Fortællingen om Tormod

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Tormod

Þormóðar þáttr


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Tormod hos Knud den Mægtige

Tormod Kulbrynsskjald var en stadselig mand. Han var dygtig i idrætter, en god skjald, middel af vækst og den modigste af alle. Han trivedes ikke efter Torgeirs — sin fostbrors — død, og den samme sommer, som denne blev dræbt, drog Tormod udenlands fra Vedil vestpå, og der fortælles ikke noget om deres færd, før de kom til Danmark.

Dengang regerede Knud den Mægtige dér, og han fik at vide om Tormod, at denne var meget ulig andre mænd både med hensyn til mod og kappelyst og ligeledes skjaldskab. Kongen sendte bud efter ham og bad ham opsøge sig. Tormod begav sig af sted med det samme og gik hen for at møde kongen, og han gik for ham og hilste ærværdigt på ham. Kongen tog godt imod Tormod og indbød ham straks til at være hos sig, »— og det siges om dig,« sagde kongen, »— at du er godt egnet til at være ved en konges hof og tjene fyrstelige mænd.« Tormod svarede: »Det kan jeg ikke — herre! — ved det, at jeg ikke egner mig til at sidde på førsteskjaldens plads — med sådanne skjalde, som har været hos dig — og jeg har ingen erfaring med at digte om tilsvarende høvdinge, som du er.« Kongen sagde: »Det er mit ønske, at du vælger at blive hos mig.« Da svarede Tormod: »Det vil næppe arte sig — herre! — da jeg er svær at stille, og det kan være, at jeg ikke tager mig i agt, og jeg ville syntes dårligt om det, hvis jeg fik rodet mig ud i ulykker her på grund af mit sindelag, for jeg er ofte utilbøjelig til at handle imod min natur, og jeg vil desuden bede dig ikke at tage det, jeg nu vil sige, ilde op: Det siges indimellem af visse folk, at det ikke er gået helt godt for de mænd, der har opholdt sig hos dig.« Kongen sagde: »Torarin Lovtunge har været hos mig.« Tormod svarede: »Det er sandt — herre! — men der var dog en gang, hvor det ikke forekom usandsynligt, at Torarin ikke skulle komme hel herfra, og du vil desuden erfare, at jeg er en meget værre skjald end Torarin.« Kongen sagde: »Længe skal man forhøre sig ved dig — Tormod! — og det kan gå en tid, men deraf fremgår det, at jeg virkelig ønsker din tjeneste.« »Gud takke dig for det — herre!« sagde Tormod, »— og så vil jeg forsøge at udvise mådeholdenhed, for jeg véd, at du er den agtværdigste, man kan tjene.« »Nu vil jeg,« sagde kongen, »— bevise det, som jeg nævnte før, at du snarere kommer til mig end ikke, og jeg vil give dig tilsvarende vilkår, som Torarin fik, og det var én mark guld i løn.« »Herre!« sagde Tormod, »— hvis jeg tager imod dette vilkår, vil jeg i høj grad få brug for din hjælp og støtte, for jeg har — som jeg fortalte dig — ganske svært ved at styre mig.« Tormod tog nu imod dette, at opholde sig ved kong Knuds hof, og han var dér en tid og blev vel anset. Han underholdt ofte kongen, og det fortælles, at han underholdt bedst af alle, og ofte kvad han vers om det, der indtraf. Kongen var godt tilfreds med ham, og der skete desuden ikke mere, end han havde forventet. Sådan gik sommeren.


2. Tormod og Hårek

Om vinteren — fortælles det — kom der en mand til hoffet, som hed Hårek. Med ham forholdt det sig sådan, at selv om han var en stor viking og ildgerningsmand, var han dog kong Knuds ven. Han bragte ofte kongen stort krigsbytte og mange dyrebare sager, og denne satte ham meget højt. Det fortælles, at kongen da spurgte Hårek, hvordan det var gået ham om sommeren, hvortil denne svarede, at det ikke var gået så godt, og at han havde mistet sin stavnbo, »— og jeg vil bede dig om det — herre! — at du skaffer mig en anden stavnbo, selv om det vil være vanskeligt at finde hans afløser, idet jeg mener, at han altid havde ordet i sin magt, når et svar var tiltrængt, hvad enten der skulle uddeles fornærmelser eller fremføres rosende ord.« Kongen tænkte over denne sag og sagde desuden, at han ville indbyde Hårek til ophold hos sig, hvis han ønskede det og holdt inde med sin hærgen — og han sagde, at det forekom ham rimeligst, at Hårek besluttede at gøre sådan. Men Hårek sagde, at han ville fortsætte med den samme beskæftigelse. Han var om vinteren dér hos kongen. Han var venligtsindet imod Tormod og gav sig ofte i snak med ham.

Hårek henvendte sig ganske ofte til kongen om den stavnbo, som denne skulle skaffe ham, men kongen var ikke så hurtig til at afgøre sagen. Tormod var ikke udsat for folks misundelse, såden som det ofte kan ske for dem, der er nytilkomne ved hoffet og som bliver højt anset. Håreks sag kom dertil, at han sagde til kongen, at han ville vælge Tormod til sin stavnbo. Kongen havde ikke noget at indvende imod det, hvis Tormod selv ville, og sagen blev da forelagt ham. Han optog det noget trægt, og det endte med, at kongen selv talte med ham om det og sagde, at han ønskede, at Tormod tog tjeneste hos Hårek. Tormod svarede: »Det er nu mest efter mit sindelag at blive hos dig — herre! — og ham Hårek er jo helt ukendt for mig.« Kongen lagde da pres på Tormod og sagde, at han til gengæld ville få kongens venskab, hvis han nu efter dennes ønske ville gøre dette, så længe sommeren varede. Tormod svarede: »Jeg vil nu helst — herre! — blive hos dig, men siden du beder mig om dette, vil jeg ikke uden videre afvise det. Jeg vil dog sætte visse vilkår for sagen. Hvis jeg begiver mig på denne færd med Hårek, så vil jeg bestemme over, hvorvidt vi skal søge havn eller sejle væk.« Kongen samtykkede i dette og sagde, at det skulle være, som Tormod forlangte.

Så kom den tid, hvor Hårek og Tormod skulle forlade hoffet, men da kom der ikke fra kongens side de gaver til Tormod, som denne syntes, han var blevet lovet. Nu var både han og kongen på samme sted, og så mente Tormod, at det måtte være på sin plads på én eller anden vis at minde kongen om det, så han kvad dette vers:


Fafners leje lod du
Lovtunge tit skænke —
mig du holdt i håb om
hedeslangens mærker;
ret det — røverflokkes
revser! — jeg fortjener,
eller skal jeg uden
over søen drage?


Kongen smøgede straks en guldring, der var en halv mark værd, af sin arm og gav til Tormod. »Det skal du have mange tak for — herre!« sagde Tormod, »— og tag ikke min uforsagthed ilde op, selv om jeg fremturer med dette, men du sagde — herre! — at jeg skulle få én mark guld af dig i løn.« Kongen sagde: »Det er sandt, hvad du siger — skjald! — og det skal heller ikke mangle.« Kongen tog da endnu en ring og gav ham, og da Tormod modtog denne ring, kvad han dette vers:


Bardens våde vejes
'vakre ild på begge
arme ser mig alle
ud fra gården bære.
Høvding! — du som hindrer
hungren mellem ørne —
gavmildt gav du skjalden
guld til begge arme.


Derpå skiltes han og kong Knud.


3. Da Tormod dræbte kong Olavs stavnbo

Nordboernes skibe Figur 7.jpg

Tormod indgik da i Håreks skibmandskab og blev gjort til hans stavnbo, og de tog af sted om sommeren, og Tormod syntes at være vel skikket både med hensyn til ord og mod, og folkene syntes særlig godt om ham.

Det fortælles, at de engang hen sidst på sommeren var ved at lægge til med deres skib ved en ø sent om aftenen, og da så de nogle skibe komme strygende frem imod dem. Det var et drageskib, som var forrest, og det var et meget stadseligt skib. Da dragen kom frem til det skib, som Tormod var på, råbte en mand fra dragen: »Ud af kongens havn — nu!« sagde han. De ville straks slå teltene ned og forlade havnen, men da Tormod så det, bad han dem ingen steder tage, »— og husk nu på,« sagde han, »— hvad der aftaltes mellem os — at jeg skulle bestemme sådan noget.« De svarede — hans skibskammerater — og bad ham ikke være så heftig, »— for du har kunnet bestemme over dette indtil nu, og det kan stadig være, at det bliver sådan.« Dragen strøg nu frem mod skibet med Tormod og kom tæt på, og de folk, der var på dragen, fandt at det gik trægt med at komme ud af havnen. Det fortælles, at stavnboen på dragen rejste sig og trak sværdet og huggede efter Tormod, men denne lod sig ikke holde tilbage og huggede igen mod manden, og det endte med, at den anden døde, mens Tormod ikke kom til skade. Og Tormod sprang straks fra sit skib op på dragen og fór med skjoldet for sig agterud på skibet helt til løftingen. Under alt dette opstod der råben på skibet, og folk spurgte, hvad der foregik. Straks derpå blev Tormod grebet, mens vikingerne i det samme sejlede væk uden at bryde sig om Tormod, og hvad der blev af ham.

Drageskibet blev ledet af kong Olav, og han fik at vide, hvad der var sket, og ligeledes at drabsmanden var blevet pågrebet. Kongen beordrede manden dræbt og sagde, at det havde han fortjent, men da Finn Arneson hørte kongen sige dette, trådte han frem og ville vide, hvem den mand var, som havde dræbt stavnboen, og da de mødtes, sagde han: »Hvordan kunne du være så dristig, at du vovede at springe på kongeskibet, når du forud havde handlet sådan?« Tormod svarede: »Det kom sig af,« sagde han, »— at jeg ikke ænsede liv eller død, hvis jeg kunne komme i kongens vold.« Så fortalte Finn biskop Sigurd dette og bad ham hjælpe sig med at overtale kongen til at skåne manden, og de to talte om sagen, og det forekom dem, at Tormod på alle måder havde været tapper, og så bad de kongen om, at denne skulle give ham fred — og de talte meget for sagen. Kongen spurgte, hvorfor manden havde givet sig i hans vold, når han før havde været dér på det andet skib — og så dårligt som han havde stillet sin sag. Tormod hørte dette selv og svarede kongen med dette vers:


Hele verden vandt jeg,
hvis du tog imod mig —
du, som stolt i stavnen
stridens farer trodser.
Liv og død jeg delte
— dådrige sværdfører! —
helst med dig; mit hærskjold
her jeg gerne bærer.


»Ja,« sagde kongen, »— det fremgår tydeligt af disse tiltag, at du ikke tager vare på livet, når bare du får det, som du vil. Jeg tænker dog, at du vil forsvare den plads på skibet, som du får tildelt. Hvad hedder du i øvrigt?« Tormod sagde sit navn, »— og jeg er Torgeir Håvarsons fostbror.« Kongen sagde: »Der skulle være mere lykke forbundet med dig end med Torgeir, men det forekommer mig, at du er bestemt til ulykke, så ungdommelig du end er. Hvor mange har du i øvrigt dræbt?« Tormod kvad da verset:


Seks i sværdets møde
siden fjendskab opstod)
strakte jeg af stålregns-
stærke mænd til jorden.
Tæt på tredive vintre
tyd’ligt jeg dog mindes
fjenders fald; jeg våben
førte da mod hov’der.


Kongen sagde: »Omstændighederne byder, at du ikke opnår yderligere tredive år, og det er dog skade med sådanne mænd, for du kunne blive en stor skjald.« Tormod svarede: »Det kommer nu i høj grad an på dig, hvor gammel jeg skal blive, men jeg venter godt af dig takket være din ven — Torgeir Håvarson, min fostbror. For jeg forlod særligt Island af den grund, at jeg mente at vide, at du ville lade din ven og livvagt — Torgeir Håvarson — hævne, og jeg vidste mig forpliget til at hævne ham under dit overopsyn.« Kongen sagde: »Du skal få dit hoved, siden du nu har opsøgt mig. For min skyld kan du drage, hvorhen du vil.« Tormod svarede: »At få livet i gave betyder lidt for mig, for jeg ved intet om Norge, og jeg vil ikke opsøge andre konger end dig. Gør nu ét af to: Lad mig være hos dig eller dræb mig i modsat fald.« På biskoppens og Finns forbøn — og da kongen i øvrigt begyndte at synes godt om Tormod — sagde kongen: »Rejs dig — Tormod! Nu skal du forpligte dig selv til at gå i min tjeneste i stedet for den af mine mænd, som du dræbte. Du vil egne dig godt til at udføre ærinder for mig.« Da kvad Tormod dette vers:


Det fordrer mod — fyrste! —
frem mod dig at knæle;
venligt dog du valgte
hver en bøn at høre.
Få af mine frænder
— feje ej vi kaldtes —
dømtes kongedjærve
(drøjt et hverv end henstår).


Kongen svarede: »Vi skal nok få glæde af din skjaldskab, og jeg tror ikke, at du ender med at blive en ulykkesfugl.« Tormod var da hos kongen, som syntes bedre om ham, jo længere han blev der, for kongen erfarede, at han var den dueligste i alle mandomsprøver.


— o —