Orme og Ormegaarde i de nordiske Oldskrifter

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Benedikt Gröndal Sveinbjarnarson (1826-1907).

Orme og ormegaarde i de nordiske Oldskrifter

Af Benedict Grøndal

Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1869

De ved denne Overskrift betegnede Begreber, der i en sammenhængende (old)nordisk Culturhistorie nærmest vilde være at henføre dels til Forestillinger om Dyreverdenen, dels til Straffe og Dødsmaader, vise os mærkværdige Exempler paa Ideer, hentede fra tropiske Dyreformer: Ideer, som igjennem mange Generationer og ad mange Omveie, hvis Spor vi nu for længe siden have tabt, upaatvivlelig ere vandrede fra Sydost, fra Persien og Indien, til Norden, hvor de have opfyldt Folkene med Rædsel og forunderlige Indbildninger. Norden er ikke store eller giftige Slangers Hjem; de faa Giftslanger og overhovedet Giftdyr, som have hjemme i det sydlige Europa, forbleve ukjendte af Nordboerne, thi Alperne vare en mere uoverstigelig Grændse for Verdensideerne end den caspiske Folkeport. De nordiske Snogearter, som hverken udmærke sig ved Størrelse, Farvepragt eller Gift, idet Hugormen er den eneste giftige Snog her i Norden, ere efter min Mening den nordiske Ormeidees Støtte, men ikke dens Aarsag eller Anledning.

At Giften er uadskillelig fra saadanne Forestillinger, vil man ikke finde forunderligt, da Slangerne, de eneste med Gifttænder forsynede Dyr, til alle Tider have været berømte og berygtede for denne Egenskab, som kun ved et lille Sving af Fantasien kan overføres til det Dæmoniske. I den oldnordiske Forestillingsverden var eitr (som ogsaa endnu i Dansk er "Edder") af anden Betydning end "Gift". Edder betegnede ikke alene stærkt virkende og dødbringende Stoffer, hvad enten disse virkede indvendig eller udvendig, ved Contact med Blodet eller blot Huden, men ogsaa visse magiske Kraftyttringer eller Kræfter, hvis Eiermænd i Regelen vare overnaturlige, "umenneskelige" Væsener. Edder udspyedes af dem igjennem Munden — ikke alene af Orme og Drager, men ogsaa af Væsener i menneskelig Skikkelse, f. Ex. den forfærdelige Grim Ægir, som overvandtes af Ganger -Rolf (Fornaldars. 3, 143); ja selv Brynhild udspyer Edder: "eitri fnæsti" (Gudr. kv. I v. 27, hos Bugge pag. 246) — man siger jo endnu om vrede Mennesker, at de "spye Gift og Galde". I det ovenfor anførte Sted af Fornaldarsøgur sættes det i Forbindelse med Ild; men paa den anden Side combineres det med Frost (i Gylfaginning cap. 5), og Ordene "eitrkaldr" og "eitrsvalr" betegne en bidende Kulde, ligesom der fortælles om Hemra, Grændsefloden imellem Glæsisval og Jøtunheim, at dens Vand var saa koldt at Mennesker ikke kunde taale det (Fornmannas. 3, 184). Vi erindre her om at hrim (Rim, Rimfrost) betyder baade Rimfrost (Kuldens Frembringelse) og Sod (Ildens Frembringelse), og hrimpurs kan altsaa baade betyde en Frostjette og en Ildjette. — Naar Heltene skulde kæmpe imod Orme og Drager, saa var det mindre imod disses legemlige Kraft end imod Edderets dæmoniske Magt at de maatte forsvare sig: derfor gravede Sigurd Grave, for at de skulde optage Fafners Edder (som Volsungasagaens Nedskriver synes at sammenblande med Blodet); derfor havde Ragnar Lodbrog denne Klædning, hvoraf han fik sit Tilnavn, for at den skulde staae imod Lindormens Edder; og for Midgardsormens Edder, ikke for dens Legemskraft, faldt Tordenguden. — Dog forekommer Edder ogsaa som ganske svarende til det nuværende "Gift", men en saadan Anvendelse af Ordet "eitr" er maaske senere; Sigmund Volsungsson sagdes at kunne taale at drikke Edder, men hans Sønner taalte kun Berørelsen: det er en Dalen fra den heroiske til den ren-menneskelige Tilstand.

I den nordiske Oldtidsbetragtning maa man tage Hensyn til tvende Hovedmomenter i Ormeforestillingerne, nemlig Ormenes Størrelse og deres Mængde.

Store Orme forekomme kun sjelden som hjemmehørende i Norden; deres Hjem er fjerne, fremmede Lande — naturligvis ogsaa ofte fantastiske Egne. "Midgardsormen" er den eneste rigtige nordiske Slangeforestilling af denne Klasse: den tænktes at ligge omkring Jorden og bide i sin egen Hale; dunkle Reminiscenser af denne Forestilling, eller i det Mindste beslægtede hermed, ere Sagnene om "Hafgufa" og "Lyngbakr" (i Ørvar Odds Saga), den norske "Krake", og de ældre og nyere Tiders Sagn om "den store Søslange". "Midgardsormen" tænktes ikke at ligge paa Guld, hvilket dog var en Egenhed for disse store og ensomme Væsener: rige og grusomme Mennesker forvandledes til "Orme" og Drager efter Døden og rugede over deres Skatte — en ældgammel, for Europa og Asien fælles Idee.

Den Mængde af saavel enkelte som sammensatte Orme-Navne, som forekommer i den oldnordiske Digtning, viser, hvilken Rolle disse Væsener spillede i den nordiske Fantasi. Vi finde deres Mængde udtrykkelig fremhævet — Noget som ellers aldrig forekommer saaledes ved andre Dyr. I Grimnersmaal 34 siges at "under Ygdrasils Ask (Verdenstræet) ligge der flere Orme end ukloge Folk ane", hvorved der sigtes til Afgrunden Hvergelmir, midt i Niflheim og under en af Verdenstræets tre Rødder, og vrimlende af Orme: der var Nidhug, den værste Orm, som gnaver paa Askens Rod og sønderslider de Fordømtes Lig; "saa mange Orme ere i Hvergelmir, med Nidhug, at ingen Tunge kan tælle" (Gylfaginning cap. 16): af saadanne Udtryk synes at fremgaae, at man mindre tænkte paa hver Enkelts Størrelse end paa Alles Mængde; saaledes fremhæve ogsaa Plinius (H. N. VIII cap. 23) og Ælian (XII cap. 32) Orme og Slangers uhyre Mængde: man ledes uvilkaarlig hen til at sammenstille Mængde og Lidenhed paa den ene, og Ensomhed og stort Legemsomfang paa den anden Side, og saaledes troer jeg de Gamle have tænkt.

Midgårdsormen. Ill. fra Nordboernes gamle tro. Copyright: © Carsten Lyngdrup Madsen, 2011.

Vende vi os fra Aandernes Verden til Jorden, saa møde vi denne Forestilling om Ormenes Vrimmel i de saakaldte "Ormegaarde". Hvad eller hvorledes disse Ormegaarde var, derom tie de nordiske Oldskrifter aldeles, idet de kun nævne dem ganske tørt og ligefrem "ormgarðr", "ormagarðr" (ormaturn, Didr. pag. 334), uden nogen Forklaring eller oplysende Udtryk. De kunne sammenlignes med Hvergelmir, idet de vare Gruber eller Indelukker, fulde af Orme, hvorhen man kastede Fjender eller Forbrydere. Egentlig kjende vi kun to Ormegaarde af Oldskrifterne, nemlig den som Gunnar Gjukeson og den som Ragnar Lodbrog sattes i; og den sidste, som var i England, kan med Føie ansees for en nordisk Ormegaard. Af Sagnene, hvis historiske Grundlag der er ingen Anledning til at benægte, fremgaaer at man tænkte sig dem vrimlende af Orme, saaledes i Atlakviða 31: "garðr, skriðinn innan ormum"; om Ragnar siges, at Ormene hængte dem allevegne ved ham, bed dem overalt fast, efter at han var bleven afført Silkesærken, hvis Underkraft ellers beskærmede ham (Fornaldars. 1, 282). Det tredie nordiske Exempel paa, at Mennesker ere blevne kastede for Orme, er Harald Haardraade (Nordbrikt) og hans Følgemænd i Constantinopel, men der er Talen om et Taarn: "turn opinn ofan", hvor der var Indgang fra Gaden af; deri laae en stor "Edderorm" og sov ved en Bæk, som flød igjennem Fangetaarnet; den levede af de Mennesker som bleve kastede derind, idet de faldt i Unaade hos Keiseren; der i Taarnet var raadne Menneskelig og en fæl Stank: saaledes fortælles der om denne Sag; vi have her altsaa ingen "Ormegaard", men et Taarn (sml. ormaturn, ovenfor), og ingen Ormevrimmel, men en enkelt Orm, saa stor og stærk, at den hævede tre voxne Mennesker op i Luften (Fornmannas. 6, 166); Harald viklede en laaden Pels om Armen, for at Edderet kunde optages deri — at Harald kan være bleven indsat i et saadant Fængsel, maa vel være sandt; men at alt det Øvrige maa være usandt, vil vel Alle indrømme, thi der holdtes ingensteds saa store Slanger. Haldor Snorrason, en af disse Haralds Følgemænd, fortalte paa Althinget om hans Udenlandsreise og Bedrifter; men med denne Begivenhed har han vel været noget tilbageholden, og man var da ikke seen til at forherlige Kong Harald, denne Nordens heroiske og poetiske Yndling, som desuden var Islændernes Ven og Velynder, med en ren Digtning, hvorved han kom til at ligne Oldtidens Ideal, Sigurd Fafnersbane. At der i dette Fangetaarn kan have været (giftigt) Kryb, er ogsaa muligt, og dette var nok til at lave en Ormehistorie af. At Ormegaarde ellers have existeret i Middelalderen, maa ansees for afgjort, skjøndt jeg ikke kjender mange Udtryk , som kunde bevise det. Saaledes siger Musæus (i "der Schatzgraber"): "gehe auch nicht ein durch die (Thüre) zur Linken: es ist die Unkenkammer, wo Ottern und Schlangen innen hausen"— der var altsaa et eget Rum for "Unkerne" (Unke betyder egentlig en Frø eller Skrubtudse, men ogsaa Snog eller Slange; dens Navn siges at være ledet af dens klagende Lyd eller Kvækken, og Rimet "unk, unk, unk, vor Zeiten war ich jung" synes at tyde hen paa en Forhexelsestilstand). Disse Grave, Rum eller Indelukker, som uegentlig kunde kaldes for "Gaarde", garðr, maatte opfyldes af forpestet Luft og alskens Kryb, som ifølge dets Natur søger hen til og fremavles paa saadanne uhyggelige Steder, og det anfaldt naturligvis dem som kastedes derind. Vi høre ogsaa tale om saadanne Gruber uden Kryb eller Orme: saaledes i Irland, hvor Rolf Gøtrekssøn kastedes i en Grav, hvor der var en ækel Stank og Ligdynger, og "koldt og fælt at staae paa døde Menneskelegemer" (Fornaldarsøgur, 3, 171. 174; sml. flere ældre Forfatteres Bemærkninger om, at i England og Irland var Jorden saa hellig, at der fandtes ingen Orme, "nulla anguis"; i "leizla Duggals", i K. Gislason, 44 Prøver &c. pag. 448; dog var den Ormegaard, hvor Ragnar Lodbrog indsattes, i England). Thorodd Snorrason og hans Følgemænd (under Olaf den Hellige) kastedes i Jemteland i en Grav (Fornmannas. 4, 334), og i Egilssaga cap. 46 fortælles, at Egil befriede en dansk Mand, Aage, som Kurerne (ved den østersøiske Kyst i Rusland) havde kastet i en dyb Grav: alle disse Gruber synes at have været bestemte til det samme Øiemed, nemlig til at indespærre Fanger deri. I Danmark og Norge kjende vi ikke til noget Saadant, skjøndt det vel kan have existeret: idetmindste kan man henføre hertil f. Ex. den stinkende Taarnkjælder under Søborg Slot, fuld af Insekter og Kryb, hvori Erkebiskop Jens Grand kastedes 1294 (see Conf. Wegener, om Ruinerne af Asserbo og Søborg, i Annaler for nord. Oldk. pag. 293). Men de digteriske Fantasier vare vegne for Virkeligheden — terras Astræa reliquit — og de kaldes ikke "Ormegaarde". At disse Forestillinger om Drager og Slanger vare almindelige iblandt de germaniske Folk — og de kan ifølge det ovenfor Sagte have sin Grund i Virkeligheden — see vi af mange vidtspredte Stedsnavne : Limburg (o : Lintburg — linna-borg, J. Grimm, Deutsche Mythologie , 2. Udg. S. 653; ogsaa Drachenfels, og lignende Sammensætninger; Schlangenbad; mere factiske ere Colubraria.

Mærkelig og maaskee staaende i en eller anden Tankeforbindelse hermed er Lappernes Overtro om Ormene, hvorom Castrén skriver: "Liksom menniskorna lefva äfven ormarna uti ordentliga samhällen med egna lagar og institutioner. I hvarje samhälle finnes en höfding och andra honom underlydande embetsmän. En gang om året forsamla sig ormarna i hvarje samhälle till ting (kärajät) på vissa dertill utsedda orter« . . . (Reseminnen 1838 pag. 67). Castrén nævner ogsaa Egne i Lapland, som skulle være overordentlig rige paa Snoge — herved erindres vi ogsaa om Hvergelmir og Eddaens Ormevrimmel. Ellers er det bekjendt, at Orme spille en overordentlig Rolle i Hexeri og Overtro, baade i Nord og Syd; de anvendes endnu af Samojedernes Troldmænd, Schamanerne, til Hexeri; deres Tænder trykkes paa Legemets syge Dele (sml. Hvidegaardsfundet, i Annaler for nord. 01 dk. 1848 pag. 344, hvor Etatsraad Stenstrup har paavist Halen af en her i Landet sjelden Snog i en Troldmands Hexebestik). Troldkvinder tænktes at have Slanger til Tømme, naar de foer ridende igjennem Luften; og Hexevæsenets »gandr« (som ogsaa betyder en Ulv) falder sammen med "Orm", hvilket fremgaaer af Midgardsormens Benævnelse "jormungandr". En særegen Betydning i den oldnordiske Poesi have Ormene som Guldets Vogtere; denne Forestilling maa vistnok for Nordens Vedkommende føres hen til Fafner og dennes Guldleie; den er altsaa indvandret fra Syden og yngre end de egentlige eddiske Ormeforestillinger. Ikke mindre berømte vare Ormene for den dæmoniske Magt, som laae i deres Øine: Fafners "Skrækkehjelm", ægishjálmr, betyder vel i Grunden det lynende Slangeøie, og denne Figur spillede Digterne med paa mangfoldige Maader, naar de beskreve Herskernes Storhed. Denne Betydning fremgaaer klart af Ordene: "hann hefir ægishjálm í augum" (Fornaldars. 1, 406), og i den islandske Folketro betegner ægishjálmr et Trylletegn, som gjordes imellem Øinene, og hvorved man kan beseire en Fjende. Denne rædselsfulde Storhed modtog Sigurd, da han dræbte Fafner, og han sagdes derfor at bære Fafners Hjelm; den arvedes af hans Dattersøn, Sigurd Snogøie (ormr i auga). — Der fortælles i Volsungasaga (ikke i de eddiske Digte) at Ormene dyssedes i Søvn ved Gunnars Strengeleg; dér maa man ansee det som tydende hen paa noget høiere, forsaavidt som Sagnet potenserer alt; ellers fortalte man meget i Oldtiden om Dyrenes Sands for Musik, navnlig siger Plinius om Slangerne, at de kan lokkes udaf deres Huler ved Sang eller Spil (H. N. VIII cap. 16), og at denne Sands er en af deres Egenskaber (serpentes ipsas incantari, et hunc unum illis esse intellectum, contrahique Marsorum cantu (XXVIII cap. 2). Noget Lignende fortælles ogsaa om Edderkopper o. fl., og bekjendt er Hinduernes Kunst, at lade Brilleslanger bevæge sig efter Fløiters Lyd.

Ellers mærke vi, at Ormegaardene laae fjernt fra Sagamandens Hjem, og poetiseredes altsaa ved Afstanden. Dette gjelder ogsaa om Ragnars Ormegaard, skjøndt den var i England. Ifølge Didriks Saga var Gunnars Ormegaard eller Ormetaarn i Susa, en Stad i det nordlige Italien; ifølge de af Werlautf udgivne Symbolæ i de sandede Egne i Nærheden af Luna, en fordum af Ragnar Lodbrogs Sønner ødelagt Stad ved det liguriske Hav, nær ved det nuværende Sarzana; dens Navn, som ogsaa forekommer hos græske og latinske Forfattere, lever endnu i Landskabsnavnet "Lunigiana". Ifølge Ptolemæus kaldes ogsaa de mæhriske Bjerge "Lunae montes".

At Romerne enten havde eller kjendte Noget, der lignede "Ormegaarde", synes at fremgaae af Seneca (de clem. I, 18): "et eos, qui se aliquid offenderant, in vivarium, quid aliud quam serpentium, abiici iubebat"; ogsaa fortæller Plinius om en vis Evagon, som "til Prøve" blev kastet i et Kar, fyldt med Slanger: "legatus, Evagon nomine, a consulibus Romae in dolium serpentium coniectus experimenti causa, circummulcentibus linguis miraculum praebuit" (H. N. XXVIII cap. 3) — saadanne "dolia" eller Kar vare ofte store Beholdere, ligesom det af Bjelker sammentømrede og mange Alen høie Mjødkar, hvori Kong Fjølner druknede (Ynglingasaga cap. 14), og i saadanne store Kar holdtes der et Slags Tvekamp, kaldet "Kargang" (kerganga, Flóamannasaga cap. 17).

Med Hensyn til de Forestillinger, som man gjorde sig om Ormenes Levemaade, saa ansaae man dem for graadige Dyr, hvilket fremgaaer baade af den ovenfor anførte Fortælling om den af Harald Haardraade beseirede Orm, men ogsaa af de allerfleste Sagn om disse Væsener. Man troede at de behøvede meget Vand at drikke : saaledes fremhæves i Volsungasaga det Moment i Fafners Tilværelse, at den krøb hen til Vandet for at drikke, og det skulde Sigurd passe paa, da han vilde dræbe den. Da Harald Haardraade engang laae med sine Skibe ved Limfjorden, manglede hans Folk Drikkevand, og han gav da det Raad, at man skulde fange en "Lyngorm" ; denne blev derpaa varmet og pirret ved et Baal, for at den skulde komme til at tørste; derpaa bandt man en Traad om dens Hale og løslod den, hvorpaa den skjød afsted og etsteds ned i Jorden, og der fandt man Vand (Fornmannas. (5, 296. 10, 407). — Et andet Sagn beretter om en Kone, som plagedes af en Orm i Livet (Indvoldsorm); denne fremstilles aldeles som en rigtig Orm eller liden Drage, med Loffer eller Brystfinner (bæxli) og Dragehoved (?), og Kong Harald sagde at dens Forkrop (Overkroppen) indeholdt Gift, men Bagkroppen kunde ikke skade. Efter Kongens Raad bragte man Konen hen til et Sted, hvor Vand dryppede ned af en Klippe; dette tirrede den tørstende Orm , som strakte sig ud af Konens Mund for at komme til Vandet, og saaledes afhoggede man dens Forkrop neden for Brystfinnerne (Fornmannas. Bf 350— 352). Denne Orm benævnes "yrmlingr", ɔ: en lille Orm, og man troede at Konen havde faaet den ved at drikke af en Kilde, og at den var voxet inden i hendes Legeme; men da der bruges de selvsamme Udtryk om den som om den var en Drage, saa faaer Sagnet noget Storslaaet og Dæmonisk ved sig. — I en anden Beretning have vi et Exempel paa, at en lille Orm, yrmlingr (en Giftslange, en sagnmæssig Hogorm) anvendtes som et Dødsredskab, men ikke i en Ormegaard eller et Ormetaarn: Kong Olaf Tryggvason lod tage en hedensk Høvding, som med stor Veltalenhed modstod den christne Lære, og bringe saadan en "yrmling" hen for at den skulde krybe ind i Mandens Mund, men han blæste saa haardt imod Ormen, at denne kunde ikke komme ind; Ormen berørtes derpaa med et gloende Jern, og tvang sig ind i Mandens Mund og strax igjennem Underlivet og ud, og "havde da Mandens Hjerte i Munden" (Fornmannas. 10, 325). — Mindre sagnmæssig er Fortællingen om Snjofrid, Harald Haarfagers Elskede, som efter Døden vrimlede af Orme og Øgler (Fornmannas. 10, 380 og Heimskr. fol. 1, 103, der nævnes "ormar ok eðlur, froskar ok pöddur" : Orme og Øgler, Frøer og Padder). Denne Forestilling indeholder alskens Kryb, og danner saaledes Overgangen til de lavere Dyreklassers "Orme", som kaldes madkar (Maddiker), og som i Grunden ikke har Noget tilfælles med de ovenomtalte Ormevæsener. Man troede at de af dem selv, ved en generatio æqvivoca, fremavledes i Muldet, hvilket tydelig sees af Snorres Udtryk om at Dværgene dannedes allerførst: "Dernæst satte Guderne sig paa deres Sæder og rettede paa deres Domme, og mindedes hvorledes Dværgene havde faaet Liv (»høfðu kviknat") i Muldet og nede i Jorden, saasom Maddiker i Kjød. Dværgene vare først blevne til, og havde faaet Liv ("tekit kviknan") i Ymers Kjød, og da var de "Maddiker" siger Snorre i Gylfaginning cap. 14. Til disse Dyreformer henregne vi de i Thorfinn Karlsefnes Saga (Grønl. hist. Mindesm. I, 438) anførte Orme i det atlantiske Ocean, hvor den vedkommende Del kaldes "maðkasjór", en Sø, fuld af Orme, som anfaldt Skibenes Træværk og gnavede det itu, hvis det ikke var beskyttet imod dem ved et Slags Tjære (»seltjara«). Skjøndt dette egentlig ligger udenfor denne Afhandlings Maal, skal jeg dog bemærke, at disse Søorme synes at have været Boremuslinger (Pholas, Teredo), idet de i en Variant til bemeldte Saga kalde "skelmaðkr" , hvilket betegner en skalbedækket Orm eller Bleddyr. Om disse Dyr gaae høit op imod Nord, eller om de trives i kolde Have, veed jeg nu ikke; men dels kan Havets Strømforholde have været andre end nu, dels synes denne Begivenhed om et Skibs Ødelæggelse ved Træorme at have gaaet for sig under en temmelig sydlig Brede, idet der nævnes dels Irlandshav, dels Vinlandshav (ved Nordamerikas Vestkyst) — skjøndt Læsemaaden Grænlandshaf behøver ikke at indeholde noget Urimeligt, thi Organismernes Udbredning i Havet er jo langt friere og mindre afhængig af Jordbelter eller Zoner end paa Landjorden.

Med Undtagelse af det tydelige "flugdreki" (og "dreki"; "flugormr" troer jeg betyder et flyvende Insekt) synes alle de oldnordiske Ormenavne at betegne ubevingede "Væsener, rigtig slangeagtige Dyr, idet man deraf ikke kan slutte sig til nogen Flyveevne, men til følgende Egenskaber: 1. Farve og Glands (ofnir fafnir svafnir fánn fránn fræningr feginn fegringr furr grábakr grálinnr). 2. slank, langstrakt Legemsform (linni reimir hringr og Sammensætninger med baugr sili fiskr þvengr reydr hængr reyrr áll; áll er ogsaa Aal, og en Hankjønsform til ál, ól, Rem). 3. Gift (eitrungr eitrtiskr eitrdreki eitrormr eitrþrvengr). 4. Bid (höggormr hoggvarðr [dette dog maaskee for haugvaðr). Rabia er et fremmed Ord, enten rabies, eller af Arabia (sml. Rabitaland). 5. Vildt Udseende (dreki atli grimr fránn bráinn langbarðr sml. Longobardernes Slangedyrkelse, Grimm DMyth. p. 648). 6. Hurtig Bevægelse (eller og Kryben, Sammenrullen, o.s.v. skriði strykr (?) stýrir (?) snákr (?) sneldingr (?) snelduðr (?) snillingr (?) vinduðr vinningr stefningr gandr). 7. Liggen paa Guld (gullbúi, den eneste mig bekjendte Ormbenævnelse af det Slags). 8. Grumhed, Graadighed (niðhoggr náinn). 9. Opholdssted paa Heder og Bjerge, i Jorden og Høie, Klipper og Skove (móinn gargan grettir ölirr viðnir grafningr grafvitnir grafpvengr grafvöllur dalfiskr dalreyðr fjallreydr foldsili haugvarðr hjarþvengr holtskriði heidbúi haugbúi steinbúi hólmreyðr hólrareyrr engiltira lyngáll lyngormr lyngfiskr reyrþvengr rinseþvengr urþvengr urðhængr vallbaugr viðskefr). Usammensatte Ord af uvis Betydning ere naðr naðra góinn seimir særfr radr varenn ori orri ornir iapr iapra hollr trani (rostratus? sml. trana, Tranen [Fugl], isl. að trana e-u fram er = at trænge Noget frem, gjøre bemærket, i en mindre god Betydning). Herforuden haves mange længere Omskrivninger for Ormene, som næsten uden Undtagelse betegne det Samme som her indeholdes under Nr. 9; deres epitheta ere dimmr, dökkr (mørk); gránn (graa); fránn, fránleitr (der kan betegne baade en Glands og et vildt Blik); dreyrfáðr (blodfarvet, Tegn paa Vildhed); hringlaginn, hrokkinn (sammenslynget); eitrfár, eitrfullr, eitrhvass, eitrspýjandi (giftig).

Naar jeg i en Anmærkning her foran fandt Valasangens sidste Vers "mistænkeligt" formedelst Nidhugs Beskrivelse, saa var det ikke af den Grund, at jeg anseer Forestillingen i Norden om flyvende Drager for yngre end de andre: den hører tvertimod til de Forestillinger, som lettest dannes i Fantasien. Men det forekommer mig afgjort, at man har forestillet sig Hvergelmir som en med Eddervædske opfyldt Afgrund, vrimlende af vingeløse Slanger, thi Hvergelmir var jo Helvedflodernes Kilde, og man er saaledes ikke berettiget til at forestille sig den som et med Luft opfyldt Rum, hvori bevingede Drager og Orme fløi omkring, thi Floder udspringe af et flydende Stof, men ikke af Luften alene — med mindre man ansaae alt dette for saa ulegemligt, som de gamle Nordboere neppe have gjort. Men vi kan gjerne indrømme, at Nidhug kan forestilles som en flyvende Drage, thi det er ikke Hovedsagen her; men hvor skulde den flyve hen? det er Hovedspørgsmaalet og deri ligger Inconseqvensen; thi ifølge Gylfaginning (cap. 52) er Hvergelmir og Nidhug evige og uadskillelige, og det er uden Tvivl den rigtige Forestilling. Men man kan ogsaa ansee "Nidhug" i dette Vers for en almindelig Benævnelse paa en Drage, idet de nordiske Digtere anvendte Synonymiken paa denne Maade med en stor Frihed; derved bliver "Nidhug" det Samme som "hinn dimmi dreki" , som da kan være noget ganske Andet end Nidhug i Hvergelmir.

Forestillinger om flyvende Drager (dreki, flugdreki) have vi da, foruden i Völuspá, i det ældgamle Sagn om Ketil Hæng i Norge, Stamfaderen til den islandske Landnamsmand, som arvede Kæmpens Fornavn og Tilnavn. Af dette Sagn see vi tydelig Distinctionen imellem en Drage og en Orm: den kom flyvende fra Bjergene (i Halogaland eller Helgeland i Norge) og havde "en bugtet Hale (lykkju) og Halefinne (sporð) som en Orm, men Vinger som en Drage; der syntes at brænde Ild af dens Öine og Gab" — den anfaldt Ketil, som sønderhuggede dens Hale; Ketil roste sig ikke meget af denne Bedrift, men sagde, at han kun havde dræbt en "hæng" (Lax), og deraf fik han sit Tilnavn (Fornaldars. 2, 111). Ellers nævnes Dragernes Vinger ogsaa "bæxli", som Hvalfiskeluffer (Fornaldars. 3, 558, Fornmanna S. VI, 351, 352), og man har neppe forestillet sig dem som Fuglevinger, med Svingfjer eller saadant Noget, men snarere som Rokkefinner, store Fiskefinner, Flagermusvinger (ligesom dæmoniske Væsener ofte findes afbildede med udspilede og ribbede Skindvinger). Sagnene melde intet om en Skælbeklædning eller Lignende; der nævnes store Kløer (Fornaldars. 1, 367) og et vidt Gab (sst. 3, 230). — Kong Ivar Vidfadme drømte om en gylden "Drage", som fløi op af Havet med en saa stærk Glands at det funklede og gnistrede over hele Himlen som i en Smede-Esse, og alle nærliggende Lande oplystes af den; den efterfulgtes af alle de Fugle, som vare i Norden: denne Drøm betegnede Kong Ivar og hans Vælde (Fornaldars. 1, 371). Drager med Guldkroner kjender Norden ikke (Griram, DMyth. p. 650), men hjelmede Drager nævnes i Fornaldars. 3, 558. — Slægtskab imellem "Griffe", Drager og Orme sandsynliggjøres ved Sagnet om den Orm, som omgav Thora Borgarhjorts Jomfrubur; den kaldes altid "Orm", aldrig "Drage". I det store Tempel i Bjarmeland var en Grib (gammr), som rugede paa et gyldent Æg; i dette Æg fandtes den "Lyngorm", som Herrød Jarl gav Thora, og hun gjemte den i en Æske; men Ormen voxede og blev grusom og graadig, saa at Jarlsdatteren blev udlovet som en Belønning til Ormens Banemand, og denne var Ragnar Lodbrog (Fornaldars. 1, 237. 345. 3, 233). En Forvexling i Fantasien imellem Grif (γονψ) og Grib (gammr) synes at være meget naturlig.