Formlære - II. Adjektiver (Grammatik for det islandske oldsprog)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grammatik for det islandske oldsprog

Af; Finnur Jónsson
København 1925

C. Formlære
II. Adjektiver

   54. a. I de klassiske sprog böjes adjektiverne ganske som substantiverne. I de germanske sprog findes en afvigelse herfra, der har sin grund i, at pron. dem., der så ofte kom til at slå foran adjektivet, indvirkede på dette, således at visse kasusendelser omdannedes efter pronomenets. Særlig tydelig ses forholdet i got., hvor det f. eks. i acc. sg. masc. hedder þana blindana, dat. sg. þamma blindamma, ntr. nom.-acc, sg. þata blindata, gen. sg. fem. þizōs blindaizōs osv. Hertil svarer i oldsproget þan(n) blindan, þeim blindum, þat blint, þeirar blindrar osv. Denne böjning kaldes den stærke; i modsætning dertil kaldes den form, adjektivet får, når artiklen sættes foran det, den svage.
   b. Ved siden af ntr. blindata har got. en t-løs form: blind; denne genfindes i oldsproget, men kun i substantiver (substantiverede neutrer) som hljóð, full, ljós, hol, verð, djúp, tóm, vé osv.
   c. Adjektiverne deltes oprl. - ligesom i latin og græsk - efter stammer, der faldt sammen med substantivernes, men i oldsproget er forholdet så godt som helt udvisket. Det oprl. skimtes kun ved hjælp af rodvokalen; hvor denne er i-omlydt, foreligger en i-st. eller en u-st., mærr (af māriʀ, dýrr (af diūriʀ), sterkr; hvor der findes dobbelformer som þjokkr-þykkr, er det tegn på oprl. u-st. (jfr. got. hardus, acc. hardjana). Der er således i nordisk kun tale om én - stærk eller svag - böjningsmåde.
   55. Den stærke bojningsmåde (jfr. § 5 k).

Sg. masc. blindr blindan blindum blinds

fem. blind blinda blindri blindrar

ntr. blint blint blindu blinds

Pl. masc. blindir blinda        \         \

fem. blindar blindar blindum blindra

ntr. blind blind  / /

   a. Pronominalendelserne er her særlig betegnede; acc. fem. er næppe den oprl. form. men omdannet efter þá. I nom. pl. masc. er r föjet til fra subst. I ntr. er a udstødt: blint (f. blindt af blindat).
   b. Her gælder det samme som ved subst. med hensyn til assimilationer i nom. sg. masc. der også finder sted i dat.-gen. sg. fem. og gen. pl.: vænn, vænni, vænnar, vænna; gamall, gamalli. gamallar, gamalla. Ligeledes med hensyn til sammentrækninger, hvor st. er tostavet; undtagelse herfra findes i heimill, der ikke sammentrækkes. I adjektiver og part. perf. på -inn hedder ntr. -it. 1 acc. sg. masc. udstødes her ikke i, men endelsens a, så at acc. bliver lig med nom. Samme regel følger mikill og lítill, ntr. mikit, lítit, hvor 1 i ubetonet stavelse er bortfaldet; ved analogi er så dertil dannet acc. mikinn, lítinn (om assimilation af ln-nn kan der ikke være tale). Sannr hedder i ntr. satt (jfr. § 28 b). I heilagr forkortes ei til e foran lg: helgan, helgir osv. (jfr. § 15). I senere tider kan der findes usammentrukne former som heilagan, auðigan osv. Vesall (sammensat af ve og sæll) behandles som adj. på -all (acc. veslan osv.): ligeledes ýmiss, hvis sidste led -miss bliver -mis på grund af betoningssvaghed og sammentrækkes (ýms- og ýms-).
   c. wa-, wō-st. og ja-, jō-st böjes ganske som a- og ō-st.; w og j bortfalder foran endelser, der henholdsvis begynder med u og i, foran s, r, t og hvor de skulde stå i udlyd; de kan i senere tidsrum også helt forsvinde (fǫlan, frægan, dog aldrig f. eks, i miðr).
   56. Svag böjningsmåde.

sg. nom. acc, dat. gen. Pl. nom. acc. gen. dat.

blindi blinda blindu blindum

| |

blinda blindu   i alle kön

blinda blinda

   a. Denne form anses egl. for at være det substantiverede adj., et svagt subst.; Óláfr, sá helgi (= sá heilagr maðr) opfattedes som Óláfr sá, efterfulgt af adjektivet; substantivet, der brugtes i forbindelsen sá eller hinn, blev adjektiviseret; foran tilnavne især kunde sá eller hinn (artiklen) udelades (Óláfr helgi). Hele sing. er identisk med an- og ōn-st, medens hele pl. er som de neutrale an-stammers.
   b. Endel adjektiver böjes ikke svagt som miðr, allr, sumr, annarr.
   c. Enkelte, især sammensatte, adjektiver böjes kun svagt som jafnaldri, dumbi, einmani; i reglen får de også a i nom. sg. masc; -um er dat. pl.-endelsen som ellers.
   57. Komparation.
   Adjektivernes komparation sker ved at der til stammen i positiv föjes henholdsvis -ari, -astr eller -ri, -str for at danne komparativ og superlativ. Med den sidste (kortere) endelse følger altid i-omlyd. -ari, -astr beror på en form som -ōzen, -ōsto. -ri, -str på -izen, -isto (jfr. got. -ōza. -ōst. -iz, -ist): supertativendelsen er komparativens + to.
   58. Komparativens böjning.

nom. acc. dat. gen. pl. dat.

spakari, betri spakara,betra spakari, betri spǫkurum, betrum

| |

spakari, betri spakari, betri   i alle kön

spakara, betra spakara, betra

   Masc. og ntr. sg. er an-st.-böjning. medens fem. sg. og pl. er identisk med īn-st. Her findes de sædvanlige assimilationer og sammentrækninger: heilli (f. heilʀi; knáari-knár(r)i; mjóvari-mjóari, mjóri).
   59. Superlativen böjes ganske som positiven, både stærkt og svagt.
   60. Det er ikke altid at -ari og -astr, -ri og -str følges ad. Til -ari kan i superl. svare -str og omvendt. Ord på -ligr har sædvanlig den korteste form i komp., den længste i superl. Enkelte har bægge former jævnsides (þungr-þungari og þyngri osv.).
   61. a. Nogle adj. har komp. og superl. af forskellig stamme:
   gamall: ellri-elztr (af alþiʀ-, jfr, aldr).
   góðr: betri-beztr, baztr (superl. skulde egl. hedde: betistr, acc. baztan osv, herefter dannedes baztr, og omvendt beztan osv.).
   illr, vándr; verri (af versiz-) -verstr.
   mikill: meiri-mestr (af maiz-, maist-).
   lítill: minni-minstr.
   margr: fleiri-flestr (af flaiz-, flaist-).
   ungr: æri-æstr er kun tilsyneladende uregelmæssigt. ti æri-æstr er sammentrukne af junhiz-jōhiʀ-, junhist-jōhist- (got. juhiz-); disse former afløstes af analogiformerne yngri-yngsir.
   b. Endel adj. har ingen positiv, især de, der betegner retning eller beliggenhed som:
   nyrðri-nyrztr, synnri-synnstr (syðri-syðstr) osv. Ligeledes: æðri-æztr, fremri-fremstr, innri (iðri)- instr, ýtri-ýztr (ytri-yztr) og flere. De er dannede af substantiver eller adverbier.
   c. Kun i komp. findes hægri ('höjre'; egl. komp. til hógr), vinstri (en form som vístri beror temmelig sikkert på skrivefejl).