Forord (Den gamle nordiske gudelære)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Reprint Add.jpg


Finnur Jónsson: Gylfaginning
Heimskringla Reprint
Den gamle nordiske gudelære


oversat af
FINNUR JÓNSSON
(1902)


Forord


Omkring Aar 1200 havde den islandske originale Sagaskrivning naaet sit Højdepunkt, naar man ser bort fra et Værk som Snorre Sturlusons Heimskringla eller de norske Kongers Sagaer fra Urtiden af og til Sverre. Disse Sagaer betegner i og for sig et Studium af Fortiden. Men ogsaa paa andre Maader fremtræder der et saadant. Næst efter Sagaen var det den gamle Eddadigtning og den gamle Skjaldekunst, man hægede om paa alle Maader. Skjaldedigtene var desuden nøje knyttede til Sagaen som dennes bedste Kilder og Sandhedsbeviser. Men disse Digte beroede paa Kunst, tilmed en ingenlunde let tilgængelig Kunst. Der skulde betydelige Evner, især Skarpsindighed og Kombinationsevne, og desuden visse positive Kundskaber til for med Held at kunne optræde som Skjald. De gamle Digtes hele Form havde ført til Nødvendigheden af et særligt og et overmaade righoldigt Sprog, der var ejendommeligt for Skjaldene, det saakaldte Skjaldskabssprog, Skáldskaparmál. De korte Linjer (paa 4 - 6 normale Stavelser), Rimene (to enslydende eller liglydende Stavelser) i alle otte Linjer af Verset, og endelig Bogstavrimet (et Linjepar forbundet med 3 Rimbogstaver) - alt dette var uomgængelig nødvendigt Tilbehør, som lagde Digteren ikke ubetydelige Hindringer i Vejen. Det Sprog, man til daglig talte slog langtfra til. For de hyppigst forekommende Begreber og Ord, f. Eks. Konge, maatte der først og fremmest skabes flere Betegnelser; en Konge kunde saaledes kaldes "Hersker, Herre, Styrer, osv." eller "Fylker" (af sin Virksomhed som Krigernes Fører) eller, fyldigere, "Mændenes, Krigernes Fylker". Det sidste viser allerede et Skridt i Udviklingen, Tilblivelsen og Brugen af sammensatte Betegnelser. Ogsaa saadanne maalte skabes og de anvendtes efter en stor Maalestok. Disse sammensatte Benævnelser, der kaldtes "Kenninger", var af en dobbelt Art; den ene var den overmaade simple, der allerede er omtalt. Den anden, der er udviklet af den første og formelt ensartet dermed, skiller sig derfra ved at indeholde en Sammenligning, der er meget nærbeslægtet med den, der findes i alle Gaader. Vilde man spørge, "hvad er det for en Hest, man rider over Havet paa?", vil ingen være i Tvivl om, at det er Skibet, der menes; det svarer paa Søen til Hesten paa Landjorden: i Steden for hver Gang at udtrykke dette ved saa mange Ord, fandt man, at det nemmeste var blot at sige "Søens Hest" - saa havde man det hele i en kort og fyndig Betegnelse, der tillige var poetisk anskuelig. For "Sø" og for "Hest" kunde man dernæst anvende alle Synonymer ("Hav, Bølge, Vand, Elv, Flod osv.") og desuden kunde hvert af Leddene atter omskrives. Det er klart, at der var saa at sige ingen Grænser for Kombinationer for en heldig Digter. Paa denne Maade havde Skjaldskabssproget alle Betingelser for at kunne blive overmaade rigt. Bl. a. kunde en tapper Kriger passende sammenlignes med en Gud, f. Eks. Odin, Ty, og kaldes "Kampens, Sværdets, Skjoldets Odin osv." Herved staar vi ved Brugen af mytologiske (og sagnhistoriske) Navne og Begreber i Skjaldskabssproget. Ogsaa andre mytologiske Forestillinger viste sig at kunne afgive Stof til Kenninger. Paa Grund af Myten om, hvorledes Loke berøvede Siv hendes Haar og blev tvungen til at skaffe hende et nyt, og den Omstændighed, at dette nye Haar var helt af Guld, laa det jo nær at kalde Guldet for "Sivs Haar"; naar det hed, at de Taarer, Freyja græd over sin Mand, der aldrig vendte tilbage, var det rene Guld, kunde det ogsaa kaldes "Freyjas Taarer eller Graad" osv. Alt dette blev nu taget i Brug af Skjalden; Følgen var, at han maatte besidde visse, og ikke saa faa, mytologiske (og sagnhistoriske) Kundskaber for at kunne digte rigtig; den unge Skjald maatte lære disse af de ældre, maatte, som en af dem udtrykker sig, "føres til Ravnegudens (Odins) hellige Bæger" (Digterdrikken, Digtekunsten). Før Skriftens og Bøgernes Tid (det 12. Aarh) maatte denne Undervisning foregaa mundtlig, og den foregik i Forbindelse med en udstrakt Udenadslæren af ældre Skjaldes Kvad. I den litterære Tid laa det nær for de i Sagen interesserede at lette de unge Skjalde Arbejdet ved at samle Stoffet i større eller mindre Grupper og optegne det. De ældste Forsøg i denne Retning bestod i at samle ensbetydende Navne i Remser paa Vers. for at de bedre kunde læres udenad og huskes. Af saadanne Remser findes en betydelig Mængde samlet i et Par Hovedhaandskrifter af Snorres Edda.
   En samlet prosaisk, systematisk Fremstilling, oplyst ved træffende Skjaldevers, var det forbeholdt Snorre Sturluson (1178—1241) at give. Tidlig er han kommen i Berøring med Skjaldedigtningen. Det første Digt, der nævnes af ham, er et - nu tabt - Kvad om Hakon Jarl Galin, d. 1214; det maa være forfattet senest 1213, men Snorre, der da var allerede 35 Aar, har sikkert forsøgt sig endnu tidligere som Skjald, og herved er han kommen til at beskæftige sig med den til Kunstens Udøvelse hørende, nødvendige Lærdom. Den Lyst til videnskabelig, kritisk Behandling og Fremstilling, som han lægger saa smukt for Dagen i sit berømte historiske Værk, har gjort sig gældende overfor Skjaldedigtningen, dens Teori og Sprog, og han har foretaget sig at forfatte en Lærebog for "unge Skjalde". Det nære Forhold mellem Skjaldesproget og Mytologien indsaa han grant, og han har fra først af været paa det rene med, at en Fremstilling af det vigtigste af den gamle Mytologi som Grundlag var nødvendig. Og saa skrev han sin Edda, hvilket Ord utvivlsomt betyder "Poetik" (Digtekunst) i gammel nordisk Forstand. Dette Værk findes fuldstændig i flere Haandskrifter [1]. Den anden Hoveddel af dette Værk bestaar af en systematisk Fremstilling af Skjaldskabssproget, d. v. s. de poetiske Omskrivninger og Benævnelser af enhver Art; ind imellem skyder Snorre nogle Gange længere Prosastykker af mytologisk eller sagnhistorisk Indhold af stor Værdi. Værkets tredje Hoveddel er hans eget, 102 Vers lange, Digt om Kong Hakon den gamle og Hertug Skule, forfattet med den største Kunst i forskellige Versemaal; derfor kaldt Háttatal. Gennem dette Digt vinder vi en Tidsbestemmelse for Værkets Tilblivelse der antydes Begivenheder i Norge fra 1221, men ingen senere; Digtet maa derfor være forfattet senest 1222-23. Men det forudsætter at alt det øvrige dengang forelaa. Da nu Snorre var udenlands 1218-20, er det rimeligst at tænke sig, at Væket, for største Delen i alt Fald, var færdigt før 1218.
   Den første Hoveddel er Snorres Fremstilling af den gamle Mytologi, bestaaende af Spørgsmaal og Svar mellem den forklædte Kong Gylve og den treenige Odin, Høj, Jævnhøj og Tredje. Denne Form er hentet fra de almindelige middelalderlige Lærebøger. Indholdet er Verdens mytiske Historie i kronologisk Orden fra Verdens Tilblivelse til dens Undergang, hvori indordnes en Beskrivelse af Verdens vigtigste Fænomener, af de enkelte Guder og Gudinder, samt de uforlignelige Afsnit om Tors Storbedrifter, der i stilistisk Henseende er sande Mesterstykker. Denne mytiske Histories vigtigste Kilde og Forbillede er det gamle Eddadigt fra det 10. Aarh., Vølvens Spaadom. Snorre følger med en enkelt Undtagelse Digtets Fremstilling og anfører mange Vers deraf. Men han anfører langt fra alle de Vers, han har benyttet. Det ses, at Snorre har haft Digtet i væsenlig samme Form som den, vi kender. Andre Digte, der har været Snorres vigtigste Kilder er Vavtrudnismaal og Grimnismaal; om Benyttetsen af dem gælder det samme. Foruden disse og enkelte andre Digte (jfr. Fortegnelsen bag i Bogen) har Snorre benyttet den mundtlige Overlevering; dette gælder især de længere Prosastykker (Tors Rejser, Lokes Børn, Balders Død osv.). At han ikke har faaet alt med i sin Fremstilling fremgaar deraf, at et Par Myter har han stukket ind i det andet Hovedafsnit, samt af at han i sin Heimskringla anfører Myter, der ikke findes her. Fremstillingen har enkelte Huller, der aabenbart beror paa mangelfuld Viden ikke blot hos Snorre selv, men ogsaa has hans Samtid. Han har ogsaa behandlet sine Kilder undertiden noget frit og fortolket dem vilkaarligt, vistnok fordi hans videnskabelige Metode endnu ikke havde faaet den Sikkerhed, som vi mærker i Heimskringla. Tiltrods for hvad der saaledes med Rette kan udsættes paa Snorres Fremstilling, er den dog beundringsværdig, naar vi ser hen til den Tid, den hidrører fra. Dens Betydning ligger ikke alene i de forskellige Vink, den indeholder til Forstaaelse af Enkeltheder i de benyttede Digte, men ogsaa og især ved den Del af Indholdet, der ikke kendes andet Steds fra, og dette er ikke saa lidet. Foruden dette er det jo altid interessant at se, hvad en intelligent Mand kan faa ud af et Æmne, der i Snorres Tid maatte være saare vanskeligt at behandle. Den, der vil beskæftige sig med den gamle Mylologi, kan umulig forbigaa Snorres Edda, især dennes første Del; tværtimod maa den i flere Henseender regnes som en Kilde af Rang.
   Snorre er, som fremhæved i Anmærkningerne, ikke saa lidt paavirket af kristelige Forestillinger (Alfader-Bemærkningerne); dette hænger sammen med hele hans, Syn paa de gamle Guder som oprindelig fremragende Mennesker (jordiske Høvdinger), hans euhemeristiske Opfattelse. Denne har han fremsat i Heimskringla samt i sin egen Fortale til Eddaen; da denne Fortale, der ogsaa i andre Henseender er mærkelig for Snorres Tid, saaledes staar i den nøjeste Forbindelse med Snorres mytologiske Fremstilling, er den medtaget her.
   Fremdeles maa det erindres, at hele det første Afsnit egenlig kun er Indledning til det andet; man mærker gentagne Gange, at det egenlige Formaal med det hele er at undervise unge Skjalde. Saaledes undlader Snorre f. Eks. ikke at optage de længere Fortegnelser over Dværgenes Navne, Odins Navne, Elves Navne og lign. Derfor har jeg ikke anset mig berettiget til at udelade nogen af disse Navneremser, da det vilde have fordunklet Værkets Karakter.
   Som Tillæg er tilføjet de Myter, der findes i det andet Afsnit, da de supplerer det første paa en ret heldig Maade.
   Nærværende Oversættelse er fremkommet, fordi man har ment, at der maatte være ikke saa faa, der, ude af Stand til at læse Originalen, kunde have Interesse af og Lyst til at gøre sig bekendt med Snorres mytologiske Fremstilling. Forudsat at det maatte forholde sig saa, er Oversættelsen ikke overflødig, eftersom Nyerups gamle Oversættelse (2. Udgave 1865) nu ikke mere er at faa og lider desuden af enkelte Mangler; det samme gælder vistnok ogsaa E. Jessens fra 1867, der ogsaa lider af flere Særheder i den sproglige Gengivelse.
   Ikke uden Betænkeligheder har jeg paataget mig at udføre en Oversættelse som denne til et Sprog, der ikke er mit Modersmaal, og der vil sikkert findes endel at bemærke, tiltrods for at jeg har søgt at gøre Arbejdet saa godt jeg kunde. En udmærket Hjælp har Hr. Bibliotekar Dr. Kr. Kaalund ydet mig ved at gennemlæse mit Manuskript og give mig gode Vink med Hensyn til flere Enkeltheder: herfor bringer jeg ham min bedste Tak. Det fulde Ansvar paahviler selvfølgelig mig alene. Jeg har med Flid undgaaet al Arkaiseren og kun villet gengive Teksten i et saa moderne og godt Sprog, som jeg kunde; jeg har efter Evne søgt at gengive Snorres vekslende Stil, idet han snart er alvorlig og opfyldt af den Tragik, Indholdet har (f. Eks. i Afsnittene om Balders Død og Verdens Undergang), snart, efter Indholdet, fint ironisk og overlegen spydig (i forskellige af Gangtræts Replikker, i Afsnittet om Tor og Udgaardsloke).
   Endelig bemærkes, at de ovenfor nævnte Oversættelser har jeg ikke benyttet. Derimod har jeg ved Gengivelsen af Versene haft Støtte i H. G. Møllers Oversættelse af "Den ældre Edda" (1870) og laant derfra nogle Udtryk. Flere af de verbale Overensstemmelser er dog ganske tilfældige.

København, April 1902.

FINNUR JONSSON.


Fodnoter:

[1] Jfr. herom en Afhandling i Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 1898.