Viking (Drachmann)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Naturlyrik og romantik

Holger Drachmann

Viking

Sange fra Havet — Venezia
Gyldendalske Boghandels Forlag
København, 1877

Holger Drachmann
(1846-1908)  

Saa kom han iland paa den gamle Kyst,

Var Viking, da han drog ud,

Og ynded at blotte for Vinden sit Bryst,

At hugge med Øxe, at stinge med Spjud;

Skjoldet han slængte paa Ryggen helst

Og glemte saa tidt at parere —

Han glemmer det ikke mere.

Han er bleven skrællet, og Brynjen er væk;

Hvad skal man med den, hvor der stænkes med Blæk?

Hjælmen er et Blækhus; han dypper deri

Med Spydet, og rister en Rune-Melodi;

Han har følt sig lille

Mod Himmelens Hvælv,

Ingen har ham skræmmet,

Undtagen han selv;

Han er bleven kæmmet,

Dog ikke à la Paaskelam,

Han er bleven tæmmet,

Men ikke bleven tam.

Han kom iland paa den gamle Kyst,

Er Viking den Dag idag,

Saa sandt som Intet i Verden

Ændrer en afgjort Sag.

Han brød vel Broerne bag sig af,

Men ej ved sin bedste Skudes Brand;

Han giver det Bedste sit Folk og sit Land.

Gør ham det efter — om I kan.