Den døde mand der kom til julegilde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den døde mand der kom til julegilde
Frá einum dauðum manni er kom til veizlu [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
I England var der en mand som så mange andre — men nu handler fortællingen om ham, ikke de andre — som hver jul plejede at holde gæstebud for sine venner og naboer. Og engang skete det, at han sendte bud efter sine gæster, og da hans sendebud var på vej hjem igen, satte han sig på en død mands grav på kirkegården. Da han har hvilet sig, rejser han sig og siger: »Jeg ville ønske, at Gud i sin godhed ville tilstå den mand, som ligger her, en lige så stor glæde og fornøjelse ved min herres gilde, som jeg nu har fået her på hans grav.« Han forlader derpå stedet, men da gildet var begyndt, og alle har fundet deres pladser, kommer en fremmed mand ind. Han sætter sig, men er noget bleg, og han hverken spiser eller drikker og viser ingen tegn på glæde. Men da måltidet er slut, og da salmerne ved bordbønnen bliver læst, begynder den ukendte mand at glæde sig, og særligt da De profundis[2] bliver påbegyndt, bliver han des mere glad, jo længere salmen skrider frem. Og da bordsalmerne er til ende, spørger man, hvem han er. Han siger: »Jeg er den afdøde mand, om hvem sendebuddet bad til Gud, for at jeg måtte få så stor en glæde og fornøjelse af dette gilde, som han fik ved min grav. Jeg har ingen glæde af hverken mad eller drikke, men på samme måde som I her glædes af mad og drikke, sådan glædes vi kristne sjæle af gode bønner, når de fremføres, og særligt De profundis og bodssalmerne.«
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 624 4to fra omkr. 1500.
- ↑ ‘Fra dybet’. En af de syv bodssalmer, se Sl 130
