Vis kilden til Einheriarne (Adam Oehlenschläger)

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Einheriarne (Adam Oehlenschläger)]] !!  !! 
|-
|}


<center>'''[[Nordens Guder]]'''

Adam Oehlenschläger (1819)
<br>Poetiske skrifter
<br>Et episk Digt


<big>''' Einheriarne '''</big></center>


<blockquote>
1. Fra Valaskialf gik Odin nu i den næste Hal;
<br>Der vented ham Einheriar, de stod i tusindtal.
<br>Syn, den gode Vogterske, vidt aabned Portens Fløi,
<br>Da traadte mellem Kæmper Odin den Herre saa høi.
<br><br>2. Han hilste mildt dem alle, han kiendte hver især.
<br>Af døde Mænd en Skare var atter kommen der.
<br>De stode med Hul i Brystet, saa blege med Blod besprængt,
<br>De stirred som i Drømme! Hvo havde sligt vel tænkt?
<br><br>3. Da fremtreen Eir, som fulgte Odin den Herre god,
<br>Det røde Saar hun rørte med Saften af sin Rod,
<br>Da voxte det sammen atter, og blev et hæderligt Arr,
<br>Da vaagned de gode Kæmper, og saae først hvor de var.
<br><br>4. En mægtig skiægget Gubbe stod bleg ved Kampens Færd,
<br>Thi kløvet var hans Isse med Eggen af et Sværd.
<br>Han knælte for Gudinden, hun lagde sin Haand med Vægt
<br>Paa Gubbens blodige Pande, saa var den atter lægt.
<br><br>5. Hærfader spurgte: "Kæmpe! hvad kaldte dig Stridens Flok?"
<br>Han svarede: "Stærkodder; mit Navn du kiender nok.
<br>Paa Jorden mange Fiender jeg Ravnen gav til Føde,
<br>Nu seer jeg dem som Venner her atter blandt de Døde."
<br><br>6. Hærfader mælte: "Stærkodd! du var jo Niding først,
<br>Til en skiellig Udaad dig bragte Guldets Tørst!"
<br>Han svarte: "Jeg har syndet en Stund i Ungdoms Vaar,
<br>Og godtgiort Brøden daglig i fiirsindstyve Aar.
<br><br>7. Jeg veed at jeg forløste Kong Oluf dybt fra Hel."
<br>Da nærmed sig Konning Oluf, han kiendte Gubben vel.
<br>Han i sin Favn ham trykte, og raabte rørt med Graad:
<br>"Utallige Bedrifter forsoner een Udaad.
<br><br>8. Dig Jetterne forførte, da bragte Thor din Trøst!
<br>Lyksalig Den, som tvinger en Svartalf i sit Bryst!"
<br>Da runged det i Hallen, thi Thor i Kobber rød,
<br>Indstyrted, da han hørte, Stærkodder alt var død.
<br><br>9. Han trykte ham til Hiertet, høit græd den stærke Gud;
<br>Roska den Terne bragte en deilig Lossehud.
<br>Da blev der blandt Einheriar et vældigt Skioldebulder,
<br>Mens Thor selv Kaaben hængte om Gubbens brede Skulder.
<br><br>10. Af Ygdrasil en Kølle han gav ham i hans Haand.
<br>Da blev til Halvgud kaaret Stærkodders Aand.
<br>Nu for de Mænd han raader, som først bedrev en Synd,
<br>Men som ved Baldurs Kilde aftvætte Nastronds Dynd.
<br><br>11. Ud i Fægtergaarden nu Kæmperne sig begav,
<br>Det vrimlede med Helte, som Bølger paa et Hav.
<br>Den Fare, som paa Jorden knap Modet overvandt,
<br>Den var kun her at skue som Børneleg og Tant.
<br><br>12. Da giordes Svinefylket, man fældte blanke Spyd,
<br>Af utallige Sværde blev hørt en Hvidslelyd;
<br>Som Skovens Grene rasler i Høst, før de besnees;
<br>Og Klingen traf, som Lynet, der dræber, før det sees.
<br><br>13. Forundret stod Stærkodder med stille selsomt Sind,
<br>Betragtende de Haller, som slutted Gaarden ind:
<br>I Midten Valaskialfen, Vingolf og Gladheim der,
<br>Og Friggas lyse Fensal opløftede sig her.
<br><br>14. Men over Valaskialfen det frygtelige Taarn,
<br>Hvis Lige Jordens Øie vist aldrig saae tilforn.
<br>Det var, som Midgardsormen, i Skællets stærke Glands,
<br>Hvis lodret den sig løfted i Luften med sin Svands.
<br><br>15. Paa Taget, tækt med Skiolde, to Dyr Stærkodder saae,
<br>En Geed mon over Hallen, en Hiort paa Porten staae.
<br>Fra Gedens Yvre strømte en brunlig Drik, som flød
<br>I Karret ned i Vingolf og blev til liflig Miød.
<br><br>16. Men høit fra Hiortens Takker sprang Vand med Blink og Skum
<br>Med evig lystig Rislen; den Lyd blev aldrig stum;
<br>Naar ned da Straalen pladsked, den Sølverbæknet fandt,
<br>Derfra gik Vandet i Render til hver en Verdens Kant.
<br><br>17. Hist, bag det skiønne Bolværk, Asynierne sad
<br>Og skued Kampens Lege; det var en deilig Rad!
<br>Med deres hvide Hænder de Egekrandse bandt,
<br>Og kasted dem i Gaarden til Heltene som vandt.
<br><br>18. Stærkodder steeg paa Taget, for alting at beskue,
<br>Ham Hermod viste Veien i Aftenrødens Lue.
<br>Han saae hvor Heidrun nipped af Asketræets Top,
<br>Der strakte sig fra Jorden til Borgtaget op.
<br><br>19. Ei langt fra Valhals Porte, som Heimdal vogted tro,
<br>Stærkodder skued Bifrost, den underskiønne Bro.
<br>Med røde gule Striber, violne, grønne, blaae,
<br>Den slog sin Kreds fra Himlen dybt ned i Jordens Vraa.
<br><br>20. Paa den de høie Guder nedride, naar de vil,
<br>At holde Dom i Skoven ved Asken Ygdrasil.
<br>Den Bro er slem at fare, den er saa steil som puur;
<br>Men Guderne sig holde, liig Bier paa en Muur.
<br><br>21. En Skov stod grøn mod Syden; man paa en Bakke saae
<br>Et Lysthuus let og fagert, med Piller i det Blaa.
<br>De lysegrønne Bøge indslutted Blomsters Dal;
<br>Heimdal fortalte Stærkodd, at det var Freias Sal.
<br><br>22. En Skov stod sort mod Norden; paa steile Granekant
<br>Af Klippen var en Borgmuur, hvorunder Fossen randt;
<br>Takt Borgen stod med Kobber, og den var vældig stor.
<br>Heimdal fortalte Stærkodd, at den tilhørte Thor.
<br><br>23. Nu daled Solen i Svælget; og Maanen klar og rund
<br>Saae ned paa Valaskialfen, Thors Skov, og Freias Lund.
<br>Da mellem Skyer øined Stærkodder fiernt et Skiær:
<br>"Hvad?" raabte han til Hermod, "har I to Maaner her?"
<br><br>24. "Den Lysning, svarde Guden, som du en Maane troer,
<br>Er Breidablik det blege, beklædt med Perlemor.
<br>Der hersker Asa-Baldur i Skyens Sølverhang.
<br>Hør, hvor med hvide Alfer han holder Aftensang!"
<br><br>25. Da mærkte man fra Skyen en huld livsalig Lyd,
<br>Den bæved, som i Hiertet Uskyldighedens Fryd.
<br>Men nedenfor i Hallen der blev stor Larm og Spøg,
<br>Da veg de fromme Toner, liig Duen for en Høg.
<br><br>26. Nu gik de ned i Vingolf, der var saa vild en Fryd.
<br>Man drak paa Bænk med Odin ved Skioldenes Lyd.
<br>Da sang de gode Skialde, som havde glædet Nord,
<br>De sad som bolde Brødre ved Odins Egebord.
<br><br>27. Og qvad et Drapa sammen. Eenstemmig herlig klang
<br>Den høie Kæmpevise, det var en sielden Sang:
<br>Det var som ædle Druer, hver født paa Ranken sin,
<br>Men plukket nu, og presset til een livsalig Viin.
<br><br>28. Her brused ingen Avind, her lured intet Nag.
<br>Een hørte paa den Anden med inderligt Behag,
<br>Og glædte sig, som Barnet der skiønne Blomster saae,
<br>Naar Een opfandt, hvad Andre var end ei faldet paa.
<br><br>29. Nu viste Hermod Stærkodd sit Sæde næst ved Thor.
<br>En Glands der blev i Hallen usigelig og stor,
<br>Den kom fra Sværdenes Hialter, de hang paa Væg i Rad:
<br>Stærkt Sølverfanget lyste, samt Staalets blanke Blad.
<br><br>30. Da Miøden nu var drukket og Skialdesangen endt,
<br>Frem Asa-Loke traadte. Hans Væsen er bekiendt!
<br>Snart blussed han af Hovmod, snart stilte han sig blot
<br>Ved uanstændig Giøglen for alle Asers Spot.
<br><br>31. Dog var han kløgtig, vittig, og kunde Guder more;
<br>Skiøndt hadet af de Mindre, foragtet af de Store,
<br>Man vilde ham ei undvære; tit hialp mod List hans Kløgt;
<br>Og steds han var paa Færde hvor der blev leet og spøgt.
<br><br>32. Hans Spøg var ei uskyldig, hans Tunge skar som Kniven
<br>Snart Venner og snart Fiender. Men han var overgiven;
<br>Det kom tilpas ved Gilder. Mens Miøden man ombar
<br>Alvorligheden trætted, man trængte til en Nar.
<br><br>33. Først leged han med Fenris, den Ulv saa smidig, guul,
<br>Som han med Hexen avled i Hulens sorte Skiul;
<br>Men ei den Leeg behaged, hans Løier ei ham hialp,
<br>Thi Aserne frygted Ulven, endskiøndt det var en Hvalp.
<br><br>34. Saa falsk dens Øine gloede, hver Dag den voxte meer.
<br>Ugierne mellem Guder i Hal den Odin seer!
<br>Han sig paa Hyndet vendte, da Freiers Svend han saae,
<br>Han hvisked ham i Øre, da monne Skirnir gaae.
<br><br>35. Som Loke nu vel mærkte at Fenris var forhadt,
<br>Da ud han lukte Ulven i den bælmørke Nat.
<br>Høit hyled den i Skyen, og foer til Jorden ned;
<br>Hialp Røveren at myrde, og glubsk i Liget beed.
<br><br>36. I Stald sig Loke skyndte, da Thor ham det tillod,
<br>Og hented een af Bukkene, som spændt for Kærren stod.
<br>Den skiæggede Tandgnioster udstødte dybe Suk;
<br>Hvor tungt at være Giøgler for en ærværdig Buk!
<br><br>37. Da bandt ham Loke Skiægget med Fullas Hosebaand,
<br>Og snoede sig det i Brynien saa smidig med sin Haand;
<br>Han Ryggen mod ham vendte, og slog ham med en Torn;
<br>Da stanged ham Tandgnioster med sine krumme Horn.
<br><br>38. De drog til begge Sider, saa faldt de begge to.
<br>Da høit i Valaskialfen de muntre Guder loe.
<br>Det kildred Lokes Hierte, han følte lidt sin Skam,
<br>Han troede, de loe af Bukken, endskiøndt det var af ham.
<br><br>39. Sligt Giøglerie kan more, men kun en liden Stund.
<br>Høit loe de mægtige Guder, men ei af Hiertens Grund.
<br>Tidt maa den spændte Lunge sin Latter overdrive,
<br>Fordi ei Sindet og Hiertet kan sig tilkiendegive.
<br><br>40. Da vinkte Thor til Bragi; thi Gefion rynkte Bryn,
<br>Den strenge Mø forarged det taabelige Syn,
<br>Hun vilde sig bortbegive; da hvisked Asa-Thor:
<br>"Siung noget, som fornøier det vene Pigenoer!"
<br><br>41. Da stemte Bragi Harpen, det høit i Hallen klang.
<br>Han sagde: "Jeg vil siunge den skiønne Gefions Sang."
<br>Da satte sig Disen atter; En Mø er ei saa sær,
<br>At naar man hende roser, hun har jo Sangen kiær! 
</blockquote>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Adam Oehlenschläger]]
[[Kategori:Naturlyrikk og romantikk]]