Stednavne og førkristne kultsteder – Stednavne med hof i Vestisland

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kort: clm.

Stednavne
og førkristne kultsteder

af Carsten Lyngdrup Madsen
2018

16.
Stednavne med hof
i Vestisland

Indledning

I dette og de tre følgende kapitler skal foretages en systematisk gennemgang af samtlige Hof-lokaliteter på Island. Som vi har set er Hof navne blandt de hyppigste på Island og de findes i alle dele af landet. Som det vil fremgå, er der stor forskel på, hvad vi reelt ved om de enkelte lokaliteter. Nogle steder har der været foretaget arkæologiske udgravninger, andre steder er måske omtalt i sagaerne eller nævnt i et folkesagn, og endelig er der nogle, hvor kun navnet er bevaret. Disse sidste er blot medtaget for fuldstændighedens skyld. I gennemgangen er også det omgivende stednavnemiljø inddraget for at tegne et mere fuldstændigt billede. Kortnumrene ved de enkelte lokaliteter refererer til en serie på 87 kort, som blev udarbejdet af Danmarks Geodætiske Institut med titlen Uppdráttur Íslands. Disse kort er alle tilgængelige i en onlineudgave på adressen: Uppdráttur Íslands

Oversigt over sysler fremgår af kortet bagest i bogen, hvor der også findes kort over de enkelte Hof-lokaliteters beliggenhed.

1. Hof på Miðnes (Rosmhvalanes)

(Gullbringusýsla, kort 17; ikke afsat på kortet men kan ses på http://kortasja.lmi.is/)

Vi begynder med den Hof-lokalitet, som vi måske ved allermindst om. Vi finder den i Islands sydvestligste hjørne på halvøen Miðnes – også kaldet Rosmhvalanes (Hvalrosnæs). Stedet har ikke sat aftryk i andre navne i området, hverken naturnavne eller gårdnavne, med mindre man tillægger betydning til en gård, som har det mytologiske navn Asgård (Ásgarður) en kilometer syd for Hof. Stedet er ikke omtalt i Landnámabók eller andre kilder, og ingen sagntraditioner er bevaret. I Kristian Kålunds topografiske gennemgang af Island er dette Hof ikke medtaget, og på mange kort er det end ikke afsat. Dette til trods så ligger den lille jordlod Hof stadig her helt ud til kysten med sin ufortalte historie.

2. Hofstaðir i Garðabær

(Hovedstadsområdet; oprindelig Gullbringusýsla, kort 27)

Syd for Reykjavik ligger en forstad ved navn Garðabær. Indtil 1960 var Garðabær kun en landsby, men i dag udgør den en selvstændig kommune i det store hovedstadsområde. Midt i Garðabær lå i gammel tid en gård ved navn Hofstaðir. Gården er for længst væk, men stedet hvor den lå, hedder stadig Hofstaðir, og en række lokale stednavne vidner om stedets historie.   

En af de to sydegruber, som blev fundet ved Hofstaðir i Garðabær. Ill. clm.

Under udgravning i forbindelse med et bygningsarbejde i 1985 stødte håndværkere på, hvad de tolkede som resterne af en gammel tørvebygning. Arkæologer undersøgte stedet og kunne bekræfte fundet. I årene 1994-2000 blev der foretaget en række udgravninger og undersøgelser på stedet. Disse viste, at der var tale om resterne af en vikingegård fra 900-tallet. Hallens udvendige mål var 8 x 30 m og var dermed en af de største gårde, som var fundet på Island. Dette indikerede, at der kunne være tale om en høvdingehal.

Ud over bygningen fandt arkæologer to sydegruber, hvoraf den ene var usædvanlig stor, et kort stykke fra hallen. Gruberne indeholdt ildsværtede sten og brændte dyreknogler, blandt andet fra svin, får, heste og køer. Arkæologerne mente, at gruberne havde været anvendt til tilberedning af måltider, måske rituelle måltider i forbindelse med offerfester.

Om tomten på Hofstaðir udgør resterne af et gudehov, kan hverken bevises eller afvises. Der er ingen hjælp at hente hverken i Landnamsbogen eller i sagaerne, som er tavse om denne lokalitet. Hallens størrelse (170 m²) kunne dog tyde på, at den har været benyttet til andet end blot beboelse. De udendørs sydegruber kunne indikere, at der (i perioder) er blevet tilberedt store mængder mad. Da hallen tolkes som en høvdingehal fra førkristen tid, og da det var høvdingen, som stod i spidsen for den gamle religion, kan også denne hal have dannet ramme om religiøse fester, hvor der er blevet spist og drukket og skålet for Odin og Tor.

Ud over navnet Hofstaðir får vi måske yderligere et fingerpeg fra et par andre stednavne. På den gamle gårds jord lå førhen en lille bakke ved navn Hofhóll (Hovhøj).   I umiddelbar nærhed af Hofstaðir lå desuden gården Þórberg (Torsbjerg) – vel navngivet efter Tor – og lidt syd for Hofstaðir ligger et isoleret lille fjeld Helgafell – det hellige fjeld.

I dag er der anlagt et lille frilandsmuseum på Hofstaðir. Her udstilles de arkæologiske rester fra gården. Man kan blandt andet se høvdingehallens fulde omkreds og læse om fund, som er gjort på stedet. På en computeranimeret rekonstruktion af hallen kan man følge livet på gården i vikingetiden.

Som et kuriosum kan det nævnes, at tre parallelle gader ved Hofstaðir hedder hhv. Hörgslundur (Hørgslund), Hofslundur (Hovlund) og Kirkjulundur (Kirkelund). Hofstaðir er beliggende på sidstnævnte.

3. Hof på Kjalarnes

(Hovedstadsområdet; oprindelig Kjósarsýsla, kort 27)

De to dørplanker, som hang på gården Hof, som man mente stammede fra det gamle hov.
Ill. clm.

Ca. 10 km. nord for Reykjavik ligger en lille hesteskoformet vig, som hedder Hofsvík. Vigen har navn efter gården Hof, som engang lå på halvøen Kjalarnes på den nordlige bred af vigen. I dag ses ingen spor efter den gamle bygning, men stedet er mættet af historisk nærvær. Her lå Islands første tingsted – det såkaldte Kjalarnesting. Ifølge Islændingebogen går dette helt tilbage til Torstein, som var søn af den

Brautarholtskirken, som ligger ved Hof på Kjalarnes. Ill. clm.

første landnamsmand Ingolf Arnarson. Og gården Hof skulle være omtrent lige så gammel. Landnamsbogen fortæller, at da den norske høvdingesøn Helge Bjola kom til Island, boede han den første vinter hos Ingolf Arnarson, hvorefter han flyttede til gården Hof på Kjalarnes.

Gården er interessant af flere grunde, bl.a. fordi den er omtalt i Landnamsbogen og desuden nøje beskrevet i Kjalnesinga Saga. Beskrivelsen skal dog læses med forbehold. Kjalnesinga Saga er en sent affattet saga, og dens beskrivelse af gudehovet læner sig kraftigt op ad hovbeskrivelsen i Eyrbyggja Saga. Det er også værd at notere sig, at der ikke er overensstemmelse med hensyn til gårdens ejer Helge Bjola, der ifølge Landnamsbogen var kristen, da han kom til Island, men i Kjalnesinga Saga siges at have været hedning, om end det også siges, at han ikke blotede meget. Hvis Landnamsbogen står til troende, har vi altså her et eksempel på en kristen mand, som bor på en gård ved navn Hof, i hvilket tilfælde Hof næppe kan tolkes som andet end blot ”gård”.

Sagaen fortæller, at efter Helge Bjolas død overtog sønnen, Torgrim (senere kendt som Torgrim gode) gården og høvdingedømmet. Om ham siger sagaen, at ”. . . han var en ivrig bloter og lod oprette et stort gudehov på sit tun. Det var hundrede fod langt og tres i bredden; dertil skulle alle betale tempelskat. Tor var den som blev holdt højest i ære der. Indvendig var det bygget rundt som en hvælving; det var helt behængt med tæpper og havde vinduer. Der stod Tor i midten og de andre guder på begge sider: Foran Tor stod der en forhøjning udført med megen kunst, og foroven belagt med jern; derpå skulle der være en ild som aldrig slukkedes, det kaldte de en hellig ild. På dette alter skulle der ligge en stor sølvring, den skulle hovgoden have på armen ved alle folkemøder, og ved den skulle alle mænd sværge eder i alle sager hvor der ingen vidneudsagn forelå. På det alter skulle der også stå en stor kobberbolle (skål, kar), deri skulle alt blodet løbe af de dyr eller mennesker som blev givet Tor; det kaldte de ’hlaut’ (offerblod) og ’hlautbolle’ (offerblodsskål). Offerblodet skulle stænkes på mennesker eller dyr, men kødet af de dyr som blev ofret der skulle folk nyde når der holdtes offerfester. Men de mennesker som de ofrede skulle kastes ned i det morads, som var ude foran indgangen; det kaldte de offersumpen. De tværbjælker som havde siddet i hovet sad i beboelseshuset på Hof dengang Olaf Jonssøn lod det bryde ned; han lod dem alle sammen kløve, og da var de endnu ret så svære.”

Gudehovet på Kjalarnes beskrives her som en bygning af anseelig størrelse bl.a. med en gildesal, stor nok til at mange kunne samles til ”folkemøder” og ”offerfest”. Ifølge traditionen skulle dette hov have været det næststørste på Island og været berømt vidt omkring. Beskrivelsen af det kunstfærdige interiør med de udskårne gudefigurer, den evigt brændende ild, offerkarret og edsringen er med til at tegne billedet af hovets høje status. Interessant er bemærkningen om, at nogle ”tværbjælker” fra gudehovet blev flyttet over i beboelseshuset, da hovet blev revet ned (vel i forbindelse med indførelsen af kristendommen). Da oldtidsforskeren Finnur Magnusson i begyndelsen af 1800-tallet besøgte gården, kunne bonden fortælle ham, at han stadig havde to udskårne bjælker fra det gamle gudehov. Selv om bonden var modvillig, lykkedes det til sidst Finnur Magnusson at hente dem til Det oldnordiske Museum i København. I dag opbevares de på Nationalmuseet i København.

Efter overgangen til kristendommen blev der opført en kirke ved Hof. Om denne kirke vides ikke meget andet, end at den ”lå her i katolsk tid”, og at den var viet til St. Andreas. Vi ved ikke, hvornår eller hvorfor kirken er revet ned, men måske er forklaringen, at der mindre end en kilometer fra Hof i forvejen lå en kirke, Brautarholtskirkja. Denne var en af de allerførste kirker på Island og går ifølge sagnet helt tilbage til den kristne landnamsmand Ørlyg den Gamle (Örlygur Hrappsson). 

Flere stednavne i umiddelbar nærhed af Hofgården kan ikke undgå at tilkalde sig opmærksomhed. Et par hundrede meter syd for gården kaldes en lille høj for Goðhóll (Gudehøj). Ifølge den lokale tradition var det netop her, gudehuset i sin tid skulle have ligget. Yderligere lidt mod syd finder vi et vådområde, som kaldes Blótkelda (dvs. blotsump). Det ord, som sagaen oversætter med “offersump” er netop ordet “blótkelda”.  Det var ifølge sagaen i denne sump, menneskeofre blev lagt. – Ca. 15 km fra Hof ligger endnu et fritliggende lille fjeld, som hedder Helgafell. Måske skal også dette fjeld sættes i forbindelse med det hellige hov. Som nævnt er vigen Hofvík opkaldt efter Hof, og det samme er tilfældet med landtangen Hofstangi.  ”At et tempel i oldtiden virkelig har stået her”, siger Kristian Kålund, ”er der i al fald ingen grund til at betvivle, det ligger jo allerede i gårdens navn.”

I dag findes ingen spor efter hovet ved Thyrill, men beliggenheden udpeges til at have været nedenfor denne klippevæg. Ill. clm.

4. Thyrill (Þyrill) i Hvalfjord

(Borgarfjarðarsýsla, kort 36)

Følger man vejen på nordsiden af Kjalarnes, kommer man ind i Hvalfjorden. Inderst inde i denne fjord går en lille landtange ud, som hedder Þyrilsnes, opkaldt efter gården Þyrill.  Her boede ifølge Hørd Grimkelssons Saga storbonden Torsten Guldknap. Om ham fortæller sagaen, at han havde et offerhus (blóthús) ved sin gård, og at han plejede at bede ved en blotsten inde i huset. – Der er ingen stednavne i området, som kan sættes i forbindelse med denne fortælling. Områdets mange Helg-navne knytter sig til fortællinger om bondens kone Helga. Ovenfor gården lå der dog en høj ved navn Goðhóll (Gudehøj), hvor traditionen ville, at blothuset skulle have ligget. Derfor blev højen også kaldt Hoftóft. Da Kristian Kålund i 1872 besøgte stedet, fandt han rester af en gammel bebyggelse på Goðhóll, men konstaterede, at tomten var meget utydelig og udvisket. Små ti år senere foretog pionerarkæologen Sigurður Vigfússon udgravninger på stedet. Han fandt resterne af et hus med en længde på ca. 18 m. I huset fandt han aske og hestetænder. Vigfússon var overbevist om, at der her var tale om et offerhus – et hov. Da han tillige blev gjort opmærksom på en sten med en mærkelig udhuling, som var fundet ved tomten, men nu var muret ind i en af gårdens vægge, og som man altid havde omtalt som ”blotstenen”, blev han for alvor nysgerrig. Vigfússon fik stenen hugget ud af muren, fik den bragt til Reykjavik og undersøgte den. Han forblev dog skeptisk i forhold til stenens anvendelse. Tomten derimod fastholdt han måtte være rester af et førkristent kulthus. Arkæologer i dag mener ikke, at der ud fra de givne fund er tilstrækkeligt belæg for at konkludere, hverken hvad bygningen eller den såkaldte blotsten oprindeligt havde været brugt til.

5. Hof ved Lundur

(Borgarfjarðarsýsla, kort 36)

Nord for Hvalfjord ligger Borgarfjord. Fra fjordbunden forgrener flere dale sig ind mellem fjeldene. Den sydligste af disse hedder Lundarreykjadalur. Kirkestedet i denne dal er gården Lundur. Kirken ligger et par hundrede meter bag gården, og bag kirken ligger et lille kratbevokset område med nogle gamle gårdtomter, som kaldes Hof eller Hofið. Også disse tomter besøgte både Kristian Kålund og senere Sigurður Vigfússon. Kålund noterer sig, at man ca. seks meter nedenfor tomten kunne se en stor og kantet sten, som delvist var sunket i jorden. Stenen blev kaldt Blótsteinn (Blotsten), og Kålund mente, at den måtte være transporteret dertil, da der ikke fandtes sten af samme art i området. Vigfússon foretog udgravninger her i 1884 og opmålte hallen til godt 22 m og med en lille sidefløj midt på langvæggen. Halbygningen var delt i to, men uden nogen dør imellem. Vigfússon mente igen, at her måtte være tale om resterne af det gamle hov, som havde givet navn til stedet. Han påpegede også, at der kunne være en sammenhæng mellem gudehovet og navnet på gården, Lundur (lund), der i givet fald kunne sigte til en hellig lund.

Lundur kirke i Lundarreykjadalur. Ill. clm.

I 1939 foretog den finske arkæolog Jouko Voionmaa udgravninger ved Lundur, og ikke overraskende kom han til et andet resultat end Vigfússon. Tiden var en anden, og arkæologien havde fået en mere kritisk tilgang til sit materiale. Voionmaa gjorde ikke nævneværdige fund på stedet, men følte sig alligevel nødsaget til at afvise Vigfússons konklusion. Han mente, at der var tale om en almindelig beboelse, selv om bygningen ikke havde form som en typisk beboelse. – Ingen andre navne omkring Lundur bidrager til fordel for hverken den ene eller den anden af de to opfattelser.

Lundur er i dag kirkested, og den religiøse tradition, som knytter sig til stedet, går meget langt tilbage. Da hedninger og kristne stod overfor hinanden på Thingvellir i år 1000, trak hedningerne som bekendt det korte strå. Det blev besluttet, at landet skulle være kristent, og at alle hedninger skulle lade sig døbe. Som for at bevare en smule selvrespekt nægtede flere af hedningerne at lade sig døbe i det kolde vand i Thingvallasøen men insisterede på, at det skulle foregå i den varme kilde ved Lundur. Og således gik det. Den nævnte kilde, som på grund af disse begivenheder har fået navnet Krosslaug (Korskilde), ligger ca. 10 km længere inde i dalen og er stadig varm. Måske handlede hedningernes krav ikke så meget om vandets temperatur, men mere om, at de ønskede, at denne handling skulle foregå i nærheden af deres eget gudehov.

Den første kirke på Lundur går tilbage til engang i 1000-tallet og var viet til Jomfru Maria og den hellige Laurentius. I middelalderen udgjorde Lundur et mål på pilgrimsruten til Skálholt, hvilket understøtter stedets religiøse status. Den nuværende kirke, som er opført i 1963, er efter islandske forhold ganske stor. I kirkegården ses fundamentet til en tidligere trækirke, som har stået på stedet. Bag kirken findes der stadig en del af den lund, som oprindeligt har givet navn til Lundur.

6. Hofstaðir på Reykholtsdalur

(Borgarfjarðarsýsla, kort 35)

Fortsætter man nordpå fra Lundarreykjadalur kommer man til endnu en dal – Reykholtsdalur med gården Reykholt, der er en af de mest kendte historiske lokaliteter på Island. Her boede i første del af 1200-tallet en af landets mest berømte sønner, Snorre Sturlasson – høvding, historiker, politiker og forfatter. Tre km længere inde i dalen ligger en gård ved navn Hofstaðir. Ovenfor gården ligger en lille sø, Hofstaðavatn, en kløft vest for gården hedder Hofstaðagil og bag gården et jordstykke, som har navnet Hofið (Hovet).

Stenen Hulduklettur. Ill. clm.

Det hov, som gården er opkaldt efter, er kendt både fra sagaerne og fra Landnamsbogen. Begge steder fortælles det, at høvdingen her var den navnkundige Tungu-Odd, og at det var ham, som bestyrede hovet. I Egils Saga kaldes han også for ”hovgode” og sagaen fortæller, at der blev betalt hovskat til Tungu-Odds hov i et meget stort område. I Landnamsbogen er bevaret en lille anekdote om dette hov. Baggrunden for begivenhederne hører vi ikke, men folkene i naboegnen Geitland beslutter sig for at sende en mand til Hofstaðir for at hjælpe Tungu-Odd med at passe hovet. Manden, som udvælges til opgaven hedder Illuge. Ordningen gøres tilsyneladende permanent, for Illuge ender med at bosætte sig på Hofstaðir sammen med sin familie, hvor han ud over opgaverne i hovet lever af jorden omkring gården. Livet på Hofstaðir har tilsyneladende ikke været helt problemfrit, for Illuge indgår en overraskende byttehandel med sin gode ven Holm-Starre på Akranes. I enighed beslutter de sig for at bytte ejendom, jord og kone med hinanden. Herefter hører vi ikke mere til Illuge, men Landnamsbogen for tæller, at hans kone ”Sigrid hængte sig i hovet, for hun ville ikke være med til denne byttehandel.”

Bag den gård, som nu ligger på det gamle høvdingesæde findes et græsningsareal for dyrene, men inde på marken er en lille jordlod den dag i dag hegnet ind for at holde dyrene ude. I indhegningen ligger en stenblok ved navn Hulduklettur, hvori der ifølge folketroen skulle bo underjordiske væsener – såkaldte huldrefolk. Sådanne væsener har rødder tilbage til førkristen tid og viser, at der var hedensk tankegods, som overlevede religionsskiftet. Den veneration, som bonden på Hofstadir viser ved at indhegne stenen, har rødder helt tilbage til det gamle kultsted.

Kristian Kålunds bemærkninger til stedet sammenfatter han således: ”Om dette hov er der kun bevaret uklare og fantastiske traditioner; dog er navnet knyttet til en klippe ”Hofklettr” i en temlig brat affaldende højde i tunet.” Da Daniel Bruun og Finnur Jónsson besøgte stedet i begyndelsen af århundredet, var eventuelle spor af det gamle hov jævnet med jorden, men som placering for et hov mente de dog, at stedet var ”særdeles heldigt.”

Hofstaðir ved Stafholt. Ill. clm.

7. Hofstaðir ved Stafholt

(Borgarfjarðarsýsla, kort 35)

Inderst i Borgarfjord har den store elv Hvitá (Hvidå) sit udløb. Inden elven når så langt, passerer den kirkestedet Stafholt på Miðtunga. Overfor Stafholt ligger nok en gård med navnet Hofstaðir. I sagatiden var Borgarfjordens dale blandt de mest tætbefolkede – ikke mindst omkring de store og vandrige floder Hvidå og Tværå. Netop her lå gården Hofstaðir, som måske har været et høvdingesæde og en af egnens hovsteder. Den har dog ikke sat sig andre spor i landskabet end navnet selv.

Hofstaðir ligger på den nordlige side af Hvidå. På den anden side af åen lå i gammel tid Tingnæs (Þingnes), der er et gammelt tingsted, som også kendes fra sagaerne. Flere forskere har påpeget, at selv om forholdet mellem hov og ting ikke er 1:1, så er der tilsyneladende en vis sammenhæng mellem tingsted og helligsted. Stednavneforskeren Svavar Sigmundsson anfører således ikke færre end elleve islandske Hof-lokaliteter, som ligger i nærheden af et tingsted. At tinghandlinger derfor skulle have haft en religiøs dimension, kan vi ikke udlede heraf, men i dette sammenfald får vi måske et glimt af høvdingens dobbelte funktion: den verdslige, som udøvedes på tinget, og den religiøse, som han udøvede i hovet.

8. Hofstaðir på Alftanes

(Mýrasýsla, kort 26)

På nordsiden af Borgarfjord ligger et stort vådt og til dels sumpet næs som hedder Alftanes. Landskabet her er lavtliggende og stærkt præget af småsøer og moser.  Ikke langt fra kysten ud mod Faxaflói ligger gården Hofstaðir. Hverken sagn eller fund er bevaret fra stedet. Kålund bemærker dog, at der her fandtes en aflang, græsbevokset høj ved navn Goðahóll (Gudehøj). Hvis der har ligget et hov her, har det i det mindste ikke været et hovedhov, siger Finnur Jónsson med henvisning til stedets øde beliggenhed og det ufremkommelige terræn.

9. Hofstaðir og
10. Hofgarðar på Snæfellsnes

(Snæfellsnessýsla, kort 15)

Der findes ikke mange oplysninger hverken i stednavne eller overleverede sagn, når vi kommer til de næste to lokaliteter Hofstaðir og Hofgarðar på den store halvø Snæfellsnes. Begge ligger de på sydsiden af Snæfellsnes. Gården Hofstaðir ligger mellem fjeldryggen Lágafellsháls og den vestlige del af det lavtliggende mose- og engområde Miklaholt. Godt 15 km længere vestpå finder vi Hofgarðar (Hovgård), som i dag blot kaldes Garðar. Fra denne gård stammede den navnkundige skjald Hofgarða-Refr. Tidligere lå her også en gård, som hed Hoftún (Hovmark). Kålund fortæller, at der også har ligget to huse her ved navn Hof og Hofkot (Hovhytte), af hvilke dog kun tomterne kunne ses på hans tid, men at man mente at kunne påvise, hvor indhegningen af det gamle hov havde været. – Hvis der har ligget et gudehov her, kan der måske knyttes en forbindelse til en ellers ukendt hovgode, som omtales i Eyrbyggja Saga ved navn Helgi Hofgarðagoði (Helge Hovgårdsgode).

Ikke langt fra Hofstaðir lå tidligere en gård ved navn Hörgsholt, hvor der under en udgravning skulle være fundet en lille tomt på 5,3 x 1,6 m med en tværvæg i den nordlige ende. De små dimensioner fik Magnus Olsen til at kommentere således: “Man anser det for givet, at den 1,6 meter brede tomt på Hörgsholt ikke kan have tilhørt et hus, men at den fra Hörgsdalshorgen, har været en helligdom under åben himmel.”

11. Hofstaðir på Torsnes (Þórsnes) 

(Snæfellsnessýsla, kort 14)

Det absolut mest kendte hovsted i sagalitteraturen er Hofstaðir på Þórsnes (Torsnæs) – en halvø på nordsiden af Snæfellsnes.  Et hurtigt kik på stednavnene på dette geografisk set beskedne område viser, at traditionen om et kultsted her har været ualmindelig stærk. De tre hovednavne er Torsnes, som er selve næsset, Helgafell (Helligfjeld), som er et kuppelformet ensomt beliggende fjeld og endelig gården Hofstaðir, hvor hovet skulle have ligget. Ud over disse navne, er søer, (Hofstaðavatn og Helgafellsvatn), øer (Helgafellseyjar) og en vig (Hofstaðavogur) opkaldt efter disse.

Helgafell – det hellige fjeld. Ill. clm.

Grunden til at netop dette hovsted er mere kendt end andre er, at Landnamsbogen og sagaerne har bevaret en lang og udførlig beskrivelse af stedet og dets første historie. Selv om der er et vist mytisk skær over fortællingen, er den interessant af flere grunde. Beretningen tager sin begyndelse i Norge, hvor hovgoden Torolf Mosterskæg som så mange andre på hans tid tager den tunge beslutning at forlade fædrelandet og sætte kursen mod fremmede kyster på det ukendte Island. Før han kunne rejse, måtte han dog atter spørge guderne til råds, hvorefter han tog fat på sin sidste handling i gudehovet:

”Han pillede hovet ned og tog de fleste planker fra bygningen med og ligeledes mulden under alteret, hvor Tor havde siddet.

Siden sejlede Torolf til havs, og han fik god bør og fandt landet og sejlede syd om øen og vestpå rundt om Røgnæs. Da løjede vinden af, og de så store fjorde, som skar ind i landet.

Så kastede Torolf de højsædestolper over bord, som havde stået i hovet. Tor var udskåret på en af dem. Torolf erklærede da, at han ville bo det sted i Island, hvor Tor lod søjlerne skylle på land. Og så snart de begyndte at drive fra skibet, drejede de mod vest, og det forekom Torolf og hans folk, at søjlerne drev hurtigere, end man skulle have forventet.

Siden blev det havgus. De sejlede så vestpå langs Snefjeldsnæs og ind i fjorden. Da så de, at fjorden var både vældigt bred og lang og havde høje fjelde på begge sider. Torolf navngav fjorden og kaldte den Bredefjord.

Han nåede land på fjordens sydside, halvvejs inde, og lagde skibet til i en bugt, som de siden kaldte Hovsvåg. Derefter undersøgte de landet, og forrest på et næs nord for bugten så de, at Tor var drevet i land med søjlerne. Det kaldte de siden for Torsnæs.

Derefter bar Torolf ild rundt om sin landnamsjord, der gik fra Stavå til den å, som han kaldte Torså, hvor han lod sit mandskab bo.

Torsstenen eller Blotstenen. Ill. clm.

Han byggede en stor gård ved Hovsvåg, som han kaldte Hovsted. Der fik han bygget et gudehov, og det var en vældig bygning. Der var en dør i sidevæggen nær den ene ende. Der indenfor stod højsædestolperne, og der var søm i dem. De kaldtes gudesøm. Alt, hvad der befandt sig indenfor, var helligt. Indenfor i hovet var der et rum, der nu minder om koret i kirker, og midt på gulvet var der en opstilling ligesom et alter. På det lå en ring uden sammenføjning på tyve øre, og ved den skulle alle eder sværges. Denne ring skulle hovgoden bære på armen ved alle sammenkomster. På alteret skulle der stå et kar med et offerdyrs blod i og desuden en offerblodskvast, der skulle være ligesom en stænkekost, og med den skulle man stænke blod fra karret, som man kaldte offerblod. Det var blodet fra levende dyr, der var blevet ofret til guderne. Guderne var stillet op i rummet omkring alteret. Alle folk var forpligtet til at betale skat til hovet og ledsage hovgoden på rejser, ligesom tingmænd nu er forpligtet over for høvdinger, men goden skulle for egne midler vedligeholde hovet, så det ikke forfaldt, og afholde offerfester i det.

Torolf kaldte området mellem Vigrefjord og Hovsvåg for Torsnæs. På dette næs ligger der et bjerg. Torolf anså dette bjerg for at være så helligt, at ingen uvasket person måtte se på det, og ingen måtte komme til skade på det, hverken husdyr eller mennesker, medmindre det skete af naturlige årsager. Dette bjerg kaldte han Helgefjeld, og han troede på, at han og alle hans frænder på næsset ville komme ind i bjerget, når de døde.”

Landnamsbogens forfatter fortæller, at man endnu på hans tid (første halvdel af 1100-tallet) kunne se rester af Torolfs helligsted: ”Også dette blev et stort helligsted. Der står endnu Torsstenen, hvorpå man brækkede ryggen på dem, som skulle blotes og ved siden af ligger den domsring, hvori man udvalgte dem, som skulle blotes.”

Ud over at omtale lokaliteterne og knytte en fortælling til de enkelte steders navne udgør sagateksten den mest sammenhængende beskrivelse af et gudehov, vi er i besiddelse af. Vi ser selvfølgelig gennem sagaforfatterens briller og vi kan ikke behandle teksten som om der var tale om en øjenvidneberetning. På den anden side ville det være en misforståelse at kassere teksten som kilde alene af den grund, således som det skete blandt tidligere tiders hyperkritiske forskere. Der er intet i vejen for, at skildringen af gudehovet – som så mange andre skildringer i sagaerne – kan bygge på en gammel mundtlig tradition, hvori mange ægte elementer er bevaret. Det vil for eksempel ikke være urimeligt at antage, at halbygningen, højsædestolperne, gudebillederne, edsringen og offerskålen kan være sådanne ”sande” elementer. Det var netop om dette hov, at Charlotte Fabech og Ulf Näsman sagde: ”Beskrivelsen af dette hov er indtil for nylig blevet afvist som fiktion skrevet under indflydelse af den kristne kirke. Men tyve års arkæologiske udgravninger har givet os beviser fra centralpladser og eliteresidenser som viser, at de informationer, som gives i sagaerne, bygger på realiteter.”

I denne gennemgang drejer det sig dog ikke om at rekonstruere hovet eller afgøre dets inventar og indretning, men blot om at konstatere, at den overleverede tradition om et hov på netop dette sted er overordentlig stærk. Såvel stednavne som sagnstof indikerer, at de gamle guder er blevet dyrket her, og at der er blevet blotet og afholdt offerfester blandt egnens frie bønder.

12. Hof ved Hvammur

(Dalasýsla, kort 34)

Inderst i Hvammsfjord ligger gårdene Hvammur og Hofakur. Mellem disse to gårde ligger ind mod fjeldet en tomt, som stadig kaldes Hof, og som ifølge sagnet skulle være resterne af et hov, som engang skulle have stået her. Kålund henviser til en gammel sognebeskrivelse, som fortæller, at der er tale om ”det hov, som Tord Gelles frænde Torkel Ménakr rimeligvis først har bygget her.” 

I dag er der rejst et kors som et mindesmærke over Aud den Dybsindiges korshøje – Krosshólar. Ill. clm.

En lille anekdote er bevaret om dette hov. Den foregår på den tid, hvor de første missionærer begynder at dukke op på Island. Islændingen Torvald Vidførle rejser rundt med en tysk missionær ved navn Fredrik. En dag kommer de til en gård, hvor husfaderen er taget til tingmøde. Hjemme på gården er konen Fridgerd og sønnen Skægge sammen med nogle husfolk. Torvald begynder at prædike kristendom inde i stuen, men der er kun en tynd væg mellem stuen og gudehuset. Her er konen gået ind for at blote til guderne, ”og hver især kunne de høre, hvad den anden sagde.” Sønnen kunne godt se det komiske i situationen og kunne ikke holde latteren tilbage.

Da Vigfússon undersøgte stedet i 1889, fandt han et nærmest cirkulært anlæg med en diameter på ca. 10 m. Indvendigt fandt han en stenvæg og på gulvet sort aske, men ingen tegn på gulvbelægning. Selv om formen adskilte sig fra de hove, som han tidligere havde undersøgt, konkluderede Vigfússon, at der alligevel måtte være tale om et gudehov med den begrundelse, at det ville være usandsynligt, at navnet havde overlevet, hvis bygningen havde haft en anden funktion.

Omkring en kilometer øst for Hof ligger tre runde bakker. Det er de såkaldte Krosshólar (Korshøje). Her holdt den kristne landnamskvinde Aud den Dybsindige bøn og her rejste hun kors. Men Landnamsbogen fortæller, at hendes efterkommere vendte tilbage til den gamle religion. ”Hendes frænder havde stor tro på disse høje og en hørg blev bygget der, da man igen begyndte at blote. De troede, at de ville dø i højene.”

I bunden af Hvammsfjord findes et interessant dalstrøg med fjelde på begge sider. Her findes både et Midgårds- og flere Asgårds-lokaliteter. I denne dal har også Svinedalsåen sit udløb. Knap 10 km inde i Svinedal står en fredet sten – Blótsteinn, – ved gården Bessatunga.

13. Hofstaðir i Torskefjord (Þorskafjörður)

(Barðastrandarsýsla, kort 23)

Hvammsfjord er den sidste fjord før man når Vestfjordene. Her finder vi de næste Hof-navne. Det første ligger i Torskefjord, som er en smal fjord, der bugter sig ind i landet. Inderst i fjorden lå det gamle tingsted, Torskefjordsting (Þorskafjarðaþing) og 5 km. sydligere ligger gården Hofstaðir. I Guld-Tores Saga, også kendt som Torskefjordingernes Saga, hedder en af hovedpersonerne Hal, i folkemunde kaldes han Gudehovs-Hal. Om ham siger sagaen: ”Han var af en fornem slægt og særdeles dygtig. Hal boede på Hovsted (Hofstaðir) ved Torskefjord, og her opførte han et stort gudehov, for Ulf (en anden af egnens stormænd) var ikke meget for at ofre til guderne.” Også Landnamsbogen omtaler Hovsted i Torskefjord.

Gården Hofstaðir i Torskefjord. Ill. clm.

Kristian Kålund gav denne beskrivelse af hovstedet i: ”I tunet neden for gården ses en rund flad høj (9 fv. diam.) kaldet Hovhol (Hofhóll), der synes at have været omgivet af et gærde; midt i kredsen er en ikke stor (4 x 2½ fv.) aflang-firkantet tomt, der synes at have haft dør i den fra gården vendende vestlige gavlvæg; dette skal være hovtomten.” Mange arkæologer og forskere har undersøgt stedet gennem tiden lige fra Daniel Bruun og Brynjúlfur Jónsson til Orri Vésteinsson og Adolf Friðriksson og senest et hold arkæologer i 2006. Selv om eksperternes tolkning af levnene i Torskefjord har varieret gennem årene, har det ikke været muligt at støde på det endegyldige bevis for et gudehov. Om gården viser beliggenheden af Hals gudehov, ved vi ikke. Indtil videre har vi kun stednavnet og sagatraditionen.

Andre interessante stednavne i Hofstaðirs umiddelbare nærhed er den nævnte Hofhóll (Hovbakke), Hofhaugr (der efter traditionen skulle være Gudehovs-Hals gravhøj) og Hofstaðirháls (et højdedrag bag hovet). Landnamsbogen forbinder også Torskefjord med et helt andet hov. Den tidligere omtalte landnamsmand Torolf Mosterskæg havde en søn ved navn Hallstein. Om ham fortælles, at han tog land på den vestlige side af Torskefjord og bosatte sig på en gård, som kom til at hedde Hallsteinsnes. Da Torolf søgte land, spillede højsædestøtterne en helt central rolle. Således også for sønnen. Han kunne imidlertid ikke finde sine og da de ikke dukkede op, besluttede han sig for at holde et stort blot for at Tor skulle bringe dem til veje. Landnamsbogen fortæller, at han tilmed ofrede sin søn af samme grund. Efter dette blot drev en usædvanlig stor træstamme i land. ”Af dette træ blev der lavet højsædestøtter, og der var nok til næsten alle gårde der i fjorden.” – Ifølge Guld-Tores Saga blev træet også brugt til at opføre et stort hov for Tor. Da Hallstein havde tilnavnet gode eller Torskefjordsgode, må vi udlede, at han ligesom sin fader havde ansvar for hovet. – Det sted hvor træet drev i land blev kaldt Grenitrésnes (Grantræsnæs). Lidt syd for gården Hallsteinsnes findes endnu i dag et lille næs, som har dette navn.

Gården Hofstaðir i Gufufjord er i dag forladt. Ill. clm.

14. Hofstaðir i Gufufjord (Gufufjörður)

(Barðastrandarsýsla, kort 23)

En af Torskefjords nabofjorde hedder Gufufjord. Her ligger på fjordens vestlige bred en ødegård ved navn Hofstaðir. Det er et af de Hov-navne, hvor vi står helt på bar bund, og hvor stort set kun navnet er bevaret. – Det kan imidlertid være vanskeligt ikke at tegne på en blank side. Og et gammelt sagn viser, at nogen er faldet for fristelsen. Her berettes det nemlig, at fjorden er opkaldt efter en ellers ukendt landnamskvinde ved navn Gufa og at hun skulle have haft sit hov på Hofstaðir. Da Arni Magnusson i begyndelsen af 1700-tallet fik dette sagn fortalt, afviste han det som det rene vrøvl. Ikke langt fra Gufufjord ligger halvøen Skálmarnesmuli. På denne halvøs sydspids ligger gården Muli. Ud for gården ligger en del småøer, hvoraf en hedder Heiðnarey (Hedningeø). I en sognebeskrivelse fandt Kristian Kålund en lille beretning om denne ø. Heri fortaltes bl.a. om den første tid efter kristendommens indførelse på Island, hvor man havde bestemt, at ofringer fortsat skulle være tilladte, hvis de blev holdt hemmelige. På gården Mule boede imidlertid en bonde, som tilbød, at han mod passende betaling ville sejle enhver, som ønskede at deltage i sådanne ofringer, over til den afsides beliggende ø, hvor ingen kunne se, hvad der foregik. – Som understøttelse for fortællingen anføres det, at der på øen både findes en lille dal, som hedder Blóthvammr (Offerdal), og i dalen en Blótsteinn (Offersten).

15. Hofstaðir i Steingrimsfjord (Steingrimsfjörður)

(Strandarsýsla, kort 32)

En anden af de mange Vestfjorde hedder Steingrimsfjord (Steingrimsfjörður). I bunden af denne fjord løber en frodiggrøn dal ved navn Staðardal ind i landet. Her ligger gården Staður og kirken (Staðarkirkja), hvis historie menes at gå helt tilbage til den første tid efter kristendommens indførelse. Den brune lille trækirke, som står her i dag, er dog kun godt halvandet hundrede år gammel. Mellem fjordbunden og kirken ligger resterne af en ødegård ved navn Hofstaðir. Stedet er ikke afsat på de gamle kort, men er anført i Hans Hansens store Islandsatlas. Bønderne i dalen fremviser stadig tomten. Sagnet fortæller, at her stod hovet i den hedenske tid, men da kristendommen kom til landet, blev det nedlagt, og en kirke blev opført for at følge den nye tids skikke. Ingen andre stednavne har taget navn efter hovet, og hverken Landnamsbogen eller sagaerne har yderligere at tilføje, selv om både fjorden og dalen er omtalt.

16. Hof i Kirkjubólsdal

(Isafjarðarsýsla, kort 12)

Vestislands to sidste Hof-lokaliteter ligger begge ved den afsides liggende Dyrafjord (Dýrafjörður) langt mod vest. Det er på denne egn, sagaen om Gisle Sursson udspiller sig, og det er også her, at tingstedet Tingøreting (Þingeyraþing) lå. Et lille fiskerleje, Þingeyri, har taget navn efter dette og er i dag eneste spor af tingstedet. Syd for Þingeyri ligger en lille dal ved navn Kirkjubólsdal. I dalen ligger kun nogle få gårde, men en lille fjeldvej fører ud til tomten af en bebyggelse, som bærer navnet Hof. Stedet kendes ikke fra sagaerne men ifølge sagnet har her ligget et gudehov før kristendommens indførelse. Et enkelt stednavn i fjeldet lige overfor må knyttes til hovet Hofhvilft (Hovsænkningen).

Lige overfor Þingeyri på nordsiden af Dyrafjord rager en lille landtange ud i fjorden. Her ligger gården Høfde (Höfði). På denne gårds jord findes en fredet lille tomt, som hedder Blóttóft. Ifølge sagnet skulle her have stået et hov. Navnet står alene, og hvis der har været et gudehov her, har det ikke smittet af på andre navne.

17. Sæból i Haukadal

(Isafjarðarsýsla, kort 12)

Da sagahelten Gisle Sursson med sine forældre og søskende kom til Island engang midt i 900-tallet, bosatte de sig i Haukadal ved Dyrafjord på gården Sæbol. Selv om der her ikke findes noget Hof-navn, har netop denne lokalitet været et af de mest omdiskuterede i hele hovdebatten. I 1883 foretog Sigurður Vigfússon en udgravning på stedet og kunne konstatere resterne af et kvadratisk gærde, i hvis midte var spor af en kvadratisk bygning. Undersøgelser af gulvlaget viste, at her hverken var tale om beboelse eller stald.

Haukadal i Dyrafjord. Ill. clm.

Sigurður Vigfússons tegning af Sæboltomten. Mål: 6,5 x 7 m.

Bygningen var atypisk i forhold til de rektangulære hovbygninger, som Vigfússon tidligere mente at have fundet. Ikke desto mindre konkluderede han, at her måtte være tale om et gudehov af en hidtil ukendt type. Han argumenterede blandt andet med, at Gisle Surssons Saga fortæller, at Torgrim, som boede på gården, var hovgode, og som gode måtte han have haft et gudehov. I samme saga fortælles det, at der på Sæbol blev afholdt en blotfest for Frej, hvor hen ved et hundrede mand fra egnen var med til fejring og øldrikning. Vigfússon skrev om sit fund og ledsagede det af tegninger og opmålinger fra stedet.

Ti år før Vigfússons undersøgelser havde Kålund besøgt stedet. Også han havde iagttaget den firkantede tomt, som var indhegnet af et gærde. Hans eneste bemærkning til stedet var, at det kaldtes bænhússtópt dvs. bedehustomt. I en fodnote tilføjer han undrende, at stedet ikke desto mindre siges at have været et goðahús. Det første ville være et kristent kapel, det sidste et hedensk gudehus.

Når tomten ved Sæbol har fået så megen opmærksomhed, skyldes det hovedsageligt, at der er stor lighed mellem dens grundplan og strukturen af de stolpehuller, som er fundet under Gamle Uppsala Kirke, og som af mange tolkes som sporene af Uppsalas berømte gudehus. Olaf Olsen nævner en række arkæologer og historikere, som har forsket i Sæbol tomten, og som alle er kommet til samme konklusion, nemlig at der her er tale om et ægte hedensk gudehov – eller måske en hørg. Olsen selv mente, at det mest sandsynlige var, at der var tale om et kristent bedehus/kapel eller en hestestald omgivet af en fold. Han understregede dog, at flere undersøgelser var ønskelige om end besværliggjorte og måske endda umulige, da tomten i mellemtiden var blevet pløjet over. ”Sæbóls gåde kan da måske aldrig løses.”  

Andre lokaliteter i Vestisland

Ud over de her nævnte Hof-navne findes der et stort antal andre navne i denne del af landet, som må lede tankerne hen på den gamle religion. – Som Islands forstenede lavamarker forbliver disse tavse stednavne som forstenede vidnesbyrd i landskabet og fortæller om det liv, som engang udspillede sig her i en verden, hvor solen blev trukket af heste og lykken skænket af guder. Blandt disse navne kan nævnes:

1. Øvrige Hof-navne: Bl.a. Hofur, Hofsá, Hofgil.

2. Hørg-navne: Bl.a. Hörgsnes, Hörgshlið, Hörgsholt.

3. Blot-navne: Bl.a. Blótsteinn, Blóthóll, Blóthvammr, Blótkelda.

4. Hellig-navne: Bl.a. Helgafell (flere), Helgasteinn, Helganes, Helgavatn.

5. Gude-navne: Bl.a. Goðhóll, Goðdalur, Goðafoss, Goðahus.

6. Jætte-, trolde-, dværge-navne: Bl.a. Jötunsauga, Jötnabrúarfoss, Trölladalur, Tröllafell, Dvergasteinn, Dvergasteinsdalur.

7. Mytologiske navne: Bl.a. Þorshöfn (Tor), Surtshellir (Surt), Ásgarður (Asgård).

Før vi forlader Vestisland, er der et par andre lokaliteter, som bør omtales.

A. Rútsstaðir (Kort 34). Følger man kysten østpå fra Torsnes, kommer man ind i Hvammsfjord, hvor den frodige Laxådal skyder sig ind mellem to fjeldrygge. På begge sider af dalmundingen finder vi lokaliteter, hvor der ifølge traditionen har ligget et gudehov. Det har dog ikke smittet af på navnene, idet der ikke findes et eneste hov-navn her. Laxdæla Saga handler om folkene i og omkring Laxådal, heriblandt Rut, der er halvbror til Høskuld – en af sagaens hovedpersoner. Rut bor på gården Rútsstaðir med sine seksten sønner og ti døtre. Sagaen fortæller: ”Ude på tunet havde han et gudehov og man kan stadig se spor efter det. Det hedder nu Troldeskejd, og her går landevejen i vore dage.”

Disse få oplysninger om Ruts hov har været nok til at vække interessen for stedet. Da Kålund besøgte Rútsstaðir i 1872, havde gården ligget øde i omkring hundrede år, men tomterne stod stadig tydelige at se, hvilket også fremgår af de billeder og skitser, som den engelske billedkunstner W. G. Collingwood malede, da han besøgte stedet på sin sagarejse 25 år senere.  Også Troldeskejd (Tröllaskeið) fik de begge vist frem af de lokale bønder. Den utrættelige Sigurður Vigfússon undersøgte stedet i 1882. Han opmålte tomterne og konstaterede en hal på 20 x 6 m, som var inddelt i to med en skillevæg uden dør. Herefter var Vigfússon i stand til at tegne et grundrids over hovet.

B. Ljárskógar (Kort 34). Laxådalens mest berømte gård er Hjarðarholt. Nord for denne ud mod kysten af Hvammsfjord ligger gården Ljárskógar. Også denne gård er kendt fra sagaerne. Her boede storbonden Torsten Kuggesson, og her overvintrede den fredløse Gretter. Sagaerne omtaler ikke noget hov, men derimod at der blev bygget en kirke ved gården. Ikke desto mindre har en sejlivet tradition udpeget nogle tomter (kendt som hofið) bag gården til at være resterne af et gudehov. Kålund siger: ”Sydvest for gården påvises i tunet en hovtomt bestående af to temlig store firkantede sammenbyggede tomter (henholdsvis 5 og 9 fv. lange. . .).” Sigurður Vigfússon mente, at her var tale om et sikkert hov. Finnur Jónsson og Daniel Bruun kom til den modsatte konklusion. Også disse tomter har Collingwood afbildet.

C. Hovtraditioner. Ikke alle tomter er hovtomter og ikke alle sagn den skinbarlige sandhed. Det modsatte er nok heller ikke tilfældet. Det vestlige Island giver et godt billede af udbredelsen af sagn og traditioner vedrørende hovtomter.  Nogle eksempler skal gives her:

Ikke langt fra Rútsstaðir ligger gården Kvennabrekka. I tunet nedenfor denne gård ligger en høj, som hedder Blóthóll (Offerhøj). Højens historie og nærmere betydning er ikke kendt, men den lokale tradition vil vide, at her har stået et gudehov.

I Hvolsdalur på Vestfjordene ligger høvdingen Holmgangs-Berses gård Bessatúnga (eller: Bersatúnga), som kendes fra bl.a. Kormaks Saga. Her mener man at kunne påvise sporene af Berses hov. På gårdens jord findes en lav høj, som har navnet Goðahóll. På denne høj ses en næsten rund tomt, som siges at være hovtomten, og nedenfor højen skulle findes en såkaldt blótsteinn. Finnur Jónsson fortæller endvidere: ”I den vestlige del af tunet findes en indhegning under en anden bakke, der endnu kaldes Akur, omtrent 50 fod i bredde og længde, og som det er forbudt at slå græsset på. Denne del af tunet kaldes goðatún.”

En lille dal i Gilsfjord hedder Ólafsdalur. Nær dalens munding findes spor efter endnu en rund tomt. Også her, siger sagnet, har vi resterne af et hov – Olafs hov.

På ødegården Heinaberg ved kysten af Bredefjord findes nogle tomter, som er blevet udlagt som et gudehov.

Ved gården Fagradalur et par kilometer nordøst for Heinaberg er fundet flere tomter, hvoraf den ene menes at være fra en hovbygning.

I nærheden af kirkestedet Selárdalur ved Arnarfjord skal der have været et hov. Den nærmere beliggenhed siges at være en bakke, som kaldes Fifuhof.

Ved den snævre Dyrafjord ligger en lille dal, som hedder Lambadalur og i dalen en gård af samme navn. Ved gården findes betydelige tomter, hvoraf en er omgivet af et firkantet gærde. Denne indhegnede tomt menes at udgøre resterne af et gudehov.

Endelig har Åke Ohlmarks påpeget, at Hop ved Grindavík på det sydlige Reykjanes skrives Hof i dokumenter fra 1200-tallet. Om der er tale om en skrivefejl, eller der faktisk har været et Hof her, kan ikke afgøres. Ingen traditioner knytter stedet til et hov.

 

Fodnoter