Stednavne og førkristne kultsteder – Guder i islandske stednavne

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Nogle sakrale stednavne på Island. Kort: clm.

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

13.
Guder i islandske stednavne

Størstedelen af nybyggerne på Island kom fra Norge, mere specifikt fra den vestlige del af Norge. Magnus Olsen m.fl. har påvist lighedspunkter mellem islandske og vestnorske stednavne, hvilket ikke kan overraske. Også i nyere historie ses et lignende mønster – fx tog immigranterne i USA eller Australien også deres hjemlige navnetraditioner med til det nye land. Til trods for disse lighedstræk er der, som vi skal se, også forskelle mellem Norge og Island.

En af de mest fremtrædende stednavneforskere på Island er den forhenværende direktør for det islandske stednavneinstitut – Örnefnastofnunar – Svavar Sigmundsson. Inspireret af den nye interesse for stednavne i det øvrige Norden har han foretaget tilsvarende studier på Island. I sin forskning har han også arbejdet med de sakrale stednavne. Han har undersøgt udbredelsen af teofore navne, analyseret tolkningsmuligheder og sammenlignet sit resultat med især Norge. For Sigmundsson er der ingen diskussion om, at førkristen religion har sat sine spor i de islandske stednavne. I en artikel med titlen Átrúnaður og örnefni (Religion og stednavne) gennemgår han de navne, som refererer til guder og kult. Som vi skal se, er den første gruppe forholdsvis beskeden, hvorimod den anden er ganske talrig. Sigmundssons konklusion er: ”Der er ingen grund til at mene, at der ikke skulle findes spor efter den gamle religion i landets stednavne.”

Guder

Når vi undersøger de sakrale navne på Island, er der to grupper, som overskygger alle andre. Det er navne, som indeholder ordet ”gud” (goð) og navne med ordet ”hov” (hof). De sidste skal vi senere gå i dybden med. Her skal vi se på goð-navnene. De forekommer udelukkende som sammensatte navne med goð- som forled, fx Goðafoss (Gudefos).

Ordet goð betyder gud i hedensk forstand. Undtagelsesvis kan det findes anvendt om ”Gud” i kristen forstand. I langt den overvejende del af stednavnene, står ordet imidlertid i flertal goðar (guder) og må dermed referere til de førkristne guder. Til gengæld ved vi, at nogle af goð-navnene ikke sigter til guderne men til goderne, dvs. de hedenske høvdinger og kultledere (goði/goðar). Et eksempel herpå er en skov ved navn Goðaskógr ikke langt fra det nationale tingsted Thingvellir. Ölkofra saga fortæller, at skoven var blevet købt af seks goder i fællesskab, for at de kunne benytte sig af den i tingtiden. Denne lille anekdote fra sagaen sætter os i stand til at tolke navnet. Det er ikke guderne men ejerne af skoven – goderne – der refereres til. Selv om der knytter sig forklarende anekdoter til mange af de islandske stednavne, ikke mindst i Landnamsbogen, er det dog stadig et fåtal af navne, når man tager en kategori som goð-navnene.

Det berømte vandfald Goðafoss har efter traditionen navn efter de førkristne guder.
Ill. clm.

Íslandatlas anfører ialt 48 stednavne med goð- som forled. Belært af tidligere tiders overfortolkning maner Svavar Sigmundsson dog til forsigtighed med disse navne. Det, at guderne nævnes, er ikke, som tidligere generationer mente, ensbetydende med, at her har været et kultsted. Navnene kan godt være et vidnesbyrd om den gamle religion uden at være en markering af et kultsted. Den islandske navneforsker Þórhallur Vilmundarson har argumenteret for, at navne med goð- i flere tilfælde kunne tolkes ud fra adjektivet goður – god, således at fx Goðaland, Goðdalr skulle tolkes som ”landet eller dalen med de gode græsnings- og/eller vejrforhold.” Dette synspunkt har dog ikke vundet opbakning, og ifølge Svavar Sigmundsson er tolkningen tvivlsom.

Fra de andre nordiske lande har vi set et stort antal af denne type navne have sakral betydning. Når vi da ser tilsvarende navnesammensætninger på Island, skal der vægtige argumenter til at udelukke en lignende tolkning her.

Et af de mest kendte goð-navne på Island er det spektakulære hestesko-formede vandfald Goðafoss – gudernes fos i Nordisland. Sagaerne fortæller, at da Island antog kristendommen i år 1000, var det den hedenske høvding Torgeir, som på folkets vegne traf den afgørende beslutning. Da han vendte hjem til sin gård ved Ljosavatn, gik han ind og hentede sine udskårne gudestøtter og styrtede dem ned i vandfaldet. Derfor kaldes fossen Goðafoss. Der findes imidlertid flere vandfald med dette navn, Sigmundsson siger mindst fem. Måske går navnet i virkeligheden længere tilbage end til Torgeir. I Landnamsbogen findes flere fortællinger om, hvordan de første landnamsmænd dyrkede deres guder i naturen. I den enkle måde disse sagn fortælles på, fremstår de med et skær af ukunstlethed og autencitet. I et af sagnene fortælles om en mand ved navn Torsten Rødnæse, som kom til Island. Vi hører, at han var en mand, som blotede meget og i særdeleshed, at han ofrede til fossen. Den nat, da Torsten dør, styrter alle hans får i fossen og drukner. Guderne havde taget dem. Landnamsbogen forbinder ikke fossen med navnet Goðafoss, men der trækkes en lige linje mellem fossen og dyrkelsen af de hedenske guder. Langt inde i Eyjafjord øst for det gamle kloster Munkþverá, finder vi et lille vandfald, hvor to åer Þverá og Mjaðmá løber sammen og danner en fos. Vandfaldet hedder Goðafoss, og sagnet fortæller, at man i gammel tid ofrede til denne fos.

Det første bidrag til islandsk navneforskning kom i 1942 fra den islandske professor Ólafur Lárusson, som i en artikel om sakrale stednavne anfører over 30 forskellige goð-navne spredt over alle egne af Island. Blandt disse mener han, at en håndfuld navne må have direkte rod i et hedensk gudehus. Til denne gruppe regner han Goðahof, Goðahofstópt, Goð(a)hús, Goðatópt(ir) og Goðatættur (tópt og tættur = tomt, ruin).

Som i det øvrige Norden finder vi på Island også et stort antal navne, hvor goð(a) kombineres med naturbetegnelser, således:  Goðaá (Gudeå), Goðadalur (Gudedal), Goðafjall (Gudefjeld), Goðagil (Gudekløft), Goðahóll (Gudehøj), Goðaland (Gudeland), Goðahvammur (Gudelavning), Goðanes (Gudenæs), Goðasteinn (Gudesten), Goðatindur (Gudetinde), Goðavöllur (Gudeslette), Goðavík (Gudevig) og mange flere.

Den tyske navneforsker Albert Thümmel anfører hele 53 sammensatte goð-navne, hvoraf næsten alle er knyttet til naturbetegnelser. Tager man et eksempel som Goð(a)hóll – Gudehøj – så findes der seks forskellige lokaliteter med dette navn. I nogle tilfælde har vi ikke andet end selve navnet at forholde os til. I andre er der også knyttet et sagn til stedet. Et par hundrede meter syd for Hof i Kjós syssel ligger således en Goðhóll, hvorom sagnet fortæller, at et gudehus engang lå på denne høj. Et tilsvarende sagn fortælles om Goðhóll ved Þyrill i Borgefjord. Selv om der nok er en tendens til, at sagn ser spor efter den gamle religion alle steder, så er sagn også i stand til at nuancere.  En lille rund bakke syd for Gaulverjabær præstegård, beliggende nogle kilometer sydøst for Eyrarbakki hedder også Goðahóll. Her fortæller sagnet imidlertid, at stedet ikke er opkaldt efter guderne men de derboende goder – høvdinge.

Ólafur Lárusson har påvist nogle interessante navne, som er sammensat med en anden fællesbetegnelse for guderne, nemlig ordet regin/rögn (genitiv: ragna). Ordet i sig selv betyder ”guder, magter”, vi kender det bl.a. fra ragnarok (= gudernes mørke). Lárusson og Sigmundsson nævner tilsammen fire eksempler: Ragnaborg, navnet på nogle fjelde i Østisland, Rögnaá, en flod, Ragnahellir, en hule og Rögnamúli, et fjeld på Snæfellsness i Vestisland.

Torstatuette, fundet ved Kristness på Island. Her boede Helge den Magre, der dyrkede både Krist og Tor. Figuren er af bronze og stammer fra 900-tallet. Ill. clm.

I Norge og Sverige stødte vi på flere navne, som bestod af sammensætninger med betegnelsen for de kvindelige guder – diserne. I Danmark er navne af denne type helt fraværende, og på Island finder vi kun få spor af dem. Ved den rivende flod Jökulsá i Jökuldalur i Nordre Mulesyssel lå der førhen en gård ved navn Hjarðarhagi. Gården er for længst forladt, men Kristian Kålund fortæller, at denne gård tidligere hed Dísarstaðir – disernes sted. En anden undtagelse har vi i Vestfjordene. Her findes der nogle klipper, som bærer navnet Landdísasteinar, Landdisestenene. En sejlivet tradition omkring disse klipper har været holdt i hævd helt frem til det 19. årh. Man mente at diserne boede i disse “landdisesten”. Derfor var de hellige og skulle vises respekt. Særlige regler gjaldt her, for eksempel måtte børn ikke lege omkring dem, og folk måtte hverken slå eller rive græs på stedet. Gjorde man det alligevel, kunne man vente ulykke og modgang fra de kvindelige guder. – Sådanne traditioner bygger naturligvis på og er blevet bevaret gennem folketroen. Spørgsmålet er, hvor tæt folketroen står på den gamle religion. Flere forskere har betragtet både navn og sagn som rester af en gammel forfædredyrkelse, hvor afdøde kvindelige slægtninge har været genstand for veneration og gradvist er blevet optaget i disernes kreds som gudinder for død, frugtbarhed og genfødsel. At mennesker kunne optages blandt guderne, kendes fra både Norge og Sverige.

Tor

Når det gælder stednavne, som indeholder et bestemt gudenavn, er de ikke så talrige på Island som i det øvrige Norden. Alligevel er de talrige nok til at vise, at de understøtter de skriftlige kilder i, at Tor har været den helt centrale gud for nybyggerne på Island. Kilderne fortæller, at udskårne Torbilleder fragtes med til det nye land, at Tor afgør, hvor man skal tage land, at børn gives til Tor og opkaldes efter ham (Torstein, Torgeir, Torolf – men aldrig bare Tor), at steder – både land og vand – får navn efter Tor, at gudehove rejses til ære for Tor, og at det er Tor, som spørges til råd, når guderne skal inddrages. At Tor indtager den centrale plads på Island, hænger godt sammen med det billede, vi har af Vestnorge, hvor stednavne med Tor også er i overtal.

En hyppig forekomst af Tor-navne langs kysten har fået nogle til at antage, at Tor på Island er blevet forstået som en havgud eller gud over søfart og sejlads. Således kendes han imidlertid ikke hverken i den ældre eller den yngre Edda. Forklaringen på de mange Tor-navne langs kysten er måske mere enkel. – Det klassiske billede af landnamsmanden er, at han efter nogle dages farlig sejlads får øje på det nye land, kaster sine højsædestøtter over bord og beder Tor lade dem drive i land på det sted, hvor han vil, at de skal tage land. I taknemmelighed til guderne over at være nået frem og være kommet i havn, har det været nærliggende at opkalde havnen, næsset eller vigen, hvor man landede, efter guden, som havde hjulpet dem frem. De mange kystnære Tor-navne er måske i virkeligheden blot en bekræftelse af denne fortælling.

Ifølge stednavneforskeren Svavar Sigmundsson er der ”mindst 25 stednavne med Tor- eller Tors- som forled.” Ólafur Lárusson anfører ikke færre end fem Torshavne (Þórshöfn) på Island. – Det oprørte hav, farlige skær og stejle klippesider gjorde, at man måtte holde øje med mulige landingspladser. Det kunne være en landtange eller et næs med flad sandstrand. Der findes langs kysten fem lokaliteter ved navn Torsnæs (Þórsnes) og en ved navn Torsøre (Þórseyri). I lyset af andre landnamsmænd, som var forliste ud for kysten, har sådanne landingsmuligheder gjort folk lettede og taknemmelige, og Tor fik æren.

De øvrige islandske Tor-navne ligner dem, vi fandt i Norge, som var knyttede til naturbetegnelser. Således -å (Þórsá), klippeknude (Þórshnúfa), -høje (Þórshólar), -skov (Þórsmörk), -sten (Þórssteinn), -fjeldhammer (Þórshammar), -sø (Þórsvatn), -dal (Þórdalur), -fjeld (Þórfell), -vig (Þórvík). Nogle af disse navne skal vi senere vende tilbage til.

Det er værd at bemærke, at der i modsætning til i Norge ikke findes navne på Island, hvor Tor eller noget andet gudenavn er sammensat med ord som hov, hørg, hus, ager eller lignende. Ikke desto mindre skal vi i gennemgangen af navne med -hof se, at de guder, som i sagaerne oftest knyttes til gudehovet, er Tor og frugtbarhedsguden Frej.

Frej

Selv om Frej ifølge sagaerne har haft en central placering i islændingenes bevidsthed, har han ikke afsat mange spor i landskabet. Der findes ikke mere end en håndfuld stednavne, og et af dem er formodentlig af nyere dato. Ved den store sø Lagarfljót i Østisland finder vi to Frej-navne. Et lille næs på søens vestbred hedder Frejsnæs (Freysnes) og på modsatte side ligger der på nogle flade bakker en gård, som hedder Frejsbakker (Freyshólar). Disse Frej-navne finder vi på netop den egn, hvor handlingen i Rafnkel Frejsgode Saga udspiller sig. Sagaen fortæller, at der var et varmt venskab mellem Rafnkel og Frej, og at han havde opført et stort gudehov til ære for Frej.

Et par andre navne knytter sig også til den ivrige Frejdyrker. Det hedder om Rafnkel, at han ejede en hest ved navn Frejfaxe, som hans fjender skulle have styrtet i døden fra en klippe. Når vi på denne egn finder en klippe, som hedder Freyfaxahamar, og en kløft ved navn Faxagil, så er der måske tale om navne, der har sit udspring i lokale fortællinger om Rafnkel eller ligefrem i sagaen selv, der har været kendt på egnen siden middelalderen.

Syd for Vatnajøkul, lige ud for gletcherarmen Svinafellsjøkul ligger nogle spredte gårde. En af disse er også opkaldt efter Frej og hedder Freysnes. I samme område knyttes Frejs navn til et stykke forstrand, som hedder Freysnes fjara.

Njord

Njords navn finder vi i mange svenske og norske stednavne, men på Island kendes kun to lokaliteter, som bærer Njords navn. De hedder begge Njords vig (Njarðvík). Den ene er en lille vig syd for Keflavik i det sydvestligste hjørne af landet. Vigen har givet navn til den lille by Njarðvík, som er opstået ved vigen. Også i Østfjordene finder vi en mindre vig, som hedder Njarðvík. Her findes ikke nogen by, men et stort græsningsområde ved vigen hedder Njords mark (Njarðartún). Dette må dog betragtes som et sekundært navn, da det sandsynligvis er affødt af vigens navn snarere end af gudens. Det samme kan siges om en gård ved navn Njarðvík, som ligger i bunden af vigen.

I sin bog om de førkristne traditioner på Island – Heiðinn siður á Íslandi – siger forfatteren Ólafur Briem, at der nok ikke har været en særskilt Njord-dyrkelse på Island i den forstand, at der har været opført gudehove til ære for ham, men sømænd kan godt have viet havne til ham og påkaldt hans navn for en lykkelig sejlads.

Ull

Et af de stednavne, som er vanskeligst at afdække, er navne med Ull. Udfordringen er, at vi ikke er i stand til at afgøre, om et Ull-navn sigter til guden Ull (Ullr) eller til materialet uld (ull). I et land, som blandt andet er kendt for sit store fårehold, bør det næppe overraske, om ordet uld kunne indgå i stednavne. På den anden side har vi set, at navne med Ull er meget hyppige i Norge, så navnene kunne være fulgt med landnamsmændene fra deres hjemegn.

Blandt talrige navne med Ull kan nævnes Ulls vandfald (Ullarfoss), Ullskløft (Ullargil), Ullsbakke (Ullarhóll), Ullsklipper (Ullarklettur) og Ullssø (Ullarvötn). Flere af navnene optræder adskillige steder. Ólafur Lárusson understreger vanskelighederne ved at skelne navnenes etymologi, men fremhæver samtidigt, at flere Ull-navne ligger i nærheden af teofore navne. Fx stammer vandet i det tidligere omtale vandfald Goðafoss fra et andet vandfald, som hedder Ullarfoss, som ligger længere oppe ad floden. Og i Sydlandet finder vi Ulls klipper (Ullarklettur) ikke langt fra Gudeklipperne (Goðaklettur) - eller for den sags skyld fra Gudehulen (Goðahellir) eller Gudehovet (Hof) eller Hellighøjen (Helghóll). Sådanne sammenfald kan bero på tilfældigheder, men begynder sammenfaldene at danne et mønster, må de tillægges betydning. Den engelske filolog Turville-Petre er tilbøjelig til at tolke Ull-navnene overvejende som teofore navne. Sigmundsson er mere forsigtig.

Odin

Et iøjnefaldende træk ved de islandske stednavne er, at der ikke findes et eneste, hvori Odins navn indgår. Når vi sammenholder Island med det øvrige Norden, er dette særkende så markant, at det er vanskeligt ikke at udlede, at dyrkelsen af Odin har været ikke–eksisterende eller i det mindste meget lidt fremtrædende på Island. Eddadigtene viser, at et stort antal myter om Odin har været velkendte på Island og for en stor del er blevet bevaret gennem den islandske fortælletradition. Det er også hævet over enhver tvivl, at de islandske skjalde ofte refererer til Odin i deres kvad, og at de omtaler ham med respekt, hvad enten det er som digtningens gud eller slagmarkens herre. Men når det kommer til religiøs praksis – hvem af guderne man skulle påkalde, hvem man skulle blote til, hvem man skulle vie hovet til osv. – så har Tor og Frej og måske Ull været de dominerende guder. På dette punkt adskiller Island sig fra de øvrige nordiske lande. Måske har Gabriel Turville-Petre en pointe i, at landnamsmændene ikke blot forlod Norge for at slippe væk fra Harald Hårfagers   men også for at komme væk fra Odins ufred.

Svavar Sigmundsson peger dog på, at en gruppe navne med Grímur: (Grímsá, Grímsey Grímsnes) måske i virkeligheden kan være kamuflerede Odins-navne. Ifølge Snorre var Grímur et af Odins mange tilnavne. Og hvis man har villet undgå at bruge den øverste guds navn, har man i stedet valgt at bruge et tilnavn. En sådan ærefrygt for Odins navn forekommer dog at være en fremmed fugl i nordisk religion.  

Andre guder

Der findes enkelte teofore navne, som henviser til andre guder. Blandt disse er to navne med Balder, det ene i Hörgárdalur, det andet ved Mývatn. Begge navne har formen Baldursheimur (Balders hjem). Efterleddet -heimr er usædvanligt på Island, men udbredt i Norge, hvor der bl.a. findes et Ballesheim i Nordhordaland, hvorfra mange af landnamsmændene kom. Dette har fået Svavar Sigmundsson til at foreslå, at navnet er et af de navne, som blot er bragt med fra Norge. Ólafur Lárusson anfører desuden et Tyr-navn ved Mávahlíð på Snæfellsnes. Navnet er Tyrs enge (Týrsengi). Lárusson stiller dog selv spørgsmålstegn ved, om navnet indeholder gudenavnet, hvilket Svavar Sigmundsson lader til at mene. Et antal Loke-navne skal nok ikke tillægges den store betydning, da han næppe har været genstand for dyrkelse: fx Lokes sted (Lokastaðir) i Fnjóskadalur, Lokes lavning (Lokahvammur) i Goðdalur, Lokes tinder (Lokatindur) ved Mjóifjörður.

Sammenfatning

Sammenligner vi Island med det øvrige Norden, finder vi både ligheder og forskelle. Lighederne består først og fremmest i omfanget af de sakrale navne og måden, hvorpå de anvendes.

Forskellen består i et begrænset antal stednavne med navngivne guder og måske især i, at navne med den øverste af guderne – Odin – er helt fraværende på Island.

Det er navne med Tor, som hyppigst dukker op blandt de teofore navne. På baggrund heraf ser det ud til, at Tor har været den mest populære af guderne på Island.

Med til billedet hører også, at de teofore navne på Island helt domineres af navne, som indeholder fællesbetegnelsen ”gude-” (goða-). Disse navne anvendes om så at sige enhver naturbetegnelse på Island.

En anden stor gruppe af navne er dem, som refererer til kultstedet – især hov (hof). Det er denne gruppe, som vi skal se nærmere på nu.

 

Fodnoter