FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Norsk litteratur. Elis saga ok Rósamundu
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
af Finnur Jónsson
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
6. afsnit. Norsk litteratur
§ 1. Romantiske sagaer og andre dermed beslægtede frembringelser
2. Elis saga ok Rósamundu
Elis saga ok Rósamundu, en saga om en af faderen, en borgfyrste, næsten fordreven søn, der, efter at have forladt sit hjem, straks kommer i kamp med hedninge (muhamedanere) og pludselig viser en stor heltekraft. Ikke desto mindre bliver han overmandet, fangen og ført bort til hedningenes land. Efter forskellige æventyr kommer han her i berøring med kongen og vinder hans datter Rosamundas kærlighed; til slutning får de hinanden, efter at hun har ladet sig døbe. Sagaens håndskriftlige overlevering er mærkelig. Den findes i et norsk håndskrift fra det 13. årh., samt i sene islandske afskrifter. Her kan man da klart se, hvorledes afskrivere behandlede deres originaler; de forkortede og sammendrog teksten ret vilkårlig. Slutningen af sagaen mangler i det norske hdskr. — Delagard. 4-7 i Upsala og den har manglet fra begyndelsen af; i de isl. hdskrr. findes derimod en slutning, men det er klart, at denne er forfattet på Island, og den beror ikke på den franske original. Dens stil er helt afvigende fra det øvrige ved den stærke brug af præs. partic. Den franske grundtekst er gået tabt; oversættelsen får derved dobbelt betydning. Om det hele forhold kan der i øvrigt henvises til Kölbings redegørelse i hans Beitäge zur vergl. gesch. der rom. poesie u. prosa des mittelalters (1876) s. 92—136 og hans udgave af sagaen (1881) samt Meissners kritik i Strengleikar s. 138 ff1). Jfr. O. Klockhoff: Små bidrag till den nord. litteraturen (1880). Ved sagaens slutning hedder det, at »abbed Robert har oversat den eder til underholdning« på befaling af kong Hakon. Det er åbenbart den samme, som 1226 oversatte Tristramss., men som i mellemtiden var stegen til abbed.
Noter:
1) Meissner har utvivlsomt ret i sin opfattelse af forholdet mellem håndskrifterne (det norske og de islandske). Om Eliss. henvises særligt til § 17 s. 297 ff.
