Nye mennesker – En folkevandring (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Knud Rasmussen (1879-1933)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905


En folkevandring

Oppe blandt Eskimoerne ved Smithsund traf jeg Medlemmer af en fremmed Eskimostamme, som var indvandret til Kap York-Distriktet, rimeligvis helt nede fra Egnene om Baffinsland, for godt og vel en Menneskealder siden (ca. 50 Aar). De har nu ganske blandet sig med Kap Yorkboere gennem Konebytninger og Giftermaal. Af Vækst er de gennemgaaende højere end de oprindelige Beboere, og af udpræget indiansk Type.

Der lever endnu tre eller fire af disse Indvandrere, som selv har deltaget i Vandringen. En af disse, den gamle Merkrusârk, gav mig de følgende Oplysninger om Vandringens Karakter. Det er vistnok det eneste Eksempel, man har fundet paa Eskimoer, som, uden at have modtaget Paavirkning af Civilisation, kun ved Hjælp af deres egne primitive Midler, har foretaget en virkelig Folkevandring, en fleraarig Rejse fra en Polaregn til en anden. Og de Oplysninger, jeg har indhentet fra Deltagere i denne Vandring, kaster Lys over Maaden, hvorpaa alle den Art Folkevandringer blandt Eskimoerne har været foretagne i ældre Tid.

Gamle Merkrusark fortæller

Jeg skal i det følgende holde mig til Merkrusârks Fremstilling. Hans eget Liv er en levende Illustration til den Tilværelse, Eskimoerne maa have ført i de Tider, da Slægt efter Slægt voksede op og døde paa Rejser.

Merkrusârks Moder fødte ham paa Isen under en Vinterrejse, hvor véd han ikke. Blot dette, at det var et Sted ovre paa den anden Side Havet. Han fødtes paa en Rejse, og alle hans Dage blev Rejser. Skønt gammel nu, og noget bøjet af Gigt, vedbliver han med sine Rejser, flere Hundrede Mile hvert Aar paa besværlige Fangstture; og han siger, at han ikke vil ophøre dermed, før hans Sjæl forlader denne Jord og rejser op til Himlens store Jagtmarker.

Ovre paa den anden Side Havet levede der mange Inuit, (Eskimoer) fortalte han, og hans Forældre hørte til de nordligst boende. De havde ingen hvide Mænd boende iblandt sig, men deres Land var nu og da anløbet af store Skibe. Hvide Mænd paa disse Skibe havde engang fortalt dem, at der skulde findes mange Inuit langt, langt borte paa den anden Side det store Hav. Denne Meddelelse havde gjort et stærkt Indtryk paa Kritdlarssuark.

"Kritdlarssuark var Stammens største Aandemaner, og der gik store Frasagn om ham. Skal vi ikke høre lidt om ham først, inden jeg fortæller om vor store Rejse. Og du, Panigpak, ved jo saa meget at fortælle om ham. Det var jo din Bedstefader, ikke sandt?"

Merkrusârk og jeg var i Besøg hos Panigpak. Panigpak var Søn af en indvandret, Itsukusuk, og var en stilfærdig Mand med et Par ualmindelig kloge Øjne. Han var ellers ikke meget talende, sad i Reglen og smilte stille ad alt, hvad de andre sagde, uden selv at tage Del i Samtalen. Men blev han spurgt, og interesserede Spørgsmaalet ham, blev der altid stille i Teltet, naar han paa sin noget forlegne Maade tog Gæsternes Opmærksomhed fangen med sin Fortælling. Panigpak var Storfanger og i det hele en Mand, hvis Ord enhver gerne hørte.

"Kritdlarssuark", begyndte Panigpak, "min vældige Bedstefader, den store Herre, — ja, for Inuiterne adlød ham altid, fordi de var bange for ham — naaede jeg lige akkurat at faa at se, inden han rejste bort, da jeg som Barn havde opdaget min Forstand og havde lært at skelne det ene Menneske fra det andet. Jeg holdt af ham, fordi han plejede at sætte mig paa sit Knæ og synge Aandeviser for mig. Hans Haar var tyndt, saaledes som de hvide Mænds. Hans store Pande var ikke dækket af Haar. Det lader til, at jeg skal slægte ham paa i dette Stykke. Se bare!"

Og saa pegede han paa sit Haar, der var ualmindelig tyndt.

"Min store Bedstefader, Aandemaneren uden Modstandere, — der var ingen, der turde, — er selv bleven et helt Sagn, som Menneskene fortæller.

Det var ovre paa den anden Side Havet, at han engang sammen med en anden gik paa Rensjagt, og paa deres Vandring løb de pludselig paa en bred Vej oppe i Fjældene. Denne Vej gav de sig til at følge, og der rejste sig en Storm, der føg med dem og blæste dem frem, saa de maatte løbe. Den brede Vej førte dem til et Hus, et stort Hus, saaledes som de hvide Mænd bygger dem. Der gik de ind. Paa Briksen derinde laa to store Kvinder og drev; og den ene af dem gav sig til at tale, idet hun pegede paa den anden:

Ja, hun der hører ikke til vor Stamme," sagde den, som talte, og da hun havde sagt dette, følte pludselig Kritdlarssuarks Jagtfælle sig voldsomt draget henimod den fremmede Kvinde, og han sprang op til hende og lagde sig hos hende; og den fremmede Kvinde dækkede ham til med sin Dyne. Da de havde ligget lidt, og de løftede Tæppet, laa han død ved hendes Side.

"Mon de nu ogsaa vil til at dræbe mig?" tænkte min Bedstefader.

"Nej," sagde pludselig den Kvinde, som først havde talt, endnu før min Bedstefader havde aabenbaret sin Tanke. "Nej, dig tør vi intet gøre! du er Ild!" det sagde hun. Jeg ved ikke, hvad det skulde betyde. Men det var, lige som om hun saa min Bedstefaders Tanker haandgribeligt for sig, uden at han behøvede at tale. Saa tænkte han, at det vel var bedst at komme af Sted, og Kvinden vidste det, uden at han behøvede at sige det. "Vent lidt," sagde hun og tog en stor Fjer og viftede Livsaande ind i hans døde Jagtfælle. Og han blev atter levende.

Og Kvinden lagde Mad frem for dem og sagde: "Spis, før I rejser!" Og da de havde spist, rejste de. Og straks da de befandt sig paa Vejen, rejste atter en Storm sig og førte dem med sig, saa de maatte løbe.

Da ser de et Hus og kryber derind for at hvile sig. Og som de laa der, vaagnede de ved, at mange Mennesker kom til, og de hørte dem springe op over Hustaget mellem hverandre.

"Lad dit Vand hurtigt," sagde Kritdlarssuark til sin Ledsager, "de bryder ellers ind og myrder os." (Alle overnaturlige Væsener flygter for Urin, efter Eskimoernes Forestilling).

Og han stillede sig ud paa Gulvet, men det var ham umuligt at give en Draabe fra sig. Saa maatte Kritdlarssuark selv springe ud paa Gulvet, og da hørte de kun Skrig af de flygtende udenfor.

Saa sov de dér Natten ud og rejste næste Dag hjem.

Saaledes frelste Kritdlarssuark sin Fælles Liv.

En anden Gang var Kritdlarssuark paa Fangstrejse sammen med en forældreløs. Det var paa Bjørnejagt. De kørte langt til Søs og mistede Landene af Sigte; og som de var derude, brød pludselig en Storm løs, der flængede Isen op i drivende Flager. Intet Steds laa der nogen smal Strimmel isfast med Land. Og Stormen førte dem i Drift udefter mod Havet.

"Smid dig ned paa Slæden, og luk Øjnene," raabte Kritdlarssuark til den forældreløse, "aabner du dem blot en eneste Gang, saa er vi begge Dødsens."

Og den forældreløse smed sig paa Slæden, og hans Øjenlaag var som sammenklistrede. Og som han laa der, mærkede han med eet, at der kom Fart over Slæde og Hunde indefter mod Land. Og det gik rygende. Saa blev den forældreløse nysgerrig og aabnede venstre Øjenlaag ganske lidt paa Klem. Og se, Kritdlarssuark havde skabt sig selv om til Bjørn, og han travede nu af Sted, forfulgt af sine egne Hunde, og der, hvor han traadte, blev Havet til Is, som bar Slæde og Hunde. Med eet faldt den ene Slædemede gennem Isen, den forældreløse var nær druknet, og det kan nok være, at han skyndte sig med at faa Øjnene lukkede igen.

Saaledes kørte de længe frem; saa pludselig gjorde Hundene Holdt.

"Rejs dig og se dig om," sagde Kritdlarssuark og stod nu i sin egen Skikkelse ved Siden af Slæden paa Land.

Men da Drengen saa ud over den Vej, de havde kørt, var alt skummende Sø.

Saa stor en Magt havde Kritdlarssuark allerede som ung Mand. Men kom du nu hellere, Merkrusârk, frem med det, du vilde berette! Ellers kunde jeg let fortælle jer i Søvn med Sagn om min store Bedstefader! Og Solen staar endnu højt paa Himlen!" sluttede Panigpak.

"Ja, jeg skal fortælle, siden du har bedt mig om det?" sagde Merkrusârk henvendt til mig. Jeg er jo rejst herop til Agpat (Saunders Island), fordi jeg hørte, at du gerne vilde tale med mig." (Merkrusârk boede det Aar oppe ved Kangerdlugssuark, en Snes Mil nordligere). "Men ellers ved du jo, at Tale og Sagn hører Aftnerne og Nætterne til."

Da Kritdlarssuark først havde hørt, at der ovre paa den anden Side Havet skulde findes Inuit, havde han aldrig siden nogen Ro paa sig. Han holdt store Aandebesværgelser i Overværelse af alle Pladsens Beboere. Han lod sin Sjæl foretage lange Rejser gennem Luften sammen med sine Hjælpeaander for at søge efter fremmede Inuits Land. Endelig en Dag meddelte han sine Bopladsfæller, at nu havde han fundet det nye Land! Og han fortalte dem, at nu vilde han rejse bort til de fremmede Mennesker, og han opmuntrede alle til at følge sig.

"Kender I Længslen efter nye Lande? kender I Længslen efter at se nye Mennesker?" sagde han til dem.

Og straks var der ni Slæder, der sluttede sig til ham, og ti Slæder i Følge drog de Nord paa for at finde det nye Land, som Kritdlarssuark sagde, at han havde set i sin Sjæleflugt. Det var Mænd, Kvinder og Børn, i alt 38 Mennesker, som brød op. Der var:

1) Kutdlork, 2) hans Kone Talikitsork, 3) deres Datter Kunuk, 4) Sønnen Sarpinerk, 5) Apâpât, 6) hans Kone Inûguk, 7) Datteren Inuk, 8) Kringmigajuk, 9) hans Kone Angilerk, 10) Ulaijuk, 11) Inuk, 12) Agpâpik 13) hans Kone Tapaitsiark, 14) Utdlalârk, 15) Konen Inûguk, 16) Datteren Arnaviark, 17) Okraitdlark, 18) Nateravik, 19) Inûguk, 20) Konen Ningiulaungat, 21) Kratsôrk, 22) Arnarssuark, 23) Okré, 24) hans Kone Arnakutsuk, 25) Mamarunark, 26) hans Kone Manik, 27) Minik (den senere Morder), 28) Piuaitsork, hans Kone, 29) Avôrtungiark, deres Søn, 30) Krumangâpik, hans Kone, 31) Patdlork, deres Datter, 32) Itsugsârssua, 33) Merkrusârk, 34) Kritdlarsuark, hans Kone, 35) Aipak, 36) Maktârk, hans Kone, 37) Tuluarsuk, 38) deres Søn Sitdluk.

––––––––––––––––––––––––––

Vi rejste om Vinteren efter Lysets Frembrud og slog først fast Lejr ved Foraarstid, naar Isen brød. Der var mange Fangstdyr undervejs, Sæler, Hvidfisk, Hvalros og Bjørn. Store Strækninger af den Kyst, vi skulde befare, var ikke islagte, og vi maatte derfor ofte lægge Vejen ind over store Bræer. Paa vor Vej fandt vi ogsaa Fuglefjælde, hvor Alke byggede, og enkelte Edderfugleøer.

Da vi medførte alle vore Ejendele, Klæder, Telte, Redskaber, Kajaker, benyttede vi meget lange og smalle Slæder. (Han angiver mig et Maal paa Slædernes Længde, der var 20 Fod, Bredden 4 Fod). Vi maatte have vore Slæder saa lange, da vore Kajaker skulde transporteres paa dem. Mederne havde vi beslaaet med Hvalben eller Stødtænder af Hvalros. Navnlig Hvalbenene var overordentlig let glidende, især ud paa Foraaret, naar Solen begyndte at varme Sne og Is. Men det mest let trukne under en Slædemede er den tykke Hud af Hvalros. Men det holder ikke i Skrueis.

Vi havde indtil 20 Hunde for vore Slæder, med ulige lange Skagler. Det var upraktisk at køre saa mange Hunde i een Række med lige lange Skagler; de hindrer hinanden i at trække ordentlig, naar Tallet gaar over 12. De yderste vilde ogsaa komme til at trække alt for skraat ud fra Slæden, hvis man da ikke gav Hundene urimelig lange Skagler; alt for lange Skagler vilde desuden være upraktiske af den Grund, at Læsset føles tungere, jo længere Hundene fjernes fra Slæden. Vi brugte ingen Opstandere paa vore Slæder Men naar vi skulde ned ad Bræer, surrede vi Skinnerne over med Remme, for at de ikke skulde være for let løbende, og bandt Remmene fast i Slædens bageste Ende, for at vi i disse kunde holde igen, naar det gik nedad. Med disse Slæder kunde vi, foruden vor Bagage, ogsaa køre Kone og Børn; og selv kunde vi ogsaa sidde paa, naar Føret blot var ordentligt.

Ved den Tid, da Havisen bryder op, plejede vi at slaa fast Lejr efter at have udvalgt os en gunstig Fangstplads; derfra fangede vi saa Forraad ind til Vintren i vore Kajaker. Ud mod Efteraaret byggede vi Huse af Sten, som vi tættede med Tørv; i disse Huse blev vi Mørketiden over, indtil Lyset kom, og vi kunde fortsætte vor Rejse.

Saaledes havde vi rejst to Vintre, og i ingen af dem havde vi savnet Fangstdyr. Da hændte det, at en af de ældste iblandt os, gamle Okré, fik Hjemve. Han havde længe været alvorlig og uden Ord, da han med eet gav sig til at tale om Hvalkød. Han længtes hjem til sit Land, og han længtes efter at spise Hval. Hjemme i vort gamle Land fangede vi mange Hvaler.

Da han først havde begyndt at tale, gav han sig til at beskylde gamle Kritdlrassuark, der hele Tiden havde været Herre paa Rejsen, for Bedrageri. Han sagde, at det var Løgn, alt hvad Kritdlarssuark fortalte om det nye Land, og han opfordrede alle til at vende om. Der opstod nu stor Uenighed mellem de to gamle. De rejsende delte sig i dem, der holdt med Kritdlarssuark, og dem, der troede paa Okré, og alt imedens talte de to gamle hver for sin Mening; Kritdlarssuark sagde, at Okré var misundelig, fordi han ikke selv var Føreren, og Okré erklærede, at Kritdlarssuark bare bedrog sine Landsmænd for at faa Indflydelse over dem. Striden endte med, at fem Slæder vendte om, medens fem fortsatte. 24 Mennesker vendte om, medens 14 fortsatte, og blandt disse sidste var Okrés egen Søn, Minik.

Dette skete efter to Overvintringer.

Kritdlarssuark og de Folk, som troede paa hans Ord, drog nu videre mod Nord. Han paastod, at der nu ikke mere var langt til det nye Land, og han opmuntrede dem til at holde ud. Selv var han altid den første, der brød op fra en Lejr, og han kørte altid den forreste Slæde. Han var stærkere end de unge Mænd og mere udholdende, og det skøndt hans Haar var hvide. De, der kørte bagefter ham, paastod, at de ofte, naar de sled sig frem efter Mørkets Frembrud, kunde se en hvid Flamme brænde over hans Hoved; saa stor var han i sin Magt.

Hen paa Foraaret kom vi til et Sted, hvor Havet snævredes ind til et smalt Løb. (Vi var i Forvejen komne over to meget brede Indskæringer eller Fjorde). Her slog Kritdlarssuark Lejr og holdt Aandebesværgelse. Hans Sjæl gjorde en Luftrejse over Havet, og imedens laa hans Legeme livløst tilbage. Da Aandebesværgelsen var endt, bekendtgjorde han, at det var her, de skulde sætte over Havet. Paa den anden Side vilde de træffe Mennesker. Og alle adlød ham, for de vidste, at han forstod sig paa de skjulte Ting.

Saa satte vi over Havet, der var islagt, og slog Lejr paa Kysten. Der traf vi Huse, Menneskeboliger, men ingen Mennesker. Man havde forladt Pladsen. Men vi forstod nu, at der ikke var langt igen til Menneskene, og en stor Glæde fyldte alle; vor Ærefrygt for den Mand, der Aar igennem havde ledet os mod det fjærne Maal, kendte ingen Grændser.

Det blev bestemt, at vi foreløbig ikke skulde søge efter Mennesker, men først se at fange noget Forraad ind, thi Fangsten havde længe været sløj. Fangstdyrene havde gjort sig usynlige for os. Og Kritdlarssuark holdt en Aandebesværgelse for at finde Aarsagen til Misfangsten. Efter Besværgelsen bekendtgjorde han, at hans Sønnekone Ivalork havde aborteret, men havde holdt sin Abort hemmelig for at undgaa Bod. Derfor havde Fangstdyrene gjort sig usynlige. Og han bød nu sin Søn som Straf at spærre sin Kone inde i en Snehytte efter først at have trukket Pelsen af hende. I Snehytten skulde hun enten fryse ihjel eller dø af Sult. Før vilde Fangstdyrene ikke lade sig tage til Bytte af Menneskene.

Og straks byggede man en Snehytte og spærrede Ivalork inde. Dette gjorde Kritdlarssuark ved sin Sønnekone, som han holdt meget af; og han gjorde det, for at ikke uskyldige skulde lide for hendes Brøde.

Straks efter at denne Straf var iværksat, løb vi paa store Renflokke paa Land og havde Overflod paa Kød. Dette skete i Etah.

Medens vi laa dér, raabtes der pludselig en Dag: "Slæde! Slæde!" Og vi saa alle to Slæder nærme sig, Slæder fra et fremmed Folk. Og de saa os og kørte hen til os. Det var Mennesker fra den Stamme, vi saa længe havde søgt. Den ene Mand hed Arrutsak, den anden Agena; og de hørte hjemme ved en Plads, som hed Pitoravik, ikke langt fra det Sted, hvor vi laa lejrede. Vi raabte højt af Glæde; thi nu havde vi fundet nyt Land og nye Mennesker! Og vor store Aandemaner havde sejret over alle dem, som havde tvivlet paa ham.

Arrutsak var en Mand med Træben. Han var en Gang faldet ned fra et Fuglefjæld, fik vi senere at vide, og havde faaet sit ene Ben knust. Hans Moder havde da skaaret den kvæstede Del af Benet bort og lavet ham et Træben, der kunde surres fast til Benstumpen. Han kunde løbe og køre ganske, som om han aldrig havde mistet noget Lem. Men da vi første Gang saa ham komme løbende med sit Træben, troede mange af os, at det var almindeligt, at de nye Menneskers ene Ben var af Træ.

Vi gav os straks til at spise sammen med de nyankomne, og de fortalte os mange Ting om de Mennesker, vi nu skulde se. Under Maaltidet hændte der noget, som morede os alle.

Det var i vor Stamme Skik, at vi, naar vi vilde spise sammen i Fortrolighed, alle spiste af samme Kødben. Naar et Kødstykke bliver rakt én, skal man blot tage en Bid af Stykket og lade Resten gaa videre til dem, man skal spise sammen med. Det kalder vi Amerkratut. Men hver Gang vi nu rakte en af de nyankomne et Stykke Kød, de blot skulde bide en Mundfuld af, saa aad de hele Stykket; og det varede længe, før vi andre kunde faa noget at spise, for de var jo sultne.

Det var altsaa en Skik, de nye Mennesker ikke kendte, men nu har de alle optaget den. —

Efter Maaltidet kørte alle Mænd over til Pitoravik for at hilse paa de nye Mennesker, og Kvinderne blev først senere afhentede. Men under den store Glæde, der opstod ved Mødet, lukkede Itsukusuk sin Kone Ivalork ud af den Snehytte, hvori hun var indespærret, og frelste hende saaledes fra Døden. Ingen sagde noget dertil, thi alle tænkte kun paa den store Glæde. Det varede længe, før Ivalork kom sig. Hun var ganske uden Kød og meget forkommen.

Saaledes førte Kritdlarssuark os alle frem til nye Lande og nye Mennesker!

Disse Mennesker lærte vi mange Ting. Vi gav dem Anvisning paa at bygge Snehytter med lang Gang og Indgang fra neden. Naar Snehytter bygges paa denne Maade, kommer der ingen Træk ind i det Rum, hvor man skal opholde sig. Menneskene her byggede nok Snehytter, inden vi kom, men kendte ikke noget til Indgangen fra neden.

Vi lærte dem at skyde med Bue. Før vor Ankomst jagede de ikke de Mængder af Rensdyr, der lever i deres Land. Fik de tilfældigvis et Dyr, turde de ikke en Gang spise det, fordi de var bange for, at de skulde dø deraf, men fodrede deres Hunde dermed.

Vi lærte dem at stange Laks i Elvene. Der var mange Laks i Landet, men de kendte ikke det Redskab, hvormed man stanger dem.

Og vi lærte dem at bygge Kajaker og fange fra Kajak. Tidligere havde de kun drevet Isfangst og maatte da hen paa Foraaret sørge for at fange saa mange Sæler, Hvalrosser og Narhvaler, at de havde nok til Sommeren, naar Isen var gaaet. De slog sig i Reglen ned for Sommeren paa Øer, hvor Edderfugle rugede, eller i Nærheden af Alkefjælde, saaledes som her ved Agpat, eller paa Land, hvor Søkonger ynglede. De fortalte os, at deres Forfædre vel havde kendt Kajakens Brug, men at en ond Syge en Gang havde hærget deres Land og revet de gamle bort. De unge forstod ikke selv at bygge sig nye Kajaker, og de gamles Kajaker havde de begravet sammen med Ejerne. Saaledes var det sket, at Kajakfangst var gaaet i Glemme.

Men vi antog deres Slædetype, thi den var bedre end vor, og saa havde den Opstandere.

Alle de mange Mennesker optog os iblandt sig som Slægtninge, og vi blev der mange Aar uden at tænke paa Hjemrejse. Men saa var det, at gamle Kritdlarssuark atter fik Lyst til at tage paa Langfærd. Han var den Gang meget gammel med Børn og Børns Børn. Men han sagde, at han vilde se sit gamle Land endnu engang, før han døde. Og han bekendtgjorde, at han nu atter vilde bryde op. Han havde da været blandt de nye Mennesker i seks Aar. Alle, der havde fulgt ham hertil, vilde heller ikke nu forlade ham, men gjorde sig rede til Opbrud. Kun hans Søn Itsukusuk bestemte sig til at blive, fordi han havde et lille Barn, der var sygt.

Jeg var en halvvoksen Dreng, da jeg kom hertil; nu havde jeg lige taget Kone og bestemte mig straks til at drage med tilbage. Det gjorde ogsaa min Broder, Krumangâpik.

Til os, der nu vilde vende hjem til vort Land, sluttede sig en Mand af Stammen her, Ehrè, med Kone og et lille Barn. Nu havde han faaet Lyst til at se vort Land. Og saa kørte vi bort.

Kritdlarssuark fik aldrig genset sit Land. Han døde under første Overvintring. Og efter hans Død gik det os alle meget ilde. Under vor anden Overvintring havde vi ikke faaet fanget tilstrækkeligt Forraad til Vintren, og under det store Mørke udbrød der Hungersnød iblandt os. Vi opholdt os i Nærheden af en stor Sø, hvor vi kunde fange nogle Laks. Men det var ikke tilstrækkeligt. De fleste af vore Rejsefæller havde for store Vomme, og saa begyndte de at sulte ihjel.

Kritdlarssuarks Kone, Agpârk, og min Fader og Moder, og Ehrès døde af Sult. Og de, der var tilbage, og som vragede Laksene, gav sig til at æde Lig. Særlig var Minik og Maktârk slemme. Jeg saa dem spise min Fader og min Moder. Jeg var for ung og kunde ikke hindre det. Saa en Dag var det, at Minik bagfra kastede sig over mig for at slaa mig ihjel og spise mig. Men heldigvis kom min Broder til i samme Øjeblik, og det lykkedes kun Minik at faa mit ene Øje stukket ud, hvorefter han styrtede ud af Huset. Vi saa ham nu sammen med Maktârk bryde ind i et Hus ved Siden af, tage hver sit Lig paa Nakken og flygte op i Fjældene. Før de forsvandt, hørte vi dem paakalde Sne og Snestorm. Det var, for at deres Spor ganske kunde blive udslettede. Og siden saa vi ikke mere til dem.

Nu forlod min Broder, hans Kone og hans to Børn, (et af hans Børn var allerede død af Sult), og jeg og min Kone vor Bolig og bestemte os til at vende om. Vi kom ikke langt. Det var i den mørke Tid, og det faldt ind med megen stærk Kulde, og intet var der at fange. Paa denne Rejse mistede min Broder sin Kone, idet hun gik vild paa en Bræ og blev borte. Vi maatte nu slaa os ned og bygge Snehuse, og da vi intet Forraad havde, maatte vi spise vore Hunde. Saaledes blev vi ogsaa uden Forspand. Og vi maatte, da vi siden skulde fortsætte vor Rejse, spænde os selv for vore Slæder og trække dem.

Paa femte Aar efter vor Afrejse sammen med Kritdlarssuark naaede vi atter tilbage hertil efter at have døjet meget ondt. Det er svært at komme frem paa lange Strækninger, naar man intet Forspand har, og det er svært at skaffe sig Forraad uden Hunde. Men det Menneske, som altid lever paa Rejser, maa ofte døje ublide Kaar. Jeg skal slutte med bare at fortælle dig om, hvorledes det gik min Broder Krumangapik.

Han var i alt gift fire Gange og fik i disse fire Ægteskaber femten Børn. Hans første Kone, Patdlork, for vild paa en Bræ og frøs ihjel. Hans anden Kone, Ivalork, blev begravet under en Snelavine og frøs ihjel. Hans tredje Kone, Nujaliark, døde af Sygdom, og hans fjerde Kone Ekraisuark frøs ihjel. Af hans 15 Børn sultede een ihjel, fire frøs ihjel, og fem døde af Sygdom. Krumangapik selv frøs ihjel under en Snestorm.

Jeg skal fortælle om hans Død.

De boede først paa Vintren nu dette Aar ved Etah, men da Kødet var ved at slippe op for dem, og Spækket, og de løb Fare for at sidde i deres Huse ved slukkede Lamper — de var seksten Mennesker — bestemte de sig til at drage Syd paa, hvor de vidste, at der var fuldt op af alle Forraad. Da de var komne over den store Bræ ved Etah — det var lige ved Lystid, paa den Tid er Kulde og Storm altid haardest! — blev de overfaldne af en Snestorm; og da der var flere Kvinder og smaa Børn med i Følget, slog de straks Lejr for at bygge Snehuse. Krumangâpik, der den Gang var en meget gammel Mand, havde taget for voldsomt fat med at skære Sneblokke og bygge Hus og blev meget svedt. Da Bygningsarbejdet var færdigt, maa han pludselig være bleven stærkt afkølet, gennemsvedt som han var, og da de ikke havde noget Spæk at tænde op med i Snehytten, er han dér frossen ihjel sammen med sin Kone og to smaa Børn. Kun paa den Maade kan jeg tænke mig, at Kulden har dræbt ham. For han plejede ellers altid at være stærkere end den.

De var elleve, der omkom.

Da Snestormen ophørte, var der endnu fire i Live, nemlig Aleka, Kraingark, Pualuna og Inokrusiark. Da de havde spist deres Hunde, forsøgte de at trænge Syd paa til Serfalik, hvor jeg boede sammen med min Kone. Men da det viste sig, at de alle var meget udmattede, maatte de efterlade Inokrusiark, der var den mest medtagne. De lagde lidt Hundekød ind i Snehytten til ham, men det viste sig senere, at han kort efter deres Afrejse var frosset ihjel.

Aleka, der var en midaldrende Kvinde, og Pualuna, hendes Søn paa en halv Snes Aar, blev ligeledes hurtigt udmattede. Og Kraingark blev derfor nødt til at lægge dem paa en Slæde og skubbe dem paa denne til Serfalik. Saaledes blev disse tre reddede. Jeg har senere været oppe for at se til de ihjelfrosne. Jeg havde tænkt paa at begrave min Broder og hans Familie; men det viste sig umuligt, da de vare ganske tilføgne og fastfrosne i Driver. Her og der stak der vel noget af en Arm eller noget af et Ben frem, men man kunde intet Legeme løsrive uden at beskadige det. Jeg havde ingen Spade til at grave dem ud med. De var frosne ihjel lige paa Iskanten.

Naar det store Foraar kommer, og Solen smelter Isen og styrter Iskanten ud i Havet, vil de følge med og finde deres Grav.

Ja, nu har jeg fortalt dig om Ting, som jeg ellers ikke holdt af at tale om. Men hvad gør man ikke for en kær Gæst i sit Land!

Naar du kommer hjem til dine Landsmænd, kan du jo fortælle om, hvad du nu har hørt. — Sig dem, at da du traf mig, var jeg endnu stærkere end Døden. Du ser, at mit ene Øje er blændet. Det stak Minik ud paa mig, da han vilde stille sin Sult med mit Kød. Se en Gang min Krop: den er fuld af dybe Ar; det er Mærker efter Bjørnekløer. — Døden har været mig nær mange Gange. — Min Slægt forsvinder, jeg er snart alene tilbage, men saa længe jeg kan holde en Hvalros og dræbe en Bjørn, vil jeg dog være glad ved at leve." —

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 21-35. København, 1905.