FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Harald hårfagre og hans skjalde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
2. afsnit: SKJALDEKVAD
§ 6 Norske skjalde
Harald hårfagre og hans skjalde
At Harald hårfagre selv var skjald, derom haves bestemte efterretninger, som det i og for sig ikke er grund til at mistænkeliggøre; de bestyrkes ved, at han i høj grad yndede skjalde og således viste sig i besiddelse af stor sans for deres kunst, samt ved, at den norske kongeslægt i det hele talte mange skjalde (Olaf'erne, Magnus gode, Harald hårdråde). Lige så grundlæggende som kong Haralds virksomhed var på de fleste andre områder, var den det vistnok også med hensyn til skjaldenes sociale stilling i det hele (se ovf. s. 26 og 335). Af kong Haralds digte kender vi desværre meget lidt. Om Finnepigen, Snæfriðr, som han lidenskabelig elskende (se den højst romantiske fortælling herom i hans saga (1)) siges han at have digtet et kvad: Snæfríðardrápa, hvoraf 1 vers anføres (2). Digtet er forfattet i det såkaldte halfhnept (3). »Stadig bærer jeg kvide i hjærtet - derfor byder jeg mændene mit digt«, siger i den elskovssyge konge i sit vemod; det lader til, at han har villet lindre sin smærte ved at give den udtryk i ord, ligesom Egill, da han digtede Sonatorrek. Versets melankolske indhold minder om kong Magnus den godes vers. Mod versets ægthed kan det indvendes, at versemålets ælde kunde være tvivlsom. Af kong Harald haves endvidere en halv lausavísa i drotkvædet (frit) (4), hvori han ved en given lejlighed synes at klage over gæsternes mængde og deres hang til drik (jfr. hvad der fortælles om Þjóðólfr). Imod versets ægthed lader der sig intet indvende; det bærer improvisationens lette tone og er gammeldags ufuldkomment i formen.
Den ældste af Haralds skjalde var
Auðun illskælda
Om hans slægt eller hjemstavn vides intet, undtagen hvad man af et sted i den ikke helt historiske saga om Haralds skjalde kan slutte. Det hedder dér (5), at da han tilligemed to andre skjalde havde pådraget sig kongens vrede i anledning af en erotisk anfægtelse, som nedenfor vil nærmere omtales, skulde skjaldene til straf foretage en farlig rejse med et endnu farligere hverv til den svenske konge. Til sin ledsager valgte Auðun sin frænde, lendermanden Þorfinnr i Naumdælafylki. At Auðun selv har været fra samme egn er dog ikke sikkert. Førend han blev kong Haralds skjald, havde han været hos hans fader, Halfdan svarte (6), og han siges at have været den ældste af skjaldene. Han kan således næppe være født efter 825, og han har næppe overlevet det 9. årh. Ifølge kilderne synes han stadig at have opholdt sig ved kongernes hird; han sad inderst i højsædespladsen overfor kongen.
Foruden den uvilje, som Auðun med de andre skjalde pådrog sig ved den nævnte tildragelse, antydes der, at han tidligere har været i unåde hos kongen; det hedder i den nævnte saga (7), at »den gang havde han forligt sig med kongen; han havde nemlig taget stefet af den drapa, som hans frænde, Ulfr Sebbason, havde digtet om kong Harald (og altså benyttet i sit digt om kongen?). Heraf fik Auðun sit tilnavn [illskelda -skælda, 'den slette skjald (8)] og drapen kaldtes Stolinstefja, således som det hedder i den [nu tabte] saga om Ulf og Kvig jarl«.
Af Auðuns digte om Halfdan svarte og af det omtalte digt Stolinstefja om Harald hårfagre er der intet tilbage.
I Skáldasaga hedder det i almindelighed (9), at skjaldene blev »tagne i fred« af den svenske konge - »da viste de deres store idræt og deres veltalenhed. De begyndte nemlig at digte til kongens og mange andre mægtige mænds pris«. Den historiske sandhed heraf turde dog være tvivlsom. Af de her antydede digte er der intet tilbage.
Af Auðun haves nu et halvt og et helt vers (10). Indholdet af det første vers har Svb. Egilsson vistnok rigtig forstået som en fortrydelig klage over, at »man« ikke har fortiet Auðuns »lån« af sin frændes stef, men fortalt det til kongen (11). Det andet vers siges (12) at være blevet til under følgende omstændigheder. Engang da kong Harald med sine skjalde gæstede en rig og smuk enke på Nordmøre, skænkede enken Auðun et horn; han, der var bleven beruset, tog hendes hånd med det samme og udbrød: »du er en smuk kvinde, jeg vil give dig denne guldring for at være hos dig i nat«. Hun tog imod ringen og sagde, at han skulde komme til hendes skemme, når en tredjedel af natten var gået. På samme måde gik det med Þorbjörn hornklofe og Ölvir hnúfa; kun skulde de komme til lidt forskellige tider. Men da skjaldene kom til skemmen, blev de indelukkede hver indenfor sit gærde. Dér stod de og frøs i den kolde nat. Dagen efter fik kongen det hele at vide og blev meget opbragt på skjaldene og pålagde dem som straf den ovenomtalte sendefærd.
Om natten havde alle digtere forfattet et vers, hvori de beklager sig over deres stilling og over kvinderænker. Disse vers anføres, men de er så forvanskede, at bedømmelsen af dem bliver usikker.
Þorbjörn hornklofe
Om denne, vistnok betydeligste af kong Haralds skjalde, vides ikke ret meget. I kilderne kaldes han for Þorbjörn hornklofe eller - og hyppigst - blot Hornklofe; dette tilnavns tydning er usikker (13). Man har været tilbøjelig til at mene, at Þorbjörn stammede fra de vestlige øer eller lande (14), fordi han i sit digt omtaler austkylfur og austmenn; for G. Vigfússon er dette selvfølgelig et bevis for, at Þorbjörn har været en »vestmand« af fødsel (15). Men dette er en meget forhastet slutning. Man kunde for det første med lige så stor, ja med større ret antage det modsatte, da han etsteds omtaler »vestrøne« spyd. Sagen er imidlertid simpelt hen den, at digterens austkylfur er en ironisk betegnelse for Norges sydøstlige (Jæderens, Vikens) beboere, som altså enhver Nordmand fra de andre dele af Norge kunde anvende, og at, når Harald kaldes »Østmændenes konge«, er det et udtryk, som åbenbart er valgt med flid, idet skjalden derved stiller ham i en bestemt modsætning til de fra vesten komne og mod ham i Hafsfjorden kæmpende fjender (16). At skjalden kunde bruge denne betegnelse, skønt han ikke stammede fra Orknøerne, er selvindlysende. Imod denne antagelse af Þorbjörns vestlige herkomst står den direkte oplysning, vi får i Skáldasaga (17), hvor han siges at have haft en mægtig frænde på Oplandene, Hrólfr nefja (Hilds fader og Göngu-Hrólfrs bedstefader). Han kaldes fremdeles (18) »en gammel ven af konger, som lige fra sin barndom havde opholdt sig ved hirder«. Var han en »vestmand«, vilde denne oplysning være en usandhed (19), men hvorfor mistænkeliggøre en udmærket kilde, når man kun har en - i og for sig lidet sandsynlig - hypotese at stille imod den? I kong Haralds hal sad Þorbjörn i højsædet ved siden af Auðun (20), hvilket viser den anseelse, han nød. Han har rimeligvis været noget yngre end Auðun. Þorbjörns digte er følgende: (21)
1. Glymdrápa. Navnet (22) betyder sikkert '(krigs)larmens drape' og har sin grund i, at digtet særlig har handlet om kong Haralds mange hårde kampe, før erobringen af Norge var fuldragt. Heraf haves endel vers, hvis indhold er følgende: kong Haralds kamp med Orkedalsmændene i Uppdalsskoven (jfr. Hkr. I, 103. 108 - 9); to vers, som bægge fremhæver, at den kamp skete førend kongen som 'barnung' stødte sine skibe fra land', hvilket derpå fortælles; det var kongens første store søtog, da han begav sig til Solskel; kampen dér fortælles; dernæst handles om den anden kamp ved Solskel året efter, om kongens krigstog til Gotland, om hans vesterhavstog og specielt landgangen på Man. Det sidste halvvers: »Aldrig vil nogen, konge, mere berømt for sin gavmildhed, fødes under solens højtragende gamle stol (himlen), end du, Harald« hører sikkert til digtets slutning.
I Snorres tid har der sikkert eksisteret mere af digtet end disse forholdsvis få brudstykker. Således anfører Snorre i sin Olaf den helliges saga (23) Glymdrápa som kilden for beretningen om kongens kampe i Skotland, hvor der må sigtes til andre og flere vers end dem, der nu haves. Meget af, hvad der i sagaen om Harald hårfagre berettes om hans første kampe og bedrifter hos Snorre og hvorfor der ikke anføres noget vers, beror rimeligvis på Glymdrápa, således f. ex. hvad der fortælles i sagaens kap. 7 (om kampene i Trondhjem, foruden, at der sikkert har været flere vers, der handlede om den anden kamp ved Solskel). Iøvrigt er det nu ikke muligt nærmere at bestemme digtets oprindelige indhold og omfang.
Det er heller ikke let at bestemme, når digtet er forfattet. Det sidste vers, der handler om en begivenhed, er det, der handler om vesterhavstoget. Det gælder altså at bestemme, når dette er foretaget. I kilderne (Hkr. osv.) fortælles det efter Hafsfjordslaget. P. A. Munch har imidlertid antaget (24), at toget er foretaget før o. 870, medens G. Storm sætter det til 875 (25). Efter det afgørende slag i Hafsfjord (år 872) blev Norge, hedder det, ofte foruroliget af norske vikinger, som havde et tilflugtssted på de vestlige øer. Disse vikinger er åbenbart resterne af kong Haralds tidligere modstandere. For nu at knuse disse og gøre en ende på deres uvæsen har han foretaget sig et krigstog til vesten. Kilderne omtaler, som bekendt, også et tog til Orknøerne for at tugte Torf-Einarr jarl; i Olaf den helliges saga (26) gøres dette tog til det samme, som det, på hvilket han kom til Skotland, Man osv. Dette har fuldstændig rimelighedens præg over sig, og forholder det sig således, er toget næppe foretaget før opimod 890 (27).
Hermed stemmer på det bedste digtets forhold til digterens andet hovedkvad; i et langt stykke af dette behandles Hafsfjordslaget, medens man ikke finder spor af, at Glymdrápa har indeholdt et ord derom - og at digtet fra først af ikke har gjort det, bliver sandsynligt deraf, at skjaldene i det hele taget ikke plejede at besynge det samme to gange. Da nu Haralds vesterhavstog sikkert er foretaget efter 872, bliver der kun den antagelse tilbage, at Glymdrápa er yngre end det andet digt; da nu dette på grund af sit indhold må være digtet forholdsvis kort efter Hafsfjordslaget, er Glymdrápa sikkert ikke ældre end fra 880; man fejler vistnok næppe ved at sætte det til o. 890, især hvis man tør tillægge digtets udviklede teknik nogen betydning.
Digtets betydning har særlig været historisk, men da kun så lidt er tilbage deraf, er den for os temmelig indskrænket. Mere betyder digtet for os som et led i den gamle poesis udvikling, idet vi her for første gang finder et drotkvædet digt, som udelukkende handler om fyrsten selv; denne betydning træder især skarpt frem ved en sammenligning med f. ex. Þjóðólfs digte. I formel henseende er der her en stor forskel fra Brage at mærke. Den sidste rimstavelse står altid i næstsidste stavelse; der findes aldrig noget ubetonet ord foran hovedstaven (formen i de lige linjer aldrig B eller C); den drotkvædede form viser sig med andre ord fuldstændig normal, viser således en udvikling, som intet urimeligt har ved sig.
I sammenligning med Brages vers er Glymdrápa også i poetisk henseende et skridt foran hine. Der findes her en virkelig flugt og stemning i den energiske og knappe fremstilling, skønt Þorbjörns 2. kvad i så henseende står højt over Glymdrápa. Der er kraft i et vers som dette (v. 5) : »Fyrsten voldte en spydbyge mod kæmperne, dengang da brynjens gæslinger [de letflyvende pile] svirrede i Sköguls døn [kampen] og de røde sår spyede blod, da mændene segnede døde om for kongen i forstavnen. Sværdet rungede rasende på skjoldene, og ægfarveren [kong Harald] vandt sejr«. Der er en smuk og betegnende sammenligning i et vers som dette (v. 6): »Og fyrsten, vant til at bære skrækkehjælmen, lod med modigt sind den rappe linde[træs] hjort [skibet] binde til pælene ved flodbredden«. I det hele taget er ordene ypperlig valgte, tillægsordene særdeles malende, billederne træffende og korrekte. Men det synes, som om Þorbjörn i en særlig grad har yndet temmelig sammensatte (mangeleddede) omskrivninger. Snarest kommer dog dette af tidens endnu lidet udviklede lethed i at håndtere den vanskelige form, ligesom fremstillingen i det hele står på et mere primitivt standpunkt.
2. Þorbjörns andet hoveddigt har i kilderne intet navn. Da det handler om kong Harald og er i samtaleform, har nogle kaldt det Haraldsmál, et navn, der, som Wisén har bemærket, ikke er rigtigt. Han kalder det Haraldskvæði, hvorimod formelt intet er at indvende. Bedre og mere gammeldags lyder et navn som Hrafnsmál (28) , da det hovedsagelig er en ravn, som deri taler og giver svar på en valkyrjes spørsmål; således vil vi i det følgende kalde let.
Angående digtet, der for det meste er i málaháttr, har der i afskrivningens tidsrum hersket en del forvirring, idet nogle af versene i enkelte håndskrifter tillægges Þjóðólfr (ligesom omvendt enkelte vers af denne tillægges Þorbjörn); men dette har uden tvivl sin simple grund i, at personnavne i håndskrifterne som oftest antydes ved det første bogstav; et Þ kunde således af ikke-kyndige eller lidet tænkende afskrivere snart opfattes som det ene, snart som det andet af disse navne. Hos det 13. årh.s forfattere kan der jo også have været tilstede en mangel på ævne til at skælne mellem to samtidige skjalde. Hvorom alting er, kan der ikke være nogen tvivl om, at Þorbjörn er den, der har digtet Hrafnsmál, idet de bedste og ældste kilder, som Heimskringla, udtrykkelig og uden nogen forvirring tillægger ham det. Jfr. også det 1. vers, hvor digteren vil fortælle om »oddeidrætter«; dette vers tillægges Þorbjörn i Fsk., medens de vers, der netop handler om 'oddeidrætter' her, mærkeligt nok, tillægges Þjóðófr. Udgivere og fortolkere har heller ikke været i nogen tvivl om den sag. Derimod har der været en del uenighed om, hvorvidt alle de pågældende brudstykker tilhørte ét eller flere kvad. De fleste (som Wisén og G. Vigfússon) mener, at det hele er af ét og samme digt, medens andre (som Sigurðsson) (29) antager det modsatte. Jeg tager ikke i betænkning at slutte mig til de første, idet det er højst usandsynligt, at Þorbjörn skulde have digtet to kvad, bægge i málaháttr og bægge i den samme (samtale)form mellem de samme »personer«. Eksempel på sådant gives der ellers ikke i den hele skjaldepoesi. Afgørende er, at digteren i v. 1 siger, at han vil fortælle om kampe, men om sådanne fortælles der kun i det brudstykke, man har villet udskille fra det øvrige, der handler om kongens hofliv. Jeg kunde forstå en adskillelse af brudstykkerne med hensyn til deres tilblivelse i tid, men vel at mærke under den forudsætning, at det hele fra begyndelsen af alligevel skulde udgøre et hele; en antagelse, som dog savner ethvert holdepunkt.
Digtets indhold er i korthed følgende: Digteren opfordrer mændene til at høre, »medens jeg fortæller om den hovedrige Haralds »oddeidrætter« (kampe). Jeg vil fortælle om den samtale, som jeg hørte den blonde, hårlyse mø have med ravnen, som sad på klippepynten - 'Hvorfra er i kommen med blodigt næb og blodige klør?' 'Vi har fulgt Harald, den unge ædling, fra vi krøb ud af ægget -
Du kender vel den konge,
som på Kvinnar (30) bor,
Nordmænds fyrste,
ham med de dybe skibe
med de røde spanter
og de røde skjolde,
de tjærede årer
og tælte med søsprøjt.
han holdt som barn ikke af at sidde inde og varme sig ved ilden eller have dunfyldte vanter.«
Heraf er det klart, at digteren agtede at besynge nogle eller i det mindste én af kongens kampe; ellers vilde denne indledning være meningsløs. Og hvad var da rimeligere, end at skjalden holdt sig til den største kamp, Harald havde haft, som tillige var den afgørende, Hafsfjordsslaget (31). Derfor er det så sikkert som noget, at ingen fortsættelse her passede bedre, end netop en skildring af dette slag. Denne skildring, der gives i 6 vers, er en af de livligste og mest underholdende kampbeskrivelser, der haves. »Skibene var ladede med kæmper og hvide skjolde, med vestrøne spyd og vælske sværd. Bersærkerne brølte, kampen var i gang, ulvhednerne hylede og rystede jærnene. De fristede Nordmændenes fyrste, som bor på Udsten, men han lærte dem at flygte. Der var en dundren på skjoldene, før Haklang faldt.« Lige så rask og malende som denne beskrivelse er, ligeså morsom og vittig-spottende er den, som digteren giver af de flygtende fjender (se ovfr. s. 372). Det er ikke rimeligt, at flere kampe end denne har været beskrevne, da der intet som helst spor findes deraf (jfr. hvad der foran er bemærket om Glymdrápas indhold). Digteren lader nu valkyrjen gå over til at spørge om Harald og hans forhold til kæmperne, samt om disse selv (32). Først omtales kongens giftermål »med den stolte danske kvinde.« Dernæst spørges, hvor gavmild kongen er mod sine idrætsmænd, disse folk, som er så »raske til kamp, så hurtige til at fare afsted, til at bøje årerne, sprænge årebåndene, og, når kongen befaler det, stryge henover bølgerne«. Af skjaldene gives en meget livlig og interessant beskrivelse (se ovfr. s. 344). Dernæst omtales ulvhednerne [de som er i ulveskind, et slags bersærker], og endelig spillemænd og gøglere: »Andad tæmmer sin øreløse hund og bringer kongen til at le; der er også andre, der skal bære brændende spåner igennem ilden.«
Således giver da dette digt os, foruden en overordenlig smuk kampskildring, et uden al tvivl korrekt billede af kongens hird og hans bedste mænd, samt et meget værdifuldt indblik i kongens hofliv og hans pragtudfoldelse efter at han var bleven enehersker over Norge. Digtet har en kulturhistorisk betydning af første rang, det er en historisk kilde af uvurderlig værd.
Digtet er ikke godt overleveret, idet det både er mangelfuldt og ofte, hvad teksten angår, forvansket. Ikke desto mindre kan ingen undlade at lægge mærke til de smukke, lette rytmer. Den metriske form har sikkert været på højde med indholdets art og væsen.
Den 8-linjede strofe synes her at være en regel. Således består v. 1 - 11, [v. 12 er et halvvers], 13, [v. 14 består kun af 6 linjer; to er sikkert tabte; v. 15 er et halvvers], 16 og 17 af 8 linjer. V. 18 - 21 er for så vidt uregelmæssige, som v. 18 og 20 (bægge spørgerens vers) består af 5 linjer, hvor de 3 sidste linjer åbenbart er i ljóðaháttr; svarstroferne (v. 19 og 21) består af henholdsvis 11 (ɔ: 3 [ljóðah.-halvstrofe] + 8 [málah.] og 10 linjer (ɔ: 6 [ljóðah.] + 4 [½ str. i málah.]); på en lignende måde synes det at forholde sig med v. 22-23 (v. 23 = 18 og 20); 23 = 4 [málah.] + 6 [ljóðah.]. Det er åbenbart, at digteren med velberåd hu har anvendt en metrisk afveksling i en del af sit digt (jfr. Hákonarmál).
Forskellige 'uregelmæssigheder', som linjer på 4 og navnlig på 6 stavelser, forekommer; dette bør uden tvivl forklares således, at versemålet (vel ikke skabt af Þorbjörn selv) endnu står på et mindre systematisk standpunkt, i lighed med Brages drotkvædet. Nogle af disse uregelmæssigheder kan dog bero på forvanskning.
Hvad digtets tilblivelsestid angår, mente J. Sigurðsson (33), at stykket om slaget er digtet lige efter dette, og det var nærmest denne opfattelse, der på ingen måde er den eneste mulige, der bragte ham til at antage to forskellige kvad, idet han mente, at de andre vers måtte være digtede længe efter. Men forudsætningen for denne antagelse er unødvendig. Skjalden kunde meget godt endogså 10- 20 år efter slaget give en så levende skildring deraf, som kvadet indeholder. Skildringen af kongens hirdliv tyder på en så stærk udvikling og et så fremskredet standpunkt, som kun kan være nået flere fredelige år efter det afgørende slag. Dette bestyrkes ved, at kongens giftermål med den danske Ragnhild omtales; efter Munch (34) skulde dette være bragt i stand o. 885; efter tidsregningen i Egilss., som dog for dette punkts vedkommende ikke eller næppe kan betegnes som sikker, o. år 890. I hvert fald indeholder dette intet, der taler imod, at Hrafnsmál er digtet en 10 år efter Hafsfjordslaget og at Glymdrápa er endnu yngre.
En lausavísa haves i Skáldasaga, et sidestykke til Auðuns 2. digtet i samme anledning og, ligesom det, forvansket.
Af Þorbjörn selv får man det billede, at han har været en ualmindelig munter mand, der befandt sig vel ved kongens hird, og en mand, der forstod at give sin munterhed et passende udtryk; en mand, som i virkeligheden var i besiddelse af en poetisk åndsflugt og åndelig kvikhed. Det indtryk, han gør på os, er overordenlig velgørende. I skjaldedigtningens udvikling betegner han uden tvivl et lige så vigtigt som interessant led.
Ölvir hnúfa
Ölvir hnúfa var en søn af en i sin tid berømt høvding. Kåre på Berdla (på Brimangr i Firðafylki), Berðlu-Kári. Han var en meget rig mand, som sluttede sig til Harald. Kåre havde 3 børn, Eyvindr lambe, bedstefader til Eyvindr skáldaspiller, datteren Salbjörg, gift med Kveldulfr, Kåres tidligere vikingfælle, og så digteren Ölvir, hvis tilnavn er hnúfa (35). Brødrene var sammen med deres slægtning, Þórólfr Kveldulfsson, i flere år på vikingetog (36). For Ölvis vedkommende holdt denne vikingefærd op, da han engang ved et gæstebud hos Atle jarl på Gaular havde forelsket sig lidenskabelig i jarlens smukke datter, Solveig d. fagre. Da han kort efter friede til hende, fik han afslag, da jarlen fandt, at han ikke var hende jævnbyrdig. Dette tog Ölvir sig så nær, at han opgav sine vikingetog og søgte en trøst ved at digte »mange elskovskvad« om Solveig. Herover blev hendes brødre så fortørnede, at de vilde overfalde digteren i hans hjem, men han undslap, hvorpå han begav sig til kong Harald og sluttede sig til ham. Fra nu af opholdt han sig stadig hos denne »og blev hans skjald«. Dette må, efter tidsregningen i Egilss., være sket 869, hvorefter Ölvir vel er født o. 840. Han var med i Hafsfjordslaget og kæmpede i stavnen på kongens skib (38), ligesom han havde sin hædersplads i højsædet i hallen sammen med de andre skjalde (39). I de store stridigheder, som Kveldulfr og Skallagrimr havde med kong Harald, optrådte Ölvir mæglende og søgte, men forgæves, at få fred og forsoning istand imellem dem. Da kongen tog Þórólfr Kveldulfsson af dage på Sandnes, var Ölvir og hans broder i hans følge. Efter denne begivenhed vilde brødrene forlade kongen; de havde ikke »sind« til at sidde side om side med deres kære frændes banemænd. Kongen gav Eyvindr Þórolfs gård og enken til ægte, men Ölvir befalede han at blive hos sig »på grund af hans idræt« (ɔ: hans skjaldekunst) (40).
I Skáldasaga er Ölvir den 3. digter, som ved sit erotiske æventyr pådrog sig kongens vrede (jfr. ovf. s. 423 og s. 430) (41).
Foruden det anførte vides intet om Ölvirs liv, ti om en strid, han ifg. slutningen af Gullþóriss. skal have haft med kammeraterne Grímr og Gunnar (42), vides ellers intet. Rimeligvis har han opholdt sig hos kong Harald til sin dødsdag.
Ölvir synes at have været en for sin tid mindre krigersk natur, fredelig og forsonlig, men på det erotiske område, ligesom kongen selv, lidenskabelig hæftig. Det er sandsynligt, at det er hans fejlslagne kærlighedsforhåbninger, som har gjort hans sind blødere og mere indadvendt, end det før havde været. Han har på den anden side ikke været nogen vægelsindet karakter, men standhaftig og trofast mod sine venner og overhovedet i al sin færd.
Af hans digte er desværre meget lidet bevaret. Af de »mange kærlighedsdigte«, som han skal have digtet om Solveig, er der intet tilbage. Heller ikke af de - iøvrigt noget tvivlsomme - digte, han som de andre to skjalde (s. ovf. s. 423) skal have forfattet i den svenske konges hal. Af hans digt(e) om kong Harald selv er der endelig intet tilbage, medmindre to linjer om Tor og midgårdsormen er af et (skjold) kvad, som kongen har foranlediget. Desuden haves i Skáldasaga et - forvansket vers om hans natlige æventyr (43).
I Háttalykill Rögnvalds og Halls findes et versemål, kaldt Núfoháttr; det kunde mulig sættes i forbindelse med Ölvir.
Noter:
1): Hkr. I, 133-35, þáttr Hauks hábrókar Flat. I, 582. Fms. X, 206-8.
2): Skj. digtn. B I, 5.
3): Jfr. Háttatal v. 77.
4): Skj. digtn. B I, 6.
5): Fms. III. 69-70, jfr. 71, Hauksb. 447 f.
6): Egilss. 21.
7): Fms. III, 65.
8): K. Gíslason: Forandr, af Quantitet s. 257-8. Krit. stud. 61.
9): Fms. III, 80.
10): Skj. digtn. B I, 6.
11): Sn.-E. III, 137; jfr. B. M. Olsen: Den 3. og 4. grt. afh. 166-7.
12): Fms. III, 65-8, Hauksb. 445 ff.
13): Man har villet sætte ordet, som forekommer i betydningen ravn, i forbindelse med, at den ene talende i Þorbjörns mest berømte digt er en ravn. Sn.-E. III, 408.
14): „Non desunt exempla, quæ virum ex regionibus occidentalibus oriundum demonstrent, quum v. c. sæpius Norvegos appellet Austmenn, i. e. homines orientales, quemadmodum apud Orcadenses et Islandos«. J. Sigurðsson i Sn.-E. III, 407.
15): Corp. poet. bor. I, 254.
16): Jfr. G. Storm i (Norsk) Historisk tidsskrift 1880, s. 328.
17): Fms. III, 71; Hauksb. 449; Sn.-E. III, 407, not. 7.
18): Fsk. 6.
19): Man kunde også sige som så, at havde han været fra vesten, havde han snarest været en modstander af kong Harald.
20): Egilss. 21.
21): Skj. digtn. B I, 20-26.
22): Det findes i Hkr. I, 108. II, 198, Fms. IV, 212. ÓH (53) 91.
23): Hkr. II, 198, ÓH (53) 91, Fms. IV, 212, jfr. Fms. I, 193.
24): Norske Folks Hist. I, 1 s. 509.
25): (Norsk) Hist. Tidsskr. (1880) s. 326.
26): I Fms. IV, 212.
27): G. Vigfússon har ansat toget til tiden 880-4; Safn til s. Isl. I, 493.
28): J. Sigurðsson i Sn.-E. III, 410.
29): Sn.-E. III, 409. 410. Således også Fr. Sueti i Ueber die auf Haraldr hárf. bez. Gedichtfrgm. 1884, s. 14-15.
30): Ang. dette kan henvises til M. Olsen i Maal og Minne 1913. - Ang. et par andre vers (2 og 19) til O. v. Friesen i Arkiv XVIII, 62 ff.
31): Se herom G. Storm i (Norsk) Hist. tidsskr. 1880, s. 313 ff.
32): Herefter er det måske ikke mere ravnen, der svarer, men den der spørger. V. 13 kunde synes at tyde derpå.
33): Sn.-E. III, 409.
34): Norske folks hist. I, 1, 512.
35): Egilss. 3-4. Tilnavnets betydning er usikker. Mulig har han haft en beskadiget næse, jfr. ordet núfa's betydning NgL. I, 85: „af en trælkvinde, som stjæler for 3. gang, skal næsen afskæres; da hedder hun stufa og nufa".
36): Egilss. 5.
37): Sst. 6. 11.
38): Egilss. 25.
39): Sst. 21.
40): Sst. 22, 44-5, 62 ff., 67-8, 73 ff.
41): Fms. III, 65-7, Hauksb. 1. c.
42): Gullþóriss. (udg. af Kålund) s. 47.
43): Skj. digtn. B I, 6.
