Vis kilden til Digt om kong Haralds daab

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Digt om kong Haralds daab]] !!  !! 
|-
|}


[[Bilde:Ansgar prædiker.jpg|thumb|300px|<center>'''Ansgar prædiker for Harald Klak'''<br>''(Louis Moe, 1898)''</center>]]

<center>[[Ermoldus Nigellus: Digt om kong Haralds daab| '''Ermoldus Nigellus:<br><big>Digt om Kong Haralds Daab'''</big> ]]



Oversat af [[Hans Olrik biografi| Hans Olrik]]</center>
<br>



::<big>'''Digt om Kong Haralds Daab'''</big>

::Kejserens trofaste Omsorg sig strakte til videste Omkreds,
::Troen hos Frankernes Folk hæved mod Himlen sig op, 
::baade fra fjærn og nær kom Stammer og Slægter til Hobe, 
::Kejserens Gudsfrygt at se og for at kende hans Tro. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [5]</FONT COLOR=49727E></small>  Dog der et Folkefærd var, som den gamle troløse Slange 
::havde ad vildsomme Vej ledet, saa Gud var dem fjærn; 
::hedensk de længe bevarede Afgudsdyrkelsens Skændsel, 
::saa de i Skaberens Sted ærede Afguders Tant; 
::ikke Gud, men Neptun, og ikke Kristus, vor Frelser,
::<small><FONT COLOR=49727E> [10]</FONT COLOR=49727E></small>  derimod Jupiter kun bragte de Gaver og Skænk. 
::Disse Folk man kaldte tilforn med et Navn, som er gammelt, 
::Danerne, ogsaa endnu kalder man stedse dem saa; 
::men Normanner det frankiske Sprog dem ofte benævner, 
::rappe og raske de er, Vaabnene bruger de flinkt. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [15]</FONT COLOR=49727E></small>  Dette Folkeslag nøje man kender saa vide om Lande, 
::Baaden er deres Erhverv, Havet de næsten bebo,
::fagre af Aasyn de er, og Væksten og Holdningeædel, 
::Sagnet fortæller, fra dem nedstammer Frankernes Æt. 
::Opfyldt af Iver for Herren og Ynk med den fædrene Stamme 
::<small><FONT COLOR=49727E> [20]</FONT COLOR=49727E></small>  Kejseren prøver, om han kan dem erhverve for Gud; 
::længe han havde den Sorg, at Folk, der dog var som hans Frænder, 
::uden Belæring gik bort, uden at blive Guds Hjord 
::Planen er lagt, og han søger en Mand, som til Danmark vil drage 
::for at erhverve for Gud Folket, som længe gik tabt. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [25]</FONT COLOR=49727E></small>  Ebo, Biskop af Reims, til denne Gerning han sendte 
::at de maa komme til Tro ved hans Belæring og Hjælp; 
::ham havde Ludvig nemlig forsørget i tidligste Ungdom, 
::Snille han havde til Gavns, oplært i ædleste Kunst. 
::Kejseren taler til ham, og Ordene ildfulde strømme 
::<small><FONT COLOR=49727E> [30]</FONT COLOR=49727E></small>  mens til sin Tjener han gav mangen Befaling så fromt: 
::“Gaa da, du hellige Mand, forman med vækkende Tale 
::Folket, der fordum var vildt, køb den belejlige Tid!
::Hisset i Himlen er Gud, som dannede Verden og alting, 
::alt hvad paa Jorden har Sted, opfylder Himmel og Hav, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [35]</FONT COLOR=49727E></small>  og han skabte det første Menneske, Fader til alle. 
::Paradis fik han til Land — yndigt som Tempel det var — .
::at han maatte med Glæde ham tjene til evige Tider 
::uden at kende til ondt, ledet ved Skaberens Gunst. 
::Men han faldt, thi han synded; og derpaa ved Djævelens Ondskab 
::<small><FONT COLOR=49727E> [40]</FONT COLOR=49727E></small>  Menneskebørnene faldt, Adams usalige Slægt. 
::Sæden nu voksede frem og fyldte Skove og Marker,
::ikke de dyrkede Gud, kun de til Billeder bad. 
::Syndflodens rivende Bølger dem alle tilsammen da slugte, 
::levnede kun nogle faa, Frelse i Arken de fandt. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [45]</FONT COLOR=49727E></small>  Fra saa ringe en Sæd opvoksed den herlige Skare; 
::deraf dog kun nogle faa vedblev at tilbede Gud; 
::men den øvrige Mængde af mange Slags Gift blev besmittet, 
::søgte ad Krogveje frem, grusomme Afguders Spor. 
::Atter forbarmed sig Gud, til Verden Sønnen han sendte, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [50]</FONT COLOR=49727E></small>  som i hans Vælde har Del, hersker i Himmelen  højt; 
::skrøbeligt Menneskevæsen til Herligheden han knytted,
::og fra Arvesynds Magt frier han Mennesket ud; 
::han som med Almagt hos Faderen mægtede Verden at frelse, 
::han dog af Kærlighed her vilde som Menneske dø, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [55]</FONT COLOR=49727E></small>  Døden han gav sig i Vold og lod sig fæste til Korset, 
::for at de Riget kan faa, alle, der kæmpe for ham; 
::han sidder nu ved Faderens højre paa Himlenes Trone,
::Tjenerne kalder han hid: Iler, at Riget I faa!
::Ja, han de udvalgte byder hans Lam at føre tilbage,
::<small><FONT COLOR=49727E> [60]</FONT COLOR=49727E></small>  og at de efter hans Bud bringer den hellige Daab. 
::Ingen formaar at svinge sig op til Hjemmet i Himlen, 
::uden at alting han gør, eftersom Kristus har budt.
::nemlig først at forsage at dyrke den hæslige Djævel, 
::dernæst at modtage snart Daabens det hellige Bad. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [65]</FONT COLOR=49727E></small>  Dette Folk du søge at kalde tilbage til Troen,
::den, som vi ærer saa højt, Kirkens ærværdige Tro. 
::Daarskaben maa det forlade; at ære Støtter af Malmet, 
::det er for Manden en Skam, han, som er stærk ved sin Kløgt. 
::Jupiter eller Neptun eller andre, hvad Hjælp kan de bringe? 
::<small><FONT COLOR=49727E> [70]</FONT COLOR=49727E></small>  eller et Stykke Metal, mejslet ved Menneskehaand?
::Tomhed dyrker de Stakler, de beder til døve og stumme, 
::bringer for Vætterne frem det, som de skylder vor Gud. 
::Vi kan ikke vor Gud formilde med blodige Ofre, 
::Menneskets rolige Bøn, den er den hellige kær. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [75]</FONT COLOR=49727E></small>  Altfor længe de alt har vandret ad syndige Vildspor, 
::nu maa de vende sig om fra den forbudene Vej.
:: Dagen helder, den sidste Time dog endnu dem kalder, 
::Frelserens Vingaard endnu tilbyder Plads til enhver. 
::Tiden er kommen at aflægge Træghed, mens Lyset det hulde, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [80]</FONT COLOR=49727E></small>  straaler, saa Mennesket kan stræbe at komme til Gud. 
::Gid dog ej Natten, den sorte, saa brat maa forraske de sløve, 
::da ufortøvet de faa Ildovnens grulige Straf. 
::Ebo, tag nu din Bibel, den du saa ivrig har gransket 
::tag dig den Pagternes Bog, baade den gamle og ny; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [85]</FONT COLOR=49727E></small>  af den hellige Kilde den kvægende Drik du skal øse, 
::vil de den tømme til Bunds, bliver Guds Sandhed dem klar.
::Tal med Strænghed dem til, hvor det passer, saa skulle de sande, 
::at det kun Daarlighed var, alt, hvad de hidtil har tjent. 
::Gaa da ud fra vort Land og opsøg snarlig Kong Harald, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [90]</FONT COLOR=49727E></small>  hvad vi i Korthed har talt, skal du forkynde for ham. 
::Kærligheden til Gud, og Troens Lære tillige,
::de har os givet i Hu Hilsen med saadanne Ord. 
::Er han til Sinds at følge de Venskabsraad, som vi giver, 
::modtage vil han vor Ord fromt med en uskrømtet Tro. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [95]</FONT COLOR=49727E></small>  Smærteligt! at han i Hast sine Fædres Veje forlader, 
::vender til Kristus sin Bøn, saaledes lyder vort Bud,
::og at han giver sig hen til Gud baade villig og gærne,
::da han kun Skabningen er, Gud har i Verden ham sat. 
::Bort fra de hæslige Vætter og Jupiter maa han sig vende! 
::<small><FONT COLOR=49727E> [100]</FONT COLOR=49727E></small>  han maa forlade Neptun, Kirken maa være hans Ly; 
::frelst han tage mod Gaven, som Helligdomskilden ham skænker, 
::mærket med Frelserens Kors, saa er mit Ønske, min Bøn. 
::Ej maa han tro, jeg forlanger, han mig sit Land skulde afstaa; 
::vende Guds Skabning til Gud, det er alene min Agt. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [105]</FONT COLOR=49727E></small>  Vil han følge vort Raad, vor Borg han hastelig gæste, 
::modtage Renselsens Bad her i Guds hellige Væld; 
::er han da tvættet ved Daab og glædet ved Maaltid og Vaaben, 
::drage til Riget han hjem, leve derefter for Gud.
::Thi den almægtige Herres Bud for ham at forkynde, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [110]</FONT COLOR=49727E></small>  byder vor ærlige Tro, det vil jeg nu lade ske.”
::Dernæst befaler han Ebo at give rigelig Gave.
::“Gud være med dig, farvel!” saa vare Kejserens Ord.
<br>

::Men ved den samme Tid der kom om Bretonernes Oprør 
::Bud, som det ofte var sket, bragte en Tidende svar, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [115]</FONT COLOR=49727E></small>  nemlig at Pagten, som Kejseren nys med dem havde sluttet, 
::og som de modtog med Ed, den var nu skammelig brudt. 
::Kejseren samler sin Hær og lader tilbørlig den ruste, 
::Hærtog bereder han stolt, did vil han drage i Hast: 
::alle Frankerne kommer, og lydige Folkeslag møde, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [120]</FONT COLOR=49727E></small>  ligesom ogsaa Pippin ruster sig ivrig til Kamp.
::Hele sit Mandskab han delte i trende ordnede Hære, 
::sætter en Fører til hver. Høvdinger faa deres Hverv. 
::Over den ene Skare til Fører han satte sin Navne, 
::Matfrid han gav ham til Hjælp, Tusinder mange dertil; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [125]</FONT COLOR=49727E></small>  Hugo han satte til Hjælp for Pippin og med ham Helisakar, 
::begge navnkundige Mænd, talløse Skarer derhos. 
::Kejseren selv er Fører for Hærens midterste Styrke, 
::Kyndig i krigersk Færd styrer han Ledingen snildt. 
::Lantbert Høvding er her, hist Rækkerne føres af Matfrid, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [130]</FONT COLOR=49727E></small>  Ludvig, som næppe er Mand, kæmper i Faderens Krig.
::Vaaben bærer Pippin, hans Folk og Frankernes Skare, 
::hærgende strængt overalt Folkets navnkundige Land. 
::Kejseren selv rykker frem med Hæren ad banede Veje, 
::saaledes drager de frem, aabent er Britternes Land.
::<small><FONT COLOR=49727E> [135]</FONT COLOR=49727E></small>  Ogsaa jeg selv bar Skjoldet paa Arm, omgjordet med Sværdet, 
::men mine vældige Hug gjorde dog ingen Fortræd. 
::Dette mærked Pippin, han lo og forbavset han sagde: 
::“Broder, kast Vaabnene bort! skrive du hellere maa.” — 
::Marker de drager igjennem og Skove og gyngende Moser, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [140]</FONT COLOR=49727E></small>  Mændene bringer de Død, ligesom alt deres Kvæg; 
::frem man fører elendige Fanger, de falder for Sværdet, 
::Resten da kommer tilsidst ydmyg til Kejserens Hær. 
::Høvdinger faar Befaling at passe paa Landet, at ikke 
::Folket sig rejser til Kamp, om det end saa var til Sinds. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [145]</FONT COLOR=49727E></small>  Sejr bar Kejseren hjem, med Sejr nu Frankernes Hære 
::vendte tilbage igen, hver kunde søge til sit.
<br>

::Ebo, den hellige Mand, imens i de nordiske Riger 
::øved berømmeligt Værk, værdigt for Herren, vor Gud. 
::Alt for at gæste din Borg, Kong Harald, var Biskoppen kommen, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [150]</FONT COLOR=49727E></small>  og med sin Lære om Krist havde dit Hjærte han fyldt. 
::Harald begyndte at sætte sin Lid til Herrens Formaning, 
::ogsaa til Kejserens Ord, kundgjorde alt for sit Folk.
::“Hellige Mand, jeg tror, hvis Handlingen svarer til Ordet, 
::rejs!” — han sagde — “og mæld Konningen hvad jeg har sagt: 
::<small><FONT COLOR=49727E> [155]</FONT COLOR=49727E></small>  at jeg har Lyst at komme og skue Frankernes Rige, 
::Kejserens Tro og hans Magt, Godset og Kirkernes Pragt, 
::Dyrkelsen af Eders Gud, som alle Magter maa lyde, 
::ham, som du her har forkyndt, ham, som man griber ved Tro. 
::Om Eders Kristus, om hvem du mig lærer, da mægter at give 
::<small><FONT COLOR=49727E> [160]</FONT COLOR=49727E></small>  det, som jeg beder ham om, straks jeg da skrider til Daad; 
::dog mine Guder skal blive, til hvem vi har indviet Altre, 
::indtil jeg Templer kan se, som man har rejst for din Gud. 
::Overgaar han, din Gud, da vore Guder i Højhed,
::og hvis han efter min Bøn mere at skænke formaar, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [165]</FONT COLOR=49727E></small>  da har jeg Grund til at skifte, med Glæde da lyder jeg Kristus, 
::da skal det kunstfulde Malm kastes i flammende Ovn”. 
::Gaver han lader ham bringe, og Bispen betænkes med Gaver,
::saadanne, som man kan faa netop i Danernes Land.
::Glad gaar Ebo tilbage og mælder hans gunstige Tale,
::<small><FONT COLOR=49727E> [170]</FONT COLOR=49727E></small>  fremsynet higer han nu Harald at vinde for Gud,
::og hin fortæller, han er nu til Sinds, den DanernesKonning 
::hid at drage og faa Daabens det hellige Bad. 
::Kejseren fromt da bringer til Gud, som er Fader til alle, 
::ham, der skænker kun godt, kraftig og hjærtelig Tak;
::<small><FONT COLOR=49727E> [175]</FONT COLOR=49727E></small>  Og han byder, at straks over Rigets samtlige Egne 
::alle med inderlig Bøn vender sig ydmygt til Gud,
::om at Kristus, den Drot, hvis Blod al Verden har løskøbt, 
::Ogsaa maa disse befri kærlig af Djævelens Vold.
<br>

::Drager til Ingelheim fluks ad gode, banede Veje
::<small><FONT COLOR=49727E> [180]</FONT COLOR=49727E></small>  Kejseren, naadig og from. Hustru ham følger og Barn. 
::Nær det ligger, det Sted, ved Rhinens rivende Strømme, 
::Haver og opdyrket Mark omgiver Borgen saa smukt; 
::rummelig knejser den selv og hviler paa hundrede Søjler, 
::talrige Gange der er, ogsaa mangfoldige Rum, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [185]</FONT COLOR=49727E></small>  tusinde Døre og Trapper der findes, og tusinde Kamre, 
::dygtige Mesteres Haand danned det herlige Værk. 
::Der den højestes Hus staar kunstig smykket med Malmet, 
::Stolperne helt er af Malm, gylden er Dørenes Fløj; 
::herlige Billeder langs med Væggene tydelig viser,
::<small><FONT COLOR=49727E> [190]</FONT COLOR=49727E></small>  hvad der er øvet af Gud og de berømteste Mænd: 
::Forrest til venstre man ser vore nyskabte første Forældre 
::færdes i Paradis' Fryd, Hjemmet, Gud Fader dem gav. 
::Listelig Slangen besnærer Evas uskyldige Hjærte, 
::saa hun forlokker sin Mand, rækker ham Kundskabens Frugt, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [195]</FONT COLOR=49727E></small>  Dernæst hvorledes for Gud de sig dækker med Figenens Blade, 
::lider forskyldt deres Straf, dyrker med Sved deres Mark.
::Offeret bringes, det første, og Broderen fælder sin Broder,
::Avind daared hans Sjæl, Broderens Bane han blev.
::Hvad der dernæst er malet, fortæller om følgende Slægter, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [200]</FONT COLOR=49727E></small>  ordnede, fast uden Tal, Minder fra henfaren Old.
::Syndfloden vokser og skyller udover den samlede Verden,
::opsluger alt hvad har Liv, alle det have fortjent.
::Ganske faa kun i Tal Guds Naade bjærger i Arken;
::Noah sender sin Ravn, derpaa sin Due saa glad.
::<small><FONT COLOR=49727E> [205]</FONT COLOR=49727E></small>  Dernæst er Abrahams Gerninger malede, ogsaa hans Afkoms, 
::Josef, hans Brødre med ham, dertil Kong Faraos Værk. 
::Fra den ægyptiske Trældom befries Folket ved Moses,
::her ses Ægypterens Død, Israel drager afsted. 
::Loven, given af Gud, paa tvende Tavler staar skreven,  
::<small><FONT COLOR=49727E> [210]</FONT COLOR=49727E></small>  Fjældvæggen udgyder Vand, Himlen forsyner med Brød.
::Her de naar til den længe forjættede, fremmede Jordbund,
::Josva træder nu frem, dygtig han leder sit Folk.
::Dernæst er malet den store Skare Profeter og Konger,
::mangen navnkundig Bedrift straaler i Farvernes Pragt, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [215]</FONT COLOR=49727E></small>  baade Kong Davids Værk og den mægtige Salomons Gerning, 
::ogsaa man Templet kan se, bygt ved guddommelig Hjælp; 
::dernæst Folkets Førere, hvem og hvor store de vare, 
::og de berømteste Mænd, Krigshøvding ligesom Præst. 
::Men paa den anden Side fortælles om Frelserens Levned, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [220]</FONT COLOR=49727E></small>  som han det førte paa Jord, — Faderen sendte ham hid — :
::Først daler Engelen ned og forkynder Maria sit Budskab, 
::saa at hun siger med Fryd: “Guds Tjenerinde jeg er”, 
::dernæst Frelserens Fødsel, som længst Profeterne kendte, 
::Jesus i Linned blev svøbt, skønt han i Sandhed var Gud. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [225]</FONT COLOR=49727E></small>  Her de gudfrygtige Hyrder, der følger Herrens Befaling, 
::dernæst de vise, som saa Barnet ved Faderens Gunst; 
::saa Herodes, der raser og tror, at Krist vil ham styrte, 
::myrder uskyldige Børn, — Gud har dem skænket at dø. 
::Josef flyr til Ægypten, men bringer saa Barnet tilbage; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [230]</FONT COLOR=49727E></small>  vokser nu Herren som Dreng, stedse dog lydig og tro. 
::Her han lader sig døbe, Guds Søn, der var kommen til Verden, 
::alle at fri med sit Blod, som i Fortabelsen laa. 
::Her hvorledes han faster, saaledes som Mennesker plejer. 
::Fristeren ser man at fly, ramt af hans mægtige Ord. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [235]</FONT COLOR=49727E></small>  Verden han ses at belære om Faderens Kærlighedsgave,
::giver den svage igen det, hvortil Gud ham har skabt, 
::ja hvorledes han vækker til Live atter de døde,
::drager mod Satan i Kamp, sejrer og kaster ham ud; 
::og ved sin Lærlings Træskhed og Folkets grusomme Skare 
::<small><FONT COLOR=49727E> [240]</FONT COLOR=49727E></small>  valgte, han, skønt han var Gud, Døden paa Menneskers Vis.
::Her opstanden han klart sig viser for Tjenernes Mængde, 
::stiger til Himlene op, styrer sit Rige med Kraft. 
::Ja, med saadanne Billeder Herrens Bolig er prydet, 
::malede, som det sig bør, alle med kunstnerisk Haand. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [245]</FONT COLOR=49727E></small>  Ligesaa Kejserens Hus med talrige Billeder straaler, 
::malet staar mangen Bedrift, skildret ved snilrige Kunst: 
::Kyros's Levned er malet, og dertil saa mangen en Stordaad 
::alt fra Kong Ninus's Tid, mangen forfærdelig Kamp; 
::her man ser, hvor han raser mod Strømmen, den vældige Konge, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [250]</FONT COLOR=49727E></small>  død er hans kæreste Hest, derfor han øver sin Hævn; 
::dernæst hvorledes i Hovmod han angriber Dronningens Lande, 
::men i den blodfyldte Sæk kastes hans Hoved til Straf. 
::Ikke er Udaaden glemt, som den skændige Falaris øved, 
::han med forbrydersk Kunst myrder de trodsige Folk; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [255]</FONT COLOR=49727E></small>  og hvorledes Perillos, der smeddede Guldet og Malmet, 
::kommer til denne Tyran, til ham han smedder i Hast 
::uden Gudsfrygt, den Stakkel, en Kobbertyr, saare navnkundig,
::saa at den grumme deri piner sin Næste til Død;
::snart Tyrannen ham selv i Tyrens Bug lukked inde,
::<small><FONT COLOR=49727E> [260]</FONT COLOR=49727E></small>  saaledes Kunstneren selv faldt for sin grulige Kunst.
::Her lægger Romulus Grunden til Rom i Forening med Remus, 
::dernæst man ser, at han frækt hugger sin Broder ihjel.
::Hannibal ser man, erfaren til Gavns i de blodige Krige,
::og at hans Øje blev blindt, det er ej heller forglemt. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [265]</FONT COLOR=49727E></small>  Saa Alexander, der sejrer i Krig og Verden erobrer, 
::og at den romerske Magt hæver til Himlen sig op. 
::Men paa den anden Side af Hallen man ser med Beundring 
::Fædrenes Storværk tilforn, nærmere Troen paa Gud: 
::her til Kejsernes Værk i det mægtige romerske Rige 
::<small><FONT COLOR=49727E> [270]</FONT COLOR=49727E></small>  slutter sig Frankers Bedrift, mangen en Gerning saa stolt. 
::Hensynsfuld Konstantin Roma, sin Hovedstad, ses at forlade, 
::opbygget havde han alt Konstantinopel til sig. 
::Malet staar der Theodosius, han som var yndet af Lykken, 
::og til hans herlige Værk føjer sig mangen Bedrift. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [275]</FONT COLOR=49727E></small>  Dernæst den kraftige Karl, der Friserne aved i Krigen, 
::malet paa Væggen man ser, alt hvad han øved med Kraft. 
::Der du straaler, Pippin, du Akvitanerne tvinger, 
::lægger dem under dit Spir, Krigsguden giver dig Held. 
::Karl, den vise, man ser træde frem, hans Aasyn er ædelt, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [280]</FONT COLOR=49727E></small>  Hovedet løfter han højt, værdig med Guldkronen smykt; 
::der ser man Saxernes Fylkinger staa, dem Kamplykken frister, 
::han dem besejrer, ved. Tvang kommer de under hans Magt. 
::Smykket med disse og andre Bedrifter Kongsgaarden straaler, 
::det er et Syn, som gør godt; ser man dem, bliver man glad.
::<small><FONT COLOR=49727E> [285]</FONT COLOR=49727E></small>  Her holder Kejseren fromt et Thing for besejre Stammer, 
::og, som han har det for Skik, ordner han Rig med Lov.
<br>

::Se, da svæver paa Rhinens Bølger vel hundrede Snekker 
::smukt er hvert eneste Skib prydet med snehvid Sejl. 
::Det er den Sendefærd stolt, der kommer fra Danernes Stammer, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [290]</FONT COLOR=49727E></small>  Harald, der byder som Drot, staar paa det forreste Skib. 
::Dig, Kejser Ludvig, han søger og bringer dig Hyldet som bør sig. 
::Vækst har du givet det Ry, Kirken alt længe har haft. 
::Alt de nærmer sig Bredden og styrer indad i Havnen 
::og fra sin knejsende Borg Ludvig den fromme det ser; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [295]</FONT COLOR=49727E></small>  Matfrid han giver Befaling tilligemed Ynglingeskaren 
::at de dem møde paa Stand og med et Gæstfriheds Sind; 
::Heste ham sender i Mængde med Tømmer og Dækner af Purpur, 
::at hver nykommen Gæst hastig kan naa til hans Borg.
::Harald nærmer sig alt, paa en frankisk Ganger han rider,
::<small><FONT COLOR=49727E> [300]</FONT COLOR=49727E></small>  medens hans Hustru og Folk gøre sig rede dertil;
::og i sin herlige Hal ham Kejseren modtog med Glæde,
::byder at frembære Mad, dele blandt Gæsterne ud.
::Først tiltaler dog Harald ærbødig den mægtige Konning, 
::Ønsket, der bragte ham hid, det han fortæller ham straks.
::<small><FONT COLOR=49727E> [305]</FONT COLOR=49727E></small>  ”Hvad der har draget mig til Eders Borg, stormægtige Kejser, 
::ligesom hele mit Hus, dertil min samtlige Slægt, 
::det vil jeg først Eder melde, saafremt Eders Højhed tillader; 
::hvis I vil høre derpaa, tolker jeg Eder det straks: 
::nemlig, idet jeg længe har fulgt de fædrene Love,
::<small><FONT COLOR=49727E> [310]</FONT COLOR=49727E></small>  har jeg og hidtil beholdt, hvad der hos Folket var Skik, 
::til mine Guder og mine Gudinder jeg altid har ofret, 
::forebragt Bønner for dem, Løfter jeg gav dem saa fromt, 
::for at ved deres kraftige Gunst min fædrene Krone, 
::Folk og Land og min Æt skærmede skulde bestaa, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [315]</FONT COLOR=49727E></small>  sikrede huldt mod Hunger og trygge for ødende Vanheld, 
::signede mildelig med smilende Lykke og Held. 
::Men Eders hellige Ebo, som kom til de nordiske Egne, 
::har noget andet os lært, klart han os har det bevist. 
::Han har forkyndt, at Himmelens Skaber og Jordens og Havets, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [320]</FONT COLOR=49727E></small>  han kun i Sandhed er Gud, Æren alene er hans, 
::han har dannet et Menneskepar af den nyskabte Jordbund, 
::hele vor Menneskeslægt nedstammer ene fra dem; 
::og hin højeste Gud sin Søn har nedsendt til Jorden, 
::ham, fra hvis Side der flød Blod i Forening med Vand; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [325]</FONT COLOR=49727E></small>  dermed barmhjærtig han rensede Verden for alle Slags  Brøde, 
::hver, som er genfødt, han gav Himmelens Rige i Arv.
::Kristus Jesus, saa nævnes hans Navn, Guds Søn i det høje, 
::han ved den hellige Aand frelser hver Sjæl, som har Tro. 
::Hver, som ikke bekender, at han nu hersker i Himlen, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [330]</FONT COLOR=49727E></small>  og hvem den hellige Daab ikke er bleven til Del,
::mod sin Vilje fare han maa til det yderste Mørke,
::hvor han i Djævlenes Hær optages, evig fortabt; 
::den derimod, som ønsker at naa til den himmelske Bolig, 
::hvor der er fuldt op af godt , og hvor det onde er fjærnt, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [335]</FONT COLOR=49727E></small>  han maa bekende, at Kristus er Gud og Menneske tilmed, 
::og i det hellige Væld vorde af Legem han ren, 
::nemlig i Faderens, Sønnens, den hellig Aands Navn skal han dernæst 
::tre Gange bøje sig ned i det forløsende Vand. 
::Denne Gud er kun én, skønt trende Navne han bærer,
::<small><FONT COLOR=49727E> [340]</FONT COLOR=49727E></small>  lige er Ære og Magt, evig forbliver det saa.
::Alt det andet, som Hænder har gjort, det Biskoppen kalder 
::Afgudsbilleder, Malm, siger, at intet det er. 
::Og, du naadige Kejser, den hellige Ebo fortæller,
::at den Tro, han har bragt, det er just den, som er din. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [345]</FONT COLOR=49727E></small>  Ved hans Vandel og ved hans værdige Ord jeg nu kvæget 
::tror paa den Sandhedens Gud, nærer for Afguder Sky; 
::derfor jeg ogsaa hastelig sejlede til Eders Rige,
::for at jeg maatte faa Del i Eders hellige Tro.” 
::Dertil svarede Kejseren: “Harald, min Ven, jeg dig giver 
::<small><FONT COLOR=49727E> [350]</FONT COLOR=49727E></small>  rettelig alt hvad du vil. Gud vil jeg bringe min Tak;
::ved hans Barmhjærtighed ønsker du nu at komme til Troen, 
::du, som jo længe har fulgt Slangens forførende Bud.” 
::”Gjør Eder rede!” saa Kejseren byder — “og skynder jer alle! 
::gør nu beredt efter Skik alt hvad der hører til Daab, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [355]</FONT COLOR=49727E></small>  hvide Klædninger, som det sig sømmer for kristne at bære, 
::Vandet fra Kildernes Væld, Salve og Olje dertil.” 
::Da nu dette er ordnet, og alting vel er beredet,
::ind i det hellige Hus Harald med Kejseren gaar. 
::Kejseren til Guds Ære opløftede Harald af Vandet, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [360]</FONT COLOR=49727E></small>  ligesom ogsaa han selv gav ham den snehvide Dragt. 
::Judith, den skønne Fyrstinde, af Daabens hellige Vande 
::Dankongens Hustru drog op, gav hende Daabsklæder paa. 
::Kejser Lothar, den ældste Søn af den naadige Konning, 
::hævede værdig hans Søn op af det hellige Vand. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [365]</FONT COLOR=49727E></small>  Kongens Høvdinger hæves og smykkes af fornemme Franker, 
::andre af Hoffet drog op hele den øvrige Flok. 
::Hvilken Skare du førte til Gud, du mægtige Ludvig! 
::herligste Røgelseduft bragte du Krist ved dit Værk; 
::længe erindres det skal, hvad her du øved, o Fyrste, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [370]</FONT COLOR=49727E></small>  hvad du fra Ulven rev bort, frelste og bragte til Gud. 
::Klædt i de snehvide Klæder og genfødt i Hjærtet gaar Harald 
::ind i det straalende Hus, der hvor hans Gudfader bor.
::Herlige Gaver kan skænker sin Gudsøn, den mægtige Kejser, 
::Gaver, som Frankernes Land rigt dem at bære formaar, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [375]</FONT COLOR=49727E></small>  først en Kjortel af Purpur, baldyret med kostbare Stene, 
::rundt om en Bræmme af Guld furede Randen med Pragt; 
::og ved hans Side han hænger et Sværd, som han selv havde baaret, 
::prægtigt, og føjede til Remmen, der skinned af Guld; 
::Kæder af Guld omslutter hans Arme, desuden til Lænden 
::<small><FONT COLOR=49727E> [380]</FONT COLOR=49727E></small>  slutter et Bælte sig fast, rigt baldyret med Kunst;
::og efter Skik med en straalende Krone hans Hoved man smykker,
::endelig fast paa hans Fod sætter man Sporen af
::Guld; og paa hans brede Ryg der straaler en Gyldenstykskappe, 
::medens paa Haanden han har Handsken, saa blændende hvid. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [385]</FONT COLOR=49727E></small>  Judith, Kejserens Frue, desuden ogsaa hans Hustru
::lignende Prydelser gav, mangen en udmærket Skat, 
::nemlig en Gyldenstyksklædning, med herlige Stene baldyret, 
::som kun Minerva den sy kan med sin snilrige Kunst; 
::Hovedguld med Stene besat nu straaler fra Panden, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [390]</FONT COLOR=49727E></small>  medens paa Brystet hun har Spændet, saa kostbart og stort;
::Halsen pryder en bøjelig Kæde af Guld, som er flettet, 
::medens Armbaandet tæt slutter sig om hendes Arm;
::men over Hofterne sidder et Bælte med Guld og med Stene, 
::dertil et guldvirket Slør fra hendes Skulder gaar ned. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [395]</FONT COLOR=49727E></small>  Ligesaa Haralds Søn af Lothar, saa mild og saa venlig, 
::smykkes i selvsamme Stund prægtig med fejreste Skrud;
::og deres Følge tillige paa Frankernes Vis bliver prydet. 
::Kejseren naadig og huld skænker dem Klædninger selv.
<br>

::Alt var nu blevet beredt til at holde den hellige Messe, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [400]</FONT COLOR=49727E></small>  Klokkerne kalder dem did efter sædvanlige Skik. 
::Kirken straaler af Præsternes Skare, omhyggelig ordnet, 
::klædte i prægtigste Skrud, pranger som fejreste Vaar; 
::dér staar de Præster i Flok, der Clemensreglerne følger, 
::hist staar Leviternes Hob, stillet i Række med Pragt; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [405]</FONT COLOR=49727E></small>  Theuto ordner med Omhu Klerkenes syngende Skare, 
::og Adhalvitus gaar frem. Staven han bærer i Haand, 
::hver, der trænger sig frem, han slaar, saa at Vejen han baner 
::ærefuldt foran sin Drot, Hoffet, hans Hustru og Søn.
::Gennem en rummelig Forhal skrider nu Drotten til Kirken; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [410]</FONT COLOR=49727E></small>  dér i Guds hellige Hus kommer han ofte som Gæst; 
::herlig han straaler af Guld tillige med kostbare Stene 
::saaledes vandrer han frem, støttet til Tjenere glad;
::Hilduin gaar ved hans højre, til venstre gaar Helisakar, 
::foran ham derimod gaar Gerung og bærer sin Stav, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [415]</FONT COLOR=49727E></small>  medens paa Kejserens Skridt han efter Sædvane agter; 
::smykket er Kejseren selv herlig med Kronen af Guld. 
::Lothar, den fromme, og Harald, som bærer de snehvide Klæder, 
::følger nu tæt efter dem, straaler af Gavernes Pragt.
::Karl, den dejlige Dreng, gik foran Ludvig, sin Fader,
::<small><FONT COLOR=49727E> [420]</FONT COLOR=49727E></small>  jublende over sin Pragt sprang han paa Marmorets Flis. 
::Judith kommer dernæst, i Dronningekappen hun straaler, 
::fremad vandrer hun stolt, klædt i sit fejreste Skrud;
::tvende Høvdinger ledsager hende, en kongelig Hæder, 
::Matfrid og Hugo det er, ved hendes Side de gaar, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [425]</FONT COLOR=49727E></small>  medens den kronedes ædle Frue de tjener med Ære, 
::begge i guldvirket Dragt drager de stoltelig frem.
::Efter den frankiske Dronning gaar endelig Dankongens Hustru, 
::ret hun i Sindet er glad over de Gaver, hun fik 
::Fridugis ledsager hende, ham følger de Lærlingers Skare, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [430]</FONT COLOR=49727E></small>  kyndige, — Dragten er ren, ligesom og deres Tro — .
::Dernæst i ordnet Tog den øvrige Skare dem følger, 
::Festdragten klæder dem smukt, den, som dem Kejseren gav, 
::Men da nu Ludvig med afmaalte Skridt var kommen til Kirken,
::bringer han Herren sin Bøn, som han det havde for Skik;
::<small><FONT COLOR=49727E> [435]</FONT COLOR=49727E></small>  klart derefter fra Theutos Basun der lyder en Tone, 
::hvorpaa straks stemmer i Klerkenes samlede Kor.
<br>

::Harald sig undrer, hans Hustru med ham, ja alle forbavses. 
::Frænderne, ogsaa hans Søn, over Guds vældige Magt, 
::Klerkene undres de ved som og ved den herlige Kirke, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [440]</FONT COLOR=49727E></small>  Præsternes samlede Flok og deres hellige Dont; 
::Gaverne dog de beundre især fra den mægtige Kejser, 
::medens de se, at det alt udføres efter hans Bud. 
::Sig mig nu Harald, du ædle, hvad tykkes dig nu vel det bedste? 
::er det vel Kejserens Tro eller det daarlige Malm? 
::<small><FONT COLOR=49727E> [445]</FONT COLOR=49727E></small>  Bring dine Guder til Ovnen, af Guld og af Sølv er de støbte, 
::lad kun for dig og din Slægt Smykker nu smedde deraf: 
::er de af Jærn, saa kan du dem bruge til Marken at pløje,
::Smedene byde du kan Knive at danne deraf; 
::mere Nytte du har af et Plovjærn, trykket i Jorden, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [450]</FONT COLOR=49727E></small>  end af din forrige Gud med hans bedragerske Kunst.
::Gud, den sande, er her, som Frankerne samt deres Kejser 
::tilbeder, dyrk du kun ham, Jupiter kaste du bort !
::Jupiter smedde du om til sorte Gryder og Kedler, 
::disse lad nyde den Ild, som deres Ophav har kær, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [455]</FONT COLOR=49727E></small>  lad saa Neptun lave om, han fortjener at blive en Krukke, 
::som man dig bringer med Vand; - Vandet han elsker jo mest!
<br>

::Værdig beredtes imidlertid alt, hvad der hører til Huset, 
::baade forskellig Slags Mad, ligesom mange Slags Vin. 
::Peter, den øverste Bager, og Gunto, hvem Kokkene lyder, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [460]</FONT COLOR=49727E></small>  skynder nu hurtig sig hid, dækker omhyggelig Bord, 
::frem de tager de rene Duge med snehvide Frynser,
::og paa det prægtige Bord sætter de Retterne frem;
::en efter Sædvane omdeler Brød, og Kødet en anden,
::snarlig paa Bordet man ser Fade, som straaler af Guld. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [465]</FONT COLOR=49727E></small>  Men over Skænkerne Otto befaler, den ivrige Yngling, 
::Vingudens herlige Drik skaffer han hurtig beredt. 
::Alt som i Kirkens Hal nu den hellige Højtid var fuldbragt, 
::Kejseren stander da op, agter tilbage sig nu, 
::kronet med Guld, hans Hustru med ham, hans Børn og hans Hoffolk. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [470]</FONT COLOR=49727E></small>  Bort ogsaa Præsterne gaar, klædte i snehvide Skrud. 
::Vandrer med afmaalte Fjed den fromme da hen til sin Kongsgaard, 
::hvor efter fyrstelig Skik Maaltidet rede nu staar. 
::Glad han sig satte til Bords, ved hans Side Judith, den fagre 
::efter hans Bud, men dog først kysser hun Konningens Knæ. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [475]</FONT COLOR=49727E></small>  ved hans anden Side med Harald, Gæsten fra Danmark, 
::Lothar som Kejser har Plads, alt som det Konningen bød. 
::Danerne undres ved Maaltidets Pragt og Kejserens Vaaben, 
::ved hans Tjeneres Flok, Ungdommens udsøgte Blomst. 
::Dét var en Højtidsdag for Franker og genfødte Daner, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [480]</FONT COLOR=49727E></small>  mindes stedse den skal selv i den seneste Old.
<br>

::Alt var den kommen, den følgende Dag, med det tidligste Daggry,
:: Stjærnene tvinges at fly. Solen varmer vor Jord. 
::Kejseren drager paa Jagt, efter Skik ham Frankerne følger, 
::Harald han indbyder og, at han følge ham maa. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [485]</FONT COLOR=49727E></small>  Nærved der ligger en Ø, omflydt af Rhinflodens Strømme, 
::dér bliver Græsset saa grønt, dér er en skyggefuld Skov; 
::dér var der talrige Dyr af mange forskellige Arter, 
::rundt om blandt Træerne trygt hvilte den sorgløse Flok. 
::Øen fyldtes nu vidt og bredt af Jægernes Skare,
::<small><FONT COLOR=49727E> [490]</FONT COLOR=49727E></small>  Hundenes Kobbel i Hast farer med Mændene frem. 
::Henover Grønsværet Kejseren styrer sin vælige Ganger, 
::Wito med Bue og Pil ledsager Drotten til Hest. 
::Frem der strømmer en Skare af Ynglinge, ogsaa af Drenge, 
::Lothar rider blandt dem stolt paa en rapfodet Hest. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [495]</FONT COLOR=49727E></small>  Danerne følge i talrige Flok og Gæsten, Kong Harald, 
::glad han higer i Hu Jagten, den stolte, at se.
::Judith ogsaa, den hulde, Kejserens yndige Hustru, 
::stiger nu op paa sin Hest, smykket i fejreste Skrud; 
::og foran Herskerinden der rider de fornemste Stormænd, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [500]</FONT COLOR=49727E></small>  bagefter Høvdingers Flok, Fyrsten de ærer saa tro. 
::Hele Skoven nu genlyder ofte af Hundenes Gøen, 
::højt lyder Mændenes Raab, Jagthornet gjalder nu tidt; 
::Vildtet skræmmes da op, gennem Torne og Kratskov det farer, 
::Flugten er ikke et Værn, heller ej Skov eller Vand; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [505]</FONT COLOR=49727E></small>  Hjorte med prægtige Takker nu fældes, og Raadyr tillige, 
::hvastandet Vildbas maa dø, ramt af den skærpede Pil. 
::Egenhændig nu Kejseren selv mod talrige Vilddyr 
::Dødsstødet retter med Kraft, ivrig han fælder dem brat; 
::Lothar, den hurtige, kraftfulde, stoler nu kæk paa sin Ungdom, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [510]</FONT COLOR=49727E></small>  lægger med kraftige Haand Bjørne i Mængde til Jord. 
::Men den øvrige Skare af Mænd, der har spredt sig paa Engen, 
::fælder mangfoldige Dyr og af forskelligste Art. 
::Raakalven farer afsted, og Hundekoblet den følger 
::rask i den løvtætte Skov og gennem Vidiekrat; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [515]</FONT COLOR=49727E></small>  did den retter sin Flugt, hvor med hele sit Følge Fyrstinden 
::Judith holder med Karl, Barnet, som følger sin Mo'er,
::didhen den farer, kun Redning der er ved de hurtige Fødder, 
::frelses den ikke ved Flugt, da maa den snarligen dø. 
::Men da nu Drengen Karl den ser, han ønsker at følge
::<small><FONT COLOR=49727E> [520]</FONT COLOR=49727E></small>  Faderen straks i hans Jagt, fluks han forlanger en Hest, 
::ivrig om Vaaben han raaber, om Kogger og hurtige Pile, 
::hastig forfølge han vil ligesom Faderen selv; 
::ivrig føjer han Bøn til Bøn, men den yndige Moder
::Drengen forbyder at gaa, opfylder ikke hans Bøn; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [525]</FONT COLOR=49727E></small>  og dersom ikke hans Opdrager holdt ham, og tilmed hans Moder, 
::vilde han løbe afsted paa sine stumpede Ben.
::Men nogle Ynglinge løber og fanger den flygtende Raakalv, 
::helt uden Skrammer og Saar bringes til Drengen den hen;
::Vaaben griber han straks, som passer til barnlige Hænder, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [530]</FONT COLOR=49727E></small>  saarer nu ivrig med dem Raadyrets bævende Krop. 
::Svendenes prægtige Skare nu samles, om Drengen de flokkes, 
::han, som har Faderens Kraft, dertil sin Farfaders Navn, 
::ja han ligner Apollo, der straaler, naar fremad han vandrer 
::hen over Delos’s Bjærg, stolt og sin Moder til Fryd. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [535]</FONT COLOR=49727E></small>  Faderen selv, den mægtige Kejser, og hele hans Følge 
::søger nu hen under Tag, trættede af deres Jagt. 
::Judith havde imens, den snilde Fyrstinde, ladt bygge 
::hist i Skoven en Hal, hyggelig tættet med grønt,
::flettet af smidige Vidier, klædt med den afskaarne Buxbom, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [540]</FONT COLOR=49727E></small>  udenom Tæpper var hængt, Lærredet dannede Tag; 
::selv hun bereder den kærlige Konning et Sæde i Græsset, 
::hvor det er frodigt og grønt, Maaltidet ordner hun og. 
::Kejseren Hænderne tvætter, og han og hans yndige Hustru 
::sætter sig ned paa en Bænk, smykket med udmærket Pragt. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [545]</FONT COLOR=49727E></small>  Lothar, den fagre, og Harald med ham — han Venskabet nyder — 
::sætter sig begge til Bords, følgende Kejserens Bud, 
::medens den øvrige Skare paa græsklædte Jordbund sig hviler, 
::rundt i den skyggende Skov kvæger den mødige Krop. 
::Ynglinge bringer de stegte, fede Stykker af Vildtet, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [550]</FONT COLOR=49727E></small>  stedse til Kejserens Bord bærer de alle Slags Dyr.
::Maaltidet jager nu Sulten paa Flugt, og Bægert fyldes, 
::snart maa den plagende Tørst fly for den liflige Drik; 
::nu den herlige Vin opliver de mandige Hjærter, 
::flokkevis vandrer man glad hjem til den knejsende Borg. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [555]</FONT COLOR=49727E></small>  Og da til Borgen de kom, de kvægede Sindet ved Vinen, 
::Aftensangshøjtiden da kaldte til Kirken dem hid. 
::Og da den nu efter Skik var fuldført værdig med Gudsfrygt, 
::atter tilbage de gik ind under Kongsgaardens Tag.
::Da kom Svendenes Skare, og Jagtudbyttet de bragte, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [560]</FONT COLOR=49727E></small>  alle de ønskede ret, Kejseren skulde dem se; 
::tusinde prægtige Takker af Hjorte de bringer og tilmed 
::Bjørnenes Hoved og Krop hid fra den voldsomme Jagt, 
::Vidsvin i Mængde de bringer med stride Børster beklædte, 
::Daadyr og Raadyr i Hob frembærer Svendenes Flok. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [565]</FONT COLOR=49727E></small>  Naadig blandt Tjenerne alle nu Kejseren Byttet fordeler 
::efter sædvanlige Skik, Klerkene faar deres Del.
<br>

::Men da nu Harald som Gæst til Herligheden er Vidne,
::vejer og prøver han vel mangen en Plan i sit Sind;
::studse han maa, naar paa Kejserens Magt han ser og hans Rige, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [570]</FONT COLOR=49727E></small>  og paa hans Tro og hver Skik, hvormed man tilbeder Gud, 
::indtil han endelig udsletter Vaklen og Tvivl af sit Hjærte, 
::modtager gærne det Raad, det, som han hørte fra Gud. 
::Opfyldt af Tro han til Kejseren gaar for dette at sige, 
::kommer til ham af sig selv, knæler saa ned for hans Fod: 
::<small><FONT COLOR=49727E> [575]</FONT COLOR=49727E></small>  ”Mægtige Kejser, der tilbeder Gud og Folkene styrer, 
::som den almægtige Gud skænked dig naadig og huldt! 
::nu har jeg set, hvor herlig du er, hvor kæk og langmodig, 
::trofast, mægtig og mild, alt ved Guds naadige Hjælp, 
::rig paa Skatte du er, og den, der trænger, du hjælper, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [580]</FONT COLOR=49727E></small>  alle, som under dig staar, dem er du venlig og blid.
::Kejser! at alle Dyder fra dig udstrømmer, jeg mærker, 
::ligesom og, at dit Sind kvæges af Himmelens Dug, 
::og dit formanende, vindende Ord har bøjet min Nakke 
::ind under Kristus's Aag, frelst fra den evige Ild, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [585]</FONT COLOR=49727E></small>  og fra den daarlige Afvej den fjærnede mig og min Husstand, 
::som er mig lydig, mit Bryst gav den det levende Væld; 
::glædet jeg er tillige med Gaver i Mængde og Vaaben, 
::Hjærtet er opfyldt af Gud, Legemet Rigdomme fik. 
::Sligt at øve forvist kun Kristi Kærlighed magter, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [590]</FONT COLOR=49727E></small>  han til det fjendtlige Folk saadanne Gaver har
::bragt; ja, jeg tror, at al Jorderigs Herlighed ene du ejer,
::og at med Ære du ret opholder kristelig Sæd. 
::Som mine Afguder alle tilsammen for Kristus maa vige, 
::saaledes ogsaa min Magt blot for dit mægtige Navn. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [595]</FONT COLOR=49727E></small>  Fortidens straalende Glans, lad den da ikkun fordunkles, 
::medens dit Rige er stærkt, saaledes Gud det jo vil; 
::kunde en anden i Magt og i Vaaben end være din Lige, 
::dog i at elske din Gud over dem alle du staar. 
::Hvad har at gøre jeg nu? Med Ord kun Tiden jeg spilder: 
::<small><FONT COLOR=49727E> [600]</FONT COLOR=49727E></small>  Talen evner dog ej Storværk at fremstille fuldt.”
::Hvorpaa han straks af sig selv med Haandtryk Kejseren giver
::sig og sit Rige i Vold, alt hvad der hørte ham til.
::”Modtag, Kejser, mig selv” han sagde “og Riget, jeg styrer, 
::dig vil jeg tjene fra nu, det har jeg ærlig bestemt.” 
::<small><FONT COLOR=49727E> [605]</FONT COLOR=49727E></small>  Tog i Hænderne nu hans Hænder Ludvig med Ære, 
::Daner og Frankers Land føjedes sammen til et. 
::Kejseren selv højtidelig da efter frankiske Skikke
::skænked ham Vaaben og Hest, alt som det plejer at ske. 
::Atter en Festdag oprinder, Glæden er atter fornyet.
::<small><FONT COLOR=49727E> [610]</FONT COLOR=49727E></small>  Franker og Daner som én fejrer den glimrende Fest.
<br>

::Herlige Gaver da Kejseren giver til Dankongen Harald, 
::som er hans trofaste Mand, med sit elskværdige Sind, 
::ja, han skænker ham ogsaa et Landskab, nær ved hans Rige, 
::mange Slags Gods og en Egn, hvor der kan frembringes Vin. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [615]</FONT COLOR=49727E></small>  Og for at alting kan rettelig ske, naar til Herren han beder, 
::Ludvig til kirkelig Brug giver ham Redskaber med. 
::Klædninger, som Guds hellige Tjenere plejer at bruge. 
::Præster han giver ham med. Messebog føjer han til; 
::nogle barmhjærtige Munke, saa villige, sendte han ogsaa,
::<small><FONT COLOR=49727E> [620]</FONT COLOR=49727E></small>  for at det hedenske Folk fromt maatte føres til Gud. 
::Store og herlige Gaver han Konningen giver til Eje, 
::større end skildre jeg kan; det ikke magter mit Digt.
::Skatte og kongelig Spise de danske Søfolk nu bringer
::til deres Skibe, de ved, hvad de nu Havet betror.
::<small><FONT COLOR=49727E> [625]</FONT COLOR=49727E></small>  Brisen kalder om Bord, og Vinden forbyder at tøve,
::Varsler, at Vintren er nær, byder at skynde sig bort. 
::Men da hvert Skib nu er ladet, og Sejlet er blevet istandsat, 
::gaar efter Kejserens Hu Harald til Snekken med Pragt; 
::Dankongens Søn og hans Brodersøn bliver i Kejserens Hofborg, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [630]</FONT COLOR=49727E></small>  hvor de for ham holde Vagt, følgende Frankernes Skik. 
::Harald, rigt forsynet med Gaver og alle Slags Vaaben, 
::drager nu hjem til sit Land over det bølgende Hav. 
::Ludvig, en saadan Vinding du Gud, den almægtige, skænked, 
::føjede saa til dit Land Riget, som ret er berømt! 
::<small><FONT COLOR=49727E> [635]</FONT COLOR=49727E></small>  Frivillig Konninger søger til dig for at hylde de Vaaen, 
::dem, hvormed Fædrene vandt Sejr i hver eneste Kamp; 
::det, som ej Romerriget besad og det frankiske Rige, 
::det har du nu gjort til dit. Fyrste, ved Kristus's Navn. 
::Ja, selv Orglet, som aldrig tilforn man i Frankenland bygged,
::<small><FONT COLOR=49727E> [640]</FONT COLOR=49727E></small>  hvoraf jo Grækernes Land altid har brovtet saa stolt,
::det, hvorved Konstantinopel endnu en Forrang at have
::tænkte, o Kejser, ja det pryder i Achen dit Slot;
::det kan vel Frankerne minde om Hovedet ydmygt at bøje, 
::naar til den herligste Ros derfor de hæve sig vil.
::<small><FONT COLOR=49727E> [645]</FONT COLOR=49727E></small>  Frankenland, juble du maa og Ludvig ydmygt du takke, 
::ham, ved hvis dygtige Kraft saadanne Gaver du fik. 
::Og den almægtige Gud, der skabte Himlen og Jorden, 
::give, at vide om Land stolt man berømmer hans Navn.
<br>

::-----------------
<br>

::Medens jeg dette nu digter, jeg holdes som Fange i Strassburg, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [650]</FONT COLOR=49727E></small>  — vel jeg erkender min Synd, frit jeg bekender min Skyld — 
::dér, hvor jo Templet, helliget dig, o Jomfru Maria, 
::straaler, og hvor man din Ros herlig forkynder paa Jord; 
::Himmelbeboerne, siger man, ofte den hellige Kirke
::gæster, og Englenes Hær holder i Ære den højt. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [655]</FONT COLOR=49727E></small>  Mangt et Under berettes, men vælg, Thalia, min Muse, 
::enkelte ud og fortæl! hjælpe Guds Moder dig huldt. 
::Vogter i gamle Dage ved denne Kirke i Strassburg, 
::det var Theutram, en Mand, værdig at bære sit Navn, 
::han for den hellige Jomfrus Alter plejed at knæle,
::<small><FONT COLOR=49727E> [660]</FONT COLOR=49727E></small>  vaagen ved Nat som ved Dag, alt under Bønnen til Gud; 
::derfor den hellige Mand, hvis Trøst var den himmelske Naade, 
::gaves det ofte til Løn Englenes Skarer at se. 
::En Gang, en Nat, da han Salmer og Lovsange ret havde sunget, 
::og da han mødig og træt vilde sig lægge til Ro,
::<small><FONT COLOR=49727E> [665]</FONT COLOR=49727E></small>  ser han, at Kirken oplyst staar af pludselig Klarhed,
::ret som en straalende Dag og som en skinnende Sol.
::Springer fra Lejet han op for at finde den lønlige Aarsag, 
::se, hvilket straalende Lys fylder det hellige Hus. 
::Saa han da, at en Fugl, lig en Ørn, omsvævede Altret, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [670]</FONT COLOR=49727E></small>  sælsom af Skabning den var, ikke den kendes paa Jord, 
::Næbet var rødeste Guld, dens Klør som de dyreste Stene, 
::Fjedrenes dækkende Ham ganske som Himmelens blaa, 
::Lyset straaled fra Øjnene ud. Og Præsten forbavses, 
::ikke han mægter sit Blik mere at sende derhen. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [675]</FONT COLOR=49727E></small>  Fuglen beundre han maa og særlig ogsaa dens Vinger, 
::tilmed den dejlige Krop, navnlig dog Øjnenes Glans. 
::Længe saalunde den bliver, men da med en Stemme
::som Hanens tre Gange kalder den op Brødrene til deres Pligt, 
::hæver sig lettelig op; hvor Vinduet hindrer den Flugten, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [680]</FONT COLOR=49727E></small>  aabnes der Vej af sig selv, hastelig svæver den bort; 
::alt som den stiger mod Himmelen op, sig taber og Lyset, 
::hjemme den havde hos Gud, klarligt at skønne det er. 
::Thi paa en anden Tid den Mester skued det samme, 
::— mange forbavsende Ting er mig af Klerke fortalt — : 
::<small><FONT COLOR=49727E> [685]</FONT COLOR=49727E></small>  Da foran Altrets Bord i Kirken han sang, som han plejed, 
::ivrig i Bønnen til Gud, mens det var Mørke og Nat,
::og hans Lærlinger vaaged med ham for den natlige Andagt 
::fromt at holde for Gud, ventende Tegnet til Bøn, 
::se, da kom der en pludselig Larm som Torden og Stormvejr, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [690]</FONT COLOR=49727E></small>  voldsomt rystedes da Domkirkens mægtige Skib. 
::Ned til Gulvet med Skælven og Bæven de Lærlinger styrted, 
::misted al Samling og Sans, Skrækken dem ganske betog. 
::Dog uden Frygt den hellige Mand sine Hænder mod Himlen 
::strakte og ønsked at se, hvorfra vel Drønet brød frem; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [695]</FONT COLOR=49727E></small>  da han ser, at det fagre Loft i den hellige Kirke 
::aabner sig, derpaa med Pragt kommer tre herlige Mænd, 
::klart af Lyset omstraalede, klædte i skinnende Klæder, 
::Legemets Farve som Sne, hvidt deres Hoved som Mælk; 
::ældst af Aar den mellemste var, paa de to han sig støtted, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [700]</FONT COLOR=49727E></small>  de var hans Tjenere kun, fremad han svævede fromt. 
::Da deres Fod til Gulvet var naat, til Jomfruens Alter 
::drevne af Gudsfrygt de gaar, fremfører Bønner og Sang, 
::vandrer som Mennesker ellers og søger de øvrige Altre, 
::udtaler Bønner og Ord, som det sig Præsterne bør. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [705]</FONT COLOR=49727E></small>  Skibet til højre ved Paulus' hellige Minde sig glæder, 
::Peders ærværdige Navn skærmer den modsatte Del,
::her den fortrinlige Lærer og hist den Himlenes Portner,
::Herrens Moder med Pragt mellem dem begge har Plads;
::Midterskibspladsen har Mikael faaet med Korset i Haanden, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [710]</FONT COLOR=49727E></small>  medens den forreste Del prydes af Døberens Font.
::Ogsaa til dem gik de hellige Mænd fra Himlen at bede, 
::skønt deres Sjæle de tidt ser for Guds Aasyn at staa. 
::(Thi at man ikke de hellige Fædres Legem skal ære, 
::hvem er saa fræk eller dum saadanne Tanker at faa? 
::<small><FONT COLOR=49727E> [715]</FONT COLOR=49727E></small>  Visselig æres dog Gud, naar hans elskede Tjenere æres, 
::ved deres Forbøn vi kan stige til Himmerig op. 
::Petrus vel ikke er Gud, dog tror jeg, at jeg ved hans Bønner
::kan blive fri for min Straf, den jeg ved Skyld har fortjent.)
::Men saalænge de tre i Vor Frues Kirke mon vandre,
::<small><FONT COLOR=49727E> [720]</FONT COLOR=49727E></small>  oventil Domkirkens Tag aabent bestandig forblev;
::da efter fuldendt Bøn de vandred tilbage til Himlen,
::Taget sig lukkede til, Aabningen saa man ej mer.
::Da nu den hellige Mand havde set det, de andre han søgte, 
::endnu paa Gulvet de laa, slagne i Hjærtet af Skræk. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [725]</FONT COLOR=49727E></small>  “Rejs jer dog. Venner!” han sagde “hvad er der dog sket,  som har tvunget 
::jer til at falde i Søvn, mens det at vaage er Tid?” 
::Men de hulkede stærkt, og ikke de mægted at tale,
::ikke de kunde forstaa alt hvad der lige var sket. 
::“Vel,” han sagde, “nu mærker jer nøje Timen og Tiden, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [730]</FONT COLOR=49727E></small>  muligvis dette kan faa snarlige Følger paa Jord;
::snarest jeg tror, en Profet det har været, en udmærket Biskop, 
::som nu af Englenes Kor bliver til Himmelen bragt.”
::Sælsomt det opfyldt blev. Bonifacius, kærlig og hellig, 
::døde den selvsamme Stund, ham havde Biskoppen set: 
::<small><FONT COLOR=49727E> [735]</FONT COLOR=49727E></small>  Mens Staalhjærtet i Frisernes Bryst han søgte at bryde 
::og ved at lære om Krist vise dem Vejen til Gud,
::ak, det sindssyge Folk snart myrded sin herlige Læge,
::Himmerigs Glæde han fik ved deres skændige Hug. 
::Men da til Himlen han for, og begge hans Fæller ham fulgte. 
::<small><FONT COLOR=49727E> [740]</FONT COLOR=49727E></small>  Jomfru Maria, dit Hus, vilde paa Vejen han se; 
::stor din Fortjeneste er i det høje, din Magt her paa Jorden, 
::Herren en Moder du blev, ham, ved hvem Verden er skabt. 
::Ej jeg fortjener din Hjælp, men hjælp mig og før mig til Hjemmet, 
::du, til hvis Tærskel jeg tidt vandred i inderlig Bøn; 
::<small><FONT COLOR=49727E> [745]</FONT COLOR=49727E></small>  og naar saa Verdens forfængelig glimrende Herlighed flygter, 
::hellige Jomfru saa huld, bær til din Himmel mig hjem!
<br>

::-----------------
<br>

::Sangen, min Kejser, kun fulgt af Rørfløjtens pibende Toner, 
::rækker Ermoldus dig nu, fattig, forladt og forvist; 
::da jeg ei Gaver kan give, et Kvæde Fyrsten jeg sender.
::<small><FONT COLOR=49727E> [750]</FONT COLOR=49727E></small>  Skatte, dem mangler jeg helt, derfor jeg bringer et Kvad. 
::Kristus, som mægter at røre og pryde Kongernes Hjærter 
::og dem at vende til det, som er ham mest til Behag,
::han , som med Dydens Blomster dit Hjærte har fyldt fremfor alle, 
::han, som jo gjorde det fromt, saa det paa Mildhed er rigt, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [755]</FONT COLOR=49727E></small>  ja, han give, du mægtige Kejser, at naadig du atter 
::nærmere ser paa min Sag, og at du hører min Bøn. 
::Ja, maaske du ved Sandhedens Ord vil kunne erkende, 
::at min Forseelse dog ej er saa slem, som man tror. 
::Dog vil jeg ikke med Udflugter luske mig bort fra min Brøde, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [760]</FONT COLOR=49727E></small>  den, for hvis Skyld jeg nu her er i Landflygtighed stødt; 
::men din mægtige Mildhed, der Synderen ofte benaader, 
::beder jeg nu, at den vil til min Landflygtighed se. 
::Ogsaa du, hans værdige Hustru, herlige Judith,
::du som saa mægtig med Ret sidder paa Tronen hos ham, 
::<small><FONT COLOR=49727E> [765]</FONT COLOR=49727E></small>  hjælp den faldne, og bring den elendige Lindring i Nøden, 
::ak, rejs den faldende op, fri ham fra Fængselets Straf, 
::at den almægtige maa Eder stedse herefter ophøje, 
::give jer Rigdom og Fred, skænke jer Ære og Gunst.
<br>

::-----------------

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Hans Olrik]]