Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Døden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Døden
Naar nogen dør, skal han begraves saa hurtigt som muligt. Kun den allernærmeste Familie maa røre ved Liget, der fuldt paaklædt, i Pels og Vanter, snøres ind i et Skind og slæbes op til det Sted, hvor det skal stensættes. Saalænge Begravelseshandlingen staar paa, maa venstre Næsebor tilstoppes med Hø.
Den døde lægges med Hovedet mod Solens Opgang, ved Siden af ham eller hende lægges alt det, der har været uundværligt i Livet: Fangstredskaber, Knive, Sygrejer, Kogekar, Drikkeskaal o. s.v. Sjælen, der fortsætter Livet, faar Brug for disse Ting.
I fem Dage maa ingen gaa tværs over Ligets Spor.
Er den døde en Mand, dræbes hans Hunde og lægges ved Graven, forspændt Slæden i Sele og Skagle. Er den døde en Kvinde, dræbes kun en enkelt Hund. Dette gøres, for at Mennesket ikke skal være ene om sin Død, og man tror, at det letter Rejsen til de dødes Land at ofre Hundene. Thi ogsaa dem vil Sjælen bruge.
De Mennesker, som har arbejdet med Lig, anses for urene og maa holde sig fem Døgn inde i deres Hus eller Telt. I disse Dage maa de ikke selv tilberede deres Mad eller selv partere det Kød, de skal spise.
Trods Varmen i Huset — hvor man ellers gaar halvnøgen — skal de beholde deres Pelse paa, og end ikke om Natten maa de slaa deres Pelshætter ned. De maa ikke gaa til Ro om Natten som sædvanlig, men blot lægge sig over paa Briksen inderst, omvendt den Maade de ellers lægger sig paa. I fem Dage skal de ved Solopgang og Solnedgang besøge Graven og gaa een Gang rundt om den i samme Retning som Solen, fra Øst mod Vest.
Først naar de fem Dage er gaaet, maa de atter bevæge sig frit blandt Mennesker, men maa forinden vaske sig over hele Legemet.
Dog anses de endnu et helt Aar efter Dødsfaldet for urene og er underkastet forskellige Tabu. Kvinder maa have deres egne Kogegrejer, Mænd om muligt ogsaa. Første Gang en Mand begiver sig ud paa Havet, maa en Trylleformular fremsiges. Ligeledes første Gang han nedlægger et Fangstdyr.
Naar Aaret er omme, maa al deres Tøj kastes bort.
I fem Dage efter et Dødsfald maa der ikke køres med Slæde paa Land ved selve Bopladsen.
Alle Redskaber, Slæder og Kajakker, bæres ned paa Isfoden og lægges saaledes, at de vender udefter. Samme Sted hen bringes ogsaa alle de Ting, der var under Arbejde, da Døden kom til Bopladsen. I fem Dage maa intet Arbejde udføres, ej heller maa der drives Fangst. Er et Syarbejde dog absolut nødvendigt, maa Øjenbrynene først sværtes. I fem Dage maa der ikke plukkes Straa til Kamikker ved selve Bopladsen. Behøver man Straa, maa dette tages et Sted, der er adskilt fra Bopladsen ved en Isbræ. Jorden er levende, og den taaler ikke, at urene Mennesker plukker nogen af dens Planter.
Naar alle disse Forbud overholdes, letter det den dødes Rejse. Bryder man Forbudene, kan den døde vende tilbage og hævner sig da ved at skræmme dem ihjel.
Ingen maa tage noget, der er hensat ved en Grav. Gør man det alligevel, maa man erstatte det med andre Redskaber eller med Kød og Spæk, alt dog en miniature. Tager man en Kajak, maa man lægge en lille Model i Stedet, tager man en Harpun, erstattes ogsaa den med en Model, Kød og Spæk gives ogsaa kun i ganske smaa Stykker, thi Sjælen kan selv gøre det saa stort, som den ønsker, at det skal være.
I en mærkelig Modsætning til Traditionernes indviklede Tabu staar Eskimoernes naturlige Følelser overfor Døden. Thi det er hos Polar-Eskimoerne ganske som hos Østgrønlænderne, det er ikke Døden selv, man frygter, det er Dødens Mystik.
En klog og selvstændig Mand, Ûtâq, forklarede mig sin Opfattelse i følgende Ord:
"Du spørger, men jeg ved intet om Døden, jeg kender kun Livet. Men jeg kan fortælle dig, hvad jeg tror: Enten er Døden Livets Ende, eller ogsaa blot Overgangen til en anden Maade at leve paa. I begge Tilfælde er der intet at være bange for. Dog vil jeg meget nødig dø nu, fordi jeg synes det er dejligt at leve."
Ûtâq var en troende og højagtet Angákoq, og dog er der intet særpræget eskimoisk i hans Svar, med Undtagelse af Frygtløsheden over for Døden, noget der er lige saa almindeligt hos unge som hos gamle.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 20-22. København, 1925.
