Vis kilden til Skabelsen og Väinös Fødsel (Kalevala)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Skabelsen og Väinös Fødsel (Kalevala)]] !!  !! 
|-
|}


[[File:Ilmatar.jpg|thumb|450px|right|<center>'''Ilmatar'''<br>Maleri af ''Robert Wilhelm Ekman''<br><br><small>Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i '''[[Kalevala II (F. Ohrt)|Kalevala II]]'''</small></center>]]

<center><big>'''[[Kalevala (F. Ohrt)| Kalevala]]'''</big><br> [[Ferdinand Ohrt biografi |Ferdinand Ohrt]]


<br><big><big>'''Sangeren indleder<br>Skabelsen og Väinös Fødsel'''</big></big></center>
<br>


 
<blockquote>
::I mit Hjærtes Dyb jeg længes, &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<FONT COLOR=grey>I. <small>1</small> </FONT COLOR=grey>
::i min Hjærne Tanker trænges: 
::Nu min Hu staar til at kvæde, 
::frem til en Sang vil jeg træde; 
::Kvad om Slægten vil jeg synge, 
::Kvad om Stammen vil jeg kvæde; 
::Ordet bag Læberne smælter, 
::Lyd over Lyde sig vælter, 
::tæt paa Tungen de sig breder, 
::rundt til Tændernes Rad sig spreder. &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>10</FONT COLOR=grey></small> 



::Hjærte Broder, min kære Fælle, 
::du min favreste Fosterbroder! 
::Kom nu med, lad os synge sammen, 
::slut dig nu til, lad os tale, 
::da vi dog eengang traf hinanden 
::kommende hid fra hver sin Side! 
::Sjælden kun træffer vi sammen, 
::sjælden mødes vi med hinanden 
::yderst i Grænsegaardene, 
::Nordens lykkefattige Lande. &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>20</FONT COLOR=grey></small> 



::Lad saa Haand i Haand os lægge,
::Fingre mellem Fingre flette 
::for at synge gode Sange, 
::føre frem de allerbedste, 
::saa vort Vennelag kan lære, 
::saa at kende kan de kære 
::— i den unge Flok, der modnes, 
::i den nye Slægt, der vokser, — 
::disse Ord, som vi har taget, 
::disse Kvad, som vi har draget&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>30</FONT COLOR=grey></small> 
::frem af gamle Väinös Bælte, 
::op af Ilmarinens Esse, 
::ud fra Kaukomielis Klinge, 
::ud fra Joukahainens Bue, 
::fjærnt fra Pohjalandets Marker, 
::Kalevalas Hedesletter. 



::Dem har min Fader sunget fordum, 
::mens han snitted sig Skaft til Økse, 
::dem har min egen Moder lært mig, 
::alt imedens hun drejed Tenen,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>40</FONT COLOR=grey></small> 
::dengang jeg kravled som lille 
::ved hendes Knæ paa Stuegulvet 
::som et Flødeskæg, usselig, 
::som en Mælkemund, bitteliden. 


::Saa var der endnu andre Sange,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>51</FONT COLOR=grey></small> 
::Gaadekvad, som jeg godt kan mindes, 
::som fra Vejens Rand jeg rykked, 
::som fra Hedens Lyng jeg plukked 
::og fra Krattets Grene brækked 
::og fra spæde Spirer knækked, 
::som af Græssets Straa jeg krysted 
::og paa Landsbygaden høsted, 
::mens jeg vandred vidt som Hyrde, 
::Barn af Aar, paa grønne Græsgang,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>60</FONT COLOR=grey></small> 
::over honningrige Tuer, 
::over gyldne Bakkeskrænter, 
::bagved Muurikki, den mørke, 
::bagved den brogede Kimmo. 


::Kulden skænked mig Kvad derude, 
::Regnen skikked mig jævnlig Sange, 
::andre Viser bragte mig Blæsten, 
::Havets Bølger bar dem til Stranden, 
::Fugle har føjet Ord i Toner, 
::Tale har lydt fra Træers Kroner.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>70</FONT COLOR=grey></small> 


::Dette vandt jeg saa til et Nøgle, 
::knytted det sammen i Knippe, 
::lagde mit Nøgle ned paa Kælken, 
::kasted Knippet hen paa min Slæde, 
::kørte det hjemad paa Kælke, 
::slæded det ind til Tærskeloen, 
::lagde det dær paa Forraadsloftet 
::ned i en lille Kobberkiste. 


::Lang Tid laa de Kvad i Kulden, 
::længe dulgtes de af Mulmet. &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>80</FONT COLOR=grey></small> 
::Skal jeg nu kalde dem fra Kulden, 
::føre Skrinet frem af Frosten, 
::stille Kisten ind i Stuen, 
::Æsken inderst ind paa Bænken, 
::ind under viden kendte Tagryg, 
::ind under Læ af skønne Bjælker? 
::Skal jeg nu aabne for mit Sangskrin, 
::lukke op for Kvadenes Kiste, 
::rede Traaden frem af mit Nøgle, 
::løse Knuden op for mit Knippe?&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>90</FONT COLOR=grey></small> 


::Saa vil jeg synge skønne Sange, 
::lade de Viser lifligt klinge 
::denne vor Kvæld os til Glæde,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>99</FONT COLOR=grey></small> 
::den navnkundige Dag til Ære, 
::Tidkort, indtil Natten er svunden 
::og den nye Morgen er runden. 


::&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;* * *


::Saadan hørte jeg det siges,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>103</FONT COLOR=grey></small> 
::nemmed, at et Kvad blev kvædet: 
::Ene kommer Natten hos os, 
::ene gryer ogsaa Dagen, 
::ene fødtes Väinämöinen, 
::den evindelige Sanger, 
::af en Mø i Fødselsmøje, 
::Moder Ilmatar, den høje.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>110</FONT COLOR=grey></small> 


::Det var Luftens unge Jomfru, 
::Alnaturens prude Datter, 
::længe vogted hun sin Kyskhed, 
::lang Tid leved hun som Jomfru 
::højt i Luftens lange Gaarde, 
::oppe paa dens jævne Marker. 


::Ved sit Liv hun omsider ledes, 
::ved sine Kaar tilsidst hun kedes, 
::da hun var altid alene, 
::leved som Mø sine Dage&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>120</FONT COLOR=grey></small> 
::langs ad Luftens lange Strande, 
::i dens øde Ørkenlande. 


::Længer ned hun derpaa daled 
::og mod Søens Spejl sig sænked, 
::til den aabne, vide Havryg, 
::ned paa Vandets frie Flade. 
::Brat der kom et vældigt Vindstød, 
::kom en Stormvind ond fra Østen, 
::hævede Havet til Fraade, 
::rejste Søen til vilde Vover.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>130</FONT COLOR=grey></small> 


::Vinden vugged Luftens Jomfru, 
::Bølgen førte Møen med sig 
::rundt omkring paa dybblaa Havryg 
::over fraadedækte Kamme; 
::Blæsten blæste hende svanger. 
::Havet bragte hende Livssæd. 


::Moderlivets Byrde bar hun. 
::Livets pinefulde Tynge, 
::syv Aarhundreder igennem. 
::ni Mandsaldere til Ende,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>140</FONT COLOR=grey></small> 
::endnu fødes ingen Livsfrugt, 
::ikke fremgaar ufødt Foster. 



::Sagte da græd hun og jamred, &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>151</FONT COLOR=grey></small> 
::taled et Ord, og hun sagde: 
::»Ve mig arme Barn for min Livsdag, 
::ve mig Stakkel for denne Vandring! 
::Saa vidt er det da kommet med mig, 
::evigt her under aaben Himmel, 
::skal under Vindens Greb jeg gynges, 
::rundt af vildene Vover slynges, 
::over de vide Vande bygge, 
::over de brede Bølgerygge!&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>160</FONT COLOR=grey></small> 


::Bedre det havde mig været 
::hist som en Luftens Mø at leve 
::end hvad mig nu for Tiden times, 
::flyde rundt som Vandenes Moder; 
::hvor her er koldt for mig at være, 
::hvilken Møje paa Sø at skvulpes, 
::eje mit Bo paa Dybets Bølger, 
::evig væltes omkring i Vandet! 


::Ukko, Herren i det Høje, 
::du som bær den vide Verden,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>170</FONT COLOR=grey></small> 
::kom herhid, thi haardt her trænges, 
::hast herhid, thi højt jeg kalder! 
::Frels en Pige ud af Nøden, 
::fri en Viv fra de vilde Veer, 
::il i Hast, kom herhid i Skynding, 
::Hast, ja mer end Hast vil behøves!« 



::Og en liden Stund der svinder, 
::ringe Spand af Tid der rinder: 
::Fløj en Vildand lige fremad, 
::flagred frem paa lette Vinger, &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>180</FONT COLOR=grey></small> 
::som den søgte Plads til Rede, 
::tænkte paa et Sted til Bolig; 
::fløj mod Østen, fløj mod Vesten, 
::fløj mod Norden og mod Sønden, 
::kunde ingen Boplads finde, 
::intet Rum selv nok saa ringe, 
::hvor den kunde bygge Rede, 
::hvor den kunde tage Bolig. 


::Langsomt sejler den og svajer, 
::overlægger, overvejer: &nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>190</FONT COLOR=grey></small> 
::»Om jeg bygger mit Bo i Blæsten, 
::midt i Havets Strømme min Stue, 
::vælter jo Blæsten min Bolig, 
::fører Strømmene Stuen med sig.« 


::Men da hæved Vandets Moder, 
::Vandets Moder, Luftens Jomfru, 
::Knæet op fra Havets Flade, 
::skød sin Skulder op af Bølgen 
::til en Redeplads for Fuglen, 
::til en vakker Bolig for Anden.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>200</FONT COLOR=grey></small> 


::Liden And, den favre Flyver, 
::langsomt sejled den og svæved, 
::øjned Knæet paa Vandets Moder, 
::som over dybblaa Havryg svømmed, — 
::troede det var en græsklædt Tue 
::eller en Græstørv, frisk og fugtig. 


::Langsomt flyver den og flagrer 
::og til Knæet ned den daler; 
::dær den bygged nu sin Rede, 
::og den lagde sine Guldæg,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>210</FONT COLOR=grey></small> 
::lagde Guldæg, seks i Tallet, 
::syv — det sidste blev et Jærnæg. 



::Saa begynder den at ruge, 
::ligger og varmer Knæets Flade, 
::ruger een Dag og den anden, 
::ruger næsten Tredjedagen; 
::men da mærker Vandets Moder, 
::Vandets Moder, Luftens Jomfru, 
::at af Hede Knæet gløder,  
::hendes Hud i Glød forkulles,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>220</FONT COLOR=grey></small> 
::tænker nu, at Knæet brænder, 
::alle hendes Sener smælter, — 
::hastig da ryster hun Knæet, 
::brat drejer hun sine Lemmer: 
::Andens Æg, de ruller i Vandet, 
::ned i Havets Bølge de synker, 
::knuses alle paa Stand til Stumper, 
::brister itu i mange Bidder. 


::Ej forblev de dog i Vandet, 
::dvæled ikke dybt i Dyndet;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>230</FONT COLOR=grey></small> 
::smukt de Stumper sig forvandled, 
::herligt sig de Stykker ændred: 
::Thi den nedre Del af Ægget 
::blev til Jorden i det lave, 
::og den øvre Del af Ægget 
::blev til Himlen i det høje; 
::Æggeblommens øvre Halvdel 
::blev til Solen for at straale, 
::Æggehvidens øvre Halvdel 
::blev til Maanen for at skinne;&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>240</FONT COLOR=grey></small> 
::det som var broget i Ægget, 
::blev til Stjærnerne højt paa Himlen, 
::det som var dunkelt i Ægget, 
::blev til de lette Skyer i Luften. 


::Stadig iler Tiden fremad, 
::Aar til Aar bestandig føjes, 
::mens det nye Sollys straaler, 
::mens den nye Maane skinner; 
::stedse svømmer Vandets Moder, 
::Vandets Moder, Luftens Jomfru,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>250</FONT COLOR=grey></small>
::ude paa de stille Vande, 
::paa de taagedækte Bølger, 
::forved har hun vaade Vover, 
::bagved kun den klare Himmel. 


::Men efter niende Vinter, 
::midt i den tiende Sommer, 
::løfted hun omsider sit Hoved, 
::hæved Issen op over Havet 
::og paa sit Skaberværk begyndte, 
::hun til at virke sig vendte&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>260</FONT COLOR=grey></small> 
::midt over Havets Ryg, den brede, 
::midt over Vandets frie Flade. 
::Hvor hun vendte Hænderne henad, 
::bygged hun Pynter og Odder; 
::hvor med sin Fod hun rørte Bunden, 
::graved hun Fiskenes Gruber; 
::hvor hun ellers vælted sig fremad, 
::danned hun Havets dulgte Dybder. 


::Ind mod Land hun lagde sin Side, 
::formed saa dær de flade Strande,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>270</FONT COLOR=grey></small> 
::ind mod Land saa lagde hun Foden, 
::skabte Pladser til Laksevoddet, 
::lagde sit Hoved ind mod Landet, 
::danned derved Havenes Fjorde. 
::Længer ud fra Landet hun svømmed, 
::standsed ude midt over Dybet, 
::danned Klipperev under Søen, 
::Havenes blinde Skær hun skabte, 
::for at Skibe dær maa støde. 
::Søfolk dær med Livet bøde.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>280</FONT COLOR=grey></small> 


::Alt var Havets Holme bygte. 
::Søens lave Skær var lagte, 
::ned var Himlens Støtter stukne, 
::Land og Grund ved Ordet skabte. 
::Farvepragt i Stene ristet. 
::Furer trukket over Fjælde — 
::end ej fødes Väinämöinen, 
::den evindelige Sanger.


::Trygge gamle Väinämöinen, 
::i sin Moders Liv han ligger&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>290</FONT COLOR=grey></small> 
::end i hele tredve Somre. 
::og i lige mange Vintre, 
::ude paa de stille Vande, 
::over taagedækte Bølger; 
::overlagde, overvejed, 
::om han vel holdt ud at leve 
::her i dette dunkle Gæmme, 
::her i denne trange Bolig, 
::hvor han aldrig øjned Maanen, 
::ingensinde skued Solen.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>300</FONT COLOR=grey></small> 


::Disse Ord han derpaa sagde, 
::ytred sig paa denne Maade: 
::»Frels, o Maane, hjælp, o Sollys, 
::Karlsvogn, led en Mand i Skynding 
::ad en Dør, som er ham fremmed, 
::ad et Led, han ikke kender, 
::ud fra denne ringe Rede, 
::bort fra denne trange Bolig, 
::bring en Vandrer ud til Verden, 
::frem til Lyset Kvindens Afkom,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>310</FONT COLOR=grey></small> 
::lad ham hilse Himlens Maane, 
::undres over Solens Straaler, 
::skue glad den skønne Karlsvogn, 
::stirre paa de klare Stjærner!« 


::Men da Maanen ikke fried 
::og ej heller Solen hjalp ham, 
::følte han Lede ved Livet, 
::Kedsomhed ved sine Dage; 
::brat han drejed da Borgens Døre 
::med den navnløse, fjerde Finger,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>320</FONT COLOR=grey></small> 
::benede Laas i Fart han fjærned 
::med en Taa paa den venstre Fodspids, 
::faldt paa Neglene ned fra Tærsklen, 
::ned paa sit Knæ fra Forstudøren, 
::faldt i Havets Skød paa sit Hoved, 
::sank paa Hænderne ned i Bølgen —  
::Manden blev i Bølgernes Gæmme, 
::Helten blev under Havets Vover. 


::Standsed saa paa Sø omsider,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>332</FONT COLOR=grey></small> 
::ganske nær en navnløs Odde; 
::med sit Knæ fra Jord han stødte,&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>335</FONT COLOR=grey></small> 
::løfted sig paa begge Arme 
::og stod op at hilse Maanen, 
::undres over Solens Straaler, 
::skue glad den skønne Karlsvogn, 
::stirre paa de klare Stjærner.&nbsp;&nbsp;&nbsp;&nbsp;<small><FONT COLOR=grey>340</FONT COLOR=grey></small> 


::Det var Väinämöinens Fødsel, 
::det var den djærve Sangers Udspring 
::af en Mø i Fødselsmøje, 
::Moder Ilmatar, den høje.

</blockquote>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Ferdinand Ohrt]]
[[Kategori:Elias Lönnrot]]