Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Tigssikôrssuaq
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925
Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland
Tigssikôrssuaq
Fortalt af Silas
Claushavn
Der var engang i gamle Dage et Hus med mange Mennesker og mange Børn. Her hændte der det, at der en Morgen var forsvundet et Barn, da man vaagnede; og ingen forstod, hvorledes det kunde være gaaet til. Og det gentog sig: Børnene forsvandt, og ingen kunde forstaa, hvor de blev af. Saa sagde en af de Mænd, der lige havde mistet et Barn:"I Nat vil jeg vaage!"
Det var Nat, og han laa med lukkede Øjne for at lade, som om han sov, da han pludselig mærkede noget. Han aabnede Øjnene paa Klem og saa en vældig, lang, lang Arm komme ned genem Lufthullet i Taget. Og Armen strakte sig og blev længere og længere. Det var, som skulde den aldrig faa Ende. Den greb et af de smaa Børn paa Briksen i Struben og tog det med sig ud.
Næste Nat vaagede han igen, men denne Gang havde han sin Kniv hos sig, og han havde slebet den rigtig, rigtig skarp. Atter laa han alene vaagen og passede paa med halvt lukkede Øjne, og hen mod Midnat hørte han Fodtrin ude i Sneen, og saa kom ganske lydløst og stille først Haanden med de vældige Fingre og saa den lange, lange Arm, og den strakte sig ind over Briksen hen til et Sted, hvor der laa et lille Barn; og saa – – netop som den skulde til at gribe fat om Barnets Strube, sprang Manden frem og gav sig til at skære i Armen med sin skarpe Kniv. Han flænsede og blev ved med at flænse, fordi Haanden ikke kunde komme hurtigt nok tilbage, og han skar Aarerne over, og endelig forsvandt Armen, med Blodet sprøjtende omkring sig.
Da det blev lyst, gik man ud for at se efter Sporene i Sneen. Der var fuldt af Blod, og ikke langt fra Huset fandt de en vældig, vældig død Mand, uh, saa stor, saa stor! De dækkede ham til med Sne og udslettede hans Fodspor og Blodet i Sneen.
Alle blev hjemme den Dag, fordi de ventede, at der skulde komme nogen og se efter Manden. Men det blev Aften, og det blev mørkt, og det blev Nat. Saa først hørte de ude i Sneen Knirken af noget tungt, som kom gaaende. Og en stor, stor Kvinde stillede sig foran Vinduet og raabte:
"Er Tigssikôrssuaq derinde? Han gik igaar og er ikke kommet hjem endnu!"
"Nej," svarede man, "vi har ikke set nogen Tigssikôrssuaq her."
Og saa gik den store Kvinde atter sin Vej igen.
Dagen efter fulgte de hendes Spor i Sneen og kom til et stort, stort Hus, og da de kiggede derind, sad der en vældig Kvinde derinde med en stor, stor Amaut, og den var helt fuld af smaa døde Børn. Saa brød alle Mændene ind i Huset og dræbte hende med deres Lænsere.
Saaledes blev alle de smaa Børn hævnede.
Kilde
Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 233--235. København, 1925.
