Om Ragnarok 05

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ulven sluger solen, Louis Moe, 1929

Om Ragnarok
af Axel Olrik

II. Ragnaroks naturmotiver

5. Solen sluges

Medens væsenlige naturmotiver er ganske forskellige i vore to vigtigste kilder, Voluspå og Vafþr., mødes disse to i en enkelt forestilling, at solen bliver slugt af et uhyre. I Vafþr. 46-47 lyder spørsmål: »Hvorledes kommer der sol på den jævne himmel, når ulven har ødt den vi nu har?« Og der svares: »Solen føder en datter, førend ulven øder hende; den mø skal efter gudernes død ride ad sin moders veje«. Voluspå taler om, hvorledes den gamle jættekvinde sidder østpå i jærnskoven og fostrer ulveyngelen; »en af dem bliver solens ransmand i troldeskikkelse«.

Intet af vore to egenlige ragnarokskvad meddeler, hvorledes ulven kommer til at optræde på himmelstien og sluge solen. Alle forskere er dog enige om, at forklaringen findes i et vers i Grimnesmål; det hedder der ved skildringen af solens daglige kørsel over himlen: »Skoll hedder en ulv, som følger efter den lyse guddom, indtil skoven værner hende; men den anden er Hate, søn af Hrodvitne (storuhyret, Fenresulven), han skal løbe foran den lyse himmelmø«.

Skǫll heitir ulfr

es fylgir skírleitu goði

til varna viðar,

en annarr Hati,

hann es Hróðvitnis sonr,

sá skal fyr heiða brúði himins.

At ulven løber efter solen »indtil skoven værner hende«, vil jo sige: indtil den går ned; udtrykket ganga til viðar bruger man jo på Island og på Færøerne endnu den dag idag om solnedgangen (selv om man står og ser solen synke i havet), og den svenske bonde taler på samme måde om, at solen går i skog. Verset antyder jo tillige, at ulven ikke blot følger solen, men at han også forfølger hende; først ved solnedgangen er hun i værn. Alt dette er velkendt for tekstudlæggerne, og desuden stadfæstet ved nyere folketro om »solulve«; men for den mytologiske bestemmelses skyld er det godt at minde om det her.

Tillige må her gøres opmærksom på, at verset i Grimnesmål er blevet misforstået af Snorre og mangfoldige senere, som om det handlede om en solulv, Skoll, og en måneulv, Hate. Men verset selv betegner med tydelige ord Hate som den der løber foran solen, hvad der ikke er det samme som at løbe efter månen. Endvidere findes der i nordisk folketro ikke spor af nogen måneslugende ulv; derimod er forestillingen om solulve, sædvanlig netop to i tal, overordenlig udbredt og fast knyttet til et bestemt naturfænomen. Måneulven eller »Månegarm« hidrører alene fra Snorres misforståelse af eddastederne, og det er alene af gammel slendrian, at de lærde endnu fører dette dyr med sig.

Det er et ret almindeligt fænomen i alle de nordiske lande, at der nær ved solen viser sig brogede lyspletter, fremkaldte ved solstrålernes brydning igennem skyerne. Deres mere videnskabelige navn er bisole; men den folkelige betegnelse er »solulve«, både i Danmark og Norge; Svenskerne bruger ved siden af »solulf« det tilsvarende »solvarg«; og den islandske bonde siger, at solen er i »úlfakreppu« (i ulveklemme) ɔ: angreben af ulve fra begge sider. Er denne sidste betegnelse mere end tydelig nok, så kan der heller ikke godt tvistes om de andre: ulve er selvfølgelig et fjendtligt væsen.

Udenfor Norden træffes tilsvarende navne hos Englændere og Amerikanere: the sun-dogs, sin-dogs, weather-dogs opgives som navn på regnbuefarvede lyspiller i luften; den skotske fisker tror, at det er en falk som jager efter solen. I England kendes også moon-dogs, tætte skyer omkring månen.

Så vidt når vore nordiske kilders vidnesbyrd; vi skal nu vurdere deres betydning for opfattelsen af ragnarok. Både efter Grimnesmål og efter den nyere folketro i Nordens forskellige lande er ulvene ved solen ikke en art af væsner, der først kommer til stede ved ragnarok; tværtimod følger de hver dag med solen, og det er altså på denne deres daglige vej, at de en gang når at sønderrive den. Hermed er det klart, at deres gerning udelukkende er at sønderrive solen; den opgave er de i egenligste betydning naturbundne til at udføre. De er ikke identiske med noget af uhyrerne i den store gudekamp, og det vil være i strid med deres mytiske livskald at tænke dem indlemmede i jættehæren på Vigridsletten. De står altså med en vis grad af uafhængighed overfor de andre ragnarokforestillinger. Hvis de var skabte ud fra forestillingen om et sidste slag mellem guder og jætter, havde myten om dem nødvendig fået en anden skikkelse.

På den anden side er natursammenhængen ikke tilstrækkelig til at forklare solulvenes mytiske betydning. Når man ser et lysvæsen i nærheden af solen, er det ikke dermed givet, at det er fjendtligt, og selv om man i kraft af en udpræget dualistisk verdensopfattelse antager dette, er der endnu langt til at vente solens undergang og at gøre dette til et af de vigtigste motiver. Hverken i mytesystemet eller i naturopfattelsen er der tilfredsstillende forklaring på de nordiske solulves rolle i ragnarok.

Derimod kan man umulig unddrage sig fra deres sammenhæng med mytiske forestillinger hos de nærmere og fjærnere beslægtede folkeslag. Det er en ganske almindelig tro, at månens og solens formørkelser skyldes overfald fra et eller andet uhyre, som sårer eller opsluger himmellegemet. Denne tanke møder hos de fleste af Europas og Asiens folk, samt hos adskillige stammer blandt Negere og Indianere. I mange overleveringer og optegnelser (således fra Irer, Walliser, Littuer, hos Norditalienere i 5te årh., hos de nylig kristnede Tyskere osv.) betegnes himmelvæsnernes fjende blot som uhyre eller trold i almindelighed. Efter et fransk (tysk, rumænsk) ordsprog er det ulven eller ulvene, som en gang vil æde månen. Hos Sydslaver og Madjarer kender man en drage, der fremkalder sol- og måneformørkelser; men dens navn vrkolak (ɔ: varulv) viser, at den egenlig er en ulv, og således er den endnu i rumænsk (Am urquell, VI 91). I øvrigt varierer betegnelsen af uhyret alt efter de stedlige naturforhold eller smagsretninger: i Indien en drage eller en trold som rider på en løve, i de buddhistiske lande en drage, på alle de sydasiatiske øer en uhyre slange; sydamerikanske Indianere tror derimod, at det er kæmpestore hunde, der forfølger månen og sønderriver den, eller at »jaguaren har ædt solen«. Formørkelses-uhyrets særlige skikkelse af ulv er begrænset til Mellemeuropa (tysk, rumænsk, sydslavisk); jævnsides med den optræder i alle de østlige lande dragen, et dyr der dog kendelig er yngre i folketroen.

Hos alle disse folkestammer og hos endnu flere kommer menneskene i stærkeste sindsbevægelse ved at se formørkelsen; de råber og larmer for at drive det onde bort, og de venter sig den værste ulykke eller undergang, om det ikke skulde lykkes dem at befri sol og måne.

Den nordiske forestilling om solulve er ganske vist knyttet til et andet naturfænomen end formørkelsen; men den må hænge sammen med det almindelige sol- og måneuhyre. Herom er forskerne enige; og om det tiltrænges, vil yderligere støtte for denne sammenhæng kunne fremføres. Derimod synes man ikke i samme grad at være klar over, at verdens ødelæggelse ved et fjendtligt uhyre - selve ragnarok-forestillingen - hænger sammen med denne tro. Frygten for hele verdens undergang er - efter de rejsendes sigende - grunden til de mange vilde folkeslags sindsbevægelse og larmen ved formørkelserne; i enkelte af meddelelserne findes det meget tydeligt udtalt. Arhuaco-stammen på Nevadabjærgene i Nordamerika tror, at hvis det lykkes trolden at opæde månen, »da vil hele verden gå til grunde.« Cakchiquel-indianerne i Guatemala opfatter formørkelserne som solens og månens kamp med hinanden; morgenstjærnen søger altid at adskille de kæmpende, men hvis det ikke lykkes for ham, »da vil verden gå til grunde og alle mennesker uddø«. Overgangen fra dette »hvis« til en bestemt spådom om at ulykken vil indtræde, er derimod fuldbyrdet hos de mellemeuropæiske folkeslag. Littuerne tror, at formørkelsen skyldes en trold, Tiknis eller Tiklis, der angriber solens vogn; derfor skælver menneskene for, at solen skal gå til grunde; det er længe blevet hindret, men ved verdens ende må det dog ske. Tyskerne i Kärnten forklarer på samme måde solformørkelsen som en drages kamp med solen; og når det engang lykkes dyret at overvinde den, da indtræder verdens ende.

Disse mellemeuropæiske forestillinger ligger så nær som tænkeligt ved de nordiske solulve i ragnarok; forskellen er kun, at Nordboerne ikke knytter dette mytemotiv sammen med formørkelsen. Måske er grunden dertil den, at man har henført solulvene til et andet og i Norden langt hyppigere fænomen. Måske er det sket ud fra eddamytologiens tilbøjelighed til at udskille sine skikkelser fra den synlige natur.

Spørger vi atter, om solens opslugning her hos Nordboerne hører med til noget mytologisk system, da kan Vafþr. give os svaret. Her forekommer side om side menneskeparret, som overlever fimbulvinteren og føder nye slægter, og solens datter, der giver sig til at vandre sin moders veje. Den indre sammenhæng imellem dem er let at fatte: fimbulvinteren indtræder, fordi solen er opslugt af ulven, og den svinder atter, fordi solens datter er vokset til og overtager sin moders varmende og velgørende virksomhed. Således bliver solens opslugning årsagen til ragnarok, og dens fornyelse bliver indledning til det nye verdensliv.

---