Munken der bad Gud om at få afkortet sine lidelser
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Munken der bad Gud om at få afkortet sine lidelser
Af munki einum er beiddi guð at skemma pínu sína [1]
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2026
En broder i prædikebrødreklosteret[2] i byen Bologna blev syg. Denne samme broder levede et liv uden laster og havde ikke andet end småsynder på sin samvittighed.
Da han fandt sin sygdom meget tyngende, bad han Gud om at åbenbare for ham, hvor længe han skulle lide af en sådan sygdom, for at han derved slap for pinsler i den næste verden. Da sendte Gud sin engel til ham for at fortælle ham, at han skulle lide på denne måde i tolv måneder og derpå fare til Himmerige efter sin død.
Han fandt, at dette var besynderligt længe, siden han ikke var belastet af hovedsynder. Han beder nu med angertårer Gud om at vise ham en større barmhjertighed end det tidsrum, englen havde forudsagt for ham. Og for anden gang kommer englen til ham og siger, at Gud har hørt hans bøn og giver ham den halve tid af den, som før blev nævnt.
Og da han nu er blevet skænket så stor en nåde af Gud på grund af sin bøn, beder han yderligere om, at dette tidsrum må blive kortere ved Helligåndens kraft. Han bliver endnu engang hørt af Gud, således at varigheden af disse lidelser igen bliver halveret.
Og siden Gud har skænket ham så megen barmhjertighed, sætter han atter sin lid til, at Gud vil formindske hans lidelser eller afkorte dem. Da kommer Guds engel igen til ham og beder ham om at vælge, om han foretrækker at tåle sådanne lidelser, som Gud måtte pålægge hans legeme frem til aftensangen denne samme dag, eller om han vil have det, som tidligere blev sagt. Han vælger de kortvarigste lidelser.
Men så snart han havde truffet valget, sprang begge hans øjne ud af hovedet på ham og lagde sig på hans kindben, og han mistede al kraft og evnen til at tale, så han hverken var i stand til at sige noget eller røre på sig. Og i hans legeme lød det nærmest, som om der blev malet på en kværn, sådan at hver en knogle i hans krop blev pulveriseret som mel.
Da blev alle ordensbrødrene kaldt sammen, sådan som det er skik, at de skulle bivåne det, når nogen dør, for alle, der var til stede, mente, at han var døden nær. Da nu alle brødrene var kommet, stod de alle hos ham, indtil der blev ringet til aftensang, men så snart der blev ringet, fløj begge hans øjne tilbage i hovedet, og hele hans legeme blev hvidt som sne, og alle hans knogler blev hele igen. Han blev da i stand til at røre på sig og siden tale, og han fortalte alle, hvad han havde bedt om, og alt, hvad Gud havde gjort ved ham.
Han udåndede kort tid efter at have sagt dette, og hans sjæl fór uhindret til Himmerige et cetera.
Noter:
- ↑ Teksten findes overleveret i håndskriftet AM 624 4to fra omkr. 1500.
- ↑ ɔ: et dominikanerkloster
