Vis kilden til Nord i tåkeheimen - John Cabot og Engelskmændenes opdagelse av Nordamerika


{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Nord i tåkeheimen - John Cabot og Engelskmændenes opdagelse av Nordamerika]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nord i tåkeheimen]]'''<br><br>

<big>'''John Cabot og Engelskmændenes opdagelse av Nordamerika'''</big>

<br>av[[Fridtjof Nansen biografi| Fridtjof Nansen]]

<br>''Med originale illustrasjoner''

<br>Jacob Dybwads Forlag
Kristiania, 1911.</center>




[[File:Taakeheim ill 162.png|thumb|Vignett av Fridtjof Nansen.]]Over illusionernes skybro bærer menneskenes vei fremad. De største indsatser i historien er gjort mere ved idéenes hjælp end ved sandhetens. De religiøse illusioner har forædlet rå masser, løftet dem op i høiere samfundsformer, hildringer og hypoteser inden videnskapen drev frem til nye seire, likeså i den geografiske forskning; også der drev illusionene som et fata morgana frem mot de store opdagelser.

Vistnok var Kolumbus's plan grundet på den rigtige forestilling at jorden var rund; men hadde han kjendt den virkelige avstand til Indien, og ikke været hildet i Grækernes gamle dogmer om fastlandets store utstrækning mot øst, og deres lave værdsættelse av Jordens omkreds, hvorved Indien kom så lokkende nær, og hadde han ikke trodd på sagnene om lande i vest, var han sikkert aldrig blit opdager av en ny verden.

Middelalderen levde, som vi har set, i stor utstrækning på levninger av Grækernes geografiske kundskaper og forestillinger. Det var overtroens og spekulationens tid; med undtagelse av Nordboene, og Araberne, og i nogen grad også de irske munker, var det i dens første del ingen foretagsomhet som brøt gjennem det kjendtes grænser uten i fantasiens sagnverden. Først ved korstogene begyndte horisonten at utvides. De italienske republikers handel med Østen og utviklingen av dygtige italienske sjøfarere, fik megen betydning. Allerede tidlig gjorde de opdagelser langs Afrikas vestkyst. Vigtigere var det at Portugiserne lærte sjømandskap av dem, og vel kanske også av Araberne, og utfoldet stor foretagsomhet i havet langs Afrikas kyst, og fandt øgrupper mot vest, og nådde tilslut Azorerne i 1427, men disse må ha været opdaget tidligere, da lignende øer forekommer på italienske og katalanske karter i det 14. årh. (jfr. det katalanske atlas 1375).

Da Ptolemaios's verk, og derigjennem Grækernes geografi, blev kjendt i Vest-Europa i begyndelsen av det 15. århundrede, vakte det mer opsigt i den lærde verden end selve Amerikas opdagelse senere; den geografiske forestillingskreds blev sterkt forandret, og man så på jorden som en kule med nye øine. Læren om muligheten av Jordens omseiling blev særlig utformet og videnskapelig begrundet av den berømte astronom Toscanelli i Florens. Men ny var jo denne lære ikke; allerede Grækerne, som Eratosthenes og Poseidonios, hadde jo klart nok uttalt den, og selv i middelalderen var den ikke glemt. Vi så at fabelfortælleren Mandeville har fuld forståelse av den mulighet at omseile jorden, og fortæller gamle fabler om en sådan reise. Men ved slutten av det 15. århundrede blev tanken grepet for alvor av to handlingens mænd, begge Genuesere. Den ene var Kolumbus, den anden var Cabot. Om den sidste allerede hadde fåt ideen før Kolumbus's første færd, vet vi ikke sikkert, men det er ikke usandsynlig; det var en tanke som lå i tiden, og som må ha ligget nær for mange. En magt, som også drev til færd mot vest, og vel så sterkt som disse videnskapelige spekulationer, var troen på den sagnverden av lokkende øer som lå ute i havet vest for kysten av Europa og Afrika: Grækernes Salige Øer og Platon's Atlantis, forestillinger, oprindelig kommet fra Østerlandene, som endnu levde, omend i andre former. Der lå Antillia, de Syv Byers Ø, Arabiske sagn-øer, og den irske eventyrverden, der var Brandan's øer og mange andre; nogen av dem hadde været med at skape de norrøne forestillinger om Vinland og Hvitramanna-land; nu fik de nyt liv, og fik magt over Vest-Europas fantasi. Muligens i forbindelse med gjenklang av sagn om Nordboenes opdagelser som fra Island kom til Bristol, og derved nådde Europa hjalp disse sagnøer til at skape en almindelig utbredt tro på lande langt vest i havet. Til at rotfæste denne tro bidrog det også at Portugiserne, som nævnt, i 1427 virkelig fandt øer, Azorerne, ute i Atlanterhavet. Fra dem drog i løpet av det 15. århundrede mange ekspeditioner ut for at søke nye lande længere vest<ref>Jfr. Harrisse, 1892, ss. 655 ff.</ref>.

Fra begyndelsen av det 15. århundrede hadde Bristol megen skibsfart på Island, både for fiskets og for handelens skyld. Som før fremholdt skyldtes dette sikkerlig i ikke ringe grad de mange Normænd som var bosat i byen. De fra reisene til Island hjemvendende sjømænd og kjøpmænd har sikkert hat mange fortællinger derfra om undere og om ukjendte øer og lande ute i havet; sagn og eventyr om Islændingenes reiser til Grønland og Vinland kan ha hørt med til underholdningen om vinterkveldene i Bristol<ref>Som bekjendt har den mulighet været fremholdt at Kolumbus under sit besøk på Island i 1477 kan ha hørt om Nordboenes reiser til Grønland, Markland og Vinland, og at dette skulde ha git ham ideen til hans plan. Storm har, som det synes mig overbevisende, påpekt det uholdbare i den sidste antagelse. Men det forekommer mig at han ikke har tat hensyn til den mulighet at Kolumbus i Bristol, eller endnu mer ombord på en skute derfra, kan ha hørt sagn om disse reiser. Da han selvfølgelig må ha kunnet gjøre sig forståelig likeoverfor de andre sjøfolk ombord, vilde det være usandsynlig at han ikke skulde ha hørt slike sagn, såfremt sjøfolkene har kjendt dem.</ref>. Det er derfor sikkert ikke bare tilfældig at forsøk på at finde land i vest skulde utgå netop fra denne foretagsomme sjøfartsby. Ute i havet vest for Irland lå på det 14. og 15. årh.'s karter øen Øen Brazil. Brazil. Det var den irske lykkeø ''Hy Breasail'', om hvem det er sunget:


:"On the ocean that hollows the rocks where ye dwell, 
:A shadowy land has appeared, as they tell; 
:Men thought it a region of sunshine and rest, 
:And they called it o'Brazil the isle of the blest. 
:From year unto year, on the ocean's blue rim, 
:The beautiful spectre showed lovely and dim; 
:The golden clouds curtained the deep where it lay, 
:And it looked like an Eden, away, far away."

:(''Gerald Griffin'').


Vi har set at på enkelte karter var denne runde fabelø sat sammen med en ''Insula verde'', sandsynligvis Grønland, og forestillingen om den sidste var sandsynligvis kommet fra Island over England. De sagn som på den tid var forbundet med Brazil kjender vi ikke; men troen på den var så levende, at det fra Bristol blev sendt skibe ut for at lete efter øen. Det er opbevart en beretning, skrevet av en samtidig<ref> Willelmus Botoner kaldt de Worcester (1415—1484). Håndskr. i College of Corpus Christi, Cambridge, No. 210; trykt i Itineraria Symonis Simeonis et Willelmi de Worcestre, edit. J. Nasmtyh, Cambridge, 1778, ss. 223, 267. Jfr. H. Harrisse, 1892, s. 659; Kretschmer, 1892, s. 219.</ref>, om et slikt forsøk fra 1480:

"Den 15. juli (24. juli ny stil) skibe .... (tilhørende?)... og Jon Jay junior, på 80 tons drægtighet, begyndte reisen fra Bristol havn (for at seile) like til øen Brazil (insulam de Brasylle) på vestsiden av Irland, de gjennempløide havene ved og... Thlyde (Thomas Lyde eller Lloyd?) er den kyndigste sjømand i hele England, og den 18. september (27. sept. ny stil) kom det underretning til Bristol om at de hadde seilt om i havene i omkr. 9 måneder, de fandt ikke øen men for storm i havet er de vendt tilbake til havnen... i Irland for at uthvile skibe og sjømænd."

På grund av de ulæselige stykker i håndskriftet fremgår det ikke om John Jay junior var en av lederne av ekspeditionen eller (som Harrisse mener) en av eierne av skibene, men ialfald må vi tro at den nævnte Th. Lyde har været den egentlige leder eller navigatør. De "9 måneder" (9 menses) må være skrivefeil for 2 måneder (eller for 9 uker), som kan passe for de opgitte datoer, mens 9 måneder ingen mening gir. Det må i hvert fald ha været et alvorlig forsøk som her er gjort på at finde lande i vest, tolv år før Kolumbus's opdagelse av Vestindien; og Bristols stræben for at finde dette lykkeland blev ikke dermed opgit, i 1497 skriver den spanske gesandt i London, Ayala:

"I hvert av de sidste syv år har Bristol-folk sendt ut to, tre, eller fire karaveller for at lete efter øen Brazil og de Syv Byers Ø<ref>De Syv Byers Ø var en fabelø ute i Atlanterhavet som var meget omtalt i den senere del av middelalderen. Om John Cabot og hans reiser se særlig Henry Harrisse (l882, 1892, 1896, 1900), F. Tarducci (1892, 1894), Sir Clements R. Markham (1893, 1897), Samuel Edward Dawson (1894, 1896, 1897), C. R. Beazley (l898, G. Parker Winship (1899, 1900)</ref>. Harrisse har blandt senere forfattere særlig fortjeneste av at ha samlet og lagt til rette alle kilder om John og Sebastian Cabot. Desværre har jeg ikke kunnet følge ham i hans slutninger fra disse kilder om John's og Sebastian's reiser. Det forekommer mig, at han som de fleste andre forfattere, har tat for meget hensyn til  De Syv Byers Ø var en fabelø ute i Atlanterhavet som var meget omtalt i den senere del av middelalderen. efter denne Genuesers fantasier."

Denne Genueser er Giovanni Caboto, eller John Cabot som han blev kaldt i England. Om denne mand, som skulde gi England opdagerretten til et nyt kontinent, og som sammen med sit bysbarn Kolumbus danner det store vendepunkt i opdagelsenes historie, finder vi bare enkelte tilfældige oplysninger; over hans liv og hans virke hviler for største delen et ugjennemtrængelig mørke<ref>Om John Cabot og hans reiser se særlig Henry Harrisse (1882, 1892, 1896, 1900), F. Tarducci (1892, 1894), Sir Clements R. Markham (1893, 1897), Samuel Edward Dawson (1894, 1896, 1897), C. R. Beazley (l898), G. Parker Winship (1899, 1900). Harrisse har blandt senere forfattere særlig fortjeneste av at ha samlet og lagt til rette alle kilder om John og Sebastian Cabot. Desværre har jeg ikke kunnet følge ham i hans slutninger fra disse kilder om John's og Sebastian's reiser. Det forekommer mig, at han som de fleste andre forfattere, har tat for meget hensyn til senere meddelelser, direkte eller indirekte stammende fra Sebastian Cabot, mens man for lite har stolt på hvad som efter min mening med nogenlunde sikkerhet kan sluttes fra de samtidige kilder. Det viser sig at Sebastian Cabot´s utsagn ved forskjellige leiligheter, såvidt vi kjender dem, er indbyrdes motstridende, og det ser ut som at denne smidige mand sjelden har uttalt sig uten med en eller anden baktanke, som var mere til hans egen fordel end til sandhetens. Mine anskuelser om John Cabot´s reise i 1497 falder på flere punkter nærmest sammen med S. E. Dawson's, og for senere reiser delvis med G. Parker Winship's.</ref>. Da han flere ganger, bl. a. i brev fra de samtidige spanske gesandter i London, kaldes for "denne Genueser" eller "en anden Genueser lik Kolumbus" må vi tro at han var født i Genua; men av Venedigs opbevarte statsdokumenter fremgår det at Joanni Caboto fik borgerret i Venedig 28. mars 1476, efterat han hadde opholdt sig der de 15 år, som efter loven en fremmed trængte for at bli borger av republikken<ref>Jfr. Harrisse, 1896, ss. 1 ff.</ref>. Fra uttalelser av samtidige må det kunne sluttes at John Cabot har været en dygtig sjømand og navigatør, og har forståt sig godt på karter og på karttegning; han laget også en globus for at anskueliggjøre sine reiser. Dette er ikke mere end det kan ventes av en Genueser, utdannet i den venetianske skole, som i sjømandsskap dengang var den ypperste. Det må derfor ansees som sandsynlig at John Cabot var fortrolig med de ledende tanker i sin tids geografiske verden. Han kan derfor, mens han endnu bodde i Venedig, ha kjendt ideen om at nå det østlige Asien ved at seile mot vest, som særlig blev fremholdt av Toscanelli allerede 1474, og det er således mulig at han, uavhængig av Kolumbus, har fåt tanken om at utføre en slik seilas til Østerlandenes fabelrigdomme ad en kortere vei end den som blev søkt av Portugiserne søndenom Afrika. Som støtte herfor kunde nævnes at han selv i 1497 fortalte Milanos gesandt i London, Raimondo di Soncino, at "han engang før i tiden var i Mekka hvorhen krydderier blev bragt av karavaner fra fjernere lande, og at de som bragte dem, da de blev spurt om hvor de nævnte krydderier gror, svarte at de visste det ikke, men at andre karavaner kom til deres hjem med disse varer fra fjernere lande, og disse (andre karavaner) sier igjen at de bringes til dem fra andre langt borte liggende egne." Soncino tilføier at Cabot "resonnerer slik at når de østlige folk fortæller dem i syd at disse ting kom fra avstande fjernt borte fra dem, og således fra hånd til hånd, må det under forutsætning av Jordens rundhet, være så at de sidste får dem i nordvest; og han sier det på en sådan måte, at da det ikke koster mig mer end det koster, tror også jeg det"<ref>Jfr. Harrisse, 1882, s. 325.</ref>.

Det er ikke usandsynlig at Cabot kan ha tænkt at, da på grund av Jordens sfæriske form breddecirkelens omkreds avtar nordover, så må den korteste gjenvei over vesthavet til Asiens østkyst, ligge på de nordlige bredder. Men vi kan ikke se bort fra at det var længe efter Kolumbus's første reise at Cabot fremholdt dette, og det blir derfor usikkert om tanken er opståt hos ham før efter den tid. Når denne reise til Mekka foregik, vet vi ikke.

Den spanske gesandt Pedro de Ayala i London sier, i et brev til Ferdinand og Isabella av Spanien 1498, at Cabot er "en anden Genueser lik Kolumbus som har været i Sevilla og Lissabon og gjort forsøk på at få hjælp til denne opdagelse" (d. e. av land i vest). Spørsmålet er om dette "som" går på Kolumbus eller på Cabot. Det sidste må vel bli rimeligst, da det synes overflødig for gesandten at underrette Ferdinand og Isabella om at Kolumbus hadde været i Sevilla. Men heller ikke her får vi nogen oplysning om når Cabot skulde ha gjort denne reise, til Spanien og Portugal, om før eller efter Kolumbus's reise i 1492? lalfald kan det tyde på at han i længere tid har omgåts med planer av denne art.

Når John Cabot kom til England vet vi heller ikke; men kanske var det omkring 1490 at han slog sig ned i Bristol. Hvis han virkelig er kommet dit med idéer om at søke Asien over havet mot vest, har han sikkerlig fundet jordbund for den slags planer i denne by, som allerede i 1480 hadde sendt skibe ut for at lete efter øen Brazil. Men mulig er det vel også at disse planer har våknet hos ham efterat han har hørt om dette, og på nært hold har lært at kjende de tanker om lande i vest som behersket sindene blandt Vest-Europas sjøfolk (Englænderne og Portugiserne) på den tid. Ved de mange nye argumenter han bragte med fra Italien og Middelhavslandene, kan det ikke ha været vanskelig for ham at få overtalt Bristol's kjøpmænd til at gjøre nye forsøk på at finde disse lande mot vest eller nordvest, og skal vi dømme fra Ayala's brev fra 1497 om de ekspeditioner som var utsendt årlig i de sidste syv år, så synes han at ha været ihærdig.

Om Cabot selv var med på forsøkene efter 1490 vet vi ikke. Ingen av dem synes at ha hat held med sig før 1497, for ellers var det vel blit nævnt. Men mens man i Bristol var optat med slike foretagender var det at Cabots store landsmand, Kolumbus, gjorde sin merkelige færd over havet længere syd i 1492, og fandt en ny verden som han tok for Indien. Derved kom det gjennembrudd som tiden hadde været svanger med. Underretningen om den fuldbyrdede dåd, som satte alle Europas eventyrere i brand, må snart ha nådd Bristol, og har git nyt liv og videre mål til de gamle planer<ref>Gesandten Raimondo di Soncino sier i sit brev av 18. december 1497, til hertugen av Milano at Cabot "efter at ha set at kongene av Spanien og Purtugal hadde erhvervet ukjendte øer, hadde foresat sig at opnå en lignende erhvervelse for den engelske konge." Av dette kan ikke sluttes at det først var da, at Cabot fik sine planer, om det end blir sandsynlig at det først var ved den tid at han trådte i forbindelse med den engelske konge. Det er i samme brev at Soncino fortæller om Cabot´s spekulationer ved i Mekka at se karavaner komme fra det fjerne Østen med krydderier o. s. v. Sønnen, Sebastian Cabot, som åbenbart ved flere leiligheter har git det utseende av at det var ham selv og ikke faren som hadde opdaget det amerikanske fastland, skal (efter den anonyme gjests utsagn hos Ramusio, se senere) ha sagt at han (d. e. Sebastian) fik ideen til sin ekspedition efter at ha hørt om Kolumbus's opdagelse som var almindelig samtale-emne ved Henry Vll's hof. Men selv om Sebastian's ord er rigtig gjengit, hvilket er tvilsomt, så har han altså bevislig løiet, og uttalelsen kan derfor ikke tillægges vegt; kunde han ofre sin far til fordel for sig selv, så kunde han vel også, hvis han hadde fordel av det, ofre førstefødselsretten til planen til fordel for Spanien, i hvis tjeneste han da var. Ayala's ovennævnte brev tyder jo forøvrig på at John Cabot hadde allerede i 1491 fåt utsendt ekspeditioner fra Bistol for at lete efter land i vest, og desuten kjender vi altså en slik ekspedition fra 1480.</ref>. At Cabot nu blev sjælen i disse er klart nok efter alt som føreligger, og av opbevarte offentlige dokumenter ser vi at han i begyndelsen av 1496 har gjort særlige anstrengelser for at få en større ekspedition utsendt, og han søker den engelske konge om beskyttelse og patentbrev for at sikre for sig og sine 3 sønner, Lewis, Sebastian, og Sancto fordelen av de opdagelser han ventet at gjøre på denne ekspedition som skulde bestå av 5 Skibe. Patentbrevet blev git den 5. (14. ny stil) mars 1496<ref>Det er datert: "5. mars 11. Henry VII". Henry Vll's ellevte regjeringsår var fra 22. august 1495 til 21. august 1496.</ref>, og gir Cabot og hans sønner ret til under engelsk flag at "... seile i alle dele, egne, og bugter av havet i øst, vest, og nord med 5 skibe eller skuter av hvilkensomhelst drægtighet og art, og med så mange mand som de vilde ha med sig, på deres egen bekostning, og til at søke, opdage, og finde hvilkesomhelst øer, land, egne, eller provinser, tilhørende hedninger eller vantro, i hvilkensomhelst del av verden det måtte være, som før denne tid var ukjendt for alle kristne." De fik også ret til som den engelske konges vasaller eller guvernører at ta i besiddelse hvilkesomhelst byer, leire, eller øer som de måtte opdage og være istand til at erobre og besætte. De skulde gi kongen 1/5 av alle varer, fordele o.s v. av denne reise eller enhver reise, så ofte som de kom til Bristol, til hvilken havn de skulde være bundet til alene at komme tilbake. De blev fritat for al told på varer som de måtte bringe fra de nyopdagede lande, og fik eneretten til al handel og trafik på dem. Endvidere blev alle engelske undersåtter, både tillands og tilsjøs, befalt at yde den førnævnte John, hans sønner, hans arvinger og befuldmægtigede, god hjælp "såvel ved utrustningen av deres skibe og fartøier som ved at forsyne dem med levnetsmidler som betales med deres egne penge."

Da syd ikke er nævnt blandt de strøk som kunde søkes, og da de nye lande ikke måtte være kjendt av kristne, er det klart at Cabot her får pålæg om ikke at komme i de farvande hvor Spanierne og Portugiserne netop hadde gjort sine vigtige opdagelser, og således ikke bringe England i nogen konflikt med den spanske og den portugisiske krone.

Da patentbrevet bærer samme dato (5. mars), og har tildels samme ordlyd som Cabot´s ansøkning, må det være kommet istand efter tidligere forhandlinger og overenskomst mellem Cabot og kongen, og må følgelig indeholde Cabot´s planer til den nye reise, som altså har været færdig allerede i mars 1496, og han hadde vel da også gjort ialfald nogen forberedelser til færden.

At det allerede i januar det år har ved det engelske hof været tale om Cabot´s planer, fremgår av et opbevart brev fra Ferdinand og Isabella av Spanien til den spanske ambassadør i England Dr. Ruy Goncales de Puebla. Brevet er datert 28. mars (6. april nystil) 1496, og er svar på et nu tapt brev av 21. (30.) januar fra ambassadøren. Det heter i svaret:


<blockquote>De skriver at en lik Kolumbus er kommet for at overtale kongen av England til et foretagende lik det til Indien, uten forurettelse av Spanien og Portugal. Han har fuld frinet. Men vi tror at dette foretagende blev kastet i kongen av England's vei av kongen av Frankrig i den forutfattede hensigt at avlede ham fra hans andre forretninger. Pas på at kongen av England ikke blir ført bak lyset i denne eller i nogen anden sak. De franske vil forsøke så hardt de kan at lede ham ind i slike foretagender; men det er meget usikre foretagender, og må ikke påbegyndes for øieblikket. Desuten kan det ikke bli utført uten forurettelse av os og kongen av Portugal<ref> Jfr. Harrisse, 1882, s. 315.</ref>.</blockquote>


Det vil herav forstås at Cabot´s planer har vakt opsigt i London, og har været tillagt megen betydning, og de må følgelig ha været på tale længere tid før patentbrevet blev utstedt. Vi må også av den grund tro at Cabot var forberedt til sin færd i mars 1496. Det synes derfor ikke rimelig at det var denne ekspedition som først drog ut året efter at han hadde søkt patentbrevet, så meget mindre som det bare var ett skib på færden i 1497<ref> Det har været foreslåt at Cabot drog ut i 1496, og først vendte tilbake i august 1497 (jfr. Church, 1897), men dette er uforenlig med oplysningene i brevene fra Soncino og Pasqualigo om at ekspeditionen bare hadde vart nogen måneder.</ref>. Kan vi opfatte Ayala's ord i 1498 bokstavelig, at Bristol hadde utsendt skibe i hvert av de foregående 7 år for at lete efter øen Brazil o. s. v., så må vi tro at Cabot virkelig drog ut i 1496 med den planlagte ekspedition på 5 skibe, men har av en eller anden grund vendt om med uforrettet sak. Efter uheld med et så stort foretagende kan Cabot ha hat mindre let for at finde støtte til et nyt forsøk i 1497, og har da måttet nøie sig med ett lite skib og en fåtallig besætning (18 mand)<ref>Efter Soncino's brev av 18. december 1497 var Cabot fattig. Dertil kom at han var utlænding, og som sådan neppe meget velset; men på den anden side stod i hin tid de italienske sjømænd i stort ry, og han kan derfor ha nydt anseelse for sin lærdhet i navigation og kartografi, hvilket sjømændene i Bristol ikke hadde.</ref>. Det kan også tænkes at da de tidligere ekspeditioner med flere skibe ikke hadde fundet det søkte land, har Cabot som praktisk sjømand ønsket at gjøre en pionerekspedition med en liten hurtigseilende skute og et utsøkt mandskap, før han igjen såtte et stort og kostbart foretagende igang. Han blev uavhængigere, og kunde komme hurtigere og længere frem mot vest, end når han var bunden ved at holde en flåte på flere skibe sammen.

På færden i 1496 kan Cabot´s sønner som er nævnt i patentbrevet, ha været med; derimot er det mindre sandsynlig at nogen av dem var med blandt de 18 mand i 1497<ref>De eneste som kildene (Soncino's brev 18. dec. 1497) nævner av disse er Cabot´s italienske barber (feltskjær, læge?) fra Castione, og en Burgunder.</ref>. Vistnok har sønnen Sebastian gjort fordring på at ha været med som en leder av færden, men han har også gjort fordring på at ha gjort færden alene, så hans ord kan ikke tillægges vegt. lalfald må han ha været meget ung på den tid, og han kan ikke ha spillt nogen rolle. Han omtales da heller ikke med et ord i et eneste av de samtidige breve fra de utenlandske gesandter i London, og i Pasqualigo's brev av 23. august 1497 heter det om John Cabot efter hjemkomsten at "i mellemtiden (d. e. indtil næste reise) er han med sin venetianske kone og sine sønner i Bristol." Dette tyder ikke på at nogen av sønnene har været med ham; og i samme retning peker protesten mot Sebastian som sjøfarer fra "The Wardens of the Drapers' Company" i London (se senere).

Ikke én skreven linje har vi fra Cabot´s egen hånd om denne vigtige reise i 1497 eller om nogen anden. Vi hører at han har tegnet karter over sine opdagelser; men også de er gåt tapt, lik som de mange andre karter som må ha været tegnet i denne tid før 1500<ref>Mellem 1493 og 1500 har mindst 30 ekspeditioner søkt Amerikas kyst. Alle disse har sikkert været forsynt med karter, og har også delvis selv tegnet karter over sine opdagelser, men ikke ett av disse er blit bevart. (Jfr. Harrisse, 1900, s. 14).</ref>. Vi kan derfor alene trække vore slutninger fra andres oplysninger, dels samtidige, dels senere.

De vigtigste pålitlige dokumenter som gir oplysninger om John Cabot´s reise i 1497 er følgende:

(1) De 3 breve fra hans to landsmænd i London: Et fra Venetianeren Lorenzo Pasqualigo til hans to brødre i Venedig av 23. august (1. sept. ny stil) 1497; og to breve fra Milanos gesandt, Raimondo di Soncino, til hertugen av Milano, av 24. august (2. sept.) og 18. (27.) decebr. 1497.

(2) En indførsel i regnskapet over den engelske konges civilliste, hvorav vi ser at Cabot var tilbake i London 10. august (19. ny stil) 1497.

(3) Den bekjendte spanske lods Juan de la Cosa's verdenskart, tegnet i 1500.

(4) En krønike fra Bristol av Maurice Toby, skrevet 1565, men efter ældre kilder.

Endnu kan nævnes en indskrift på det verdenskart fra 1544, som, efter indskriften på det, skulde skyldes Sebastian Cabot. Men selv om dette er rigtig, så har denne indskrift mindre værd, da han ikke kan ansees som nogen pålitlig kilde<ref> Alle de oplysninger som på anden eller tredje hånd stammer fra Sebastian Cabot, og som er meddelt av Contarini, Pietro Martyr, Ramusio, o. fl., kan ikke til lægges vegt i denne forbindelse. Forsåvidt de er pålitlige, må de handle om en eller flere senere reiser. Meddelelsen i den såkaldte Cottonian Chronicle og i Fabyan Chronicle går på reisen i 1498.</ref>.

Lorenzo Pasqualigo skriver 23. august (l. sept. ny stil) 1497 til sine to brødre i Venedig bl. a.:


<blockquote>Vor Venetianer, som gik ut med et lite skib fra Bristol, for at finde nye øer, er kommet tilbake, og sier at han 700 lege (italienske mil) borte har opdaget fastlandet i Stor-khanens (Gran Cam) rike (Kina), og at han seilte 300 lege langs kysten av det, og gik i land, men så ingen mennesker; men han bragte hit til kongen nogen snarer, sat op for at fange vildt, og en nål til at gjøre net med, og han fandt nogen trær med skår i, hvorav han sluttet at der var indbyggere. På grund av tvil kom han tilbake til skibet<ref> I Harrisse's gjengivelse av brevet (1882, s. 322) står det: "Vene in nave per dubito..."; mens Tarducci (1892, s. 350) gjengir det: "Vene in mare per dubito...; hvor mare kanske er en trykfeil for nave (?). lalfald må det vel mene at Cabot vendte om, og ikke vilde gå længere ind i landet av frygt for overfald av de indfødte, som let kunde bli farlig for ham med hans lille mandskap.</ref>, og har været 3 måneder på reisen, og dette er sikkert; og på tilbakeveien så han 2 øer på høire hånd, men han vilde ikke lande for ikke at tape tid, da han manglet levnetsmidler. Han sier at tidevandet er matt og render ikke som her (d. e. i England). Kongen har lovt ham næste gang 10 skibe, og rustet som han ønsker, og har git ham alle fanger, undtagen dem som er fængslet for høiforræderi, for at gå med ham, som han har forlangt; og han har git ham penger til at fornøie sig med til den tid, og nu er han med sin venetianske kone og sine sønner i Bristol. Hans navn er Zuam Talbot (sic, for Cabot) og han kaldes Storadmiralen og stor hæder vises ham, og han går klædt i silke og Englænderne render efter ham som gale, men han vil ikke ha noget med nogen av dem at gjøre, og likeså (gjør) mange av vore døgenigter. Opdageren av disse ting har plantet på den fundne grund Englands banner og også St. Marco's da han er en Venetianer; så at vort flag er blit heist langt borte" (jfr. Harrisse, 1882, s. 322).</blockquote>


Gesandten Raimondo di Soncino skriver den 24. august (2. sept. ny stil) 1497 til hertugen av Milano bl. a.:


<blockquote>For nogen måneder siden (''sono mesi passate'') har hans majestæt Kongen (av England) utsendt en Venetianer som er en god sjømand, og har megen dygtighet i at finde øer, og han har vendt tilbake i god behold, og har opdaget 2 meget store og frugtbare øer, og som det synes fundet "de syv byer"<ref>D. e. sagnøen, "De Syv Byers Ø" ute i Atlanterhavet.</ref> 400 lege (mil) fra øen England mot vest. Hans majestæt Kongen her vil ved første leilighet sende ham med 15 eller 20 skibe . . ." (jfr. Harrisse, 1882, s. 323).</blockquote>


Den 18. (27.) december 1497 skriver Soncino igjen til hertugen utførligere om Cabot´s reise bl. a.:


<blockquote>Kanske blandt Deres Excellences mange gjøremål vilde det ikke være uvelkomment at høre hvordan denne Majestæt har erhvervet en del av Asien uten at drage sit sverd. I dette kongerike er det en Venetianer kaldt herr Zoanne Caboto med dannet væsen, meget kyndig i navigation, og som, da han så at de durch lauchtigste konger først av Portugal og derpå av Spanien har tat ukjendte øer i besiddelse, foresatte sig at gjøre en lignende erhvervelse for den nævnte Majestæt. Efter at ha erholdt kongelig privilegium, som sikret ham bruken av de riker han måtte opdage, idet kronen beholdt suveræniteten, gav han sig skjæbnen i vold med et lite skib og 18 mand, og seilte fra Bristol, en havn på vestsiden av dette kongerike; og efter at ha passert Irland længere vest, og derefter styrt mot nord, begyndte han at seile mot de østlige strøk (d. e. vestover mot landene i orienten, altså på østkysten av Asien), idet han (efter nogen dager) lot polstjernen på høire hånd; og efter at ha flakket om en god del (''havendo assai errato'') kom han tilslut til fast land (''terra ferma''), hvor han heiste det kongelige banner og tok landet i besiddelse for denne Høihet og efter at ha tat nogen tegn (på sin opdagelse) vendte han tilbake. Da den nævnte herr Zoanne (Johan) er en utlænding og fattig, vilde han ikke bli trodd, hvis ikke mandskapet, som næsten alle er engelske og tilhører Bristol, hadde bekræftet at det han sa var sandt. Denne herr Zoanne har beskrivelsen av verden på et kart, og også på en solid kule som han har gjort, og viser derpå hvor han har været, og idet han reiste mot Levanten er han kommet så langt som Tanais's land (d. e. Asien), og de sier, at der er landet udmerket og temperert, og venter at der vokser farvetræet (''il brasilio'') og silken<ref>Det er av interesse at her tillægges altså det nyfundne land de to træk, farvetræet og silken, som var de værdifuldeste kostbarheter, karakteristisk for det land som søktes, aldeles på samme vis som Nordboene tilla sit Vinland det Gode de to træk, vinen og kornakrene (hveten), som var karakteristisk for de Lykkelige Øer. Det er historien som stadig gjentar sig selv.</ref>, og de forsikrer at dette hav er fuldt av fisk som ikke alene kan fanges med garn, men også med en hov (eller ruse?), til hvilken er fæstet en sten for at sænke den i vandet, og dette har jeg hørt berette av den nævnte herr Zoanne. Og de nævnte Engelskmænd, hans fæller, sier at de tok så meget fisk, at dette rike vil ikke længer trænge Island, fra hvilket land der er en meget stor handel med den fisk de kalder stokfisk. Men herr Zoanne har sat sin hug til høiere ting, nemlig at reise fra det sted, han har tat i besiddelse, altid langs kysten længere mot Levanten like til han vil være overfor en ø kaldt Cipango (d. e. Japan) og ligger i det ækvinoktiale strøk, hvor han tror at alle verdens krydderier så vel som edelstene findes. (Derefter følger omtalen av besøket i Mekka som før er nævnt.) Og hvad mere er, denne majestæt som er klok og ikke ødsel, har slik tillid til ham på grund av hvad han har utrettet, at han gir ham et meget godt underhold, som herr Zoanne selv fortæller mig. Og det sies at snart vil hans Majestæt ruste ut nogen skibe for ham, og vil gi ham alle forbryderne for at reise til dette land og danne en koloni, så at de håber at oprette i London et større depot av krydderier end det er i Alexandria. Hovedmændene i foretagendet hører til Bristol; de er store sjømænd, og nu da de vet hvor de skal gå hen, sier de at seilasen derhen ikke vil ta mere enn 15 dager, hvis de får god bør idet de forlater Irland. Jeg har også talt med en Burgunder av herr Zoanne's følge, som bekræfter alt dette, og som ønsker at vende tilbake, fordi Admiralen (for således blir herr Zoanne betitlet) har git ham en ø; og han har git en anden til sin barber (feltskjær?) fra Castione<ref>Sandsynligvis Castiglione nær Chivari ved Genua.</ref>, en Genueser, og begge regner sig for grever, og heller ikke regner de Monsignor Admiralen for mindre end fyrste. Jeg tror også at på denne reise går nogen fattige italienske munker med som alle har fåt løfte om bispedømmer. Og hvis jeg hadde gjort mig til vens med Admiralen da han skulde til at reise, vilde jeg i det mindste ha fåt et erkebispedømme; men jeg har trodd at de velgjerninger som Deres Excellence har tiltænkt mig vil være sikrere . . ."; (jfr. Harrisse, 1882, ss. 324 ff.).</blockquote>


Som bekræftelse og tildels utfyldning av hvad det sies i disse breve, kommer også forskjellige uttalelser i de to spanske gesandters breve om reisen det følgende år (se senere); særlig bør her lægges merke til at de begge sier at det nyfundne land lå ikke over 400 leguas (spanske mil) borte.

I Maurice Toby's krønike fra 1565, fra Bristol, heter det om året 1497: "Dette år på sankthansdag blev landet Amerika fundet av kjøpmænd i Bristol, i et skib fra Bristol kaldet "The Mathew", hvilket nævnte skib forlot Bristols havn den anden dag i mai, og kom hjem igjen den 6. august næstfølgende."<ref>Jfr. Encyclopædia Britannica, 9. utg., Edinburgh 1875, IV, s. 350; og G. P. Winchip, 1900, s. 99.</ref>

Vistnok er denne meddelelse skrevet længe efter at reisen fandt sted; men den kan høist sandsynlig være tat fra ældre kilder; for den stemmer i enhver henseende (både reisens varighet og tiden for hjemkomsten) fuldstændig med de samtidige meddelelser fra de italienske gesandter, hvis breve krønikeforfatteren umulig kan ha kjendt. Jeg kan derfor ikke se nogen grund til at denne med delelse ikke skulde være rigtig. Men de vigtigste kilder er de nævnte breve.

Sammenholdes alt dette får vi en nogenlunde fyldig forestilling om reisen i 1497: Efter at ha seilt søndenom Irland, sandsynligvis i midten av mai efter vor kalender, skulde Cabot først ha holdt noget nordlig. Hvis dette er rigtig kan grundene til det ha været flere: ugunstig vind som i mai er fremherskende fra sydvest, føre stillingen om at seilas langs storcirkelen gav den korteste vei<ref>Det kan ikke være usandsynlig at Cabot, som var en kyndig navigatør, har visst at storcirkelen gav den korteste vei. Det vil han jo bl. a. let ha kunnet se på en globus, og det oplyses at han selv laget en globus for at fremstille sin reise (jfr. s. 515).</ref>, frygt for at komme mot syd ind i Spaniernes og Portugisernes far vande, endelig kanske en forestilling om at veien til Asien var kortere på nordlige bredder(?). Men hvilke grunde som for ham var avgjørende, kan vi ikke vite, heller ikke om han overhodet har holdt synderlig nordover; det bør nemlig huskes at han overfor en utenlandsk gesandt kan ha hat god grund til at gi det utseende av at hans kurs var en del nordlig, for at det ikke skulde kunne sies at det var de av Spanierne fundne lande, han var kommet til. lalfald har det vel ikke vart længe før han søkte hurtigst mulig vestover mot sit mål, og vi kan ikke derfor tro at han er kommet synderlig langt nord. Det står jo også uttrykkelig i Soncino's første brev at landene lå vest for England; og i de spanske gesandters breve det følgende år står det at efter at ha set den retning Cabot søkte, mente de at det fundne land var det som tilhørte Spanien, eller var "ved enden av det land". Dette tyder ikke på nogen nordlig kurs.


[[File:Taakeheim ill 163.png|thumb|center|800px|<center>Hypotetisk fremstilling av misvisningens fordeling i Atlanterhavet omkr. 1500.</center>]]


Mange forfattere har ment fra Soncino's meddelelser om kursene at kunne slutte sig til hvor på Amerikas kyst Cabot kom under land; men dette lar sig umulig gjøre. For det første er jo Soncino's ord alt andet end bestemte; desuten har jo Cabot selvfølgelig ikke kunnet styre efter en ret linje over Atlanterhavet, men under de hyppige motvinder i mai og juni har han måttet ligge mange kurser, og har ofte måttet krydse sig frem; dette er vel likefrem uttalt i Soncino's ord "havendo assai errato". Enhver som har erfaring i navigation med seilskib, vet hvor vanskelig det er under slike forhold at komme frem nøiagtig i den retning en ønsker, selv om en holder aldrig så godt bestik; strøm og avdrift sætter en langt ut av de beregnede kurser, og på en seilas så lang som tvers over Atlanterhavet kan avdriften på den vis bli betydelig. Om Cabot var istand til at rette sit bestik ved hjælp av astronomiske observationer (med Jakobsstav eller astrolab) vet vi ikke, men vi hører ingenting om breddegrader, og det er vel derfor lite sandsynlig (jfr. også Kolumbus's grove feiltagelse i bredde). Særlig under den første del av færden kan strøm og fremherskende vind ha sat Cabot mod nordøst; men han kan også, ikke mindst under den sidste del av færden i juni, ha fåt sterke nordvestlige storme som har sat ham endnu mer sydover, og han kan ha fåt en av drift i sydlig retning. Dertil kommer, hvad allerede Dawson så sterkt har fremholdt, at kompassets misvisning måtte sætte ham sydover. Om Cabot har kjendt misvisningen, og har været opmerksom på dens forandring under færden vestover, vet vi ikke; det er mulig, da vi jo vet at Kolumbus la merke til denne forandring under sin første færd; men ialfald har vel Cabot like lite som Kolumbus tat hensyn til den i sin navigation. Uheldigvis kjender vi ikke misvisningens størrelse på den tid, men ved at undersøke forholdet mellem kystlinjenes virkelige retninger og dem vi tinder på de pålitligste kompaskarter (særlig Cantino-kartet) fra tiden kort efter 1500 (som er tegnet uten kjendskap til misvisning) har jeg forsøkt at konstruere op misvisningens fordeling i Atlanterhavet på den tid, men dette er selvfølgelig rent hypotetisk.

Efter dette skulde misvisningen under Cabot´s seilas vestover ha forandret sig fra omtrent 6° øst ved Bristol til omkring 30 ° vest under Amerikas kyst. Tænker vi os at han har kunnet følge magnetisk vestlig kurs hele tiden fra sydkysten av Irland, så måtte han komme helt søndenom Kap Race på Newfoundland. Vistnok sies han altså først at ha holdt noget nordover, men hvor meget vet vi ikke, og på den anden side kan avdrift ha sat ham vel så meget sydover. Påstanden at den av Soncino opgivne kurs må ha ført Cabot iland på Labrador eller Newfoundland blir således uholdbar. Den stemmer heller ikke med Soncino's omtale av landet som utmerket og temperert, og at der kunde det ventes at vokse farvetræ og silke. Vil en bortfortolke dette med at det kan skyldes opdagernes vanlige tilbøielighet på den tid til at fremstille de fundne lande i det gunstigste lys, hvilket er meget mulig, så blir det værre at forklare at vi ikke hører et ord om at de traf is på reisen. Skulde Cabot under seilasen vestover være kommet til Labrador eller til nordøstkysten av Newfoundland en gang i juni, er det usandsynlig at han ikke skulde ha set isfjeld, og det er like usandsynlig at de to italienske gesandter ikke skulde ha omtalt dette, som for dem var en stor merkelighet, hvis de hadde hørt om det; vi ser jo hvorledes senere, i skildringer av Sebastian Cabots påståtte reise, isen er det som fremfor alt omtales. selv om John Cabot kunde ha tidd stille om isen for at den ikke skulde avkjøle de forhåbninger som hans meddelelser vakte, så er det ikke rimelig at hans folk skulde ha gjort det, hvis de hadde møtt den. Men skjønt andre uttalelser av folkene meddeles, hører vi ikke et eneste ord om is eller isfjeld, og de er almindelige nok på Newfoundlands-banken på den årstid, og måtte ha været en helt ny oplevelse selv for sjøfolk fra Bristol som var vant til at fare på Island. Vi må derfor helst tro at Cabot under sine bauter vestover er blit sat så langt syd på Newfoundlands-banken at han ikke har truffet på isfjeld, og at han først er kommet op under land ensteds længer vest<ref>Huskes bør det også at det på Newfoundlands-banken og under kysten av Newfoundland og Nova Scotia er overordentlig meget tåke (tildels over 50% av dagene) på den årstid det her gjælder, så det kan være en tilfældighet hvor de først fik land i sigte.</ref>.


[[File:Taakeheim ill 164.png|thumb|center|800px|<center>Nordvestlige del av Juan de la Cosa's kart fra 1500. Endel av navnene er medtatt. Nettet av kompasstreker utelatt.</center>]]


Både efter den før nævnte krønike fra Bristol (av Toby fra 1565), og efter en indskrift på det kart fra 1544 som tillægges Sebastian Cabot´s medvirken, var det sankthansdag (3. juli ny stil) det første land blev opdaget. Til trods for Harrisse's indvendinger<ref> Harrisse1896, ss. 63 ff. synes ikke at ha været opmerksom på at Cabot nødvendigvis må ha brukt længer tid til reisen vestover, hvor han hadde de fremherskende vinder mot sig, end til hjemreisen, hvor vindforholdene var gunstig.</ref> forekommer det mig ikke usandsynlig, at denne dato kan være rigtig. Hvis han reiste 2. (11.) mai har han altså brukt 53 dager til over reisen. Tænker vi os at han kom i land ved Kap Breton er avstanden i like linje efter den antydede kurs omtrent 2200 kvartmil. Han er følgelig kommet gjennemsnitlig 42 kvartmil frem i døgnet i retning mot sit mål. Dette er vistnok ingen hurtig seilas, men stemmer netop med hvad vi kan vente, idet han har måttet gjøre mange bauter, og har "flakket meget om", som Soncino's ord tyder på.

For avgjørelsen av spørsmålet om hvilken del av Nord-Amerika det var Cabot opdaget, forekommer det mig at det ikke er noget andet pålitlig dokument end La Cosa's verdenskart fra 1500<ref>Kartet fra 1544 som tillægges Sebastian Cabot, eller som han ialfald har hat indflydelse på, kan vistnok ikke tillægges synderlig værdi, da denne mands utsagn aldrig kan stoles på. Imidlertid stemmer oplysningene på dette kart om at det var på Kap Breton at Cabot først kom under land på en merkelig måte med La Cosa's kart, som vi straks skal se.</ref>. Den baskiske kartograf, Juan de la Cosa, som eide og førte Kolumbus's skib i 1492, og som siden blev betrodd flere offentlige hverv, var en anset karttegner og sjømand i Spanien. Han fik i opdrag at utarbeide et verdenskart for den spanske krone, og vi må tro at han til dette arbeide har fåt overlatt alle karter og geografiske oplysninger som man i Spanien rådet over. Fra brev av 25. juli 1498 til Ferdinand og Isabella av Spanien fra den spanske gesandt Ayala i London, vet vi at denne hadde fåt en kopi av "det kart eller verdenskart" som John Cabot hadde tegnet for at fremstille sine opdagelser i 1497; og det kan ikke være tvilsomt at en kopi av det også er blit sendt til Spanien, for Ayala sier at han "trodde at Deres Majestæter allerede hadde kartet". Det kan derfor ansees som en selvfølge at La Cosa har hat dette kart, da han mindre end to år senere skulde utarbeide sit, og at det er derfra, og fra intet andet, at han har hentet sine oplysninger om Engelskmændenes opdagelser. Vi vet ikke at noget andet kart er blit sendt fra England til Spanien i disse to år, og der er ingensomhelst grund til at anta at La Cosa's oplysninger kan stamme fra Cabot´s reise i 1498, som i hvert fald må ha været uheldig.

Til forståelse av La Cosa's kart må det først og fremst merkes at det er et kompaskart, og ikke tar hensyn til den magnetiske misvisning på den amerikanske kyst. Dette forklarer at f. eks. kyststrækninger som i virkeligheten går i retvisende vest-sydvestlig retning, er på kartet kommet til at ligge i vest-øst. Endvidere blir bredden på Nord-Amerikas kyst for nordlig, derved at strækninger som f. eks. ligger misvisende vest for Irland, på kartet lægges retvisende vest derfor. På den vis kan Kap Breton (eller Kap Race på Newfoundland?) komme på omtrent samme bredde som det sydlige Irland, mens det i virkeligheten ligger næsten 5° længer syd. Den kyst som er merket med 5 engelske flag, skal selvfølgelig være det av Cabot opdagede land. At La Cosa har hat et kart over denne strækning viser sig også derved at den ved sine detailler skiller sig fra hans fremstilling av den øvrige del av den nord-amerikanske kyst, men ligner den del av Sydamerika som er merket med spanske flag og som han har hat kart over. Merkelig nok har bare en del av den engelske strækning navne; vi må anta at dette er den kyst som Cabot sies at ha seilt langs med. La Cosa's fremstilling av Nordamerikas kyst uten for de engelske flag er vel helst gjetning, selv om den har træk, som har merkelige likheter med virkeligheten; men helt utelukket er det ikke, at han kan ha hat mundtlige eller skriftlige rygter om senere reiser (?), som vi ikke kjender.

La Cosa's kart stemmer fuldt overens med uttalelsene i brevene fra Pasqualigo, Soncino, og de to spanske gesandten Soncino sier at landet ligger 400 lege (italienske mil) fra England i vest, og både Puebla og Ayala sier at de tror at avstanden er ikke over 400 leguas (spanske mil). Efter Pasqualigo har derimot Cabot sagt at han 700 lege borte hadde opdaget fastlandet i Stor-khanens rike, og at (d. e. efter at?) han seilte 300 lege langs kysten. Man har ment at det skulde være en uoverensstemmelse mellem de tre første brevskriveres 400 mil og Pasqualigos 700, men opfatter vi det, hvad vel er rimeligst, som at de 700 miles avstand gjælder, ikke det nærmeste land, men det længst borteliggende, hvor Cabot mente endelig at ha nådd indenfor grænsen av Stor-khanens rike (Kina) og ikke våget at gå videre, så blir det jo fuldstændig overensstemmelse, idet de 300 mil, han først hadde seilt langs kysten, må trækkes fra for at få avstanden fra England til nærmeste land. Længden av en venetiansk lega, eller en spansk legua kan ikke nøiagtig avgjøres. Antar vi at det gik mellem 20 og 177 s (jfr. Kretschmer, 1909, ss. 63 ff.) på breddegraden, svarte altså hver legua til mellem 3 og 3.43 geografiske kvartmil (breddeminutter), eller mellem 5.6 og 6.3 kilo meter. Efter det første mål (3 kvartmil) blir 400 leguas omtrent 1200 kvartmil, og 700 leguas omtrent 2100 kvartmil<ref> Avstanden fra Irland til Newfoundland er vel 1600 kvartmil, og til Kap Breton omkr. 1900; men regnet fra Bristol blir det omtrent 280 kvartmil mer.</ref>. Den første avstand er ialfald en god del for liten, mens den sidste er for stor. Dette kan let forklares derav at Cabot, eller hans folk, naturlig har ønsket at fremstille seilasen til det nyopdagede land så lite avskrækkende som mulig, og har derfor undervurdert avstanden, mens de gjerne vilde gjøre landet selv størst mulig, og har i høi grad overvurdert længden av sin seilas langs kysten. At de reisende virkelig antok avstanden til det nyopdagede land for at være 400 leguas fra Irland, stemmer også med Soncino's utsagn at sjøfølkene fra Bristol mente at reisen dit ikke vilde ta mere end 15 dager fra Irland.

La Cosa's kart er tegnet som et ækvidistant kompaskart, og vi kan derfor lage os et milemål ved at bruke avstanden mellem ækvator og vendekredsen. På den vis finder vi at det østligste nes, "Cauo de Ynglaterra" (Kap England) på Cabot´s opdagede kyst ligger henimot 400 leguas fra Irland, mens det mellem dette nes og det vestligste navngivne, "Cauo descubierto" ("det opdagede kap"), er omtrent 300 leguas<ref>For at ta det ganske nøiagtig blir avstanden på la Cosa's kart mellem Irland og Cauo de Ynglaterra 1290 kvartmil, mellem Bristol og samme nes 1620 kvartmil, mens avstanden mellem Cauo de Ynglaterra og navnet Cauo descubierto blir 1080 kvartmil. Regner vi 17 1/2 leguas på graden svarer disse avstande til 376, 472, 315 leguas; mens 20 leguas på graden gir 430, 540, og 360 leguas. Da navnet Cauo descubierto står ute i sjøen vestenfor det nes hvortil det hører, blir den sidste avstand mindre og meget nær 300 leguas. Langs kartets overrand er inddelt en målestok, hvor hver delestrek efter almindelig bruk svarer til 50 miglia. Efter denne blir avstandene fra Irland til Cauo de Ynglaterra 1425 miglia, og fra dette til navnet Cauo descubierto 1200 miglia. Regner vi 4 miglia på hver legua blir disse avstande 356 og 300 leguas.</ref> . Endvidere ligger på kartet denne kyst ret i vest for Bristol og det sydlige England, som den efter Soncino's første brev skulde gjøre.

Det er således fuld overensstemmelse mellem dette kart og alle samtidige oplysninger vi kjender om reisen, og det blir ikke rum for tvil om at det med sine navne fremstiller John Cabot´s opdagelser i 1497, som altså strakte sig mellem Cauo de Ynglaterra i øst (med to øer, Y. verde og S. Grigor, østenfor) og Cauo descubierto i vest. Men denne strækning forekommer mig at måtte være enten sydkysten av Newfoundland, eller sydøstkysten av Nova Scotia, og Cauo de Ynglaterra må enten være Kap Race eller Kap Breton; størst sandsynlighet er det for det sidste<ref>Jeg ser her ganske bort fra de almindelige påstande om at Cabot skulde være kommet til Newfoundlands østkyst (ved kap Bonavista, eller nordenfor), eller endog til Labradors kyst. Det lar sig umulig forene med La Cosas's kart, og stemmer heller ikke med Pasqualigo's og Soncino's beretninger, like lite som med oplysningen på kartet fra 1544 (av Sebastian Cabot?), om vi vil tillægge den nogensomhelst vegt. Andre pålitlige dokumenter kjender vi ikke. Det bevis på at Cabot i 1497 er kommet til Labrador, som Harrisse mener (1896, ss. 78 ff.) at se i den omstændighet, at Engelskmændenes opdagelser sættes til den nordligste del av den nord-amerikanske østkyst (mellem 56° og 60°) på de officielle spanske karter fra første halvdel av det 16. århundrede, kan ikke tillægges vegt, og opveier ingenlunde La Cosa's kart, som taler et tydelig nok sprog. selv om Sebastian Cabot har hat overopsynet med disse senere karter, beviser det lite eller intet. Har det været i hans interesse ikke at støte Spanierne ved at fremhæve sin fars opdagelser, har han neppe hat betænkeligheter ved at utelate dem, eller la dem flyttes nordover. Netop på de samme karter (f. eks. Ribera's fra 1529) gjøres det nemlig fordring på at hele kysten sydvest for Newfoundland (Tiera nova de Cortereal) var opdaget av Spaniere (Gomez og Ayllon). Men dertil kommer at for så vidt de spanske karters indskrifter på "Labrador" kan tillægges vegt, så gjælder de, liksom flere av de Sebastian Cabot tillagte uttalelser, åbenbart ikke Cabots opdagelser i 1497, som findes på La Cosa's kart, men de gjælder opdagelser som er gjort på senere engelske reiser fra Bristol, hvor man traf sammen med isen. Hvis kartet av 1544 kan tillægges Sebastian Cabot´s medvirkning, viser det jo desuten klart nok at han intet kjendskap har hat til den nordlige del av Amerikas østkyst, idet han lar den strække sig øst og nordøstover, hvilket skyldes, at Grønland (Labrador) er blit indlemmet i den. Kartet er et plagiat av de tidligere franske. Ved sin opfatning kommer Harrisse i fuldstændig forlegenhet med forståelsen av La Cosa's kart, og han må ganske opgi at finde noget ut av det, idet det jo motsier alt han mener at kunne slutte fra de meget senere spanske karter. Forøvrigt, når Harrisse så sterkt fremhæver betydningen av de nordlige breddegrader for de engelske opdagelser på kartene (også på La Cosa's) som bevis for at de var på Labradors kyst, så bør det pekes på hvorledes f. eks. Newfoundlands og også Grønlands, ikke at tale om de Vestindiske Øers breddegrader veksler på kartene, og ofte er meget for nordlige; det viser at den slags beviser ikke kan tillægges vegt.</ref>; det stemmer også bedst med alle foreliggende dokumenter og medfører de færreste vanskeligheter. Det kunde da synes rimelig, at Cabot først er kommet under land ved Cauo de Ynglaterra eller Kap Breton<ref>Det har været fremholdt, at Cauo descubierto må angi det land han først fik i sigte. Navnet betyr jo bare "opdaget kap", og det sies ingenting om enten det blev opdaget først eller sidst. Det kan jo også ha ståt mere om det på Cabot´s originalkart, og på La Cosa's kart er det forøvrig et hui i pergamentet like efter dette navn, At det skulde være det samme Cap som på "Sebastian Cabot´s" kart fra 1544 kaldes Prima tierra vista, er ikke sandsynlig, da dette ligger østligst, på odden ved kap Breton.</ref>, at han derfra har seilt vestover (misvisende) for at undersøke det nyfundne land. Hovedretningen av Nova Scotias kyst går omtrent i VSV, og antar vi at misvisningen ved kap Breton var dengang omtrent 28° vest, hvilket jeg har fundet bestyrket ad anden vei<ref>Til denne bestemmelse har jeg for en del støttet mig på andre karter, væsentlig Cantino-kartet hvor retningen av Newfoundlands nordøstlige kyst gir en misvisning av mellem 31 ° og 38 °; og retningen mellem Kap Farvel og Kap Race gir 28 ° misvisning, hvilket sikkerlig er noget for høit.</ref> (jfr. foran s. 518; den er nu 25 ° vest), så vil det si at kysten strakte sig litt nord for vest efter kompasset, hvilket nøiagtig stemmer med La Cosa's kart. På grund av ugunstig vind, og fordi det måtte seiles forsigtig langs en ukjendt kyst, kan seilasen ha gåt sent, og Cabot har i høi grad overvurdert sine avstande, hvilket er et ikke ualmindelig træk hvor opdagelsesreisende færdes i ukjendte farvande, helt siden Pythias's dager. Tilslut er Cabot, omtrent 300 kvartmil frem, kommet til Nova Scotias sydvestlige pynt, som han først måtte anta for landets ende. Men da det sikkert har været ham meget om at gjøre at få dette på det rene, kan han ha seilt videre over Fundy-bugtens munding, indtil han igjen så land, det smilende Maine's frugtbare kyst, strække sig videre vestover så langt øiet rakk, og han har nu ment med sikkerhet at være ved fastlandets kyst i Stor-khanens mægtige rike. Her var det kanske også at han gjorde det av Pasqualigo og Soncino omtalte besøk i land<ref>Det kunde indvendes herimot at han sier at "tidevandet er matt, og ikke render" som i England (le aque e stanche e non han corso come qui). Tidevandet er i det indre av Fundy-bugten betydelig, men på kysten av Maine og på utsiden Scotia er det lite, sammenlignet med det tidevand Cabot kjendte fra Bristol-kanalen.</ref> hvor han så tegn på at der var mennesker, uten at han møtte nogen. Han kan naturligvis ha været iland tidligere på Kap Breton og på Nova Scotia uten at finde tegn til mennesker, og har ikke omtalt dette; for det var ikke et ubebodd land han søkte, men det rike Øst-Asien. Det kan også godt være det sted, hvor han fandt disse første tegn på folk, som er blit kaldt Cauo descubierto; det er nemlig påfaldende at dette navn på La Cosa's kart ikke står ved nogen fremspringende odde på kysten, men midt utfor en forholdsvis dyp indbugtning, som isåfald kunde være mundingen av Fundy-bugten. Det er også i sjøen vest for denne Havbugt, som Cabot her seilte over, at La Cosa har anbragt sit "mar descubierta por jnglese" (hav opdaget av Englændere). La Cosa's mar blir da nærmest hele havbugten mellem Kap Sable og Kap Cod<ref>Det må stadig huskes at La Cosa ikke hadde Cabot´s originalkart, hvor kysten og Fundy-bugten kan ha været fremstillet mere virkelighetstro.</ref>

Cabot mente nu at ha fundet hvad han så begjærlig søkte. Han var ikke rustet for noget længere ophold, og med sit lille mandskap kunde han desuten ikke utsætte sig for mulige angrep av landets indbyggere. Han hadde følgelig fuld grund til at vende tilbake. At forsyne sig med det nødvendige vand, og kanske ved, for tilbakereisen, har ikke tat lang tid. Mat var det værre med, og det står da også at det var så knapt med den at han på hjemveien ikke vilde stanse ved nye øer; rigtignok fortælles det om den megen fisk; men den var vel ikke tilstrækkelig. Han har da vendt tilbake til Cauo de Ynglaterra, og derpå hjemover fortest mulig<ref>La Cosa's kart kunde tyde på at han fra Cauo descubierto har gjort et slag vestover i rum sjø før han vendte, og at han har set kysten strække sig videre, indtil den langt vest bøide sydover mot et nes, kanske Kap Cod, hvor La Cosa anbragte det vestligste flag. Men dette forekommer tvilsomt, og blir bare gjetning.</ref>. Avstanden fra Kap Breton forbi sydspidsen av Nova Scotia til kysten av Maine er 420 kvartmil. Frem og tilbake, med en tur i rum sjø henimot Kap Cod, kunde dette bli 1200 kvartmil. Tænker vi os at Cabot dertil har brukt 20 dager, tiden anvendt til landgang iberegnet, blir dette 60 kvartmil i døgnet, som kan synes meget, men hvis han på tilbakeveien har kunnet seile med gunstig vind nogenlunde ben kurs, blir det mulig, og han kan isåfald ha været tilbake ved Cap Breton eller Cauo de Ynglaterra omkring 14. (23) juli, og har herfra sat kursen hjemover ut tilhavs i misvisende øst. Denne kurs har ført ham op under Newfoundland, og han har fåt øen Grand Miquelon, med Burin Peninsula østenfor (S. Grigor på La Cosa's kart?), i sigte på styrbord baug, hvad Pasqualigo kalder til høire. Da han har frygtet mere land i den retning som ikke vilde være hyggelig at komme nær, særlig under seilas om natten, har han båret av mot sydøst, hvor han fra utreisen visste at det var åpent farvand. Da han efter en stund mente sig sikker har han igjen sat kursen misvisende øst, men han har så fåt nyt land, Avalon Peninsula, forut eller på styrbord baug, og har igjen måttet bære av. Han har antat det for en ny stor ø (Y. verde), men har ikke villet lande, både på grund av knap proviant, og fordi han vilde hjem hurtigst mulig for at fortælle om sin opdagelse, og få istand en større ekspedition for at ta det nye land i besiddelse<ref> At avstanden mellem disse øer og Cauo de Ynglaterra på la Cosa's kart er mindre end det halve av hvad den skulde være, kan ikke tillægges avgjørende betydning, da avstandene i det hele er som set lite pålitlige på dette kart. Navnet S. Grigor må sikkert stamme fra Engelskmændene, mens Y. verde kan stamme fra Cabot eller fra La Cosa, og kan være det samme navn som findes på kompaskarter fra det 15. århundrede  La Cosa eller Cabot kan ha antat disse to øer for at være det samme som Illa verde og Illa brazil på disse ældre karter, og mens den ene ø har fåt nyt navn (kanske fordi det fandtes andre øer med navnet Brazil (?), eller fordi denne ø var navnløs på enkelte kompaskarter, så har den anden fåt beholde det gamle, som oprindelig er en oversættelse av Grønland. Dette Nordboenes gamle land kommer altså her langt syd, og er blit formindsket til en meget beskeden størrelse, idet det er blit sammenblandet med halvøer på Newfoundland.</ref>. For at være helt sikker på ikke oftere at støte på land, kan Cabot nu ha båret godt av mot sydøst, og er således kommet sydlig på Newfoundlandsbanken, og er gåt helt klar av isfjeldene som ligger længer nord. Til reisen østover har han fåt ypperlig vind, da næsten alle vinde i denne del av Atlanterhavet er mellem syd og vest eller nordvest i juli og begyndelsen av august. Desuten har han delvis hat strømmen med sig, og han kan derfor meget let ha gjort hjemreisen på 23 dager, og kan igjen omkr. 6. (15.) august 1497 ha seilt ind i Bristols havn. At Cabot ikke kan ha brukt meget over 20 dager til hjemreisen, fremgår jo også av den omtalte ytring av sjøfølkene fra Bristol, at de kunde gjøre reisen på 15 dager<ref>Som bevis for at en hjemreise på 23 dager ikke vilde være nogen usedvanlig hurtig seilas på den tid, kan til sammenligning nævnes at Cartier i juni og juli 1536 brukte 19 dager fra Kap Race til St. Malo. Champlain gjorde samme reise i 1603 på 18 dager, og i 1607 brukte han 27 dager fra Canso nær Kap Breton til St. Malo.</ref>.

Den ovenfor fremholdte opfatning av John Cabot´s reise i 1497 stemmer også med verdenskartet fra 1544, som tillægges Sebastian Cabot´s medvirkning, men som denne ialfald ikke kan ha set eller rettet efter at det er blit gravert, sandsynligvis i Nederlandene, og av en gravør som ikke forstod spansk, kartets sprog. (Jfr. Harisse, 1892, 1896; Dawson, 1894). Dets fremstilling av Nordamerikas nordlige østkyst er væsentlig lånt fra de franske karters fremstilling av Cartier's opdagelser i St. Lawrence-Bugten (jfr. Deslien's kart fra 1541). Kap Breton er kaldt "Prima tierra vista" (første land set), og i indskriften, som hører til den nordlige del av den amerikanske kyst <ref>8 Jfr. Dawson, 1897, ss. 209 ff.</ref>, og hvis indhold synes at måtte stamme fra Sebastian Cabot heter det:

"Dette land blev opdaget av Joan Caboto Veneciano og Sebastian Coboto hans søn i året 1494 (sic!) efter vor frelser jesu Kristi fødsel, den 24. juni om morgenen; til hvilket de gav navnet "Prima Tierra Vista", og en stor ø som er nær det nævnte land, gav de navnet St. Johan, fordi den blev opdaget den samme dag." (d. e. St. Johan's dag = sankthansdag)<ref>Hakluyt meddeler (i Principal Navigations, London, 1589) en tilsvarende indskrift fra den kopi av dette kart, som på hans tid var i dronningens privat-galleri i Westminster, og som var gravert i London i 1549 av den vel kjendte Clement Adams. Da Sebastian Cabot i 1549 hadde en høi stilling hos den engelske konge som rådgiver i alle maritime saker, og særlig som kartograf, må vi tro at han har været rådspurt ved utgivelsen av et så vigtigt kart, særlig da det tillæs ham selv. Indskriften må således antas her at være blit revidert av Sebastian Cabot. Hakluyt omtaler denne indskrift på Clement Adams's kart første gang i 1584 (jfr. Winship, 1900, s. 56) og sier da, liksom i første utgave av Principal Navigations, at årstallet for opdagelsen var 1494; men i utgaven fra 1600 av Principal Navigations har han rettet det til 1497, uvisst av hvad grund (jfr. Tarducci, 1892, s. 47; Harrisse, 1892, 1896; Winship, 1900, ss. 20 f.). Hvordan det sikkert feilagtige årstal 1494 er kommet ind på kartet på 1544 er ukjendt; det kan tænkes at MCCCCXCIIII er en læse- eller skriv feil for MCCCCXCVII, idet de to streker i V er blit opfattet som adskilf II (jfr Harrisse, 1896, s. 61).</ref>.


[[File:Taakeheim ill 165.png|thumb|center|800px|<center>Nordlige del av verdenskart fra 1544, tillagt Sebastian Cabot.</center>]]


Hvad som står videre i denne indskrift —om at de indfødte går klædt i skind, at landet er ufrugtbart, at der er mange hvite bjørne, masser av fisk, tildels kaldt bacallaos, o.s.v. o.s.v. kan ikke, som Harrisse synes at mene, gå på dette land (Kap Breton) som først blev opdaget, men på de nordlige strøk av det nye fastland i det hele. Karakteristisk for dette kart som for de tidligere franske, er opdelingen av Newfound land i et antal mindre øer. Hvis den opfatning er rigtig at Y. Verde og S. Grigor på La Cosa's Nordlige del av verdenskart fra 1544, tillagt Sebastian Cabot. kart også er dele av Newfoundland, kan det forklare, at Sebastian Cabot ikke har hat vanskelig ved at bringe dette kart, eller sin fars, i overensstemmelse med de franske, idet han måtte opfatte det som at en hel del flere, senere opdagede "øer" var kommet til.


[[File:Taakeheim ill 166.png|thumb|center|600px|<center>Del av Pedro Reinel's kart, fra beg. av 16. årh.</center>]]


Nogen ø St. Johan findes ikke på La Cosa's kart, derimot et Cauo S. Johan ikke langt fra C. de Ynglaterra og like ved den som er kaldt Illa de la trinidat At navnet er kommet på et kap istedenfor på en ø, kan skyldes en forveksling under de gjentagne kopieringer. På Pedro Reinel's portugisiske kart fra beg. av 16. årh. (altså kort tid efter 1497), er Kap Breton avsat uten navn, men på utsiden ligger en ø Sam Joha (St. Johan); på Maggiolo's kart fra 1527, står C. de bertonz, med øen Ja de Sloan> på samme sted; og på Michæl Lok's kart, i Hakluyfs "Diverse Voyages" 1582, står C. Breton med øen S. Johan, på utsiden, og på C. Breton-landet (eller Nova Scotia), kaldt Norombega, står "J. Cabot 1497". Det synes således at ha været en sikker tradition at det var her J. Cabot kom under land, og St. Johan kan da være den lille Scatari Island som ligger like på utsiden av Kap Breton Øen, (jfr. Dawson, 1897, ss. 210 ff) at øen ''I. de S. Juan'' på kartet fra 1544 ligger på indsiden av "Prima tierra vista" og svarer til Magdalen Islands, er av underordnet betydning, vi vet ikke engang om Sebastian Cabot kan gjøres ansvarlig for det, da det kan skyldes en forveksling av karttegneren. Samstemmigheten mellem de tidligere karter, fra 1500, 1527, og Reinel's kart (sammenholdt med Lok's kart hos Hakluyt), må på dette punkt tillægges mer vegt end kartet fra 1544<ref> Den forklaring er også mulig at Cauo de Ynglaterra, Cabots østligste punkt på landet, har været Kap Race på Newfoundland, til trods for at Sebastian Cabot har anbragt det på Kap Breton. Det er som nævnt meget tvilsomt om Sebastian Cabot var med sin far i 1497, derimot har han sandsynligvis kjendt sin fars kart, og har i 1544 hat en kopi av det eller ialfald av La Cosa's kart. Så har han set de franske karter fremstillende Cartiers opdagelser, f. eks. Deslien's kart fra 1541; og det gjaldt at identifisere sin fars opdagelser med dette kart. Det måtte da falde ganske naturlig at anta at C. de Ynglaterra svarte til Kap Breton som så ut som den østligste pynt på fastlandet i dette strøk mens det længere øst bare var en øgruppe som godt kunde svare til S. Grigor og Y. Verde på la Cosa's kart. Han har kanske også hat en optegnelse om at det var på sankthansdag (St. Johan's dag) at det første land blev opdaget På sin fars kart har han fundet en ø S. Johan ved denne odde, eller han har kjendt det fra traditionen på Reinel's og senere karter, og har så anbragt sit Prima tierra vista på Kap Breton. Skulde den opfatning at C. de Ynglaterra er Kap Race, ansees for rigtig, kunde det antas at Cauo descubierto virkelig var det sted hvor John Cabot først kom under land, kanske i nærheten av Kap Breton, og at han herfra seilte østover, de formodede 300 leguas, langs Newfoundlands sydkyst. De to øer han opdaget til høire kunde, skjønt lite sandsynlig, være Grand Miquelon og St. Pierre, og han har seilt mellem disse og land. Men i så fald kommer vi i forlegenhet med de to øer S. Grigor og Y. Verde, som kommer til at ligge øst for Kap Race hvor det ingen øer findes. At det skulde være isfjelde som har været antat for øer, er ikke rimelig. Det er da mer sandsynlig at de, som før nævnt, er gjengangere av tidligere kompaskarters Illa Verde og Illa de Brazil (fra 15. årh., se foran, ss. 495, 526). Men hele denne forklaring forekommer noget kunstig, og den jevne kyst på La Cosa's kart lar sig vanskelig forene med den ytterst ujevne kystlinje vi måtte få mellem Kap Breton-øen og Kap Race. Endvidere er det den vanskelighet hvis La Cosa's kyst skulde være sydkysten av Newfoundland, at vi måtte forutsætte at John Cabot hadde kjendt misvisningen, og tat hensyn til den ved tegningen av sit kart.</ref>.


[[File:Taakeheim ill 167.png|thumb||center|600px|<center>Del av det såkaldte Michael Lok's kart; fra London, 1582.</center>]]


John Cabot kom tilbake til Bristol i begyndelsen av august, sandsynligvis omkr. den 6. (15. ny stil). Han har ilet like til London for at fortælle kongen om sin opdagelse, og vi vet at han må ha været der den 10. (20.) august; for i de opbevarte regnskaper over kongens civilliste står det: "10. August 1497. To hym that found the new isle, £ 10." (til ham som fandt den nye ø, £ 10).

Det kan ikke sies at være nogen overdreven at finde et nyt kontinent, selv om 10 pund i datidens penge svarer til omtrent 120 pund nu. Senere samme høst blev Cabot av kongen tilsagt en pension på £ 20 om året.

Hans opdagelse gjorde imidlertid, som de før omtalte breve viser, megen opsigt i England, og vakte store forhåbninger.

Hvad Cabot hadde nådd med sin reise i 1497 var først og fremst at fastslå tilværelsen av et stort land hinsides havet i vest for Irland, og dette land antok han selv hørte til Asien, og var en del av Kina. Desuten hadde han fundet store fiskemasser i sjøen ut for den nyfundne kyst; en opdagelse som snart skulde skape et stort fiske, drevet av flere nationer, ved Newfoundland; det blev større end fiskeriene på Island, som hadde været de vigtigste indtil da. Men John Cabot hadde åbenbart ikke megen sans for betydningen av denne vigtige opdagelse. Han hadde, som Soncino sier, "fæstet sin hug til høiere mål",  for han mente at han ved at følge fastlandskysten videre vestover fra det fundne land vilde kunne nå det rike Cipango (Japan) og krydderi-øene i ækvatorstrøkene.

Her er i få ord planen for hans næste reise git. Selv hadde Cabot store forventninger, og så en glimrende fremtid for sig, hvor han selv som fyrste hersket over nyerobrede riker, som han underla den britiske krone. Og han hadde, som vi har set, været rundhåndet i at utdele øer til sin barber, til en Burgunder, o. s. v.

I begyndelsen av 1498 fik Cabot et nyt kongelig patentbrev, datert 3. februar i Henry VII´s 13: regjeringsår<ref>Dette blir efter den tids regning den 3. februar 1497, da det borgerlige år begyndte 25. mars; efter ny stil blir det altså 12. februar 1498.</ref>. Dette brev lyder på John Cabot´s navn alene (hans sønner er denne gang ikke nævnt). Det gir ham ret til at ta hvorsomhelst indenfor det engelske rike 6 engelske skibe på 200 ton eller derunder med deres nødvendige utrustning "for at føre dem til det land og de øer som nylig er fundet av den nævnte John, i vort navn og efter vor befaling, og han skal betale for dem og hvert av dem som og om vi skulde i eller for vort eget bruk betale og ikke anderledes." Og den nævnte John kunde endvidere "ta og motta i de nævnte skibe og i hvert av dem alle sådanne skibsførere, sjømænd, 'tjenere, og vore undersåtter som av deres egen fri vilje vil gå og reise med ham i de 'samme skibe til det nævnte land eller øer".

Det synes således som at den ikke meget ødsle konge har ved nærmere eftertanke sterkt mindsket sin første plan om at sende en flåte på 10—15 eller 20 skibe med alle rikets straffanger.

De vigtigste dokumenter om denne reise er:

(1) to samtidige breve, skrevet før ekspeditionens hjemkomst, av den ældre spanske ambassadør i London Ruy Gonzalez de Puebla, og av den yngre samtidige spanske gesandt i London, Pedro de Ayala, til Ferdinand og Isabella av Spanien. Sidste brev er datert 25. juli (3. august ny stil) 1498; det første er udatert, men er fra omtrent samme tid.

(2) En beretning i den såkaldte Cottonian Chronicle<ref> Manuskriptet er opbevart i Britisk Museum. Jfr. G. P. Winship, 1900, s. 47.</ref> (som indeholder det samme som i Robert Fabyaris Chronicle) handler utvilsomt om denne reise i 1498, og ikke som av mange antat om reisen i 1497. Den synes at være en samtidig optegnelse fra 1498, skrevet før ekspeditionens tilbakekomst.

Disse dokumenter indeholder alt hvad vi med sikkerhet vet om John Cabot´s reise i 1498.

Den spanske ambassadør Ruy Gonzales de Puebla skriver Puebia's i 1498 til Ferdinand og Isabella av Spanien (sandsynligvis i juli):


<blockquote>Kongen av England sendte 5 bevæbnede skibe med en anden Genueser lik Kolumbus for at søke øen Brasil og andre nær den<ref>Det står vicinidades, men Desimoni (1881, Pref. s. 15) antar at det er en feillæsning for septe citades, altså "De Syv Byer".</ref> og de var proviantert for et år. Det sies at de vil vende tilbake i september. Når en ser den vei de søker for (at nå) det, så er det det som Eders Høiheter besidder. Kongen har nogen ganger talt til mig om det, han håber at ha meget store fordele derav. Jeg tror at det herfra ikke er over 400 leguas" (jfr. Harrisse, 1882, s. 328).</blockquote>


Pedro de Ayala skriver 25. juli 1498:


<blockquote>Jeg tror Eders Høiheter har hørt hvorledes kongen av England har rustet ut en flåte for at opdage visse øer og fastland som visse personer, som reiste ut fra Bristol forrige år, har forsikret at de har fundet. Jeg har set det kart som opdageren har tegnet, som er en anden Genueser lik Kolumbus, som har været i Sevilla og i Lissabon for at søke at finde nogen som vilde hjælpe ham i dette foretagende. Folkene i Bristol har i 7 år hvert år sendt ut en flåte på 2, 3, 4 karaveller for at søke øen Brasil og De Syv Byer efter denne Genuesers fantasi (forestilling). Kongen bestemte at utsende en ekspedition fordi han hadde visshet for at de hadde fundet land forrige år. Nylig kom det ene (skib), i hvilket en viss broder Buil drog avsted, i havn til Irland under stor vanskelighet, da skibet var ødelagt.

Genueseren fortsatte sin reise. Efter at ha set den kurs han har tat, og længden av den vei han søker, finder jeg at landet de har fundet eller søker er det som Eders Høiheter besidder, fordi det er ved enden av det som tilhører Eders Høiheter efter overenskomsten med Portugal. Man håber at de vil komme tilbake i september. Jeg vil sende underretning om det til Eders Høiheter. Kongen av England har nogen ganger talt til mig om det, han håber<ref>Spero er åpenbart skrivfeil for spera.</ref> at få meget store fordele av det. Jeg tror avstanden er ikke over 400 leguas. Jeg sa ham at jeg trodde de fundne lande tilhørte Eders Høiheter, og jeg har git ham en grund derfor, men han vil ikke høre på det. Da jeg tror at Eders Høiheter nu har kundskap om alt, såvelsom det kart eller verdenskart, som han (d. e. denne Genueser) har tegnet, sender jeg det ikke endnu, skjønt jeg har det her, og mig synes det meget falsk at gi det ut for at det ikke er de nævnte øer (jfr. Harrisse, 1882, s. 329).</blockquote>


Ifølge Cottonian Chronicle lot kongen Cottonian "på en fremmed Venetianers (d. e. John Cabot´s) flittige opfordring og bøn ruste ut et skib for at søke en ø, hvor den nævnte fremmede formodet at det skulde være mange varer<ref>Harrisse's påstand (1896, ss. 129 ff.): at dette uttryk "surmysed to be grete commodities" (formodet at være mange varer) tyder på at krønikeskriveren her har blandet ind meddelelser om den første reise, fra 1497, er neppe begrundet. Cabot opdaget jo, efter meddelelsene, ingen varer (uten fisk) i 1497, derimot formodet han at han ved at trænge længere frem vestover langs kysten skulde nå kostbarhetene.</ref>; med dette fulgte 3 eller 4 andre skibe fra Bristol, idet den nævnte fremmede (d. e. Cabot) var fører av den nævnte flåte hvori diverse kjøpmænd fra London som fra Bristol, våget gods og små kjøpmandsvarer. De seilte fra vestlandet (d. e. vestkysten av England) i begyndelsen av sommeren, men indtil denne nuværende måned kom aldrig tidende om deres bedrift"<ref>Jfr. G. P. Winship (l9OO, s. 47). Denne beretning står i Cottonian Chronicle under Henrik Vll's 13. regjeringsår, som varte fra 22. august 1497 til 21. august 1498. Dette har ført til at nogen har villet ha den til at gjælde reisen i 1497, men dette er utelukket, da jo Cabot var vendt tilbake før det 13. regjeringsår begyndte.</ref>

Hakluyt har, i "Divers Voyages" (1582) (jfr. Hakluyt, 1850, s. 23) en litt utførligere gjengivelse av denne beretning, som opgis at Fabyan's stamme fra "Robert Fabian", og det heter at skibene fra Bristol var "ladet med små og store varer, som grovt klæde, luer, kniplinger, blonder, og sådant mere. Og de forlot Bristol i begyndelsen av mai; om dem er i denne Mayor's tid ingen underretning kommet tilbake"<ref>I overskriften over denne meddelelse tat fra "Fabian" har Hakluyt gjort Seba stian Cabot til leder av færden; men det står ingensteds i teksten.</ref>.

Denne Mayor skulde være William Purchas, som var Lord Mayor i London indtil 28. oktober (6. november ny stil) 1498. Hvis dette er rigtig skulde altså ekspeditionen endnu ikke være vendt tilbake så sent på høsten.

Den underretning som Ayala's brev indeholder, om at en av Cabot´s skibe var kommet tilbake til Irland, er den sidste sikre efterretning vi kjender om denne færd, som var imøteset med så store forventninger. John Cabot forsvinder nu pludselig på en uforklarlig måte fra historien, og hans opdagelse, som året før hadde vakt så megen opsigt, synes at være mere eller mindre glemt i de følgende år, og omtales ikke med et ord i de senere breve fra gesandtene i London. Det kunde derfor synes mest rimelig at ekspeditionen er sporløst forsvundet. Sandsynligheten herav styrkes også ved det at Henry VII allerede to og et halvt år senere, i mars 1501, utsteder et nyt patentbrev, for opdagelse av lande, til tre kjøpmænd i Bristol og tre Portugisere, uten at nævne Cabot; det sies bare uttrykkelig at alle lignende tidligere rettigheter blev ophævet. Men ifølge nogen gamle regnskaper fra Bristol, fundet i Westminster Abbey, er John Cabot´s kongelige årspension på £ 20 utbetalt så sent som i det ad ministrative år som begynder 29. september 1498. Dette, mener Harrisse o. a., tyder på at Cabot har vendt tilbake fra færden og har fremdeles været ilive det år. Men det synes at være et tvilsomt bevis. Pengene behøver ikke at være utbetalt til ham personlig; de kan være betalt til hans hustru eller sønner eller andre stedfortrædere under hans fravær på færden. Da pensionen ikke er opført i de følgende år, synes det jo nærmest at tyde på at Cabot virkelig er blit borte, og pengene er bare blit betalt i det første år av hans fravær.

Et andet bevis på at deltagere i færden 1498 har vendt tilbake, har man ment at finde i følgende: Regnskapet over Henry VII´s civilliste for 1498 viser at kongen 22. mars og 1. april lånte penger (summer på £ 20, £ 30, og på 40 sh. 5 d., tilsammen omtrent £ 650 i nutidens mynt) til Launcelot Thirkili (som synes at ha hat et eget skib), Thornes Bradley, og John Carter, som alle skulde gå til den nye ø ("the New Isle"). Det er sandsynlig at disse mænd kan ha utrustet sine egne skibe for at gå med på Cabot´s færd; men vi vet ikke om de har seilt avsted. Sandsynligvis er det den samme Launcelot Thirkili som ifølge et gammelt dokument var i London den 6. juni 1501, da han med tre andre navngivne mænd (kanske hans kautionister) blev forpligtet til "inden næste pinsedag at betale £ 20" til kongen. Muligvis kan det være det lån som han fik av kongen til reisen, som han her må betale tilbake. Hvis han virkelig har drat avsted, kan det tænkes at det var hans skib, det ene som vendte tilbake til Irland; og dette dokument er således ikke sikkert bevis for at nogen av de 4 andre skibe nogensinde er kommet hjem. De kan for den saks skyld alle være gåt under i samme storm. Men i året 1501 skal Gaspar Corte-Real's hjemvendte fælle ha bragt et brukket forgyldt sværd av italiensk arbeide til Lissabon fra den nordamerikanske østkyst; og det fortælles også at to venetianske sølvringer blev set på en indfødt gut derfra. Det har været antat at disse saker kan ha tilhørt nogen av deltagerne i John Cabot´s færd i 1498, som i så fald altså måtte ha nådd frem til Amerika, men senere være forulykket der.

Mere kan vi vanskelig si om denne færd. At John Cabot skulde ha vendt tilbake efter at ha nådd Amerika, og efter at ha seilt et kortere eller længere stykke langs kysten uten at finde de eftertragtede rigdomme, forekommer mig usandsynlig. En slik antagelse vilde ingen forklaring gi på den fuldstændige taushet om ham. Da de utenlandske gesandter hadde fulgt denne færd med så megen opmerksomhet, var det vel at vente at de i så fald skulde ha meddelt noget om at færden hadde skuffet de store forventninger, og ihvertfald var det vel da lite sandsynlig at det hele skulde bli begravet i fuldstændig taushet. Dette er derimot let forståelig, hvis det aldrig er blit spurt noget mere om denne færd; det hele kan da være blit glemt for andre ting som har lagt beslag på opmerksomheten. Historien om Giovanni Caboto, det nordamerikanske fastlands opdager, ender således i mørke som den begyndte. Han var med sin opdagelse kommet for tidlig. England hadde endnu ikke utviklet sin skibsfart og handel nok til at kunne forfølge og utnytte den, det skulde først komme henved 80 år senere.


<center>__________</center>


Men helt upåagtet har John Cabot´s opdagelse ikke været i de følgende år; den var anset nok til at sønnen Sebastian Cabot, ved at tilvende sig æren for den, erhvervet megen berømmelse og anseelse i sin tid som en stor opdager og geograf. Men om han nogensinde har gjort opdagelser på Amerikas nordlige østkyst, er meget tvilsomt, ja det er ikke engang sikkert at han nogensinde har foretat en reise i disse strøk. Det kan ingen tvil være om at han selv har påståt det, gjentagende gange og til forskjellige mænd, skjønt der er dårlig indbyrdes overensstemmelse mellem hans forskjellige uttalelser, såvidt vi kjender dem. Vi ser også at han allerede i 1512 har hat ry for at kjende de nordvestlige farvande, idet han da blir ansat i kong Ferdinand av Aragoniens tjeneste på grund av det utmerkede kjendskap han påstod at ha til "la navigacion a los Bacallos" (seilasen til Newfoundland) (jfr. Harrisse, 1892, s. 20). Men Sebastian Cabot synes i det hele at ha hørt til de mænd som er dygtigst i munden. Den tids skik var ikke at ta det så nøie med sandheten, hvis en kunde ha fordel av det motsatte, og Sebastian var åbenbart ikke bedre end sin tid. Hvis hans ytringer er rigtig gjenfortalt, har han, da faren forlængst var død og glemt, forsøkt at gi sig selv æren for dennes reiser, hvilket også lykkedes ham så vel at han, og ikke faren, i flere århundreder blev anset for det amerikanske fastlands opdager. I indskriften på verdenskartet fra 1544, har han vistnok været så beskeden at dele æren med sin far, og denne indskrift er da også det eneste bevis som kunde tyde på at Sebastian overhodet var med ved den leilighet; men som vi før har set, kan den ikke tillægges megen vegt, og den bekræftes ikke ved de samtidiges meddelelser om den færd. Påstanden om at han har været i de nordvestlige farvande står i direkte strid med uttalelser i den protest av 11. mars 1521, som kom fra "The Wardens of the Drapers' Company", i de tolv store Londoner-selskapers navn, mot kong Henry VII´s forsøk på at få støtte til en ekspedition til "the newe found Hand" (Nordamerikas kyst) i 1521 under Sebastian Cabot´s ledelse. Det heter der: "...og vi tror det var for stort vågestykke at sende 5 skibe med mænd og varer til den nævnte ø, bare betrodd til en mand kaldt som vi forstår Sebastyan, hvilken Sebastyan, som vi her sier, aldrig selv var i det land, om han aldrig så meget fortæller om mange ting som han har hørt sin far og andre mænd si i fordums tid."

Denne uttalelse er klar nok, og da den kom fra mænd som altså kjendte til farens fortjeneste, og den tilmed var rettet mot kongen, som måtte hat let for at undersøke om den var uretfærdig, er den vanskelig at komme forbi. Den får også bekræftelse i en merkelig uttalelse i Pietro Martyrs fortælling (i 1515) om en påståt reise av Sebastian Cabot (se senere) hvor det tilslut heter: "Nogen av Spanierne negter at Cabot (d. e. Sebastian) var den første opdager av landet Bacallao, og påstår at han ikke seilte så langt mot vest."

Dette kunde tyde på at han virkelig har gjort en reise, men at han efter Spaniernes mening aldrig hadde nådd Nordamerikas kyst.

Den umiddelbare følge av John Cabot´s opdagelse av Nordamerikas fastland, var muligens at de praktiske kjøpmænd i Bristol, som var vant til fiskeforetagender på Island, straks utsendte skuter for at utnytte de store fiskemasser som John Cabot fandt allerede i 1497, og som åbenbart hadde gjort et så dypt indtryk på hans folk at de fortalte om det til alle. Men om slike fiskeforetagender hører vi merkelig nok intet, og i hvert fald er de engelske fiskere snart blit fulgt og overfløiet av portugisiske, baskiske, bretonske, og normanniske fiskere, og således opstod det berømte Newfoundlands fiske. Grunden til at Portugiserne og de andre nationers sjøfolk så snart kom efter, skyldes vel at Portugiseren Corte-Real allerede på sine reiser i 1500 og 1501 fandt Newfoundland (se næste kapitel).

Men om utviklingen av dette fiskeri hører vi lite eller intet i literaturen. Aldeles på samme vis som tidligere i den islandske literatur, blev den slags fangst- og fiskefærder av almindelige sjømænd, ikke omtalt; for det første var det ikke "notable" reisende, dernæst har slike folk til alle tider helst undgåt at "reklamere" med sine opdagelser av frygt for konkurrenten

Fra forskjellige dokumenter og meddelelser kan vi slutte at det fra Bristol blev utsendt nye ekspeditioner i 1501 og de følgende år; men disse var engelsk-portugisiske foretagender og kan, ialfald for en del, være foranlediget ved Portugisernes opdagelser, skjønt selv følgelig kjendskapet til Cabot´s færd har været av betydning<ref>Det blev før nævnt at den Burgunder, som var med på Cabots reise i 1497 kan ha været fra Azorerne. Det kunde tænkes at han også hadde været med Joāo Fernandez eller med Corte-Real i 1500, og nu sammen med Fernandez var en av deltagerne i det engelske foretagende, og på den vis vilde vi få en sammenhæng; men alt dette er bare gjetning.</ref>.

Den 19. (28.) mars 1501 utstedte Henry VII patentbrev for Richard Warde, Thomas Ashehurst, og John Thomas, kjøpmænd fra Bristol, i forening med tre Portugisere fra Azorerne: John og Francis Fernandus (d. e. Joano og Francisco Fernandez) og John Gunsolus (Joano Gonzales?)<ref>Muligens var den først nævnte Portugiser ophavet til navnet Labrador. På et portugisisk kart fra 16. årh. opbevart i Wolfenbüttel, står det at landet Labrador blev "opdaget av Englændere fra byen Bristol, og da den som først gav underretning var en labrador" (d. e. arbeider) fra Azorerne gav de den navnet" (jfr. Harrisse, 1892, s. 580; 1900, s. 40). Ernesto do Canto (Archivo dos Agores, XII, 1894) gjør opmerksom på at det allerede i dokumenter fra 1492 omtales en Joåo Fernandez, som betegnes som "llavorador" og som var sammen med en anden (Pero de Barcellos) om at gjøre opdagelser på sjøen. Lavorador betød ikke bare en almindelig arbeider, men en som dyrket jorden, en landbruker, jordeier. Det ligger da nær at tro, som Do Canto antar, at denne Joāo Fernandez llavorador, er John Fernandus, som ovenfor er nævnt i patentbrevet fra 1501. Navnet Labrador må først ha forekommet på portugisiske karter (jfr. King-kartet allerede omkr. 1502), og er da brukt om Grønland. Det kan der skyldes denne Joāo Fernandez (llavorador), som kanske i 1502 er vendt tilbake til Portugal, da han ikke mer nævnes i patentbrevet fra december 1502. (Jfr. Harrisse, 1900, ss. 40 ff.; Bjørnbo, 1910, s. 174). Muligens kan han selv ha gjort en reise i 1500 (se næste kap.), eller været med Corte-Real, før han kom til Bristol; derom vet vi intet, men i så fald viser navnet tilbake til den portugisiske reise, på hvilken vi vet at Grønland blev set i 1500 uten at de reisende kunde nå kysten (se ss. 553 ff.). Det kan da tænkes at den engelske ekspedition fra Bristol i 1501, hvor Joåo Fernandez var med, har nådd Grønlands kyst, og på senere karter er derfor Engelskmændene, som ikke bare så kysten men også gik iland, blit tillagt opdagelsen av den. Den spanske kosmograf Alonso de Santa Cruz (født 1506) sier: "Det blev kaldt landet Labrador fordi det blev omtalt og påpekt av en 'labrador' fra de Azoriske Øer for kongen av 'England, da han sendte på opdagelse Antonio (sic!) Gabot engelsk lods og far til 'Sebastian Gabot, som nu er stor-lods (piloto mayor) hos Deres Majestæt" (jfr. Harrisse, 1896, s. 80). Da dette er skrevet så længe efter og i Spanien, er det ikke underlig at Cabot´s reise i 1497 er blit blandet sammen med reisen i 1501, særlig da Sebastian som fremdeles var i Spanien den gang, ikke har hat interesse av at rette det. Forøvrig stemmer uttalelsen med indskriften på det portugisiske kart fra Wolfenbüttel.</ref>. Disse fik for 10 år ret til at opdage og utnytte "alle øer og lande i de østlige, vestlige, sydlige og nordlige have, tidligere ukjendte av kristne", og alle tidligere rettigheter dertil, git til "nogen utlænding eller utlændinger", blev uttrykkelig ophævet. Med det sidste må sigtes til patentbrevene til Cabot av 1496 og 1498.

At denne nye færd fra Bristol virkelig har fundet sted, og har vendt tilbake før januar 1502, synes regnskapene over Henry VII´s civilliste at tyde på, idet det den 7. januar 1502 står opført belønning "til mænd fra Bristol som fandt øen £ 5"<ref> Jfr. Harrisse, 1896, s. 147.</ref>. I 1502 har det muligens været en ny færd, da det i samme regnskaper for (24.) september 1502 står opført "til kjøpmændene fra Bristol som har været i det nyfundne land £ 20". Efter en kongelig skrivelse av 6. december 1503, har Henry VII den 26. september 1502, desuten git de to Portugisere ffranceys ffernandus (Francisco Fernandez) og John Guidisalvus (Gonzales?) en årlig pension på ti pund hver, for den tjeneste de hadde utført til kongens "særlige tilfredshet som kapteiner til det ny fundne land."

Hakluyt meddeler (1582) i "Divers Voyages" (1850, s. 23) efter Robert Fabyan's Chronicle, at i Henry VIFs "17. regjeringsår" (d. e. 22. august 1501 til 21. august 1502<ref>I gjengivelsen av den samme meddelelse (fra Fabyan) i Stow's Chronicle, står det 18. regjeringsår, det skulde altså være 22. aug. 1502 til 21. aug. 1503; men det kan være tvilsomt hvilket er rigtigst, selve teksten forekommer mig at måtte være mest oprindelig hos Hakluyt; men årstallet forekommer i den av ham selv tilføiede overskrift.</ref>) blev det bragt til kongen 3 mænd tat på den ny fundne ø, som jeg (d. e. Fabyan?) før talte 'om i William Purchas's tid, da han var ''mayor''<ref>Den naturligste forklaring av dette synes mig at være, at Fabyan, som Hakluyt citerer, har ment at disse vilde var tat på den samme ø (d. e. Nordamerika) som John Cabot hadde opdaget (i 1497), og om hvis ekspedition i 1498 han hadde sagt at den ikke var vendt tilbake mens William Purchas var mayor, se foran s. 532. At Hakluyt også har opfattet Fabyan's ord således, synes at kunne sluttes derav at han i sin senere gjengivelse av meddelelsen i Principal Navigations, i 1589 og 1599—1600, har rettet overskriften til at det var i Henry VII´s 14. (istedenfor 17.) regjeringsår (altså 22. aug. 1498 21. aug. 1499) at de tre vilde blev bragt ham. Hakluyt må altså ha misforståt det derhen at disse var blit tat på færden i 1498.</ref>. Disse var klædt i dyreskind og spiste råt kjøt, og talte sådan tale at ingen mand kan forstå dem, og i sine manerer lik vilde dyr, som kongen beholdt en tid efter, av hvilke jeg (d. e. Fabyan) 2 år efter'i Westminster Palace så to, klædt efter Engelskmænds skik, som jeg på den tid ikke kunde adskille fra Engelskmænd, indtil jeg blev meddelt hvad de var. Men med hensyn til tale hørte jeg ingen av dem ytre et ord."<ref>I Hakluyt's overskrift over denne meddelelse står det, at det var Sebastian Cabot som bragte disse vilde; men dennes navn nævnes ikke i selve teksten som synes mer egte end overskriften, og det er ingen grund til at anta at Sebastian var med på nogen av disse færder i 1501 eller 1502; leder har han i alfald ikke været. I Stow's gjengivelse (Winship, 1900, s. 95) er "Sebastian Gabato" indført i teksten som den der hadde tat de tre mænd; men som før fremholdt, synes Stow's tekst mindre oprindelig end Hakluyfs. Det er sandsynlig at Stow og Hakluyt kan ha gåt ut fra at det var Sebastian Cabot som gjorde færden, og har derfor tankeløst indført dennes navn (jfr. Harriss, 1896, ss. 142 ff.); at hans navn allerede skulde ha forekommet hos Fabyan i den forbindelse synes mig derimot tvilsomt.</ref>

Disse indfødte må være bragt med tilbake fra færden i 1501, eller også i 1502 (hvis den sidste vendte tilbake før 21. august?). Rimeligst er det vel at det har været Eskimoer, da Indianere med sin mørkere hudfarve vanskelig kunde ha set ut som Engelskmænd. Det kunde jo endog tænkes at de har været fra Grønland, og har været efterkommere av Nordboene der, i hvilket tilfælde likheten med Engelskmænd får den naturligste forklaring.

Den 9. (18.) december 1502 gav Henry VII et nyt patentbrev til Thomas Ashehurst, Joam Gonzales, Francisco Fernandes og Hugh Elliot "for en opdagerreise til lande, ikke tidligere fundet av engelske undersåtter". At denne planlagte færd har fundet sted i 1503, kan muligens det tyde på at i kongens regnskaper står det: "1503. 17. november. Til en som bragte høker fra the New founded Island 1 L." (jfr. Harrisse, 1882, s. 270).


[[File:Taakeheim ill 168.png|thumb|center|800px|<center>Nordvestlige del av Robert Thorne's kart, fra 1527 (kopi av spansk verdenskart).</center>]]


Det synes også at måtte være den samme reise mot nordvest som Robert Thorne fra Bristol nævner i sit brev av 1527 til Henry VIII´s ambassadør i Spanien. Thorne opholdt sig den gang i Sevilla, og var interessert i indiske foretagender. Han søker at bevæge Henry VIII til at sende en ekspedition til Indien, og med hans utredning fulgte en rå kopi han hadde fåt gjort av et spansk verdenskart.

Han sier han har arvet "lysten til denne opdagelse" fra sin "far, som med en anden kjøpmand fra Bristol, kaldt Hugh Eliot, var opdagerne av de Ny fundne lande, om hvilke det ikke er nogen tvil (som det nu tydelig viser sig). Hvis sjøfolkene da hadde villet la sig styre, og hadde fulgt sin førers (pilot´s) sind, vilde landene i Vestindien (hvorfra alt guldet kommer) ha været vore, for alt er én kyst som kartet viser, og som det før er sagt."

På kartet strækker den nordlige østkyst av Amerika sig ret nordover (se gjengivelsen), og på den står: "det nye land kaldt laboratorum"; og langs kysten står skrevet: "landet som først blev fundet av Englænderne." Det kunde se ut som at det virkelig var det nuværende Labrador som dengang blev opdaget. Men så er det neppe; hvad vi ser på kartet er sandsynligvis Grønland<ref>Grønland er desuten fremstillet på kartet nord for Europa, overensstemmende med den type som delvis kom ind på verdenskartene efter Clavus's kart.</ref> som er flyttet til Amerika liksom på andre samtidige spanske karter, og hvis østkyst har fåt en nordlig retning liksom på Ruysch's kart fra 1508.

Det er mulig at det også i 1504 gik ut en ekspedition; for i kongens regnskaper, for 8. april 1504, står det opført £ 2 "til en prest (preste) som reiser til den nye ø." Vi ser således at det er sandsynlighet for at det fra England har gåt flere ekspeditioner mot vest og nordvest i denne tid, og at således Grønland, Newfoundland, og vel også Labrador, allerede da blev nådd av Engelskmændene; og dette kan forklare at disse står opført som opdagere av den nordlige del av den amerikanske østkyst på de spanske karter. Men vi har ingen nærmere meddelelser om disse færder.

Liksom vi har set at indskriften på Robert Thorne's kart fra 1527 (om at Engelskmændene hadde opdaget den nordlige del av den amerikanske østkyst) sandsynligvis må sigte til ekspeditioner i 1501 eller et av de følgende år, således er det vel opdagelsene under de samme reiser, som det tænkes på, når på Maggiolo's kart fra 1511 (se s. 557) en halvø nord for Labrador betegnes som "Terra de los Ingres" (de Engelskes land). På senere karter som Verrazan´s fra 1529, Ribero's fra 1529, Wolfenbuttel kartet fra 1530, o. fl., betegnes Labrador som opdaget av Engelskmændene, tildels endog med det tillæg at de var fra Bristol. Som før nævnt findes det i pålitlige dokumenter ingen antydning til at Sebastian Cabot skulde ha deltat i disse ekspeditioner, eller på nogen måte være forbundet med dem, og det er derfor ingen grund til at anta det. Ja det merkelige er at ikke engang farens navn nævnes i forbindelse med dem, uagtet det var så få år siden han seilte ut fra den samme by.

I forskjellige skrifter fra det 16. århundrede finder vi imidlertid meddelelser om reiser til de nordlige eller nordvestlige farvande, som skal være foretat av Sebastian Cabot; og de må stamme, direkte eller indirekte, fra hans egen mund. Man har tidligere gjerne villet sætte disse meddelelser i forbindelse med John Cabot's reiser i 1497 og 1498 (jfr. Harrisse), men denne antagelse synes lite rimelig. G. P. Winship (1899, ss. 204 ff.) har derimot med god grund fremholdt at efter Sebastian Cabot´s egne ord skulde reisen være foretat av ham selv i årene 1508—1509; men også dette forekommer mig usikkert, ialfald at han skulde ha nådd frem til Amerika.

Om en færd som Sebastian Cabot skal ha foretat mot nordvest fortælles det: av Pietro Martyr (i hans Decades 1516), av Venedigs gesandt i Spanien Contarini, særlig i en skrivelse til det venetianske senat 1536, av Ramusio (1550—1554 og 1556), av Gomara (1553), og av Antonio Galvano (1563)<ref> Angående disse forfatteres skrifter se Winship (l900). Markham (1893) gjengir dem (undtagen Contarini's skrivelse fra 1536) i engelsk oversættelse, som dog må benyttes med nogen forsigtighet.</ref>

Den mest pålitlige av disse meddelere må ventes at være Pietro Martyr, som er den ældste, og som kjendte Sabastian Cabot personlig; men visse hovedtræk i reisen er til en viss grad fælles for alle beretninger. Sammenfatter vi disse, skulde reisen ha fore gåt på omtrent følgende måte: Ekspeditionen, bestående av 2 skibe med 300 mand<ref>Hos Pietro Martyr og Contarini såvelsom hos Gomaro og Galvano forekommer disse 2 skibe og de 300 mand, mens Ramusio bare har 2 skibe, men intet om mandskapet.</ref> var efter Pietro Martyr rustet ut på Sebastian's egen bekostning, men efter Ramusio sendt ut av kongen. De seilte så langt mot nord (efter Gomara endog i retning av Island) at de i måneden juli fandt uhyre masser av is svømmende på sjøen; dagslyset var næsten stedsevarende, og landet var på steder fri for is som var smeltet bort. Efter de forskjellige beretninger skulde Cabot ha nådd til 55 °, 56 °, 58 °, eller 60 °<ref>I Pietro Martyr's originale beretning er ikke opgit nogen breddegrad.</ref>.

Efter Galvano skulde de først "ha fåt land isigte på 45 ° n. br. og så seilt ret nordover, indtil de kom på 60° n. br., hvor dagen er 18 timer lang (sic!), og natten er meget klar og lys. De fandt der luften kold og store øer av is (isfjelde)? men ingen bund ved 70, 80, eller 100 favnes lodskudd<ref>Meningen må vel være at disse øer av is lå på grund, men at det like fuldt ikke var bund at nå med 100 favne line. Isen måtte følgelig være over 100 favne tyk, hvilket naturligvis var en merkelig opdagelse på den tid.</ref>, men fandt meget is som forskrækket dem."

Efterat deres forhåbninger om fremkomst mot vest på disse nordlige bredder således, efter Pietro Martyr, var tilintetgjort av isen, seilte de igjen sydover og sydvestover langs den nordamerikanske kyst, så langt som til Gibraltar-strædets breddegrad 36° (efter Pietro Martyr), eller til 38° (efter Gomara og Galvano), mens de efter den anonyme gjest hos Ramusio skulde ha seilt så langt som til Florida<ref>Så kaldtes på den tid (1550) hele den sydøstlige del av de nuværende Forenede Stater.</ref>. Derfra vendte så ekspeditionen tilbake til England.

Med hensyn til tidspunktet for denne reise får vi i fortsættelsen av Pietro Martyr's Decades (Dec. VII) skrevet 1524 (utgit 1530) den oplysning at "Bacchalaos (d. e. Newfoundland eller Amerikas nordlige østkyst) blev opdaget fra England av Cabot for 16 år siden."

Reisen skulde efter det ha foregåt 1508. I Contarini´s skrivelse fra 1536 (jfr. Winship, 1900, s. 36) heter det om Sebastian Cabot´s reise at han ved sin tilbakekomst "fandt kongen død, og hans søn brydde sig lite om et slikt foretagende." Da Henrik VII døde 21. april 1509 skulde det altså ha været om høsten det år at Cabot vendte tilbake; men han måtte da ha reist ut så tidlig på våren som før april, hvilket ikke er sandsynlig, ialfald ikke hvis det gjælder en reise op i isen mot nord eller nordvest, således som det fortælles. At han skulde ha reist ut året i forveien, og først vendt tilbake efter kongens død, er endnu urimeligere.

Det er i disse beretninger så mange usandsynligheter, og tildels umuligheter, at det i det hele blir ytterst tvilsomt om Sebastian Cabot nogensinde har gjort en slik reise mot nordvest. Mot dette taler for det første den før nævnte protest til kongen mot Sebastian, fra The Wardens of the Drapers' Company, som er utstedt i de forskjellige Londonner-selskapers navn, og som har megen vegt, da den blev skrevet så kort tid efter at begivenhetene skulde ha fundet sted, at disse må ha været i de fleste folks erindring; og det måtte ha været let for kongen at få undersøkt om protesten var berettiget.

Kartet fra 1544, som tillægges Sebastian Cabot´s medvirkning, kan også tyde på, at han aldrig har seilt langs den nordlige del av Amerikas kyst, idet kysten av Labrador efter den tids skik tegnes som gående øst og nordøstover. Med det stemmer det at den anonyme gjest hos Ramusio fortæller, at det var fordi Sebastian på 56° n. br. fandt landet dreiende østover, at han måtte vende om (det samme fortæller også Galvano). Dette er åbenbart kommet ved studium av karter. Da en slik fremstilling av kysten endnu ikke var almindelig på kartene i Pietro Martyr's tid, er det naturlig, at denne grund for at vende om heller ikke findes hos ham.

Til alt dette kommer at det i de forskjellige nævnte beretninger er flere meddelelser, som vi må tro virkelig stammer fra Sebastian Cabot, men som åbenbart er usandfærdige. Den anonyme gjest hos Ramusio lægger således Sebastian de ord i munden, at hans far skulde ha været død på den tid da underretningen om Kolumbus's opdagelse kom til England, og at det var da Sebastian fik planen til sin reise som han forela kongen. At han, som av Pietro Martyr meddelt, skulde ha utrustet 2 skibe med 300 mand på egen bekostning, er også høist usandsynlig. Til Pietro Martyr skal han desuten ha fortalt at han "kaldte disse lande Baccallaos, fordi han i havene deromkring av visse store 'fisker som kunde måle sig med tunfisker (i størrelse), og kaldt således av indbyggerne fandt en så stor mængde, at det sommetider stanset hans skibe."

Altsammen umuligheter. For det første har han aldrig git navnet Baccallaos, for det andet kan indbyggerne ikke ha kaldt fisken så, hvis det med indbyggerne menes de indfødte naturfolk. Disse meddelelser blir følgelig av samme art som den at fiske mængden stanset skibene. Hos Pietro Martyr heter det videre, at han om disse strøk har sagt at "han fandt også folk i disse egne, klædt i dyreskind, dog ikke uten bruken av fornuft". Han sier også at "der er en stor mængde bjørner i disse strøk som pleide at spise fisk; for idet de kaster sig i vandet hvor de ser at der ligger mængder av fisk, fæster de klørne i deres skjæl, og drar dem således på land og spiser dem, så at (som han sier) bjørnene ikke er brysomme for mennesker, da de blir mætte av fisk. Han erklærer også at på mange steder i disse egne så han store mængder av kobber blandt indbyggerne."

Meddelelsen om bjørnene må være fra ældre literære kilder, og har likhet med en lignende meddelelse i Geographia Universalis (jfr. foran, s. 429). At indbyggerne har kobber, og er klædt i skind kan stamme fra meddelelser fra forskjellige reiser.

Efter hvad vi av alt kan slutte om Sebastian Cabot´s karakter, ligger det nærmest at tænke sig at han, ifølge sin stilling som storlods i Spanien, har kjendt de forskjellige karter og beretninger om reiser i de vestlige og nordvestlige farvande, og har fra dette sit kjendskap laget istand den hele historie om sin påståtte reise; han har da været uforsigtig nok til at ta munden så fuld, at det hele blir usandsynlig; for hans fordring går jo ut på intet mindre end at han først har opdaget land helt nordover til mellem 55° og 60°, det vil si omtrent til Hudson-strædet, og derefter har han seilt langs og opdaget hele den nordamerikanske kyst like til omkring 36 ° n. br., det vil si Cap Hatteras eller Florida, m. a. o. en opdagerfærd hvortil vi intet sidestykke har i historien, og det blir i sandhet merkelig at vi ingen sikre meddelelser skulde ha fåt derom, mens vi har så mange om andre ekspeditioner som skrittvis opdaget de forskjellige dele av denne samme kyststrækning.

Sebastian Cabot synes at ha gjort fordring på at ha foretat endnu en reise i de nordvestlige farvande, hvis det da ikke er den samme som han bare har variert på en anden måte. I tredje bind av sin "Navigationi et viaggi etc", utgit i Venedig 1556, sier Ramusio (skrevet i Venedig juni 1553): "Sebastian Gabotto, vor Venetianar, en mand med stor erfaring, har skrevet til mig for mange år siden." Sebastian skulde ha seilt "langs og hinsides landet Ny Frankrige efter opdrag av Henry VII, konge av England. Han fortalte mig at efter at ha seilt en lang tid vest til nord (''ponente e quarta di Maestro'') hinsides disse øer, liggende langs det nævnte land, like til syv og seksti og en halv grad under vor pol (d. e. nordpolen), den 11. (20.) juni, og da han fandt havet åpent og uten nogen slags hindring, trodde han sikkert ad denne vei at kunne seile med en gang til Cataio Orientale (Kina), og han vilde ha gjort det, hvis ikke skibsførerens og de opviglede matrosers opsætsighet (malignitā) hadde tvunget ham til at vende tilbake<ref> Jfr. Winship, 1900, s. 89. Sir Humphrey Gilbert gjengir i 1576 næsten ordret den samme meddelelse, som han sier er tat fra karter, hvor Sebastian Cabot hadde "av sin personlige erfaring" beskrevet nordvest-passagen til Kina (jfr. Winship 1900 ss. 17, 52; Kohl, 1869, s. 217).</ref>".

Som det vil sees er denne meddelelse fuldstændig forskjellig fra de tidligere nævnte; men påstande som at Cabot allerede den 11. juni var så langt i nordvest, og fandt havet isfrit på 67 1/2° n. br., er ikke skikket til at styrke tilliden. Det kunde synes som at det sigtes til samme reise ien meddelelse av Richard Eden som denne må ha fåt fra Sebastian Cabot selv. I dedikationen (skrevet juni 1553) i Eden's oversættelse av 5. del av Sebastian Munster's Cosmographia heter det at "Henry VIII omkring det samme år (d. e. det 8. år) av sin regjering rustet ut og sendte nogen skibe under ledelse av Sebastian Cabot, endnu levende, og en Sir Thomas Perte hvis feige hjerte var grunden til at reisen ikke fik nogen virkning; hvis (sier jeg) sådant mandig mot, som vi har talt om ikke dengang hadde manglet, så kunde det lykkelig ha hændt at det rike skatkammer kaldt Perularia (som nu er i Spanien i byen Sevilla, og kaldt så fordi det indeholder de uendelige rigdomme bragt dit fra det nyfundne land Peru) kunde for længe siden ha været i byen London"<ref>Jfr. Harrisse, 1896, ss. 159 ff.; Winship, 1900, s. 44.</ref>.

Da Peru nævnes kunde det vistnok se ut som at det var en færd til Sydamerika det gjaldt; men vi ser ofte at landene hinsides havet i vest blev nævnt som en sammenhængende besiddelse (jfr. Robert Thorne's brev foran, s. 538) og det kan derfor også menes samme påståtte færd som den Ramusio taler om; for både Ramusio og Eden har åbenbart sine meddelelser fra Sebastian Cabot, og denne kan vel ikke ha talt om to ekspeditioner som begge mislykkedes bare fordi hans fæller svigtet.

Er dette rigtig skulde reisen altså ha foregåt i Henry VII´s ottende regjeringsår, d. e. 16. april 1516 til 15. april 1517<ref>Vi må da tro at Henry VII hos Ramusio er en feil for Henry VIII.</ref>; men det er, som av Harrisse fremholdt, meget tvilsomt om reisen overhodet har fundet sted. Et digt fra Henry VII´s tid omtaler vistnok også en engelsk ekspedition som kunde ha foregåt på den tid, og som mislykkedes på grund av mandskapets feighet. Robert Thorne fortæller jo desuten, som før nævnt, om en reise av hans far og Hugh Eliot, hvor matrosene ikke vilde følge sin førers sind. Det kan ha hændt på flere reiser, at mandskapet har negtet at gå videre, og for så vidt behøver ikke disse meddelelser at gjælde det samme; men utænkelig er det vel heller ikke at Sebastian Cabot har hørt om en slik færd, og har, når det passet bedre end at tale om isen, brukt den for at forklare at han ikke hadde opdaget den nordvestlige gjennemfart til Kina. Vi vet at Sebastian Cabot var i spansk tjeneste (og utnævnt til "storlods") i 1515, og var optat av planer til en reise mot nordvest for den spanske konge; for Pietro Martyr skriver om ham det år, at han ventet utålmodig på mars 1516, da han var lovet en flåte til at fuldende sine opdagelser med (jfr. Winship, 1900, s. 71). Da Ferdinand av Aragonien døde 23. januar 1516 er det ikke blit til noget med denne reise, og da vi ikke hører noget mere om Sebastian Cabot før 5. februar 1518, da han blev utnævnt til "storlods" av Karl V, er det ikke utelukket at han i mellemtiden kan ha været i England, og deltat i en engelsk ekspedition; men det kjendes ingen meddelelse om at han kom til England, og det vilde også stemme dårlig med protesten mot ham fra the Drapers' Company få år senere.

Endnu må nævnes de forsøk som Henry VIII gjorde i 1521 på at få istand en ekspedition til de nordvestlige farvande under Sebastian Cabot´s ledelse, væsentlig ved skibe og midler fra kjøpmændene i London, men som fremkaldte en så kraftig protest mot Sebastian fra disse kjøpmænd. Efter påtryk fra kongen erklærte de sig vistnok senere villig til at støtte en mindre ekspedition, men denne blev ikke til noget. Sebastian Cabot var på den tid, helt siden 1512, i spansk tjeneste, og der blev han like til han 1547 igjen bosatte sig i England, og kom i den engelske konges tjeneste.

Til Venedigs gesandt i Spanien, Contarini, fortalte Sebastian Cabot i december 1522, at han for tre år siden (altså 1519) hadde været i England, og at kardinalen der (d. e. Wolsey som for Henry VIII søkte at få utsendt ekspeditionen i 1521) hadde forsøkt at overtale ham til at ta ledelsen av en flåte som næsten var færdig (sic!), for at opdage lande; men han hadde svart, at da han var i spansk tjeneste måtte han først ha tilladelse fra keiseren, og så hadde han skrevet til denne med anmodning om ikke at gi en slik tilladelse, men kalde ham tilbake. Dette påstod Sebastian at ha gjort fordi han ønsket at tjene sit eget land Venedig; med Contarini drev han nemlig i 1522 og senere forræderske underhandlinger for at komme i Venedigs tjeneste, formodentlig i håb om nye fordele. Overalt hvor vi kan kontrollere Sebastian Cabot´s utsagn, viser de sig således høist upålitlige.

Selv om det altså i årene efter 1500 ikke manglet på forsøk på at forfølge John Cabot´s store og vigtige opdagelser i vest, så må det allikevel forundre hvor liten utholdenhet det synes at være vist. Opdager- og eventyrlysten som hadde været et så fremtrædende træk i den nordiske vikingnatur, hadde endnu ikke for alvor våknet i det engelske folk. Englands handelsflåte var endnu på den tid forholdsvis
ubetydelig, det var lite magt i den til så store foretagender eller til kolonisation. De første reiser var væsentlig en fremmeds, en Italieners verk, og de senere var delvis båret av Portugisere, de var ikke vokset naturlig ut av det engelske folk selv. Cabot´s planer var som en fremmed blomst sprunget ut på ufærdig jordbund, mer end et halvt århundrede for tidlig. Dertil kom vel også kongens og kjøpmændenes skuffelser; de hadde våget sine penger i utrustningen av skibe i håb om øieblikkelig vinding. Hvad de hadde søkt var veien til det rike Øst-Asien, hvor krydderihaugene lå fær dige, og guld og ædelstener i dynger, det var bare at gå og ta dem. Hvad de hadde fundet var nye, ukjendte lande i havet, bebodd av omstreifende jægerstammer, og som det vilde kræve lang tid og meget arbeide at dyrke op. Alt dette hadde foreløbig nærmest bare geografisk interesse, og den brød de sig mindre om.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Grønlandica]]
[[Kategori:Fridtjof Nansen]]