De østgrønlandske hedningers skikke ved fødsler og dødsfald (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Emanuel A. Petersen:
Grønlændere i samtale ud for deres hytter (1921-1948)

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel III

De østgrønlandske hedningers skikke
ved fødsler og dødsfald

Vi har omtalt nogle af de østgrønlandske Hedningers Skikke, og gaar nu over til at berette, hvorledes de forholder sig under Sorg, og skal ogsaa i Forbindelse hermed give nogle Oplysninger om deres Skikke ved Fødsler og Dødsfald.

Naar en Kvinde skal have et Barn og begynder at faa Veer, bliver de Kvinder, der skal hjælpe hende, tilkaldt. Barselkvinden maa ikke have Haaret sat i Top, og de hjælpende Kvinder skal ligeledes have udslaaet Haar. De Ejendele, der findes i Huset — i Særdeleshed Skind — skal bæres ud i det fri, ligegyldigt om Vejret er nok saa slet, eller Kulden nok saa streng. Beboerne kan godt opholde sig inde i Huset, men deres Ejendele har de aldrig staaende derinde. Først naar Barnet er født, henter de Sagerne ind igen. Hvis Barnet er dødfødt eller dør umiddelbart efter Fødslen, maa Sagerne, der er ude i fri Luft, først tages ind igen, naar der er gaaet tre Dage.

Indtræffer der et Dødsfald, skal Sagerne ligeledes bæres ud og bringes først ind igen den tredie Dag.

De begraver kun sjældent deres Døde paa Land, men bruger at kaste dem i Havet. De indhyller ikke deres Døde i noget, men bærer dem ud paa det Brikseskind, de laa paa, da de døde, og kaster dem ud fra en Skrænt, idet de lader dem glide ned fra Brikseskindet. Den døde bliver ikke berørt eller istandgjort af tilfældige Mennesker, men kun den nærmeste Familie bærer ham ud for at kaste ham i Havet (Manden, Konen eller Børnene, og hvis disse ikke er i Stand dertil, da den, der er nærmest i Familie med den afdøde). Saafremt den, der har haft Arbejde med den døde, er en Mand, skal han i tre Dage sidde paa Briksen helt inde ved Væggen og maa ikke bøje sig ud over Gulvet. Paa den tredie Dag maa han gerne ro ud i Kajak, men indtil den Dag, da han for første Gang fanger en Sæl, skal en anden gøre hans Kajak klar, lægge Redskaberne paa Plads og bære den ned til Stranden. Manden selv maa intet foretage sig udover at krybe i Kajakken. Naar han vender hjem, skal en anden ligeledes bære Kajakken op, og han skal da lægge den paa Plads med Bunden opad, selv i godt Vejr. Naar Manden kommer ind i Huset, skal han til Stadighed opholde sig inderst paa Briksen, og først naar han fanger en Sæl kan han igen begynde selv at gøre sin Kajak i Stand. — Er det en Kvinde, der har haft Arbejde med den døde (sin Mand eller sit Barn), skal hun til Stadighed opholde sig paa Briksen i en hel Maaned, regnet fra den Dag, Dødsfaldet indtraf. Hun maa ikke tale højt, maa ikke bøje sig udover Gulvet og maa ikke tage noget Redskab i Haanden; hun maa ikke engang selv tage nogen Mad, men maa kun tage, hvad en anden rækker hende. Naar den Tid er udløbet, i hvilken hun skal opholde sig paa Briksen, og hun begynder at maatte bevæge sig ud paa Gulvet og gaa udenfor Huset, maa hun hverken kaste sit Blik udover Havet eller se opad, og hun maa ikke nævne Fangstdyrene ved Navn, ja ikke engang, hvis hun ser en Bjørn, maa hun gøre nogen opmærksom paa den. Har hun været ude og kommer ind i Huset, skal hun sætte sig med Ryggen til og maa ikke vende sig ud mod Midten af Stuen. Hver Morgen og hver Aften skal hun græde højlydt og maa først ophøre hermed, naar der er gaaet et helt Aar efter Dødsfaldet.

Det hænder ofte, at sunde Kvinder bliver sygelige ved at skulle overholde alt dette, og de siger alle, at det er en sand Plage. Det er klart, at det maa være baade trættende og usundt for en ellers rask Kvinde, og især for disse Mennesker, hvis Huse er saa ildelugtende. En hel Maaned skal de sidde stille inde i Huset, ligegyldigt hvor dejligt Vejret er, og et helt Aar skal de være fuldstændigt som stumme, uden at maatte give noget som helst Svar. Paa denne Maade skal de udtrykke deres Sorg overfor alle deres Bopladsfæller. Derfor er de at beklage, disse stakkels Mennesker, der ingen Fred finder her i Livet, da de ikke finder den mindste Trøst i Døden, men snarere maa siges at gøre deres Sorg dybere og dybere. De er fuldstændig klar over, hvad de herved maa gennemgaa af Lidelser, men de kan ikke gøre andet, de er ikke i Stand til at udfinde Grunden til deres Sorg, thi de lader sig styre af Døden uden at kende dens Aarsag. Lad os da haabe for disse Stakler, at de maa modtage Evangeliet, da de kun herigennem kan finde den Trøst, der er større end alle de Sorger, der følger Døden, nemlig i Jesus Kristus vor Frelser, der sejrer over Døden, vor levende Herre i al Evighed, som vil genopvække sine til et saligt og evigt Liv.

Fodnoter

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 33-35, København, 1946