Omrids af den finske Hedentro - Ilmarinen

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Ukonkivi (Himmelguden Ukkos klippe) i Inarisøen i Finland. Ukonkivi var en helligt ø for samer og finner. Arkæologiske fund, tilsyneladende offergaver, er blevet fundet på stedet.

Temaside: Finsk religion og mytologi

Johannes Fibiger

Omrids af den finske Hedentro

Ilmarinen

Ilmu, Ilmari eller Ilmarinen, Wæinös yngre Broder, er den himmelske Smed, hans Konstfærdighed er ubegribelig, og stor hans Rigdom, dertil er han en höi, anselig og indtagende Herre. Naar han staaer i sin Esse, ligger det aarsgamle Smedesod, det vintertykke Hammerstöv paa ham; men naar hans venlige Söster, Jomfru Anni, varmer hans Bad med Valle og Marvsæbe i det skjönne Kildevand og bringer ham den fine Linskjorte, og han iförer sig sin Höitidsdragt, forvandles han til en Brudgom i blaa Klædeskofte, Silkebælte, snævre Buxer og Flöiels Hue, en Hue, propfuld af Penge, en Hue, som glimter gjennem Skoven, suser i Skyen (I. S. 128). Da kan Pohjas Mö ikke modstaae ham. Naar han træder ind i Brudehuset, maa Bjelken hæves, Tærsklen sænkes, Svigersönnen er et Hoved höiere (I. S. 161). Naar han drager i Leding, er han i Jærnskjorte, med Bælte af smedet Staal. Han reiser helst i sin smukke Slæde, Söen kan han ikke lide, i Stormen bliver han bange. Slæden var vidunderlig: Siderne vare smykkede med blaae og röde Nögler, mellem dem var en Ræv malet; gyldne Gjöge gole paa Siddekurven, langsmed Stængerne sprang Egern, skjönne Urfugle, blaae Fugle kurrede paa Aaget. (I. S. 159. 187-8).

Under hans konstfærdige Hammerslag fremgik mange Kostbarheder: Smykker smedede han til sin Söster, deilige Ringe og Örelokker, fem-sex Kjeder til Bæltet og en gylden Spole. Hans Vaaben vare, foruden den omtalte Brynie, Jærn- og Stenvanter, samt Jærnskoe til at tvinge Pohjolas Orme med, Jærntöiler til at binde dets Ulve o. s. v. (12 Rune). Han er tilmed en vældig Jæger: "han trives vel i Skoven, hans Hunde ligge ikke hjemme, han vaager ved Brændebaalet og reiser sig fra et Granrisleie, Træernes Grene kjæmme hans Haar." (I. S. 176.)

Hans ypperste Storværker ere: "Han smedede Himlens Hvælving, med dens skinnende Laag, der saaes dog hverken Spor af Hammeren eller Mærker af Tænger paa den, skjönt der dengang ei fandtes mindste Begyndelse, ikke et Baand var lagt tilrette." (I. S. 18. 49. II. S. 153). Og da Sol og maane af Louhi var koglet ind i Skjödet af det haarde Fjeld, saa Verden savnede sit Lys, steg han tilligemed Wæinæmöinen op paa den sjette Stjernehvælving, ja ovenover otte Himmelbuer, der sloge de Ild med den kobbersmedede Sværdspids, for at bringe nyt Lys. Det lykkes imidlertid ikke; Ilden flyede ned gjennem alle Himlens otte skinnende Laag og anrettede stor Ulykke i Verden, inden den blev fangen igjen (26. Rune). Saa smedede han en ny Maane af Guld og Solens Ring af Sölv, som begge Brödrene forsigtig bar op og fæstede paa den niende Himmel, "den midterste":

"Sveden randt fra Skaberens Pande

ved det altfor svære Værk." (II. S. 148.)

Men de lyste ikke; da drog Wæinö til Pohjola og fandt, hvor Himmellegemerne vare gjemte, og nu smeder IImarinen en tregrenet Hakke, tolv hvasse Plovjern og et vældigt Knippe Nögler, til at sprænge Staalfjeldets ti Laase. Louhi, der som en liden Fugl har kigget ind af Smediens Glug, forskrækkes imidlertid, fordi han også smeder et Halsjærn til hende, og slipper Sol og Maane lös af Stenen. Da Lyset nu straaler ind til Smeden, kalder han paa sin Broder, og de gaae begge ud at beskue de skjönne Himmellys. Wæinæmöinen hæver sin Röst og hilser dem med en deilig Sang:

"Skjönne Sol!

som en gylden Gjög du opsteg,

hæved dig som Sölverdue!

Saa du hver en Morgen stige,

overflödig Helsen bringe,

hobe Rigdom over Rigdom,

fore Lykke til vor Medekrog,

hente Fangst til vore Fingre.

Gjör din Bue skjön og deilig,

gaa om Aftenen til Glæde!" (27 Rune.)

Hans andet Skaberværk var det vidunderlige gyldne Skrin, Sampo. Pohjas Frue vilde ikke give sin Datter, den fagreste Mö i Verden — som sad paa Himlens Bue og svang sin glimrende Spole frem og tilbage gjennem Guldvæven — uden til den, der kunde forfærdige det. Wæinæmöinen beilede först, men han var ikke Smed, han lovede da, forat slippe bort, at skikke sin Broder og koglede ham imod hans Villie derhen, idet han frembragte en uhyre Gran, lokkede Broderen op i dens Top forat hente Maanen og Karlsvognen, og jog ham saa i Stormens Fartöi bort til Pohjola. Ilmarinen fuldförte da, efterat han havde reist sin Esse paa Toppen af et Staalfjeld, hvor Stormene fra alle Verdenshjörner blæste Bælgen, i denne Smedie, uden Dör og uden Glug, den velsignende Helligdom, som det var forlangt, "af en Svanes Fjeder, af et lidet Uldstraa, et eneste lille Kornfrö, og en brukken Tens Smaastykker". Dog kunde han dengang ikke vinde Möens Hjærte; först senere, da han bekjæmpede Pohjolas Uhyrer, blev hun hans Hustru. Sampo er en Rigdoms Mölle, den malede af sig selv den ene Kiste fuld af Mel efter den anden; da Pohja havde faaet den, kvad Ilmarinen:

"Let i Pohja er at leve,

nu de Sampo har, som maler,

fagre Gjemme, som dig ruller!

Maled een Dag Sæd at spises,

anden Dagen til at sælges,

tredie Dagen til at gjemmes.

Ja, det siger jeg for Sanden:

let i Pohja er at leve,

da i Pohja Sampo findes;

der er Plöining, der er Saaning,

der er al Slags Væxt og Gröde,

der just er en evig Lykke." (II. S. 70.)

Louhi gjemte Skrinet i et Kobberbjerg bag ni Laase, og fæstede dets Rödder "den ene ni Favne i Jorden, den anden ved Havets Grændse, den tredie i Hjemmets Bjerg. (I. S. 52.) Kalevas Sönner arbeide imidlertid paa at beröve hende det; de tre store Guder gjöre i den Hensigt et mærkeligt Tog til Pohjas Gaarde, og foreslaae Louhi at dele Skatten; men

"Hermelinen kan ei deles,

Egernet til tre ei gives."

Wæinös Sang tryller da Pohjafolket i Sövn, Ilmarinen dirker Bjergets Laase op med Fingrene, og Lemminkæinen plöier med Pohjas hundredhornede Oxe — en Svale flöi en heel Dag fra det ene Horn til det andet, et Egern var en Maaned om at naae fra Halen til Hovedet, det maatte hvile paa Veien (I. S. 144) — og en Ilods-Plov Fjeldet og Sampos Rödder op, alle tre slæbte de det til Wæinæmöinens Skib forat före det til "en skovbegroet Holm, ikke slagen, ei besögt af Mænds Klinger". Men Louhi sætter, vakt ved den Gamles Glædessang, efter dem, angriber dem med hele sin uhyre Vælde, knuses vel af Wæinos Aare, men rykker dog med den eneste Finger, der blev tilbage af hende, Sampo overbord; i Havet brödes det i Stykker, vugges af Stormen og sank til Bundens Grus. Deraf kommer Havets Rigdom, Ahtis Skatte, som aldrig slippe op. Kun nogle smaae Stykker skylledes af det isbeströede Hav til Kalevalas Strand;

"deraf Ploining, deraf Saaning,

deraf al Slags Væxt og Grode,

deraf kom en evig Lykke,

paa den taagedækte Odde,

paa den skovbegroede Holm".

Louhi fik kun Laaget og Grebet, som hun bar hjem,

"derfor er i Pohja Jammer,

er et brödlöst Liv i Lapland".

Men Wæinæmöinen samlede Stykkerne paa Stranden, og velsignede derved sit Land med al Aarets Gröde. (22-23 Rune.) Denne Kamp optager et stort Parti af Kalevala.

Endelig smedede Ilmarinen sig en Hustru. Som vi saae, havde han ægtet Pohjas deilige Mö, og deres Bryllup, hvortil alle, undtagen den stridbare Lemminkæinen, vare budne, er den udförligste og pragtfuldeste Skildring i Kalevala (13-16 Rune). Men hans elskede Viv blev dræbt paa den vilde Hevngud Kullervos, Kalevas Ætlings, Anstiftelse; da græd den brave Smed — hver Aften, Natten igjennem til den lyse Morgen, Hammerens Kobbersmedede Skaft hvilede og Mesteren sukkede:

"Vee mig arme Mand! jeg mægter

ei at leve, ei at være.

Sövnlös ligger jeg om Natten,

ringe er min Kraft, min Indsigt,

svagt og mödefuldt mit Arbeid.

Imidlertid mander han sig dog op, samler Guld af Havet, Sölv af den dybe Bölge, og 30 Læs Brænde i mægtige Dynger, giver sig til at smede med al sin Kraft, men daarligt pustede hans Trælle, förste Gang sprang kun en Klinge udaf Essen, anden Gang en Hingst med gylden Manke; da tog han sig selv for at trække Bælgen, og pustede tre Dögn uden at hvile: da sprang en Mö med gyldent Haar udaf Glöden, "Pigen glæded Smedens Hjærte". Han smedede endnu Mund og Öine til, og skjön var Jomfruen at skue; han tog hende da til sig paa sit Leie om Natten, men

"Röden Guld kun Kulde spredte,

hviden Sölv kun Kulde spredte.

Kvad da Smeden Ilmarinen:

Hvem mon Guldmöen due for?

For den gamle Wæinæmöinen,

til en Mage for hans Livstid."

Ham gav han hende nu til, og det gik, som ovenfor er fortalt. (20 Rune.)

Ilmarinen benytter sig ikke af Koglekvad; hans Hammer og Esse er hans Kogleværktöi. Hans Hædersnavn er: den evige Hamrer.