Hos Aandemaneren Aua – Sødyrenes Herskerinde (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Åndemaneren Aua og hans kone

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Sødyrenes Herskerinde
Fortalt af Aandemaneren Aua

Knud Rasmussen
København, 1926

Aua var en ypperlig Fortæller, men jeg havde med Vilje ønsket, at vort Bekendtskab skulde indledes under Iagttagelse af alle Former og ganske uden Paagaaenhed fra min Side. Dog laa det jo som en Fristelse over mig, at jeg nu vidste, jeg blot kunde spørge, og straks vilde disse Mennesker aabne for deres Sjæls Dybder og ud af deres Sinds Oprigtighed med primitiv Visdom fortælle om mange sære Ting, der stammer fra Menneskenes Barndom. Og det er et Fund, som ikke ophører med at forbavse en, at man virkelig i vore hæsblæsende Dage kan komme til at staa over for Mennesker, der er saaledes, som de er fra Naturens Haand.

Aua og jeg er kravlet langt op paa Briksen, halvnøgne, kun indhyllede i et Par bløde Kalveskind, og ryger begge Tobak. Alle de øvrige Husfæller ligger rundt omkring os. Aua har givet mig Lov til at spørge om alt, og han har forpligtet sig til at svare. Mere gæstfri kan en Vært ikke være. Og her sidder jeg nu og plager ham med alvorlige Spørgsmaal, blot fordi jeg er bleven klar over, at Grundlinierne i deres Religion er ganske de samme som dem, vi kender fra Grønland. Mon Aua nogensinde har haft en mærkeligere Gæst?

Der er nu Sødyrenes Herskerinde paa Havets Bund, som de frygter mest af alle, og som er Skyld i alle Livets Konflikter. Hvor tit har jeg ikke hørt om hende i Grønland! Og nu spørger jeg Aua:

"Hvad ved du om Sødyrenes Moder?"

Aua satte sig til Rette. Med livlige Haandbevægelser og med en Stemme, der hævede og sænkede sig og ved sin Rytme holdt os alle i Aande, gav han sig til at fortælle om de dybeste Sandheder.

____________

"Jo, der var engang en Pige, som ikke vilde giftes. Hun levede hjemme hos sin Fader og vragede alle Mænd, der kom til hende. Men en Dag Faderen var ude paa Fangst, kom der en Mand i Kajak og lagde til ved deres Boplads. Han raabte op til Huset:

"Lad hende, som ikke vil giftes, komme!"

"Det maa være mig," sagde Pigen, og hun, som ellers altid sagde Nej til alle Opfordringer, tog uden at sige et Ord sin lille Taske, der var lavet af det Væv, der sidder uden paa en Hvalrosnyre, og gik ned til den fremmede Mand i Kajaken. Han sad højt i Sædet og havde Briller for Øjnene. Og hun satte sig om Bord oven paa hans Kajak, og han roede bort med hende. Men da de var kommen et Stykke ud, lagde han til ved en Isflage, og idet han steg ud af Kajaken, vrængede han til hende:

"Ser du nu den Skammel, jeg sidder paa? Ser du nu mine Øjne?" Og Pigen saa, at hans Øjne var røde og stygge, og at han var en lille Mand, der kun syntes høj, fordi han sad paa en Skammel. Hun brast i Graad, men Manden lo hende ud. Det var en Stormfugl i Menneskeskikkelse.

Derefter bortførte han hende til sin Boplads, og her levede hun i hans Telt, der var syet af lutter unge Netsider, blanke, sorte Skind, der straalede i Solen. Da Tiden var gaaet, fik hun et Barn.

Pigens Fader sørgede over sin Datter, og han rejste ud og fandt hende en Dag, medens Stormfuglen var ude paa Fangst, og tog hende med sig hjem. Men Stormfuglen opdagede de flygtende og indhentede dem. Da Faderen saa den komme, dækkede han Datteren til med et Skind, saa at hun var ganske skjult; men Stormfuglen fløj rundt omkring dem og raabte:

"Lad mig dog blot se de kære smaa Hænder!"

Faderen svarede haanende: "Mon saadan en som du har Kvinder med smaa Hænder? Du, der bare er en Skammel! Du, der bare er Briller!"

Da blev Stormfuglen vred og fløj hen over Konebaaden, og saa stærkt slog den med Vingerne, at en Storm begyndte at blæse; Søerne rejste sig, og Konebaaden tog Vand.

Atter raabte Stormfuglen: "Blot hendes Hænder, hendes kære smaa Hænder maa jeg faa Lov til at se!"

Men ingen svarede.

Da fløj Stormfuglen igen rundt om Konebaaden, og idet den paa stive, udspilede Vinger sejlede hen over den, stod der et saadant Vindpust ud fra dens Vinger, at Konebaaden nær var kæntret. Saa blev Faderen bange og kastede sin Datter over Bord. Men idet hun klamrede sig fast til Baadens Ræling, huggede han de yderste Fingerled over. Da de faldt i Havet, dukkede Sæler op rundt omkring Baaden, og da hun stadig klamrede sig fast med Stumperne af sine Hænder, huggede han flere Led over indefter paa Haanden, og denne Gang dukkede Remmesæler og Hvalrosser op. Tilsidst havde hun kun Armpiberne tilbage, og da kunde hun ikke længere holde sig fast, men dukkede under. Hun sank ned paa Havets Bund, og der blev hun til Kvindemennesket, der hersker over Sødyrene. Vi kalder hende Takánâlukarnâluk (Kvindemennesket dernede).

Men Faderen, der fortrød, at han havde ofret sin Datter, lagde sig, da han kom hjem, i Tidevandsbæltet og lod Floden tage sig; og paa den Maade kom han ned til hende. Medens Pigen saaledes hævner sig paa Menneskene ved karrigt at vogte over alle Fangstdyrene, ligger hendes Fader paa Briksen, tildækket med Skind, og straffer alle de Menneskesjæle, der har syndet saaledes her i Livet, at de først maa lutres paa Havets Bund, før de kan komme ind i de dødes Land."

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 83-86. København, 1926.