Einheriarne (Adam Oehlenschläger)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Nordens Guder

Adam Oehlenschläger (1819)
Poetiske skrifter
Et episk Digt


Einheriarne


1. Fra Valaskialf gik Odin nu i den næste Hal;
Der vented ham Einheriar, de stod i tusindtal.
Syn, den gode Vogterske, vidt aabned Portens Fløi,
Da traadte mellem Kæmper Odin den Herre saa høi.

2. Han hilste mildt dem alle, han kiendte hver især.
Af døde Mænd en Skare var atter kommen der.
De stode med Hul i Brystet, saa blege med Blod besprængt,
De stirred som i Drømme! Hvo havde sligt vel tænkt?

3. Da fremtreen Eir, som fulgte Odin den Herre god,
Det røde Saar hun rørte med Saften af sin Rod,
Da voxte det sammen atter, og blev et hæderligt Arr,
Da vaagned de gode Kæmper, og saae først hvor de var.

4. En mægtig skiægget Gubbe stod bleg ved Kampens Færd,
Thi kløvet var hans Isse med Eggen af et Sværd.
Han knælte for Gudinden, hun lagde sin Haand med Vægt
Paa Gubbens blodige Pande, saa var den atter lægt.

5. Hærfader spurgte: "Kæmpe! hvad kaldte dig Stridens Flok?"
Han svarede: "Stærkodder; mit Navn du kiender nok.
Paa Jorden mange Fiender jeg Ravnen gav til Føde,
Nu seer jeg dem som Venner her atter blandt de Døde."

6. Hærfader mælte: "Stærkodd! du var jo Niding først,
Til en skiellig Udaad dig bragte Guldets Tørst!"
Han svarte: "Jeg har syndet en Stund i Ungdoms Vaar,
Og godtgiort Brøden daglig i fiirsindstyve Aar.

7. Jeg veed at jeg forløste Kong Oluf dybt fra Hel."
Da nærmed sig Konning Oluf, han kiendte Gubben vel.
Han i sin Favn ham trykte, og raabte rørt med Graad:
"Utallige Bedrifter forsoner een Udaad.

8. Dig Jetterne forførte, da bragte Thor din Trøst!
Lyksalig Den, som tvinger en Svartalf i sit Bryst!"
Da runged det i Hallen, thi Thor i Kobber rød,
Indstyrted, da han hørte, Stærkodder alt var død.

9. Han trykte ham til Hiertet, høit græd den stærke Gud;
Roska den Terne bragte en deilig Lossehud.
Da blev der blandt Einheriar et vældigt Skioldebulder,
Mens Thor selv Kaaben hængte om Gubbens brede Skulder.

10. Af Ygdrasil en Kølle han gav ham i hans Haand.
Da blev til Halvgud kaaret Stærkodders Aand.
Nu for de Mænd han raader, som først bedrev en Synd,
Men som ved Baldurs Kilde aftvætte Nastronds Dynd.

11. Ud i Fægtergaarden nu Kæmperne sig begav,
Det vrimlede med Helte, som Bølger paa et Hav.
Den Fare, som paa Jorden knap Modet overvandt,
Den var kun her at skue som Børneleg og Tant.

12. Da giordes Svinefylket, man fældte blanke Spyd,
Af utallige Sværde blev hørt en Hvidslelyd;
Som Skovens Grene rasler i Høst, før de besnees;
Og Klingen traf, som Lynet, der dræber, før det sees.

13. Forundret stod Stærkodder med stille selsomt Sind,
Betragtende de Haller, som slutted Gaarden ind:
I Midten Valaskialfen, Vingolf og Gladheim der,
Og Friggas lyse Fensal opløftede sig her.

14. Men over Valaskialfen det frygtelige Taarn,
Hvis Lige Jordens Øie vist aldrig saae tilforn.
Det var, som Midgardsormen, i Skællets stærke Glands,
Hvis lodret den sig løfted i Luften med sin Svands.

15. Paa Taget, tækt med Skiolde, to Dyr Stærkodder saae,
En Geed mon over Hallen, en Hiort paa Porten staae.
Fra Gedens Yvre strømte en brunlig Drik, som flød
I Karret ned i Vingolf og blev til liflig Miød.

16. Men høit fra Hiortens Takker sprang Vand med Blink og Skum
Med evig lystig Rislen; den Lyd blev aldrig stum;
Naar ned da Straalen pladsked, den Sølverbæknet fandt,
Derfra gik Vandet i Render til hver en Verdens Kant.

17. Hist, bag det skiønne Bolværk, Asynierne sad
Og skued Kampens Lege; det var en deilig Rad!
Med deres hvide Hænder de Egekrandse bandt,
Og kasted dem i Gaarden til Heltene som vandt.

18. Stærkodder steeg paa Taget, for alting at beskue,
Ham Hermod viste Veien i Aftenrødens Lue.
Han saae hvor Heidrun nipped af Asketræets Top,
Der strakte sig fra Jorden til Borgtaget op.

19. Ei langt fra Valhals Porte, som Heimdal vogted tro,
Stærkodder skued Bifrost, den underskiønne Bro.
Med røde gule Striber, violne, grønne, blaae,
Den slog sin Kreds fra Himlen dybt ned i Jordens Vraa.

20. Paa den de høie Guder nedride, naar de vil,
At holde Dom i Skoven ved Asken Ygdrasil.
Den Bro er slem at fare, den er saa steil som puur;
Men Guderne sig holde, liig Bier paa en Muur.

21. En Skov stod grøn mod Syden; man paa en Bakke saae
Et Lysthuus let og fagert, med Piller i det Blaa.
De lysegrønne Bøge indslutted Blomsters Dal;
Heimdal fortalte Stærkodd, at det var Freias Sal.

22. En Skov stod sort mod Norden; paa steile Granekant
Af Klippen var en Borgmuur, hvorunder Fossen randt;
Takt Borgen stod med Kobber, og den var vældig stor.
Heimdal fortalte Stærkodd, at den tilhørte Thor.

23. Nu daled Solen i Svælget; og Maanen klar og rund
Saae ned paa Valaskialfen, Thors Skov, og Freias Lund.
Da mellem Skyer øined Stærkodder fiernt et Skiær:
"Hvad?" raabte han til Hermod, "har I to Maaner her?"

24. "Den Lysning, svarde Guden, som du en Maane troer,
Er Breidablik det blege, beklædt med Perlemor.
Der hersker Asa-Baldur i Skyens Sølverhang.
Hør, hvor med hvide Alfer han holder Aftensang!"

25. Da mærkte man fra Skyen en huld livsalig Lyd,
Den bæved, som i Hiertet Uskyldighedens Fryd.
Men nedenfor i Hallen der blev stor Larm og Spøg,
Da veg de fromme Toner, liig Duen for en Høg.

26. Nu gik de ned i Vingolf, der var saa vild en Fryd.
Man drak paa Bænk med Odin ved Skioldenes Lyd.
Da sang de gode Skialde, som havde glædet Nord,
De sad som bolde Brødre ved Odins Egebord.

27. Og qvad et Drapa sammen. Eenstemmig herlig klang
Den høie Kæmpevise, det var en sielden Sang:
Det var som ædle Druer, hver født paa Ranken sin,
Men plukket nu, og presset til een livsalig Viin.

28. Her brused ingen Avind, her lured intet Nag.
Een hørte paa den Anden med inderligt Behag,
Og glædte sig, som Barnet der skiønne Blomster saae,
Naar Een opfandt, hvad Andre var end ei faldet paa.

29. Nu viste Hermod Stærkodd sit Sæde næst ved Thor.
En Glands der blev i Hallen usigelig og stor,
Den kom fra Sværdenes Hialter, de hang paa Væg i Rad:
Stærkt Sølverfanget lyste, samt Staalets blanke Blad.

30. Da Miøden nu var drukket og Skialdesangen endt,
Frem Asa-Loke traadte. Hans Væsen er bekiendt!
Snart blussed han af Hovmod, snart stilte han sig blot
Ved uanstændig Giøglen for alle Asers Spot.

31. Dog var han kløgtig, vittig, og kunde Guder more;
Skiøndt hadet af de Mindre, foragtet af de Store,
Man vilde ham ei undvære; tit hialp mod List hans Kløgt;
Og steds han var paa Færde hvor der blev leet og spøgt.

32. Hans Spøg var ei uskyldig, hans Tunge skar som Kniven
Snart Venner og snart Fiender. Men han var overgiven;
Det kom tilpas ved Gilder. Mens Miøden man ombar
Alvorligheden trætted, man trængte til en Nar.

33. Først leged han med Fenris, den Ulv saa smidig, guul,
Som han med Hexen avled i Hulens sorte Skiul;
Men ei den Leeg behaged, hans Løier ei ham hialp,
Thi Aserne frygted Ulven, endskiøndt det var en Hvalp.

34. Saa falsk dens Øine gloede, hver Dag den voxte meer.
Ugierne mellem Guder i Hal den Odin seer!
Han sig paa Hyndet vendte, da Freiers Svend han saae,
Han hvisked ham i Øre, da monne Skirnir gaae.

35. Som Loke nu vel mærkte at Fenris var forhadt,
Da ud han lukte Ulven i den bælmørke Nat.
Høit hyled den i Skyen, og foer til Jorden ned;
Hialp Røveren at myrde, og glubsk i Liget beed.

36. I Stald sig Loke skyndte, da Thor ham det tillod,
Og hented een af Bukkene, som spændt for Kærren stod.
Den skiæggede Tandgnioster udstødte dybe Suk;
Hvor tungt at være Giøgler for en ærværdig Buk!

37. Da bandt ham Loke Skiægget med Fullas Hosebaand,
Og snoede sig det i Brynien saa smidig med sin Haand;
Han Ryggen mod ham vendte, og slog ham med en Torn;
Da stanged ham Tandgnioster med sine krumme Horn.

38. De drog til begge Sider, saa faldt de begge to.
Da høit i Valaskialfen de muntre Guder loe.
Det kildred Lokes Hierte, han følte lidt sin Skam,
Han troede, de loe af Bukken, endskiøndt det var af ham.

39. Sligt Giøglerie kan more, men kun en liden Stund.
Høit loe de mægtige Guder, men ei af Hiertens Grund.
Tidt maa den spændte Lunge sin Latter overdrive,
Fordi ei Sindet og Hiertet kan sig tilkiendegive.

40. Da vinkte Thor til Bragi; thi Gefion rynkte Bryn,
Den strenge Mø forarged det taabelige Syn,
Hun vilde sig bortbegive; da hvisked Asa-Thor:
"Siung noget, som fornøier det vene Pigenoer!"

41. Da stemte Bragi Harpen, det høit i Hallen klang.
Han sagde: "Jeg vil siunge den skiønne Gefions Sang."
Da satte sig Disen atter; En Mø er ei saa sær,
At naar man hende roser, hun har jo Sangen kiær!