Prædiken om tiende

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Gammelnorsk homiliebog


Prædiken om tiende

Sermo de decimis


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2024



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Gammel norsk Homiliebog, Christiania, 1864


Høstarbejde
fra et 1100-tals håndskrift

Gode venner! Nu skal I få at høre, hvad bogen[1] fortæller om, hvordan kristne mennesker skal afdrage på lånet fra Gud, såfremt vi skal gøre sådan, som Kristus byder.

Gud selv påbød det i den forrige tidsalder, og på samme vis siger han nu til os, at hvert et kristent menneske med velvilje og som tak til Gud skal give en tiendedel af hele den avl, han får i løbet af tolv måneder, for at han kan nyde godt af de ni andre dele og sin egen lykke og beholde dem uden synd med velsignelse fra den almægtige Kristus.

For dette siges og skrives i hellige bøger: »Ethvert menneske, som ikke vil betale tiende af sine værdier, sådan som Kristus selv sagde og påbød os, er udelukket fra Himmerige, men dømt til Helvede, og dette vil forårsage sygdomsudbrud blandt menneskene og uvejr og uår.«

Endvidere siger de hellige skrifter: »Hvis vi berøver Kristus den tiende del, så berøver han os de ni andre dele og lader os beholde den tiende del sammen med sin vrede.«

Og den almægtige Gud, der forsyner os med alt, han vil have en tiende del af sin gave — ikke fordi han behøver den, men fordi vi behøver at give ham den til hæder for ham og til gavn for os. For på den måde efterkommer vi hans befaling godt, sådan som han lovede profeten Simon, da han sagde: »I skal give jeres tiende som taksigelse til mig med glæde og med velvilje og et godt sind. Men prøv mig, og da vil I erfare, om jeg giver jer godt vejr og god åring eller ikke.«

Nu skal denne tiende afdrages på den måde, som Gud har bestemt. Og Kristus selv lærte menneskene, at det skal gøres sådan, at enhver skal give tiende af den avl, han har fået i løbet af tolv måneder. Den, som er købmand eller håndværker, skal gøre det samme som bonden. Den mand, som ejer en kalv eller et lam eller en gris, han skal værdisætte den og give Gud en tiendedel af værdien. Og af alt, hvad en mand erhverver sig retmæssigt, skal han betale tiende som tak til Gud, for at de ni dele, som er tilbage, skal trives vel.

Men hvis dette ikke bliver gjort, da kan det gå jer sådan, som profeten siger med Guds mund: Dabis impio militi, si non vis dare sacerdoti — under tvang må du give din tiende til ugudelige riddere, såfremt du ikke velvilligt giver den til den almægtige Gud og dine præster.

Tænk nu for Guds skyld — gode brødre! — på det, som skal være jer til hjælp i denne verden og skaffe jer evig salighed i den næste verden, og som er til hæder for Gud og gode mennesker, og udred jeres tiende af alle de ting, som den almægtige Gud forsyner jer med, og dyrk Vorherre vel og med højagtelse i alt det, som vi her har fortalt om, og hav den i tankerne, som altid var, og som uden ophør altid vil være. Amen.




Note:

  1. ɔ: de skriftlige kilder