Hjelp
Legg til denne siden i boka di
Vis bok (0 sider)
Foreslå siderNibelungekvadet 38
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
oversat af
Chr. Fledelius
1559.
Da hørtes alle Vegne en svar Kval og Nød,
Salshus og Taarne af Véraabet lød.
Det hørte og blandt Didrik af Berns Mænd en Helt:
ved dette Skrækkens Budskab hvor ilte Kæmpen snelt!2172.
1560.
Da mælte han til Fyrsten: „Min Herre Didrik, hør!
Saa længe jeg har levet, har jeg dog aldrig før
hørt Mage til et Véraab saa overvættes gramt.
Jeg tænker, at Kong Etzel er selv af Ufærd ramt.2173.
1561.
Hvor kunde de ellers alle være i saadan Nød?
Kongen eller Krimhild, Een af dem er død,
dræbt af de kække Gæster i deres hadske Sind.
Man ser saa mangen Kæmpe gaa om med Graad paa Kind."2174.
1562.
Da svared Bernerfyrsten: „I saare kække Mænd,
nu il ikke for meget. Hvad Etzels Gæster end
har gjort ved dette Gilde, dem tvang en svarlig Nød.
Det maa dem ogsaa gavne, at min Fred jeg dem bød."2175.
1563.
Mælte den kække Wolfhart: „Jeg agter at gaa did
for grant at spørge Budskab om vore Gæsters Id
og dernæst sige eder, min Herre saare kær,
hvad hist jeg erfarer, og hvi man klager dér."2176.
1564.
Da genmælte Didrik: „Hvor Vreden tykkes stor,
om dér man vilde spørge med alt for stærke Ord,
let kalder det Kvide i gæve Kæmper frem.
Jeg ønsker ikke, Wolfhart, at I skal spørge dem."2177.
1565.
Da bad han Helten Helfrig hastigt gaa derhen,
og ham befol han spørge hos Hunekongens Mænd
eller hos selve Gæsterne, hvad dér hos dem var sket.
Aldrig var blandt Helte en større Jammer set.2178.
1566.
Tog Budet til at spørge: „Hvad er det, her er hændt?"
Da mælte En iblandt dem: „For sanden er nu endt,
hvad vi havde af Glæde hos os i Huneland.
Rydeger ligger slagen for de Burgunders Hand.2179.
1567.
Af alle dem, ham fulgte, lever der ikke Een."
Da kunde Helfrig aldrig fornummet værre Mén.
Saa nødig ingen Sinde med Budskab han gik.
Dér han kom til Didrik, var graadfyldt hans Blik.2180.
1568.
Ham adspurgte Didrik: „Hvad bringer I af Nyt?
Hvi græder I saa saare, Kæmpe uforknyt?"
Mælte den ædle Helfrig: „Med Grund jeg klager vel:
Burgunderne har slagen Herr Rydeger ihjel."2181.
1569.
Da mælte Bernerhelten: „Ved Gud, det var ej godt.
Det var en grufuld Hævndaad, dertil en Djævlens Spot.
Hvormed havde Rydeger forskyldt en saadan Færd?
Jeg ved dog, at de hjemløses Skare var ham kær."2182.
1570.
„Havde de handlet saadan," Wolfhart mælte da, ,
„saa burde Ingen slippe i Live mer herfra.
Ifald vi vilde det taale, da ramte os al Skam.
Os tjente han saa vennesælt, at Tak vi skylder ham."2183.
1571.
Amelungernes Fyrste bød spørge mer endnu.
Ved et Vindu han satte sig med Kvide i sin Hu:
til Gæsterne befol han Hildebrand gaa hen
for grant at spørge Budskab hos selve de rhinske Mænd.2184.
1572.
Den stridsgæve Kæmpe Mester Hildebrand
han førte hverken Værge eller Skjold i sin Hand:
med Fred vilde han træde til Etzels Gæster hen.
Hans Søstersøn ham dadled og standsed ham end.2185.
1573.
Den vrede Wolfhart mælte: „Vil I uvæbnet gaa,
da kan I vente Skældsord i Hobetal at faa:
da vender I tilbage med Skam til os paa ny;
kommer I didhen væbnet, vil Mangen sligt vel sky."2186.
1574.
Da rusted sig den gamle efter den unges Raad.
Før han erfor det, klædtes, rede til Kæmpedaad,
Didriks Mænd i Rustning og tog i Hænde Sværd.
Det tyktes Helten ilde: han hindred helst den Færd.2187.
1575.
Han spurgte, hvad de vilde. „Vi vil med eder did.
Kanske Hagen af Tronje da sparer paa sit Vid
og ej, som vel han evner, taler til jer med Spot."
Da Helten hørte dette, da tyktes det ham godt.2188.
1576.
Da saa den kække Folker, at did kom Didriks Mænd,
iførte Rustninger, med Stridssværd ved Lænd,
af Bern de gæve Helte, med Skjoldene i Hand.
Det meldte han sine Herrer af de Burgunders Land.2189.
1577.
Mælte Fedelspilleren: „Derhenne ser jeg nu
Didriks Helte komme med saare fjendtlig Hu,
rustede under Hjelme: de vil os byde Trods.
At Ufærd os rammer, det maa vi vente os."2190.
1578.
I samme Stund kom ogsaa den gamle Hildebrand.
Han satte foran Foden sin gode Skjolderand.
Det vared ikke længe, da havde han dem spurgt:
„Ak ve, gode Helte, hvad havde Rydeger gjort?2191.
1579.
Mig har min Herre Didrik sendt hid at spørge jer,
om Nogen mellem eder har fældet Rydeger,
den saare ædle Markgreve, som det blev os meldt.
Vi kunde aldrig glemme Tabet af denne Helt."2192.
1580.
„Det Bud har ikke løjet," Hagen til Orde tog.
„Hvor vel undte jeg eder, at Budet jer bedrog,
og at den gode Rydeger end havde frelst sit Liv!
For ham maa stedse græde Mand saa vel som Viv."2193.
1581.
Dér grant de nu erfared, at Rydeger var død,
for ham klaged Kæmperne, som Troskab dem bød.
Da saas Taarer rinde fra Didriks Skare stolt
ned over Skæg og Hage for Sorgen, dem var voldt.2194.
1582.
Hæved Bernerhertugen Sigestap sin Røst:
„Nu er det ganske ude med den Bistand og Trøst,
som Rydeger os skænked efter vor Trængsels Nød.
Vi hjemløses Glæde har her I slagen død."2195.
1583.
Amelungen Wolfvin i Klageraab udbrød:
„Skulde i Dag jeg skue min egen Fader død,
jeg sørged ingen Sinde som for Markgrevens Liv.
Ak ve, hvem skal trøste den gode Rydegers Viv?"2196.
1584.
Mælte Helten Wolfhart, han var saa gram i Hu:
„Hvem skal føre Heltene i Hærstævnet nu,
som os den gode Markgreve før har gjort saa tit?
Ve os, ædle Rydeger, for Tabet, vi har lidt!"2197.
1585.
Wolfbrand og Helfrig og Helten Helmnot med
og alle deres Frænder for Markgreven græd.
For Suk mægted Hildebrand ikke at spørge ud.
Han mælte: „Nu, I Helte, erfar min Herres Bud.2198.
1586.
Giv os den døde Rydeger herud af Borgens Hal,
os ligger al vor Glæde blegnet ved hans Fald,
og lad os lønne Kæmpen den Troskab igen,
som han har vist os Helte og mange andre Mænd.2199.
1587.
Vi lever ogsaa hjemløst som Markgreven bold.
Hvi lader I os vente? Giv ham i vor Vold,
at bære bort og lønne ham, nu da han er død.
Bedre, om han leved og vor Bistand han nød."2200.
1588.
Mælte da Kong Gunther: „Bedst Tak er den,
som ydes efter Døden af Ven imod Ven.
Det kalder jeg ærlig Troskab, om En har saadant Mod.
I lønner ham med Føje: han var jer Frænde god."2201.
1589.
„Hvor længe skal vi bønfalde?" maned Wolfharts Røst.
Al den Stund i vog ham, som var vor bedste Trøst,
og vi desværre Helten i Live ej kan faa,
saa lad os bort ham bære og jorde ham derpaa."2202.
1590.
Da gensvared Folker: „Han skal ej gives jer.
Hent ham selv i Huset, her ligger Rydeger
med stærke Ulivsvunder, segnet i sit Blod:
da viser I en Tjenest, værdig Helten god."2203.
1591.
Den kække Wolfhartmælte: „Herr Spillemand, Gud ved,
I burde os ej tirre: I har gjort os Fortræd.
Turde jeg for min Herre, da kom I vel i Nød:
det maa vi lade fare, thi Kamp han os forbød."2204.
1592.
Mælte Fedelspilleren: „Den høster ikkun Skam,
der lader alting fare, hvad man forbyder ham.
Det kan jeg aldrig prise som sandt Heltemod."
Den Tale af hans Stalbroder tyktes Hagen god.2205.
1593.
Mælte atter Wolfhart: „Det være, som det vil.
Jeg bringer jer i Urede eders Strengespil,
saa naar I rider til Rhinen, I vel det mindes maa.
Jert Hovmod ej længer jeg med Ære hører paa."2206.
1594.
Da mælte Fedelspilleren: „Vil I mit Strengespil
dets gode Toner tage, først hugger selv jeg til,
saa eders Hjelm den blanke skal blegne for min Hand,
hvordan jeg end skal ride igen til Gunthers Land2207.
1595.
Da sprang han frem imod ham, dog standsed ham i Hast
Hildebrand, hans Onkel, og holdt ham saare fast.
„Jeg tror, du raser, Taabe, ubændig som du er.
Det tilgav min Herre dig ingen Sinde mer."2208.
1596.
„Nu slip Løven, Mester, han er i Hu saa gram,"
mælte Folker Fedler. „Men faar jeg Tag i ham,
og havde end Alverden han dræbt med sin Hand,
jeg slaar ham, saa han aldrig er til Gensvar i Stand."2209.
1597.
Det maatte saare krænke de Bernerheltes Mod.
Sit Skjold hæved Wolfhart, en Kæmpe gild og god,
og som en tirret Løve han frem foran dem sprang.
Da fulgte ham hans Frænder i saare hastig Gang.2210.
1598.
Hvor lange Spring til Salen end sprang den gæve Mand,
ham naaed dog ved Trappen den gamle Hildebrand:
han selv vilde nu være den første Mand til Strid.
Da fandt de og de hjemløse rede til Helteid.2211.
1599.
Sprang da frem mod Hagen Mester Hildebrand:
Sværd hørte man klirre i begge Heltes Hand.
At de var saare vrede, det saas af deres Færd.
Luften lued ildrød for deres skarpe Sværd.2212.
1600.
Da skiltes de to Helte endnu i Kampens Nød:
det voldte Bernerkæmper, som deres Kraft dem bød.
Fra Hagen atter vendte sig Mester Hildebrand:
da løb den stærke Wolfhart mod Folker Spillemand.2213.
1601.
Han hugged Fedelspilleren paa Hjelm med kraftig Haand,
saa Slagsværdets Egge isønder slog dens Baand.
Det gengældte tappert den kække Spillemand.
Han slog saa haardt, at Wolfhart hartad stod i Brand.2214.
1602.
Af Pansersærkens Ringe hugged de Ild paa Ild.
De to Kæmper fyldtes af Had og Vrede vild.
Dem adskilte Bernerhelten Wolfvin til sidst:
det mægted kun en Kæmpe, som han var, for vist.2215.
1603.
Gunther, hin Kæmpe, han tog med villig Hand
imod de kække Helte af Amelungeland.
Giselher den bolde stred og med Heltedaad,
saa mangen Hjelm af Blodstrømmen gjordes rød og vaad.2216.
1604.
Rischart og Gerbart og Helfrig ligesaa
og Wichart saas altid, hvor Kamp stod haardest paa:
det maatte her og sande Gunthers gæve Mænd.
Herligt saa man Wolfbrand skride i Kampen hen.2218.
1605.
Da stred, som om han raste, den gamle Hildebrand.
Mange gæve Kæmper sank for Wolfharts Hand
under de stærke Sværdslag til Døde om i Blod.
Saa hævned de Herr Rydeger med gævt og tappert Mod.2219.
1606.
Da stred den Herre Sigestap, som ham hans Styrke bød.
Eja, hvor gode Hjelme i Kamp han sønderbrød
paa sine Fjenders Pander, Didriks Søstersøn!
Han kunde aldrig yppet en Daad mere skøn.2220.
1607.
Det var stærken Folker, da han blev var det Værk,
at Sigestap den kække hugged paa Pansersærk,
saa Blod flød af Brynjer, blev Helten gram i Hu.
Da sprang han ind paa Sigestap, saa han i næste Nu2221.
1608.
maatte for Fedelspilleren sit Liv sætte til:
Folker ham forlysted saalunde med sit Spil,
saa at han for hans Sværdslag til Jord segned død.
Det hævned Mester Hildebrand, som ham hans Styrke bød.2222.
1609.
„Ve for saa kær en Herre," saa mælte Hildebrand,
„som ligger død paa Jorden for Folker Spillemand.
Ej længer skal den Fedler friste Livet endnu."
Aldrig havde Hildebrand været saa gram i Hu.2223.
1610.
Da sendte han mod Folker en Regn af Hug saa drøj,
at af hans Hjelm Baandene mod Salsvæggen fløj,
af Hjelmen og af Skjoldet, saa Folker Spillemand
trods al sin svare Styrke sank død til Jord paa Stand.2224.
1611.
Da trængte Didriks Helte ilfærdigt frem til Strid.
De slog, saa Brynjeringe blev spredte hid og did;
Sværdspidserne glimted i Luften viden om,
og Hjelme brast, saa Blodet af dem i Strømme kom.2225.
1612.
Da saa Hagen af Tronje sin Frænde Folker død.
Det tyktes ham ved Festen at være den største Nød,
som endnu var ham timet for Maage eller Mænd.
Eja, hvor agted Hagen at hævne ham igen!2226.
1613.
„Det skal kun lidet gavne den gamle Hildebrand.
Død ligger min Medhjælp for Heltens stærke Hand,
den bedste Vaabenfælle, jeg nogen Sinde fik."
Sit Skjold trak han opad: med Sværdhug frem han gik.2227.
1614.
Imens ilte Wolfhart frem og tilbage igen
og svang sit skarpe Værge mod Gunthers gæve Mænd.
For tredie Gang han stormed det hele Salshus rundt:
dér segned for hans Hænder mangen Helt af Burgund.2229.
1615.
Raabte den Herre Giselher mod Kæmpen Wolfhart vendt:
„Ak ve mig, at saa bitter en Fjende blev mig sendt.
Ædle kække Ridder, vend mod mig jert Sværd.
Jeg hjælper jer til Enden: jeg tror, den er os nær."2230.
1616.
Vendte sig mod Giselher Wolf hart da til Strid.
Da hugged end de tvende mangen en Vunde vid.
Han trængte frem mod Kongen, saa kraftig var hans Gang,
at Blodet under hans Fødder ham over Hjelmen sprang.2231.
1617.
Med rappe, vilde Sværdslag tog Utes yngste Barn
imod den gæve Wolfhart, hin Kæmpe velforfarn.
Saa stærk han var, han frelstes dog ej af Dødens Vold.
Saa ung Konge saa man vist aldrig mere bold.2232.
1618.
Ramte han da Wolfhart gennem en Brynje god,
saa at af Heltens Kampvunde randt det hede Blod.
Han saarede til Døde Didriks gæve Mand.
Slig Daad mægted ene en tapper Helt som han.2233.
1619.
Dér den kække Wolfhart sit Dødssaar fornam,
sit Skjold lod han falde og løfted saare gram
end højere sit Værge: det var et skarpt Sværd.
Igennem Hjelm og Brynje dræbte han Giselher.2234.
1620.
Begge havde de voldet hinandens bitre Død.
Af Didriks Mænd var Ingen, som længer Livet nød.
Hildebrand den gamle saa Wolfhart synke ned:
aldrig før sin Dødsstund han større Kvide led.2235.
1621.
Da var til Hobe døde Kong Gunthers gæve Mænd
og ligesaa Herr Didriks. Men Hildebrand gik hen,
hvor Wolfhart laa henstrakt paa Jorden midt i Blod:
i sine Arme slutted han Kæmpen kæk og god.2236.
1622.
At bære ham af Salshuset, det var Heltens Agt:
dog maatte han ham slippe, det var for tung en Dragt.
Da skued op fra Blodet Wolf hart, Døden nær:
han saa, at Onklen gerne ham hjalp fra Stedet dér.2237.
1623.
Dødssaaret han mælte: „Min Onkel saare kær,
mig kan I ikke gavne, om og I bliver her:
vogt eder for Hagen, det raader jeg jer nu,
han bærer i sit Hjerte en hævntørstig Hu.2238.
1624.
Og skulde mine Maage klage over mit Fald,
de nærmeste og bedste fra mig I sige skal,
at de maa ikke græde: det sker uden Nød.
For en Drots Hænder ligger jeg saare herligt død.2239.
1625.
Jeg har herinde hævnet saalunde og mit Liv,
at vel maa derfor græde mangen en Ridders Viv.
Skulde jer Nogen spørge, saa sig, som Sandhed er,
for min Haand alene vel hundred dræbtes her."2240.
1626.
Imedens glemte Hagen ej Folker Spillemand,
som havde mistet Livet for Gubben Hildebrand:
nu raabte han til Helten: „Mangen en Kæmpe stolt
I vog; nu skal I bøde, for hvad I os har voldt."2241.
1627.
Dér nu han slog paa Hildebrand, da hørte man, det klang
højlydt fra Balmung, det Sværd, tilforn engang
Hagen tog fra Sigfred, dengang han Helten vog.
Da værged sig den gamle, og saare kækt han slog.2242.
1628.
Didriks gæve Kæmpe han svang en Klinge bred
mod Tronjehelten Hagen, saare hvast den bed.
Dog kunde han ej skade Gunthers Kæmpe stærk:
da ramte Hagen Helten gennem hans Pansersærk.2243.
1629.
Saa snart den gamle Hildebrand fornam, han havde Saar,
da frygted han, at Hagen ham gav end værre Kaar:
thi kasted over Ryggen Didriks Mand sit Skjold,
og med sin stærke Vunde han veg af Hagens Vold.2244.
1630.
Alle de gæve Helte var nu til Døde slagen,
der leved kun de tvende, Gunther med samt Hagen.
Bort gik Gubben Hildebrand, mens Blodet af ham randt:
han bragte slette Budskab, dengang han Didrik fandt.2245.
1631.
Da saa han Helten sidde med sorgtynget Hu.
Dog endnu større Kvide erfor Fyrsten nu.
Han saa og Mester Hildebrand i Brynje blodigrød
og spurgte ham om Budskab, som Sorgen ham det bød.2246.
1632.
„Nu sig, Mester Hildebrand, hvorfor er I saa vaad
af Livsblod det røde? Hvem voldte jer den Daad?
Jeg tænker, I med Gæsterne ved Huset kom i Strid:
hvad jeg saa svart forbød jer, I burde skyet med Flid."2247.
1633.
Da svared han sin Herre: „Her ser I Hagens Værk.
Han hugged mig i Salshuset denne Vunde stærk.
Da jeg vilde mig vende bort fra ham, jeg slap
med Nød fra denne Djævel og frelste Livet knap."2248.
1634.
Da genmælte Berneren: „Kun Ret jer vederfor.
I hørte, at mit Venskab jeg disse Kæmper svor,
og dog brød I Freden, som jeg dem havde budt.
Kunde jeg for Skams Skyld, da var jert Liv forbrudt."2249.
1635.
„Nu vredes ikke saa saare, min Herre Didrik stolt.
Mig og mine Venner er Mén nok forvoldt.
Vi bad om Lov at bære Rydeger med herhen:
det vilde os ej unde Burgunderkongens Mænd."2250.
1636.
„Saa ve for denne Smerte! Er Rydeger dog død,
da græmmer det mit Hjerte frem for al min Nød.
Gotelind den ædle hun er min Fasters Barn.
Ak ve de stakkels faderløse hist i Bechelarn!"2251.
1637.
Om Sorg og Kvide minded ham Markgrevens Død.
han brast i bitre Taarer ved Tanken om sin Nød.
„Ak ve for trofast Bistand, som jeg har mistet nu!
Mig rinder ingen Sinde Kong Etzels Mand af Hu.2252.
1638.
Kan I, Mester Hildebrand, mig give grant Besked
og sige, hvilken Kæmpe der hug den gæve ned?"
Han mælte: „Stærken Gernot slog Rydeger ihjel:
for Markgrevens Hænder blev han og slagen selv."2253.
1639.
Da mælte han til Hildebrand: „Nu sig til mine Mænd,
at de skal hastigt væbnes; jeg selv vil gaa derhen.
Og byde I at bringe min Brynje mig paa Stand.
Jeg selv vil spørge Heltene af de Burgunders Land."2254.
1640.
Da svared Mester Hildebrand: „ Hvem skal til jer gaa?
Alle, I har levende, dem ser I hos jer staa.
Det er ’’mig’’ ganske ene: hver Mand er ellers død."
Med Skræk sloges Didrik: dertil ham tvang hans Nød,2255.
1641.
thi ingen Sinde fristed han større Sorg end den.
Han mælte: „Og er døde nu alle mine Mænd,
saa har min Gud da glemt mig og mig i Armod lagt,
som var tilforn en Konge med rig og vældig Magt.2256.
1642.
Hvor kunde det sig føje," mælte han igen,
„at de er alle døde, de saare kække Mænd,
for kamptrætte Helte, som selv var stedt i Nød?
Var ej mit svare Vanheld, var Ingen af dem død.2257.
1643.
Siden ikke min Vanskæbne vilde mig skaane mer,
saa sig mig, om af Gæsterne der Ingen lever fler?"
Da mælte Mester Hildebrand: „Gud ved det, i Behold
er ikkun ene Hagen og Drotten Gunther bold."2258.
1644.
„Ak ve, kære Wolf hart, er du nu fra mig død,
da græmmer det mig saare, jeg nogen Tid blev fød;
Sigestap og Wolfvin og ogsaa Wolfbrand.
Hvo skal mig nu hjælpe til Amelungeland?2259.
1645.
Ifald den kække Helfrig segned i blodig Daad,
Gerbart og Wichart, naar endte da min Graad?
Forbi er al min Glæde fra denne Time af.
Hvi kan ikke Smerte lægge Nogen i hans Grav?"2260.
