Nye mennesker – Solen, maanen og stjernerne (KR)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Knud Rasmussen
Nye mennesker
1905
Solen, maanen og stjernerne
II. SOLEN, MAANEN OG STJERNERNE
SOLEN OG MAANEN
Solen og Maanen var Søskende. En Gang om Vinteren under det store Mørke gav man sig til at lege i Husene ved slukkede Lamper. En for en tog saa Mændene den Kvinde, de havde ligget hos, med sig uden for og tændte Fakler for at se, hvem det var . . . Da Maanen saaledes førte sin Kvinde ud, saa han ved Faklen, at det var Solen, hans Søster.
Solen blev skamfuld over, at hun havde ligget hos sin Broder, afrev sine Bryster og kastede dem for ham.
Jeg falder nok i din Smag, — her — smag paa det ogsaa!"
Hun løber nu sin Vej og Broderen sætter efter; begge holdt de deres Fakler i Haanden.
Med et begyndte de at hæve sig op mod Himlen, men Maanen falder, og hans Fakkel gik ud, saa at den kun glødede. De kom saaledes op til Himlen. Solen, som holdt sin Fakkel brændende, er lysende og hed, men Maanen, hvis Fakkel blot gløder, er kun lysende uden at varme. I Himlen har de nu deres Hus, delt i to Rum.
I den store Sommer gaar Solen aldrig ind i sit Hus; den er ude Dag og Nat, og Jorden blir da dejlig, naar Sneen smelter bort, og Blomster vokser frem. I den Tid gaar Maanen aldrig ud af sit Hus.
Men om Vinteren, naar Solen ikke mere forlader sin Bolig, kommer det store Mørke, og da er der Uhygge for Mennesker. Den kolde Maane er da ene om at lyse, men da den ogsaa skal hjælpe Menneskene paa anden Vis, forsvinder den ogsaa til Tider. Den skal nemlig hente Fangstdyr til Menneskene. Derfor siger man ved Nymaane: "Tak, du er kommen med Bytte!"
Under det store Mørke tager Menneskene ikke paa Fangst, de ta’r da blot paa Besøg til hverandre og synger Trommesange. Kun naar en Bjørn kommer nær ind til Husene eller skjuler sig i et Isfjælds Hule, tænder man store Fakler og jager den.
Naar Stjernebilledet, den store Bjørn, mødes med Daggry, fyldes Menneskene med megen Glæde; thi da er der ikke længe til Lyset.
Og naar saa endelig den store Sol kommer, raaber Menneskene: "Glæde, Glæde, den store Varmer er kommen, snart vil vi kunne søge Solsiden!"
Og saa kommer den Tid, da man bygger Læmure af Sne og samler sig om en Mands Kød til store Maaltider.
- Fortalt af
- MAISANGUARK
- (Mand, c. 30 Aar).
MAANEBOERNE
Der var en Gang en Kvinde, der flygtede bort til Fjælds; hun kunde ikke gaa, men maatte krybe, fordi hendes Mand havde stukket hende under Fodsaalerne med en Kniv.
Paa sin Vej ser hun en Slæde, der farer af Sted gennem Luften. Det var den store Maanemand.
"Hej, du store Maanemand!" raabte hun til ham, og saa kom han. Da han var naaet frem til hende, ønskede han hende til Kone.
Paa sin Slæde havde han mange Sælskind; dem begyndte han at tage fra, for at hun kunde sætte sig paa det nederste.
"Luk Øjnene!" sagde han til hende, og saa kørte de op gennem Luften.
"Naar du kommer ind i mit Hus, maa du endelig ikke se hen i Retning af Solen; du maa heller ikke smile, for saa vil Indvoldsrøveren skære Indvoldene ud af Livet paa dig," forklarede Maanemanden hende.
Der fortælles, at der lige ved Siden af Maanen bor en Mand, der røver Menneskers Indvolde. Det er Maanens Fætter. Han besøger Maanen og holder Trommedanse med ham. Under sin Sang og sin Dans søger han at faa Menneskene til at le, og faar han dem bare til at smile, skærer han Maven op paa dem og udtager Indvoldene; derfor medfører han altid en Bakke af Træ. Hans Ansigt indbyder stærkt til Latter, for han har store udstaaende Øjne og opadvendte Næsebor, og saa vrider han sin Krop i Dans til Trommens Takt.
Ja, saa kom da Maanemanden frem til sit Hus.
"Pas nu endelig paa, at du ikke ser til Solen," sagde han igen, "for hvis du vækker hendes Nysgerrighed, kan hun let komme til at brænde dig!"
De kom nu ind i Huset, og Kvinden skelede blot en lille Smule hen mod Solen og fik straks sin Pelskrave brændt.
Henne ved Sidebriksen opdagede hun en Del Mennesker, Indvoldene var skaarne ud paa.
Tidligere havde nok Maanen anvendt en Sælknokkel som Kone, men nu da han havde faaet en rigtig Kvinde, forsmaaede han den og kastede den ind i den bageste Ende af Husrummet.
"Hum!" sagde den fornærmet, da den faldt.
"Naar du engang bliver svanger, kan du jo rejse hjem," sagde han til sin nye Kone.
Endelig en Dag kom saa Indvoldsrøveren paa Besøg og gav sig til at holde Trommedans. Hans Kone stod i Vinduet og saa til.
"Nu var hun lige ved at smile," raabte hun ind; men det var slet ikke sandt, og tilsidst maatte Indvoldsrøveren gaa, vred og med uforrettet Sag.
En Dag saa Kvinden fra sin Briks ned paa Jorden, og der fik hun Øje paa sine to smaa Børn, der gik med hinanden i Haanden; og saa fik hun Hjemve.
Endelig blev hun svanger, og saa bragte Maanemanden hende hjem.
Da han nu havde forladt hende, sendte han hende stadig Føde, idet han lod Bjørne, Ræve og Harer falde ned til Jorden.
Men en Dag kom en gammel Kælling bag paa ham, og saa blev han skamfuld og kom siden aldrig mer med Føde.
Gennem denne Kvindes Fortælling fik Menneskene Kundskab om Maaneboerne.
- Fortalt af
- ARNALUK.
DEN STORE BJØRN
En Kvinde, som havde aborteret, var løbet bort fra sin Familie. Paa sin Vej kom hun til et Hus. I Husgangen laa der Huder af Bjørne. Hun gaar ind.
Det viste sig at være Bjørne i Menneskeskikkelse.
Men hun blev dog hos dem. En stor Bjørn fangede til dem. Den trak i sit Skind, gik ud, blev borte og kom altid hjem med Fangst. Men en Dag fik Kvinden, der var løbet bort, Lyst til at se sin Familie og vilde hjem, og saa gav Bjørnen sig til at tale til hende:
"Tal ikke om os, naar du kommer tilbage til Menneskene," sagde den. Den var angst for, at dens to Unger skulde blive dræbte af Menneskene.
Saa gik Kvinden hjem, og en stor Lyst til at sladre kom nu over hende; og en Dag, da hun sad og lyskede sin Mand, hvisker hun ind i Øret paa ham:
"Jeg har set Bjørn!"
Mange Slæder kører ud, og da Bjørnen ser dem komme mod sit Hus, faar han stor Medlidenhed med sine Unger og bider dem ihjel. Den vilde ikke have, at de skulde komme i Menneskenes Vold.
Men saa for den ud for at søge efter Kvinden, der havde bedraget den, brød ind i Huset til hende og bed hende ihjel. Men da den kom ud igen, sluttede Hundene Kreds om den og kastede sig over den. Bjørnen forsvarede sig, men med eet blev de alle lysende og steg op til Himlen som Stjerner. Og det er dem, vi kalder Krilugtûssat: dem, som ligner en Flok gøende Hunde efter Bjørn.
Siden tager Menneskene sig i Agt for Bjørnene, for de hører, hvad Menneskene siger.
- Fortalt af
- AISIVAK.
VENUS
Der var en Gang en gammel Mand, der stod ude paa Isen og ventede paa, at Sæler skulde komme til Aandehul for at drage Aande. Men lige inden for ham paa Land legede en stor Flok Børn i en Fjældkløft; og Gang paa Gang skræmte de Sælerne bort for ham, netop som han skulde til at harpunere dem.
Til sidst blev den gamle Mand rasende paa dem, der forstyrrede hans Fangst, og raabte ind:
"Luk dig, Kløft, over dem, som skræmmer mit Fangstdyr bort!"
Og straks lukkede Kløften sig over de legende. En af dem, som bar paa et lille Barn, fik sin Pelsflig skaaret i Stykker.
Nu gav de sig alle til at skrige derinde i Kløften, da de ikke kunde komme ud. Og ingen kunde bringe Mad til dem dernede, men lidt Vand hældte man ned gennem en smal Aabning i Revnen, og de slikkede det op af Klippesiden.
Til sidst døde de alle af Sult.
Den Klippe, der her fortælles om, er oppe ved Igdluluarssuit, op ad Nekre til.
Man kastede sig nu over den gamle Mand, som havde tryllet Fjældkløften til for Børnene. Han satte af Sted i Løb, og de andre efter ham.
Men med eet blev han lysende og for op til Himlen og sidder nu deroppe som en stor Stjerne. Vi ser den i Vest, naar Lyset efter det store Mørke begynder at vende tilbage — men langt nede — den kommer aldrig højt op. Vi kalder den for Naulagssartork: den, der staar og lytter. Maaske fordi den gamle Mand stod derude paa Isen og lyttede efter, at Sæler skulde drage Aande.
- Fortalt af
- MAISANGUARK.
Kilde
Knud Rasmussen: Nye mennesker, s. 194-199. København, 1905.
