Ildebrand sat hen. Gårdens træ
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
12. Ildebrand sat hen. Gårdens træ
263. På den nu af Jens Nielsen ejende og påboende gård i Gjødsbøl, Lindeballe sogn, er der efter fortælling set forbrand, og det navnlig af en præst fra Ringive, der hed Gjellebøl. Samme præst tog da ud til manden, som den gang boede på gården, og sagde ham, hvad han havde set, samt at han vilde og kunde sætte branden bort, når de vilde lukke op for ham alle steder. Dette gjorde manden så, og præsten var inde i alle værelser og rum, og gården er heller ikke brændt endnu.
Chr. H. Møller. Hr. David Gjellebøl var præst i Ringive og Lindeballe 1818—35.
264. En gang vi havde skrædderen, skete det, at han en aften, da han gik meget sildig hjem, traf på en ny-opbygget gård, men om morgenen var den ganske forsvunden. Man troede da, at den gamle gård vilde brænde, ti man havde tillige set den i forbrand, men ulykken blev hensat for tre mænds levnet.
Vester-Vedsted. J. L. K.
265. En mand så en gård i forbrand. Da greb han ned på vejen og tog en håndfuld sand og sagde: «Så mange sandkorn jeg her holder i min hånd, så længe varer det, inden gården brænder.»
K. J. Termansen.
266. En mand i Kalvslund så sin gård i forbrand. Han satte det da hen, indtil han var død og i jorden. På sit dødsleje advarede han de efterlevende, da det hængte således sammen. Da man havde sat kisten i jorden og begyndte at kaste jord på, slog de lyse luer op af gården.
Term.
267. Herregården Åbjærg i Vedersø brændte for en del år siden. Ilden sagdes opkommen ved hø, som brændte sammen. Om gården har jeg hørt fortælle, at den havde stået i forbrand i mange tider. Så var der en gang en mand, som kom gående over marken syd for gården en nat, og han så, den stod i forbrand. Han tog da nogle rugstrå og stak ned i en höj, som var der på Åbjærg mark; ti det er en almindelig tro, at branden kan forsættes, jeg tror hundrede år, af dem, som ser den, så længe det, der lægges ned i jorden, kan ligge urørt. Om der tillige skal siges noget, véd jeg ikke. Derved blev branden forsat i lange tider, men så lod manden på Åbjærg den höj eller noget af den kjøre ud, hvor ved disse rugstrå blev forstyrrede, og ikke længe efter brændte så gården.
Kr. L. Vestergård.
268. Syd for Åbjærg i Vedersø ligger en höj, som nu næsten er udgravet. En mand på Åbjærg, som havde set gården stå i forbrand, fik en klog mand til at sætte ilden hen i för nævnte höj, som så ikke fra dette tidsrum måtte berøres enten af plov eller spade. Forbudet herimod skal endog være vedföjet i skjødet. Dette skete for mange år tilbage, og höjen stod urørt indtil 1864, da en ny ejer lod en del af den udjævne og beså med byg. Men laden brændte dagen efter, at dette var kommen derind; sidebygningen og stuehuset blev reddet.
Marie Sandal.
269. Sydøst for gården Åbjærg i Vedersø ligger en höj, der kaldes Ammeshöj (Amletshöj?). Af den må man ikke tage jord, ti så vil gården brænde, siger man. I 1864 havde man taget lidt af den östre side, men samme sommer brændte også gårdens ladebygninger.
P. K. M.
270. I Ammeshöj i Vedersø måtte der aldrig blive gravet, for så vilde gården Åbjærg brænde. For en snes år siden ejedes den af en mand, der hed Niels Mølgård. Han lod sine karle jævne lidt ud af höjen, men samme dag henved aftenstid såes der en sort fugl flyve fra höjen og ned over Åbjærg, og morgenen efter brændte gården.
Maren Bonde.
271. En mand gik en aften fra Perbøl til Balderslev og så sidstnævnte by brænde. I sin angst vidste han ikke, hvordan han skulde sætte ilden, og valgte et vand, der efter hans beregning aldrig kunde udtörres. Dette sagn er almindelig bekjendt i egnen, og endnu bestandig sörges der for, at æ moos, sådan hedder vandet, bliver oprenset, så snart dette begynder at svinde.
Åbenrå. K. P. Kristensen.
272. Min fader, Hans Brix, tjente en gang hos en mand i Ulsby i Angel. Igjennem byen løb en bæk, som om sommeren blev tör, dog var der et vandsted ved bækken, hvori der for det meste var vand. Men en sommer var det nærved at blive tört. Da befalede manden min fader og de andre karle, at de skulde grave det ud. Efter nogen tid truede det atter med at blive tört, og manden befalede folkene at udgrave det. Min fader spurgte nu, hvorfor det skulde ske, og han svarede, at hans hus var set i forbrand, og dette var hensat i bækken. Så længe der var vand i den, skulde huset ikke brænde.
Brix.
273. Lindbjærggård i Ölgod står i forbrand. Der er sat mange strå ned i dammen lige nord for gården.
Jelling.
274. Et år för Peder Dals gård i Vejlby ved Rands fjord brændte, vågnede et par husmandsfolk i æ nedremark en nat og så, at den brændte, ja, at taget skred. Havde de nu haft forstand på de ting, så kunde de have hindret branden endnu i hundrede år, men det havde de ikke, og gården brændte året efter. En gang forhen, som gamle pastor Buhl en nat var ude at kjøre, ser han og kusken pludselig Kragholm i Gårslev brænde. Præsten forstod imidlertid sine ting og sagde straks de nødvendige, ord: «Brænd nu eller ikke för om hundrede år,» og det skete heller ikke för. Karlen, der kjørte med præsten har fortalt det.
Jörg. Hansen.
275. De kastede mergel til en gård her Norden-å. Da folk kom noget ned, traf de i omkastet jord på frisk halm, der var brændt i enderne, og der lå nogle stykker sten ved det, hvori var som streger eller bogstaver indhugget. Nogle dage efter kom der sådan en hastig torden op, og det slog ned i gården ved middagstid, så den brændte. Det stod jo i forbindelse med halmen.
Kristen Jensen, Hemmet.
276. En gang kom der ildløs i Brande præstegård, og der var da som sædvanlig mange folk forsamlede. Ilden havde antændt stuehuset, og man forsøgte at slukke, men det hjalp ikke, ilden greb rask om sig, og det så snart farligt nok ud. Som det nu var allerværst, kom der en mand ridende med stormens hurtighed ind i gården og hen til stuehuset, hvor han greb en håndfuld af det brændende tag og red med det ud af gården, hvorpå han slukkede det, og aldrig så snart han havde gjort det, för ilden også var ude på gården. Men manden blev alligevel holdende og talte forsigtig, hvor mange halmstrå der var. Da nu ilden var slukket, kom folkene ud til ham og præsten kom også for at tale med ham. Så sagde præsten: «Kan du nu sige mig, hvor længe det skal vare, inden præstegården skal brænde igjen?» — «Ja,» svarede manden, «det skal vare 80 år.» — «Det er godt, men kan du så sige mig, hvor længe jeg skal leve?» — «Jo, det kan jeg nok, men det er ikke godt for Dem at vide.» — «Jo,» sagde præsten, «sig mig det kun, hvis du kan.» — «De skal dø om to år mod fra i dag af bestemt,» Da han havde sagt det, red han bort lige så hurtig, som han var kommen, men omtrent to år efter blev præsten syg og lå for døden. Nu sendte han bud efter manden, og han kom også. «Nu,» sagde præsten «går din spådom vistnok i opfyldelse, men du må aldrig sige nogen, hvor længe de skal leve; lov mig det.» Kort efter döde præsten.
Kristen Nielsen, Egsgård.
277. Bramdrupgård såes engang i forbrand, men ilden blev sat hen, så nu er der ingen fare, så længe der er en hvid hest på gården.
F. L. Grundtvig.
278. Ved en gård i Vestermarken, Vrejlev sogn ved Hjörring, står ude på marken et gammelt, kroget træ. Når det fældes, skal der komme ulykke over huset. Træet er vist en poppel eller pil og levning af et gammelt gjærde.
Johanne Heiberg.
279. Et stykke fra Hindsgavl står et træ, en gammel, knudret eg; dens rödder nåer ind under gården, og når træet visner, skal den gå til grunde.
M. Olrik.
280. Nær ved landsbyen Heggedal står i en dal et elletræ. En from overtro hos almuen afholder dem fra at afrive eller bortskjære noget af dette træ, idet det siges, at den, der borttager noget af dette, udsættes for store ulykker.
(Resen VI 142.) .
281. En mand i Egebjærg i Strukstrup sogn havde et gammelt hus, som stod i for brand, men det var hensat i en tjörnebusk. Manden vilde bygge et nyt hus, men nu vilde han ej gjærne have, at det nye hus skulde være udsat for at brænde, og derfor fandt han på et middel. Han lod sit gods römme ud af det gamle hus, da han vilde til at brække det ned, og nu gik han hen og huggede løs på tjörnebusken, og alt som han huggede, så han efter huset, om det ikke skulde brænde, men det vilde ikke. Det nye hus byggedes da op, men et år efter brændte det.
N. Brix.
282. I Rødding står ude på marken en eg. Når den fældes, skal gården, på hvis mark den står, brænde. En mand, som så gården i forbrand, satte det hen, så længe egen står.
N. J. Termansen.
283. I Galthoved, Tistrup, står et meget gammelt træ ved en bæk, der løber til Varde å. Når det falder eller hugges om, brænder Lindagergård.
Jelling.
284. I Balle præstegårdshave, i det nordöstlige hjørne og öst for gården, står en meget höj ask, som der ikke må blive hugget ved, ti i så fald vil gården brænde. Man fortæller, at der en gang skal være set varestavn for ildebrand, og at en klog mand da skal have sat det hen, så længe de ikke rørte asken. Så en gang, at provst L., der hegnede godt om træet, ikke var hjemme, gav de dem til at hugge nogle grene af det, som var de andre træer i vejen. Samme dag gik der ild i en loftstrappe, som de dog snart fik slukket, men ingen vidste, hvordan ilden var kommen op. Provsten blev vred, da han kom hjem og hørte, at de havde hugget af træet. Men nu for nogle år siden gav de dem til at afhugge nogle udløbere (rodskud) fra asken, og samme dag eller dagen efter brændte alle tre udhuse. En mand på Jelling mark, der för havde tjent i gården, sagde ved sig selv, da han hørte, at udhusene var brændte: «Mon de har nu rørt asken igjen?» og dette viste sig virkelig at være så. Asken står endnu på sin gamle plads, og der er vist heller ingen, der vover at omhugge den.
P. K. M.
285. Der står et træ ved vejen fra Ry mølle til Ry by, og når det træ falder, skal Ry mølle brænde. Det andet år væltede en stor gren af det, så næsten det halve træ, for det var tveget.
Jens Bærtelsen, Vole.
286. Omme i Hornelund, Horne sogn, står en eg omtrent midt i byen, den må ikke hugges om, for så brænder den vesterste gård i byen. Nu er den for resten helt gået ud. En mand har set gården stå i forbrand, og har så sat det væk i den eg. Men roden er endnu frisk, og det skyder op fra den. Den ligner næsten en galge, og der er kun én stor gren, der hælder lige mod öst.
P. Klemmensen, Hoven.
287. En forpagter på Gramgård lod et stort, gammelt hegn slöjfe, der var ved vejen fra Gram efter Fole. Det var blevet ham sagt, at gården var seet i forbrand, og der var én, der havde sat det hen i to træer. Så længe de var i kraft, skulde gården ikke brænde. For nu ikke at trodse folketroen lod han det par gamle knokler af bøgetræer stå, og de står endnu.
Niels Jonsen, Bække.
288. På Sommersted kirkegård står der en ask, og om den fortælles, at når de hugger den om, skal enten det halve af Sommersted brænde, eller det halve af den herregård, som ligger tæt ved, og hedder Refsø. En gang havde de begyndt at hugge, og så begyndte det også at brænde i Sommersted by. Så blev der skikket bud derom, at de ikke måtte hugge længere, og da de holdt op, hørte ilden også op.
I Refsø skov skal der være et træ, hvorom der går en lignende historie.
Askov.
289. Lönborg præstegård var i forbrand. Det var blevet sat hen i et træ i haven. Men så havde de hugget det træ om, og for nogle og tyve år siden brændte gården samt en gård sydvest for.
Kristen Jensen, Hemmet.
290. Jeg kunde nævne mange eksempler på gårde, der er «sat hen i træer», men ét er tilstrækkeligt. En gård i Mangstrup er sat hen i en tjørnebusk, som står på marken, og skjøndt den hvert år «straffes» lidt, breder den sig dog mer og mer, og ingen tör hugge den om. Når et sligt træ brænder eller fældes, vil gården brænde. Kun når det går ud af sig selv, vil branden ingen betydning få.
M. Pedersen, Roskilde.
291. Der har stået en stor lind i Gadbjærg gamle præstegårds have, og siden den blev fældet, har der ikke været lykke i gården. Folkene de er uddøde, og de har slåedes og haft spektakel der hele tiden. Gården er solgt flere gange, og folk er ligefrem rædde for at kjøbe den. A har været der omme at stikke et af deres føløg, og det var ikke af armod, det blev ringe. En anden gang kom manden grædende herom, og det var, for det en plag lå død i båsen om morgenen. Tæt efter døde konen, og fjorten uger efter døde manden.
Povl Madsen, Gadbjærg.
