Þórfinnsdrápa (B1)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Den norsk-islandske skjaldedigtning


ved
Finnur Jónsson
1912-1915


Arnórr Þórðarson jarlaskáld
Islandsk skjald, 11. årh.


Þórfinnsdrápa


1. Hétk, þás (hvern vetr) sǫ́tum,
hrafns verðgjafa, (jafnan
líð drakk gramr á góðar)
gagnvart (skipa sagnir).

2. Orms felli drakk allan
(alkostigr) fen hrosta
(rausn drýgði þá ræsir)
Rǫgnvalds niðr í gǫgnum.

3. Bera sýn of mik mínir
morðkends taka enda
þess of þengils sessa
þung mein synir ungir.

4. Nú hykk slíðrhugaðs segja,
síð léttir mér stríða,
(þýtr alfǫður) ýtum
jarls kostu (brim hrosta).

5. Hilmir rauð í hjalma
hreggi skelkvings eggjar,
fór áðr fimtán væri
fetrjóðr hugins vetra;
gǫrr lézk grund at verja
geðfrœkn ok til sœkja,
œri Einars hlýra,
engr mannr und skýranni.

6. Endr hykk Karli kendu
kyndóm jǫfur brynju
(land vasa lofðungs kundar
laust) fyr Dýrnes austan;
fimm snekkjum réð frammi
flugstyggr við hug dyggvan
rausnarmaðr at ræsis
reiðr ellifu skeiðum.

7. At lǫgðu skip skatnar
skilit, fell herr á þiljur;
svǫ́mu jǫrn í ǫ́mu
óðhǫrð Skota blóði;
stall drapa, strengir gullu,
stál beit, en rann sveiti,
broddr fló, bifðusk oddar
bjartir, þengils hjarta.

8. Þrima vas þvígit skemri
(þat vas skjótt) með spjótum;
mætr við minna neyti
minn dróttinn rak flótta;
gall, áðr, grams menn, felli,
gunnmǫ́r of her sǫ́rum
(hann vá sigr fyr sunnan
Sandvík), ruðu branda.

9. Ulfs tuggu rauð eggjar,
eitt þars Torfnes heitir,
ungr olli því þengill,
(þat vas mánadag), fránar;
sungu þar, til þinga,
þunn, fyr Ekkjal sunnan,
sverð, es siklingr barðisk
snarr við Skotlands harra.

10. Hátt bar Hjalta dróttinn
hjalm at geira jalmi,
ógnstœrir rauð Írum
odd, í ferðar broddi;
minn dróttinn naut máttar
mildr und brezkum skildi,
hendi Hlǫðvis frændi
hermenn, en tóksk senna.

11. Týndusk ból, þás brendu
(bráskat þat dœgr háski)
stǫkk í reyr en roknu
rauðr eldr, skota veldi;
morðkennir galt mǫnnum
mein; á sumri einu
fengu þeir við þengil
þrimr sinnum hlut minna.

12. Veitk þars Vatsfjǫrðr heitir
(vask í miklum haska)
míns (við mannkyns reyni)
merki dróttins verka;
þjóð bar skjótt af skeiðum
skjaldborg fría morgin;
gǫrla sák at gíndi
grár ulfr of ná sǫ́rum.

13. Nemi drótt, hvé sæ sótti
snarlyndr konungr jarla;
eigi þraut við ægi
ofvægjan gram bægja.

14. Ýmist vann sá unnar,
írsk fell drótt, þás sótti,
Baldr, eða brezkar aldir,
brann eldr, Skota veldi.

15. Ein vas sús Engla minnir
egghríð né mun síðan,
hefr við helming, meiri,
hringdrífr komit þingat;
bitu sverð, en þar þurðu,
þunngǫr fyr Mǫn sunnan
Rǫgnvalds kind, und randir
ramlig folk, ens gamla.

16. Stǫng bar jarl á Engla
ættgrund, en rauð stundum
(vé bað vísi knýja)
verðung ara tungu;
hyrr óx, hallir þurru,
herdrótt rak þar flótta,
eim hratt, en laust ljóma
limdolgr, náar himni.

17. Margr vas millum borga,
mildingr þrǫng at hildi,
horna-blǫ́str, þars hristisk
hugsterks jǫfurs merki;
vætr brá, 's vígljóss þótti,
vargsteypis her greypum,
skulfu jǫrn en ulfar,
uggs, morginn, hræ tuggu.

18. Harri fekk í hverri
Hjaltlands þrumu branda
(greppr vill grams dýrð yppa)
gagn, sás hæstr vas bragna.

19. Ek em, síz ýtar hnekðu,
jarla, sætt, es vættik,
(jǫfn fengusk hræ hrǫfnum)
hegju trauðr at segja;
sleit fyr eyjar útan
allvaldr blǫ́u tjaldi;
hafði hreggsvǫl dúfa
hrími fast um líma.

20. Óskepna varð uppi
endr, þás mǫrgum kendi
háligt róg at hníga,
hǫrð, þars jarlar bǫrðusk;
nær réðusk ástmenn órir,
oddhríð es varð (síðan
ǫld fekk mein en milda
mǫrg) fyr Rauðabjǫrgum.

21. Hvárn tveggja sák hǫggva
hirð á Péttlandsfirði
(ór þrifusk mein at meiri)
mínn auðgjafa sína;
sær blezk, en dreif dreyri
døkkr á saumfǫr kløkkva,
skaut á skjaldrim sveita,
skokkr vas blóði stokkinn.

22. Gramr mundi sá gǫmlu
gunnbráðr und sik láði
(hann fekk miklu minni
mannspjǫll) koma ǫllu,
ef ílendra Endils
ættstafr hafa knætti
(vélti herr of Hjalta)
hjalm-Þrótta lið (dróttin).

23. Hringstríði varð hlýða
herr frá Þursaskerjum,
rétt segik þjóð hverr þótti
Þórfinnr, til Dyflinnar.

24. Bjǫrt verðr sól at svartri,
søkkr fold í mar døkkvan,
brestr erfiði Austra,
allr glymr sær á fjǫllum,
áðr at Eyjum fríðri
(inndróttar) Þórfinni
(þeim hjalpi goð geymi)
gœðingr myni fœðask.

25. Ættbœti firr ítran
allríks, en biðk líkna
trúra tyggja dýrum,
Torf-Einars goð meinum.




   1. Hétk hrafns verðgjafa, þás sǫ́tum gagnvart; gramr drakk jafnan hvern vetr líð á góðar skipa sagnir = Jeg tiltalte (drak til) krigeren, da jeg sad ligeoverfor ham; fyrsten drak altid hver vinter det brave mandskab til.
   2. Rǫgnvalds niðr drakk hrosta fen allan orms felli í gǫgnum; alkostigr ræsir drýgði þá rausn — Rögnvalds ætling holdt drikkelag hele vinteren igennem; den udmærkede fyrste udfoldede den pragt.
   3. Mínir ungir synir taka bera sýn þung mein of mik of enda þess morðkends þengils sessa = Mine unge sönner begynder at nære öjensynlig tung sorg for mig i anledning af den kampvante fyrstevens død.
   4. Nú hykk segja ýtum kostu slíðrhugaðs jarls - síð léttir mér stríða -; hrosta brim alfǫður þýtr = Nu vil jeg fortælle folk om den farlig-modige jarls egenskaber - sent vil min kummer lettes -; digtet bruser frem.
   5. Hilmir rauð skelkvings eggjar í hjalma hreggi; fetrjóðr hugins fór, áðr væri fimtán vetra; engr mannr und skýranni lézk œri hlýra Einars gǫrr at verja grund ok geðfrœkn sækja til = Fyrsten rødfarvede sværdets ægge i kampen; krigeren begav sig afsted för han var 15 år; ingen mand under himlen har vist sig, yngre end Einars broder, rede til at værge sit land og uforfærdet til at erobre (et land).
   6. Hykk jǫfur endr kendu Karli brynju kyndóm fyr austan Dýrnes; land lofðungs kundar vasa laust: flugstyggr rausnarmaðr réð reiðr fimm snekkjum við dyggvan hug frammi at ellifu skeiðum ræsis = Jeg ved, at fyrsten fordum lod Karl føle en kamp østfor Dyrnes; hans land var ikke løst (ikke til at erobre); den flugtsky, dygtige mand angreb opflammet og med modigt sind med 5 snekker fyrstens 11 skibe i fronten.
   7. Skatnar lǫgðu skilit skip at; herr fell á þiljur; óðhǫrð jǫrn svǫ́mu í ǫ́mu blóði Skota; þengils hjarta drapa stall; strengir gullu, broddr fló; bjartir oddar bifðusk; stál beit en sveiti rann = Mændene lagde utvivlrådigt skibene til; hæren faldt på dækket; de meget hårde jærn svømmede i Skotternes dampende blod; fyrstens hjærte var uforfærdet; strængene klang, pilene flöj; de blanke odde hævede; stålet bed og blodet flød.
   8. Þrima vas þvígit skemri með spjótum; minn mætr dróttinn rak flótta við minna neyti; þat vas skjótt; gunnmǫ́r gall of sǫ́rum her; grams menn ruðu branda áðr felli; hann vá sigr fyr sunnan Sandvik = Kampen varede længe (idet man skød) med spyd; min herlige fyrste drev flugten uagtet han havde en mindre skare; det gik hurtig; ravnen skreg over den sårede hær; fyrstens (kongens?) mænd rødfarvede sværdene, för de faldt; han vandt sejr syd for Sandvig.
   9. Franar eggjar rauð ulfs tuggu, þars eitt heitir Torfnes, - ungr þengill olli því -; þat vas mánadag; þar sungu þunn sverð, es siklingr snarr til þinga barðisk fyr sunnan Ekkjal við harra Skotlands = De skarpe ægge rødfarvedes i legemerne, hvor et sted hedder Torfnæs -, den unge fyrste voldte det; det var en mandag; dér sang de tynde sværd, hvor den til ting raske fyrste kæmpede syd for Ekkjal med Skotlands konge.
   10. Hjalta dróttinn bar bátt hjalm í ferðar broddi at geira jalmi; ógnstœrir rauð Írum odd; minn mildr dróttinn naut máttar und brezkum skildi, en senna tóksk; Hlǫðvis frændi hendi hermenn = Shetlændernes fyrste bar sin hjælm höjt i spidsen for hæren i kampen; krigeren rødfarvede spydet i Irernes blod; min gavmilde fyrste viste sin kraft udstyret med sit brittiske (vælske) skjold, og kampen begyndte: Hlödves ætling indhæntede (og dræbte) krigerne.
   11. Ból týndusk, þás brendu Skota veldi; rauðr eldr stǫkk í en roknu reyr; þat dœgr bráskat háski; morðkennir galt mǫnnum mein; á einu sumri fengu þeir þrimr sinnum minna hlut við þengil = Gårdene gik til grunde, da de brændte Skotternes rige; den røde flamme sprang i den rygende halm; den dag var der fare på færde; krigeren gengældte mændene deres svig; de blev 3 gange i én sommer overvundne af fyrsten.
   12. Veitk merki verka míns dróttins, þars heitir Vatsfjǫrðr; vask í miklum haska við mannkyns reyni; þjóð bar skjótt skjaldborg af skeiðum fría morgin; sák gǫrla, at grár ulfr gindi of sǫ́rum ná = Jeg ved at vidnesbyrd om min herres gærning findes ved det sted, som hedder Vatsfjord; jeg var i stor fare med fyrsten; krigerne bar hurtig skjoldborgen op af skibene fredag morgen; jeg så tydelig, at den grå ulv gabede over de blodige lig.
   13. Drótt nemi, hvé snarlyndr konungr jarla sótti sæ; eigi þraut otvægjan gram bægja við ægi = Folk høre, hvorledes han, den raske konge blandt jarler, færdedes til søs; den kraftige fyrste svigtede ikke overfor havet(s kraft).
   14. Ýmist vann sá unnar Baldr, þás sótti Skola veldi: írsk drótt fell eða brezkar aldir; eldr brann = Snart udførte krigeren, som hærgede Skotland, dette, snart hint: irske mænd faldt eller brittiske folk; (også) ilden flammede.
   15. Ein vas egghríð, sús Engla minnir, né mun síðan meiri; hringdrífr hefr komit þingat við helming; þunngǫr sverð bitu kind Rǫgnvalds ens gamla fyr sunnan Mǫn, en þar þurðu ramlig folk und randir = Der stod en kamp, som Anglerne vil mindes og der vil aldrig holdes nogen större; den gavmilde fyrste kom derhen med sin krigerskare; de tynde sværd bed for den gamle Rögnvalds ætling syd for Man, men der styrtede kraftige folk ud i kampen.
   16. Jarl bar stǫng á ættgrund Engla, en verðung rauð stundum tungu ara; vísi bað knýja vé; hyrr óx, hallir þurru - herdrótt rak þar flótta -; limdolgr hratt eim, en ljóma laust náar himni = Jarlen lod bære fanestænger op på Anglernes land; hans skare rødfarvede ofte örnens tunge: fyrsten bød at fanerne skulde føres frem med kraft; ilden voksede, husene fortæredes, - krigerne forfulgte de flygtende -, flammen udspyede damp og ildskæret lyste op imod himlen.
   17. Margr horna-blǫ́str vas millum borga, þars merki hugsterks jǫfurs hristisk; mildingr þrǫng at hildi; vætr uggs brá greypum her vargsteypis, es morginn þótti vígljóss; jǫrn skulfu, en ulfar tuggu hræ = Megen lurklang hørtes mellem borgene, hvor den modige fyrstes fane vejede; han var ivrig efter at kæmpe; ingen frygt påkom de fredløses fjendes frygtelige hær, da morgenen blev kamplys nok; jærnene rystede og ulvene sled i ligene.
   18. Harri Hjaltlands, sås vas hæstr bragna, fekk gagn í hverri branda þrumu; greppr vill yppa dýrð grams = Shetlands fyrste, som overgik alle andre, vandt sejr i enhver kamp; digteren vil fremføre jarlens ypperlighed.
   19. Ek em trauðr at segja hegju jarla, síz ýtar hnekðu sætt, es vættik; jǫfn hræ fengusk hrǫfnum; allvaldr sleit blǫ́u tjaldi fyr útan eyjar; hreggsvǫl dúfa hafði hrími "fast um lima" = Jeg er uvillig til at fortælle om jarlernes skæbne, siden mændene, hvad jeg antager, forstyrrede freden mellem dem; i ligelig grad skaffede de ravnene føde; fyrsten sled det sorte telt udenfor øerne: den stormkolde bölge havde . . . . . .
   20. Endr varð hǫrð óskepna uppi, þars jarlar bǫrðusk, þás háligt róg kendi mǫrgum at hníga; órir ástmenn réðusk nær, es oddhríð varð fyr Rauðabjǫrgum; mǫrg en milda ǫld fekk síðan mein = Fordum opstod der den hårde vanskæbne, hvor jarlerne kæmpede, dengang da den stærke bagvaskelse lærte (bragte) mange (til) at segne; vore kære venner angreb hinanden, da kampen opstod foran Rødebjærg; mange fredeligsindede mænd fik deraf mén.
   21. Sák hvárn tveggja minn auðgjafa hǫggva sína hirð á Péttlandsfirði; ór mein þrifusk at meiri, sær blezk, en døkkr dreyri dreif á kløkkva saumfǫr; sveita skaut á skjaldrim ; skokkr vas stokkinn blóði = Jeg så bægge mine guldgivere hugge hinandens mænd på Petlandsfjorden; så meget större blev min sorg; söen blandedes (med blod), men det mørke blod strammede ud på det smidige skib; blodet faldt på skjoldet, skibene var blodbestænkte.
   22. Sá gunnbráðr gramr mundi koma ǫllu gǫmlu láði und sik - hann fekk miklu minni mannspjǫll -, ef ættstafr Endils knætti hafa lið ílendra hjalm-Þrótta; herr of vélti Hjalta dróttin = Den kampraske fyrste vilde have erobret hele det gamle land - han mistede langt mindre mandskab -, hvis jarlen havde haft de indenlandske krigeres følge; hæren svigtede Shetlændernes fyrste.
   23. Herr varð hlýða hringstriði frá Þursaskerjum til Dyflinnar; segik þjóð rétt, hverr Þórfinnr þótti = Mændene måtte adlyde den gavmilde fyrste lige fra Turseskærene til Dublin; jeg fortæller folk rigtig, hvor stor Torfin ansås at være.
   24. Bjǫrt sól verðr at svartri, fold søkkr í døkkvan mar, erfiði Austra brestr, sær glymr allr á fjǫllum, áðr gœðingr fríðri Þórfinni myni fœðask at Eyjum; goð hjalpi þeim geymi inndróttar — Den strålende sol bliver sort, jorden synker i det mørke hav, himlen brister og hele havet bruser ovenover fjældene, för end en ædling, herligere end Torfin, fødes på Øerne; gud hjælpe den hirdskarens beskytter.
   25. Goð, firr ítran ættbœti allríks Torf-Einars meinum, en biðk dýrum tyggja trúra líkna = Gud, fjærn det herlige medlem af Torv-Einars æt fra alle mén, og jeg beder om sikker nåde for den herlige fyrste.