De gamle nordbobygder - Nordboernes undergang i Grønland
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Poul Nørlund De gamle nordbobygder
ved verdens ende
SYVENDE KAPITEL
Nordboernes undergang i Grønland
Det var i Hvalsøfjord Kirke, ikke i Ungertoks Sagntid, men en historisk Dag i Aaret 1408, Søndagen næst efter Korsmesse om Høsten, eller nøjagtig den 16. September. I Kirkens brede Vestdør under den vældige Portalsten stod Præsten, Sira Paal Halvardssøn. Med løftede Hænder velsignede han og »sammengav« et ungt Par, Thorstein Olafssøn og Sigrid Bjørnsdatter, for hvem der de tre foregaaende Søndage var blevet lyst. I Spidsen for Brudefølget gik han nu op gennem Kirken, og mens Brudeparret og hele Følget knælede ned, læste Sira Paal Bryllupsmessen foran Alteret. Mange gode Mænd, baade indenlandske og udenlandske, var til Stede, og ingen vidste noget, der hindrede, at dette Ægteskab maatte sammenbindes efter Guds Lov, saaledes erklærede Sira Paal sammen med Grønlands fungerende Biskop, Gardar-Præsten Sira Eindride Andressøn, i et Vielsesbrev som de det følgende Aar udstedte og beseglede i Gardar.
De mange Udlændinge, der overværede Brylluppet i Hvalsø, var et Selskab af Islændinge, som i 1406 sejlede fra Norge for at vende hjem til Island, men som blev slaaet ud af Kurs og tilsidst havnede paa Grønland. Det er det sandsynligste, at baade Brud og Brudgom hørte med til dette Selskab, ialfald havde de bægge Frænder ombord og ogsaa paa Island. Vi kender ikke mindre end 11 navngivne Mænd og Kvinder, som var med dette Skib; Størsteparten maatte senere paa Island afgive Erklæring om, at de havde været til Stede i Hvalsø, og at Brylluppet var gaaet lovformeligt til. De opholdt sig fire Vintre i Grønland, og i den Grad var man paa Island forvisset om Skibets Undergang, at en af Skibsførernes Hustru havde faaet Lov at gifte sig igen, inden Manden endelig vendte tilbage.
I den lange Ventetid har de sikkert samlet sig fuld Last af de efter Monopolets Bestemmelser saa strængt forbudte Handelsvarer; det er meget sandsynligt, at de har benyttet Fartøjet til et Togt til de nordlige Fangstpladser, og nu sejlede de direkte til Norge. Da Skibet i 1410 stod ud fra Grønlands Kyst og man fra bægge Sider vinkede Farvel efter Aaringers Samvær, tænkte vel ingen, hverken de ombordværende eller de smaa Klynger af Mænd og Kvinder og Børn som blev tilbage inde paa Stranden, at dette nu afsluttede Besøg, der ejendommelig nok er dokumentarisk afhjemlet som næsten ingen anden Begivenhed i hele Nordbobebyggelsens Historie, skulde blive Islændinges sidste Besøg i Grønlands Nordbobygder.
Efter det standser ialfald brat alle Efterretninger fra Grønland i de islandske Annaler, som ellers saa flittigt havde optegnet Nyheder fra Bygderne hinsides Havet. Heller ikke ved vi, at norske Skibe senere har været derude. Men vi ved, som det er oplyst i et foregaaende Kapitel, at en eller anden Forbindelse med Europa maa Grønlænderne paa Herjolfsnæs lejlighedsvis have haft i Aarhundredets Løb. Det har været en tilfældig eller en hemmelig og ulovlig Sejlads. Maaske har det slet ikke været nordiske Skibe, maaske har det været Hanseater eller snarere Englændere fra Bristol, om hvem vi ved, at de i 1400-Aarene dristigt trodsede den norske Konges Monopol-Forbud og drev baade Handel og Røveri paa Island. Det kan ogsaa have været endnu fjærnere Folk; Portugisere og Baskere laa i 1400-Aarene ofte paa Fangst i den nordlige Del af Atlanterhavet.
Den officielle Sejlads paa Grønland er i 1400-Aarene fuldstændig ophørt; hverken de Prælater, der bar Titel af Biskopper til Gardar, eller de Købmænd, hvem Monopolhandelen paa Skattelandene var overdraget, rejser derud. Efter Knarrens Forlis i 1367 (eller 1369) ved vi ikke, at Monopolstyret har ytret sig i andet end Protester og Chikane mod dem, der uden Tilladelse besøgte de grønlandske Pladser. De stedlige norske Myndigheder viser en lidet berømmelig Uvirksomhed, og de norske Konger, hvem Skattelandene direkte var underlagt, residerede i Danmark; det var Mænd af tysk Herkomst, som var ganske fremmede for de gamle norrøne Vesterhavstraditioner, og noget personligt Initiativ fra deres Side kunde ikke engang forventes.
I 1472-73 afgik en dansk-norsk Statsekspedition til de grønlandske Farvande, men der forlyder intet om, at den skulde opsøge Bygderne, dens Opgave var af en helt anden Art. Den var udsendt af Kristjern I paa Foranledning af Kong Alfonso V af Portugal for at opsøge nye Øer og Lande i Vest. Lederne var to djærve Pirater, Didrik Pining og Hans Pothorst, desuden deltog Nordmanden Jon Skolp, vistnok som Lods, og en portugisisk Adelsmand Joao Vaz Cortereal. De har været i Land paa Grønlands Østkyst overfor Snefjeldsjøklen paa Island og har set Eskimoer, der omtales som »grønlandske Sørøvere, der med mange smaa Skibe uden Køl anfalder andre Skibe«. Paa dette Tidspunkt er altsaa Eskimoerne rundt om Kap Farvel naaet et Stykke op ad Østkysten, maaske til Angmassalikegnen. Det er vor første troværdige Efterretning herom.
Konge- og Bispemagt staar saaledes 1400-Aarene igennem lige kolde og uvirksomme overfor det for dem saa ubetydelige Spørgsmaal om Opretholdelsen af den lille grønlandske Koloni. Tiden var ikke sentimental. Det er nok muligt, at Grønlandshandelen allerede sidst i 1300-Aarene havde vist sig som en daarlig Forretning, der ikke kunde bære den enorme Risiko ved Sejladsen, en Risiko som øgedes ved, at Isbæltet omkring Grønlands Kyster blev tættere og tættere; i det mindste maa der en Overgang have været vanskelige Isaar, som skræmmede Skipperne.
Med Middelhavshandelens Vækst blev Tilførslerne af den afrikanske Elefantland billigere, og Hvalrostanden kunde ikke staa sig i Konkurrencen, tilmed da Efterspørgslen efter Elfenben var betydelig ringere i Middelalderens Slutning end i Perioden 1000— 1400. De vældige nordrussiske Skindmarkeder udvikledes, det samme gælder den engelsk-nederlandske Uld- og Klædetilvirkning. Grønlandsmarkedet bliver, stort set, betydningsløst.
Til Paven i Rom naar der to Gange i Aarhundredets Løb Efterretninger om Tilstandene paa Grønland; men den første Gang, i 1448, er det i Forbindelse med en oplagt Svindelaffære af to tyske Bedragere, og de Meddelelser, der ved denne Lejlighed fra unavngiven Kilde er tilflydt Pavestolen om et eskimoisk Overfald paa Nordboerne i 1418, kan vi ikke tage for gode Varer.
I det andet Tilfælde stammer vor Kundskab fra et Pavebrev af 1492, der afgiftsfrit overdrager Benediktinermunken Matthias Knudsøn Bispestolen i Gardar — »som ligger ved Verdens Ende« — mod Forpligtelse til at opsøge Bygden og føre Befolkningen tilbage til Kristendommen, som den formentes at have svigtet. Brevet vakte megen Opmærksomhed, da det omkr. 1890 blev fundet i Vatikanets Arkiv, og man har troet, at dets Oplysninger om Grønland, der i flere Henseender er rammende, skulde bygge paa nye Efterretninger fra Aarhundredets Slutning.
Det er dog næppe Tilfældet. Brevet bygger udtrykkelig paa den Meddelelse, at der i 80 Aar ikke vides at have været noget Skib i Grønland. Deraf slutter man i det pavelige Kancelli, at i omtrent det samme Tidsrum har der heller ingen Biskop og Præst været, og paa Grund af denne Præstemangel er det sket, »at de fleste af Menigheden, som før var Kristne, har fornægtet det gennem Præsterne modtagne Daabssakrament, og at Indbyggerne i dette Land ikke har andet til Minde om Kristendommen end et Kalkklæde, som udstilles engang om Aaret, og hvorover Kristi Legeme blev konsekreret for 100 Aar siden af den sidste Præst, som var der«.
Den 80 Aar gamle Efterretning, som Pavebrevet henviser til, fører os tilbage til de Aar, da Brylluppet fejredes i Hvalsø, saaledes som nylig beskrevet. At Kristendommen da var i stor Nød, faar vi ikke Indtryk af; naar Kolgrim Aaret før førtes paa Baalet til Straf for sine syndige Trolddomskunster (jvfr. S. 48), var det vel ogsaa en Triumf for Kirken. Men det er heller ikke saa meget den individuelle Kristentro som selve Kirketjenesten, man i Rom var bekymret for. Det maa erindres, at efter katolsk Brug er det Biskoppen, der paa Skærtorsdagen indvier den Hostie, som siden skal bruges Aaret rundt; Menighedens pligtige aarlige Altergang fandt Sted den paafølgende Paaskedag. Naar der ingen Bisper fandtes, kunde Hostien ikke heller indvies, og uden den var der ingen Nydelse af Kristi Legeme. Uden Skibsforbindelse kom desuden heller intet Mel ud til Bagning af Hostien og ingen Altervin. Tilbage var kun Kalkklædet. Hvad Brevet oplyser, ud over almindelige Fraser, er ikke andet, end hvad man i Rom selv kunde slutte sig til, naar Landet ingen Biskop og endda maaske ingen Præst havde, thi uden Messeoffer kunde ingen Kristendom opretholdes.
––––––––––––––––––––
Var Grønlandssejladsen ikke noget Problem, der i større Grad optog Sindene i Skandinavien i 1400-Aarenes kritiske Periode, saa tog Sagen sig helt anderledes ud set fra den anden Side af Oceanet. Dér havde hvert Skib været Aarenes store Begivenhed, det havde betydet Afhjælpning af lange Tiders Savn, ny Hjælp til Selvhjælp, ny Opstramning fremfor alt. Tilstrækkelig Tilførsel af europæiske Vaaben, f. Eks. et Antal Armbrøster, for ikke at tale om et Par Stykker af de Lodbøsser, som allerede dengang var i Brug, vilde naturligvis ogsaa med eet Slag have befæstet Nordboernes Autoritet overfor Skrælingerne.
Tilsidst var de store Skibe fra Hjemlandet kun noget æventyrligt, som Børnene havde hørt deres Forældre fortælle om. Æventyret gentog sig ikke mere, Landsmandsskabet svigtede alle Forpligtelser. Imidlertid, Nordboerne var jo ikke en Flok Mennesker udsat paa en øde Ø og rent bogstavelig viet til Undergang, hvis de ikke fik Undsætning. Nordbokulturen i Grønland var, som der er lagt megen Vægt paa at fremhæve i de foregaaende Afsnit, helt igennem indrettet paa Selvforsyning eller, rettere sagt, indrettet paa at klare sig selv, hvis det var fornødent. Den skulde have kunnet vedblive at bestaa, selv om Tilførslerne svigtede, omend Livet naturligvis ikke blev lettere eller muntrere derved.
Stiller man Nordboernes og Eskimoernes materielle Kultur overfor hinanden, er det ikke let at sige, hvilken der var bedst egnet for Forholdene i Sydgrønland, eller hvilken der var bedst afpasset for de Muligheder, som Naturen bød. Nordboernes var den mest alsidige; ligesom den nord-norske var det paa een Gang en Kvægavler- og en Fanger- (Jæger-, Fisker-) Kultur. Smidig var hverken den ene eller den anden, ifald det gjaldt en virkelig Omlægning af Erhvervs- og Ernæringsforholdene. Men hvor vilde man have magtet det?
Der indtraf i vor Tid, i 1920’erne, ved Sydgrønlands Kyster en katastrofal Tilbagegang i Sæltrækket, som det lykkedes det danske Styre at afbøde ved at organisere et Eksportfiskeri, som helt revolutionerede Grundlaget for Befolkningens Eksistens. Hvis vi tænker os Eskimoerne i 1400-Aarene stillet overfor den samme Katastrofe, havde de ikke været i Stand til at overvinde Vanskelighederne. De vilde efter en eller to Sæsoners Sult og Nød være fortrukket til nordligere Fangstpladser, og man kan naturligvis sige, at i denne Bevægelighed laa en Overlegenhed over Nordboernes Stedfasthed.
Nordbokulturen var ikke blot den mest alsidige, men ogsaa den mest hasarderede. Den var anlagt paa Randen af Mulighederne, saaledes at selv en meget ringe Tilbagegang i Aarstemperaturen kunde faa de alvorligste Følger for Hovederhvervet, Kvægavlen.
De foran omtalte Nordbodragter, som i 1921 blev fremdraget paa Herjolfsnæs Kirkegaard, fandt vi i frossen Jord, nogle af dem saa friske, at de næsten kunde tages i Brug igen. Enhver ved, hvor let et Stykke Tøj opløses, naar det ligger i Jorden, og endda lettere, naar det er svøbt om et Lig i Forraadnelse. Det er Grundisen, Tælen, der paa Herjolfsnæs har bevaret det. Man maa tænke sig, at de bedst bevarede Dragter er begravet midt i Højsommeren, i et Jordlag der kun var optøet en ganske kort Tid, og at de snart efter er blevet helt indkapslet i bestandig og uforanderlig Tæle. Kun saaledes kan man forklare, at de har holdt sig. At Gravene ikke ligefrem kan være blevet hakket ned i den frosne Bund, viste Forholdene med stor Bestemthed. Da nu hertil kommer, at Størsteparten af de virkelig velbevarede Klædningsstykker er næsten helt samtidige, idet de maa stamme fra en begrænset Periode paa nogle faa Aartier før og efter 1400, er det meget nærliggende at antage, at en ret pludselig indtruffen Forværring af de klimatiske Forhold har ændret Optøningsdybden paa Kirkegaarden.
Herjolfsnæs ligger paa knap 60° n. Br., og det har vakt Overraskelse blandt de Sagkyndige, at der paa denne Breddegrad overhovedet fandtes Tæle i nævneværdig Udstrækning; den Drivis, som en stor Del af Sommeren blokerer Kysterne i Kap Farvel-Egnen, maa have medvirket hertil. Der har imidlertid i den sidste halve Snes Aar været langt mindre Ismængder end tidligere, og da jeg i 1926 paany undersøgte Jordbundsforholdene paa Herjolfsnæs, fandt jeg overhovedet ingen Tæle hverken i Terrænet omkring Kirkegaarden eller andetsteds. Ogsaa paa andre Steder, hvor der ved tidligere Undersøgelser fandtes Tæle, er den nu forsvundet. Fænomenet er derved blevet mere indviklet, vi har endnu altfor ufuldstændige Oplysninger om Tæleforholdene i Sydgrønland, og der er desuden den Mulighed, at forskellige lokale Forhold — f. Eks. Overfladens Bevoksning — kan have medvirket til den ringere Optøningsdybde i den eftermiddelalderlige Periode. Det kan derfor ikke paastaas, at der i Herjolfsnæsfundet ligger noget afgørende Bevis for en Klimaforværring i Sydgrønland som Aarsag til Nordbokulturens Undergang. Men den meget talende Kendsgærning bliver dog tilbage, at skrøbelige Vadmelsdragter her har kunnet ligge direkte i den nøgne Jord igennem 500 Aar, uden at deres Tilstand i væsentlig Grad har forandret sig, medens tilsvarende Dragter alle andre Steder i Verden er gaaet til Grunde.
Der er imidlertid andre Forhold end Tilstandene paa Herjolfsnæs, som tyder paa, at en Ændring til det værre i de klimatiske Forhold er indtruffet paa et eller andet Tidspunkt efter Nordboernes Bosættelse i Grønland. Man kommer sikkert ikke udenom, at der er sket en Fremrykning af Indlandsisen siden Middelalderen; nogle af Fjordene kan efter Nordbogaardenes Beliggenhed umulig have været saa isfyldte som nuomstunder. Med største Interesse maa man imødese Resultaterne af de Analyser af Jordbundsprofilerne ved Nordbopladserne, som er blevet paabegyndt i de sidste Aar. Foreløbig har Professor Knud Jessen ved det gamle Bispesæde paa Gardar kunnet godtgøre, at den storbladede Birk her i Forhold til Dværgbirken har spillet en større Rolle i Nordbotiden, end den gør nuomstunder. Det er en vigtig Iagttagelse, som kun kan siges at støtte den Opfattelse, at Klimaet i Middelalderen har været gunstigere end nuomstunder, og hvis Iagttagelsen viser sig at have almindelig Gyldighed, kan den faa afgørende Betydning for Spørgsmaalels Løsning.
Iagttagelserne fra Grønland staar imidlertid ikke isolerede, baade i Vest og Øst støder vi paa Forhold, som støtter dem. I Nordamerika er man, blandt andet ved Undersøgelse af de periodiske Variationer af Aarringenes Mægtighed paa store Træer, kommet til det Resultat, at Perioden 1050—1300 herovre var præget af varme og tørre Aar med forholdsvis svag Tilvækst hos Træerne, medens 1300-Aarene viser et Omslag til et koldt og fugtigt Klima. Og nylig er det ved Analyser af skandinaviske Tørvemosers Profiler lykkedes at godtgøre, at den ældste Middelalder indtil omkring 1200 har haft et gunstigt Klima, mens der derefter er indtruffet en klimatisk Forværring. Man er endog begyndt at tale om, at Vikingetidens store Udfoldelse og kulturelle Opsving her i Norden er betinget af særlig gunstige klimatiske Forhold just i denne Periode, baade i Forhold til den foregaaende og efterfølgende Tid.
Der er saaledes baade i og udenfor Grønland adskillige Omstændigheder, som samstemmende kan tolkes i Retning af et Klimaskifte i Middelalderens Løb. Noget endeligt og afgøreode kan dog endnu ikke siges om Sagen, om en halv Snes Aar ved vi nok adskilligt mere derom end i dette Øjeblik. Men selv uden et egentligt Klimaskifte har en midlertidig Forværring med en Række strænge Isvintre og mislykket Høavl kunnet foraarsage stor Kvægdød og derigennem blive skæbnesvanger for en isoleret Befolkning, der er afskaaret fra at faa fornyet Kvægbesætningerne ved Tilførsel. Men kunde Nordboerne ikke holde deres Kvægavl og Mejeribrug i Gang, ja da var Forholdene haabløse for dem. De kunde ikke som Eskimoerne leve udelukkende paa Fangst og Fiskeri, deres Konstitution var ikke indrettet paa at undvære baade Brød (Grød) og Mælk, ogsaa deres Forplantningsævne maatte nedsættes derved. Racen var viet Undergangen.
Vi maa igen vende tilbage til Fundet fra Herjolfsnæs. Inde i Dragterne laa de gennemgaaende slet bevarede Skeletter, som i København overgaves til Undersøgelse paa Normal-anatomisk Museum ved Professor anatomiæ Fr. C. C. Hansen († 1934). Ved Professor Hansens Kyndighed og Grundighed og beundringsværdig skarpsindige Iagttagelsesævne har disse usle Menneskerester igen faaet Mæle og aflægger en rystende Rapport om Tilstandene indenfor Herjolfsnæs-Bygden i 1400-Aarene. Vi stifter Bekendtskab med en Befolkning hærget af Sygdom og Nød, befængt med alle de Skrøbeligheder, hvoraf en Menneskerace kan rammes gennem kronisk Underernæring. En Række forskelligartede men samstemmende Iagttagelser dokumenterer det. Hvis man tør slutte statistisk udfra det begrænsede Undersøgelsesmateriale, har den gennemsnitlige Levealder været paafaldende lav; bortset fra den store Børnedødelighed er Halvdelen af de Individer, der blev over 18 Aar, død inden de naaede 30. Den lave Vækst, der er særlig bemærkelsesværdig blandt Kvinderne, er ogsaa Udslag af daarlig Ernæring; Kvindernes Højde ligger omkring 140 cm, Mændenes omkring 155—160. Paa en Række af Skeletterne blev konstateret Sygeligheder som Skævhed i Ryggen, Svækkelse af den ene Arm eller Ben, Bækkenforsnævringer, Rachitis og maaske ogsaa Tuberkulose i Rygraden. Hovedmassen af disse Sygeligheder kan skyldes Underernæring.
Meget oplysende er Tændernes Tilstand. De er selv paa ganske unge Individer slidt helt ned, saaledes at det har foraarsaget sygelige Dannelser i Kæberne; Caries forekommer derimod ikke, ej heller udfaldne Tænder som Følge af Skørbug. Det stærke Tandslid skyldes ikke ihærdig Tygning af Kødmad; Sliddet er meget stærkere end hos Eskimoerne, der i tidligere Tid praktisk talt udelukkende har været Kødædere. Aarsagen maa søges i en uren sand- eller grusblandet Planteføde, hvortil Nordboerne har taget deres Tilflugt for at skaffe sig Kulhydrater, efter at Kreaturholdet var brudt sammen og Mælkeproduktionen ophørt. Kød og Fisk har de sikkert i Reglen kunnet skaffe sig det fornødne af, ellers maatte de simpelthen omkomme af Sult.
De undersøgte Kranier viser en paafaldende ringe Hjærnekapacitet, men ingen Spor af Raceblanding mellem Nordboer og Eskimoer. Antropologiske Undersøgelser af eskimoiske Kranier har forøvrigt paavist en forbløffende høj Hjærnevægt og Kraniekapacitet hos denne Race.
Jeg skal endelig gengive, hvad man kan læse ud af de Skeletter, der fandtes i de to smukke Kvindekjoler, som afbildes S. 110 og 101. Allerede da den første af dem efter endt Konservering skulde opsættes paa et Slativ, blev vi opmærksomme paa dens paafaldende Skævhed. Professor Hansen kan da ogsaa oplyse, at den 30—40-aarige Kvinde, der har baaret den, har været pukkelrygget og lidt af en fremtrædende Skævhed i Rygsøjlen og desuden af en Skævhed og Forsnævring ved den nedre Bækkenaabning, som har udelukket, at hun kunde føde Børn. Denne Kvinde har været omkring 150 cm høj og har altsaa hørt til de største, omend hun paa Grund af sin syge Ryg har synet noget lavere (145 cm).
Den Kvinde, der var begravet i den anden Kjole (S. 101), har været 25-30 Aar gammel, ikke mere end 138-140 cm høj og af spinkel Bygning. Ogsaa her bemærkedes en let Skævhed i Rygraden (Skoliose) og et fladt, deformt Bækken, foraarsaget af en Rachitislidelse, som ogsaa spores paa andre af Knoglerne, f. Eks. paa Kraniet. Heller ikke denne Kvinde har rimeligvis kunnet bringe levende Børn til Verden, ialfald ikke uden lægeligt Indgreb, en Mulighed som vi i dette Tilfælde kan se bort fra. Det synes at have set daarligt ud for den nye Slægt.
Disse uhyggelige Kendsgærninger stiller os Ansigt til Ansigt med en Befolkning, der var bestemt til at udslettes, først og fremmest paa Grund af Underernæring, hvis Virkninger, at dømme efter Erfaringer fra Hungerblokaden under Verdenskrigen, ret hurtigt kan gøre sig gældende ogsaa paa Knoglebygningen. Desuden maa man rimeligvis regne med, at Racen er degenereret paa Grund af Indgifte; selv i den Tid da der lejlighedsvis var Skibsforbindelse med Europa, er der kun i ringe Grad blevet tilført nyt Blod; Tilflytternes Antal har allerede fra 1200-Aarene af uden Tvivl været ringe, og Befolkningens eget Tal er gradvis skrumpet ind. Vi er langt borte fra den kraftige Slægt af Kolonister, som under Erik Rødes Ledelse tog Grønland i Besiddelse, og som gjorde Indtryk paa Eskimoerne ved deres vældige fysiske Styrke, dengang de første Gang kom i Forbindelse med dem. En uvirksom Flok af sygeligt svækkede Individer, undersætsige og vanskabte, var de blevet til.
Paa Herjolfsnæs ved den gamle Anløbshavn var det naturlige Tilholdssted for dem, som endnu haabede paa, at der en Dag skulde komme Skib fra Europa. Men foruden dem, der fristede Livet her, kan der have været andre Flokke tilbage. Nogle kan have gemt sig inde bag Fjordene med deres sidste Kvæg for at leve i Fred for Eskimoerne. Andre er blevet indviklet i Fejder med de smaa mørke Folk og har i det lange Løb været de underlegne. Fridtjof Nansen mente, at de sidste Nordboer efter Grønlandssejladsens Ophør har sluttet sig til Eskimoerne, »hvis Kvinder vel ikke var mindre tillokkende for den Tids Nordboer end for Nutidens«. Selv om en saadan Overgang til eskimoisk Levevis foreløbig ikke kan paavises, kan den naturligvis meget godt have fundet Sted i Ny og Næ, og der kan endnu paa grønlandske Bopladser leve Folk med fortyndet Nordboblod i Aarerne; der er bare ingen Grund til at tro, at det er Nordbobefolkningen som Helhed, der er »gaaet over«, og at vi her har Forklaringen paa Nordboernes Forsvinden fra Grønland.
Omkring Aar 1500 eller maaske lidt senere, altsaa efter et halvt Aartusindes Forløb, maa den middelalderlige Nordbokultur definitivt være udslukt paa Grønland. Den sidste, der kan antages at have set en af de gamle Nordboer, er en Islænding ved Navn Jon Grønlænder, der ombord paa Skibe, som sejlede mellem Hamborg og Island, flere Gange blev forslaaet til de grønlandske Kyster i Aarene omkring 1540; at hamborgske Skibe i 1537 og 1539 blev drevet over under Grønland, ved vi ogsaa andetsteds fra. Tilsidst udsendtes der fra Hamborg en Karavel under Kommando af Gert Mestermaker, der fandt Landet, men selv opgiver ikke at have set noget til Indbyggerne og derfor vendte om.
Jon Grønlænder derimod oplyser, at de paa en af hans Rejser kom ind i en dyb, grønlandsk Fjord, hvor de fandt Bebyggelse baade paa Fastlandet og Øerne, men undgik at komme i Forbindelse med Beboerne, der maa have været Eskimoer. Paa en lille ubeboet Ø, hvor de gik i Land, var der mange Skure og Boder og ogsaa Stenhuse til Fisketørring ganske som de islandske.
»Dér fandt de«, beretter Jon, »en død Mand, som laa næsegrus paa Jorden. Han havde paa Hovedet en Hætte, vel syet, og ellers Klæder baade af Vadmel og Sælskind. Hos ham laa en Tollekniv, bøjet og meget slidt og fortæret; den Kniv tog de med sig som et Erindringstegn«.
Der er intet usandsynligt ved denne jævne Beretning. Den døde Mand maa efter Vadmelsdragten have været en Nordbo, den sidste af sin Flok, hvem ingen kunde begrave. Den usle, forbøjede og forslidte Jærnkniv, som han, lige til han styrtede, har holdt i sin Haand, faar for os symbolsk Betydning: da den var slidt op, forsvandt for en Tid fra Grønland den skandinaviske Jærnalderkultur, som i Vikingetiden havde gjort sit historiske Fremstød helt ud til det Land, som for Middelalderens Mennesker var Verdens Ende.
––––––––––––––––––––
I 1500-Aarene vaagner igen i Europa Interessen ikke blot for Grønland, men ogsaa for dets gamle nordiske Beboere. Men da var det for sent, og Evnen til at genfinde Nordboegnene svarede ikke til Viljen.
Al Ære fortjener Trondheims Ærkebiskop Erik Walkendorf, som interesserede sin kongelige Herre og Ven Kristjern II for at opsøge de grønlandske Bygder, men som faldt i Unaade, inden der blev Alvor af Togtet, til hvis Leder Kongen udsaa Søhelten Søren Nordby. Erik Walkendorf havde tilbudt selv at bekoste Ekspeditionen, hvis han kunde faa Landet kvit og frit i 10 Aar, men det vilde Kristjern II ikke tilstede. Var Walkendorfs Plan blevet til Virkelighed, kunde maaske endnu de sidste Efterlevende blandt Nordboerne være fundet, og de kunde have meddelt deres Folks Skæbne. Han samlede alle de Oplysninger om det gamle Grønland, han kunde faa fat i, deriblandt Kursforskrifterne og Ivar Baardsøns topografiske Beskrivelse, og vi skylder hans ihærdige Arbejde, at de er blevet bevaret for Eftertiden.
Karakteristisk nok er det ikke Bekymringen for Nordboernes Trosforhold, der er Drivfjederen for den brave Ærkebiskop, men især de gode Varer, som »falde udi Grønland«, og han har aabenbart næret mere Ængstelse for Befolkningens fjendtlige Sindelag, end for at den skulde leve i Sult og Nød. Søfolkene faar Paalæg om at tage sig i Vare og ikke blotte Skibet for Mandskab, men til at begynde med kun landsætte 2 Mand, der skal orientere sig om Stemningen. Træffer de ubygt Land, skal de — ligesom i sin Tid de første Landnamsmænd — gøre Ild ved Kysten og bygge Varder og ogsaa opsætte store Kors til Tegn paa, at Landet tages i Besiddelse. Men det blev altsammen til intet.
Den første, som vides at have besøgt de gamle Nordbo-Omraader efter Befolkningens Uddøen er — bortset fra Jon Grønlænder — Englænderen John Davis, som i 1585 løb ind i Godthaabsfjorden, Nordboernes Vesterbygd, men uden at blive klar over, at det var Grønland, han havde naaet. Han anløb i de følgende Aar gentagne Gange Grønlands Vestkyst, og i 1586 fandt ban paa en Ø i Godthaabsfjorden (Gilbert Sound) en Grav, hvori flere Mennesker laa begravet, kun dækket med Sælskind, hvorover der var lagt et Kors. Formodentlig har Graven været stenlagt som Eskimoernes, men Korset viser, at det var kristne Mennesker, og Oplysningen er mærkelig. Da Vesterbygden var opgivet 200 Aar tidligere, kan de begravede dog vanskelig have været grønlandske Nordboer. Snarere er det europæiske Fangstfolk af ukendt Nationalitet, som er kommet i Land her; det er et interessant Vidnesbyrd om, at Skibe udmærket vel kan have besøgt Grønland og ogsaa Nordboegnene, baade i 1400- og 1500-Aarene, uden at det er kommet til almindelig Kundskab i Europa.
I Norden lever stadig Forventningen om, at Nordboerne i Østerbygden har holdt sig i Live. Frederik II paatænkte i 1568 at afsende et Skib for at genfinde Grønland, men Planerne røg i Lyset paa Grund af Krigen med Sverige. Han naaede dog at faa udstedt en Proklamation til den grønlandske Befolkning, affattet i et pudsigt dansk-islandsk Blandingssprog, som man har tænkt sig skulde kunne forstaas af Nordboerne. Og da Kristian IV efter de to vellykkede Ekspeditioner til Grønlands Vestkyst i 1605-06, hvorved Grønland kan siges at være genopdaget, i det følgende Aar sender et Skib til Landets Sydende for at genfinde Østerbygden, faar en norsk og en islandsk Tolk Besked om at følge med.
Skibet naar ikke ind til Land, men vender hjem med uforrettet Sag, og siden da gøres der igennem Aarhundreder med Mellemrum det ene Forsøg efter det andet paa at finde frem til Østerbygden, som man nu mener maa gemme sig bag Østkystens tilsyneladende uigennemtrængelige Isbælte. Den falske Opfattelse af Østerbygdens Beliggenhed fæstnes i Løbet af 1600-Aarene paa Kortene, og det holdt i forrige Aarhundrede haardt, igen at faa den aflivet.
Hans Egede rejste i 1721 til Grønland i Haab om at skulle finde Landsmænd og føre dem tilbage til den rette Tro. Han blev Eskimoernes Apostel, men det var hans Livs store Skuffelse, at han ikke naaede frem til Østkystens Bygder og formentlige nordiske Beboere; »hvad dend gamle Grønlandske Øster Bygd er angaaende«, skriver han, »da troer jeg uden Tvivl, dend endnu er ved Magt og besatt med puure Norske Folchis Extraction, hvilche och nest Guds Hielp og med Tiden og Leyligheden opdagis«. Paa sin Rejse 1723 fra Stationen i Godthaab sydover for at finde dem, passerede han imidlertid, uden at være klar over det, saa godt som hele den virkelige Østerbygd, før han ved Sydspidsen af Sermersôk-Øen, kort norden for det nuværende Handelssted Nanortalik, modløs vendte om, tvunget af Forholdene.
I det følgende Aar udsendte Bergenskompagniet et Fartøj for igen at gøre Forsøg paa fra Søen at naa ind til Østkysten. Kaptejnen skulde starte fra Reykjanæs paa Island og følge de gamle Kursforskrifter, og for at han kunde tale med Befolkningen, blev der givet ham en Ordliste, en Slags Parlør, i oldnordisk Sprog med almindelig gængse Ord taget fra den norske Hirdskraa. Fartøjet laa i 3 Maaneder og krydsede frem og tilbage foran Kysten uden at kunne komme igennem Isen og vendte tilsidst om.
Da det hverken ved Sejlads langs med Kysten eller direkte fra Havet var lykkedes at naa frem til Østkystens Bygd, som man mente var blevet spærret ude fra Omverdenen ved en Forværring af Isforholdene siden Middelalderen, forsøgte man i 1728 meget konsekvent den tredje Mulighed, at passere tværs over Indlandets Is; men man havde ingen Begreb om, hvorledes en saadan Ekspedition skulde iværksættes. Ledelsen betroedes til Grønlands nylig udnævnte Guvernør, Major Claus Enevold Paars, og der medgaves ham fra København 11 Heste, idet det var Meningen at ride over Indlandsisen »til bemeldte Østerbygd for at erfare, om der ikke endnu findes Efterkommere af de gamle Norske, hvad Sprog de taler, om de endnu ere Christne eller Hedninger, samt hvad Police og Levemaade, der er iblandt dem«, — som det hedder i Frederik IV’s Instruks. I Grønland blev Majoren dog hurtig klar over, at Hestene var uanvendelige til Foretagendet, og Halvdelen af dem døde forøvrigt allerede under Overfarten. I Foraaret 1729 prøvede han med sine Folk at gaa op paa Isen fra Bunden af Ameralikfjorden, omtrent dér, hvor Fridtjof Nansen i 1888 kom ned efter sin Skifærd østfra, men da de lærte Isens sande Natur at kende, vendte de om efter 3 Timers Forløb.
Der er noget underlig gribende og samtidig fuldkommen fantastisk ved denne aarhundredlange Søgen efter overlevende Rester af det grønlandske Nordbofolk, hvis sidste Ætling i umindelige Tider havde været død. Haabet udslukkes ikke med Egede og hans Samtidige. Det driver den ene Ekspedition efter den anden afsted, og det overlever nøgterne Granskeres Paavisning af, at Østerbygden i Følge Oldskrifterne slet ikke har ligget paa den isblokerede Østkyst, men i den lettilgængelige Julianehaabsegn. Del var en Kancellist, Holsteneren H. P. v. Eggers, som i 1792, ved Besvarelse af en af Landhusholdningsselskabet udsat Prisopgave, første Gang gjorde denne Opfattelse gældende.
I forrige Aarhundrede visner Forhaabningerne hen, efterhaanden som det ene Stykke af Østkysten efter det andet bliver besøgt af uforfærdede danske Søofficerer som W. A. Graah og Gustav Holm, uden at der træffes Spor af Østerbygdens store Kirker og Gaarde. Endnu i 1824 udtaler Historikeren H. F. Estrup sin Tro paa den Mulighed, at »en levende Røst i Østerbygden selv vil tilraabe: her var Stedet.« Han er vistnok den sidste, ialfald blandt Forskerne, som vover at nævne et saadant Haab. Selv den store og altid optimistiske svenske Polarforsker A. E. Nordenskiöld, som bestemt troede at skulle finde Østerbygden paa Grønlands Østside, udtaler aldrig nogen Forventning om at finde levende Efterkommere af Nordboerne.
Men der lever mange Haab, som man ikke nævner. Og sikkert har der ulmet en Gnist af Forhaabning i mere end en af det nittende Aarhundredes dristige Rejsende, naar de satte Livet i Vove for at trænge ind bag Østkystens Is til det golde Land, som de lærte os at kende.
Nu ved vi, at om Nordboernes Skæbne nytter det kun at spørge de døde.
