredraget ensformig og bakkende. Han pleide at ha endel bøker med eller endel løse papirlapper med notater paa; han bladet i dem, læste op noget hist og her og gjorde sine bemerkninger derved — som det syntes, uten nogen videre sammenhæng og av blandet indhold — lingvistisk (sprogvidenskabelig) eller historisk-kritisk, eftersom det traf sig. Det var angelsaksisk historie han læste over.

Uten tvil var der i hvad han kom frem med, mangt et guldkorn for den som hadde skjøn paa det, for specialisten eller fagmanden; for han var jo av dem som altid fandt noget, hvor han saa grov — noget værdifuldt eller ialfald noget rart. Men for det almindelige forelæsningspublikum passet det ikke. Der var ikke mange tilhørere, og jeg tænker at de fleste gjorde som jeg, nemlig uteblev efter at ha gaat der nogen ganger og faat sin nysgjerrighet tilfredsstillet. Og Munch brydde sig vist ikke det mindste om at hans auditorium blev tomt; han var vel snarere tilfreds med at kunne slutte, — jo før des heller — av mangel paa tilhørere; for han hadde saa meget andet nyttigere og vigtigere arbeide at ivareta end at haspe av det reglementerte antal forelæsninger.

Emner

Sars dømmer vel her noget ensidig; han har selv som forelæser altid holdt sig den gyldne regel strengt etterrettelig at vise sig paa katetret aandelig talt i fuld puds, med nøiagtig utformet og sikkert pointert foredrag. Muligens har Munchs anden store eftermand, professor Sophus Bugge, rammet forholdet rigtigere, naar han i sit beaandede mindeforedrag — det blev hans avskedstale til sine lærlinger — uttaler om sine ungdomslærere Keyser og Munch:

De blev medarbeidere, uagtet Keyser var en fra Munch vidt forskjellig natur, mindre omfattende, roligere og mindre fremadskridende. Keyser var det som først indførte studiet av vort gamle sprog og av den i dette skrevne islandske og norske literatur ved vort universitet. Han virket mere end Munch gjennem forelæsninger. De var omhyggelig utarbeidet og fremført i en sirlig form, mens Munchs forelæsninger tit hadde improvisationens formløshet, stundom dens friskhet med tindrende glimt indimellem.

Efter at ha holdt sine prinse-forelæsninger gik Munch i 1846 over til at foredrage de nordiske sprogs ældre historie, belyst ved sammenligning med gotisk og angelsaksisk. Vi skal senere hen se at han paa dette omraade kom til resultater som fik grundlæggende betydning for germansk sproghistorie. Desuten foredrog han fra 1848 de nordiske folks oldhistorie og læste fra 1855 over de europæiske folkeslags oprindelse og indbyrdes slegtskap — emner som han aldrig blev træt av at utrede i videnskabelige avhandlinger.

Mellemmanden

Som vi allerede nu fatter, var det strengt tat ikke som lærer ved universitetet at P. A. Munch vandt sit store navn. Sit ry og sin til slut vældige indflydelse erhvervet han gjennem sit utrættelige forfatterskap. Sin uutslettelige indsats i nationens utvikling gjorde han desuten ved at bli høvdingen og — som Sophus Bugge har uttrykt det — "den overalt drivende og indflydelsesrike videnskabelige mellemmand" for den begeistrede virksomhet inden alle omraader av nationalhistorisk forskning som efter hvert tok til at gro op omkring ham og Keyser.

Unger og Fritzner. Dannelsen av det norske nasjonale forskningsmiljø

Carl Richard Unger (1817–1897) var en norsk filolog og professor ved Det Kongelige Frederiks Universitet. Han sto bak utgaver av kongesagaene og en rekke andre norrøne verker. Portrett av Unger i Skiling-Magazin, august 1867.

Dengang de to venner i 1834 drog ut for at hente de gamle norske lovtekster hjem, var det kaptein Gerhard Munthe og justitiarius Jens Christian Berg som raget et hode op over dilettantforskernes skare.

Men ikke saa snart var de to fagbrødre hjemme igjen, før nye kræfter melder sig til tjeneste. Først og fremst Carl Unger. Allerede i konfirmationsalderen hadde denne fødte sproggransker paa digteren S. O. Wolfs prestegaard tilegnet sig telemarksmaalet og blev straks efter Keysers hjemkomst dennes fremmeligste lærling i gammelnorsk; allerede 3 aar senere finder vi ham blandt universitetets første kuld av stipendiater. Han satte sig til opgave at utarbeide en gammelnorsk ordbok og drog aarligaars til Kjøbenhavn for at gjennemgaa alle de norrøne haandskrifter; utbyttet blev ikke alene rikt materiale til en ordbok — men desuten hele den endeløse række av kritisk nøiagtige tekstavskrifter som det med tiden skulde bli hans livsverk at la trykke. Og her traadte baade Keyser og Munch til. — Ordboksarbeide blev samtidig drevet av Welhavens gamle fælle, Munchs artiumskamerat og medlærling hos Keyser, den unge teolog Johan Fritzner, som dengang var lærer i Bergen.

Men stedbunden som denne ihærdige flidens mand altid ved blev at være, maatte han nøie sig med trykte kilder. Følgelig kom ikke den rette fart i hans arbeide før alle de Keyser-Munch-Ungerske tekstutgaver forelaa, saa det tok ham en menneskealders flid før han fik sin ordbok færdig og — utgit. Men allerede i 40-erne leverte han kritiske avhandlinger til utfylding av Munchs sproghistoriske skrifter.

Samtidig med Ungers og Fritzners systematiske ransaking av det gamle sprog, var en ung bondegut paa Søndmøre begyndt paa egen haand at sanke stof til en baade grammatisk og leksikalsk oversigt over de bygdemaal som bedst hadde bevart levningene av det "ved forbindelsen med det germaniserte Danmark fortrængte oldsprog". Fra 1847 flyttet Ivar Aasen — saa het denne gransker — til hovedstaden, og her finder vi ham straks blandt dem P. A. Munch tar under sine brede vinger.

Fremdeles samtidig (1837) var, to Østlands-studenter blit enige om at skjænke Norge hvad brødrene Grimm allerede i 1812 hadde skjænket sit dengang dypt fornedrede folk — dets egne gamle barne-eventyr i en paalidelig gjenfortælling. Straks den lille prøvesamling forelaa i juleheftet "Nor", første vinter Munch var hjemme, blev den nybakte lektor livlig interessert. Og da saa de to venner — Asbjørnsen og Jørgen Moe — i 1840 sendte ut subskriptionsplan til sine "Norske Folke- og Barneeventyr", kundgjorde de at i verkets slutningshefte vilde P. A. Munch gi en retledende videnskabelig oversigt over de gjengivne eventyr. Det merkelige hændte at denne første-utgave aldrig blev avsluttet; da den anden og fuldstændige utgave kom, var Jørgen Moe selv mand for at levere den videnskabelige utredning — men forbindelsen med Munch var knyttet. Denne hadde til gjengjæld avløst Moe som utgiver av andet oplag av hans Folkeviser og Stev fra 1840. Likeledes blev det Munch som ved sin anmeldelse i "Leipziger Allgemeine Zeitung", samt ved at sende sin nye ven Jacob Grimm boken, vakte utlandets opmerksomhet for de norske eventyr og dermed skaffet samlerne den fulde autoritet hjemme.

Munch som samlende midtpunkt

Jørgen Engebretsen Moe (1813–1882) var en av pionerene for innsamling av folkedikting i Norge på 1800-tallet. Fra han var ung, samlet han eventyr, folkeviser og stev. Sammen med Peter Christen Asbjørnsen skapte han de banebrytende samlingene Asbjørnsen og Moes Norske folkeeventyr. Som utgivere av eventyr og sagn er Asbjørnsen og Moe den norske parallellen til Brødrene Grimm i Tyskland. Illustrasjon: "På fisketur". Jørgen Moe malt av Christian Skredsvig i 1896. Sønnen Moltke Moe skal ha sittet modell i anledning rekonstruksjonen av farens ungdomsportrett.

Munchs utgivelse av Moes visesamling gav ikke alene Ivar Aasen anledning til at skrive en kritisk avhandling om hvor vanskelig det er at vælge sprogform naar man vil gjengi folkevisetekster efter uttalen; den selvlærte maalgransker fandt i dette stykke snart en villig lærling i den unge Sophus Bugge. Men foreløbig aapnet den lille viseutgave Munch adgang til ogsaa at øve bestemmende indflydelse paa det hovedkildeverk som telemarkspresten M. B. Landstad stod ifærd med at utgi.

Det blev fremdeles Munch som gav de første fuldt videnskabelige bidrag til løsningen av det arkæologiske spørsmaal som fremfor noget andet interesserte det norske folk netop i hin endnu umetodisk famlende nationalromantiks første tid, idet han ved en avhandling i 1848 redegjorde for de gamle kildeskrifters meddelelser om Nidaros domkirke. Herved kom han til at bli den unge arkæolog N. Nicolaysens store veileder, og utpekte sig tillike som den rette mand til sammen med den unge tyske arkitekt H. E. Schirmer at bli betrodd den historiske undersøkelse der danner utgangspunktet for alt senere arbeide med gjenreisningen av det forfaldne og vanskjøttede bygverk.

Ikke før var Keysers og Munchs Gamle Love blit utgit, saa er en ung jurist straks ifærd med at granske den norske retshistorie etter strengt videnskabelig metode; i sine sidste leveaar hadde P. A. Munch ingen mere trofast ven end just denne sin lærling, Fr. Brandt. Ogsaa Brandts jevnaldrende kollega T. H. Aschehoug uttaler i sin historiske fremstilling av Norges Statsforfatning, at han følger i Munchs og Keysers fotspor.

Vaaren 1841 var historielæreren ved sjøkrigsskolen i Fredriksværn gaat igang med at samle stof til besvarelse av Trondhjems Videnskapsselskaps prisopgave "De norske Klostres Historie"; paa henvendelse fik han straks laane Munchs hjembragte avskrifter av gamle jordebøker og brever. Man finder saaledes saa at sige fra første færd av den frugtbare forbindelse knyttet som blev til uvurderlig nytte for dem begge — forbindelsen mellem de to jevnaldrende historikere Munch og Chr. Lange.

Denne raske oversigt godtgjør, at like fra sin hjemkomst kom P. A. Munch uvilkaarlig til at staa som en samlende midtfigur i den af skare yngre granskere som omkring 1840 meldte sig under den nationale historieforsknings fane.

Personligheten

Skyggebilde klippet av P.A. Munch

Det som gav Munch denne hans centrale position, var selvfølgelig hans rent personlige egenskaper i andre retninger end som bestaltet docent.

For at nævne de ydre først — Munch var en paafaldende vakker mand. Temmelig høivoksen og meget velbygget. Paa de staute skuldrer sat et uvanlig smukt hode med en mægtig hvælvet pande, fint skaaren næse, livlig mund med litt fremskutt underlæbe og mandig hake. Blikket og bevægelserne var fulde av liv og ynde. Hele manden skal ha virket med en viss majestæt. Men samtidig maa hans væsen ha hat noget merkelig vindende ved sig; kommandere forstod han ikke, ialfald berettes det at han som overordnet — han var i halvandet aar konstituert riksarkivar — var likesom litt forknyt og ubehjælpelig. Det betagende ved hans personlighet stak i temperamentet, som overalt gjorde sig gjældende i samvær med andre — hans til skøieragtighet grænsende muntre sind, hans evne til at gi sig fuldt hen i det som forelaa. I helt private omgivelser kunde dette lykkelige humør friste ham til skjelmstykker, som røbet en ufordærvet barnlighet. Der er optegnet en mangfoldighet av slike rent pudsige smaatræk, som man ikke skulde tro landets lærdeste lærde var mesteren for. Et enkelt eksempel er illustrerende nok: en dag kom han glædesstraalende ind til den familie i hvis hus han bodde en tid som slegtning, og fortalte, at nu hadde han øvet sig saa ivrig at det virkelig var lyktes ham at skrive læselig med — foten! Slikt kunde han i et anfald av overstrømmende barnlighet falde i fristelse til at utføre; man forstaar, at pedant, sur tværdriver, indbildsk studienar kan denne mand ikke ha været.

Det maa ha ligget let for ham at træde i rapport med sine medmennesker, saaledes ogsaa med fagfæller. Men netop disse maatte ogsaa lettest la sig imponere av fagmanden Munch, fordi de kunde værdsætte hans evne til at utnytte lærdommen. For fagbrødre aabenbarte sig den virkelige genialitet — hvis tilfældige sidespring over paa likegyldige omraader ytret sig i hine familiære smaapussigheter — gjennem glimrende "hugskot", langt lysende tankelyn. Den samme mand der skildres som sine barns overgivne lekekamerat paa stuegulvet, er ved sin overlegne lek med tidens fagproblemer indenfor de lærdes kreds uvilkaarlig blit høvdingen.

Munchs fenomenale hukommelse

Mellem lærde fagbrødre, og da vel allermest mellem historikere, er der vel intet som virker saa overvældende som en sterk og altid parat hukommelse. I dette stykke maa netop Peter Andreas Munch ha været et fuldstændig fænomen. I den biografiske skildring fra Botten-Hansens haand, som blev indrykket som tillæg til sidste bind av Munchs hovedverk, hvis avslutning først kom ut efter hans død læser vi:

<bockquote>Alt hvad han hadde læst eller hørt, blev han næsten ufrivillig nødt til at bære paa. Avis-indsendter like fra hans studenterdage kunde han huske, ikke blot naar og hvor de hadde staat, men endog ordlydende deres indhold, forsaavidt dette engang hadde fængslet hans opmerksomhet. Fortællingens gang og navne paa de handlende personer i selv de dummeste romaner han i sin skoletid hadde læst, vedblev — som han beklaget sig over — at staa levende for hans erindring, uten at han kunde bli dem kvit. Det var likesom intet var for smaat til at lægge sig ham paa minde. Endog om ubetydelige folks familieforhold visste han fuld besked like til den yderste detalj, og selv samtidens chronique scandaleuse fandt i denne velvillige hukommelse ofte et sikkert opbevaringssted.

Men saa meddeles det ogsaa at "hukommelsen var det forraadskammer hvorfra han paa staaende fot kunde hente svar paa næsten ethvert spørsmaal der faldt inden hans gransknings og studiums omraade. Om styrken av denne hukommelse kan man neppe gjøre sig et fuldstændig begrep uten at ha kjendt Munch. I de utallige kildeskrifter han hadde gjennemgaat, kunde han huske hvad der fandtes og hvor det fandtes, med saadan sikkerhet at han selv paa reisen til Rom, fjernt fra alle kilder, paa hoteller og vistnok endog i jernbanekupeer, vedblev at skrive paa sin historie; og efter hukommelsen alene anførte han ordlydende citater, med henvisninger til bind og side av de forskjelligste verker, idet han forresten overlot sin ven, riksarkivar Lange, i korrekturen at utfylde et tal og i tvilsomt fald kontrolere citaternes nøiagtighet."

Falkeblikket i folianterne

Botten-Hansen fortæller videre:

En anden ikke mindre lykkelig støtte for sin lærdom end denne hukommelse gav, fandt Munch i sin lykkelige evne til at ane hvor en forønsket oplysning var at finde. Det var likesom folianterne aapnet sig for ham, hvor det fandtes som han for øieblikket hadde bruk for. Og hans blik slog paa de lange sider med falkens hurtighet og sikkerhet ned paa det sted hvor byttet skjulte sig.

Munchs kombinasjonsevne og metode

Saa kom endda en merkelig evne til, som ikke kan undgaa at imponere fagfæller — evnen til at utnytte hukommelsens mangfoldige stof gjennem skarpsindige kombinationer. En av hans embedsbrødre har meddelt:

Det var som om intet der kunde tjene til bevis for en mening, formaadde at skjule sig for ham, og med hvilkensomhelst gjenstand han sysselsatte sig, forstod han altid, endog om stoffet var av den mest overvældende og kaotiske beskaffenhet, at bringe sammenhæng tilveie og sammenstille enkeltheter paa den mest overraskende maate.

Botten-Hansen uttrykker det slik:

I sine kombinationer slog han med digterens dristighet ned paa et punkt som syntes at ligge utenfor det bevisliges omraade. Men fra dette punkt, hvortil man ikke vilde vundet frem ved skridt for skridt at holde sig til dokumenternes ledelse, vandt han med lethet tilbake til utgangspunktet, idet han ved skarpsindig iagttagelse av dokumenternes spredte vink under denne retrograde (baklængse) vandring kom til visshet om at den først saa dristig tilbakelagte færd hadde været i ret lei, og at man nu ogsaa godt kunde tilbakelægge veien fremad med "øksen og spaden i haanden".

At dog mangen uholdbar hypotese maatte bli opstilt, og mangen ørkesløs konjektur (gjetning) skjænkes en rumspildende, mot den strengt ordnede og knappe fremstillings krav stridende opmerksomhet, fulgte likesom med nødvendighet av selve metoden. Læseren blir gjort delagtig ikke blot i de undersøkelsers hele maskineri hvorav et sikkert resultat endeligen er fremkommet, men ogsaa i dem som blot gir et negativt utbytte og nærmest kun tjener til at godtgjøre for granskeren at paa den forsøkte maate ingen historisk visshet er at finde. Paa fagfolk virker metoden imidlertid blendende.

Produktivitet og arbeidskraft

Endelig maatte enhver som arbeidet indenfor samme fagomraade og derfor kjendte besværligheterne av egen erfaring, føle det overvældende ved Munchs umaadelige næsten ubegripelige produktionsevne, som de var vidne til i dens successive utfoldelse. Nutildags maa vi bare ved at blade langsomt ut gjennem de 16 tætte store boksider i forfatterleksikonet, der gjengir titlerne paa stort og smaat, som Munch i løpet av 30 aar lot trykke, bli grepet av undring over at alt dette har en enkelt mand rukket at faa fra haanden. End sige da naar vi vet at den lærde forsker selv i bladartikler uten navn eller merke kunde slænge hen selvstændig uttænkte oplysninger av videnskabelig værdi. Hele hans forfatterskap var, som Botten-Hansen kalder det, "gjennemvævet med videnskap, ofte kan man sige, i utrængsmaal og til uegentlig tid og sted." Den hurtighet hvormed han forfattet var saa stor, forsikrer samme hjemmelsmand, "at han — som jeg av erfaring vet — paa en aften, eller rettere en nat, kunde levere en monografi (uttømmende særavhandling) som for folk av faget maatte synes at ha kostet dages ja ukers arbeide."

I den rastløshet hvormed hans forfatterskap foregik, formaadde ingen hindringer at virke forstyrrende. Midt i sin families skjød, under huslivets mangehaande smaa distraktioner kunde han arbeide like raskt og like let. Han kunde sitte oppe saa længe det skulde være, og han kunde, om han engang faldt i søvn, til enhver tid paa natten igjen ta arbeidet fat. I en skildring fru Marie Colban kort efter Munchs død meddelte i Botten-Hansens "Nyhedsblad", heter det om Munchs arbeidskraft og arbeidsiver:

Aldrig saa jeg ham træt, aldrig nedstemt, og naar han saa kom hjem (fra Vatikanets arkiv), maatte alle barnene være i stuen, hvor han skrev sit storverk ("Det norske Folks Historie"), og tale maatte de gjerne alle; naar han saa og hørte dem, gik det aller glattest. Men hadde en et erende ute, var han straks færdig til at følge, eller skulde noget hentes paa den anden side Tiberen, saa var han parat. Men derfor vokste verket like fuldt. Natten var jo lang, og at sove mere end et par timer var dovenskap. Bordet stod om vinteren saa at han kunde lange tynde kjepper hen i kaminen, hvor ilden altid knitret lystig; vilde den ikke brænde, pustet han blot litt til med sine mægtige lunger.

De tre hjørnesteiner i det nye Norge

Hukommelse, fænomenal hukommelse — kombinationsevne, fantasibaaren skarpsindig kombinationsevne — arbeidskraft, uopslitelig og uforstyrrelig arbeidskraft — genialitet, muntert sprudlende genialitet. Selv denne lykkelige forbindelse av lykkelige egenskaper vilde ikke været tilstrækkelig til at forlene deres indehaver med den selvsagte høvdingerang indenfor hin skare av fremragende unge granskere, om ikke ogsaa undergrunden for utnyttelsen av disse evner til fremme av den fælles opgave hadde været en begeistret hengivelse i selve emnet, en ureflektert from tro paa den sak det gjaldt, en tryg og modig trang til at gaa paa, om saa mot hele verden, for at drive saken frem til seir — fædrelandets forherligelse.

I denne hengivelse, denne tro, dette kampmod var det Peter Andreas Munch, fuldt saa vel som i genialitet, parret med barnlighet, kunde maale sig med, og til slut av folkebevisstheten erkjendtes for jevning med nationalheltene Henrik Wergeland og Ole Bull.

Geniale hver i sit "fag", barnlige og ekscentriske hver paa sit vis, ubesindige og impulsive i sin livsførsel hver paa grund av sine svake sider — til fælles hadde de alle tre sin umiddelbare, saa at sige religiøse fædrelandsbegeistring, sin smittende trostryghet, hvor det saa sandt gjaldt deres over alt i verden elskede Norge. I forherligelsen av Norge saa de sin mission; til Norges ære utførte de — trods alle gjenvordigheter — sin livsgjerning. Derfor blev deres livsverk ogsaa, takket være deres genialitet, de tre hjørnestener, hvorpaa det nye Norge gjenreistes til tro paa sig selv som nation mellem nationerne.

P.A. Munchs livsgjerning

Munchs livsgjerning var at han skjænket sit elskede fødeland en national norsk folkehistorie, dokumentert med al den lærdom en samvittighetsfuld gransker med hans samtids aller bedste redskaper kunde mestre. For en rik gave dette var, fatter vi den lykkelige efterslegt kun med besvær. Selve hovedkilden til kundskap om landets store fortid, de gamle kongesagaer, hadde fedrelandsvennen verkseier Jacob Aall aapnet adkomsten til, just samtidig med at Munch stod ferdig til at ta fat paa sit yrke. Og Keyser hadde netop rukket at øve de første kuld norske studenter op i at læse det gamle norske sprog. Forøvrig var de faa — men varmt begeistrede — national-forskeres befatning med de emner de faldt over, kun "antikvarisk-filologisk dilettanteri", for at laane Munchs egen betegnelse. En samvittighetsfuld gransker som stillet sig den opgave Munch følte det hellige kald til at søke tilbunds i hver kraa og krik av folkets fortid, fik begynde med at søke op alle kilder til kundskap og med at bestemme deres renhet og rikhet ved en møisommelig kritisk sammenligning. Munchs eftermænd har hittil kunnet ta fat med ham som den "paa alle veie kjendte kyndige fører" — saa nævnte Sophus Bugge ham i sin mindetale. Men den gang Munch selv tok fat laa stiene ikke optraakket foran ham; en norsk nationalforskers situation i hans dage har han selv malet i følgende berømte billede:

Han har ingen slagen landevei at ile jevnt frem paa; han maa selv skridt for skridt bane sig vei med øksen og spaden i haanden; og han har ei alene naturlige, men endog kunstige hindringer at rydde tilside og træde under føtter.

De "kunstige hindringer" og kampen om historien

Kunstige hindringer som den norske national-forsker maatte træde under føtter - Munch nævner dem i tørre ord i fortalen til sit hovedverk, "Det norske Folks Historie":

"Jeg vil her tilføie, at der ogsaa er andre hensyn som gjør det ønskelig at en fuldstændig fra et nationalt norsk standpunkt behandlet, og med stadig hensyn til de nyeste granskningers resultater utarbeidet norsk folkehistorie snarest mulig utkom mer, om det endog skulde være at befrygte at det saaledes utkomne verk ikke vilde opnaa den fuldkommenhet som det ellers vilde ha faat, om utgivelsen endnu var blit opsat en menneskealder. Der utarbeides nu nemlig vigtige fædrelandshistoriske verker rundt om os i nabolandene. Overalt søker de historiske forfattere at fremdrage hvad der kan tjene til forherligelse for deres egen nationalitet. Den politiske stilling Norge i flere aarhundreder har indtat, har utsat det for, mere end andre nationer, at se sin nationalitet forglemt, og den del det i ældre tider har tat i verdensbegivenheterne, enten ignorert (overset) eller fremstillet i et urigtig lys. Det var at befrygte at denne forglemmelse, ignoreren eller urigtige fremstillingsmaate vilde vedvare og befæste sig under vore tiders historiske kappestrid, hvis ikke en norsk historieforsker selv, ved at samle og utgi alt hvad ældre og nyere granskninger i hans fædrelands historie hadde bragt for dagen, søkte at motarbeide de falske forestillinger der ellers, naar man ganske overlot feltet til utlændingen, sandsynligvis vilde utbrede sig.

Med saa tørre talemaater hjalp han sig ikke naar han stod overfor de ovenantydede kunstige hindringer, paa sprang til at træde dem under føtter — det hændte at han trampet til med jernslaat hæl.

Alt i sit aller første skrift, den ovenfor nævnte kritik av teologen Fayes Norgeshistorie, hadde han — endda han lot det trykke i angjældende naboland — klart og bestemt pekt paa hindringen:

Ikke at tale om at den vankundighet der hersket i Norge paa en tid da Danmark allerede hadde dygtige historiegranskere, gav disse en aldeles uindskrænket magt til at fremsætte hvad de, ofte maaske blindede av en meget tilgivelig fædrelandskjærlighet, ansaa for det rette, uten at nogen patriotisk nordmand var istand til, om han end ante hvad der var rigtigst, at gaa til kilderne og fremdrage hvad der var skjult.

"Den norske historiske skole"

Tittelside til "Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie", 1839.

Vi saa ham under opholdet i Kjøbenhavn offentliggjøre en artikel i byens store tidsskrift, hvori han gav en oversigt over sine landsmænds forsøk paa at skape en selvstændig norsk historieforskning. Denne artikel hadde redaktionen, en komite paa 15 lærde herrer, introducert med en meget forbeholden bemerkning om at "dens forfatter, som er en nordmand, ikke skarpere har karakterisert den mot Danmark fiendtlige retning og tone som hersker" i de kritiserte "Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie". Her sigtes til justitiarius Bergs bekjendte tilbøielighet til at fremhæve den behandling Norge under unionen med Danmark blev til del som uretfærdig og tilsidesættende. Munch hadde vistnok indflettet en sætning om at Berg "i sin patriotisme er gaat vel vidt i harmfulde utfald mot Danmark og dets styrelse, og at han endog hertil synes at ha søkt anledning, hvor den likefrem ikke gaves". Men ellers tilføier han for egen regning at "enhver upartisk i almindelighet og naturligvis nordmændene i særdeleshet maa føle harme over de hyppige brud paa løfter og traktater hvori unionskongerne gjorde sig skyldige, fornemmelig over det sidste avgjørende magtsprog, hvorved Norge mistet sin selvstændighet og gjordes til en provins av Danmark". Rigtignok gir han i korte drag en forklaring paa forholdet som et utslag, ikke av den danske nations, men kun av den danske adels trang til at "fortære broderlandet".

Krigsluren: Striden med Danmark

Munchs stemning var ikke til at ta feil av. Den skinte ogsaa tydelig igjennem i den første selvstændige bok han utgav — hans "Norges, Sveriges og Danmarks Historie til Skolebrug", som forelaa aaret efter hjemkomsten.

Han gav her sin ærgrelse over den danske historiefremstilling luft i en anklage som denne: "En overspændt videnskabelig retning, der stod i misforhold til landets fysiske og intellektuelle kræfter, begyndte allerede da (i midten av 18. aarh.) at ytre sig og har siden aldrig forlatt Danmark."

Dette var jo en krigserklæring.

De utæskede blev ham ikke svar skyldig. To danske historikere rykket i marken til sit fædrelands forsvar. Baade den unge Paludan-Muller, dengang endnu adjunkt i Odense, og professor Molbech. Denne energiske forsker var netop i de dage optat av at stifte den danske "Historisk Forening" som fællesorganisation for sit fædrelands nationalgranskning. Og saa lød endda et nyt støt i krigsluren oppe fra det lille oprørske Norge; det var professor Keyser som nu for første gang lot høre fra sig. Denne stilfærdige unge universitetslærer offentliggjorde i 1839 i "Samlinger til det Norske Folks og Sprogs Historie" en svær avhandling, som med ett slag endevendte alle hittil gjængse forestillinger om det oprindelige forhold mellem de tre nordiske folk.

Nordmændenes herkomst

"Om Nordmændenes Herkomst og Folkeslægtskab" — saa lyder titelen paa denne professor Keysers avhandling — gav hele det lærde videnskabelige apparat som med datidens hjælpemidler kunde skaffes tilveie, naar man vilde forsvare den nationale trossætning at Norge var "stammens hovedsæte". Sætningen var uttalt allerede i 1832 av student Munch i hans første "Vidar"-artikel, hvor han drog tilfelts mot Wergelands "sprogreformation"; han tilføiet her at det norske sprog, foruten i stammens hovedsæte, blev talt i det egentlige Sverige eller Svealand og senere synes at være indført ogsaa i Gautland eller Götaland og i Danmark, hvor der hittil raadet et sprog som nærmet sig gotisk og angelsaksisk. Utbredelsen dit skyldtes "de norske erobrende stammer".

I sin historiske skolebok av 1838 lærer lektor Munch at

De mennesker fra hvilke vi stammer, er komne østenfra, rimeligvis fra det vestlige Høiasien. Længe før Kristi fødsel maa de være indvandret i Norden. Men de delte sig straks i to hovedstammer. Den ene, som av romerne kaldtes germaner, gik langs med det Sorte Hav, opfyldte Tyskland og utbredte sig i Danmark og det sydlige Sverige indtil sjøerne: de ældre beboere blev enten ødelagte eller forjagede. De germaner som kom til at bo i Danmark, Sverige og søndenfor Østersjøen, kaldtes alle tilsammen goter. Den anden hovedstamme gik op om det Asovske Hav og utbredte sig i det nuværende Rusland, siden gik den langs Østersjøen om og over den Botniske Bugt til Norge og det nordlige Sverige, som den fandt ubeboet for sig. Disse folk kaldte sig selv med flere navne, men brukte dog paa den nordiske halvø mest navnet nordmænd. De trængte ned mot syd indtil de møtte goterne, fra hvilke de dog adskiltes ved hine store sjøer og de uhyre og næsten uigjennemtrængelige skoger der paa den tid fandtes mellem sjøerne.

Munch fortsætter med at forklare hvordan nordmennene angrep goterne fra nord, og at de som erobret Danmark ble kalt daner (herrer), mens de i øst ble kalt svear. I Norge derimot beholdt man navnet "nordmenn". Munch hevdet videre:

Nordmændene angrep ideligen goterne fra norden av. Tilsidst maatte goterne i Danmark og Sverige enten underkaste sig eller forlate landet, mens nordmændene der oprettet riker, større og mindre. Goterne utbredte sig siden længere mot sønden og stiftet mægtige riker i Italien og Spanien, men brød sig sjelden om at vinde magt paa sjøen. Vore forfædre derimot hadde især lyst til sjøkrig, og fra deres vidtstrakte kyster sværmet aarlig en mængde kjæmper eller vikinger ut paa togt til de fjerneste lande for der at samle bytte. Slik bedrift ansaaes dengang for hæderlig. Efterhaanden fik de forskjellige stammer av nordmænd særegne navne. De som erobret Danmark, blev av de undertvungne indbyggere kaldt daner eller herrer; derav navnet Danmark, forhen kaldtes landet med nabokysterne Gotland eller Gotesletten og inddeltes i Reidgotland (det faste land) og Øygotland (øene). De der nedsatte sig østligst i halvøen kaldtes allerede fra ældre tider, uvisst hvorfor, sviar eller svear: derav navnet Svearike eller Sverige. I Norge derimot bibeholdtes navnet "nordmænd". Østenfor Østersjøen kaldtes de varæger og kjæmpet mot slaviske folk, som der bodde iblandt dem. Nordmændene talte det gamle norske sprog, omtrent det samme der nu tales paa Island, og meget likt mange av vore almuemundarter. Det vedlikeholdt sig uforandret i Norge, hvor ingen foregaaende beboere var; danerne derimot begyndte tidlig at blande sproget med det beslegtede gotiske, der tåltes av de undertvungne: derav opkom tilsidst det nyere danske. Med svearne gik det omtrent likedan. Ogsaa i Tyskland skal enkelte stammer av nordmænd ha hersket, men hvad der om dem fortælles er kun dunkle sagn. Fornemmelig omtales en Kong Sigurd ved Rhinen av Volsunge-ætten o.s.v. Om Sigurd Fofnersbane haves en mængde sagn og digte; han ansaaes som Nordens fornemste helt, ja næsten som en halvgud.

Den nasjonale trossætning

Dette var den lære som skulde indprentes norske skolegutter! Hverken Munch eller Keyser synes at ha tilkjendt sin forgjænger, lofotværingen Gerh. Scheming æren for ialfald at ha trukket op hovedlinjerne for denne deres lære: nordmændenes indvandring nordenom Botnhavet til Helgeland og Trøndelagen. Ved Keysers bundlærde avhandling i 1839 blev læren underbygget med en grundmur som ingen paa lange tider vaaget sig til at rokke.

Dansk harme

Fra nu av gjaldt læren som hoveddogmet i den "norske historiske skole"s nationale trossystem. Kunde læren ikke rokkes, vakte den dog harme i nabolandene. De to norske oprørshøvdinger i den lærde republik hadde med baade dristighet og dygtighet rettet et frygtelig angrep ikke alene mot den danske og den svenske nationalforsknings stolteste borg, hvor den mente at ha sit rike bytte — den gamle "nordiske" literatur — vel forvart i sit eie. Men ogsaa mot selve den danske og den svenske nationalitets "nordiskhet". I Danmark, hvor man fremdeles var vant til at betragte sit fordums unionsland som et uselvstændig appendiks, føltes harmen ovenikjøpet dobbelt sterkt, fordi paastanden om en oprindelig "gotisk" eller sydgermansk befolkning i landet blev fremført netop samtidig med at kløften mellem det lille kongerikes to folkebestanddele hadde aapnet sig. Kongens tyske undersaatter i Holstein og deres landsmænd i det øvrige Tyskland maatte jo faa vand paa sin mølle, naar det kunde tænkes at Danmark selv var et oprindelig tysk land, og at danskerne var halvt tyske av herkomst.

Ekskludert fra det gode selskap

Denne stemning var temmelig sterk. Molbech hadde netop stiftet dansk "Historisk Forening", og til dens første aarsmøte i 1840 opførte han lektor Munch sammen med Jacob Aall og Gerh. Munthe (Keyser var vel en altfor farlig kjetter) paa listen over de utenlandske forskere man burde indbyde som korresponderende medlemmer. Ved voteringen blev Munchs navn strøket — uagtet Molbech hadde meddelt at han allerede var traadt i underhandling med ham som "en av Norges mest talentfulde historiske forskere og forfattere" for at sikre sig hans bistand.

"Lendermenn" og skandinavisme

Hermed var den "norske historiske skole", som Molbech døpte Munch og hans venner, proklamert som et stridens element, i Norden. Samtidig kom den gamle kong Frederik den sjettes død til at gi støtet til at Danmarks patriotiske og liberale ungdom blev grepet av begeistring for skandinavismen.

Mellem disse to national-anskuelser maatte der komme til sammenstøt, saa snart disse danske skandinavister tonte ilag og røbet at de drømte om en fornyelse av Kalmar-unionen. Imidlertid varte det en stund inden det kom saa vidt; først maatte ogsaa gamle kong Karl Johan vandre i graven.

Første avhandling

Som universitetslærer har vi allerede set ham beskjæftiget med forelæsninger over Europas historie i middelalderen. Samtidig var han de to første aar efter hjemkomsten sysselsat med at gjennemgaa sine og Keysers hjembragte avskrifter av de gamle lovbøker og forberede teksterne til trykning — et møisomt arbeide som krævte stor nøiagtighet og sundt kritisk skjøn.

Denne beskjæftigelse med de gamle love fremkalder Munchs første selvstændig videnskabelige avhandling, som han i 1838 lot trykke i Kristiania-historikernes organ "Samlingerne", hvor han snart blev en flittig bidragsyder. Avhandlingen er en grundig utredning av det gamle Norges administrative forfatning, under titelen "Om de saakaldte Lendermenn i Norge". Munchs tætbygde fremstilling av dette hittil dunkle emne blev grundlæggende for al senere behandling av den gamle norske statsret. Alt i ett kastedes der tillike streiflys ind over tilsvarende forhold i nabolandene, hvorved han — uten at fremhæve dette som noget tilsigtet — opnaadde at slaa fast at der i dette særdeles vigtige punkt var en aabenbar forskjel tilstede mellem de tre nordiske folks oprindelige riksforfatninger. De øvrige bidrag til "Samlingerne" var dels gjengivelser av en række av de ældste bevarte gammelnorske breve, ledsaget av oversættelse, deriblandt Bergens-bispen Haakons interessante korrespondanse fra aarene omkring 1340. Dels var det "Nogle ældgamle hidtil ubekjendte norske Slegtregistre". Endelig meddelte han et sæt "Geografiske og historiske notiser om Orknøerne og Hetland" — ledsaget av to karter han hadde tegnet.

Just dette bidrag peker videre fremover i Munchs virksomhet, som vi vil faa se — baade for emnets og for karternes vedkommende. I samme bind av "Samlingerne", det 6te, var det Keyser offentliggjorde sin ovennævnte epokegjørende avhandling om nordmændenes herkomst. Alt tydet paa at de to nye norske historikere stod ved indgangen til en produktiv periode. Men netop nu holdt dette eneste norske tidsskrift for historie op at komme ut — samtidig med at det nye danske "Historisk Tidsskrift" stiftedes.

Gude- og heltesagn

De følgende fem aar maatte Munch undvære et videnskabelig organ. Vi finder ham nu og da som bidragsyder i fætteren Andreas Munchs dagblad "Den Constitutionelle", men væsentlig med anmeldelser og polemiske stykker, bl. a. til forsvar for vennen Welhavens utnævnelse som lektor i filosofi. I 1840 leverte han en længere skildring av "Nordmændenes Deltagelse i Korstogene" i landets eneste illustrerte ukeblad "Skilling-Magazin". Samme aar utgir Munch atter en skolebok, "Verdenshistoriens vigtigste Begivenheder", hvis omfang og stofmængde vilde gjøre det umulig at benytte den i vore dages gymnasier.

I det hele tat blev aarene 1840—44 en død tid i Munchs produktion, svarende just til Wergelands aller frodigste og modneste periode og til Welhavens poetiske glanstid. Det eneste betydelige verk som Munch i disse tørre aar hadde anledning til at utgi, var "Nordens gamle Gude- og Heltesagn i kortfattet Fremstilling" (1840).

Dette verk blev det første selvstændige skrift hvormed Munch traadte i forbindelse med det almindelige publikum i landet. Her fik nordmændene for første gang en baade letlæst og grundig fremstilling av det fyldige forraad paa myter og heltesagn som var bevart fra deres hedenske forfædres tid. Munch gjengav i underholdende skildringer de to Eddaers fortællinger om æserne, vanerne, jøtnerne samt om volsunger og gjukunger. Han tok desuten med indholdet av de heroiske sagaer om Starkad, om Rolv Krake, om Orvarod, om sverdet Tyrving m.v. Alt dette stof blev oplyst med vidtløftige anmerkninger av kritisk art og sammenligning med lignende sagn hos andre germanske folk. De forskjellige myters religiøse mening søkte han at tyde, og gav tillike en kort fremstilling av den hedenske gudstjeneste. Nogen aar senere var boken utsolgt, saa forfatteren kunde gi den ut paany med forbedringer og tillæg. Blandt disse meddelte han en oversigt over de gamle gudehovs beliggenhet omkring i landet, idet han støttet sig dels til sagaernes beretninger, dels til de oplysninger han kunde utdrage av gamle stedsnavn. Man kan sagtens forstaa Munch her var ute i rette tid, naar man husker at ikke stort over et aar senere dukket Asbjørnsen og Moes "Norske Folkeeventyr" op, samtidig med at Welhaven gjennem sin "Vise om Hellig-Olav" hadde hittet det sesam som aapnet ogsaa ham døren ind til det nationale skatkammer.

Grimms lærling

Jacob Grimm (1785–1863) fotografert 1857. Hessisches Staatsarchiv Marburg.

Ved dette sit i formen populære skrift traadte Munch allerede fra første færd av frem som den i europæisk forstand helt moderne forsker. I 1835 hadde Jacob Grimm grundlagt den videnskabelige mytegranskning paa sammenlignende studier av de sproglige kilder, og paavist urfællesskapet saavel som den nationale utgrening av de germanske folkeslags religiøse forestillinger. Munch grep denne frugtbare nye tanke og arbeidet videre med dens gjennemførelse paa hjemlig grund. Derved lyktes det ham at stanse den nordiske myteforsknings videre forvildelse, enten ad den vei Grundtvigs patriotisk-kristelig fortolkende "Åsalære" anviste, eller ind i det virvar av astronomisk-fysiske forklaringer hvor islændingen Finn Magnussen boltret sig i sin "Eddalære". Likesom Grimm undgik Munch at tolke nogen folkelig visdom ind i de gamle myter; han gjengav de overleverte gudesagn i en kritisk renset fremstilling, og opnaadde netop derved at nationen med gjenkjendelsens glæde tilegnet sig den naive poesi som er de primitive fortællingers kjendetegn paa egthet. Det fortjener at bemerkes at Munch netop paa dette det mest fantasilokkende omraade av historieforskningen viste en særlig nøktern objektivitet; han vek ikke engang tilbake for at indse det rimelige i Grimms anelse om at en saa utvilsomt symboliserende forestilling som livsens træ Yggdrasil kunde tyde paa indflydelse fra kristendomsforkyndernes billedsprog. Mot denne tolkning tok den unge sprogmand lektor Thaasen til gjenmæle.

Karttegneren

Kart over det sydlige Norge. Tegnet av P.A. Munch, 1841.

Hvad der ellers har sysselsat Munchs forskertrang i disse stille aaringer, har sandsynligvis været germanistiske sprogstudier efter den nye metode for organisk sprogsammenligning ved hjælp av de lydlove som tyske filologer hadde opdaget.

Ellers har han været optat med at gjennemføre hvad kaptein Munthe hadde banet veien for: at skape et norsk kartverk med paalidelig gjengivelse av landets utseende samt nøiagtig stedfæstelse av de i middelalderske skrifter forekommende navn. Her kom det den lærde mand til nytte at han foruten sine øvrige anlæg tillike eide en medfødt begavelse som tegner og en utpræget stedsans.

Forbindelsen mellom geografi og historie

I sin skildring av Munchs privatliv bemerker datteren, fru Larsen-Naur, at kartografiske arbeider var ham "som et slags adspredelse". Saa kan det vistnok ogsaa ha tat sig ut; hun beretter nemlig ogsaa: "Han kunde sitte og tale ivrig med flere og likesom leke med papir og blyant foran sig. Enten tegnet han da smaa karter eller skrev nogen videnskabelige saker." Og professor Dietrichson fortæller i "Svundne Tider" om et besøk i Munchs hjem: "Jeg har set ham tegne et kart efter et andet, som laa foran ham paa bordet. Han gik hen til sit forbillede, fulgte skarpt med øiet kystlinjen paa dette, og gik saa hen til sit tegnebret og drog linjen etter — en lang fjordlinje — uten at det baketter omtrent var mulig at opdage nogen avvikelse fra originalen."

Munch har visselig opfattet det som et av de nødvendige led i sin store livsopgave at meddele nationen et nøiagtig oversigtsbillede av det land som i egenskap av fødeland var gjenstand for dens patriotisme. Ovenikjøpet gjorde han snart den opdagelse som han selv i et bevart privatbrev uttrykker saaledes: "Overhodet er det først ved mine kart-arbeider blit mig ret klart hvor meget, ja hvor utrolig meget det topografiske studium hos os arbeider for historien." Den nye matrikel, som just i hine aar kom i trykken, blev ham et kjært kildeskrift; Gerhard Munthes fornorskning av gaardnavnenes skrivemaate var ret etter hans sind. Ovennævnte privatbrev, som var rettet til hans ven Chr. Lange i Fredriksværn, vaaren 1844, angaar næsten utelukkende den side av Munchs interesser vi her har for os. Som et fortrinlig vidnesbyrd om hans hele arbeidsmetode fortjener vedkommende avsnit at læses i sin helhet:

P.A. Munchs avskrift av en beskrivelse av Hellig-Olavs lik fra 1537.

... Altsaa nu først om pilgrimsveiene: Ved mine kart-arbeider og de til den ende indhentede oplysninger har det allerede længe været mig klart at netop veien over Moland har været hovedveien for et betydelig strøk. Man maa jo nemlig lægge merke til, at paa en tid da al landevei kun var slet ridevei, maatte fjeldveiene som gaaende i de retteste linjer mellem punkterne, og frembydende de største flater, være langt foretrukne for de ofte flere miles omveier medførende dalpassager, naar man n.b. skulde fra en sidebygd til en anden. Nu gives der fra Telemarken til de vestlige stifter følgende principale fjeldveier:

Haukelidveien, d. e. fra den nordvestligste del av Telemarken, enten til Røldal og derfra til Sørfjorden og Søndhordland, eller til Suldal og videre hen i Nord-Ryfylke og Søndhordland.

Mo-veien over Botnedalen til Brevik øverst i Ryfylke, og derfra til Suldal.

Enten fra Moland over Sligstue og Giset til Findalen og derfra til Hommelunden i Valle sogn, hvorfra den enten gaar:

a) nordefter over Vatndalen til Suldal, eller

b) n. v. over Bratteland og Brattelid til Aardal i Ryfylke; eller

c) fra Moland i en sydvestligere direktion til Skaafse i Mo sogn, og derfra a) enten nordefter Ofraadens dal, eller b) s. v. over Skomdalsheien til Valle og videre i Aa- Lyng- Kvines etc. dalene.

De vil saaledes se, at for reisende der skulde fra Vest-egnene østefter, koncentrerte virkelig de fleste passager sig ved Moland. Nu er det vel ogsaa temmelig sikkert at netop pilgrimer, fodgjængere ex professo, som maaske endog hadde gjort løfter om at gaa barfotet eller at gaa et skridt tilbake for hvert tredje (som endnu oftere skal være bruk), ikke fra vestkanten har valgt den ved hyppige vandpassager avbrutte Bergens-vei til Nidaros, men derimot over fjeldene begit sig til det nuværende Akershus stift, og tat den i umindelige tider mest befarte hovedvei over Dovre.

De har, som jeg tror at erindre, hat til laans et av mine hefter, hvori jeg har avskrevet endel diplomer uten orden, kun for at opbevare dem; der findes netop et noget defekt brev av 1336 fra en prest Nikolaus paa "Lund", hvori denne anbefaler tvende sognemænd, der efter løfte foretar en pilgrimsreise til Nidaros; dette brev findes nu paa gaarden Vroldstad (Roaldstad) i Tøredal anneks til Drangedal, og denne omstendighet tyder hen paa at pilgrimer fra Lunde sogn i eller ved Siredalen langt vester har lagt veien over Moland, Nissedal og Tøredal; ti vel findes ogsaa, som De vet, et Lunde sogn, nu anneks til Bø, nær ved Tøredal og Drangedal; men dette het ifølge den Røde Bok "Lunda" sokn, altsaa "á Lundum", ikke "á Lundz" som i hint brev.

Jeg vil derhos bemerke at den under 3 A betegnede vei endnu kaldes Bispeveien, fordi Stavangers eller Kristiansands bisper særdeles ofte har brukt at fare derover; m.a.o., det var vel den fjeldvei som bisperne, da Telemarken lagdes til Stavangers stift, fandt mest brukt og passablest. Efter ovenanførte er det vel derfor temmelig klart at pilgrimer fra nuværende Raabygdelaget, Sætersdalen, Lister og Mandals amt, Jæderen og det sydlige Ryfylke saagodtsom altid, og nord-ryfylkinger meget ofte lagde veien om Moland.

Jeg turde endog næsten formode, at den fjeldreise til Støle i Søndhordland Gregorius Dagssøn over hals og hode foretok fra Bratsberg, lagdes over Moland, ad Bispeveien til Hommelunden, derfra over Vatndalen til Suldal, derfra over Hylsfjorden og Etne. — Overhodet er det først ved mine kart-arbeider blit mig ret klart hvor meget, ja hvor utrolig meget det topografiske studium hos os arbeider for historien. Saaledes f. eks. har De til Deres Klosterhistorie for kuriositets skyld studert den nye akkurate og vidtløftige matrikul og anmerket alle de mange med munk- eller maaske kloster-sammensatte navne? Nu f. eks. Nanset ved Larvik, der saavidt jeg erindrer findes skrevet "Nonnusetr" d.e. enten Nonnu- (Nannas) setr eller Nunnusetr —"

"Mellem Onin og Kinservik". Illustrasjon fra P. A. Munchs reiseinnberetning. 1843.

Nærværende anførsel av et svar paa en fagbrors spørsmaal godtgjør noksom hvor grundig og med hvor oplatt øie og vaaken historisk-realistisk fantasi den unge bokgransker arbeidet, naar han til en avveksling tyet til studier i marken. Just de to foregaaende sommerferier hadde han med universitets-stipendier befaret fjeldovergangene mellem Telemarken, Numedal og Hallingdal, Voss og Hardanger for at samle førstehaands oplysninger til sit kartarbeide.

Den første frugt av dette var det farvetrykte kartblad som ledsaget hans kollega, geologen Keilhans store folioverk Gaea Norvegica´s (Norges faste overflate) andet hefte i 1844. Dette Munchs kart fører titlen "Erster Versuch einer geognostischen Karte von Norwegen" og meddelte for første gang et anskuelig begrep om Norges Fjeldbygning. Med verkets tredje og sidste hefte fulgte resten av Munchs kart i 1850. At han paatok sig dette tegnearbeide til belysning av en anden forskers iagttagelser, vidner ialfald om at historikeren ikke har skyet den umake at indforlive sig i selve den fysikalske grundvold for opfatningen av fedrelandets naturforhold og utseende. Og allerede i aaret 1845 forelaa hans eget mesterverk som karttegner, "Kart over det sydlige Norge, efter de bedste forhaandenværende Kilder, fornemmelig de ved Norges topografiske og hydrografiske Opmaaling anstillede astronomiske og geodætiske lagttagelser". Dette selv for vor tids krav sjelden smukke arbeide blev i litografisk gjengivelse utgit paa norsk forlag (J. W. Cappelen), og viste sig at tilfredsstille et sterkt behov; det er nemlig senere utkommet i fire nye oplag. Fra Munchs haand var arbeidet færdig allerede tidlig aaret i forveien. Det "Nordlige Norge" forelaa i 1852.

Som bekjendt er vort lands geografiske opmaaling endnu den dag idag ikke fuldendt; for to mandsaldre tilbake var materialet selvfølgelig endda langt sparsommere for den som agtet at tegne et stort Norges-kart. Det er næsten ubegripelig at en almindelig boklærd vaaget sig i kast med en slik opgave, som selv en fagmand maatte staat raadvild overfor; endda merkeligere er det at forsøket virkelig lyktes ham. At saa var tilfælde, blev villig erkjendt av fagkritikken. Saaledes skrev den siden bekjendte general og statsraad N. St. Wergeland, som var løitnant ved Opmaalingen dengang Munch tegnet kartet:

Kartets konstruktion er utført med en til det yderste gaaende detalj, ikke alene i den del av landet hvorover nøiagtige detaljkarter haves, men ogsaa i den mindre bekjendte del av landet. Kartet er som anført datert 1845, men det kunde med fuld føie være git en yngre datum; ti man finder ved at gjennemgaa kartet at ei alene alt hvad der var opmaalt ved utgangen av 1844, men ogsaa yngre karter har været benyttet i deres fulde utstrækning... Man finder saaledes paa kartet i den nøiagtig bekjendte del hver bæk, hvert tjern, hver fjeldtop av nogensomhelst merkelig utstrækning, og det samme kan næsten med fuld ret siges om den store del av landet hvorover ingen nøiagtige karter haves. Mængden av de gjenstande der er anlagt i disse vide strækninger, vidner ei alene om en makeløs utholdenhet i at sammenskrape oplysninger, men tillike om et usedvanlig talent til at benytte de ofte motsigende og i almindelighet utydelige og ufuldstændige krokier og beskrivelser, der foruten de officielle veikarter, hvilke dog kun omfatter en ubetydelig strækning av det store indland, utgjør de eneste hjælpemidler for kartkonstruktøren. Man tar derfor ikke i betænkning at erklære dette kart for at være et i høieste grad fuldstændig arbeide... Dette kart maa saaledes, uagtet den mindre heldige gravyre, ansees for et yderst fortjenstfuldt arbeide, der fuldkommen opfylder sin hensigt, at tjene som et generalkart over fædrelandet, og forfatteren har ved dette verk end mere forøket sine store fortjenester som videnskapsmand. Verkets mangler kan dels rettes ved en omhyggeligere korrektur, dels kommer de ikke forfatteren til last, og de der ikke kan rettes, forsvinder som bagateller i sammenligning med kartets øvrige utmerkede egenskaper.

Betegnende for den omhu Munch ofret paa at skaffe sig førstehaands oplysninger til uklare partier av kartet, er hans henvendelse til vennen Lange da denne i 1843 drog kysten rundt for at sanke stof til sin klosterhistorie. Det kunde gjælde et nes i Nordfjord eller en bygdevei i Gauldalen, men spørsmaalene stilles saa nøie at man formelig aner hvor grant spørgeren saa strøket for sig, og hvor det pinte ham ikke at kunne se grant nok.

Norgesveldi

Den lærde professor var ikke karrig overfor publikum, og kjendte sig fri for alt snobberi som forfatter; likesom han kunde skrive skolebøker, holdt han sig heller ikke for god til at tegne skolekarter. Ja, han undslog sig ikke engang for at levere et sæt bitte smaa barnekarter (ca. 9 cm. i firkant) med naturhistoriske og etnografiske randtegninger til en "Geografisk Børnelærdom" med hukommelsesrim, som den siden bekjendte skolemand Hans Siewers i sin ungdom bearbeidet fra tysk.

Til gjengjæld lot historikeren og sprogforskeren sin store lærdom komme til sin fulde ret da han i 1849 utarbeidet sin "Historisk geografisk Beskrivelse over Kongeriket Norge (Noregsveldi) i Middelalderen". Hans ven Lange, som i mellemtiden var flyttet ind til Kristiania som Wergelands eftermand i riksarkivet, og her hadde været vidne til Munchs forstudier, meddeler med beundring at verket midt under mangehaande andre literære sysler blev "fuldendt i et tidsrum som for andre neppe vilde forslaat til en enkelt avdelings nogenlunde forsvarlige behandling". Denne fortræffelige haandbok, som den dag idag er den greieste retledning i emnet, indeholder en uttømmende navneliste over samtlige steder som overhodet nævnes i sagaer, jordebøker og breve fra middelalderen indenfor rikets daværende grænser, saaledes ogsaa i skatlandene i Vesterhavet. Byer og borger beskrives, kirkelig og administrativ inddeling fastslaaes: fylker, sysler, fehirdsler, lagdommer, skipreider, biskopsdømmer, prestegjeld og sogn; fjorder og øer, indsjøer og elver, fjeld og daler, kirkesteder og klostre, grænder og gaarder regnes op med sine gamle navn — og gamle navn stedfæstes. I en fortale gav forfatteren den første sprogvidenskabelige retledning til at hitte de gamle navns betydning, og paapekte her de forskjellige navneklassers indbyrdes alder. Han antydet at navn med sammensætningsled som -vin, -heim, -hváll, -hóll, -hvalr, -vǫllr, -mór, -fit, -angr, -kjós og lignende lokalbeskrivende endeord maatte være ældre, end navn sammensat med ord som betegner bebyggelse og dyrkning (hus, þorp, tan, bær, tapt, akr, teigr, þveit, reit, rúð, setr, staðr, hagi, auðn, hof, hǫrgr, vé o.l.). Denne Munchs raske antydning av stedsnavnenes aldersforskjel har vist sig at være en særdeles frugtbar tanke; den danner grundvolden for det systematiske kjæmpearbeide hans lærling og eftermand Oluf Rygh senere utførte, og som nu foreligger i dennes (væsentlig etter hans død ved andre lærde utgivne) verk "Norske gaardnavne". Hertil knyttet Munch en for hin tid meget tidsmæssig opmuntring til sprogrigtig bokstavering av de moderne norske stedsnavn, slik som Gerh. Munthe hadde søkt at gjennemføre i den nye matrikel.

Utgivelsen av dette grundige skrift falder ind i den sterkt produktive periode av Munchs liv som begyndte med at han fra 1845 forefandt et hjemlig organ, hvor han kunde faa offentliggjort hvad han hadde paa hjerte.

Fremstøtet

Aaret 1845, Wergelands dødsaar, var et rikt aar i norsk literatur og aandsliv. Selv om vi ikke regner den omarbeidede utgave av hans hovedverk "Mennesket", maa dog Wergelands vidunderlige poesier fra dødsleiet og prosa-mesterverket "Hasselnødder" sammen med motstanderen Welhavens "Nyere Digte" med de første kraftige anslag av den nationale balladetone, samt fremkomsten av Asbjørnsens "Huldreeventyr og Folkesagn" betegne et kronaar og merkeaar i skjønliteraturen. Samtidig forelaa Schweigaards fortolkning til den nye straffelov, Gaarders og Dunkers motsatte fortolkninger til grundloven, Jacob Aalls Erindringer fra krigens og grundlovs-tilblivelsens tid, samt Munchs Norgeskart.

Ved paasketid utgik indbydelsen til at stifte Foreningen til Fortidsmindesmerkers Bevaring. Ved sankthans drog de norske studenter for første gang paa studentertog, og ropte i Kjøbenhavn de første hurraer til Carl Plougs og Orla Lehmanns taler for "Nordens enhet". Allerede ved nytaar hadde de utvidet sin vanlige fest til fædrenes minde til et "oldnordisk lag", hvor der diskettes op med bjørneskinke og anden kraftig kost, som man spiste paa flatbrødleiver med tollekniv, mens man tømte mjødhorn og hardangerøl-kander for Odin, Njørd og Frey. "Fremtidens norne førte vore tanker uvilkaarlig hen paa Nordens enhet," saa lyder festberetningen. National-romantik og skandinavisme indviedes i samme stund.

I følge med dette aandelige opsving merkedes der ogsaa tilløp til en literær presse. Welhavens ven og forlægger, den danskfødte bokhandler Johan Dahl, begyndte fra paaske tidsskriftet "Literaturtidende". Her fandt P. A. Munch endelig et organ hvor han kunde komme til orde. Allerede i første nummer møter han op med en artikel saa lang at den maa fortsætte i fire uker. Ogsaa tonen i artikelen røber at trangen til at faa rykke ut med det han hadde paa hjerte, længe hadde været følt.

Artikelen var et opgjør med den danske "oldnordiske" videnskabelighet og et forslag til organisation av nationalforskningen i de nordiske land. Opgjøret begynder med at peke paa hvorledes man i Danmark, fordi omtrent alle norske og islandske kildeskrifter under fællesregjeringen var samlet der, forfaldt til den illusion at anse den gamle norrøne literatur som national for Danmark. Saa tar han fat paa det danske Oldskriftselskap for dets delvis upaalidelige utgaver av sagaernes tekst, og særlig for dets oversættelser av disse, hvor sprogtonen virket uegte. Denne sidste anke rammer den bekjendte sproghistoriker Nils Mathias Petersen. Dernæst gaar han løs paa selskapets bekjendte tidsskrift "Annaler (aarbøker) for nordisk Oldkyndighed" samt dets publikationer "Grønlands historiske Mindesmerker" og "Antiquitates Americanæ". Anken gjælder her den aapenlyse tilbøielighet til at gjemme bort nordmændenes fortjenester, bl. a. av Islands, Grønlands og Amerikas opdagelse, og isteden at gi "skandinaver" eller "nordboer" æren for slikt.

Der aabenbarer sig nemlig kjendelig en tendens til ei alene at fremstille oldtidens begivenheter, fornemmelig nordboernes opdagelsesreiser, saaledes som om de danske deri tok like saa megen del som nordmændene, men endog tildels ved — vi vil ikke sige fordølgelser, men tvetydigheter og paa skruer satte uttryk at la de danske spille hovedrollen i alle disse foretagender. Man anse det ikke for utidig eller smaalig at vi her fremsætter en protest mot slik fremgangsmaate. Saalænge man ei har naadd den grad av absolut radikalisme at man anser det likegyldig for en nation hvad enten den besidder nogen historie eller ei, saalænge kan man ei kalde det smaalig forfængelighet naar den freder om sine historiske minder og vindicerer dem (hævder dem tilbake) mot enhver fremmed anmasselse... Ingen eiendomsret bør derfor mellem nationerne indbyrdes mere respefteres end den enhver nation har til sine historiske minder. At berøve en nation disse er næsten like saa uretfærdig som at berøve den et stykke av dens territorium.

I denne forbindelse paavises det hvorledes man hadde tolket beretningene om Islands opdagelse slik at en dansk mand fik æren derfor. Mesteren for denne tolkning, islændingen Finn Magnussen, som var den danske konges geheimearkivar, skal — dette nævner ikke Munch — være blit saa stolt over sit fund at han fluks trak i uniform og strøk op paa slottet for at glæde gamle Frederik den sjette med den "vigtige politiske opdagelse". Endelig retter han den bebreidelse mot det danske Oldskriftselskap at det forsømmer den danske middelalderhistorie og ofrer sine bedste kræfter paa at gjøre de norske og islandske sagaer til dansk urhistorie, og "spille det ældre norsk-islandske sprog inden den eksklusive (utelukkende) danskhets enemerker". For at rette paa dette selvødelæggende forhold foreslaar han saa tilslut selskapet at omorganisere sig til et virkelig nordisk oldskriftselskap, hvis danske avdeling behandler danske kjæmpeviser, krøniker, diplomer, jordebøker o.l., mens den islandske og norske avdeling besørger sagautgaver, og den norske alene oversætter disse sagaer og utgir de gamle ridderromaner, Kongespeilet, Edda-kvadene o.s.v. Det nystiftede svenske Fornskriftsällskap kunde som svensk avdeling fortsætte sin paabegyndte utgivervirksomhet. Dette vilde bli en nordisk oldforskning i aand og sandhet.

Virkningen

Dette modige manifest hadde den følge at angriperen blev valgt ind i det angrepne lærde selskap endnu samme aar! Slik vandt Munch ikke alene en vakker opreisning for affæren i 1840, da han blev stængt ute av dansk "Historisk Forening", men optagelsen gav ham aapen adgang til at skrive i Oldskriftselskapets "Annaler", hvad Munch fandt særlig kjærkomment. Dahls "Literaturtidende", hvor han en tid selv var et slags vice-redaktør, var syknet hen og døde efter knapt to aar.

Samtidig med denne videnskabelige anerkjendelse i motstandernes leir fik Munch desuten, ved vennen Langes mellemkomst under et studieophold i Kjøbenhavn, drevet igjennem sit forslag om at norske sagatekster skulde det overlates nordmænd at utgi; paa høsten kom da ogsaa Oldskriftselskapets apparat til en Snorre-utgave op til Kristiania. Og Munch, Unger og Lange dannede en "Oldskriftkomite", som skulde virke som etslags filial for det nordiske Oldskriftselskap i Danmark. Foreløbig bør det merkes at det var ved at oversende et eksemplar av sit kritiske angrep, sammen med et par andre publikationer, Munch denne sommer traadte i literær forbindelse med sin store mester Jacob Grimm. Denne sørget to aar senere for at hans lærling blev indvalgt som korresponderende medlem av Videnskaps-akademiet i Berlin. I mellemtiden hadde Munch gjort rikelig bruk av adgangen til at trykke i "Annalerne" en række betydelige avhandlinger.

Først blandt disse er hans fra studium av stedsnavn og geografiske forhold — man maa mindes at han samtidig var sysselsat med at tegne sit kart over det nordlige Norge — hentede bevis for rigtigheten av sin og Keysers indvandringsteori. Bygget paa samme grundlag var et par mindre avhandlinger om rent historisk-topografiske spørsmaal. Mere i Gerh. Munthes stil var fremstillingen av Giske-ættens utspring og historie, mens stykket om riksraaden Hauk Erlendsson blev en original prøve paa Munchs vidtspændende lærdom. Her var anledning til at tumle ikke mindre med palæografiske (haandskrift-kritiske) end med biografiske utredninger. Munch skulde ikke være Munch om han undlot at utnytte dette enestaaende tilfælde, at hvad denne halv-islænding har etterlatt av egenhændig skrevne bøker og dokumenter, bevislig var forfattet dels paa Island dels i Norge, til et nyt vidnesbyrd for sin og Keysers lære om "identiteten av den norske og islandske literatur."

Striden med Rafn

Den danske oldtidsforsker Carl Christian Rafn (1795-1864). Hans verk var med på å rette verdens oppmerksomhet mot Nordens eldre historie og den oldnordiske litteratur. Bl.a. var han den første vitenskapsmann som populariserte erkjennelsen av at Amerika ble oppdaget av vikingene.

Hovedlederen av Oldskriftselkapet, den mægtige danske professor Rafn skriver engang i denne saks anledning:

At kalde sproget og literaturen oldnorsk er en anmasselse og forurettelse navnligen mot Danmark og Sverige saavelsom imot Island, og dernæst mot Tyskland og de øvrige land vesterpaa og østerpaa, i hvilke oldnordisk var i hine tider for en del utbredt, og som ved hin benævnelse berøves den adkomst til delagtighet i sproget og i literaturen som dem med rette tilkommer.

Rafn forstod at gjøre propaganda for sine særdanske dogmer og at stille Norge som del av "Norden" i skyggen. Oldskriftselskapet var under hans og islændingen Finn Magnussens styre faldt paa den tanke at henvende hele verdens opmerksomhet paa den "oldnordiske" literatur ved at trykke statelige tekstutgaver med oversættelser, avhandlinger og oplysninger paa latin eller fransk.

I 1837 kom "Antiquitates Americanæ" med gjengivelser av islandske sagaer om Grønland og Vinland; her forklartes ordet "norrøna" at betyde "det nordiske sprog som paa hin tid bruktes i Norden d.v.s. Danmark, Sverige, Island, Grønland, Færøerne, Hjaltland, Hebriderne samt visse strøk av England og Skotland" — altsaa med utelatelse av norrønasprogets egentlige hjemland, Norge. Og i 1850 kom "Antiquités Russes et Orientates" med sagatekster om Ragnar Lodbrok, Orvarod og lignende sagnfigurer, om varjager i Miklagaard m. m. Det lærde apparat skulde Finn Magnussen levere, men den gamle geheimearkivar døde i 1847, og saa fik Rafn sin nye norske ven — saa kalder han Munch — overtalt til at gjøre arbeidet; og han gjorde det fortræffelig. Men Rafn, som selv bare hadde besørget teksternes gjengivelse, hadde i sin fortale ikke sørget for at gjøre tydelig opmerksom paa at de videnskabelige bidrag helt og holdent var Munchs. Og følgen blev selvfølgelig at ikke alene den russiske kritik, men endog uindviede dansker gav Rafn selv æren for hvad Munch hadde ydet. Av flere brev til Lange, som dengang var i Kjøbenhavn for at forhandle om utleveringen av endel norske arkivsaker, sees det at Munch følte sig dypt krænket. En omstændelig avhandling om forholdet mellem Norden og Rusland i ældre tid, bestemt for verket, fik han ikke engang se offentliggjort, idet utgivelsen av dets tredje bind ikke som paatænkt blev iverksat; først længe efter Munchs død blev dette meget dygtige skrift trukket frem fra glemselen og utgit av Gustav Storm blandt Munchs "Samlede Afhandlinger".

Norrøna

Munchs dristige og seirrike fremstøt mot Oldskriftselskapets besørgelse av tekstutgaver og oversættelser av norrøn literatur bragte straks fart i den tilsvarende virksomhet paa norsk grund.

Alene hadde Munch og Keyser sikkert ikke orket alt som nu blev gjort; men heldigvis stod en likesaa villig som dygtig medarbeider netop færdig til at ta haand i banke med, deres lærling, stipendiat Carl Unger. Denne unge forsker hadde — ved siden av sit arbeide med en gammelnorsk ordbok, hvis utgivelse dog blev stillet i bero, fordi det pengesterke danske Oldskriftselskap bebudet lignende haandbøker — særlig ofret sig for en bokstavtro granskning av de norske og islandske skindbøker. Derfor er da ogsaa den gjengivelse av disses tekster som blev hans lange livsgjerning, anerkjendt som mønstret for samtidens norrøne tekstkritik. Unger var baade i dette stykke og i sin grammatiske forskning en lærling av Munch; og begge holdt i endrægtighet fast ved det princip, at saa sandt den gamle literatur skulde gjøres tilgjængelig for den nation hvis fortid og hvis oprindelige sprog den avspeiler, da maatte de trykte læseutgaver lægges frem i en ensartet retskrivning. Alle de tilfældige smaa indbyrdes avvikelser mellem skindbøkernes forskjellige skriveres bokstavering burde jevnes ut. Dialektmerker og lignende for lærde filologer interessante smaa eiendommeligheter burde ikke trækkes med over i den trykte tekst, naar man agtet at aapne den dannede almenhet adgang til selv at læse bøker fra nationens guldalder. Dette var nemlig hvad disse vore grundlæggende nationalforskere holdt for tekstutgavernes maal.

Lærebøker for folket

Derfor sørget Munch og Unger ogsaa straks for at række dem — og de viste sig heller ikke at være faa — som vilde benytte denne adgang, et greit hjælpemiddel til at gjøre sig fortrolig med folkets gamle sprog; i fællesskap utarbeidet de en grammatik og en læsebok med glossar. Med flid søkte de her at fremstille det gamle sprog "ikke som noget fremmed og ubekjendt, men kun som den normale og oprindelige form for det almenbekjendte folkesprog." Samtidig gav de fuld leilighet til at forstaa slegtskapet mellem det norske sprog og de andre nationalsprog av samme rot, idet de gjorde den nye sammenlignende sprogforsknings resultater anskuelige for sine landsmænd.

Den fuldt videnskabelige utredning av dette lærde spørsmaal hadde Munch netop irettelagt gjennem en række forelæsninger paa universitetet, som han straks lot trykke i Oldskriftselskapets "Annaler" for 1846. Om denne utredning har hans etterfølger Gustav Storm uttalt, at den "var i sin tid et meget fortjenstfuldt arbeide; men endel av dens resultater maa nu berigtiges etter den senere forskning" — hvad selvfølgelig alle videnskabelige "resultater" maa; videnskap staar aldrig stille, dens egentlige væsen er et ustanselig fremad.

I sin fremstilling av den germanske filologis historie erklærer den grundige tyske lærde Hermann Paul (1891) at Munch "tilkommer fortjenesten av først at ha paavist at det gammelnordiske sprog ikke, som man dengang almindelig antok, er hele det skandinaviske Nordens ursprog, men at det allerede bærer en særskilt norsk karakter." Det var netop denne banebrytende avhandling som aapnet Munch døren til Berlins akademi. Han hadde her gjennemført sin mester Jacob Grimms sproghistoriske lære paa de nordiske sprog, og stillet op en stamtavle over alle germanske nationalsprog. Denne aabenbarte, at likesom det fælles gammeltyske ursprog var det fælles gammelskandinaviske ursprogs søster, saaledes hadde dette ganske som hint tidlig spaltet sig i to dattersprog: et øst- og sydnordisk (gammeldansk og gammelsvensk) og et vestnordisk (gammelnorsk og islandsk).

Runeforskning og nabospråk

Mellem de tre nordiske datterdattersprog gammeldansk, gammelsvensk og gammelnorsk var kun et lignende slegtskap som mellem de tyske datterdatter-sprog gammelhøitysk, angelsaksisk og gammelsaksisk. Avhandlingen mundet ut i en begrundelse for den normalretskrivning som gjennemførtes i de nye norrøne tekstutgaver, samt i en opfordring til de to nabofolk om at fæste "opmerksomheten paa det umiddelbare studium av oldsvensk og old dansk", hvis "selvstændige plads ved siden av norrønasproget" han nu hadde angit. Ret spisst bemerker han:

Det forekommer mig unaturlig at den danske og den svenske først gjennem det norsk-islandske skal lære sit eget oldsprog at kjende; omvendt burde han først lære sit eget, og gjennem dette siden hint.

I sin iver for at se sin formaning eflerlevet tok Munch sig selv fore at hjælpe det østlige nabofolk, hvor netop da det nationale sprogstudium laa i dvale. Han forfattet paa svensk en fremstilling av "Forn-svenskans och forn-norskans språkbyggnad", som en kyndig svensk kritiker hilste velkommen, med den tilføielse at forfatteren gjennem dette arbeide "har gjort sig endmere fortjent til et høisæte i den skandinaviske sprogforskning."

Samtidig utgav Munch til bruk for studerende en fremstilling av "Det gotiske Sprogs Formlære med korte Læsestykker og Ordregister", samt en "Kortfattet Fremstilling af den ældste nordiske Runeskrift". Sin tolkning av runeindskriften paa det berømte danske Guldhorn sendte han Akademiet i Berlin som indtrædelseshilsen; denne tolkning betegner, ved siden av dansken Bredsdorffs litt ældre heldige forsøk i samme retning, et vendepunkt i runeforskningens metode, idet forstaaelsen av den "længere runerække" fra nu av var en given ting.

Drømmen

Til den store sproghistoriske avhandling av 1846 føiet Munch en note — netop i noterne fandt han ofte anledning til at fremføre merkelige oplysninger — som i knap form gjengir hans opfatning av forholdet mellem Norges gamle sprog og det i vor tidsalder brukelige skriftsprog paa den ene side og folkets talesprog paa den anden, samt av muligheten for et "virkelig norsk skriftsprog":

Man vil herav maaske klarere end sedvanlig sker, indse at det i Norge brukelige skriftsprog i hele sin form og nationality er dansk og saaledes nærmest har sin rot i en tildels fremmed bund. Det blev indført som regjeringssprog ved dynastiske forhold, men mellem det og de fra oldnorsken umiddelbart utgaaende folkesprog er et dyp der ei vil kunne fyldes ved optagelsen av nok saamange norske talemaater, ti optagelsen kan dog ikke strække sig til andre end dem hvis form tillater en ordentlig indpodning paa sprogets hovedstamme; hvad der er mere heterogent (av anden rot) og derfor maaske i sin form mest egte, maa staa ubenyttet eller viser sig straks som fremmed, ved hvilket ikke engang en konsekvent retskrivning kan gjøres gjældende. Man har ondt nok ved at enes med sig selv om ortografien for stedsnavne [det er karttegneren vi hører!], naar disse enten er oprindelige appellativer eller har en med appellativer analog form. Skriftsproget har saaledes "en Ager", "en Vig"; skal man nu sætte Akershuus eller Agershuus, Laurvik eller Laurvig? [paa sit kart valgte han at skrive med k]. Enten maa man synde mot uttalen eller mot den ortografiske konsekvents.

Programmet for en språkreform

"Et virkelig norsk skriftsprog vilde hæve vanskeligheten; men et saadant kunde kun bli til ved at abstrahere de nationale norske og i oldsproget begrundede elementer der er fælles for alle provinsialdialekter, og ved indførelsen av en fornuftig etymologisk retskrivning hæve dette fælles fra provinsialismens platitude til et skriftsprogs værdighet og elegants. Saken er ei utænkelig, om der end vilde hengaa generationer indtil den saakaldte dannede mand vænnet sig til at benytte nationalsproget. Imidlertid er aabenbart det hollandske paa lignende maate fremstaat og hævet til et europæisk skriftsprog, ja det nyhøityske selv er neppe anderledes blit til.

Denne Munchs note av 1846 viser helt tilbake til hans ungdomprotest mot Wergelands "norske sprogreformation" (i "Vidar" 1832).

Samme syn paa muligheten av et norsk nationalsprog fremsatte Munch ogsaa i 1845 i "Den Constitutionelle"; ved en etymologisk skrivemaate, støttet paa den gammelnorske, vilde man "istedenfor at faa en dialekt saa godt som for hver bygd, tilveiebringe eller kalde til live et almindelig norsk folkesprog, der ikke skilte sig synderlig fra det gamle, undtagen i at de grammatiske bøininger for en stor del er bortfaldt; ti det hele ordforraad er endnu forhaanden (---) Det er saa langt fra at en saadan skrivemaate vilde vanskeliggjøre læsningen for menigmand, at den tvertimot vilde gjøre den lettere, fordi den i bevisstheten liggende etymologi derved mere iøinefaldende vilde fremtræde. Et skriftsprog kan nu engang ikke lempe sig efter alle dialekforskjelligheter (---) Man vil lettelig bemerke at en saadan fremgangsmaate derhos vilde bli den letteste vei til at gjøre vort oldsprog selv forstaaelig for folket."

Møtet med Ivar Aasen

Ivar Aasen (1813–1896) var språkforsker, dikter og botaniker. Han er særlig kjent som opphavsmannen til nynorsk (landsmål) som skriftspråk.

Man ser hvor principtro Peter Andreas Munch kjæmpet for den nationale sammenhæng mellem det gamle Norge og det nye Norge.

At disse lærde avhandlinger om norrøna-tungemaalet som det rent norske sprog, de levende bygdemaals mor, har inspirert den unge samler av disse, som nu stod utenfor hans dør, færdig til at banke paa for at by ham sin skat, det trænger man ikke til at gjette.

Og da han saa traadte indenfor, den vesle søndmøring, og drog skatten frem og synte den for sin mester, kjendtes denne straks ved ham. Det var jo denne lærling han hadde ropt saa længselsfuldt paa. Og professor Munch steg op og hilste bonden Ivar Aasen velkommen med uskrømtet jubel:

Dette skrift som vi her anmelder (det var "Det norske Folkesprogs Grammatik"), er ikke alene en prydelse for vor literatur, men det er et nationalverk av hvilket det hele folk kan være stolt. Ti det lægger mere end noget skrift i lignende retning har formaadd, det norske folks egte og ublandede nordiske nationalitet for dagen; det viser at den ældgamle mere end tusenaarige norrønatunge endnu kraftigen lever og rører sig hos folket, og med en egte, oprindelig klang som man endog paa Island forgjæves søker... Det rene sprogstof fremtræder saaledes klart og let overskuelig; og det er fastholdt saa længe at det ei længer kan gaa tapt, men vil, om endog sproget selv skulde ophøre at leve i vore bygder, dog alene av denne sproglære kunne studeres og kjendes av kommende slegter. Et bedre vidnesbyrd om at vort folkesprog er den gamle norrønatunge, og at denne hos os har bevart sin egte oprindelige klang og tilhører os alene som en synderlig ting, gjøres ikke fornødent. Om endog alle vore gamle haandskrifter var sporløst forsvundet, saa vilde man alene av det norske folkesprog kunne restituere sproget i sig selv, og av mundarten vaa Island de grammatiske bøinings- former (---) Paa den maate vil ogsaa efterhaanden al uklar forveksling av oldnordisk, oldnorsk eller norsk og islandsk bortfalde. Det vil bli enhver sproggransker klart at Eddaernes, sagaernes, Kongespeilets, diplomernes og de gamle homiliers (prækeners) sprog hverken er oldnordisk (ti da maatte det tillike være olddansk og oldsvensk) eller islandsk, men norsk, og hvis det skal nærmere betegnes, oldnorsk.

Norrøna først og sist!

Munch krævde da ogsaa følgestrengt at i den bebudede ordbok over folkesproget "burde man helt og holdent indføre den rette oldnorske lydbetegning, f. eks. de akcentuerte bokstaver og det stungne ð, der nu, efter hvad forf. oplyser, i nogen bygder uttales, i de fleste ei høres (---) Men allerbedst vilde det vistnok være om ordene aldeles henførtes til deres oprindelige oldnorske form og indlemmedes, som forhen antydet, i et leksikon der omfatter baade det oldnorske og det nyere norske ordforraad."

Virkeligheten

To aar efter (1850) forelaa den bebudede ordbok fra Aasens haand. Vi kan tænke os den begeistrede spænding Munch var betat av, da han første gang aapnet den. Men vi ser ogsaa skuffelsen rynke hans brede pande, da han opdaget at her var hans vidunderlige drøm om norrønatungens foryngelse gjort til skamme.

I sørgmodige ord, vistnok formulerte i ærbødige talemaater om "den talentfulde og utrættelige forsker" o.l., bebreider han utgiveren at han nu hadde svigtet kravet paa den strengt nationale skrivemaate som han jo selv indrømmet vilde skape "en fuldkommen og usvækket sprogform der vilde forholde sig til dialekterne saaledes som det svenske og danske skriftsprog forholder sig til den svenske og danske dagligtale". Av ængstelse for ikke at bli forstaaelig nok for bonden, som kun kjendte den gjængse danske og ikke den gamle norske bokstavering, hadde Ivar Aasen valgt at klæ sin gjengivelse av folkesproget i — dansk bokstavdragt.

Munch pukket haardnakket paa "den rette oldnorske retskrivning" og skrev:

Og dette maa — det paastaar vi — nødvendigvis til for at føre vort nationalsprog tilbake til dets rette standpunkt. Man maa begynde hvor man slap for 500 aar siden: der hører vort nationalsprog hjemme; man maa aldeles avkaste den danske klædning, der hænger om vort sprog som en stiv, latterlig konfirmationskjole om den raske bondegut, og iføre det den egte, ældgamle nationale dragt der kan fremhæve dets muskler og vise det i al sin ynde og kraftige symmetri. Dette klinger noget radikalt, men det maa til for at utrette noget klækkelig; halve forholdsregler vil ikke kunne løse opgaven.

Og han peker paa det nygræske sprogs rette utvikling siden det for en mandsalder tilbake i tiden kastet sin uetymologiske, italieniserede dragt og atter iførte sig den klassiske gammelgræsks statelige klædning.

Arme Munch — denne bitre skuffelse at Ivar Aasen svigtet fanen just som han skulde ført nationalitetens sak frem til seir, blev ham et haardt slag. Den uegte lodning holdt, de to halvringer lot sig ikke sveise sammen.

Og saa kom Knud Knudsen. Samtidig med Aasens ordbok proklamerte denne maalrealist en ny sprogreformation som efter Munchs opfatning saa omtrent svarte til den han hadde haanet ihjel for 20 aar siden! Nu gik det for vidt; han fandt ingen grund til at bruke høviske ordelag: "Jeg har sagt at hr. Knudsens hele standpunkt laborerer av smakløs het. Jeg gjentar det: sprogprojektet er helt igjennem smakløst."

Ovenpaa den dype skuffelse kom bakslaget. Den radikale romantiker fra 48 var i 53 blit ræd for den aand han selv hadde mant frem. Nu lyder det:

Og for at hele folket skulde kunne opnaa det maal sprogreformatorerne opstiller, nemlig et virkelig fælles norsk skriftsprog, der begyndte hvor vi slap i det 15. aarhundrede, maatte hele nationen ha levet sig tilbake paa det 15. aarhundredes kulturtrin, eller maatte i det mindste ha steget ned til det samme kulturtrin paa hvilket almuen i vore mest avsides bygder befinder sig. Uten de behørige omgivelser vilde sproget ei kunne trives. Det norske sprog hr. K. gradvis vil ha gjennemført, vilde sykne hen i betrukne værelser, mellem mahogni-møbler, paa golvtepper, med inden- og utenlandske aviser, velfyldte bokhylder, under larmen av dampskibe, jernbaner og fabrikker. Det trænger til bjelkevæggen, peisen og røkstuen, kort alle det primitive folkelivs attributer. Det vilde befinde sig allerbedst i de gamle haller, med straabestrødd jordgulv og ljore, med ildstedet langsetter gulvet, øl- og mjødbollerne ved døren, drikkehornene paa bordet, overhode under det middelalderske liv og den middelalderske raahet (---) Man taler et forældet sprog fordi man befinder sig paa et forældet kulturtrin; men man bringes ogsaa umerkelig hen paa dette kulturtrin ved at leve sig ind i det forældede sprogs idékreds og tankegang."

Antikvitetssamlingen og dagliglivet

Man kunde fristes til at gjette at Munch i sin friske norrøna-begeistrings dage virkelig hadde forsøkt at forfatte i det "nationalsprog" som han frydet sig over at finde rekonstruert i Aasens grammatik — han skrev jo svensk, tysk, engelsk og fransk med lethet, og har bevislig moret sig med at sætte op "originale" dokumenter paa oldnorsk.

Om han virkelig har indlatt sig paa et slikt forsøk, kan det ialfald vel tænkes at han gjorde erfaringer svarende til den skildring som ovenfor er gjengit.

Og saa har romantikerens norrøna-drøm efter opvaakningen omsat sig i den nøkterne trøst som har lagt ham følgende sætning i pennen:

Om jeg anlægger en antikvitetssamling, er det dog ei min hensigt at gaa i felten med de gamle sverd, smykke mig med de gamle bauger, skyte vildt med de gamle buer o.s.v.; like saa lidt som det er min hensigt at bruke oldnorsk i daglig tale fordi jeg gransker det og fryder mig ved dets literaturs rike skatter, eller folkesproget fordi jeg benytter de herlige oplysninger det i sproghistorisk og derved middelbart i folkehistorisk henseende kan gi.

Østlandsken dømt – Bergen som mønster

Striden med Knud Knudsen førte Munch til at drøfte hans "landsgyldige" uttale av dansk-norsken. Som bekjendt hævdet Knudsen den østlandske tale og betoning som mønsteret; Munch var jo selv østlænding, men dømte allikevel østlandsk uttale fra teater eller talerstol forkastelig som "bred, plat, raa, uæstetisk". "Kristianias publikum har i den senere tid, da det fik høre den bergenske uttale paa teatret, fremdeles vist sit sunde instinkt ved at lytte til denne uttale, ei alene uten at dra paa smilebaandet, men og med øiensynlig velbehag. Det var naturlig, ti instinktet sa at man endelig her hadde faat den egte, nationale uttale at høre":

... Opstiller vi den østlandske uttale og det østlandske ordforraad som rettesnor og hjælpemagasin, da utsætter vi os for tilsidst at forsvenske sproget... Gjennem den bergenske uttale og mundart vil man saaledes umerkelig kunne faa norske ord og ordformer ind i skriftsproget, der, hentet fra østlændingens mund, vilde bli saa avstikkende at man umulig kunde befatte sig med dem.

Språklig kommunisme

Her skimter vi Munchs endelige program for nationaliseringen av det skriftsprog Norge hadde fælles med Danmark. De tendenser til en ortofon (lydret) skrivemaate som han saa melde sig, fyldte ham med gru — det var i Februar-revolutionens og Thraniterbevægelsens nærmeste eftertid — derfor hører vi ham ogsaa sætte i med et forskræmt varselsrop: "Kan man ikke her ved første øiekast se analogien mellem ortofonismen og den politiske kommunisme, eller rettere sagt, er ortofonismen andet end kommunismen anvendt paa retskrivningen?"

Slutresultatet av den omstændelige, saavel praktiske som teoretiske drøftning lyder:

Kan man ikke tillike forandre sprogaanden, saa hjælper det litet at forandre de enkelte ord. Og da den nu ei kan forandres, uten aldeles at opgi sproget selv og aldeles at holde sig til folkesproget, saavel i leksikalsk som syntaktisk henseende, saa indsees det let, at saa længe det sidste middel ei ansees for tilraadelig, maa vi ta til takke med skriftsproget som det er, og anvende de nationale sprogelementer til dets bevarelse og rensning, men ei til dets omstøpning.

Men om folkesproget — hvis gransker og gjenreiser nu hadde skapt en fælles skriftform som han døpte "landsmaalet" — fastholdt Munch sit oprindelige norrøna-princip:

En forhastet og overdreven norvagisation av skriftsproget vilde ei alene medføre den mislighet, at man derved egentlig intet ordentlig sprog fik, men det vilde ogsaa slaa en bro mellem skriftsproget og folkesproget der vilde ha dettes undergang til følge. Betragter vi vort folkesprog med stolthet, erkjender vi dets ælde, dets i de fleste og væsentligste henseender større renhet og egthet end selv den islandske mundart, er det os følgelig om at gjøre at vedlikeholde og bevare det, om mulig at rense og utdanne det, da bestaar dets eneste frelse i at holde det saa fjernt fra skriftsproget som mulig. Der bør ei være nogen bro imellem dem; det eneste allerede eksisterende skriftsprog hvortil det maa slutte sig, er det oldnorske. Det har allerede lidt skade nok ved den danske skriftsprogsortografi, hvori det har været indtvunget, og hvori det har gjort samme figur som den kraftige fjeldbonde, naar han avlægger sin lette klædelige folkedragt og ifører sig den lange sorte skolemesterkjole. Og derfor har Landstad gjort sig mest fortjent til vor tak, fordi han nu engang har brutt isen og været den første til at klæde vore herlige folkeviser i deres rette dragt.

P. A. Munch blev staaende ved dette:

De sproglige kundskaper og kræfter, over hvilke vi her kan disponere, anvendes bedst og hensigts-mæssigst til de to ovenfor antydede formaal, det dansk-norske skriftsprogs bevaring og det norske folkesprogs utdannelse om mulig til et eget skriftsprog ved siden av hint.

Man ser nu hvor langt, langt fremover hin fotnote av 1846 pekte og fremdeles peker.

Tekstutgaverne

Nu tilbake til det store merkeaar da Munch først egentlig kom tilorde. Vi har fulgt hovedlinjen i hans teoretiske behandling av norrøna-tungen, og vi vil fatte at dette var hovedlinjen i hans personlige forhold til nationalforskningen som livsopgave.

Vi forlot ham ifærd med at skjænke nationen dens gamle literatur tilbake i en for dette øiemed normalisert skriftform. Et raskt overblik over hans praktiske arbeide for tekstgjengivelsen viser os ham som den oprindelige hovedmand i det lærde fostbrorskap som forested dette i sandhet vældige nationale massearbeide.

De første kildeskriftene og jordebøkene

Vi har set at like efter sin hjemkomst blev den unge lektor Munch betrodd den videnskabelige gjennemarbeidelse av Keysers og hans avskrifter av Norges gamle love. Trykningen maatte imidlertid utsættes i flere aar, til der bevilgedes penger. I mellemtiden fik Munch adgang til som universitetsprogrammer at utgi sine avskrifter av de to korteste norske jordebøker fra middelalden:

Bjørgynjar Kálfskinn (1843)

Munkaliv Klosters brevbok (1845)

Gjennom disse utgivelsene godtgjorde han sin sjeldne duelighet i paalidelig gjengivelse av gammelnorske tekster. Avskriften av erkebiskop Aslak Bolts jordebok, som var kommen hjem fra München sammen med erkebiskops-arkivet, maatte vente til 1852. Oslobispen Eysteins jordebok (den "Røde Bok") rak Munch ikke at faa ut, først 10 aar efter hans død besørgedes den trykt ved arkivmanden H. J. Huitfeldt-Kaas.

Lovutgaven: Et nasjonalt storverk

I 1844 kunde endelig trykningen av Norges gamle love tage fat under Keysers og Munchs fælles ansvar. Næste sommer ser vi Munch, med en næsten forhippen stolthet paa nationens vegne, sende de første korrekturark til Jacob Grimm indlagt i hans første brev til denne sin store mester.

Begeistringen for den vigtige nationalopgave gav uttryk i bokens ydre utstyr. Man valgte allerstørste kvartformat og anvendte de vakre gammeldags utseende "schokkiske" typer som i sin tid Selskapet for Norges Vel lot støpe for sin planlagte ordbok, og som Munch fik supplert med de særlige oldnorske bokstaver. Anden sommer laa første bind færdig; Munch foreviste det glad for sine fagbrødre i Kjøbenhavn, hvor han gjorde sit andet besøk under den stipendiefærd han i ferien foretok til Normandiet og Paris. Med de to næste bind blev dette storslagne nationalverk avsluttet sommeren 1849 for selve teksutgivelsens vedkommende. Hvad der etter planen stod tilbake blev først lang tid efter Keysers og Munchs dage fuldført av Gustav Storm (beskrivelsen av haand- skrifterne) og Ebbe Hertzberg (ordboken).

Sagaer og samarbeid

I mellemtiden hadde Munch sammen med Unger, som her hadde besørget avskrivningen, i universitetsprogrammer utgit:

Den eldre Edda og Fagrskinna (1847)

Kongespeilet (1848) – også i samarbeid med Keyser.

Fra nu av overlot Munch arbeidet med tekst-utgivelsen helst til de andre. "Oldskrift-komiteens" samarbeide med danskerne stanset, da disse stiftet et nyt "nordisk Literatursamfund" (1847), som straks til nordmændenes forargelse tok fat paa sagautgivelse fra dansk hold igjen. Selv besørget dog Munch alene trykningen av den merkelige latinske Norgeskrønike som han paa sin store stipendiefærd til Orknøerne og Skotland høsten 1849 fik opdaget i Edinburgh. Likesaa var han alene om Odd Snorressøns Olav Tryggvasons saga og deltok med Unger i utgivelsen av den store Olav den Helliges saga (begge 1853). Snorres Heimskringla lot man ligge; den var jo tilgjængelig baade i Schønings utgave og i Aalls prægtige oversættelse; og i "Formanna Søgur" var sammen med Sverre-ættens sagaer de fleste andre norske kongesagaers tekst utgit ved Oldskriftselskapet.

I denne forbindelse maa vi ogsaa mindes at Munch, allerede før sin første utfærd, i "Samlingerne" for 1834 hadde trykt den værdifulde lille Norgessaga Ågrip, likesom Fagrskinna forfattet i Norge.

Unger og Diplomatarium Norvegicum

Saga-utgivelsen var i disse grundlæggende aar, da Munch deltok, kostet av universitetet. I 1849 stiftet nogle unge begeistrede lærlinger "Foreningen til norske Oldskrifters Udgivelse", som sørget for at en række merkelige norske bøker fra middelalderen blev utgit av den utrættelige Unger. Ogsaa efter denne forenings ophør fortsatte Unger like ufortrødent; i de 30 aar siden Edda’en forelaa, har Unger alt i alt avskrevet og utgit gammelnorske bøker paa tilsammen 12 000 sider.

Desuten var Unger fra første stund medutgiver av "Diplomatarium Norvegicum", hvorav der til hans død i 1900 ialt var trykt 15 bind paa tilsammen nye 12 000 sider gammel norsk, dansk, svensk, tysk og latinsk tekst. Dette uundværlige kildeverk blev planlagt og iverksat av riksarkivar Lange straks han overtok embedet, og begyndte at utkomme i 1847, samtidig med at hans Klosterhistorie var færdig.

Keysers bidrag til kulturhistorien

Om Keyser maa det huskes at han i samme for norsk nationalforskning saa epokegjørende aar utgav sin fremstilling av "Nordmændenes Religionsforfatning i Hedendommen"; i tilslutning til Munchs "Gude- og Heltesagn" fik man her en oversigt over asatidens troslære, gudsdyrkelse og overtro. Samtidig begyndte han sine forelæsninger over den norrøne literaturs historie, hvori han med myndighet hævdet Islands sproglige og literære samhørighet med Norge baade i skalde- og i sagatiden.

Langes tidsskrift

De nærmeste aar i forveien hadde han gjennemgaat den norske rets- og statsforfatning i middelalderen og saaledes ydet den første videnskabelige tilrettelægning av de gamle loves indhold. Om ikke længe tok han saa fat med sine omstændelige forelæsninger over den norske kirkes historie i katolsk tid.

Riksarkivar Chr. Lange var en driftig personlighet som i mange stykker hadde egenskaper tilfælles med sin ven Munch; kun savnet han dennes urolig sprudlende genialitet og alt omspændende fantasi. Ogsaa han hadde et frugtbart aar i 1847, da han satte utgivelsen av Diplomatariet igang. Alt fra nytaar begyndte han sit nye "Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur", som straks viste sig at være en særdeles heldig avløser av "Literaturtidende".

Her fandt Munch til sin glæde et organ ret efter sin hu; hans villige samarbeide med det danske Oldskriftselskap var ikke møtt med den gjensidige villighet som han forutsatte da han fik den norske Oldskrift-komité istand — danske fagbrødre kunde ikke dy sig for at fortsætte med at hævde norrønt som nordisk. Desuten var det ikke helt tilfredstillende at hans store avhandlinger for "Annalerne" kun naadde frem til de norske fagbrødre og ikke til det almene publikum. Derfor grep han med begeistring leiligheten til at fange sine landsmænds øre gjennem Langes nye tidsskrift.

Allerede i første hefte møter han op med en artikel hvis indhold blev en av de store kundgjørelser av glædelig nationalt nyt. "Levninger av norsk Oldliteratur, nylig opdagede i det norske Rigsarkiv", saa lyder overskriften, og indholdet er en redegjørelse for værdien av de stumper av gamle norske pergamentsbøker som netop var paatruffet som bind om regnskapshefter fra Kristian den fjerdes tid. "Stykker av flere end 50 codices (skindbøker), de fleste forfattet i det oldnorske sprog, av usedvanlig høi ælde, mange endog pragtstykker i sit slags", var kommet for dagen. Munch gjennemgaar dem alle, og skynder sig at slaa fast at her hadde man haandgripelige beviser for at vore forfædre var en "meget læsende nation", hvis literatur var betydelig, ei "alene med hensyn til skrifternes mængde, men og med hensyn til den cirkulerende masse av bøker".

I de fem aarganger Lange beholdt tidsskriftet (fra 1853 overlot han det til filosofen Monrad), finder vi Munch som stadig medarbeider. Her var det han skrev sine ovennævnte anmeldelser av Ivar Aasen foruten en række selvstændige avhandlinger til Norges historie (bl. a. om Skiringssal).

"Morgenbladet"

Fra tidlig i 1848 finder vi Munch desuten som fast medarbeider i A. B. Stabells "Morgenbladet", efterat hans gamle medbeiler og fiende Ludv. Kr. Daa hadde forlatt dette sit livorgan og sluttet sig til det nystiftede motorgan "Christiania-Posten", som fra vaaren 1848 avløste "Den Constitutionelle" som embedsklassens blad. Munchs første bidrag var en begeistret anmeldelse av Diplomatariets første hefte. Forøvrig kom en væsentlig del av "Morgenblads"-artiklerne til at dreie sig om den i denne tid høist aktuelle skandinavisme, som Munch advarte imot med baade politiske og historiske argumenter, mens han derimot uttalte sin sympati for Danmarks sak i krigen om Slesvig. Det blev til en vældig bladkamp, idet Daa tok til gjenmæle paa skandinavismens vegne og angrep begge den "norske historiske skoles" hoveddogmer, baade indvandringsteorien og norrøna-principet, idet han fuldstændig sluttet sig til danskernes krav paa andel i "oldnordisk" sprog og literatur. Fra dansk side var arkæologen Worsaae i ilden. Sin væsentligste interesse har denne polemik deri at Munch paany og med adskillige nye beviser forsvarte sine dogmer. Samtidig leverte han paa en dansk politikers opfordring i "Annalerne" en utredning, "Danmarks oprindelige befolkningsforhold"; han fremholdt her med et vældig lærdomsapparat at ifølge Keysers og hans indvandringsteori var den sydgermanske befolkning i Sønderjylland "saa godt som aldeles forsvunden", idet anglerne drog over til Britannien, og at de fra Gautland indtrængende daner, efter en tid at være sproglig paavirket av de undertvungne goter, gradvis "arbeidet sig tilbake til den egentlige nordiskhet". Den storpolitiske tanke Munch forkyndte, var pangermanisme contra panslavisme. Til Grimm skriver han at han vistnok holder med danskerne mot tyskerne, men: "Ich schwärme fūr den Pangermanismus, Scandinavien und Deutschland in einem engen Staatenbunde."

Fra februar til oktober 1851 var Munch endog hovedredaktør for "Morgenbladet" og skrev dagsartikler om jernbaneforslag, pensioner, statsraadssaken, arbeiderforeningen o.s.v. Næste aar fortsatte han sprogdebatten, og tok i 1853 fat paa den Knudsenske maalrenskning som ovenfor omtalt.

Vesterhavsfærden

Peter Andreas Munch fotografert i 1862.

Tilbake til nationalforskeren. Da Munch hadde faat sit kartarbeide, lovene og sine grammatiske avhandlinger samt sit første skandinaviske felttog fra haanden, drog han høsten 1849 paa en stor studiereise for at undersøke de gamle norske kolonier paa de Skotske Øer, samt Storbritanniens haandskriftsamlinger. Vi har nævnt hans fund av den latinske Norgeskrønike, et skrift fra Sverres tid. I Britisk Museum skrev han av Mans og Suderøernes kongekrønike, som han utgav med en lærd indledning m. m. i 1860.

Av de brever hjem som datteren har meddelt i hans "Levnet", merkes det hvor det frydet ham at træffe sammen med og møte forstaaelse hos skotske og engelske fagbrødre. En plan om at skulle utgi Orkneyinga saga for den lærde Bannatyne Club blev der ikke noget av. Men det var med rikt utbytte for sin forskning han i februar 1850 vendte tilbake og tok fat paa sit lærde forfatterskap igjen.

Masseproduktion

Det er i denne tid Munchs avhandlinger trykkes i Rafns "Antiquités russes". Desuten er han stadig paafærde baade i "Annalerne" (bl. a. "Om Kilderne til Sveriges Historie i den førkristelige Tid"), likesom i Langes tidsskrift og i "Morgenbladet". Fra 1851 begyndte den unge literat Paul Botten Hansen sit udmerkede "Illustreret Nyhedsblad", hvor Munch blev en kjær og flittig bidragsyder.

I første aargang skrev han en række stykker om Trondhjems domkirke, som han et par aar i forveien hadde trykt i det folkelige maanedsskrift "Almenlæsning", som han selv utgav. Desuten leverte han aarligaars populære bidrag til "Norsk Folkekalender", bl. a. "Om vore Forfædres ældste Tidsregning", om at holde de nationale døpenavn i agt og ære, samt reiseminder fra Orknøerne, Hjaltland og Suderøerne."

Endelig kan det i denne forbindelse nævnes at han fra 1855 selv satte et populært "Norsk Maanedsskrift" igang, hvor han foruten oversættelser bl.a. skrev om Finlands nationalitet, om adelens oprindelse, om skandinavismen igjen, samt den fortræffelige og uttømmende omstændelige avhandling "Om Betydningen af vore nationale Navne", og en række artikler om sit syn paa Danmarks forhold til den norsk-svenske union (1856 og 57).

Politisk syn og skandinavisme

Det var her Munch gik haardt i rette med den danske skandinavismes baktanke om Danmarks forrang i Norden. Av hensyn til Ruslands politik (det var i Novembertraktatens første eftertid) fremstillet han det som "Danmarks egentlige mission" at "danne det forbindende led mellem den nordiske og den tyske nationalitet" istedenfor at opelske nationalhat til Tyskland. "Danmark danner slutstenen i den store germanske hvælving som skal bevare Europas frihet og selvstændighet mot mongolernes fordums slaver og nu deres moderne efterfølgere."

Økonomiske bekymringer

Naar vi ser denne ustanselige produktivitet ogsaa utenfor selve nationalforskningens strengt videnskabelige omraade, maa vi forbauses. Forklaringen er at Munch helt fra sine første professor-aar hadde indviklet sig i yderst pinagtige økonomiske omstendigheter. Baade han selv og hans hustru fattedes sansen for at stelle med penger; de kom i gjæld, og han maatte anspænde alle sine kræfter for at holde sig nogenlunde oven vande. Der var tider da den alment agtede lærde led virkelig nød for sit klossede pengestels skyld. Sandsynligvis var der en sammenhæng mellem denne svake side og den utprægede barnlighet som vi har set tæt forbundet med hans genialitet ellers. Og hans høit avholdte hustru maa til gjengjæld for sin fine musikalske begavelse og sit eiendommelige kunstnertemperament ha følt sig utenfor i det praktiske liv.

Desuten kan vistnok ogsaa følgende meddelelse fra en av hans yngste medarbeidere — nu avdøde riksarkivar Huitfeldt-Kaas — tjene til forklaring paa dette forhold:

Munch har engang i sit tidsskrift ("Norsk Maanedsskrift") uttalt sine tanker om aristokrati og adel, hvilke ganske stemmer med dem han engang uttalte for mig. Han ansaa et historisk fødselsaristokrati for et nyttig element i en stat, blandt andet som en hensigtsmæssig hindring mot parvenyernes ubeskedne fremtrængen før de hadde naadd et tilstrækkelig socialt dannelsestrin, for hvis mangler han hadde et skarpt øie, og hvorpaa han oftere anførte karakteristiske eksempler. Men ved siden av fødselsaristokratiet hævdet han sterkt begavelsens og intelligensens repræsentanters berettigelse til at gjøre sig gjældende og at indta den dem tilkommende plads. Hermed stod jo vel hans sans for et mere forfinet liv i forbindelse, hvilket atter førte til en viss leven over evne — ikke netop for hans eget vedkommende; ti han kunde for sin egen person være utrolig nøisom — men han ønsket gjerne at hans kjære skulde indta den stilling han fandt dem at ha fordring paa efter deres indre og ydre begavelse. Og hertil strakte en norsk professors gage ikke, selv om den efter norske forhold kunde synes nogenlunde anstændig. Nogen pris tror jeg dog han satte paa at være smukt klædt, hvilket jo var meget begripelig hos den der kunde ta sig saa godt ut i en smuk dragt. Jeg har nævnt hans fine, lyse sommerdress, uten tvil den samme som fru Colban omtaler. Til Stockholmsreisen om høsten (1861) anskaffed han en saakaldt "velstandstullup" med skind om halsen og ærmene, der likeledes klædte ham utmerket og som han siden brukte om vinteren."

Under sin omtale av Munchs slette økonomi beretter professor Sars bl. a.:

I aarene nærmest efter 1850, mens han deltok i redaktionen av "Morgenbladet" og samtidig var paa det sterkeste optat av andet literært eller videnskabelig arbeide, la han an paa at bli statsrevisor. Han blev ogsaa opført paa listen over kandidaterne og fik stemmer i Stortinget; heldigvis fik han ikke stemmer nok. Welhaven spaadde at han vilde melde sig til stempletpapir-forvalterposten, naar den blev ledig; heldigvis blev den ikke ledig mens han levte.

Sars overfører i denne forbindelse paa Munch det berømte ord av Welhaven om Schweigaard, at han var som en ædel araberhest som lot sig spænde for arbeidskjærren.

Blandt de større arbeider Munch i disse aar vistnok ogsaa for fortjenestens skyld har bebyrdet sig med, var hans oversættelse av Snorres kongesagaer som utkom i 1859; det bebudede andet bind, indeholdende Sverres og Haakon Haakonssons sagaer, faldt det likesom andet efterliggende arbeide i hans eftermand Oluf Ryghs lod at fuldføre.

Det bør ogsaa nævnes at Munch forfattet de norske artikler i første bind av det store "Nordisk Conversations-Leksikon" som i 1858 paabegyndtes paa dansk forlag, samt at han avbrøt dette arbeide, fordi redaktionen mot hans protest lot det "oldnordiske" stof, bl. a. mytologiske emner, forfatte i den av ham bekjæmpede særdanske og tilmed grundtvigianske aand.

Nidarosdomen

Nidarosdomen fotografert i 1857, kapittelhuset og Oktogonen nærmest.

Alt andet end hoveriarbeide var derimot det majestætiske nationalverk som Munch i denne travle tid fik fra haanden efter omhyggelig forberedelse: "Trondhjems Domkirke".

I vore dage, da gjenreisningen av hele det mægtige bygverk nærmer sig sin endelige avslutning, vil de fleste neppe kunne gjøre sig nogen egentlig forestilling om den elendig nedværdigede forfatning, hvori dette allikevel ogsaa dengang imponerende mindesmerke fra nationens glanstid befandt sig. Sammen med alle de øvrige nationale fortidsminder hadde imidlertid ogsaa folkehelgenens herlige metropolitan-helligdom for sin del fanget romantiker-slegtens fantasi og gjort sig gjældende med krav paa at skjænkes folket tilbake i en skikkelse som var dens oprindelige betydning værdig.

Ganske som de literære mindesmerker fra middelalderen maatte ogsaa den ærværdige katedral faa godtgjøre sin ypperlighet og yde sin indsats i nationalitetens kulturgjenfødelse. Riksmyndigheterne fandt det selvsagt at opgaven var store ofre værd: der bevilgedes rikelige midler til en kyndig undersøkelse som forutsætning for en vordende gjenreisning. Opmaalingen og avbildningen av ruinen — mere var der ikke igjen — blev betrodd den unge tyskfødte arkitekt H. E. Schirmer, og i 1855 sendtes al nationalforsknings stormester til Trondhjem for at granske og redegjøre for bygverkets historie.

Granskning under takhvelvingene

I flere maaneder fængsledes Munch av det vidunderlige studium. Han bodde hos sin yngre søster og hendes mand doktor Roll, og hadde i mange henseender en interessant tid. Dagen lang færdedes han høit og lavt i det brøstfældige gudshus, krøp paa alle fire opunder taket, og var mangen gang i fare for at stupe ned. Hvor han kunde naa til tittet han ind under det stygge kalkdække og skimtet de dyrebare levninger av romansk eller gotisk kunst i sin fineste blomstring som dulgtes bak det elendige hylle — hele "østskibet"s pillersekker var jo dengang erstattet med raa vægmure tildels behængt med træverks pulpiturer og tavler. Schirmers skjønne tegninger av hvad man forefandt, sendtes til London og blev stukket i kobber i bredeste folioformat. Den omstændelige utredning som var Munchs sak, utarbeidet han saa i Kristiania, men avsluttet den først under sit ophold i Kjøbenhavn (paa veien til Rom) vaaren 1858.

Faglig strid og språklig briljans

Under denne endelige bearbeidelse kom han til at skifte mening om et for bygningens historie væsentligt punkt — omfanget av Olav Kyrres oprindelige normanniske kirke; noget som har fremkaldt megen bitter strid mellem senere tiders domkirke-historikere. Oprindelig gik Munch ut fra at de endnu staaende normanniske vinger (tværskibet) var opført allerede under Olav Kyrre; i Kjøbenhavn blev han av danske arkæologer ført ind paa den tanke at "denne del av kirken er erkebiskop Eysteins verk", altsaa mere end to mandsaldre yngre.

I 1859 forelaa det statelige pragtverk fuldfærdigt; Munch hadde selv forfattet den engelske oversættelse av beskrivelsen. En engelsk kritiker har om denne engelske tekst uttalt: "Det er sandelig vanskeligt at opdage at den engelske oversættelse ikke er skrevet av en engelskmand. Som en prøve paa engelsk korrekt skrevet av en utlænding savner den muligens sidestykke."

Med dette fortræffelige verk i et historisk fag hvor han egentlig ikke var utdannet, har P. A. Munch ydet et stykke nationalt gjenreisningsarbeide som kan maale sig med hans ovennævnte bidrag til fornyelsen av de sproglige og literære mindesmerker fra folkets kraftperiode.

Det norske Folks Historie

Det norske Folks Historie i 8 bind, utg. 1852-1863. Bokserien på bildet har tilhørt Ivar Aasen. (Foto: Siri Beate Gjerde/Nynorsk kultursentrum. Lisens: CC BY SA 4.0)

"Natalia, nu skal jeg skrive Norges historie" — saa lød en sommerdag i 1851 professor Munchs frydefulde hilsen til hans hustru, idet han kom vandrende hjem fra universitetet til deres daværende hjem ute paa gaarden Smedstad i Vestre Aker, ret op for Bygdø.

Nu staar de der i vore hylder de otte svære bind paa tilsammen over 6000 tætte sider. Hvad de ved sin fremkomst betød for det folk som fik denne rundelige gave just i den stund den trængtes saa saart, har Sars skildret i følgende ord:

"Det er overflødigt at utbrede sig noget videre over dette verks overordentlige betydning i videnskabelig og national henseende. Vi har alle en forestilling om det vældige rydningsarbeide som her er blit utført, — om den store lærdom, skarpe kritik, geniale kombinations- og gjetningsevne der kommer tilsyne i verket, — om mangfoldigheten av de vildfarelser der er blit rettet, de huller der er blit utfyldt, de uklarheter der er blit oplyst, o.s.v. — vi vet at dette verk har været det uundværlige grundlag for alle senere arbeider over Norges historie i det samme tidsrum, — at alle som sysler med studiet av Norges eller Nordens gamle historie og literatur, maa ha det stadig ved haanden og søker tilbake til det som til en uuttømmelig fundgruve.

"Det norske Folks Historie" utkom i aarene 1851—1863. I disse aar gjennemgik nationalfølelsen hos vort folk en meget alvorlig krise. Ytre og indre aarsager samvirket til at fremkalde en avgjort reaktionær, pessimistisk stemning inden samfundets høiere, ledende lag; det blev mode at præke den rene selvopgivelse eller idetringeste at stille sig høist skeptisk, mismodig hovedrystende likeoverfor spørsmaalet om folkets fremtidsutsigter og evne til at føre sin egen tilværelse.

Enhver som har gjennemlevet denne tid vil mindes dette, og vil tillike mindes hvor stor en støtte og styrke det var for den nationale selvfølelse under de mangehaande anfegtelser og angrep for hvilke den var utsat, at den kunde peke paa de arbeider som netop nu fremkom fra den norske historiske skole, og deriblandt naturligvis først og fremst Munchs store verk. Landet var fattigt; literatur og kunst, overhode kulturens finere vekster vilde likesom ikke slaa rot i den magre grund; det gik idethele smaat og traat med fremadskridningen paa de fleste kanter; folket holdt fast ved sit gamle daarlige stel og syntes paa mange maater forkommet og kuet ved de trange økonomiske kaar; de bedste flyttet ut o.s.v.; — det var meget hvorav der kunde hentes og blev hentet stof til mistrøstige betraktninger. Men saa hadde vi den gamle konge- og sagatid; og hvor stor en kraftutfoldelse dette hadde været derom vidnet nu for al verden "Det norske Folks Historie". Det var neppe mange som holdt ved med at læse verket fra perm til perm eftersom det kom ut; men mange læste dog hist og her i det, bladet i det, saa paa det, og bare synet gav støtte; man følte sig tryggere likesom med en mur foran sig, ved at se paa den lange række av svære bind. Et folk der hadde hat en slig fortid, maatte vel ogsaa ha en fremtid.".

Forskerens metode

Vi kjender nu forfatterens forutsætninger og arbeidsmetode; nogen skildring av hvorledes dette samlede uttryk for den bundlærde forfatters alt omfattende viden om folkets fortid, speiler hans egenskaper som skribent saa at sige paa hver av verkets sider, skulde være overflødig. Som motto foran hvert av de første seks bind gjentok han et ord av den moderne kritiske historieskrivnings far, Niebuhr:

"Jeg skal søke å utføre historiens kritikk ikke etter uklare følelser, men gjennom forskning. Jeg skal ikke bare legge frem resultatene, som kun skaper blinde meninger, men presentere selve undersøkelsene i sitt fulle omfang."

Nasjonens åndelige byggverk

Munchs Norgeshistorie indeholder derfor saavel den sammenhængende skildring av tildragelser og tilstande som hans paavisninger av hvad han bygger paa av iagttagelser og følgeslutninger. I dette sit store hovedverk fandt granskeren, just som han var naadd frem til fuld modenhet, anledning til at konstruere en hel bygning hvori han kunde føie sine indvundne resultater ind hver paa sit rette sted som led i en samlet plan. Og planen blev en streng gjennemførelse av det nationale norrønaprincip, som en alsidig og dypt søkende forskning gjennem eggende og styrkende strid hadde indforlivet i hans sind som et stykke av ham selv.

Med beraad hu tømret han sin fædrelandshistorie fra grunden av, omfar paa omfar, nov for nov, op til det store rummelige hus, hvor han drømte sig og sit folk hjemme som i den arvede fædrene bolig.

Jeg har med flid kaldt verket "det norske folks", ikke "Norges", eller "Norges riges", eller "Norges kongers" historie. Det var min hensigt at levere en saavidt tro og fuldstændig fremstilling ei alene av landets politiske eller ytre, men og av folkets indre historie, av folkelivet i dets utvikling og fremskridning; ei alene av fyrsternes, men og av folkets egne bedrifter. Jeg har derfor ikke utelukkende kunnet holde mig til nordmændene i Norge, men har ogsaa maattet forfølge deres og deres efterkommeres skjæbne hvor de har nedsat sig utenfor Norge, saalænge som de har vedlikeholdt den norske nationalitet.

Netop de islandske ættesagaer gav en række levende billeder av folkelivet og avspeilte den i Norge og paa Island fælles folkekarakter. I det hele lot han stadig "sagaerne selv tale" istedenfor at skrive ut av dem "en saakaldt "kulturhistorie"

Vi har set Munch tegne det første omstændelige og nøiagtige generalkart over fædrelandet; med sit literære hovedverk kan man sige at han med samme omhu kartlagde nationens fortid — hver holme, hvert fjeld, hver bæk vilde han ogsaa her ta med for at skape det levende totalbillede og gjøre saavel helheten som mangfoldigheten til det yderste anskuelig og uomtvistelig.

Forleggeren Chr. Tønsberg

Hvorledes skaffet saa den fattige forsker i en fattig tid sig adgang til at reise dette rike bygverk, som vel fremdeles er den vældigste bok som i Norge er utkommet paa privat forlag? Bare i forfatterhonorar krævte det ialt et utlæg av 27 000 kroner i de 12 aar utarbeidelsen tok.

Man tør vel trygt paastaa at verkets fremkomst skyldtes netop den nationale begeistring hvis høidepunkt det i sig selv betegner. Tiden var fyldt av nationalaand; nationalforetagender var i kurs. Nu var ogsaa den mand tilstede som vaaget at gjøre den almene stemning til drivkraften i en praktisk bedrift. En auktionarius fik den storslagne ide at skape en forlagsforretning paa nationale skrifter — Wergelands ven Chr. Tønsberg.

Det fortjener at mindes at denne driftige mand som hadde veiret den nationale vindretning ved at utgi to fædrelandske billedverker ("Norge i Tegninger" og "Norske Nationaldragter"), foretok sig i et og samme aar (1851—52) at koste i trykken tre saa svære og fuldstændig førsteklasses literære verker som Landstads "Norske Folkeviser", Wergelands "Samlede Verker" og Munchs "Det norske Folks Historie". Det skal heller ikke glemmes at samme forretningsmand næste aar utgav "Berømte Nordmænd", det betydeligste forsøk paa en norsk biografi-samling som hittil har set lyset; og at han aaret deretter igjen utsendte det nationale pragtverk "Norske Folkelivsbilleder" av Adolf Tidemand.

Paa Tønsbergs forlag kom fremdeles (1856) Keysers "Den norske Kirkes Historie" og Langes omarbeidede "Norske Klostres Historie". Uten at ha været bokhandler av fag har Chr. Tønsberg æren av fremdeles at staa som det store mønster tor national norsk forlagsvirksomhet.

Nye kilder i sikte

Over nytaar 1857 var fremstillingen naadd frem til borgerkrigenes endelige ophør. Det lakket mot slutten av sagaernes tidsalder. Om meget kort tid maatte stoffet, foruten fra fremmede folks krøniker, hentes væsentlig fra brevsamlinger. Langes Diplomatarium skulde altsaa nu gjøre sin nytte. Men det var man fuldt klar over, at vilde man vite sig tryg paa at kjende samtlige endnu bevarte dokumenter fra den senere middelalder, maatte en række utenlandske arkiver ransakes. Munchs ophold i Edinburgh og London hadde jo alt git rikt utbytte; der maatte da være utsigter til at komme paa spor elter ukjendte kilder ogsaa andensteds ute.

Roma-ferden

Utsnitt av en av P.A. Munchs mange avskrifter av et middelalderlig pavebrev.

Blikket vendte sig uvilkaarlig mot Vatikanet i i Rom. Man hadde allerede engang via Danmark faat avskrifter fra pavestolens kopibøker; men der maatte være meget mere at finde der. Munch vilde selv reise; han kjendte sig jo som mester i at hitte ukjendt kildestof; og ingen kunde maale sig med ham i energisk og rask utnyttelse av gamle haandskrifter. Resolut sendte han et andragende ind til Stortinget om et klækkeligt reisebidrag, mindst 12 000 kroner i to aar. Den 21. september 1857 bevilget Tinget ham det ansøkte enstemmig. Saa almen var agtelsen for den store nationalforsker.

Forberedelser og reise

Vinteren og vaaren tilbragtes med et vældigt forhaandsarbeide i Kjøbenhavn. Om dagen ihærdigt arkivstudium, resten av døgnet gik med til at foratte teksten til "Trondhjems Domkirke" samt Norgeshistorien i den innviklede periode omkring 1300, da 30-aars krigen mot Danmark var hovedlinjen i de norske kongers politik.

Om sommeren besøkte Munch sin ven og mester Jacob Grimm i Berlin, hvor han kunde optræde som den anerkjendte berømthet; hans unge lærling Sophus Bugge som just opholdt sig der for at studere, har med stolthet berettet om den statelige figur nordmanden Munch gjorde i den lærde verden.

I Wien fandt han anledning til at stifte bekjendtskaper i den høieste katolske societet, saa han utpaa høsten 1858 kunde møte frem i Vatikanet med anbefaling fra en av de øverste kardinaler, fyrst-erkebiskopen i Habsburgernes residens.

Glanstiden i Roma

Akvarell av P.A. Munch, sannsynligvis fra tiden i Italia. Laura Larsen-Naur: P. A. Munchs Levnet og Breve. Kristiania: Det norske Aktieforlag, 1901.

Det er noksom bekjendt hvorledes Munch blev boende med sin familie i Rom i halvtredje aar. Stortinget bevilget ham et nyt endda rikeligere stipendium i 1859, saa han kunde regne med 800 kr. maaneden at leve for. Dette Roma-ophold har dels Munch selv skildret i sidste bind av sit "Maanedsskrift" samt etter hjemkomsten i sit og fætteren Andr. Munchs maanedsblad "For Hjemmet"; dels har en række andre samtidige Romafarere berettet derom. Det utgjør glanstiden i den store mands berømmelige liv. Det Munchske hjem synes at ha dannet et midtpunkt for ikke bare nordboers (bl. a. Bjørnsons) men ogsaa andre tilreisende forskeres og kunstneres selskabelige samvær i den hellige stad.

Gjennombruddet i arkivene

Det er likeledes bekjendt hvorledes Munch ved sin bedaarende personlighet og ved sin imponerende lærdom om litt opnaadde den ukjendte, ja utillatte gunst, at pavens arkivdirektør, den lærde pater Theiner indrømmet ham fri adgang til baade at granske og skrive av alt hvad han ønsket at utnytte av middelalderske dokumenter. Det blev uanet rike sendinger, han etter hvert kunde skikke hjem til sin ven Lange i riksarkivet paa Akershus. Denne utmerkede forsker skulde dog ikke opleve at hilse Munch velkommen tilbake; han døde nemlig i sin bedste alder like før Munch vendte hjem igjen sommeren 1861.

Hjemme igjen

Næsten fire aar hadde han været ute; rygtet om hans bedrift i pavens slot omgav nu hans person med en næsten mirakuløs glorie. For at lette ham for arbeidet med forelæsninger hadde regjeringen søkt at faa oprettet for ham et nyt embede som "rikshistoriograf"; dette hadde Stortinget vistnok avslaat, men til gjengjæld bevilget ham et større lønstillæg. Ovenikjøpet overdrog regjeringen ham bestyrelsen av riksarkivet etter Lange. Høsten 1861 og høsten 1862 var han saa i Stockholm for at ransake kildesamlingerne der. Likesom han hele tiden han var ute hadde kort sat sin Norgeshistorie, som i Rom var ført frem til merkeaaret 1319 og dermed avsluttet for Iste hovedavdelings vedkommende, saaledes fortsatte an ogsaa efter hjemkomsten dag og nat med dette sit livsverk. Arbeidet bestod nu væsentlig i oprydning "av et fuldkomment vildnis, hvor man kun med usigelig møie kunde arbeide sig frem..." Vanskeligheterne hadde stundom været nær ved at overvælde ham. De sterkt forøkede indtægter gjorde ham det nu overflødig at træle med literært sjauerslit. Rigtignok hadde han sin i Rom etterlatte familie at underholde, men selv levte han stille i en gift søsters hus. Fra gavl vinduet i generalauditor Diriks’s løkke ved Skovveien lyste det hver nat i disse to vintre — sene nattevandrere saa ærbødig ditop, alle visste de at det var det norske folks historie som blev utformet under den lampe.

Sidste reis

Munchs gravminne i Rom. Maleri av Edvard Munch, 1927.

Paaskeaften 1863 drog Munch atter sydover, han skulde se nøiere efter i Theiners endeløse protokolrækker og saa hente sine kjære hjem igjen.

De kom hjem uten ham.

Et hjerneslag rammet ham kort tid efter fremkomsten, og da han efter et par ukers sengeliggen igjen var kommen paa benene og hadde fundet tilbake til sin kjære plads ved skrivebordet, sluknet han pludselig med pennen i haand. Det var den 25. mai 1863. Sit 53. aar hadde han paa langt nær endnu ikke fyldt.

Som om hans livs opgave var fuldt løst da døden saa braat rykket ham bort fra verket, viste det sig at han like før saa skedde var naadd frem just til det maal han ialfald foreløbig hadde sat sig — istandbringelsen av Kalmarunionen, avslutningen av det norske folks selvstændighets tid.

Daaden

Hvorledes P. A. Munchs livsverk har hat sin rike andel til den norske nations gjenopreisning til ny selvstændighet, har det været nærværende korte skildrings maal at vise.

Hans elskværdige danske kritiker Chr. Molbech skrev engang: "Daad er ogsaa den historiske forskers og drømmers møisomme og samvittighedsfulde verk, og daadskraft utkræves til at løfte tidernes slør og tegne deres sande billed."

Peter Andreas Munchs korte men rike livsverk som grundlæggeren, banebryteren, rydningsmanden og hovedlederen for norsk nationalforskning blev en daad.

Han frelste Norges gamle sprog, gamle literatur, gamle kultur og gamle historie til nyt liv i levende landsmænds sind. Han slet den norske nationality løs fra rotfæstet i dansketidens golde jordbund, og gav den tilbake hjemmets friske muld at gro i.

Siden gror den kraftig.

Slik blev P. A. Munch en av de geniale skapere av Norges nye sprog, nye literatur, nye kultur og nye historie. P. A. Munchs Norgeshistorie blev en frugtbar indsats i Norges historie.

Det var mandens daad.

Fotnoter