Østgrønlændernes forhold paa nuværende tidspunkt (C. Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Johannes Hansen, kaldet Hansêrak

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Christian Rosing

Grønlands sidste Hedninger
Østgrønlænderne
Tunuamiut

Kapitel XIII

Østgrønlændernes forhold
paa nuværende tidspunkt

Ved Udgangen af Aaret 1904 var der her i Østgrønland i Omegnen af Angmagssalik 474 Eskimoer, hvoraf nogle var døbte og andre endnu udøbte. For tyve Aar siden var de alle Hedninger og levede efter og troede paa alle de overtroiske Skikke, der i det foregaaende er omtalt. Søofficeren (Sákutôq) G. Holm kom som den første til dem i Aaret 1884 med Kateket Johannes Hansen som Styrer, og han overvintrede her for at anstille Undersøgelser over Landet og Folket. Denne Overvintring gav Stødet til, at de herboende Mennesker blev undervist om Gud og hans Ord, og til Oprettelse af Handelsstationen. Eskimoerne her hørte for første Gang Evangeliet om Guds Søn af Kateketen, der var med som Styrer. Vi har glædet os over at høre, hvorledes den danske Chef G. Holm, der var en kristen Mand, ofte støttede sin Styrer Kateketen og anviste ham, hvorledes han skulde bære sig ad, naar han var i Tvivl. Om dette har vi selv læst i Atuagagdliutit, Aargang 1891-92, og af denne Kateket hørte vi for første Gang noget om de herværende Eskimoers Tro og Skikke.

I den Tid, der fulgte efter Sákutôq og hans Folks Ophold her, var Mændene nærved helt at udrydde hverandre ved gensidige Hævnmord. Næsten alle plejer at sige: »Hvis ikke der var kommet Danske hertil, havde vi mistet alle vore Mænd og var sikkert uddøde paa Grund af Sult«. I Aaret 1894 ankom Skibet »Hvidbjørnen« (det, der forliste 1895) her til Østgrønland med G. Holm som Chef, for at oprette en Missions- og Handelsstation. Ombord var Missionæren P. Rüttel og Frue, samt vor Handelsbestyrer Johan Petersen, som ogsaa havde været med, da Holm overvintrede her, og da Orlogskapt. Ryder senere overvintrede med sin Ekspedition i Scoresbysund (Petersens Hustru ankom først Aaret efter). Desuden var to Tømrere med, hvoraf den ene dog straks blev sendt tilbage med samme Skib. Tasiussaq, hvor nu Kolonien ligger, udvalgte de til Byggeplads.

Siden da begyndte Præst og Bestyrer at arbejde for den grønlandske Befolkning her. Først i Aaret 1898 blev de første døbt, da de kunde fremsige de ti Bud og Trosbekendelsen, og siden da øgedes Antallet af de døbte hvert Aar. I Aaret 1900 kom den unge Kateket H. Lund og hans Hustru hertil for at være Missionæren behjælpelig, og da han hurtigt lærte Østgrønlændernes Dialekt, fik disse nu en god Undervisning. 1904 forflyttedes Østgrønlændernes første Præst efter eget Ønske til Vestkysten paa Grund af svigtende Helbred, og med det Skib, med hvilket han skulde rejse, blev jeg udsendt hertil for at fortsætte Præstens Arbejde. Da nogle af mine Børn var blevet syge af en smitsom Sygdom, maatte jeg rejse hertil alene og forlade min Kone og mine Børn i Danmark.

Eskimoerne her begynder nu at modtage Evangeliet med Glæde. Da Evangeliet sandfærdigt blev forelagt dem, begyndte de at gaa bort fra de uhyggelige Skikke, som er nævnt i det foregaaende. Alle de, der blev kristnet blandt dem, forkastede disse Skikke og begyndte at aabenbare deres Kristendom, der ganske vist endnu er ringe. Endog Hedningerne blandt dem er efterhaanden ved at gaa bort fra deres tidligere Skikke. Utugten er nu mindre fremtrædende, Bigami forekommer kun sjældent, Konebytning ligeledes, og Lampeslukning hører man ikke mere om. De, der gerne vil være kristne (gerne vil modtage Undervisning) skiller sig selv af med deres Amuletter uden at være bedt derom og uden nogen Overtalelse. De, der fremkommer med Beskyldninger mod Folk for Hekseri og som tror paa Angákut, bliver færre og færre, og al Pønsen paa Drab er fuldstændig ved at forsvinde. De begynder nu at samles her ved Tasiussaq, hvor Fangstdyrene ellers er sjældnere end andre Steder, og hvor Fangerne ellers lettere kommer til at lide Nød. Der er nemlig stadig flere, der ønsker at overvintre her for at modtage Undervisning, ja endog flere Angákut lægger Planer om at overvintre her, idet de kommer fra andre Bopladser for efter egen Tilskyndelse at høre Evangeliet af os. Dette Forhold er til stor Glæde for Vejlederne, ligesom alle sande kristne maa glæde sig herover.

Dog er alt ikke ganske ligetil. De stakkels Mennesker her er meget glemsomme. Deres mørke og taagede Sind har sat sit Stempel paa dem, hvorfor de er meget uforstandige og tungnemme med Hensyn til de Ting, der vedrører Troen. Naar de blot har forstaaet en Smule, mener de om sig selv, at de er »vældig stærke i Troen«. Selv blandt Børnene findes der ikke mange velbegavede, og selvom de bliver undervist hver Dag og er flittige, gaar det kun langsomt fremad med Kundskaberne, hvorfor der er en Del Vanskeligheder. Derfor maa de kristne have deres Opmærksomhed henvendt baade paa Vejlederne og paa de nylig kristnede. Vi beder og opmuntrer jer derfor indtrængende om, naar I læser om alt dette, i jeres Bønner at være endnu mere nidkære end tidligere i at bede denne Bøn: »Komme dit Rige«. I vil da være til Gavn gennem jeres oprigtige Bøn og Forbøn, og herigennem tjene til at støtte baade Vejlederne og de nylig kristnede, og gennem denne Støtte vil I ogsaa medvirke til Hedningernes Omvendelse. Det vil da være en stor Glæde, om dette Budskab engang lyder til jer: »For Eders Skyld retfærdiggøres Guds Navn blandt Hedningerne«.

Kilde

Christian Rosing: Østgrønlænderne Tunuamiut – Grønlands sidste Hedninger, ss. 111-113, København, 1946