Vis kilden til Det grønlandske Digt om Atle (V.B.Hjort)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Atlamál in grænlenzku]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Grønlandske Atleord (Atlamǫ́l en grœnlenzko)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Den grönlandske Sang om Atle]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönländska sången om Atle]] !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Atlam&#491;&#769;l]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det grønlandske Kvad om Atle (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Sången om Atle den grönlänske (NFS)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Andet Kvad om Atle (F.W.Horn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönlänske sången om Atle (PAG)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det Grönlandske Atlamaal (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den Grönländska sången om Attle (AAA)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det grønlandske Digt om Atle (V.B.Hjort)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Den grönlänske sången om Atle (KL)]] !! 
|-
|}


[[Fil:V. B. Hjort.jpg|thumb|200px|<center>Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)</center>]]<br>
[[Fil:Reprint Add.jpg|right|210px|link=https://heimskringla.no/wiki/Heimskringla_Reprint]]<br>
[[Fil:Hjorts Edda cover.png|thumb|200px|link=https://www.bod.dk/bogshop/den-gamle-edda-vilhelm-b-hjort-9788743014065 | <center>Vilh. B. Hjort: '''Den gamle Edda''' <br>'''[[Heimskringla Reprint]]'''</center>]]

<center><big>'''[[Den gamle Edda - eller Oldemo'r |Den gamle Edda'''</big><br>'''- eller Oldemo'r]]''' 


Overført på nudansk af<br>'''Vilhelm B. Hjort'''<br>1865


<big><big>'''36. Det grønlandske Digt om Atle''' </big></big></center>



::1. 
::I Verden spurgdes 
::En Rædselsdaad, 
::Da Mændene fordum 
::Lagde Raad, 
::I Løn udspunden 
::Med Eder bunden, 
::Dem selv ej mindre 
::En farlig Leg 
::End Gjukes Sønner, 
::Hvem grant de sveg.


::2.
::Kongernes Skjæbne 
::Mod Gravens Rand 
::De skyndede frem, 
::Sin gode Forstand 
::Slet Atle brugte, 
::En Støtte god 
::Sig selv til Skade 
::Han fælde lod: 
::Han Iilbud sendte 
::Svogrene hurtigen 
::Did at hente.


::3.
::Den flinke Frue 
::Anstrengte sin Tanke, 
::Hun hørte, hvad Tale 
::I Løn monne vanke, 
::Det kneb for den Kloge 
::Sin Hjælp at fremme,
::Thi Buddene sejled, 
::Hun selv blev hjemme.


::4. 
::Runer hun risted, 
::Dem vrængede Vinge, 
::Den Uheldsfører, 
::Som skulde dem bringe; 
::Til Heltes Bolig 
::Ad bugtet Fjord 
::Atles Sendebud 
::Siden foer.


::5. 
::Ej aned Man Svig, 
::Da did de naaede, 
::Men tændte Ilden 
::Lod Glæden raade, 
::Den Herliges Gaver 
::Paa Søjlen hængte, 
::Ej Noget ved Sligt 
::Paafærde de tænkte.


::6. 
::Mødte da Høgnes 
::Hustru derinde, 
::Kostbera, en højst 
::Forsigtig Kvinde, 
::Hun hilste dem begge; 
::Ej heller Man savned 
::Ved Glæden Glømvar, 
::Hvem Gunnar favned; 
::Sin Pligt i Agt
::Den Høviske tog, 
::For Gjæsternes Tarv 
::Hun Omsorg drog.


::7. 
::De indbød Høgne, 
::Hvis gjerne han kom — 
::Listen var klar, 
::Naar Man tænkte sig om —
::Da lovede Gunnar, 
::Hvis Høgne fulgte, 
::Men Høgne ikke 
::Sin Ulyst dulgte.


::8. 
::Ædle Kvinder 
::Frembare Mjød, 
::Af alskens Mundgodt 
::Der rigeligt flød, 
::Hornene rundt 
::I Mængde gik, 
::Indtil fuldtnok 
::Man drukken fik.


::9.
::Nu Ægtefæller
::Sig Lejet imag
::Redede efter
::Bedste Behag.
::Til Runer at skjælne
::Kostbera var snild,
::Hun staved dem ud
::Ved den lysende Ild,
::Tungen lige
::At holde det galdt,
::Forvildrede, svære 
::At raade de faldt.


::10. 
::Siden med Høgne 
::Tilsengs hun gik, 
::Et Drømmesyn 
::Den Milde fik, 
::For Fyrsten hun derpaa 
::Skjul ej lagde, 
::Saasnart hun vaagned, 
::Ham frit det sagde.


::''Kostbera.''
::11. 
::Høgne! Du agter 
::Fra Hjemmet at gaae, 
::Nøjere Sligt 
::Du tænke paa! 
::Runerne kjende 
::Faa tilfulde, 
::En anden Gang 
::Du rejse skulde.


::12. 
::Jeg søgte din Søsters 
::Runer at tyde, 
::Ej vil den Skjønne 
::Jer nu indbyde; 
::Eet undred mig meest, 
::Ej kan jeg forstaae, 
::Hvad af den Kloge 
::Der kunde gaae, 
::At vildt hun risted, 
::Thi skjult det lød, 
::Som truede Eder 
::Begge Død, 
::Naar strax I kom: 
::Hun fejl har stavet, 
::Hvis ej en Anden 
::Det saa har lavet.


::''Høgne.''
::13. 
::Mistænksom er Kvinden! 
::Ej dertil er Føje, 
::Paa Sligt jeg som skyldfri 
::Ej fæster mit Øje; 
::Det glødrøde Guld 
::Os Kongen vil fly, 
::Aldrig jeg ræddes 
::For Rædsels Ry.


::''Kostbera.''
::14. 
::Det gaaer Eder skjævt, 
::Hvis did I stunde, 
::Velkomst venter Jer 
::Ingenlunde;
::Jeg drømte det, Høgne! 
::Og ikke det dølger, 
::At Modgang I møde, 
::Om Værre ej følger.


::15. 
::I Lue jeg saae 
::Dine Lagen brænde, 
::Ildsøjler igjennem 
::Min Bolig rende.


::''Høgne.'' 
::16. 
::Det Linned, her ligger, 
::I agte ej paa, 
::Snart vil det vel brænde, 
::Som Lagnet Du saae.


::''Kostbera.'' 
::17. 
::En Bjørn saae jeg komme, 
::Den Stolper knækked, 
::Labberne rysted 
::Og fælt os skrækked, 
::Dens Flab os magtløse 
::Gramsed iflæng, 
::Der var en Staahej 
::Og den var streng.


::''Høgne.'' 
::18. 
::Her snart et rasende 
::Uvejr staaer, 
::En Østenhagl 
::Din Hvidbjørn spaaer.


::''Kostbera.'' 
::19. 
::En Ørn jeg syntes 
::I Huset fløj 
::Fra Ende til anden, 
::Den bliver os drøj; 
::Med Blod den os stænkte, 
::Saalunde tog paa, 
::At Atles Vardyr 
::I den jeg saae.


::''Høgne.'' 
::20. 
::Vi slagte paa Kraft, 
::Det Røde da flyder, 
::En Ørn i Drømme 
::Tidt Øxne betyder; 
::Ærlig trods Drømme 
::Er Atles Id. — 
::Nu tav de; hver Tale 
::Jo har sin Tid.


::21. 
::Nu vaagned de andre 
::Velbaarne Tvende, 
::Og dem det Samme 
::Monne hænde, 
::Thi Glømvar dømte, 
::At Faren, som hun 
::Isøvne drømte, 
::Forholdt hendes Mage 
::At vende fra Rejsen 
::Igjen tilbage.


::''Glømvar.'' 
::22. 
::Først rejst for Dig 
::En Galge stod, 
::Som om Du hænges 
::Skulde, det lod, 
::Saa syntes det mig 
::Jeg kom tilstede, 
::Hvor Orme skulde 
::Dig levende æde, 
::Nær mig tyktes 
::Magternes Bane;
::Raad nu selv,
::Hvad Sligt lader ane!


::23. 
::Man drog af din Skjorte 
::En blodig Klinge 
::[Haardt er det sin Mand 
::Slig Drøm at bringe], 
::Igjennem dit Liv 
::Et Spyd der stak, 
::Ved Enderne tudede 
::Ulvepak.


::''Gunnar.'' 
::24. 
::Hunde her løbe, 
::De gjøe vel snart, 
::Tidt varsler Hundeglam 
::Spydenes Fart.


::''Glømvar.'' 
::25. 
::En Elv jeg saae 
::Gjennem Huset strømme, 
::I brusende Fart 
::Over Bænkene svømme, 
::Paa begge Jer Brødre 
::Fødderne bryde, 
::Intet den skaante, 
::Sligt maa dog betyde.


::26. 
::Spøgelsekvinder 
::Jeg syntes kom hid 
::Inat, ej vare de 
::Klædte med Flid,
::De vilde Dig kaare, 
::De hastede saare 
::At byde dig ind 
::Til deres Stade; 
::Jeg troer dine Diser, 
::Dig nu forlade.


::''Gunnar.''
::27. 
::Bagsnak er dette, 
::Ej ændres Sagen, 
::Ej slippe vi Rejsen, 
::Beslutning er tagen; 
::Af mange Ting 
::Det synes dog givet, 
::At kort vi skulle 
::Kun nyde Livet.


::___________


::28. 
::Til Farten de Helte, 
::Da Dagskjæret blinked, 
::I Hast sig rejste, 
::De Andre dem sinked; 
::Fem fore de sammen, 
::Kun ti der vare — 
::Ilde betænkt — 
::I Huskarles Skare; 
::Høgnes Sønner 
::Med Faderen droge, 
::Snævar og Solar; 
::End med sig de toge 
::En Mand, som hed Orkning. 
::En Skjoldmand rar,
::Der Broder til Høgnes 
::Hustru var.


::29. 
::Til Flodens Bred 
::Fruer i Stads 
::Dem fulgte ned; 
::At standse dem stadigt 
::De Skjønne troede, 
::Men ikke hine 
::Sig sige lode.


::30. 
::Men Gunnars Hustru 
::Glømvar nu 
::Sagde til Vinge, 
::Værdig i Hu:
::"Mon os efter Ønske 
::I ville gjengjælde? 
::Et Gjæstebesøg 
::Kan være en Fælde."


::31. 
::Vinge da svor 
::Det farlige Ord, 
::At Jætter ham toge, 
::Om Løgn han dem bød, 
::Galgen hans Krop, 
::Om Freden han brød.


::32. 
::Til Orde nu 
::Bera tog, 
::Blid i Hu: 
::"Sejler med Held, 
::Og henter Lykke,
::Skee, som jeg ønsker, 
::Intet det rygge!"


::33.
::Da svarede Høgne, 
::Sin Slægt var han god: 
::"Hvad der end hændes, 
::I holde jert Mod! 
::Sligt vanligen siges 
::Med Forskjæl stor, 
::Letsindigt Mangen 
::Fra Hjemmet foer."


::34. 
::Til Afskeden kom, 
::De vexlede Blik; 
::Da skiftede Skjæbnen, 
::Og skilte de gik.


::35. 
::Mægtigt de roede, 
::Halvt Kjølen afrendte, 
::I baskende Tag 
::Sig for Aarerne spændte, 
::Og haled saa fast, 
::At Tollene knak 
::Og Baandene brast; 
::Ej Standsning de gjorde 
::Med Baaden, førend 
::De gik fraborde.


::36. 
::En Stund derefter — 
::Nu vi staae 
::Ved Rejsens Ende — 
::Sig hæve de saae
::Borgen, hvor Budle 
::Før havde Bo; 
::Højt knagede Porten 
::For Høgnes Kno.


::37. 
::Vinge da mælte 
::Utidige Ord: 
::"Hold Jer fra Huset, 
::Hvor Falskhed boer, 
::Let fik jeg Jer fanget, 
::Mod Døden det stunder, 
::Sød var min Tale, 
::Men Svig var derunder; 
::Her kunne I bede, 
::Imedens jeg Galgen 
::Skal Eder berede."


::38. 
::Det kvad Høgne, 
::Han gav sig ej, 
::Intet ham skræmmed 
::Der kom ham i Vej: 
::"Vogt Dig, Du nødig 
::Os Trusler byde, 
::Knyer Du et Ord, 
::Skal det fælt Dig fortryde!"


::39. 
::De tumlede Vinge, 
::De slog ham ihjel, 
::Med Øxer uddreve 
::Hans gispende Sjæl.


::40. 
::I Brynjer fore 
::Nu Atles Mænd
::Og ginge til Gjærdet 
::Rustede hen, 
::Med Ord de ypped 
::En heftig Kiv: 
::"Her lagde vi Raad, 
::At tage jert Liv."


::41. 
::"Daarligen have I 
::Raad oplagt, 
::Naar ej I tage Jer 
::Bedre i Agt; 
::Alt Een af Eders 
::Vi sendte til Hel, 
::Her ligger en Karl, 
::Som er pryglet ihjel."


::42. 
::Ved Sligt at høre 
::Af Harme de brændte, 
::Fingrene strakte, 
::Strængene spændte, 
::Bag Skjolde skarpe 
::Skud udsendte.


::42. 
::Om Værket derude 
::Man inde fik Bud, 
::Højt raabte for Hallen 
::En Træl det ud.


::44. 
::Gudrun raste, 
::Da Sorgen hun hørte, 
::Store Kjæder 
::Om Halsen hun førte, 
::Bort dem alle
::Hun rev i Hast,
::Slængte Sølvet, 
::Saa Ringene brast.


::45. 
::Ud foer hun ad Døren, 
::Med Lempe just ej, 
::Og stiled til Niflunger 
::Frejdig sin Vej; 
::Med Velkomsthilsen, 
::Den sidste for dem 
::Meent i Sandhed, 
::End sagde hun frem:


::46. 
::"Med Tegn jeg fraraadte 
::Fra Hjemmet at tage, 
::Men Skjæbnen ej magtes, 
::Hid maatte I drage." 
::Forstandig hun søgte 
::At stifte Forlig, 
::Men Ingen det agted, 
::Man vægrede sig.


::47. 
::Da saae den Højbaarne, 
::At Legen blev hed, 
::Paa Stordaad hun pønsed, 
::Sin Kaabe smed, 
::Til Brødrenes Værge 
::Greb blottet Sværd, 
::Tungt faldt hendes Haand 
::I Kampen der.


::48. 
::To Karle dræbtes 
::Af Gjukes Datter,
::Til Atles Broder 
::Hun hug saa atter, 
::Man bar ham siden, 
::Thi saa hun slog, 
::At Foden fra neden 
::Hun fra ham tog; 
::Saa traf hun en Anden, 
::Han laae, hvor han stod, 
::Ej skjalv hendes Haand, 
::Da hun falde ham lod.


::49. 
::Den Strid, her stod, 
::Blev vide omtalt, 
::Men Gjukungers Daad 
::Fordunklede Alt; 
::De Niflunger sagdes 
::Til sidste Stund 
::At svinge Sværdet 
::Af Hjærtens Grund, 
::For Kamp at øve, 
::Brynjer splitte, 
::Hjælme kløve.


::50. 
::Fra Morgen til Middag 
::Førtes Striden, 
::Op ad Dagen 
::Fra Ottetiden; 
::Ej Kampen endtes, 
::Før Markerne fløde 
::Med Blod og atten 
::Mænd laae døde; 
::Overhaand over 
::Disse Svende,
::Fik Beras Broder 
::Og Sønner tvende.


::51. 
::Mælte da Atle 
::Vred var han: 
::"I have os redet 
::I ynkelig Stand, 
::Tredive stridbare 
::Mænd vi vare, 
::Elleve leve, 
::En hullet Skare; 
::Fem Sønner Budle 
::Sig efterlod, 
::To døde og her ligge 
::tvende i Blod."


::52. 
::"Mægtige Svogre 
::I Sandhed vi tinge, 
::Du farlige Kvinde! 
::Men Nytten var ringe; 
::Siden Du gaves 
::I vore Hænder, 
::Var Freden sjælden, — 
::Jeg mister Frænder 
::Og sviges for Gods; 
::Dog værst mig rørte, 
::At I til Døden 
::Min Søster førte.


::''Gudrun.''
::53. 
::Mindes dog, Atle, 
::Hvad først Du øved!
::Min Moder Du Livet 
::For Skatten berøved, 
::Min Søsterdatter, 
::Den vakkre Sjæl, 
::Du lod i en Hule 
::Sulte ihjel; 
::Det løjerligt er, 
::Naar om Sorg Du snakker, 
::For ilde, det gik Dig, 
::Jeg Guderne takker.


::''Atle.'' 
::54. 
::Kommer nu, Jarler, 
::Jeg ønsker, I skulde 
::Øge den Skjønnes 
::Harm tilfulde; 
::Strænger Jer an, 
::Saa Gudrun græder, 
::Gjerne jeg seer, 
::At hun ikke sig glæder!


::55. 
::Tager nu Høgne 
::Og flænger ham op, 
::Skjærer ham Hjærtet 
::Ud af hans Krop! 
::Gunnar den Glubske 
::Til Galgestokke 
::Forsvarligt l binde, 
::Did Orme I lokke!


::''Høgne svarede:''
::56.
::Gjør, som Du lyster!
::Jeg glad mig føjer, 
::Værre jeg prøved, 
::Sligt let jeg døjer; 
::Mens vi var raske, 
::Vi gik Jer paa Livet, 
::Nu i din Vold 
::Er den Saarede givet.


::57. 
::Bryden Bejte 
::Da mælede saa: 
::"Hjalle vi gribe, 
::Lad Høgne gaae! 
::Halv Gjerning vi gjøre, 
::Han Døden bør smage, 
::En Usling han bliver 
::Dog alle Dage."


::58. 
::Ræd blev Kokken, 
::Fra Post han løb, 
::Klynkede svært 
::Og i Krogene krøb, 
::Han klaged sin Ynk, 
::Det var jo en Skam, 
::At Andres Strid 
::Gik ud over ham; 
::Saa nødig fra Svinene 
::Døe han gad, 
::Og al hans anden 
::Herlige Mad.


::59. 
::Budles Braser 
::Til Kniven de førte, 
::Han tuded, den Pjalt,
::Før Odden ham rørte, 
::Endnu han kunde 
::Jo Marken gjøde, 
::Det værste Slid, 
::Hvis ikke han døde; 
::Meget glad 
::Skulde Hjalle blive, 
::Blot Man vilde 
::Ham lade ilive.


::60. 
::Nu sindede Høgne, 
::Sligt Faa kun vilde, 
::Til Trællens Frelse 
::Sig selv at stille: 
::"Den Leg kan jeg lettelig 
::Selv udføre, 
::Hvi skulde vi længer 
::Hans Skraalen høre?"


::61. 
::De grebe den Ædle, 
::Ej kunde med Rette 
::Stormodige Kjæmper 
::Den Gjerning opsætte; 
::Da lo han — en Lyd 
::For Alfer det var, 
::Saa kjækt han stod sig 
::Og Pinen bar.


::62. 
::Med Tæerne Gunnar 
::Sin Harpe lod klinge, 
::Dens Lyd kunde Kvinder 
::Til Taarer bringe, 
::Og Kjæmper blev bløde,
::Naar stærkt den klang: 
::Han Dronningen raaded; 
::Sangstavene sprang.


::63. 
::Ved Daggry de Herlige 
::Livet forlod, 
::Urokket til Enden 
::Forblev deres Mod.


::64. 
::Stor tyktes sig Atle, 
::Han over dem skred, 
::Gav haanlig om Harmen 
::Den Vakkre Besked: 
::"Det dages, Gudrun! 
::Du misted de Kjære, 
::Du selv for en Deel 
::Maa Skylden bære."


::''Gudrun.'' 
::65. 
::Hoverende lægger 
::Du Mordet for Dagen, 
::Men Angeren kommer, 
::Ej endt er Sagen; 
::Den Arv har Du faaet, 
::Ej kan jeg det dølge; 
::Saalænge jeg lever 
::Dig Ondt skal følge.


::''Atle.'' 
::66. 
::Sligt kan jeg forhindre, 
::Mit Raad Du lyde, 
::Da vorder det bedre,
::Tidt Godt vi forskyde; 
::Med Trælle og herlige 
::Gaver jeg trøster, 
::Med sneehvidt Sølv, 
::Alt hvad Du lyster.


::''Gudrun.''
::67. 
::Dit Haab er forgjæves, 
::Jeg vrager Alt, 
::Forlig jeg brød, 
::Som mindre galdt; 
::Streng var jeg før, 
::Men nu er det steget, 
::Mens Høgne leved, 
::Jeg fandt mig i meget.


::68. 
::I Huset vi fostrede 
::Bleve tilsammen, 
::I fælleds Lege 
::Vi søgte vor Gammen, 
::Opvoxed i Lunden, 
::Os Grimhild pryded 
::Med smukke Kjæder, 
::Og Guld os yded: 
::Du aldrig Brødrenes 
::Bane mig bøder, 
::Ingen Gjerning 
::Mig Gunst afnøder.


::69. 
::Dog Mandens Magtsprog
::Er Kvindens Nød, 
::Svækket Arm
::Lægger Haanden i Skjød, 
::Naar Roden er borte, 
::Kan Træet ej staae: 
::Nu Alt skal efter 
::Din Vilje gaae.


::70. 
::En Daare var Kongen, 
::Han troede derpaa, 
::Skjøndt Listen med Agt 
::Man lettelig saae, 
::Skjult kunde Gudrun 
::Sin Tanke holde, 
::Stille sig mild, 
::Bære tvende Skjolde.


::71. 
::Til Brødrenes Arveøl 
::Gjorde hun Gilde, 
::Atle det Samme 
::For sine vilde.


::72. 
::Aftalt var det, 
::Man lavede Gilde, 
::Men altfor meget 
::Gik der tilspilde; 
::Højsindet hun haardt 
::Mod Budlunger stred, 
::Tog Hævn over Manden 
::Med Grusomhed.


::73. 
::Hun lokked de Smaa, 
::Over Bjælken dem bøjed, 
::Sligt kun lidet 
::De Viltre fornøjed,
::Dog græd de ikke 
::Men Moderen fulde 
::I Favn, og spurgte 
::Om hvad de skulde.


::74. 
::"Spørg ikke derom, 
::Jeg vil dræbe Jer, Drenge! 
::Mod Ælde at sikkre Jer
::Lysted jeg længe."


::75. 
::"Dræb kun dine Børn, 
::Det kan Ingen forbyde, 
::Men hvis Du vor Barndom 
::Saa brat vil afbryde, 
::Faaer Vreden nok Hast" — 
::Det gik efter Sinde, 
::Af begge skar Halsen 
::Den stridige Kvinde.


::76. 
::Men Atle spurgte, 
::Hvorhen monne gaae 
::Hans Drenge til Legs, 
::Han ikke dem saae.


::''Gudrun.'' 
::77. 
::Saa hør da! Nu er der 
::Ej andet Raad, 
::Og Grimhilds Datter 
::Ej dølger sin Daad, 
::Men naar Du erfarer 
::Den hele Sag, 
::Atle! den volder
::Dig liden Behag; 
::Stor Vee Du vakte, 
::Da Brødrene mine 
::Af Live Du bragte.


::78. 
::Sjælden sov jeg, 
::Siden de faldt; 
::Jeg trued Dig haardt, 
::Og jeg husked Dig Alt. 
::Grant mindes jeg Morgnen, 
::Du bragte mig Bud, 
::Nu kom der en Aften, 
::Hvor Du fritter ud.


::79. 
::Nu haver Du dine 
::Sønner mistet, 
::Den Skjæbne skulde Du 
::Nødigst fristet; 
::Hjernens Skaller, 
::Det end Du vide, 
::Stande som Bægere 
::Ved din Side; 
::En Drik, vel drøj, 
::Jeg lave Dig lod, 
::I den jeg blandede 
::Deres Blod.


::80. 
::Dig Hjærterne stegte 
::Paa Spid jeg bragte, 
::Som Kalvehjærter 
::Du paa dem smagte, 
::Beholdt dem for Dig
::Og satte dem ned, 
::Ivrigt tyggende 
::Kjæverne sled.


::81.
::Nu veed Du det, sjælden 
::Man Værre sig henter; 
::Min Deel jeg gjorde 
::Og Roes ej venter.


::''Atle.'' 
::82. 
::Gudrun! en grusom 
::Daad du begik, 
::Med Blod af dit Barn 
::At blande min Drik; 
::Dig sømmede mindst 
::Det Drab forvist, 
::Mig volder Du Ondt 
::Med liden Frist.


::''Gudrun.'' 
::83. 
::End gjerne Dig selv 
::Jeg dræbe vilde, 
::Slig Konge behandles 
::Ej noksom ilde; 
::Med uhørt Grumhed 
::Paa denne Jord 
::Forhen rasende 
::Frem Du foer; 
::Nu kommer end til 
::Hvad nys der skete, 
::Din sidste Udaad 
::Dit Gravøl beredte.


::''Atle.'' 
::84. 
::Stenes Du skulde 
::Og brændes paa Baal, 
::Da naaede din Færd 
::Sit rette Maal.

::''Gudrun.'' 
::Da vilde imorgen 
::Du selv være den, 
::Som blev rammet af Sorgen; 
::Mig fører vist 
::En skjønnere Død 
::Til Lyset hist.


::85. 
::Fjendske de sammen 
::I Hjemmet sade 
::Med heftig Ordstrid, 
::Lidet glade.


::86. 
::Men Hadet voxed 
::I Niflungens Bryst, 
::Tanken ham gav 
::Til Stordaad Lyst; 
::Han aabenbared 
::For Gudrun nu, 
::At han mod Atle 
::Var gram i Hu.


::87. 
::Hende randt Høgnes 
::Medfart isinde, 
::Hun priste ham Lykken, 
::Ved Hævn at vinde;
::Snart derefter 
::Man Atle vog, 
::Med Høgnes Søn 
::Ham Gudrun slog.


::88. 
::Da talte den Djærve, 
::Af Søvnen opjaget, 
::Saaret han følte, 
::Bindet blev vraget: 
::"Siig frem, hvo er det, 
::Som Budlungen fælder? 
::Man handlede med mig, 
::Saa Livet det gjælder."


::''Gudrun.'' 
::89. 
::Ej Grimhilds Datter 
::Vil skjule sin Færd, 
::Viid kun, det er mig, 
::Som volder her, 
::At Livet Du mister, 
::At Saaret Dig svækker: 
::Men Høgnes Søn 
::En Haand mig rækker.


::''Atle.'' 
::90.
::Du foer til et Drab, 
::Som ej har Lige, 
::Ondt er det en Ven, 
::Som troer Dig, at svige; 
::Fra Hjemmet, Gudrun! 
::Jeg bejlende drog, 
::Dengang jeg Dig 
::Til min Hustru tog.


::91. 
::Som Enke Du sad, 
::Stormodig Du hed, 
::Og Løgn var ej dette, 
::Thi nu vi det veed; 
::Hid drog Du fra Hjemmet, 
::Os fulgte en Hær, 
::Og stadselig var 
::Vor hele Færd.


::92. 
::Der alskens Pragt 
::Af fornemme Mænd 
::For Dagen blev lagt; 
::Oxer i Mængde 
::Vi rigelig nød, 
::Mange skjød til, 
::Saa af Føde der flød.


::93. 
::Jeg skjænked den Stolte 
::I Fæstensgave 
::Smykker i Mængde, 
::Syv Terner brave 
::Og tredive Trælle, 
::Alt efter Skik, 
::Dog mere end vanligt 
::Sølv Du fik.


::94. 
::Alt det Du regned 
::For Intet at være, 
::Jeg skulde Dig Budles 
::Lande forære, 
::Det havde Du stedse 
::Snedigt isinde,
::Ej i din Lod 
::Du vilde Dig finde; 
::Din Svigermoder 
::Tidt grædende sad, 
::Og Tyendet saae jeg 
::Aldrig glad.



::''Gudrun.'' 
::95. 
::Nu lyver Du, Atle! 
::Skjøndt Gjensvar er spildt: 
::Tidt var jeg streng, 
::Men Du husede vildt, 
::Fra Ungdommen mellem 
::Jer Brødre Man hørte 
::Om Strid, den Ene 
::Den Anden beførte, 
::Til Hel det halve 
::Huus jo foer, 
::Alt vaklede, hvori 
::Hygge boer.


::96. 
::Tre Sødskende var vi, 
::Ej lette at tvinge, 
::Ifølge med Sigurd 
::Paa Tog vi ginge; 
::Hver havde sit Skib, 
::Og vi krydsede om 
::Paa Lykke og Fromme, 
::Til Østland vi kom.


::97. 
::En Konge vi fælded, 
::Fik Landet ihænde,
::Os Herserne tjente, 
::Et Frygtens Kjende; 
::Fra Skoven vi hented, 
::Hvo Fred skulde have, 
::Hvo Intet besad, 
::Vi Velstand gave.


::98. 
::Men Huneren døde 
::Og Lykken sig nejed, 
::Stor Sorg som Enke 
::Den Unge ejed; 
::Atles Hjem
::Var den Livliges Gru, 
::Tungt sin Helt 
::Hun savnede nu.


::99. 
::Om Dig Man aldrig 
::Paa Kampthing hørte, 
::At Sag mod Andre 
::Du gjennemførte, 
::Stedse Du veg, 
::Holdt aldrig Stand, 
::Dog godt det skjultes 
::[Du fejge Mand.]


::''Atle.'' 
::100. 
::Nu lyver Du, Gudrun! 
::Til liden Baade 
::For Dig eller mig 
::I al vor Vaade; 
::Gudrun! Naar bort 
::Man nu mig steder,
::God Du være
::Og vise mig Hæder.


::''Gudrun.''
::101. 
::Et Skib, en Steenkiste, 
::Vil jeg kjøbe, 
::Med voxede Bleer 
::Dit Lig omsvøbe; 
::Alt Fornødent 
::Skal agtes tilfulde, 
::Ret som vi vare 
::Hinanden hulde."


::102. 
::Atle blev Lig 
::Til Sorg for de Nære;
::Den Ædle fuldbyrded 
::Sit Løvte med Ære. 
::Forsætlig sit Liv 
::Vilde Gudrun øde, 
::Men sparet det blev, 
::Først siden hun døde.


::103. 
::Lyksalig siden, 
::Hvo Afkom faaer, 
::Der lige med Gjukes 
::I Heltemod staaer! 
::Udødelig disses 
::Roes skal stande 
::Hos Folkefærd 
::I alle Lande.




[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]
[[Kategori:Vilhelm B. Hjort]]