Om Sv. Aggesens Krønike
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
Svend Aagesen var, efter alt hvad vi veed, den Første, som har givet en sammenhængende Fremstilling af Danmarks Historie. Han levede samtidig med Danmarks berømte Erkebiskop Absalon, med hvem han var godt kjendt og hvem han fulgte paa hans vendiske Tog (see S. 21. 39.) rimeligviis som hans Haandskriver. — Ligesom det var Absalon, der opmuntrede Saxo til at begynde at skrive en Danmarks Historie, saaledes var det uden Tvivl den Samme, der har tilskyndet Svend Aagesen, Saxos Omgangsven og Medbroder, til et lignende Foretagende. (S. 27. 12). Mærkeligt nok, at de begge To, baade Svend og Saxo, ende deres Historie med samme Begivenhed (nemlig med Kong Knuds Hylding af Hertug Bugislav); men dette bliver os dog ganste forklarligt, naar vi tænke os Absalon som den der afridsede begge sine Venner Marken, og som i de afskyelige Venders endelige Undertvingelse fandt en ypperlig Hvileplads for hvem der paa den Tid kunde have Mod paa at skrive en Danmarks Historie (1).
Svend Aagesen var af anseelig Familie; hans Bedstefader Christjern Jyde, omtales meget af Saxo i de urolige Dage efter Knud Lavards Mord; han skal have været en Broder til Asger, som var den første Erkebiskop i Lund. Christjerns Søn Aage, omtales af sin Søn, da denne i sin Krønike kommer til at fortælle om Slaget ved Onsild-Bro, hvor Aage i Forening med Bjørn Jernside ved deres Tapperhed dækkede Erik Emuns Flugt. En Broder til samme Aage var Erkebiskop Eskild, Absalons Formand paa Lunds Bispestol.
Hvad nu Udgaverne af Sv. Aagesen angaaer, da er Hans Danmarks Historie (2) to Gange udgivet paa Latin: første Gang Aar 1642 af den lærde Stephanius, Professor i Sorø, den Samme, som ogsaa gav os den latinske Udgave af Saxo; anden Gang Aar 1772 af vor navnkundige Jacob Langebeck, i det første Bind af de Kildesamlinger til Middelalderens Historie, han begyndte at levere. Udgaven af 1772 er dog, hvad den egentlige Text angaaer, ikkuns et Optryk af Udgaven fra 1642, eftersom der ikke længer forefandtes noget brugbart Haandstrift paa noget af Bibliothekerne. — Paa Dansk er Svend Aagesens Danmarks Historie kun een Gang udgivet, nemlig af Professor Odin Wolf i Tidsstriftet Iris for 1807. Denne Oversættelse, hvoraf dog ogsaa et særskilt Aftryk kom i Boghandelen, er imidlertid ikke meget ude iblandt Folk og egner sig ei heller godt til Folkelæsning, da Sproget i den ikke synes noksom underholdende og hjemmeligt for Almuen.
Det var min Hensigt med den Oversættelse af Sv. Aagesen, jeg her fremlægger for danske Læsere, at virke hvad jeg kunde til at gjøre denne vort Fædrelands ældste Histoneskriver tilgjængelig for de Læsere af alle Stænder, der maatte ønske at gjøre hans Bekjendtskab; — men ved Siden heraf har jeg dog havt et andet, mere practisk Maal for Øie. Det har nemlig ofte gjort mig ondt at tænke paa, i hvor stor en Uvidenhed vor Ungdom levede angaaende Fædrenelandets Historie og de Digtere, som have besunget denne. Til at raade Bod herpaa kunde det kun lidet hjælpe, at der udkom vidtløftige, om end nok saa gode Lærebøger, thi naar Ingen ret følte Lyst til at benytte dem eller anbefale Ungdommen dem, blev Alting som det var før. Umuligt er det derfor, at denne Sag kan have Fremgang, uden den faaer levende Talsmænd, som besjælede af Interesse for Fædrelandets Historie og Poesi — ved Samtale, ved Fortælling og Forelæsning vil bestræbe sig for at vække det Liv hos Ungdommen, som nu desværre saa meget savnes. — I vore Dage staaer det imidlertid ikke til at vente, at det skulde være meer end i alt Fald ganske enkelte Lærere, som havde Mod og Lyst til paa egen fri Haand at give deres Disciple en Fremstilling af den danske Historie; de Fleste, som kunde ønske at virke for Sagen, vilde dog bestandig spørge efter en trykt Bog, hvortil Discipelen kunde knytte hvad der mundtlig var bleven ham meddeelt og fortalt; men et saadant Hjælpemiddel, mener jeg, vilde netop Sv. Aagesens Danmarks Historie godt kunne frembyde, hvor den blev indført som en Læsebog. — Til det Øiemed har jeg ogsaa adskilt Krøniken fra de oplysende Anmærkninger, i hvilke sidste jeg ikke alene stadig har jevnført Saxo, men ogsaa henviist til de bedste danske Digte, jeg kjendte, der vedrørte de i Krøniken omtalte Begivenheder (3), for at Læreren enten kunde forelæse eller frit fortælle efter de angivne Henviisninger, saaledes som det bedst maatte kunne falde sig for ham.
Nu er det kun Spørgsmaalet, om man vil være enig med mig i, at nærværende lille Bog paa denne Maade lod sig anvende til historisk Underviisning i Skolerne.
Jeg venter i saa Henseende fornemmelig to Indvendinger, nemlig 1) at Bogen jo kun behandler et Stykke af den danske Historie; og 2) at Afvigelsen hos Sv. Aagesen fra det, man efter Saxo er vant til at ansee som rigtigt, er for stor til at nogen Underviisning i den danske Historie efter den kan grundes.
Hvad den første af disse Indvendinger angaaer, saa maa jeg dertil svare, at da det dog er umuligt paa eengang at blive bekjendt med hele den danske Historie, er det aabenbart bedst, først at begynde med et Stykke. Men nu tør jeg nok ansee det som afgjort, at næst efter Øienvidners Fortælling om de i Mandsminde oplevede Begivenheder, er der Intet af vor Historie, der saa meget tiltaler Barnet og Ungdommen, som netop den første Deel af samme: Beskrivelsen af Folkets Barndom og Ungdom; og den, hvem det lykkes ret at skue sit Folk i dets Barndom og første Ungdom, han kjender det dermed for bestandigt, han er indtraadt i Historiens Tempel for aldrig meer at træde tilbage.
Hvad den anden Indvending angaaer, da indrømmer jeg, at der i Sv. Aagesens Krønike ere mange Afvigelser fra Saxo; men man maa betænke, at det er gamle, for længe siden tilbagelagte Tider Talen er om, og hvem tør sige, at Saxo altid har Ret i sine Fortællinger? Vistnok bør vi i det Hele troe ham bedre end Sv. Aagesen, men deraf følger ingenlunde, at det skulde være nødvendigt at føre Discipelen ind i alle kritiste Sammenstillinger, som paa den Maade lod sig anstille mellem Svend og Saxo, lige saa lidet som det var tjenligt at bebyrde hans Hukommelse med at udpille til ham hvert Navn eller Begivenhed, som Saxo har meer end sin Collega. Al saadan død Udenadslæren og tør Hukommelses-Værk virke uendelig megen Skade, hvorsomhelst de drives, saa det skulde gjøre mig meget ondt, om de Anmærkninger jeg her har leveret, nogensteds skulde blive benyttede i saa aandløs en Retning.
Efterat jeg saaledes har stræbt at imødegaae tvende af de væsentligste Indvendinger, jeg tænkte mig mod denne lille Bogs Brugbarhed til historisk Underviisning: har jeg ikke andet tilbage end at ønske god Lykke og Fremgang, ikke saa meget for Bogen, som for den Sag, jeg for min ringe Andeel under mit Arbeide ret stadig har havt for Øie, jeg mener Udviklingen af Sands og Smag for den danske Historie og de nationale Digterværker. Litteraturen aabner os i denne Henseende en vid Mark, det gjælder kun om, at der findes Arbeidere, som ikke holde det under deres Værdighed, at pløie og bearbeide denne Ager for fattige eller umyndige Landsmænd. —
Dog vi ville haabe det Bedste af den kommende Tid og det styrende Forsyns Naade!
Christianshavn den 28de Januar 1842.
Th. Fenger.
Noter:
1) Ja, ogsaa Knytlingesaga, den berømte islandske Beskrivelse af vore Kongers Historie fra Harald Blaatand til Knud VI — ogsaa den ender med Bugislavs Underkastelse.
2) Foruden Danmarks Historie Har han ogsaa udgivet Knud den Stores Vitherlagsret paa Latin (S. 24); denne findes i Stephanius's Udgave.
3) Jeg maa i denne Henseende engang for alle gjøre opmærksom paa den omhyggelige Udgave af Rimkrøniken, Hr. Ley i forrige Aar Har leveret, og paa det varmeste anbefale den til Læserens Opmærksomhed, — ligesom jeg ogsaa maa nævne den af Hr. Fr. Fabricius besørgede „Samling af fædrelandshistoriske Digte” som Aar 1836 blev udgivet af Tryklefrihedsselskabet.
