Slaget i Mannafellsdalur

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Færøske Folkesagn og Eventyr

Slaget i Mannafellsdalur

Oversat fra færøsk af
Anker Eli Petersen
© 2006

I Akraberg ved Sumba, sydligst på Suðuroy, boede nogle friser. Da den sorte død kom til Suðuroy, døde alle i frisernes huse. En husstand slap dog for sygdommen, og husbonden i det hus kaldes "bonden på Akraberg". Han var kendt viden om for sin styrke og havde otte stærke og raske sønner.
   På denne bondes livstid siges det, at fundamentet blev lagt til kirkeruinen som endnu står oppe i Kirkjubø på Streymoy.
   Bispen som dengang havde sæde i Kirkjubø kaldtes MUS, som dog må have været et tilnavn. Han pinte tunge skatter ud af færingerne for at få kirken til at blive så statelig som muligt.
   Ingen brød sig om dette, og alle som boede syd for Hórisgøta (d.v.s. i Sydstreymoy, Sandoy, Skúvoy og Suðuroy), nægtede at betale skatten og slog sig sammen for at stå imod bispen. Men bispen fik alle nordenmændene på sin side for at stå imod de andre.
   Nordenmændene skulle samles på Nordstreymoy for at samle en flok til at angribe de andre og kue dem under bispen. Men da søndenmændene fik nys om dette, samlede de sig også i en flok og drog i stor hast nordpå for at møde dem.
   I Mannafelladalur (mandfaldsdalen) nord for Kaldbaksbotnur, mødtes de to hære og brast sammen i et slag. Søndenmændene led nederlag og måtte vige.
   Der var et stort mandfald, og i dalen kan man endnu se mange høje, hvor de som faldt i dette slag ligger begravet. Græsset er rødt, og det skal efter sigende skyldes det blod som blev udgydt der på stedet.
   Nord for dalen står en stor sten som kaldes "Brynjumanna borð" (brynjemændenes bord), og sagnet fortæller, at den har fået sit navn af at nordenmændene holdt deres sejrsfest der, da søndenmændene flygtede. Ovenpå denne klippe ligger en sten som nordenmændene brugte som hav.¹ Den som ikke magtede at løfte stenen fra underlaget, fik ikke lov til at deltage i slaget.
   Året efter vendte søndenmændene tilbage for at hævne nederlaget. Denne gang stod slaget i dalen ved bygden Kollafjørður, og nu gik søndenmændene af med sejren. De havde fået bonden på Akraberg og dennes sønner til at gå forrest i slaget. De havde også fået to vikingeskibe, som havde befundet sig der sydpå, til at hjælpe sig. De var kommet nord for at hærge og rane i de nordlige landsbyer. Derfor kunne mange af nordenmændene ikke drage hjemmefra, fordi de var bange for at lade kvinderne alene hjemme, mens denne hærgning stod på.
   Denne gang gik det således, at søndenmændene besejrede modparten og dræbte mange mænd. Bispen måtte flygte og slap helskindet til bispesædet i Kirkjubø igen. Men søndenmændene ville ikke gå hver til sit før de havde fået bispen dræbt. Ingen turde dog bryde sig ind for at tage ham, for de frygtede alle at blive bandlyst af paven. Derfor fik de bonden fra Akraberg, som var hedning, at dræbe ham. Han stillede sig udenfor og råbte ind i stuen:

"Er den gode Mus i sit hus?"

Bispen svarede:

"Nu sidder Mus og spiser ved sit bord,
han frygtede ikke mægtig mand i nord,
Med vid det du Belsmand vrede
at Mus vil spise i fred!"

Bispen gik derefter fra bordet, iklædte sig sin bispedragt og flygtede op på kirkemuren med en økse i hånd for at forsvare sig der.
   Akranesbonden og hans sønner turde ikke angribe ham der, fordi han var bevæbnet og fordi at muren var viet. De lovede dog, at han ikke skulle undslippe og blev stående under muren for at forhindre ham i at forlade den, før han ville give op af sig selv. Dette varede i tre nætter og dage, men den tredje aften besvimede bispen af sult og tørst og faldt fra muren ned på jorden. Han vågnede igen af faldet, men blev straks dræbt af bonden.
   Da bonden på Akraberg døde, bosatte hans sønner sig i Sumba og blev kristnede.

---

1) Et "hav" er en tung genstand, oftest sten, som man bruger til at afprøve sin styrke på. (a.e.)