Digt om kong Haralds daab
Hopp til navigering
Hopp til søk
Ermoldus Nigellus:
Digt om Kong Haralds Daab
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Digt om Kong Haralds Daab
- Digt om Kong Haralds Daab
- Kejserens trofaste Omsorg sig strakte til videste Omkreds,
- Troen hos Frankernes Folk hæved mod Himlen sig op,
- baade fra fjærn og nær kom Stammer og Slægter til Hobe,
- Kejserens Gudsfrygt at se og for at kende hans Tro.
- [5] Dog der et Folkefærd var, som den gamle troløse Slange
- havde ad vildsomme Vej ledet, saa Gud var dem fjærn;
- hedensk de længe bevarede Afgudsdyrkelsens Skændsel,
- saa de i Skaberens Sted ærede Afguders Tant;
- ikke Gud, men Neptun, og ikke Kristus, vor Frelser,
- [10] derimod Jupiter kun bragte de Gaver og Skænk.
- Disse Folk man kaldte tilforn med et Navn, som er gammelt,
- Danerne, ogsaa endnu kalder man stedse dem saa;
- men Normanner det frankiske Sprog dem ofte benævner,
- rappe og raske de er, Vaabnene bruger de flinkt.
- [15] Dette Folkeslag nøje man kender saa vide om Lande,
- Baaden er deres Erhverv, Havet de næsten bebo,
- fagre af Aasyn de er, og Væksten og Holdningeædel,
- Sagnet fortæller, fra dem nedstammer Frankernes Æt.
- Opfyldt af Iver for Herren og Ynk med den fædrene Stamme
- [20] Kejseren prøver, om han kan dem erhverve for Gud;
- længe han havde den Sorg, at Folk, der dog var som hans Frænder,
- uden Belæring gik bort, uden at blive Guds Hjord
- Planen er lagt, og han søger en Mand, som til Danmark vil drage
- for at erhverve for Gud Folket, som længe gik tabt.
- [25] Ebo, Biskop af Reims, til denne Gerning han sendte
- at de maa komme til Tro ved hans Belæring og Hjælp;
- ham havde Ludvig nemlig forsørget i tidligste Ungdom,
- Snille han havde til Gavns, oplært i ædleste Kunst.
- Kejseren taler til ham, og Ordene ildfulde strømme
- [30] mens til sin Tjener han gav mangen Befaling så fromt:
- “Gaa da, du hellige Mand, forman med vækkende Tale
- Folket, der fordum var vildt, køb den belejlige Tid!
- Hisset i Himlen er Gud, som dannede Verden og alting,
- alt hvad paa Jorden har Sted, opfylder Himmel og Hav,
- [35] og han skabte det første Menneske, Fader til alle.
- Paradis fik han til Land — yndigt som Tempel det var — .
- at han maatte med Glæde ham tjene til evige Tider
- uden at kende til ondt, ledet ved Skaberens Gunst.
- Men han faldt, thi han synded; og derpaa ved Djævelens Ondskab
- [40] Menneskebørnene faldt, Adams usalige Slægt.
- Sæden nu voksede frem og fyldte Skove og Marker,
- ikke de dyrkede Gud, kun de til Billeder bad.
- Syndflodens rivende Bølger dem alle tilsammen da slugte,
- levnede kun nogle faa, Frelse i Arken de fandt.
- [45] Fra saa ringe en Sæd opvoksed den herlige Skare;
- deraf dog kun nogle faa vedblev at tilbede Gud;
- men den øvrige Mængde af mange Slags Gift blev besmittet,
- søgte ad Krogveje frem, grusomme Afguders Spor.
- Atter forbarmed sig Gud, til Verden Sønnen han sendte,
- [50] som i hans Vælde har Del, hersker i Himmelen højt;
- skrøbeligt Menneskevæsen til Herligheden han knytted,
- og fra Arvesynds Magt frier han Mennesket ud;
- han som med Almagt hos Faderen mægtede Verden at frelse,
- han dog af Kærlighed her vilde som Menneske dø,
- [55] Døden han gav sig i Vold og lod sig fæste til Korset,
- for at de Riget kan faa, alle, der kæmpe for ham;
- han sidder nu ved Faderens højre paa Himlenes Trone,
- Tjenerne kalder han hid: Iler, at Riget I faa!
- Ja, han de udvalgte byder hans Lam at føre tilbage,
- [60] og at de efter hans Bud bringer den hellige Daab.
- Ingen formaar at svinge sig op til Hjemmet i Himlen,
- uden at alting han gør, eftersom Kristus har budt.
- nemlig først at forsage at dyrke den hæslige Djævel,
- dernæst at modtage snart Daabens det hellige Bad.
- [65] Dette Folk du søge at kalde tilbage til Troen,
- den, som vi ærer saa højt, Kirkens ærværdige Tro.
- Daarskaben maa det forlade; at ære Støtter af Malmet,
- det er for Manden en Skam, han, som er stærk ved sin Kløgt.
- Jupiter eller Neptun eller andre, hvad Hjælp kan de bringe?
- [70] eller et Stykke Metal, mejslet ved Menneskehaand?
- Tomhed dyrker de Stakler, de beder til døve og stumme,
- bringer for Vætterne frem det, som de skylder vor Gud.
- Vi kan ikke vor Gud formilde med blodige Ofre,
- Menneskets rolige Bøn, den er den hellige kær.
- [75] Altfor længe de alt har vandret ad syndige Vildspor,
- nu maa de vende sig om fra den forbudene Vej.
- Dagen helder, den sidste Time dog endnu dem kalder,
- Frelserens Vingaard endnu tilbyder Plads til enhver.
- Tiden er kommen at aflægge Træghed, mens Lyset det hulde,
- [80] straaler, saa Mennesket kan stræbe at komme til Gud.
- Gid dog ej Natten, den sorte, saa brat maa forraske de sløve,
- da ufortøvet de faa Ildovnens grulige Straf.
- Ebo, tag nu din Bibel, den du saa ivrig har gransket
- tag dig den Pagternes Bog, baade den gamle og ny;
- [85] af den hellige Kilde den kvægende Drik du skal øse,
- vil de den tømme til Bunds, bliver Guds Sandhed dem klar.
- Tal med Strænghed dem til, hvor det passer, saa skulle de sande,
- at det kun Daarlighed var, alt, hvad de hidtil har tjent.
- Gaa da ud fra vort Land og opsøg snarlig Kong Harald,
- [90] hvad vi i Korthed har talt, skal du forkynde for ham.
- Kærligheden til Gud, og Troens Lære tillige,
- de har os givet i Hu Hilsen med saadanne Ord.
- Er han til Sinds at følge de Venskabsraad, som vi giver,
- modtage vil han vor Ord fromt med en uskrømtet Tro.
- [95] Smærteligt! at han i Hast sine Fædres Veje forlader,
- vender til Kristus sin Bøn, saaledes lyder vort Bud,
- og at han giver sig hen til Gud baade villig og gærne,
- da han kun Skabningen er, Gud har i Verden ham sat.
- Bort fra de hæslige Vætter og Jupiter maa han sig vende!
- [100] han maa forlade Neptun, Kirken maa være hans Ly;
- frelst han tage mod Gaven, som Helligdomskilden ham skænker,
- mærket med Frelserens Kors, saa er mit Ønske, min Bøn.
- Ej maa han tro, jeg forlanger, han mig sit Land skulde afstaa;
- vende Guds Skabning til Gud, det er alene min Agt.
- [105] Vil han følge vort Raad, vor Borg han hastelig gæste,
- modtage Renselsens Bad her i Guds hellige Væld;
- er han da tvættet ved Daab og glædet ved Maaltid og Vaaben,
- drage til Riget han hjem, leve derefter for Gud.
- Thi den almægtige Herres Bud for ham at forkynde,
- [110] byder vor ærlige Tro, det vil jeg nu lade ske.”
- Dernæst befaler han Ebo at give rigelig Gave.
- “Gud være med dig, farvel!” saa vare Kejserens Ord.
- Men ved den samme Tid der kom om Bretonernes Oprør
- Bud, som det ofte var sket, bragte en Tidende svar,
- [115] nemlig at Pagten, som Kejseren nys med dem havde sluttet,
- og som de modtog med Ed, den var nu skammelig brudt.
- Kejseren samler sin Hær og lader tilbørlig den ruste,
- Hærtog bereder han stolt, did vil han drage i Hast:
- alle Frankerne kommer, og lydige Folkeslag møde,
- [120] ligesom ogsaa Pippin ruster sig ivrig til Kamp.
- Hele sit Mandskab han delte i trende ordnede Hære,
- sætter en Fører til hver. Høvdinger faa deres Hverv.
- Over den ene Skare til Fører han satte sin Navne,
- Matfrid han gav ham til Hjælp, Tusinder mange dertil;
- [125] Hugo han satte til Hjælp for Pippin og med ham Helisakar,
- begge navnkundige Mænd, talløse Skarer derhos.
- Kejseren selv er Fører for Hærens midterste Styrke,
- Kyndig i krigersk Færd styrer han Ledingen snildt.
- Lantbert Høvding er her, hist Rækkerne føres af Matfrid,
- [130] Ludvig, som næppe er Mand, kæmper i Faderens Krig.
- Vaaben bærer Pippin, hans Folk og Frankernes Skare,
- hærgende strængt overalt Folkets navnkundige Land.
- Kejseren selv rykker frem med Hæren ad banede Veje,
- saaledes drager de frem, aabent er Britternes Land.
- [135] Ogsaa jeg selv bar Skjoldet paa Arm, omgjordet med Sværdet,
- men mine vældige Hug gjorde dog ingen Fortræd.
- Dette mærked Pippin, han lo og forbavset han sagde:
- “Broder, kast Vaabnene bort! skrive du hellere maa.” —
- Marker de drager igjennem og Skove og gyngende Moser,
- [140] Mændene bringer de Død, ligesom alt deres Kvæg;
- frem man fører elendige Fanger, de falder for Sværdet,
- Resten da kommer tilsidst ydmyg til Kejserens Hær.
- Høvdinger faar Befaling at passe paa Landet, at ikke
- Folket sig rejser til Kamp, om det end saa var til Sinds.
- [145] Sejr bar Kejseren hjem, med Sejr nu Frankernes Hære
- vendte tilbage igen, hver kunde søge til sit.
- Ebo, den hellige Mand, imens i de nordiske Riger
- øved berømmeligt Værk, værdigt for Herren, vor Gud.
- Alt for at gæste din Borg, Kong Harald, var Biskoppen kommen,
- [150] og med sin Lære om Krist havde dit Hjærte han fyldt.
- Harald begyndte at sætte sin Lid til Herrens Formaning,
- ogsaa til Kejserens Ord, kundgjorde alt for sit Folk.
- “Hellige Mand, jeg tror, hvis Handlingen svarer til Ordet,
- rejs!” — han sagde — “og mæld Konningen hvad jeg har sagt:
- [155] at jeg har Lyst at komme og skue Frankernes Rige,
- Kejserens Tro og hans Magt, Godset og Kirkernes Pragt,
- Dyrkelsen af Eders Gud, som alle Magter maa lyde,
- ham, som du her har forkyndt, ham, som man griber ved Tro.
- Om Eders Kristus, om hvem du mig lærer, da mægter at give
- [160] det, som jeg beder ham om, straks jeg da skrider til Daad;
- dog mine Guder skal blive, til hvem vi har indviet Altre,
- indtil jeg Templer kan se, som man har rejst for din Gud.
- Overgaar han, din Gud, da vore Guder i Højhed,
- og hvis han efter min Bøn mere at skænke formaar,
- [165] da har jeg Grund til at skifte, med Glæde da lyder jeg Kristus,
- da skal det kunstfulde Malm kastes i flammende Ovn”.
- Gaver han lader ham bringe, og Bispen betænkes med Gaver,
- saadanne, som man kan faa netop i Danernes Land.
- Glad gaar Ebo tilbage og mælder hans gunstige Tale,
- [170] fremsynet higer han nu Harald at vinde for Gud,
- og hin fortæller, han er nu til Sinds, den DanernesKonning
- hid at drage og faa Daabens det hellige Bad.
- Kejseren fromt da bringer til Gud, som er Fader til alle,
- ham, der skænker kun godt, kraftig og hjærtelig Tak;
- [175] Og han byder, at straks over Rigets samtlige Egne
- alle med inderlig Bøn vender sig ydmygt til Gud,
- om at Kristus, den Drot, hvis Blod al Verden har løskøbt,
- Ogsaa maa disse befri kærlig af Djævelens Vold.
- Drager til Ingelheim fluks ad gode, banede Veje
- [180] Kejseren, naadig og from. Hustru ham følger og Barn.
- Nær det ligger, det Sted, ved Rhinens rivende Strømme,
- Haver og opdyrket Mark omgiver Borgen saa smukt;
- rummelig knejser den selv og hviler paa hundrede Søjler,
- talrige Gange der er, ogsaa mangfoldige Rum,
- [185] tusinde Døre og Trapper der findes, og tusinde Kamre,
- dygtige Mesteres Haand danned det herlige Værk.
- Der den højestes Hus staar kunstig smykket med Malmet,
- Stolperne helt er af Malm, gylden er Dørenes Fløj;
- herlige Billeder langs med Væggene tydelig viser,
- [190] hvad der er øvet af Gud og de berømteste Mænd:
- Forrest til venstre man ser vore nyskabte første Forældre
- færdes i Paradis' Fryd, Hjemmet, Gud Fader dem gav.
- Listelig Slangen besnærer Evas uskyldige Hjærte,
- saa hun forlokker sin Mand, rækker ham Kundskabens Frugt,
- [195] Dernæst hvorledes for Gud de sig dækker med Figenens Blade,
- lider forskyldt deres Straf, dyrker med Sved deres Mark.
- Offeret bringes, det første, og Broderen fælder sin Broder,
- Avind daared hans Sjæl, Broderens Bane han blev.
- Hvad der dernæst er malet, fortæller om følgende Slægter,
- [200] ordnede, fast uden Tal, Minder fra henfaren Old.
- Syndfloden vokser og skyller udover den samlede Verden,
- opsluger alt hvad har Liv, alle det have fortjent.
- Ganske faa kun i Tal Guds Naade bjærger i Arken;
- Noah sender sin Ravn, derpaa sin Due saa glad.
- [205] Dernæst er Abrahams Gerninger malede, ogsaa hans Afkoms,
- Josef, hans Brødre med ham, dertil Kong Faraos Værk.
- Fra den ægyptiske Trældom befries Folket ved Moses,
- her ses Ægypterens Død, Israel drager afsted.
- Loven, given af Gud, paa tvende Tavler staar skreven,
- [210] Fjældvæggen udgyder Vand, Himlen forsyner med Brød.
- Her de naar til den længe forjættede, fremmede Jordbund,
- Josva træder nu frem, dygtig han leder sit Folk.
- Dernæst er malet den store Skare Profeter og Konger,
- mangen navnkundig Bedrift straaler i Farvernes Pragt,
- [215] baade Kong Davids Værk og den mægtige Salomons Gerning,
- ogsaa man Templet kan se, bygt ved guddommelig Hjælp;
- dernæst Folkets Førere, hvem og hvor store de vare,
- og de berømteste Mænd, Krigshøvding ligesom Præst.
- Men paa den anden Side fortælles om Frelserens Levned,
- [220] som han det førte paa Jord, — Faderen sendte ham hid — :
- Først daler Engelen ned og forkynder Maria sit Budskab,
- saa at hun siger med Fryd: “Guds Tjenerinde jeg er”,
- dernæst Frelserens Fødsel, som længst Profeterne kendte,
- Jesus i Linned blev svøbt, skønt han i Sandhed var Gud.
- [225] Her de gudfrygtige Hyrder, der følger Herrens Befaling,
- dernæst de vise, som saa Barnet ved Faderens Gunst;
- saa Herodes, der raser og tror, at Krist vil ham styrte,
- myrder uskyldige Børn, — Gud har dem skænket at dø.
- Josef flyr til Ægypten, men bringer saa Barnet tilbage;
- [230] vokser nu Herren som Dreng, stedse dog lydig og tro.
- Her han lader sig døbe, Guds Søn, der var kommen til Verden,
- alle at fri med sit Blod, som i Fortabelsen laa.
- Her hvorledes han faster, saaledes som Mennesker plejer.
- Fristeren ser man at fly, ramt af hans mægtige Ord.
- [235] Verden han ses at belære om Faderens Kærlighedsgave,
- giver den svage igen det, hvortil Gud ham har skabt,
- ja hvorledes han vækker til Live atter de døde,
- drager mod Satan i Kamp, sejrer og kaster ham ud;
- og ved sin Lærlings Træskhed og Folkets grusomme Skare
- [240] valgte, han, skønt han var Gud, Døden paa Menneskers Vis.
- Her opstanden han klart sig viser for Tjenernes Mængde,
- stiger til Himlene op, styrer sit Rige med Kraft.
- Ja, med saadanne Billeder Herrens Bolig er prydet,
- malede, som det sig bør, alle med kunstnerisk Haand.
- [245] Ligesaa Kejserens Hus med talrige Billeder straaler,
- malet staar mangen Bedrift, skildret ved snilrige Kunst:
- Kyros's Levned er malet, og dertil saa mangen en Stordaad
- alt fra Kong Ninus's Tid, mangen forfærdelig Kamp;
- her man ser, hvor han raser mod Strømmen, den vældige Konge,
- [250] død er hans kæreste Hest, derfor han øver sin Hævn;
- dernæst hvorledes i Hovmod han angriber Dronningens Lande,
- men i den blodfyldte Sæk kastes hans Hoved til Straf.
- Ikke er Udaaden glemt, som den skændige Falaris øved,
- han med forbrydersk Kunst myrder de trodsige Folk;
- [255] og hvorledes Perillos, der smeddede Guldet og Malmet,
- kommer til denne Tyran, til ham han smedder i Hast
- uden Gudsfrygt, den Stakkel, en Kobbertyr, saare navnkundig,
- saa at den grumme deri piner sin Næste til Død;
- snart Tyrannen ham selv i Tyrens Bug lukked inde,
- [260] saaledes Kunstneren selv faldt for sin grulige Kunst.
- Her lægger Romulus Grunden til Rom i Forening med Remus,
- dernæst man ser, at han frækt hugger sin Broder ihjel.
- Hannibal ser man, erfaren til Gavns i de blodige Krige,
- og at hans Øje blev blindt, det er ej heller forglemt.
- [265] Saa Alexander, der sejrer i Krig og Verden erobrer,
- og at den romerske Magt hæver til Himlen sig op.
- Men paa den anden Side af Hallen man ser med Beundring
- Fædrenes Storværk tilforn, nærmere Troen paa Gud:
- her til Kejsernes Værk i det mægtige romerske Rige
- [270] slutter sig Frankers Bedrift, mangen en Gerning saa stolt.
- Hensynsfuld Konstantin Roma, sin Hovedstad, ses at forlade,
- opbygget havde han alt Konstantinopel til sig.
- Malet staar der Theodosius, han som var yndet af Lykken,
- og til hans herlige Værk føjer sig mangen Bedrift.
- [275] Dernæst den kraftige Karl, der Friserne aved i Krigen,
- malet paa Væggen man ser, alt hvad han øved med Kraft.
- Der du straaler, Pippin, du Akvitanerne tvinger,
- lægger dem under dit Spir, Krigsguden giver dig Held.
- Karl, den vise, man ser træde frem, hans Aasyn er ædelt,
- [280] Hovedet løfter han højt, værdig med Guldkronen smykt;
- der ser man Saxernes Fylkinger staa, dem Kamplykken frister,
- han dem besejrer, ved. Tvang kommer de under hans Magt.
- Smykket med disse og andre Bedrifter Kongsgaarden straaler,
- det er et Syn, som gør godt; ser man dem, bliver man glad.
- [285] Her holder Kejseren fromt et Thing for besejre Stammer,
- og, som han har det for Skik, ordner han Rig med Lov.
- Se, da svæver paa Rhinens Bølger vel hundrede Snekker
- smukt er hvert eneste Skib prydet med snehvid Sejl.
- Det er den Sendefærd stolt, der kommer fra Danernes Stammer,
- [290] Harald, der byder som Drot, staar paa det forreste Skib.
- Dig, Kejser Ludvig, han søger og bringer dig Hyldet som bør sig.
- Vækst har du givet det Ry, Kirken alt længe har haft.
- Alt de nærmer sig Bredden og styrer indad i Havnen
- og fra sin knejsende Borg Ludvig den fromme det ser;
- [295] Matfrid han giver Befaling tilligemed Ynglingeskaren
- at de dem møde paa Stand og med et Gæstfriheds Sind;
- Heste ham sender i Mængde med Tømmer og Dækner af Purpur,
- at hver nykommen Gæst hastig kan naa til hans Borg.
- Harald nærmer sig alt, paa en frankisk Ganger han rider,
- [300] medens hans Hustru og Folk gøre sig rede dertil;
- og i sin herlige Hal ham Kejseren modtog med Glæde,
- byder at frembære Mad, dele blandt Gæsterne ud.
- Først tiltaler dog Harald ærbødig den mægtige Konning,
- Ønsket, der bragte ham hid, det han fortæller ham straks.
- [305] ”Hvad der har draget mig til Eders Borg, stormægtige Kejser,
- ligesom hele mit Hus, dertil min samtlige Slægt,
- det vil jeg først Eder melde, saafremt Eders Højhed tillader;
- hvis I vil høre derpaa, tolker jeg Eder det straks:
- nemlig, idet jeg længe har fulgt de fædrene Love,
- [310] har jeg og hidtil beholdt, hvad der hos Folket var Skik,
- til mine Guder og mine Gudinder jeg altid har ofret,
- forebragt Bønner for dem, Løfter jeg gav dem saa fromt,
- for at ved deres kraftige Gunst min fædrene Krone,
- Folk og Land og min Æt skærmede skulde bestaa,
- [315] sikrede huldt mod Hunger og trygge for ødende Vanheld,
- signede mildelig med smilende Lykke og Held.
- Men Eders hellige Ebo, som kom til de nordiske Egne,
- har noget andet os lært, klart han os har det bevist.
- Han har forkyndt, at Himmelens Skaber og Jordens og Havets,
- [320] han kun i Sandhed er Gud, Æren alene er hans,
- han har dannet et Menneskepar af den nyskabte Jordbund,
- hele vor Menneskeslægt nedstammer ene fra dem;
- og hin højeste Gud sin Søn har nedsendt til Jorden,
- ham, fra hvis Side der flød Blod i Forening med Vand;
- [325] dermed barmhjærtig han rensede Verden for alle Slags Brøde,
- hver, som er genfødt, han gav Himmelens Rige i Arv.
- Kristus Jesus, saa nævnes hans Navn, Guds Søn i det høje,
- han ved den hellige Aand frelser hver Sjæl, som har Tro.
- Hver, som ikke bekender, at han nu hersker i Himlen,
- [330] og hvem den hellige Daab ikke er bleven til Del,
- mod sin Vilje fare han maa til det yderste Mørke,
- hvor han i Djævlenes Hær optages, evig fortabt;
- den derimod, som ønsker at naa til den himmelske Bolig,
- hvor der er fuldt op af godt , og hvor det onde er fjærnt,
- [335] han maa bekende, at Kristus er Gud og Menneske tilmed,
- og i det hellige Væld vorde af Legem han ren,
- nemlig i Faderens, Sønnens, den hellig Aands Navn skal han dernæst
- tre Gange bøje sig ned i det forløsende Vand.
- Denne Gud er kun én, skønt trende Navne han bærer,
- [340] lige er Ære og Magt, evig forbliver det saa.
- Alt det andet, som Hænder har gjort, det Biskoppen kalder
- Afgudsbilleder, Malm, siger, at intet det er.
- Og, du naadige Kejser, den hellige Ebo fortæller,
- at den Tro, han har bragt, det er just den, som er din.
- [345] Ved hans Vandel og ved hans værdige Ord jeg nu kvæget
- tror paa den Sandhedens Gud, nærer for Afguder Sky;
- derfor jeg ogsaa hastelig sejlede til Eders Rige,
- for at jeg maatte faa Del i Eders hellige Tro.”
- Dertil svarede Kejseren: “Harald, min Ven, jeg dig giver
- [350] rettelig alt hvad du vil. Gud vil jeg bringe min Tak;
- ved hans Barmhjærtighed ønsker du nu at komme til Troen,
- du, som jo længe har fulgt Slangens forførende Bud.”
- ”Gjør Eder rede!” saa Kejseren byder — “og skynder jer alle!
- gør nu beredt efter Skik alt hvad der hører til Daab,
- [355] hvide Klædninger, som det sig sømmer for kristne at bære,
- Vandet fra Kildernes Væld, Salve og Olje dertil.”
- Da nu dette er ordnet, og alting vel er beredet,
- ind i det hellige Hus Harald med Kejseren gaar.
- Kejseren til Guds Ære opløftede Harald af Vandet,
- [360] ligesom ogsaa han selv gav ham den snehvide Dragt.
- Judith, den skønne Fyrstinde, af Daabens hellige Vande
- Dankongens Hustru drog op, gav hende Daabsklæder paa.
- Kejser Lothar, den ældste Søn af den naadige Konning,
- hævede værdig hans Søn op af det hellige Vand.
- [365] Kongens Høvdinger hæves og smykkes af fornemme Franker,
- andre af Hoffet drog op hele den øvrige Flok.
- Hvilken Skare du førte til Gud, du mægtige Ludvig!
- herligste Røgelseduft bragte du Krist ved dit Værk;
- længe erindres det skal, hvad her du øved, o Fyrste,
- [370] hvad du fra Ulven rev bort, frelste og bragte til Gud.
- Klædt i de snehvide Klæder og genfødt i Hjærtet gaar Harald
- ind i det straalende Hus, der hvor hans Gudfader bor.
- Herlige Gaver kan skænker sin Gudsøn, den mægtige Kejser,
- Gaver, som Frankernes Land rigt dem at bære formaar,
- [375] først en Kjortel af Purpur, baldyret med kostbare Stene,
- rundt om en Bræmme af Guld furede Randen med Pragt;
- og ved hans Side han hænger et Sværd, som han selv havde baaret,
- prægtigt, og føjede til Remmen, der skinned af Guld;
- Kæder af Guld omslutter hans Arme, desuden til Lænden
- [380] slutter et Bælte sig fast, rigt baldyret med Kunst;
- og efter Skik med en straalende Krone hans Hoved man smykker,
- endelig fast paa hans Fod sætter man Sporen af
- Guld; og paa hans brede Ryg der straaler en Gyldenstykskappe,
- medens paa Haanden han har Handsken, saa blændende hvid.
- [385] Judith, Kejserens Frue, desuden ogsaa hans Hustru
- lignende Prydelser gav, mangen en udmærket Skat,
- nemlig en Gyldenstyksklædning, med herlige Stene baldyret,
- som kun Minerva den sy kan med sin snilrige Kunst;
- Hovedguld med Stene besat nu straaler fra Panden,
- [390] medens paa Brystet hun har Spændet, saa kostbart og stort;
- Halsen pryder en bøjelig Kæde af Guld, som er flettet,
- medens Armbaandet tæt slutter sig om hendes Arm;
- men over Hofterne sidder et Bælte med Guld og med Stene,
- dertil et guldvirket Slør fra hendes Skulder gaar ned.
- [395] Ligesaa Haralds Søn af Lothar, saa mild og saa venlig,
- smykkes i selvsamme Stund prægtig med fejreste Skrud;
- og deres Følge tillige paa Frankernes Vis bliver prydet.
- Kejseren naadig og huld skænker dem Klædninger selv.
- Alt var nu blevet beredt til at holde den hellige Messe,
- [400] Klokkerne kalder dem did efter sædvanlige Skik.
- Kirken straaler af Præsternes Skare, omhyggelig ordnet,
- klædte i prægtigste Skrud, pranger som fejreste Vaar;
- dér staar de Præster i Flok, der Clemensreglerne følger,
- hist staar Leviternes Hob, stillet i Række med Pragt;
- [405] Theuto ordner med Omhu Klerkenes syngende Skare,
- og Adhalvitus gaar frem. Staven han bærer i Haand,
- hver, der trænger sig frem, han slaar, saa at Vejen han baner
- ærefuldt foran sin Drot, Hoffet, hans Hustru og Søn.
- Gennem en rummelig Forhal skrider nu Drotten til Kirken;
- [410] dér i Guds hellige Hus kommer han ofte som Gæst;
- herlig han straaler af Guld tillige med kostbare Stene
- saaledes vandrer han frem, støttet til Tjenere glad;
- Hilduin gaar ved hans højre, til venstre gaar Helisakar,
- foran ham derimod gaar Gerung og bærer sin Stav,
- [415] medens paa Kejserens Skridt han efter Sædvane agter;
- smykket er Kejseren selv herlig med Kronen af Guld.
- Lothar, den fromme, og Harald, som bærer de snehvide Klæder,
- følger nu tæt efter dem, straaler af Gavernes Pragt.
- Karl, den dejlige Dreng, gik foran Ludvig, sin Fader,
- [420] jublende over sin Pragt sprang han paa Marmorets Flis.
- Judith kommer dernæst, i Dronningekappen hun straaler,
- fremad vandrer hun stolt, klædt i sit fejreste Skrud;
- tvende Høvdinger ledsager hende, en kongelig Hæder,
- Matfrid og Hugo det er, ved hendes Side de gaar,
- [425] medens den kronedes ædle Frue de tjener med Ære,
- begge i guldvirket Dragt drager de stoltelig frem.
- Efter den frankiske Dronning gaar endelig Dankongens Hustru,
- ret hun i Sindet er glad over de Gaver, hun fik
- Fridugis ledsager hende, ham følger de Lærlingers Skare,
- [430] kyndige, — Dragten er ren, ligesom og deres Tro — .
- Dernæst i ordnet Tog den øvrige Skare dem følger,
- Festdragten klæder dem smukt, den, som dem Kejseren gav,
- Men da nu Ludvig med afmaalte Skridt var kommen til Kirken,
- bringer han Herren sin Bøn, som han det havde for Skik;
- [435] klart derefter fra Theutos Basun der lyder en Tone,
- hvorpaa straks stemmer i Klerkenes samlede Kor.
- Harald sig undrer, hans Hustru med ham, ja alle forbavses.
- Frænderne, ogsaa hans Søn, over Guds vældige Magt,
- Klerkene undres de ved som og ved den herlige Kirke,
- [440] Præsternes samlede Flok og deres hellige Dont;
- Gaverne dog de beundre især fra den mægtige Kejser,
- medens de se, at det alt udføres efter hans Bud.
- Sig mig nu Harald, du ædle, hvad tykkes dig nu vel det bedste?
- er det vel Kejserens Tro eller det daarlige Malm?
- [445] Bring dine Guder til Ovnen, af Guld og af Sølv er de støbte,
- lad kun for dig og din Slægt Smykker nu smedde deraf:
- er de af Jærn, saa kan du dem bruge til Marken at pløje,
- Smedene byde du kan Knive at danne deraf;
- mere Nytte du har af et Plovjærn, trykket i Jorden,
- [450] end af din forrige Gud med hans bedragerske Kunst.
- Gud, den sande, er her, som Frankerne samt deres Kejser
- tilbeder, dyrk du kun ham, Jupiter kaste du bort !
- Jupiter smedde du om til sorte Gryder og Kedler,
- disse lad nyde den Ild, som deres Ophav har kær,
- [455] lad saa Neptun lave om, han fortjener at blive en Krukke,
- som man dig bringer med Vand; - Vandet han elsker jo mest!
- Værdig beredtes imidlertid alt, hvad der hører til Huset,
- baade forskellig Slags Mad, ligesom mange Slags Vin.
- Peter, den øverste Bager, og Gunto, hvem Kokkene lyder,
- [460] skynder nu hurtig sig hid, dækker omhyggelig Bord,
- frem de tager de rene Duge med snehvide Frynser,
- og paa det prægtige Bord sætter de Retterne frem;
- en efter Sædvane omdeler Brød, og Kødet en anden,
- snarlig paa Bordet man ser Fade, som straaler af Guld.
- [465] Men over Skænkerne Otto befaler, den ivrige Yngling,
- Vingudens herlige Drik skaffer han hurtig beredt.
- Alt som i Kirkens Hal nu den hellige Højtid var fuldbragt,
- Kejseren stander da op, agter tilbage sig nu,
- kronet med Guld, hans Hustru med ham, hans Børn og hans Hoffolk.
- [470] Bort ogsaa Præsterne gaar, klædte i snehvide Skrud.
- Vandrer med afmaalte Fjed den fromme da hen til sin Kongsgaard,
- hvor efter fyrstelig Skik Maaltidet rede nu staar.
- Glad han sig satte til Bords, ved hans Side Judith, den fagre
- efter hans Bud, men dog først kysser hun Konningens Knæ.
- [475] ved hans anden Side med Harald, Gæsten fra Danmark,
- Lothar som Kejser har Plads, alt som det Konningen bød.
- Danerne undres ved Maaltidets Pragt og Kejserens Vaaben,
- ved hans Tjeneres Flok, Ungdommens udsøgte Blomst.
- Dét var en Højtidsdag for Franker og genfødte Daner,
- [480] mindes stedse den skal selv i den seneste Old.
- Alt var den kommen, den følgende Dag, med det tidligste Daggry,
- Stjærnene tvinges at fly. Solen varmer vor Jord.
- Kejseren drager paa Jagt, efter Skik ham Frankerne følger,
- Harald han indbyder og, at han følge ham maa.
- [485] Nærved der ligger en Ø, omflydt af Rhinflodens Strømme,
- dér bliver Græsset saa grønt, dér er en skyggefuld Skov;
- dér var der talrige Dyr af mange forskellige Arter,
- rundt om blandt Træerne trygt hvilte den sorgløse Flok.
- Øen fyldtes nu vidt og bredt af Jægernes Skare,
- [490] Hundenes Kobbel i Hast farer med Mændene frem.
- Henover Grønsværet Kejseren styrer sin vælige Ganger,
- Wito med Bue og Pil ledsager Drotten til Hest.
- Frem der strømmer en Skare af Ynglinge, ogsaa af Drenge,
- Lothar rider blandt dem stolt paa en rapfodet Hest.
- [495] Danerne følge i talrige Flok og Gæsten, Kong Harald,
- glad han higer i Hu Jagten, den stolte, at se.
- Judith ogsaa, den hulde, Kejserens yndige Hustru,
- stiger nu op paa sin Hest, smykket i fejreste Skrud;
- og foran Herskerinden der rider de fornemste Stormænd,
- [500] bagefter Høvdingers Flok, Fyrsten de ærer saa tro.
- Hele Skoven nu genlyder ofte af Hundenes Gøen,
- højt lyder Mændenes Raab, Jagthornet gjalder nu tidt;
- Vildtet skræmmes da op, gennem Torne og Kratskov det farer,
- Flugten er ikke et Værn, heller ej Skov eller Vand;
- [505] Hjorte med prægtige Takker nu fældes, og Raadyr tillige,
- hvastandet Vildbas maa dø, ramt af den skærpede Pil.
- Egenhændig nu Kejseren selv mod talrige Vilddyr
- Dødsstødet retter med Kraft, ivrig han fælder dem brat;
- Lothar, den hurtige, kraftfulde, stoler nu kæk paa sin Ungdom,
- [510] lægger med kraftige Haand Bjørne i Mængde til Jord.
- Men den øvrige Skare af Mænd, der har spredt sig paa Engen,
- fælder mangfoldige Dyr og af forskelligste Art.
- Raakalven farer afsted, og Hundekoblet den følger
- rask i den løvtætte Skov og gennem Vidiekrat;
- [515] did den retter sin Flugt, hvor med hele sit Følge Fyrstinden
- Judith holder med Karl, Barnet, som følger sin Mo'er,
- didhen den farer, kun Redning der er ved de hurtige Fødder,
- frelses den ikke ved Flugt, da maa den snarligen dø.
- Men da nu Drengen Karl den ser, han ønsker at følge
- [520] Faderen straks i hans Jagt, fluks han forlanger en Hest,
- ivrig om Vaaben han raaber, om Kogger og hurtige Pile,
- hastig forfølge han vil ligesom Faderen selv;
- ivrig føjer han Bøn til Bøn, men den yndige Moder
- Drengen forbyder at gaa, opfylder ikke hans Bøn;
- [525] og dersom ikke hans Opdrager holdt ham, og tilmed hans Moder,
- vilde han løbe afsted paa sine stumpede Ben.
- Men nogle Ynglinge løber og fanger den flygtende Raakalv,
- helt uden Skrammer og Saar bringes til Drengen den hen;
- Vaaben griber han straks, som passer til barnlige Hænder,
- [530] saarer nu ivrig med dem Raadyrets bævende Krop.
- Svendenes prægtige Skare nu samles, om Drengen de flokkes,
- han, som har Faderens Kraft, dertil sin Farfaders Navn,
- ja han ligner Apollo, der straaler, naar fremad han vandrer
- hen over Delos’s Bjærg, stolt og sin Moder til Fryd.
- [535] Faderen selv, den mægtige Kejser, og hele hans Følge
- søger nu hen under Tag, trættede af deres Jagt.
- Judith havde imens, den snilde Fyrstinde, ladt bygge
- hist i Skoven en Hal, hyggelig tættet med grønt,
- flettet af smidige Vidier, klædt med den afskaarne Buxbom,
- [540] udenom Tæpper var hængt, Lærredet dannede Tag;
- selv hun bereder den kærlige Konning et Sæde i Græsset,
- hvor det er frodigt og grønt, Maaltidet ordner hun og.
- Kejseren Hænderne tvætter, og han og hans yndige Hustru
- sætter sig ned paa en Bænk, smykket med udmærket Pragt.
- [545] Lothar, den fagre, og Harald med ham — han Venskabet nyder —
- sætter sig begge til Bords, følgende Kejserens Bud,
- medens den øvrige Skare paa græsklædte Jordbund sig hviler,
- rundt i den skyggende Skov kvæger den mødige Krop.
- Ynglinge bringer de stegte, fede Stykker af Vildtet,
- [550] stedse til Kejserens Bord bærer de alle Slags Dyr.
- Maaltidet jager nu Sulten paa Flugt, og Bægert fyldes,
- snart maa den plagende Tørst fly for den liflige Drik;
- nu den herlige Vin opliver de mandige Hjærter,
- flokkevis vandrer man glad hjem til den knejsende Borg.
- [555] Og da til Borgen de kom, de kvægede Sindet ved Vinen,
- Aftensangshøjtiden da kaldte til Kirken dem hid.
- Og da den nu efter Skik var fuldført værdig med Gudsfrygt,
- atter tilbage de gik ind under Kongsgaardens Tag.
- Da kom Svendenes Skare, og Jagtudbyttet de bragte,
- [560] alle de ønskede ret, Kejseren skulde dem se;
- tusinde prægtige Takker af Hjorte de bringer og tilmed
- Bjørnenes Hoved og Krop hid fra den voldsomme Jagt,
- Vidsvin i Mængde de bringer med stride Børster beklædte,
- Daadyr og Raadyr i Hob frembærer Svendenes Flok.
- [565] Naadig blandt Tjenerne alle nu Kejseren Byttet fordeler
- efter sædvanlige Skik, Klerkene faar deres Del.
- Men da nu Harald som Gæst til Herligheden er Vidne,
- vejer og prøver han vel mangen en Plan i sit Sind;
- studse han maa, naar paa Kejserens Magt han ser og hans Rige,
- [570] og paa hans Tro og hver Skik, hvormed man tilbeder Gud,
- indtil han endelig udsletter Vaklen og Tvivl af sit Hjærte,
- modtager gærne det Raad, det, som han hørte fra Gud.
- Opfyldt af Tro han til Kejseren gaar for dette at sige,
- kommer til ham af sig selv, knæler saa ned for hans Fod:
- [575] ”Mægtige Kejser, der tilbeder Gud og Folkene styrer,
- som den almægtige Gud skænked dig naadig og huldt!
- nu har jeg set, hvor herlig du er, hvor kæk og langmodig,
- trofast, mægtig og mild, alt ved Guds naadige Hjælp,
- rig paa Skatte du er, og den, der trænger, du hjælper,
- [580] alle, som under dig staar, dem er du venlig og blid.
- Kejser! at alle Dyder fra dig udstrømmer, jeg mærker,
- ligesom og, at dit Sind kvæges af Himmelens Dug,
- og dit formanende, vindende Ord har bøjet min Nakke
- ind under Kristus's Aag, frelst fra den evige Ild,
- [585] og fra den daarlige Afvej den fjærnede mig og min Husstand,
- som er mig lydig, mit Bryst gav den det levende Væld;
- glædet jeg er tillige med Gaver i Mængde og Vaaben,
- Hjærtet er opfyldt af Gud, Legemet Rigdomme fik.
- Sligt at øve forvist kun Kristi Kærlighed magter,
- [590] han til det fjendtlige Folk saadanne Gaver har
- bragt; ja, jeg tror, at al Jorderigs Herlighed ene du ejer,
- og at med Ære du ret opholder kristelig Sæd.
- Som mine Afguder alle tilsammen for Kristus maa vige,
- saaledes ogsaa min Magt blot for dit mægtige Navn.
- [595] Fortidens straalende Glans, lad den da ikkun fordunkles,
- medens dit Rige er stærkt, saaledes Gud det jo vil;
- kunde en anden i Magt og i Vaaben end være din Lige,
- dog i at elske din Gud over dem alle du staar.
- Hvad har at gøre jeg nu? Med Ord kun Tiden jeg spilder:
- [600] Talen evner dog ej Storværk at fremstille fuldt.”
- Hvorpaa han straks af sig selv med Haandtryk Kejseren giver
- sig og sit Rige i Vold, alt hvad der hørte ham til.
- ”Modtag, Kejser, mig selv” han sagde “og Riget, jeg styrer,
- dig vil jeg tjene fra nu, det har jeg ærlig bestemt.”
- [605] Tog i Hænderne nu hans Hænder Ludvig med Ære,
- Daner og Frankers Land føjedes sammen til et.
- Kejseren selv højtidelig da efter frankiske Skikke
- skænked ham Vaaben og Hest, alt som det plejer at ske.
- Atter en Festdag oprinder, Glæden er atter fornyet.
- [610] Franker og Daner som én fejrer den glimrende Fest.
- Herlige Gaver da Kejseren giver til Dankongen Harald,
- som er hans trofaste Mand, med sit elskværdige Sind,
- ja, han skænker ham ogsaa et Landskab, nær ved hans Rige,
- mange Slags Gods og en Egn, hvor der kan frembringes Vin.
- [615] Og for at alting kan rettelig ske, naar til Herren han beder,
- Ludvig til kirkelig Brug giver ham Redskaber med.
- Klædninger, som Guds hellige Tjenere plejer at bruge.
- Præster han giver ham med. Messebog føjer han til;
- nogle barmhjærtige Munke, saa villige, sendte han ogsaa,
- [620] for at det hedenske Folk fromt maatte føres til Gud.
- Store og herlige Gaver han Konningen giver til Eje,
- større end skildre jeg kan; det ikke magter mit Digt.
- Skatte og kongelig Spise de danske Søfolk nu bringer
- til deres Skibe, de ved, hvad de nu Havet betror.
- [625] Brisen kalder om Bord, og Vinden forbyder at tøve,
- Varsler, at Vintren er nær, byder at skynde sig bort.
- Men da hvert Skib nu er ladet, og Sejlet er blevet istandsat,
- gaar efter Kejserens Hu Harald til Snekken med Pragt;
- Dankongens Søn og hans Brodersøn bliver i Kejserens Hofborg,
- [630] hvor de for ham holde Vagt, følgende Frankernes Skik.
- Harald, rigt forsynet med Gaver og alle Slags Vaaben,
- drager nu hjem til sit Land over det bølgende Hav.
- Ludvig, en saadan Vinding du Gud, den almægtige, skænked,
- føjede saa til dit Land Riget, som ret er berømt!
- [635] Frivillig Konninger søger til dig for at hylde de Vaaen,
- dem, hvormed Fædrene vandt Sejr i hver eneste Kamp;
- det, som ej Romerriget besad og det frankiske Rige,
- det har du nu gjort til dit. Fyrste, ved Kristus's Navn.
- Ja, selv Orglet, som aldrig tilforn man i Frankenland bygged,
- [640] hvoraf jo Grækernes Land altid har brovtet saa stolt,
- det, hvorved Konstantinopel endnu en Forrang at have
- tænkte, o Kejser, ja det pryder i Achen dit Slot;
- det kan vel Frankerne minde om Hovedet ydmygt at bøje,
- naar til den herligste Ros derfor de hæve sig vil.
- [645] Frankenland, juble du maa og Ludvig ydmygt du takke,
- ham, ved hvis dygtige Kraft saadanne Gaver du fik.
- Og den almægtige Gud, der skabte Himlen og Jorden,
- give, at vide om Land stolt man berømmer hans Navn.
- -----------------
- Medens jeg dette nu digter, jeg holdes som Fange i Strassburg,
- [650] — vel jeg erkender min Synd, frit jeg bekender min Skyld —
- dér, hvor jo Templet, helliget dig, o Jomfru Maria,
- straaler, og hvor man din Ros herlig forkynder paa Jord;
- Himmelbeboerne, siger man, ofte den hellige Kirke
- gæster, og Englenes Hær holder i Ære den højt.
- [655] Mangt et Under berettes, men vælg, Thalia, min Muse,
- enkelte ud og fortæl! hjælpe Guds Moder dig huldt.
- Vogter i gamle Dage ved denne Kirke i Strassburg,
- det var Theutram, en Mand, værdig at bære sit Navn,
- han for den hellige Jomfrus Alter plejed at knæle,
- [660] vaagen ved Nat som ved Dag, alt under Bønnen til Gud;
- derfor den hellige Mand, hvis Trøst var den himmelske Naade,
- gaves det ofte til Løn Englenes Skarer at se.
- En Gang, en Nat, da han Salmer og Lovsange ret havde sunget,
- og da han mødig og træt vilde sig lægge til Ro,
- [665] ser han, at Kirken oplyst staar af pludselig Klarhed,
- ret som en straalende Dag og som en skinnende Sol.
- Springer fra Lejet han op for at finde den lønlige Aarsag,
- se, hvilket straalende Lys fylder det hellige Hus.
- Saa han da, at en Fugl, lig en Ørn, omsvævede Altret,
- [670] sælsom af Skabning den var, ikke den kendes paa Jord,
- Næbet var rødeste Guld, dens Klør som de dyreste Stene,
- Fjedrenes dækkende Ham ganske som Himmelens blaa,
- Lyset straaled fra Øjnene ud. Og Præsten forbavses,
- ikke han mægter sit Blik mere at sende derhen.
- [675] Fuglen beundre han maa og særlig ogsaa dens Vinger,
- tilmed den dejlige Krop, navnlig dog Øjnenes Glans.
- Længe saalunde den bliver, men da med en Stemme
- som Hanens tre Gange kalder den op Brødrene til deres Pligt,
- hæver sig lettelig op; hvor Vinduet hindrer den Flugten,
- [680] aabnes der Vej af sig selv, hastelig svæver den bort;
- alt som den stiger mod Himmelen op, sig taber og Lyset,
- hjemme den havde hos Gud, klarligt at skønne det er.
- Thi paa en anden Tid den Mester skued det samme,
- — mange forbavsende Ting er mig af Klerke fortalt — :
- [685] Da foran Altrets Bord i Kirken han sang, som han plejed,
- ivrig i Bønnen til Gud, mens det var Mørke og Nat,
- og hans Lærlinger vaaged med ham for den natlige Andagt
- fromt at holde for Gud, ventende Tegnet til Bøn,
- se, da kom der en pludselig Larm som Torden og Stormvejr,
- [690] voldsomt rystedes da Domkirkens mægtige Skib.
- Ned til Gulvet med Skælven og Bæven de Lærlinger styrted,
- misted al Samling og Sans, Skrækken dem ganske betog.
- Dog uden Frygt den hellige Mand sine Hænder mod Himlen
- strakte og ønsked at se, hvorfra vel Drønet brød frem;
- [695] da han ser, at det fagre Loft i den hellige Kirke
- aabner sig, derpaa med Pragt kommer tre herlige Mænd,
- klart af Lyset omstraalede, klædte i skinnende Klæder,
- Legemets Farve som Sne, hvidt deres Hoved som Mælk;
- ældst af Aar den mellemste var, paa de to han sig støtted,
- [700] de var hans Tjenere kun, fremad han svævede fromt.
- Da deres Fod til Gulvet var naat, til Jomfruens Alter
- drevne af Gudsfrygt de gaar, fremfører Bønner og Sang,
- vandrer som Mennesker ellers og søger de øvrige Altre,
- udtaler Bønner og Ord, som det sig Præsterne bør.
- [705] Skibet til højre ved Paulus' hellige Minde sig glæder,
- Peders ærværdige Navn skærmer den modsatte Del,
- her den fortrinlige Lærer og hist den Himlenes Portner,
- Herrens Moder med Pragt mellem dem begge har Plads;
- Midterskibspladsen har Mikael faaet med Korset i Haanden,
- [710] medens den forreste Del prydes af Døberens Font.
- Ogsaa til dem gik de hellige Mænd fra Himlen at bede,
- skønt deres Sjæle de tidt ser for Guds Aasyn at staa.
- (Thi at man ikke de hellige Fædres Legem skal ære,
- hvem er saa fræk eller dum saadanne Tanker at faa?
- [715] Visselig æres dog Gud, naar hans elskede Tjenere æres,
- ved deres Forbøn vi kan stige til Himmerig op.
- Petrus vel ikke er Gud, dog tror jeg, at jeg ved hans Bønner
- kan blive fri for min Straf, den jeg ved Skyld har fortjent.)
- Men saalænge de tre i Vor Frues Kirke mon vandre,
- [720] oventil Domkirkens Tag aabent bestandig forblev;
- da efter fuldendt Bøn de vandred tilbage til Himlen,
- Taget sig lukkede til, Aabningen saa man ej mer.
- Da nu den hellige Mand havde set det, de andre han søgte,
- endnu paa Gulvet de laa, slagne i Hjærtet af Skræk.
- [725] “Rejs jer dog. Venner!” han sagde “hvad er der dog sket, som har tvunget
- jer til at falde i Søvn, mens det at vaage er Tid?”
- Men de hulkede stærkt, og ikke de mægted at tale,
- ikke de kunde forstaa alt hvad der lige var sket.
- “Vel,” han sagde, “nu mærker jer nøje Timen og Tiden,
- [730] muligvis dette kan faa snarlige Følger paa Jord;
- snarest jeg tror, en Profet det har været, en udmærket Biskop,
- som nu af Englenes Kor bliver til Himmelen bragt.”
- Sælsomt det opfyldt blev. Bonifacius, kærlig og hellig,
- døde den selvsamme Stund, ham havde Biskoppen set:
- [735] Mens Staalhjærtet i Frisernes Bryst han søgte at bryde
- og ved at lære om Krist vise dem Vejen til Gud,
- ak, det sindssyge Folk snart myrded sin herlige Læge,
- Himmerigs Glæde han fik ved deres skændige Hug.
- Men da til Himlen han for, og begge hans Fæller ham fulgte.
- [740] Jomfru Maria, dit Hus, vilde paa Vejen han se;
- stor din Fortjeneste er i det høje, din Magt her paa Jorden,
- Herren en Moder du blev, ham, ved hvem Verden er skabt.
- Ej jeg fortjener din Hjælp, men hjælp mig og før mig til Hjemmet,
- du, til hvis Tærskel jeg tidt vandred i inderlig Bøn;
- [745] og naar saa Verdens forfængelig glimrende Herlighed flygter,
- hellige Jomfru saa huld, bær til din Himmel mig hjem!
- -----------------
- Sangen, min Kejser, kun fulgt af Rørfløjtens pibende Toner,
- rækker Ermoldus dig nu, fattig, forladt og forvist;
- da jeg ei Gaver kan give, et Kvæde Fyrsten jeg sender.
- [750] Skatte, dem mangler jeg helt, derfor jeg bringer et Kvad.
- Kristus, som mægter at røre og pryde Kongernes Hjærter
- og dem at vende til det, som er ham mest til Behag,
- han , som med Dydens Blomster dit Hjærte har fyldt fremfor alle,
- han, som jo gjorde det fromt, saa det paa Mildhed er rigt,
- [755] ja, han give, du mægtige Kejser, at naadig du atter
- nærmere ser paa min Sag, og at du hører min Bøn.
- Ja, maaske du ved Sandhedens Ord vil kunne erkende,
- at min Forseelse dog ej er saa slem, som man tror.
- Dog vil jeg ikke med Udflugter luske mig bort fra min Brøde,
- [760] den, for hvis Skyld jeg nu her er i Landflygtighed stødt;
- men din mægtige Mildhed, der Synderen ofte benaader,
- beder jeg nu, at den vil til min Landflygtighed se.
- Ogsaa du, hans værdige Hustru, herlige Judith,
- du som saa mægtig med Ret sidder paa Tronen hos ham,
- [765] hjælp den faldne, og bring den elendige Lindring i Nøden,
- ak, rejs den faldende op, fri ham fra Fængselets Straf,
- at den almægtige maa Eder stedse herefter ophøje,
- give jer Rigdom og Fred, skænke jer Ære og Gunst.
- -----------------