Sv. Aggesen kap.7
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Danmarks krønike
og de følgende Konger — til Gjæstebudet i Roeskilde
Da Niels regjerede i Danmark, var det, at Knud, Erik Eiegods Søn — lige udmærket ved sin Klogskab, Dygtighed og Retsindighed i enhver Henseende — var Hertug i Slesvig. Med udmærket Tapperhed tæmmede han de vilde rasende Vender og lagde dem under sit Herredømme. Men nu begyndte Misundelsen at opægges og komme i Kog ved hans glimrende Dyder, saa der fandtes dem, der stræbte at berede denne udmærkede Fyrste hans Undergang; thi en nylig opstaaet Magt er altid Kongerne mistænkelig, og Enhver, som har Magten, taaler nødig Nogen paa Siden af sig.
Dette fik vi nu ogsaa her at see, idet Knuds Sødskendebarn Magnus, uden at ændse Blodsforvandtskabet, indlod sig i en Sammensværgelse med Henrik Skadelaar, Ubbe, Hagen og nogle Andre; havde en Sammenkomst med dem i en Sal, som om det kunde være et venskabeligt Statsspørgsmaal det gjaldt, og fattede der den afskyelige Plan at myrde Knud. Han indbød til den Ende Knud at møde sig uden Vidner i Skoven tæt ved Haraldsted.
Den uforsagte Christi Stridsmand, som ingen Brøde var sig bevidst, undslog sig ikke for at møde; men med Korsfanens hellige Tegn, uden at beskyttes af Skjold eller Hjelm, blot ledsaget af to Drabanter, oppebier han, det taalmodige Lam, de rasende Ulves Anfald. Snart indfandt Forræderne sig som Ulve i Faarepeltse: Pantser og Hjelme havde de skjult med Kappe og Hætte. De troløse Sammensvorne skynde sig nu at myrde hiin sande Israelit, deres egen Frænde, og gjorde paa den Maade Alt hvad de kunde gjøre, for at overantvorde Himmelen den Sjæl, som nys var indesluttet i Kjødets Fængsel. Hans Lig blev siden af fromme Christne ført til Ringsted, for at jordes, og her var det, der skete flere Mirakler, som viste hans Hellighed i det stærkeste og meest glimrende Lys.
Denne store og afskyelige Forbrydelse opvakte en alvorlig Opstand i Danmark.
Erik, som blev ansporet af Guddommens Finger, brændte af Begjærlighed efter at stride imod sin Farbroder, Kong Niels, og tage Bod for sin myrdede Broder; snart fik han og med Alles Samtykke Kongenavn. De leverede hinanden ofte Slag, men af Valpladsene ere dog disse, vi nu skal nævne, de berømteste.
Det første Slag de holdt med hinanden, stod ved Nonnebjerg; her vandt Niels og fangede i samme Slag min Bedstefader Christjern, som han lod slutte i Jern og sende bort i Forvaring til et Kastel tæt ved Slesvig. Sidenhen blev der leveret en Træfning tæt ved Onsild Bro; det var et hidsigt Slag, men Nielses Parti gik atter der af med Seiren, saa Erik og Hans Hær maatte vende Ryg, og nær var han selv ved at blive gjort til Fange, havde ikke Bjørn, af sin navnkundige Tapperhed kaldet Jernside, tilligemed min Fader Aage — havde de ikke gjort hvad de gjorde. Begge disse to Mænd stillede sig nemlig midt paa Broen, hvor de reiste en kraftig Modstand, og stod der saa ubevægelige som Støtter, skjøndt det regnede med Kastespyd ned over dem. De slog saa rask fra sig paa de stormende Fjender og forsvarede saa djervt Overgangen over Broen, at tilsidst de Dræbtes Lig kom til at danne en ny Bro, hvorpaa man tørskoet kunde komme over til begge Sider. Heller ikke vege de af Pletten, trots deres mange Saar, for Kongen havde faaet Tid til at redde sig og komme ombord. Flux ilede de efter ham og fulgte med over til Skaane.
Kong Niels havde nu vundet to Slag, og tænkte da for Alvor paa at faae sin Brodersøn og Fjende jaget ud af Land og Rige. Han samlede derfor en Flaade, satte efter ham over til Skaane og landede ved en Bugt, som almindelig kaldes Fodevig. Men den skaanske Almue, som aldrig pleier at svigte den Sag, den eengang har taget sig af, mødte ham da ogsaa med en Skare, de havde sanket fra hele Landet og faaet meget ordentligt rustet. Et Slag begyndte, hvori Skaaningerne fik Prinds Magnus — ham der var Ophavsmand til hiin Niddingsdaad — samt to Bisper tagne af Dage og befordrede til Helvede. Niels tabte Slaget; mistet havde han sin Søn og Arving, og tyede nu paa et Skib til Slesvig, hvor han troløst blev myrdet af Borgerne, skjøndt de havde modtaget ham indenfor deres Mure.
Saasnart Erik Emun (ɔ: den Evig-mindede, Uforglemmelige) havde tilkjæmpet sig denne udmærkede Seir og faaet Riget med Fred: befriede han den Christjern, vi før nævnte, af hans Lænker. Men kort Tid efter begyndte han at fare frem med en uhørt Grusomhed mod sin egen Slægt. Saaledes lod han sin kjødelige Broder, Harald Kesia, der laae over paa sit Slot Jellinge, kalde ud til en Samtale ved Midnatstid. Han anede ikke det mindste Ondt, sprang strax ud af Sengen og ilede ganske ubevæbnet til sin Broder, Kongen; men blev ufortøvet annammet og halshugget af Drabanterne. Imidlertid var det dog kun ved en ny Uretfærdighed, Kongen søgte at gjøre det godt som skeet var; han fangede nemlig sin myrdede Broders Søn, Bjørn Jernside, og lod ham sænke ned paa Havsens Bund med en Møllesteen om Halsen; og ikke nok hermed, men ogsaa hans elleve Brødre, hvoraf Nogle vare voxne, Nogle endnu kun smaa, dem lod han allesammen myrde. Saa daarligt slægtede han sin Fader paa!
Men da han havde, fuldbyrdet denne store Misgjerning og paa den Maade udryddet Skuddene paa Kongestammen, blev han dog selv ramt af den Almægtiges retfærdige Dom; thi der var En der hed Ploug, almindelig kaldet Sorte-Ploug, som fældede Kongen med sin Landse paa Urnehoved Thing, hvor han stod i sine Krigsfolks Skare.
Saasnart Kongen var dræbt, kom strax en anden Erik til Regjeringen; det var ham, som paa Grund af sin Godmodighed fik Tilnavnet Lam. I hans Tid var der den største Overflødighed paa alle Ting. Efter ham blev Knud valgt til Konge paa Viborg Thing, hvorimod Skaaningerne valgte Svend; den første var en Søn af nysnævnte Magnus, der faldt i Skaane, den Anden derimod var en Søn af den grusomme Erik, om hvem vi før fortalte. Medens disse To tidt og ofte holdt Slag med hinanden, havde Valdemar, en Søn af Hellig-Knud i Ringsted, erholdt sin Faders Lehn, og stod nu som en Mellemmand imellem dem, hjælpende snart den Ene, snart den Anden.
Omsider blev der holdt et Møde i Lolland, hvor Voldgiftsmænd bestemte, at Riget skulde deles i tre ligestore Dele, og det indgaaede Forlig edelig bekræftes. Dog denne Overeenskomst fik ikke synderlig Varighed, hvad Udfaldet noksom viste.
Det næste Efteraar nemlig blev der foranstaltet et festligt Møde i Roeskilde, hvor de tre Konger kom sammen for at feire en høitidelig Fest. Først vare de til Gilde hos Kong Svend. Men han havde opspundet Svig for dem, og tænkte kun paa at tage Knud og Valdemar af Dage; at han ved denne Leilighed kom til at gjøre et Brud paa Tro og Love, det ændsede han ikke. — Det var silde; Aftenmessen var sunget og Drabanterne havde faaet deres Besked, da Lysene bleve slukkede og Knud faldt for sine Fjender med Martyrkronen om sin Tinding.
Derimod sparede det naadige Forsyn Valdemar, hvem de rigtignok vilde have været til at gjennembore, dog slap han med et ikke saa lille Saar i Hoften. Men saasnart han nogenlunde havde forvundet Smerten i Saaret, reiste han over til Jylland og trak en Hær sammen.
Anmærkninger
Knud Lavard betvang Slaverne (S. 31). Deres Hertug Henrik, en Søn af Gotskalk og Sv. Estridsens Datter Syrithe, var mod al Ret og Billighed kommen til at gaa glip ad sin Mødrenearv, som Kong Niels holdt tilbage. Med Ild og Sværd hærjede han nu paa Danmark, til Knud Hertug bød ham Brodden; dog omsider forligtes de venlig paa den Maade, at Kongen, mod nogen Godtgjørelse, kom til at beholde den omtvistede Mødrenearv, og Knud blev af Henrik udnævnt til Hans Eftermand paa den vendiske Throne, som han ogsaa sidenhen med Keiserens Samtykke virkelig besteg (Saxo III. 70. 76-79).
De Sammensvorne mod Knud Hertug (S. 32). Henrik Skadelaar (ɔ: den Halte) havde foruden den Uvillie mod Knud, han deelte med de Andre, endnu af en ganske særegen Grund Nag til ham. Henriks Kone var nemlig bleven saa kjed ad sin Ægtemand, at hun havde taget Flugten i Mandsklæder med en Elsker hun havde; ved denne Leilighed fattede han en urimelig Mistanke til at det var Knud, som her havde staaet bag Døren og sat det Hele i Gang (Saxo III. 81).
Forresten var Henrik og Knud Fættre, idet Henriks Fader var en Søn af Svend Estridsen. Den anden Sammensvorne, Ubbe, var ogsaa blandt Svend Estridsens Sønner, og Ubbes Søn Hagen var Fader til den Erik Lam, der siden besteg Danmarks Throne. Knud Hertug blev myrdet Onsdagen d. 7de Januar 1131 (see Saxo III. 91—94 og Knytlinga-Saga Kap. 91. 92).
Haraldsted ligger en Mils Vei Nord for Ringsted, tæt ved Lange-Sø.
Knud Hertugs Begravelse (S. 32). I Spidsen for Ligfølget stod Skjalm Hvides Sønner, der vare opvoxede med Knud; de vilde have havt ham begravet i Roeskilde, men det afslog Kong Niels dem reentud, saa de maatte nøies med at give deres Bens Lig en simpel Jordefærd i Ringsted, men Gud glemte ikke sin Ven og Tjener, thi der hvor de hvilede med Baaren, ligesom ogsaa paa Mordstedet, udsprang Kilder, og otte Dage efter hans Fald fødte hans Hustru Ingeborg ham en Søn, der fik Navnet Valdemar og siden besteg Danmarks Throne (Saxo III. 94. 95). Til Erindring om Knud Hertugs Begravelse i Ringsted feirede vi d. 25. Juli.
Opstanden mod Kong Niels (S. 33). De der egentlig fra først af stod i Spidsen for dette Foretagende vare: Skjalm Hvides Sønner, Knuds Svoger Hagen Jyde og Peder Bodelsøn, en mægtig sjællandsk Adelsmand, som med sin Slægt stiftede St. Peders Kloster i Nestved. (Saxo III. 96.)
Rynebjerg el. Rønbjerg (S. 33.) er en lille Landsby i Aalborg-Amt tæt ved Limfiorden, to smaa Miil Sydvest for Løgstør.
Onsild („Othenshylle”) (S.33.) ligger i Jylland, tæt ved Hobro; der er den Dag idag to Sogne: Nørre- og Sønder-Onsild, og Herredet, hvori de ligge, bærer Navn af Onsild-Herred. Paa Grændsen af Randers- og Aalborg-Amt midt imellem Onsild og Øls Sogne løber Onsild-Aa, hvorover Broen gik.
Christjerns Fangenskab (S. 33). Herom ville vi høre hvad Saxo beretter. Erik — siger han — stolede meget paa den Hjælp, ham var lovet af Christjern, en af de høiadeligste jydske Adelsmænd, som af Had til Magnus var falden fra Niels og havde lovet Erik at handle med Eftertryk (III. 102). — Fremdeles fortæller han, hvorledes Christjern ved sine Venners Hjælp fik en anseelig Hær paa Benene, saaledes at Kong Niels bestemte sig til selv som Anfører for Landhæren at byde ham Spidsen, medens Magnus tilsøes skulde holde Prinds Erik Stangen. Slaget faldt uheldigt ud for Christjern, han blev fanget og befordret i Lernker til Fangetaarnet ved Slie-Mundingen (III. 103. 104).
Navnene „Rønberg” og „Onsild” forekommer ei hos Saxo (III. 104), derimod navngiver han et senere Slag ved Værebro i Sjælland, hvor Erik led et frygteligt Nederlag (III. 107).
Slaget ved Fodevig (S. 31). Saxo fortæller os, at Magnus kæmpede som en Løve til han faldt, ligeledes giver han os Navnet paa de to faldne Bisper af Nielses Parti; det var nemlig Bisp Peder af Roeskilde, der alt tidligere havde forladt Erik og fulgt Niels, samt Bisp Henrik af Sverrig. Desuden, tilføier han, faldt alle Jyllands Bisper paa een nær (Saxo III. 111. 112).
Harald Kesias og Hans Sønners Drab (S. 34. 35.) fortælles lidt anderledes af Saxo: Harald havde to Sønner, Erik og Bjørn, der efter Kong Nielses Død forlod deres Fader, der havde holdt med den afdøde Konge, og gave sig i Erik Emuns Tjeneste. Men da Kong Erik fattede Mistanke om at de spillede under Dække med deres Fader, lod han dem sætte i Slesviger-Taarnet, skjøndt de vare uskyldige. Siden vilde han givet dem fri, men Christjern som frygtede, de skulde stifte Ulykker, naar de kom løs, fik Kongen fra hans Forsæt, saa de unge Prindser istedenfor Frihed fik Steen om Halsen og Band over Hovedet. Deres Fader, Harald, var imidlertid kommen tilbage fra Norge, hvor han kort Tid var flygtet hen, og lod sig udraabe til Konge paa Urne-Thing, men saasnart Erik hørte det, trodsede han Vinteren, lod sine Skibe trække over Isen ud i rum Sø, og kom saaledes heel uformodentlig til Jylland, hvor han en Morgenstund overrumplede Harald og hans øvrige Sønner i Landsbyen Skibe-Torp (ɔ: Skiærup i Holmandsherred S. O. for Veile), lod sin Broder trække ud af Sengen og uden al Barmhjertighed dræbe. Af alle Sønnerne undkom Ingen uden Ole, som tog Qvindeklæder paa og listede sig ud midt iblandt Fjenderne (III. 114—16).
Oprøret mod Kong Erik. Saxo fortæller, at der udbrød Oprør i Sjælland, i Spidsen for hvilket stod Bisp Eskild i Roeskilde saavelsom Peder Bodelsøn, hvorimod Skjalm Hvides Sønner paa ingen Maade vilde have mindste Lod eller Deel heri. Dette Oprør blev dog dæmpet (III. 120).
Urne-Thing el. Urnehoved-Thing (S. 35), de Danske Kongens Hyldingssted i Sønderjylland, ligger ikke langt fra Aabenraa i Jordkjær Sogn.
(Om Mordene paa Odense-Knud, Ringsted-Knud og Erik Emun see Anders Vedels (Svvs) Samling af Kæmpeviser 2, XVI. XVII. XVIII).
Valdemar fik sin Faders Lehn (S. 36). Hermed menes Hertugdømmet Slesvig. Men for at komme i virkelig Besiddelse heraf maatte Valdemar tidt gaae i Marken med en vis Knud Henriksen, der som Knud Magnussens Lehnsmand en Tidlang gjorde ham Fortrinet stridig. Medens Kongerne førte den store Strid om Danmarks Krone, kæmpede da disse deres Undermænd den mindre Kamp, som dog endte med at Valdemar beholdt Seiren (Saxo III. 136).
Gjæstebudet i Roeskilde (S. 36). Herom maa man efterlæse Saxos Fortælling III. 184—91 og Ingemanns „Valdemar den Store og hans Mænd” 7de Sang.
