Vis kilden til Geden, hjorten og Læráðr

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Geden, hjorten og Læráðr]] !!  !! 
|-
|}


[[Fil:Snorres Edda i europeisk og islandsk kultur.jpg|250px|right|thumb|<center>Læs mere om <br>[http://www.snorrastofa.is/default.asp?sid_id=47763&tId=1 Snorres Edda i europeisk og islandsk kultur]</center>]]
<center><big><big>'''Geden, hjorten og Læráðr'''</big><br>'''– eller hvordan man befrier nordisk mytologi fra Snorris Edda'''</big><br>

<br>Af
<br>Henning Kure
<br>© 2006



<small>''Følgende artikel er skrevet i 2006 og publiceret i "Snorres Edda i Europeisk og Islandsk Kultur"<br>redigeret af Jon Gunnar Jørgensen og udgivet af Snorrastofa, Reykholt, Island 2009.<br>Den er gjort tilgængelig på heimskringla.no med forfatterens tilladelse.</small> </center>



'''Læráðr''' m. ‘name des weltbaumes’ (Grm. 25). Die auf der hand liegende deutung ‘der schaden ratende’ (also zu læ) stimmt der bed. nach slecht, [...]


Således skriver Jan de Vries i ''Altgermanisches etymologisches Wörterbuch'' (1962). Den ligefor liggende tolkning af navnet Læráðr – ‘skade-råder’ (altså af norrønt læ ‘skade, ødelæggelse’) – stemmer dårligt overens med betydningen ‘navn på verdenstræet’, mener han. Synspunktet støttes stadig, f.eks. i ''Dictionary of Northern Mytology'' (Simek 1993): “The closest interpretation is ‘causer of harm’ (from læ), but this would not be an appropriate name for a mythological tree.” En indlysende etymologi betvivles – men der sættes ikke spørgsmålstegn ved den betydning som foranlediger tvivlen. Læráðr defineres uden forbehold som et navn på et mytisk træ, verdenstræet, det vil sige Yggdrasills ask. De Vries henviser til Grímnismál st. 25. Denne og den følgende strofe er vor kilde til Læráðr, så lad os kigge nærmere på dem:


{|
|
::25.
::Heiðrún heitir geit
::er stendr h&#491;llo á Heriaf&#491;ðrs 
::ok bítr af Læráðs limom 
::skapker fylla
::hon skal ins skíra miaðar 
::knáat sú veig vanaz.
|
::<br>
::Heiðrún hedder ged
::som står ved Hærfaders hal
::og bider af Læráðrs grene. 
::Tønde(r) fylde
::hun skal med den skære mjød 
::– den drik kan ej blive manglet.
|}

{|
|
::26.
::Eikþyrnir heitir hi&#491;rtr
::er stendr á h&#491;llo Heriaf&#491;ðrs 
::ok bítr af Læráðs limom
::en af hans hornom
::drýpr í Hvergelmi
::þaðan eigo v&#491;tn &#491;ll vega.<ref>Normaliseret udgave, dog uden tolkende tegnsætning, fra Neckel 1927. Alle oversættelser er mine.</ref>
|
::<br>
::Eikþyrnir hedder hjort
::som står ved Hærfaders hal 
::og bider af Læráðrs grene. 
::Og fra hans horn
::drypper det i Hvergelmir
::– deraf har alt vand sit løb.
|}


I stroferne lige inden er der beskrivelser af henholdsvis Bilskírnir og Valh&#491;ll, hvorfra 800 einherjer siges at gå ud af hver af de 540 døre, når de skal ‘kæmpe mod ulven’ – ''at vitni at vega''. Og stroferne lige efter indeholder en navneremse (''þula'') over vandløb, der afløses af strofer om gudernes daglige (''hverian dag, dag hvern'') ridt over vandløb til domsmøde ved Yggdrasills ask, fulgt af en ''þula'' over navne på gudernes heste, og derefter en nærmere beskrivelse af dyrene i Yggdrasills ask. Som hele vejen igennem digtet, er springene mellem de enkelt emner associative. Omtalen af Valh&#491;ll i st. 23 associerer til ''Heriaf&#491;ðrs h&#491;ll'' i st. 25, mens ''v&#491;tn &#491;ll'' ‘alt vand’ i st. 26 udløser den efterfølgende vandløbsremse. Selvom associationsrækken når frem til Yggdrasills ask nogle strofer senere, nævnes verdenstræet dog ikke i stroferne om Læráðr. Faktisk nævner disse ikke direkte noget træ overhovedet.


[[Fil:Heiðrún (Lorenz Frølich).jpg|thumb|<center>'''Heiðrún'''<br><small>Lorenz Frølich</small></center>]]De to strofer omhandler til gengæld ikke hvert sit emne, men udgør samlet en lille myte. Det markeres med det repeterende ordvalg som paralleliserer to hornede dyr, der begge står ved Odins hal og bider af Læráðrs grene, som de transformerer til hver sin drik. Det nævnes direkte i st. 25 og formidles i st. 26 ved at spille på betydningen af horn som både gevir og drikkehorn (''af hans hornom drýpr''). Det ene dyr producerer så meget mjød at der aldrig bliver mangel på det – det andet producerer derimod kun dråber, der til gengæld udgør alt vand. Tønder (eller tønde) modstilles dråber. En mulig pointe kunne være: Mjøden er så rigelig at alt vand i verden kun er dråber i sammenligning. Da denne pointe er i åbenlys modstrid med almen erfaring, må meningen med den søges i digtningens metaforik.


I den norrøne digtning er mjød generelt symbol på digtning og visdom, og i forlængelse heraf også esoterisk, numinøs viden – spirituel indsigt (Schjødt 1983, Clunies Ross 1994: 217–218). Gedens navn peger i samme retning: ''heiðr-rún'' ‘klar rune’, en som spreder klarhed over hemmeligheder og skjulte indsigter (''rúnar'').<ref>Navnet Heiðrún tolkes også til de andre betydninger af ''heiðr'', ‘hæder’ (f.eks. de Vries 1962) og ‘hede’ (Mundal 1992: 242). Ud over denne strofe, nævnes Heiðrún i Hyndloljóð st. 46–47 hvor Freyjas liderlighed paralleliseres med gedens.</ref> Gedens transformation af mjød fremstår således som en parallel til Óðinns tilegnelse og transformation af digtermjøden og ''rúnar'' fra underverdenen (Hávamál st. 104–107, 138–141). Den bestemte form, ''inn skíri mi&#491;ðr'' (jf. ''inn dýri mi&#491;ðr'' i Hávamál st. 105, 140), kunne endda antyde at der vitterlig henvises til en særlig mjød, kendt af digtets publikum. Snarere end egentligt forskellige myter, ser vi her måske et eksempel på redundant poetisk variation over et grundlæggende mytisk tema.


Betegnelsen ‘underverdenen’ er her brugt i sin videste forstand om de dele af “Den Anden Verden” – den spirituelle dimension – som står i modsætningsforhold til gudernes. I nordisk mytologi er underverdenen i forskellig sammenhæng både repræsenteret af jætter (det er f.eks. jætter der besidder digtermjøden) og af døden (f.eks. hentes numinøs viden i ni dødsriger under Niflhel ifølge Vafþrúðnismál st. 43). Modsætningsforholdet mellem guder og underverden karakteriseres blandt andet paradigmatisk ved at guderne ensidigt (og ofte med “ufine” metoder) skaffer råmaterialet til deres kreative aktiviteter fra underverdenen, både hvad angår konkrete genstande som våben og mjød, og abstrakte som viden og evner (Clunies Ross 1994: 68).


I nærværende tilfælde er en transformation af bidder fra Læráðrs grene årsag til at tønder fyldes med mjød ved Óðinns hal, det vil sige i gudernes domæne. Uanset om parallellen til myten om digtermjøden er rigtig, må Læráðr ifølge ovenstående paradigme repræsentere underverdenen på en eller anden vis. Og her kommer navnets direkte betydning – ''læ-ráðr'' ‘den som råder for skade, ødelæggelse, tab’ – uden problemer til sin ret. Det associerer fint til den generelle opfattelse af jætterne, og kunne måske endnu mere umiddelbart være en betegnelse for døden. Læráðrs grene kan således opfattes som metafor for den skjulte indsigt – en slags spirituelt råstof om man vil – der forgrener sig eller udspringer af døden og jætternes sfære, underverdenen. At det er en ged der står for transformationen, stemmer overens med at mytiske dyr oftest symboliserer transcendens mellem mytologiens verdner, som vi kender det fra gudernes heste, Þórrs geder, eller når guderne selv forvandler sig til dyr, f.eks. Óðinn i ørneham. Gedens køn harmonerer med at transcendens fra underverdenen til oververdenen ofte assisteres af mytiske kvinder (Gunnl&#491;ð, Bestla, Sigrdrífa).


I hjorten Eikþyrnirs tilfælde transformeres dens måltid til dryp, der – ved at havne i Hvergelmir – udgør alt vand. I sammenhængen fremstår dette vand ikke som andet end en del af den naturlige verden. Transformation af underverdenens råstof til et element i den naturlige verden har sin parallel i gudernes skabelse af jorden. En repræsentant for underverdenen, urjætten Ymir, transformeres af guderne til selve den naturlige verden, idet hans kød bliver til jord, hans kropsvæsker til hav og sø, etc. (Grímnismál 40–41, Vafþrúðnismál 21). Hvergelmir – der normalt tolkes som et parallelbegreb til Vaðgelmir (Reginsmál 4), et vandløb eller en kilde – kan endda ses som en paralleldannelse eller variant af Aurgelmir, et andet navn for Ymir.<ref>Komplekset Eikþyrnir og Hvergelmir fremstår således også som en parallel til koen Auðhumla (endnu et hornet dyr), hvis mælk løber ned i Ymir.</ref> Og det er jo netop fra urjætten at alt vand (hans kropsvæsker) har sit løb.


Tilknytningen til den naturlige verden understreges af at hjorten er et vildt dyr. Navnet ''eik-þyrnir''<ref>Else Mundal (1992: 244-246) tolker navnet Eikþyrnir som ‘den der tørrer egen ud’ og ser i dette tilfælde egen som en reference til verdenstræet.</ref> ‘ege-tjørn’ associerer til uigennemtrængeligt vildnis, områderne udenfor den kultiverede verdens gærde, “udgård”. Dermed associeres også til det horisontale aspekt af jætternes verden.<ref>Om underverdenens inddeling i vertikale og horisontale aspekter se Schjødt 1990.</ref> Hjortens modsætning er geden, et tamdyr, repræsentant for kultur. Via dens produktion af mjød associeres denne ged med numinøs viden og dermed gudernes domæne.<ref>Argumenter for det modsatte hos Mundal 1992.</ref> De to dyr kan således ses som repræsentanter for oppositionsparrene kultur/guder–natur/jætter, et strukturalistisk paradigme der understøttes flere steder i nordisk mytologi (Clunies Ross 1994: 82–84<ref>Clunies Ross tilføjer oppositionsparret mandlig–kvindelig til kultur–natur, men i digtet er kønsfordelingen mellem dyrene omvendt.</ref>). Myten indeholder altså en række kvalitative signifikater der supplerer den her foreslåede kvantitative pointe, nemlig at beskrive mjødens rigelighed og dermed den åndelige verdens og gudernes overlegenhed.



<center><big><big>'''II'''</big></big></center>

Selvom Jan de Vries angiver Grímnismál som sin kilde, er det ikke her vi skal finde hans grund til at betvivle Læráðrs etymologi. Tolkningen af Læráðr som verdenstræet er nemlig udledt af Snorris Edda. Den lille myte fra Grímnismál st. 25–26 indgår i Snorris beskrivelse af Valh&#491;ll, hvor de faldne krigere, einherjerne, bliver opvartet. I kap. 39 af Gylfaginning kommer samtalen ind på deres drikkevarer:


::Þá mælir Gangleri: Hvat hafa einherjar at drykk þat er þeim endisk jafngnógliga sem vistin – eða er þar vatn drukkit?

::Þá segir Hár: Undarliga spyrr þú nú – at Alf&#491;ðr mun bjóða til sín konungum eða j&#491;rlum eða &#491;ðrum ríkism&#491;nnum ok myni gefa þeim vatn at drekka! Ok þat veit trúa mín, at margr komr sá til Valhallar er dyrt mundi þykkjask kaupa vazdrykkinn ef eigi væri betra fagnaðar þangat at vitja, sá er áðr þolir sár ok sviða til banans!

::Annat kann ek þér þaðan segja:

::Geit sú er Heiðrún heitir, stendr uppi á Valh&#491;ll ok bítr barr af limum trés þess er mj&#491;k er nafnfrægt er Léráðr heitir, en ór spenum hennar rennr mj&#491;ðr sá er hon fyllir skapker hvern dag. Þat er svá mikit at allir einherjar verða fulldruknir af.

::Þá mælir Gangleri: Þat er þeim geysi haglig geit! Forkunnar góðr viðr mun þat vera er hon bitr af!

::Þá mælir Hár: Enn er meira mark at of hj&#491;rtinn Eikþyrni er stendr á Valh&#491;ll ok bítr af limum þess trés, en af hornum hans verðr svá mikill dropi at niðr kemr í Hvergelmi, en þaðan af falla ár þær er svá heita: Síð, Víð, Sekin, Ekin, Sv&#491;l, Gunnþró, Fj&#491;rm, Fimbulþul, Gípul, G&#491;pul, G&#491;mul, Geirvimul – þessar falla um ása byggðir. Þessar eru enn nefndar: Þyn, Vín, Þ&#491;ll, B&#491;ll, Gráð, Gunnþráin, Nyt, N&#491;t, N&#491;nn, Hr&#491;nn, Vína, Veg, Svinn, Þióðnuma.<ref>Normaliseret tekst efter Faulkes 1988.</ref>


::Så spørger Gangleri: Hvad har einherjer at drikke der forsyner dem lige så rigeligt som kosten – bliver der drukket vand?

::Da siger Hár: Underligt som du spørger – at Alfader skulle indbyde konger og jarler og andre herremænd og så skulle give dem vand at drikke! Og det ved min tro, at mangen som kom til Valh&#491;ll ville synes at den tår vand var dyrt købt, hvis ikke der var bedre beværtning at få der, når han forud måtte tåle sår og svie til døden!

::I øvrigt kan jeg fortælle dig om dette:

::Den ged som hedder Heiðrún, står oppe på Valh&#491;ll og bider nåle/løv af grene på det træ som er meget navnkundigt og som hedder Léráðr, og af hendes yver render mjød, som hun fylder tønde(r) med hver dag. Der er så meget at alle einherjer bliver fulddrukne af den.

::Da udbryder Gangleri: Det er jo en fantastisk bekvem ged for dem! Det må være et vældig godt træ hun bider af!

::Så siger Hár: Endnu mere bemærkelsesværdigt er dét om hjorten Eikþyrnir som står på Valh&#491;ll og bider af dette træs grene, og fra hans horn er der så megen dryppen at det kommer ned i Hvergelmir, og derfra strømmer de vandløb som hedder: Síð, Víð, Sekin [...]


Også her er der – i hvert fald i udgangspunktet – tale om en sammenligning mellem mjød og vand, men på et noget mere jordnært plan. Når konger og jarler kommer til Valh&#491;ll, ville det bestemt ikke være godt nok hvis Óðinn kun bød dem på vand! Dette bliver så afsættet til at inddrage digtets oplysninger om Heiðrúns mjødproduktion. Hvis vi stiller de parafraserende dele af Snorris tekst direkte op mod de tilsvarende vers, ser det således ud:


{|
|
::'''Grímnismál:'''
::25
::Heiðrún heitir geit
::er stendr h&#491;llo á Heriaf&#491;ðrs 
::ok bítr af Læráðs limom
::skapker fylla
::hon skal ins skíra miaðar
::knáat sú veig vanaz.
|
::'''Snorris Edda:'''
::<br>
::Geit sú er Heiðrún heitir,
::stendr ''uppi'' á Valh&#491;ll
::ok bítr ''barr'' af limum ''trés þess er mj&#491;k er nafnfrægt er'' Léráðr ''heitir'',
::en ''ór spenum hennar rennr'' mj&#491;ðr
::sá er hon fyllir skapker ''hvern dag''.
::Þat er svá mikit ''at allir einherjar verða fulldruknir af.''
|}

{|
|
::26.
::Eikþyrnir heitir hi&#491;rtr
::er stendr á h&#491;llo Heriaf&#491;ðrs 
::ok bítr af Læráðs limom
::en af hans hornom
::drýpr í Hvergelmi
::þaðan eigo v&#491;tn &#491;ll vega.
|
::<br>
::Enn er meira mark at of hj&#491;rtinn Eikþyrni 
::er stendr á Valh&#491;ll
::ok bítr af limum þess ''trés'',
::en af hornum hans
::verðr ''svá mikill'' dropi at ''niðr'' kemr í Hvergelmi, 
::en þaðan af falla ''ár þær er svá heita:''
|}


Eller i dansk oversættelse:


{|
|
::'''Grímnismál:'''
::25.
::Heiðrún hedder ged
::som står ved Hærfaders hal 
::og bider af Læráðrs grene.
::Tønder fylde
::hun skal med den skære mjød 
::– den drik kan ej blive manglet.
|
::'''Snorris Edda:'''
::<br>
::Den ged som hedder Heiðrún,
::står ''oppe på'' Valh&#491;ll
::og bider ''nåle/løv'' af grene på ''det træ som er meget navnkundigt og som hedder'' Léráðr,
::og ''af hendes yver render'' mjød,
::som hun fylder tønder med ''hver dag''.
::Der er så meget ''at alle einherjer bliver fulddrukne af den''.
|}

{|
|
::26
::Eikþyrnir hedder hjort
::som står ved Hærfaders hal 
::og bider af Læráðrs grene. 
::Og fra hans horn
::drypper det i Hvergelmir
::– deraf har alt vand sit løb.
|
::<br>
::Endnu mere bemærkelsesværdigt er dét om hjorten Eikþyrnir
::som står ''på'' Valh&#491;ll
::og bider af dette ''træs'' grene,
::og fra hans horn
::er der ''så megen'' dryppen at det kommer ned i Hvergelmir,
::og derfra strømmer ''de vandløb som hedder:''
|}


Snorris betydningsladede tilføjelser er markeret med kursiv. Digtets beskrivelse af mjødens generelle rigelighed – ''kanat vanaz'' – sættes i Gylfaginning kun i relation til einherjerne fra de foregående strofer. I tråd med optakten er mjøden reduceret til krigernes daglige forsyning. Formuleringen ''hvern dag'' synes inspireret af digtets følgende strofer om gudernes domsmøder og relaterer også til einherjernes daglige kamprutine beskrevet i Vafþrúðnismál st. 41 (som Snorri citerer i det følgende kap. 41), men hverken til den parafraserede strofes sammenhæng eller den foregående strofes reference til einherjernes eskatologiske slutopgør med ulven. Sammenligningen mellem mængden af digtets to drikke er trådt i baggrunden. I Gylfaginning er mjød og vand lige rigelige: ''mikit – mikill''. Det modsiger i sig selv ikke det mulige allegoriske budskab, men dette står ikke længere klart. Mytens første halvdel forekommer nærmest som en forvrænget parallel til en kristen paradisbeskrivelse: krigernes efterliv i Valh&#491;ll belønnes med så meget mjød at de kan blive fulddrukne af det hver dag.


Sidste halvdel af myten fremstår derimod som en ekskurs midt i beskrivelsen af Valh&#491;ll, et apropos til træet Léráðr, en selvstændig oprindelsesmyte til en række navngivne vandløb. De to strofers metaforiske sammenhæng erstattes af en konkret kosmografi. Træet står tæt ved Valh&#491;ll og indgår i de daglige aktiviteter omkring dette sted. En lignende konkretisering går igen i behandlingen af alle digtets associationsspring fra emne til emne. Einherjerne fra foregående vers er her de begunstigede til Heiðrúns mjødproduktion, og i parafrasens slutning er digtets associationsled – det generelle ''v&#491;tn'' (‘vand, vandløb, sø, tåre’ etc.) – erstattet med det specifikke ''ár'' (‘åer, floder, vandløb’), der med ordene ''þær er svá heita'' direkte kæder Hvergelmir sammen med den efterfølgende þula over vandløbsnavne.


Hvergelmir har Snorri defineret som en kilde eller en brønd allerede i Gylfaginning kap. 4, hvor den spiller en afgørende rolle i Snorris kristen-lærde fremstilling af kosmogonien (bl.a. Holtsmark 1964: 29–30, Clunies Ross 1983: 51, Kure 2003: 314). Også her nævnes et udvalg af vandløbsnavnene, som tydeligt viser at Snorris eneste kilde til Hvergelmir er Grímnismál st. 26 – det eneste sted i den mytiske digtning hvor Hvergelmir nævnes. Snorri nævner dog Hvergelmir i flere sammenhænge. I Gylfaginning kap. 15 tildeler han en kilde til hver af de tre rødder under Yggdrasills ask, et kosmologisk træk der ikke kendes fra digtene, og som muligvis er et resultat af Snorris egen syntetiserende systematisering (Turville-Petre 1964: 279, Holtsmark 1964: 46–47, Kure 2006: 68–69). Her indgår Hvergelmir som en af disse kilder. Ifølge Grímnismál st. 35, hvor Hvergelmir hverken nævnes eller impliceres, gnaver dragen Níðh&#491;ggr forneden – ''neðan'' – i Yggdrasills ask. Hos Snorri bliver dette ‘forneden’ specificeret som den rod der ender over Hvergelmir, og i det følgende kapitel får Snorri så placeret dragen i selve Hvergelmir. Dette leder frem mod beskrivelsen i kap. 52 af det sted hvor menedere og mordere havner ''efter'' Ragnarøkkr:


En i Hvergelmi er verst: “Þar kvelr Niðh&#491;ggr nái framm gengna.”

Og i Hvergelmir er værst: “Der piner Niðh&#491;ggr hedengangne lig.”


Snorris Níðh&#491;ggr-citat er en linje fra V&#491;luspá st. 39,<ref>Strofen beskriver tilstande ''før'' Ragnar&#491;k.</ref> der heller ikke nævner eller implicerer Hvergelmir. Anne Holtsmark (1964: 49–50) mener at Hvergelmir hos Snorri begynder som en pendant til den bibelske kilde under Livets træ i Paradisets have, hvorfra fire floder har deres løb,<ref>På en interessant mosaikafbildning af Livets træ i apsisloftet i San Clemente, Rom (dateret til 1100-tallet) ses to hjorte drikke af de fire floder under træet. Ved roden af træet ses endnu en hjort i kamp med en slange. I toppen forvandles Livets træ til korset med den korsfæstede Kristus. Læst i kristent perspektiv kunne Læráðr ‘skaderåder’ tolkes som korset, men analogien rækker ikke til at forklare resten af mytens elementer. Dyrene i den nordiske symbolik har væsentligt andre funktioner end i kristen ikonografi, hvor den slangedræbende hjort er et kristussymbol. Billedet kan ses på Internettet, f.eks.: http://www.classicalmosaics.com/images/sanclem3.jpg</ref> og ender som et modsvar til Helvedes svovlpøl, puteus infernis, hvor syndere straffes efter Dommedag ifølge kristen tradition. Opfattelsen af den nordiske mytologi som præfiguration af den kristne lære – som Snorri beskriver i prologen til Edda (Dronke 1977) – synes i hvert fald at være det styrende redaktionelle princip for beskrivelsen. Hvergelmir er et stjerneeksempel på Snorris kombinationsteknik, hvor summen ender med at være større end enkeltdelene. Det er afgørende for dette kosmologiske billede at Hvergelmir er placeret under verdenstræet – i parafrasen fremhæver Snorri at drypningen fra hjortens horn har retningen ned – og dermed at Læráðr tolkes som et træ.


Til tolkning ‘træ’ ser det ud som om Snorri tager afsæt i ordet limir ‘lemmer, grene’. Geden bider ikke blot af grene, som i digtet, men af løv på disse grene. Som med mjøden, fokuseres på grenenes betydning som konkret forsyning af føde. Geden står heller ikke ubestemmeligt á Valh&#491;ll. Ordet á svarer til ‘på’ der også bruges i placeringsbetydningerne ‘til’, ‘ved’ eller ‘i’ alt efter de beskrevne forhold<ref>Jf. ''ór þeim sal er á þolli stendr'' ‘fra den hal der ligger ved træet’ (V&#491;luspá st. 20 H). Der er eksempler på oversættelsesvariationer af ''á'' f.eks. hos La Farge 1992.</ref> – her måske naturligst ‘ved’ hallen – men Snorri specificerer en konkret placering og situation med det bestemte uppi á ‘oppe på, ovenpå’ hallen (underforstået: på taget, så geden kan nå løvet i træets krone). Med få ord fremmales et kæmpemæssigt træ der med frasen mj&#491;k nafnfrægt ‘meget navnkundigt’ sandsynligvis kun har kunnet associere til verdenstræet. At navnet gengives som Léráðr, er muligvis også for at tilpasse det et træs funktion som giver af læ,<ref>Norrønt ''hlé''. Intet tyder på at Snorri sigter til norrønt ''lé'', høstredskabet le.</ref> men Snorri inddrager i øvrigt ikke etymologi i denne forbindelse. Der er ikke noget som antyder at Snorri her trækker på oplysninger fra andre, os ubekendte kilder. Alt fremstår som følgeslutninger af at opfatte limir bogstaveligt i stedet for allegorisk. Atter en form for konkretisering af billedlig tale, et gennemgående træk i Snorris Edda. Selv en detalje som et eventuelt spil på dobbelttydninger af gevir/drikkehorn udviskes af Snorris tilsyneladende overflødige tilføjelse af gedens yver. Som Margaret Clunies Ross (2005: 236–245) observerer: Ord og begreber tillades hos Snorri generelt kun én mening, den bogstavelige. Med udgangspunkt i sin samtids grammatiske teorier søger Snorri andre – og til tider endda temmeligt omstændelige – forklaringer på de mytiske digtes ord og beskrivelser end den figurative (Clunies Ross 2005: 237). Denne sprogfilosofi vanskeliggør ikke blot en allegorisk forståelse af ''limir'', men også at se myten i sin helhed som en eventuel metaforisk variation over et grundlæggende tema. Skildringen af mytologiens tankeverden får præg af realisme – en fiktiv øjenvidneberetning snarere end et spirituelt verdensbillede.


Snorris tolkning er næppe et udtryk for uvidenhed eller manglede iagttagelsesevne.<ref>For eksempel ser det ud til at Snorri i sin implicerede brug af Hvergelmir som kilde til vandets element netop tager udgangspunkt i digtets formulering af at alt vand, ''v&#491;tn &#491;ll'', har sit løb fra Hvergelmir (Kure 2003: 314) – på trods af at han ændrer netop disse ord i sine egne parafraser.</ref> Vi har heller ingen grund til at formode at Snorris formål var at forvanske overleveringen – tværtimod. Han har vel ganske enkelt været overbevist om sine overordnede hypoteser om hedensk religion og sprogfilosofi, en grundlæggende synsvinkel der naturligt præger ordningen af materialet, udvalget af citater, omformuleringen til prosa og tolkningen af ord og navne.



<center><big><big>'''III'''</big></big></center>


Nu ''kan'' Læráðr jo faktisk godt være et træ. Selvom Jan de Vries synes det passer dårligt sammen, er der ikke et egentligt modsætningsforhold mellem betydningen ‘skaderåder, skadevolder’ og mulige tolkninger af verdenstræet i nordisk mytologi. Træet er f.eks. af mange tolket som Óðinns galge – et redskab der godt kan opfattes som en skadevolder – eller træet kan forstås som symbol på forbindelsen til dødsriget (Kure 2006) og dermed det som råder for død og ødelæggelse. Gro Steinsland (1979: 128–129) tolker meningsfuldt Læráðr ind i en større semantisk sammenhæng med Yggdrasills ask, idet hun ser Læráðr som et dødsrigeaspekt af verdenstræet.<ref>Steinsland betoner også mjødens betydning i sin tolkning og drager en interessant parallel mellem Eikþyrnirs horn og Heimdalls ''hljóð'' i V&#491;luspá st. 27.</ref> At en tolkning er mulig, beviser naturligvis ikke noget i sig selv, men Snorris opfattelse af ordet ''limir'' som en henvisning til et mytisk træs grene kan altså være korrekt. Den strider eksempelvis heller ikke mod den foreslåede tolkning som indledte denne artikel, og som i samme grad baserer sig på muligheden af subtile antydninger og præcision i digtets ordvalg. Forskelle mellem Snorris Edda og dens kildegrundlag, den mytiske digtning, giver ikke i sig selv anledning til at forkaste Snorris fremstilling. En mytologisk oplysning er ikke nødvendigvis forkert, selvom vi kun har den fra Snorri.


Men sammenligningen mellem Snorris parafrase og digtets strofer viser at hver eneste forskel, hvor ubetydelig den end forekommer, medvirker til at føre læsningen af digtets tekst, og af de mytologiske oplysninger i det hele taget, i en ganske bestemt retning – hen mod en helhed der kun fremkommer ved disse forskelle. Det er med andre ord ikke forskellene i sig selv der er problemet, men det de gør ved vor reception.


I udgangspunktet så vi et eksempel på at en tvivl blev rettet mod en indlysende etymologi i stedet for den betydning, der gjorde etymologien tvivlsom. Det er klart at en etymologi ikke kan korrigere et ords eller navns funktionelle betydning, men i dette tilfælde var betydningen udelukkende udledt af Snorris fremstilling. Eksemplet afspejler en tendens til at tage Snorri som autoritativt afsæt når det gælder forståelsen af de mytiske digtes oplysninger. Det er en vidt udbredt opfattelse, at uden Snorris Edda ville vi kun vanskeligt, eller måske slet ikke, kunne forstå meget af den mytologiske digtning. I forskellig form gives der udtryk for dette synspunkt i stort set alle håndbøger om nordisk mytologi og også – direkte eller indirekte – i en stor del af forskningen. Snorris Edda er det altdominerende prisme vi læser den mytologiske digtning igennem. Der sættes f.eks. normalt ikke spørgsmålstegn ved om V&#491;luspá st. 25–26 faktisk refererer til den såkaldte bygmestermyte i Gylfaginning kap. 42, eller om den første krig, der nævnes i samme digts st. 21–24, vitterlig var mellem aser og vaner. Eller om Hvergelmir er en kilde eller Læráðr et træ.


Tendensen afslører måske at vi på mange måder stadig i dag er tilbøjelige til at dele Snorris grundlæggende opfattelse af forfædrene som åndeligt tilbagestående i forhold til os selv,<ref>Jf. prologen til Snorris Edda: ''En alla hluti skilðu þeir jarðligri skilningu þvíat þeim var eigi gefin andlig spekðin.'' – ‘Men alle ting forstod de med jordisk forståelse da de ikke var givet åndelig visdom.’</ref> om end ikke ud fra Snorris kristne forståelsesramme. Men når Snorri tolker den mytiske digtning ud fra en sprogfilosofi der stort set kun accepterer bogstavelig mening som sandfærdig (Clunies Ross 2005, 236-245), så appellerer resultatet umiddelbart til vore forestillinger om de førkristne nordboeres jordbundne djærvhed og filosofiske primitivitet. Hvis mytologien primært er overleveret i poetiske metaforer, og vor hovedtilgang til disse er gennem en bogstavelig, prosaisk forklaring, så må det nødvendigvis præge og skole hele vor grundopfattelse af dybde og bredde i hedensk tankegang.


Har vi først neutraliseret denne opfattelse, kan forskellene måske “vendes om”. Gennem forskellene blotlægger og profilerer Snorri indirekte sit hedenske kildemateriale. Forskellene udpeger på sin vis alle de punkter hvor den mytiske digtning viser særegne træk, der vanskeligt lader sig tilpasse den kristen-lærde tænkning på Snorris tid. På denne måde kan forskellene måske indikere digtene som repræsentanter for en anden, tidligere tankeverden. Om forskellene så kan siges indirekte at bekræfte digtningens førkristne autenticitet, er selvfølgelig et åbent spørgsmål, som ikke skal søges besvaret her. Jeg tør dog godt hævde at man “befrier” en mere sandsynligt autentisk nordisk mytologi fra Snorris Edda ved at læse digtene først. Som kilde til mytologien skal Snorris Edda forstås i lyset af digtningen – ikke omvendt. Spørgsmålet er så om vi ad den vej kommer nærmere førkristen religion og spiritualitet. Måske. For som Snorri selv skriver i afslutningen af prologen til Heimskringla:


::En kvæðin þykkja mér sízt ór staði fœrð ef þau eru rétt kveðin ok skynsamliga upp tekin.

::Men digtene synes mig mindst forvansket, hvis ellers de er korrekt komponeret og fornuftigt tolket.


© 2006 Henning Kure [mailto:henningkure@get2net.dk henningkure@get2net.dk]





<center>_____________________</center>


<FONT COLOR=49727E> 

'''Summary''' </FONT COLOR=49727E>

:<FONT COLOR=49727E>In Old Norse mythic poetry, mead symbolizes spiritual insight and numinous knowledge. Grímnismál st. 25–26 tells us how the mead accumulates at Óðinn’s hall in such abundance that all the water in the world are mere drops in comparison. This interpretation is used to profile Snorri’s paraphrase of the two stanzas in Gylfaginning, chap. 39, where all figurative meaning has been reduced to something that comes off as an eyewitness report. By comparing the two texts word by word, we get a glimpse into Snorri’s workshop and the principles that inform his interpretation. With this analysis, the paper tries to illuminate the almost habitual modern acceptance of Snorri’s authority in mythological matters, and concludes that in order to “liberate” Old Norse mythology from Snorri’s Edda, we need to read Edda in the perspective of the mythic poetry – not vice versa.</FONT COLOR=49727E>
 




'''Referencer''' 

:Clunies Ross, Margaret. 1983. “Snorri Sturluson’s Use of the Norse Origin-Legend of the Sons of Fornjótr in his Edda.” ''Arkiv för Nordisk Filologi'' 98: 47–66.

:Clunies Ross, Margaret. 1994. ''Prolonged Echoes. Old Norse myths in medieval Northern society.'' Vol. I: The Myths. Odense: Odense University Press.

:Clunies Ross, Margaret. 2005. ''A History of Old Norse Poetry and Poetics.'' Cambridge: D.S. Brewer.

:Dronke, Ursula & Peter. 1977. “The Prologue of the Prose Edda: Explorations of a Latin Background.” I ''Sjötíu ritgerðir helgaðar Jakobi Benediktssyni'', I: 153–176. Red. Einar G. Pétursson & Jónas Kristjánsson. Reykjavík: Stofnun Árna Magnússonar.

:Faulkes, Anthony, utg. [1982] 1988. Snorri Sturluson: ''Edda. Prologue and Gylfaginning.'' London: Viking Society for Northern Research.

:Holtsmark, Anna. 1964. ''Studier i Snorres Mytologi.'' Oslo: Det norske Videnskaps-Akademi.

:Kure, Henning. 2003. “In the beginning was the Scream. Conceptual thought in the Old Norse myth of creation.” I ''Scandinavia and Christian Europe in the Middle Ages. Papers of The 12th International Saga Conference'', 311–319. Red. R. Simek & J. Meurer. Bonn: Universität Bonn.

:Kure, Henning. 2006. “Hanging on the World Tree. Man and cosmos in Old Norse mythic poetry.” I ''Old Norse Religion in Long Term Perspectives,'' 68–71. Red. A. Andrén, K. Jennbert & C. Raudvere. Lund: Nordic Academic Press.

:La Farge, Beatrice & John Tucker. 1992. ''Glossary to the Poetic Edda.'' Heidelberg: Carl Winter Universitätsverlag.

:Mundal, Else. 1992. “Heiðrún: Den mjødmjølkande geita på Valhalls tak.” I ''Eyvindarbók'', 240–247. Red. F. Hødnebø, J.G. Jørgensen, E. Mundal, M. Rindal,V. Ólason. Institutt for nordistikk og litteraturvitskkap, Oslo.

:Neckel, Gustav. 1927. ''Edda. Die Lieder des Codex Regius nebst verwandenten Denkmälern.'' Heidelberg: Carl Winter.

:Schjødt, Jens Peter. 1983. “Livsdrik og vidensdrik.” ''Religionsvidenskabeligt Tidsskrift 2'': 85–102.

:Schjødt, Jens Peter. 1990. “Horizontale und vertikale Achsen in der vorchristlichen skandinavischen Kosmologie.” I ''Old Norse and Finnish Religions and Cultic Place-Names.'' Åbo: Scripta Instituti Donneriani Aboensis 13: 35–57.

:Simek, Rudolf. 1993. ''Dictionary of Northern Mytology.'' Cambridge: D.S. Brewer. 

:Steinsland, Gro. 1979. “Treet i V&#491;luspá.” ''Arkiv för Nordisk Filologi'' 94: 120–150. 

:Turville-Petre, E.O.G. 1964. ''Myth and Religion of the North. The Religion of Ancient Scandinavia.'' London.

:Vries, Jan de. 1962. ''Altgermanisches etymologisches Wörterbuch.'' 2. verbesserte Auflage. Leiden: E.J. Brill.


-----

==Fodnoter==

<references/>



[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Henning Kure]]
[[Kategori:Artikler]]