Thormod Torfæus biografi

Fra heimskringla.no
(Omdirigert fra Thormod Torfæus)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Thormod Torfæus
Thormod Torfæus
Biografisk oversigt

Thormod Torfæus
Þormóður Torfason
(1636-1719)



Torfæus (Torvesen), Thormod, 1636-1719, Historiker. Han var født 27. Maj 1636 paa Øen Engø, der ligger uden for Reykjaviks Havn paa Island. Faderen, Torve Erlandsen (d. 1665), var Sysselmand og dertil saa formuende, at han førte en efter islandske Forhold «prægtig Husholdning». Moderen hed Thordis Bergsveinsdatter. Hans Fader, om hvis Karakter der for øvrigt var delte Meninger, lod begge sine 2 Sønner studere. Thormod, den yngre af disse, gik da først i Skalholt Stiftsskole og sendtes 1654 til Universitetet, hvorhen han dog ikke ankom før i Slutningen af Aaret, efter paa Vejen at have gjort Bekjendtskab med Amsterdam. Først i Juni 1655 blev han immatrikuleret med Thomas Bartholin som Privatpræceptor. I Maj 1657 fik han theologisk Attestats og drog saa hjem til Island, hvor han tilbragte den følgende Vinter hos Forældrene. Om Sommeren 1658 drog han atter bort fra Hjemmet, men ved Tidenden om, at Krigen med Sverige paa ny var udbrudt, fandt Skipperen det ikke raadeligt at sejle til Kjøbenhavn, og Skibet løb ind til Christianssand. I denne endnu unge og ubetydelige By forblev T. i flere Maaneder og fik saaledes Anledning til at stifte et foreløbigt Bekjendtskab med det Land, til hvilket han siden for bestandig skulde knyttes. Da han i Marts 1659 vilde forsøge at komme videre, blev han opbragt af en svensk Kaper og kom til at færdes en Tid i Jylland, især i Aalborg, og naaede først i Juli s. A. Kjøbenhavn.
   Vi vide ikke, hvilke Livsplaner den 22aarige Islænding kan have lagt, eller om han allerede havde sat sig videnskabelige Maal. Imidlertid føjede det sig saa, at han snart kom ind paa en litterær Bane. Sansen for den oldnorsk-islandske Litteraturs Betydning var bleven vakt, og Frederik III var en Konge med videnskabelig Sans. Til at oversætte nogle af de Haandskrifter, som vare nedsendte fra Island, havde han allerede før benyttet en afsat Præst, Thorarin Eiriksson (af hvem en trykt latinsk Afhandling om Halvdan Svarte haves), men denne døde 1659 kort efter T.s Ankomst. Heldige Forbindelser (en kongl. Jægermester Diepholt og vel fornemmelig Islands Befalingsmand Henrik Bjelke) anbefalede T. til at blive den afdødes Eftermand, og om Foraaret 1660 opnaaede han Pladsen, et mærkeligt Held paa en Tid, da Krigsnøden og Forarmelsen vare saa store. Det var under saadanne Omstændigheder forbavsende gode Vilkaar, han fik: 300 Rdl. med fri Bolig m. m. paa Slottet. Kongen fulgte hans Arbejder med Interesse og besøgte ham endog personlig i hans Studerekammer, men en Anekdote, som Suhm flere Menneskealdre senere har nedskrevet om, at T. kom til at foranledige, at Kronprinsen lærte det danske Sprog, tør vistnok betegnes som apokryfisk.
   Efter i et Par Aar at have levet under disse behagelige Forhold var T. allerede næsten bleven færdig med Oversættelsen af de islandske Skrifter, der fandtes i Kjøbenhavn. Nogle af disse hans Arbejder findes fremdeles paa det store kongl. Bibliothek, og en Del af hans Oversættelse af Snorres Edda blev trykt af Resen1665. Senere kompilerede Jonas Ramus (XIII, 389) af T.s Arbejder sin latinske Bog om det «hedenske Norge». For at samle nyt Haandskriftforraad rejste T. 1662 i Følge med Henrik Bjelke op til Island, besøgte Bisperne i Skalholt (den gamle Brynjulf Sveinsson) og i Holar og vendte om Høsten tilbage med, hvad han havde overkommet, efter at have set Hamborg og Lybek. Han fuldførte nu sit (først 1702 udgivne) Skrift: «Series dynastarum et regum Daniae», der, som bekjendt, opstillede en fra Saxos forskjellig dansk Kongerække og strax gjorde megen Opsigt, i det der toges talrige Afskrifter deraf.
   T. havde imidlertid Fjender, og Statens Finanser vare slette. Mod sit Ønske og temmelig pludselig fjærnedes han fra sin Stilling, men den egentlige Sammenhæng hermed er nu ubekjendt. Hans Biograf, Jon Erichsen, har dog kjendt Beretninger derom, men ikke villet meddele, hvad han fandt at hvile «paa en vaklende Grund». Hans Afskedigelse skete under Form af Befordring til et Embede i Norge, Tjenesten som «Kammererer» (det vil sige Stiftamtskriver) i Stavanger Stift, hvortil han udnævntes 10. Juli 1664. I den nye Stilling fik han kun Plager og Fortrædeligheder med Amtmænd, Fogeder og andre norske Embedsmænd, til Dels vist paa Grund af sin egen fra Faderen arvede stridige Karakter. Han var kommen op over Baahuslen og Christiania og skulde have Bolig i Christianssand, men fandt sig ikke til rette der, Indtægterne vare smaa osv. Et opnaaede han dog, nemlig et fordelagtigt Giftermaal med en Enke Anna Hansdatter, der havde været 2 Gange gift, sidste Gang med en Forvalter over Udstens Klostergods, Iver Nilsen Lem, Broder til Holbergs Morfader. Med hende, hvem han ægtede 9. Juli 1665, fik han bl. a. den gode Gaard Stangeland ved Avaldsnæs paa Karmøen. I det følgende Aar gjorde han en Rejse til Kjøbenhavn for at opnaa bedre Lønvilkaar, i det han tilbød at ville forfatte et Skrift om den «politiske Administration» i gamle Dage og et etymologisk Lexicon Danicum. Han opnaaede ogsaa Afsked fra sit Embede (22. Avg. 1667) og Udnævnelse til Antiqvarius regius, dog saaledes at han kunde bo paa sin nye norske Ejendom, der nu blev hans Hjem for Livet. Hid kom han tilbage 1668. Han skulde gjenoptage sit Oversætterarbejde, forfatte et Corpus historicum m. m. En utrykt Oversættelse af «Graagaasen» hidrører fra denne Tid, men ved Frederik III’s Død blev hans Bestalling ikke fornyet. I en Aarrække sad han nu paa Stangeland, efter hans egne Ord som «en anden Bonde». Og snart fik han en stor Modgang. I 1671 havde han gjort en Rejse til Island i Anledning af den ham tilfaldne, ikke ringe Arv, men da han paa Tilbagerejsen fra Fødeøen, som han aldrig mere gjensaa, var kommen til Samsø, indtraf en fortvivlet Begivenhed. En af de andre Islændinger i Rejseselskabet kommer om Natten ind i det Værelse, hvor T. selv anden laa til Sengs, og raaber, at han, om han vilde, kunde dræbe dem. T. rømmer ind i et andet Kammer, men «Manden i Huset» trænger sig ind og farer paa ham, hvorpaa T. griber sin Kaarde og saarer ham dødelig. T. arresteres, Underretten dømmer ham fra Livet, men Viborg Landsting eragter, at Dommen ej maa exekveres, førend den er forelagt Kongen. Højesteret kan ikke betragte Gjerningen som Nødværge, men finder dog, at angjældende, «en Person ved Navn Thormund (!) Thorfveson» ikke har haft animum occidendi, hvorfor han bør slippe med aabenbart Skrifte samt at betale 100 Rdl. til Helliggejstes Kirke. Kirkedisciplinen udstod han 1673 (i Christianshavns Kirke) og vendte saa tilbage til Stangeland efter sin uheldige Rejse. Han vides i de nærmest følgende Aar ikke at have skrevet noget uden nogle juridiske Anmærkninger til Christian IV’s. norske Lov. Tænkeligt kunde det være, at dette har staaet i Forbindelse med de Forarbejder, som paa den Tid gjordes til Christian V’s Lov.
   I 1682 fik han dog atter Mod til at søge Lykken i Kjøbenhavn. Hvad der vistnok mere end noget andet gav ham Haab om ny Ansættelse var den Interesse og Offervillighed, hvormed det nordiske Oldtidsstudium i den sidste Tid var blevet omfattet af den svenske Regering. Denne havde oprettet et Antikvitetskollegium, man havde indkaldt Islændinger og, hvad T. særlig kunde paaberaabe sig, han havde selv modtaget en indtrængende Kaldelse fra Sverige. Hans Ansøgning blev derfor nu opfyldt, og 23. Sept. 1682 fik han Bestalling som «Historiographus for Kongeriget Norge», en Titel, som egentlig kun han nogen Sinde har indehaft, i det Biskop A. de Fine (V, 155) blot paa egen Haand havde tiltaget sig den. Hans Besolding ansattes til 600 Rdl., og han kunde fremdeles blive boende paa Stangeland, ja til dette sit fjærne Hjem, der for Norge gjemmer Minder, som ligne dem, der i Danmark knytte sig til Liljebjærget i Ribe, fik han endog udlaant de umistelige Haandskrifter baade fra Kongens og Universitetets Bibliotheker: Eddaerne, Flatøbogen, Kongesagaer, islandske Sagaer og Annaler i talrig Mængde. Man maa forbavses over, at man vovede at sende alt dette bort paa ubestemt Tid, og man maa glæde sig over, at intet af den rige Skat synes at være kommet bort, da den mere end 20 Aar senere kom tilbage! Mange af de vigtige Codices have siden beholdt de Navne, T. gav dem: «Jöfraskinna», «Fagrskinna», «Morkinskinna» osv.
   For den, der skulde skrive Norges Historie, kunde det maaske ogsaa have nogle Fordele at være bosat i dette Land, men Ulemperne herved vare abenbart langt større, især naar man skulde bo saa ensomt som paa Karmøen, hvilket han aabenbart kun af økonomiske Grunde kan have valgt. Beskaffenheden af hans Bibliothek kjendes ikke nærmere, i Norge fandtes ingen større Bogsamling og ikke en eneste betydeligere lærd. I 1689 havde han dog den Glæde at se Arne Magnussen som sin Gjæst, og med nogle for Historien interesserede Nordmænd, navnlig Provst Iver Leganger i Sogn stod han i en Brevvexling, der er bevaret. Han vilde ogsaa have sig Domkapitlernes Arkiver tilsendt, men heraf blev intet, og siden kom disse i Arne Magnussens Hænder; kun de stavangerske Skindbreve fik T. fat i, uden dog at benytte dem i nogen større Udstrækning. En paatænkt Rejse til Throndhjem blev der intet af, derimod kom han gjentagne Gange til Kjøbenhavn, vistnok især fordi hans Gage ikke alene ikke blev prompte betalt, men egentlig stedse var prekær og idelig udsat for at formindskes eller helt inddrages.
   At han har arbejdet med Flid, derom vidne hans mange Skrifter. Han begyndte med en Række Afhandlinger om norske Bilande og Kolonier. I 1695 kom hans Bog «De rebus gestis Færøensium», i 1697 hans «Orcades». Sidstnævnte Værk skrev han efter særlig højeste Befaling, og Bogen, en Foliant, er endnu af Vigtighed ved de Aktstykker, han meddeler for at godtgjøre den norske Krones Ret til at indløse Orknøerne. 1705 kom «Vinlandia», 1706 «Grønlandia antiqva». Ved Trykningen af de sidste Skrifter havde han Bistand af en ung norsk Ven, den siden som Rektor i Christiania bekjendte Jacob Rasch (XIII, 485). Paa Stangeland havde han en Række af mere og mindre litterære Haandskrivere, af hvilke hans Frænde, den flittige Afskriver Asgir Jonsson, der, efter at have afslaaet en Kaldelse til Sverige, til sidst blev Sorenskriver i Smaalenene, er den mest mærkelige. Han levede hos T. fra 1688-1704.
   Omsider udkom hans Hovedværk, «Historia rerum Norvegicarum» i 4 Foliobind 1711. Under Krigen havde der naturligvis ikke været at tænke paa offentlig Understøttelse til dets Trykning, og at det ej kom til at henligge som Haandskrift, skyldtes alene Chr. Reitzers Opofrelser (XIII, 623); han har da ogsaa forfattet Fortalen. Værket blev det sidste i Rækken af de store latinske Historiografers Opera i Folio. Skjønt Holberg (i den 171. Epistel) finder hans Latinitet «sirlig», vil denne Dom næppe tiltrædes af Filologer. I én Henseende gjorde den latinske Form sin Nytte, i det Udlandet nu fik noget bedre Kjendskab til Norges Historie end før. Den yngre Jonas Ramus (XIII, 391) indbød 1744 til Subskription paa en dansk Oversættelse, der aldrig udkom.
   At T.s Norges Historie «lider af Mangel paa Kritik» er vist og sandt, men med Føje kan man med N. M. Petersen sige: «Hvorfra skulde han hente den?» Han tog ogsaa de fabelagtige Sagaer for gode Varer og troede f. Ex. (som for øvrigt mange efter ham) paa Fablerne om «Nor og Gor» som paa de sikreste Vidnesbyrd. Men han er den første, der har gjennemgaaet og stræbt at sammenstille det hele Sagaforraad, og længe var det til ham, man tyede, naar man vilde gjøre Bekjendtskab med den gamle norske Historie, og det saa meget længer, som jo Schøning kun naaede til 995. Særlig er T. den første, som har gjort Sverres Historie bekjendt for Verden, thi Peder Clausen kjendte ikke dennes Saga, men kun et kort Uddrag deraf. Han førte Historien ned til 1387, men Fremstillingen kunde naturligvis fra den Tid af, da Sagaskrivningen standsede, kun blive mager. En geografisk Beskrivelse skulde danne Indledning til Værket, men man fik egentlig kun en latinsk Gjengivelse af Peder Clausen, skjønt T. ivrig ønskede at kunne give noget mere. I 1706 udvirkede han en Befaling om, at der fra Embedsmænd rundt om i Landet skulde sendes ham Efterretninger, og der indkom ogsaa nogle Saadanne, af hvilke Levninger ere bevarede, men det var da for sent, thi hans Kraft var nedbrudt.
   I Slutningen af 1705 blev nemlig T. syg og var herefter uskikket til Arbejde. Imidlertid gjorde han dog Aaret efter endnu en sidste Kjøbenhavnsrejse, ja i 1709 indgik han, der siden 1695 havde været Enkemand, nyt Ægteskab, med Anne Hansdatter, en Raadmandsdatter fra Stavanger. Om han i sine sidste Aar fremdeles har nydt sin Historiografløn, vides ikke. Han døde paa Stangeland 31. Jan. 1719 og blev begravet under Koret i Avaldsnæs Kirke, hvor endnu Gravstenen er at se. Hans Samtid i Norge havde vistnok i det hele lidet Begreb om, hvilken Mand han var, i det mindste beretter hans Beundrer, Holberg, der paa Grund af Svogerskabsforholdet maaske som Barn har set ham i det nærliggende Bergen, at han i denne By var «fast ubekjendt». Men det har dog vist vakt stor Opsigt, at Frederik IV i 1704 var hans Gjæst paa Stangeland og blev der Natten over.
   Arne Magnussen, der i T.s affældige Aar atter havde besøgt ham og tilbragt Vinteren 1712-13 paa Stangeland, arvede bl. a. hans store Kopibøger (4 Folianter) og siges at have gjort biografiske Optegnelser om ham, der skulle være brændte 1728. I 1777 udkom den vigtige Samling «Torfæana». T. s Landsmand Jon Erichsen (IV, 535) udgav nogle af hans Breve i sin «Jon Loptssøns Encomiast» og forfattede en for den Tid ypperlig Biografi af ham (i «Minerva» 1786-88), der desværre ikke blev fuldført. T.s Liv og Fortjenester vente dog fremdeles paa en værdig Monografi.
L. Daae.

Kilde: Dansk Biografisk Lexikon (1887-1905)