Nye mennesker – Legemet (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Legemet
Sjælens Redskab er Legemet, som er forgængeligt. Al Ulykke og Sygdom, som møder Mennesket, rammer dette; og ved Døden bliver det onde tilbage i Legemet. Man maa derfor iagttage megen Forsigtighed, naar Liget skal stensættes.
Følgende Forholdsregler overholdes derfor ved Dødsfald. Naar nogen dør, skal Liget begraves saa hurtigt som muligt. Det er kun den allernærmeste Familie, der har med Liget at gøre. Uvedkommende udsætter sig nødigt for den Bod, der forlanges af det Menneske, som har arbejdet med Lig.
Den døde lægges med Hovedet mod Solens Opgang.
Han nedsættes i en Stendysse, fuldt paaklædt, med alle sine Redskaber. Sjælen fortsætter Livet og kunde faa Brug for dem.
Liget indsnøres i Skind og slæbes op til det Sted, hvor Stensætningen skal rejses.
I fem Dage maa ingen gaa tværs over de Spor, der er traadte af de ligslæbende.
Er den døde en Mand, dræbes hans Hundespand; de døde Hunde spændes for hans Slæde, der hensættes ved Graven. Er den døde derimod kun en Kvinde, dræbes blot en enkelt Hund. Dette gøres, for at Mennesket ikke skal være ene om sin Død.
De Mennesker, som har arbejdet med Lig, maa holde sig fem Døgn stille i deres Hus eller Telt. I disse Dage maa de ikke selv tilberede deres Mad eller selv partere det kogte Kød. De maa ikke aftage deres Klæder om Natten eller slaa deres Hætter ned. Naar de fem Døgn er gaaet, maa de vaske Hænder og Krop.
Naar Solen atter staar i samme Stilling til Jorden som den Gang, da deres Slægtning døde, skal de bortkaste det Tøj, de den Gang bar.
De skal i fem, efter Stensætningen følgende, Dage ved Solopgang og Solnedgang sammen gaa op til den dødes Grav og gaa en Gang omkring den i samme Retning, som Solens Bevægelse paa Himlen.
Der maa ikke i fem Dage køres med Slæde paa Land, hvor nogen er død.
Alle Redskaber, Slæder og Kajaker bæres ned til Iskanten og lægges saaledes, at de ikke vender mod Land. Ligeledes bringes de Ting, der er under Arbejde, ned paa Iskanten. Det maa henstaa der i fem Dage.
I samme Tidsrum maa intet Arbejde udføres. Er et Syarbejde dog absolut nødvendigt, maa først Øjenbrynene sværtes.
Mænd maa paa en Køretur aldrig selv klare Skagler, naar de har haft med Lig at gøre. De skal, naar de vil paa Rejse, altid medtage en Dreng, der kan gaa dem til Haande med de Ting, som er dem selv forbudte. Første Gang de skal ud paa Is efter en Begravelseshandling, maa de, idet de betræder Iskanten, fremsige en Formular. Ligeledes maa de fremsige en Formular, første Gang de gaar i Kajak.
I fem Dage maa der ikke drives Fangst fra den Plads, hvor nogen er død.
Venstre Næsebor tilstoppes med Straa, naar nogen er død; dette gøres for at faa et langt Liv. Næseboret holdes kun tilstoppet, saa længe Begravelsen varer.
Der maa ikke plukkes Straa paa den Boplads, hvor nogen er død; dette overholdes i fem Dage; thi Jorden er levende, og det vilde smerte den, at man kort efter et Menneskes Død, ogsaa vilde dræbe noget af den. Skal man dog nødvendigvis skaffe Straa til Kamiker eller Briksunderlag, maa det plukkes paa et Land, der er adskilt fra Bopladsen ved en Isbræ.
Alle disse Forbud overholdes af Frygt for den døde.
Ingen maa tage noget, der er hensat ved en døds Grav. Gør man det alligevel, maa man i Graven henlægge Erstatning til den dødes Sjæl. Man kan betale med Redskaber eller med Kød og Spæk; alt dog en miniature. Tager man en Kajak, maa man lægge en lille Model i Stedet; tager man en Harpun, maa man erstatte den med en Harpunmodel, og vil man betale med Kød, behøver Stykket ikke at være større end en Finger, for Sjælen kan selv gøre det stort.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 128-130. København, 1905.
