Vis kilden til Hansêraks Dagbog om de hedenske Østgrønlændere

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !! !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link= Hansêraks Dagbog om de hedenske Østgrønlændere]] !!  !!  
|-
|}

<blockquote>[[Fil:Hansêrak.jpeg|thumb|350px|<center>Grønlænderen Hansêrak</center>]]

<center>
<br>'''[[Grønlandsk religion og mytologi|Temaside: Grønlandsk religion og mytologi]]'''<br><br><br>'''Udvalgte tekster fra'''<br><big>'''Vestgrønlænder Kateket Hansêraks</big><br><big><big>Dagbog om de hedenske Østgrønlændere</big></big><br><br>ført under den<br> »Danske Konebaads Expeditions«<br>Reise til Grønlands Østkyst og under sammes<br> Vinterophold ved Angmagssalik<br>i Aarene 1884—85'''

<br>Oversat fra grønlandsk og forklaret af<br><big>'''Signe Rink'''</big><br><br>København<br>1900</center>




''En østgrønlandsk trommeseance''

Den 9de Juli — en afskyelig Dag med Regn og Blæst, opmuntredes vi meget ved at besøge ''Oqaluartâq’s'' <ref>Oqaluartâq — vor ny Fortæller.</ref>, hvor der skulde balieres<ref>''Baliere'' eller »baliare« var fordum de danske Kolonisters enstemmige Udtryk for alle hedenske Festligheder ved Trommen.</ref>. Han selv skulde »mane« eller hvad det nu skulde blive for Kunster. Det var meget morsomt og underholdende for os, som aldrig før havde set eller hørt noget til disse gammeldags Hedninge-Sange, og medfølgende Dands til Trommen. Han selv sad dennegang lige ned paa Gulvet og slog Trommen medens en hel Deel Kvinder stemmede i med, hvergang han begyndte (en Strofe). Det lød besynderligt men slet ikke ubehageligt. De sagde sidenefter, at hver den, der ikke forstod sig paa denne Slags »Syngen«<ref>''Iversorneq'' betegner »Paasyngning« af hverandre i »Kappeduetter«, »Nidviser«, «Spottesange« eller »Stridssange«.</ref> skammer<ref>Udtrykket »skamme sig for at røre Trommen» skal vistnok sige: at hvis man som umoden for Haandværket eller Konsten at foredrage de religiøse Mysterier, rørte denne, vilde det hellige Instrument herved vanæres, og »Aanden« (Trommens Aand) herved fortørnes.</ref> sig for at røre ved Trommen. Denne var af Størrelse (Omfang) som en af vore egne bekjendte Spaanæsker fra »Handlens« Butik omme paa Vestkysten, og to Fingersbrede høj; og den var betrukken med Maveskindet af en Remme-Sæl (''ugssuk'').

Næste Aften gik vi atter derhen, dennegang for at høre paa ''Quaniaq'' og ''Ujarneq'' <ref>''Ujarneq'' (det: at lede efter noget.)</ref>, der ogsaa skulde »synge«, men særlig ''mumerpoq'' (nynne uden Ord). Idet de brugte Trommen og sagte nynnede (mumlede) vred de deres Lemmer ud og ind; og ligesom igaar ''Oqaluartâq'', ledsagedes (seconderedes) de baade af Mænd og Kvinder.

Det var ikke saa sjeldent at man mødte ''qivítut'' <ref>''qivigtut'' = Fjeldgængere</ref> her omkring i Egnen – sagde ''Oqaluartâq'', men han paastod at det var aldrig nogen af deres egne, der befattede sig hermed, men altid kun Fremmede (»andre Steder fra«). Ogsaa ''ingnerssuit'' <ref>''Ingnerssuit'' betyder lige efter Ordet: »de mange eller de store Ildsluer« af »ingneq« = Ild, og er efter Bemærkelsen et Fabelfolk, som lever i Kløfterne bag Strandkanten.</ref> stødte de undertiden paa, sagde han. ''(S. 12-13)''.


''Angakokkens særlige evner''

Hedningene nordpaa, vare næsten alle ''angákut'' (Aandemanere) meddelte ''Oqaluartâq'', men han ligesom undskyldte sig selv med, at han for sit vedkommende naturligvis troede mere paa Europæernes Lærdomme; alligevel — sagde han — var det umuligt andet end at fatte Tillid til deres egne Vismænd (»angákut«), der f. Ex.: saasandt de blot ''vilde'' det, udenvidere kunde faae en Bjørn til at vise sig — ja endogsaa faae denne til at tale som et Menneske! Og heller aldrig slog det jo fejl — tilføjede han — at angákut vare formaaende nok til at skaffe Sælhundene frem igjen under en Sultetid. »Saadan noget maa da virkelig tvinge en til at tro paa dem!« endte han med at sige. ''(s. 17)''.

Her paa Stedet fik jeg forresten en heel Deel at vide om ''angákut'' og deres Gjerninger, og en af dem, der fortalte herom, hed ''Ijâjâk'' <ref>''Ijâjâk''. Mon en, der havde til Mundheld at sige »ijâh«?</ref> han sagde: at disse mageligt forstode, at skaffe Folk deres Sjæle igjen naar onde Mennesker eller Hexe havde berøvet dem, dem<ref>see App. ''Tarneq'' under »T«. I det kristnede Vestgrønland har »tarneq« ingen anden Betydning end »Sjæl« i almindelig Forstand, nemlig som Modsætning til Legemet. Det samme gælder selvfølgeligt ogsaa for Østkystens Hedninge, men hvor »tarneq« dog, ved Siden heraf, tillige vil udtrykke noget andet, nemlig: Sjælens Enhed som Modsætning til de enkelte Elementer, hvoraf man her tænker sig Hovedsjælen — om man da tør bruge dette Udtryk — sammensat. Disse Enkeltheder eller Enkelt-Sjæle bestaae i: ''anernera'' = Aanden, ''tarrâ'' = Skyggen og ''ateqatâ'' = »Navnen«.</ref>. ''(S. 18-19)''.


''Om ofring''

Her trakterede vor Anfører hver af de 82 Hedninge med Skibsbrød, hvorover de bleve særdeles henrykte. Senere spurgte jeg dem om de saa havde ''kivisigpoq'' <ref>''kivisigpoq'' = slet og ret: sænke noget tilbunds (her underforstaaet: som Offer til Havets ''inue'' eller Beherskere.</ref>  »offret« til ''Puissortoq'' undervejs eller udsagt nogen Trylleformular? De svarede »nej«; men dette var maaske nok blot fordi at jeg engang tidligere havde sagt dem, at sligt var Narrestreger. Imidlertid spurgte en af vore egne Roersker (altsaa en Vestgrønlænder) mig selv, lige inden vi tog fat paa Overfarten, om jeg ikke var af den Mening, at det var rigtigst at kaste et eller andet i Vandet for at formilde Bræen; men hende svarede jeg bestemt: at ''hun'' blot havde at holde sig til ham, som hun i Daaben havde givet sit Løfte. ''(S. 20)''.


''Traditioner når den første sæl skydes''

Medens vi endnu opholdt os her (ved ''Nuerniagartêq'' <ref>''Nuerniagartêq'' (vestgrl. ''Nuerniagartóq'') betyder: Stedet hvor der er nok at kaste med Fuglepil efter — altsaa rigt paa Fugle og mindre Vildt.</ref>  hændte det, at en Yngling fangede sin første Sælhund. Denne maatte da, af denne højtidelige Grund ikke flenses i fri Luft, men skulde tages ind i Teltet. Og saa blev Fangerens Haar klippet, og tilligemed Dyrets Kløer kastet i Havet<ref>— nemlig som Offer til ''Arnaquaqssâq'' = »den fæle gamle Kvinde« under Havet, som er Sødyrenes Opholder; eller til andre Havets Aander, hvoraf der kjendes endel forskjellige. Saaledes blandt andre den store, altid lumskt-smilende Qungussutariaq, hvem man dog ifølge den ældste Overtro, helst skulde tilbyde Rævehaler i Offer. Hans Klædning viser sydligere Egnes skjællede Havmænd.</ref>  . (Fra nu af var Ynglingen at anse som Mand og Familieforsørger). ''(S. 26-27)''.


''En angakok-fortælling''

Den gamle Mand ''Ilinguangî'' som var angákoq (= Vismand og Seer) fortalte mig noget som var hændet ham ifjor. Dette drejede sig om engang da nogle af hans Pladsfæller vare rejst væk og bleve for længe borte. Han begyndte da at ængste sig saare for deres Skæbne, sagde han, og da det igjen blev altfor længe, besluttede han sig til at benytte sig af sine hemmelige Kunster, eller »Midler« som han kaldte det. Først strammede han sit Hoved ind i stærke Sælhunderemme og lagde sig plat ned paa Brixen<ref>Brixen er den fortløbende brede eller dybe Bænk, som i en vis Høide fra Gulvet, beklæder hele det grønlandske Hus’s Bagvæg, med sammenhængende Udløb af smallere Bænke langs Sidevæggene, og mange Steder, ogsaa langs Vinduesvæggene. Disse sidste ere hovedsagligt bestemte for Gæster; der komme paa Visit. Brix kaldes paa grønl. ''igdleq.''</ref>   med Ansigtet vendt mod Husets Bagvæg; og her havde han saa strax seet Væggen aabne sig, og havde med det samme faaet det at se, som ellers var usynligt, nemlig at et Par af de Udeblevne stode lyslevende og handlede i Butiken omme ved vort (før omtalte) vestgrønlandske Handelssted, ''Pamiagdluk''. Men han bedrøvedes saare ved at han blandt disse, savnede sin egen nærmest Paarørende, som hed ''Qitsikajêq'' <ref>''qitsikajeq'' = »slem til at kradse« (arrig?). En Kat kaldes derefter ''qitsuk''.</ref>; Og saa nær tog han sig dette, sagde han, at han strax maatte gjøre sin Kunst om igjen. Og saa, ganske rigtigt, efter at han atter havde snerret sine Baand fast om Tindingerne — faaer han Øje paa ''Qitsikajêq'' — men ved et Sted, endnu længere mod Nord, end P., nemlig ved ''Nanortalik''; her saae han Manden staaende lænet op imod en hvid Mur ligesom de danske Huses. Hermed var han da endelig bleven bekymringsløs (beroliget) — sagde han. Sidenhen havde han dog igjen haft nogenslags Aabenbaring i Henseende til de samme Folks Hjemrejse, thi »benyttende sine Midler«, havde han denne Gang paany seet dem ifølge med nogle Fremmede sagde han; — dog uden at han havde været »tilstrækkelig formaaende« til at se: ''hvem'' disse vare. »Men nu veed jeg det« — tilføjede han — det var jo naturligvis Jer! — »Ja det er altsammen rigtigt og sandt som han siger« — bekræftede de andre Indfødte som stode omkring os; og han har gjort mange lignende Ting før ved Hjælp af sine »Midler«! (Dette her er i Modsætning til at mane eller spaae ved Hjælp af tilkaldte Aander<ref>See App. under q.</ref> . Naar han gjorde dette saa tog han først et Stykke rundskaaret tørret Skind af Remmesælens Hud og vedblev uafladeligt at slaae paa det med Trommestokken idet han samtidig førte det raslende Skind frem og tilbage (eller i Ring) henover sit Hoved. Dette endte saa med at Trommen (Skindet) vedblivende svirrede ham om ørene af sig selv; og da fornam han det tilsidst som om hans Hoved aabnedes, og da med det samme kunde han see sine Hjælpeaander. Hermed var saa hans Hensigt naaet, forklarede han; for nu kunde han ønske eller forlange ''hvad'' det skulde være, for det blev fra nu af altsammen opfyldt; som f. Ex.; at opdage Grunden til at En var bleven syg, — eller at finde frem ad ufremkommelige Veie, og alt saadan noget! Han havde Hjælpeaander baade blandt ''ingnerssuit'' (Ildsluetroldene) og ''tarrajarssuit'' <ref>See App. under t.</ref>  (Skyggetroldene), men ogsaa blandt de »store Aander« havde han flere, der hjalp ham naar han bare paakaldte dem; og havde han blot havt sin Tromme ved Haanden ''nu'', saa skulde han nok have skaffet Vei i Isen for ''os''. ''(S. 28-30)''.


''Om at miste sin sjæl''

En gammel Mand fortalte mig, at han engang havde været sin »Sjæl«<ref>see App: under ''tarneq''.</ref>1 berøvet idet en anden En ved Navn ''Maratsuk'' havde taget den og sendt den op paa Indlandet, og at han saa længe som dette stod paa, ikke havde formaaet at fange Sælhunde; men heldigvis havde da ''Augpalugtoq'', en ''angákok'' fra deres Plads, til sidst skaffet ham Sjælen tilbage igjen saa betids at han ikke døde heelt. Men ''Maratsuk'' hadede han nu, thi deels havde han idet heletaget den stygge Vane at berøve Folk deres »Sjæle«, og saa havde han desuden dræbt sin egen Stedfader ifjor. ''(S. 36)''.


''Underlige væsener''

Næste Dag da vi fik vor Huusgang, som tillige skulde tjene til Kjøkken, under Tag, var det nødvendigste ved vort Huus i Orden, og vi beredte os da til, den følgende Morgen, at gaae i Konebaad nordpaa. Paa denne Tur ledsagedes vi af mange Hedninge i Kajak. En af disse, ''Alusakâq'', fortalte mig, at han ifjor Foraar havde seet en ''avangiarssik'' <ref>''avangiarssuk'' er muligvis det samme som det vestgrønlandske ''uingiarssuk'' — et mystisk Væsen, der ofte giver sig tilkjende ved en underlig Fløjten lig ''qivitut'' eller »Fjeldgængernes«, (a og u forbyttes nemlig ofte i alle Eskimodialekter ligesom ogsaa Vocal samt Stavelses Ombytning var en ganske almindelig Ting. Det vestgrønlandske Sprog har dog nu — særlig gjennem Kleinschmidts Lærebøger samt de to Seminariers Indflydelse, antaget ganske faste Former.</ref>, et lille Dyr saa stort som en Ræv — med 4 Been og Vinger som den kunde flyve med, og en ganske kort Hale; den var guul og bruunladen som en Bjørn. At see dette Dyr betød, at der snart vilde blive fanget en Bjørn, og saadan var det ogsaa gaaet dennegang. Det var ham selv, der havde faaet den. — En aldrende Mand fra ''Suvdluitseq'' <ref>''Suvdluitseq'' — »Tang (tæt i Massen uden Lufthul). I Sagnene sees ofte henvist til denne Havplante som et Redskab i overnaturligt begavede Menneskers Tjeneste. Hvorfor? Fordi denne Tangart, skjøndt et Rør af Form, dog ikke har Rørets Lufttræk og altsaa ikke kan blæses — at sige ikke af ''almindelige'' Mennesker.« ''suvdloq'' = «rørlignende Aabning« — ''itsoq'' af ''ípoq'' — »den eller det, som er ''uden''« (sin naturlige Karakteristik).</ref> sagde til mig: »Vi vidste godt at I skulde komme endskjøndt vi ingenting havde hørt derom«. Da jeg herpaa svarede, at han saa vel maatte være ''angákoq'' prøvede han først at benægte dette, men sagde saa dog tilsidst »Jo« og at han var bleven dette formedelst et Syn han engang havde havt inde i Landet, og som bestod i, at han engang ovre paa det modsatte Land af, hvor han stod, havde seet et »Uhyre« stige ud fra Klippen, med en Overkrop saa stor som vores Telt; og sort og hvidplettet. Saa havde han strax strammet Remme om sit Hoved, og lagt sig omvendt paa Brixen, og med det samme følt sig som angákoq, (istand til at kunne forudsige Begivenheder). I et Huus ved Norajik, hvor jeg talte og opskrev Folks Navne, var der 48 Personer. De Smaating, som vi forærede eller betalte Hedningene med, bortbyttede de mellem hverandre da de ellers vilde kunne faae Fortræd af dem, sagde de. ''(S. 36-37)''.


''Konebytningsfest''

Ved ''Qumarmiut'', som var det næstsidste Sted vi saae ind om inden vi satte over til os selv — var der strax En som fortalte mig, at ''Qunîtse'', deres angakok, skulde mane Aander, og at Lamperne skulde holdes slukkede da der skulde være Konebytning som Skik var over hele Kysten baade hvergang det var Nymaane og efter visse Fester. 

Her var en forfærdelig Hede af de mange Lamper og de mange Mennesker der ogsaa alle sade nøgne uden ringeste Undseelse derved. De toge saare venligt imod os. Næste Dag sneede det, og der var stærk Uro i Luften. ''(S. 44-45)''.


''Bortført af ingnerssuit''

Næste Dag havde vi Kajakker fra ''Sermilik''; og disse meddelte at ''Akajînaqs'' <ref>Akajinaq = »den lille Søde«.</ref> Søn ''Sauniko'' <ref>Sauniko = »afgnavede Ben».</ref> pludseligt var forsvunden fra Pladsen. Han var bare gaaet lige udenfor Huset for at fange et Par Maager, der havde sat sig nede i Stranden; men da man lidt senere gik ud for at see efter, hvor han blev af, var han intetsteds mere at finde; og de vare aldeles visse paa at ''ingnerssuit'' (Strandnisserne eller de saakaldte »Ildsluer«) havde snappet ham ind til sig. Desuden havde deres ''angákok'' siden bekræftet dette ved at forhøre sig hos selve disse (gjennem Troldom). ''(S. 48)''.


''En bortrøvet sjæl''

Herværende ''angákoq, Sanimuínak'' <ref>''Sanimuinaq'' = »som gaar, eller holder sig sidelænds«.</ref> har været ovre at mane Aander, hos ''Kangârssuk’erne'', og han havde flere Kajakker derfra i Følge med hjem. Derovre havde han hexet (ɔ: ved Troldom undersøgt) ''Amatsinek'' <ref>''Amatsineq'' = »En, der er villig til at bære Børn paa Ryggen«</ref>, hvis Finger var hovnet op ved at han forleden havde skaaret i en hengjemt (formodentlig forraadnet) Sælhund. Ved Undersøgelsen havde det viist sig at Pegefingerens »Sjæl« var røvet og bortført til Indlandet. For denne Oplysning havde den Syge betalt ham en Hundehvalp. ''(S. 50)''.


''Hansêrak overværer en åndemaning''

Samme Aften ledsagede jeg to af vore Kvinder og selve ''sakutôq'' paa Besøg hos »vore Naboer«, for at see ''Sanimuinâq'' gjøre ''angákoq''-Kunster, og mane Aander. Husets yngste Mænd lavede alt tilrette for ham; de vædede Trommen, og lagde den paa en flad Steen, tilvenstre for hvor han skulde sidde, paa Gulvet; og for Døraabningen hængte de saa et Par Vandskind<ref>''Vandskind'' skal blot sige: Vandtæt Skind, »erisâq« giver ellers blot Begrebet: »afhaaret« hvad Vandskindet ogsaa bliver. Efter den første Beredning er Skindet meget stift og skrattende — særligt den Art, der prepareres til Saaleskind, og dette Slags var det ogsaa, som særligt egnede sig til Frembringelsen af den Støi, der skulde ledsage ''angákoqs'' Tromme under hans Aandebesværgelser. Af »erisâq laves alt Kajakmændenes Søtøi, men har da først gjennemgaaet en Blødgjøring ved Gnidning mellem Hænderne — noget, der ofte maa fornyes ved Beklædningsgjenstande af dette Skind.</ref> og ligeledes et foran det nærmeste Vindue, samt endnu et til at sidde paa. Derefter tog han Plads. Han var nøgen med Undtagelse af nogle smalle Remme (om Livet og over Skuldrene — nemlig hans Amuletbaand). Han satte sig ned med Ansigtet lige mod Døren, og Fødderne stemmede imod Dørforhænget (ɔ: det stive Vandskind). Saa bandt han sig stramt om Hovedet med en meget bred Rem. Da de skulde til at binde hans Arme om paa Ryggen, vilde de, at jeg skulde gjøre det, men jeg nægtede det. Saa førte de selv hans Arme om paa Ryggen og bandt dem sammen med en temmelig lang Rem idet de blandt andet slog Løkken om hans Haandlede; men de lod dog ikke Armene naae fuldt sammen: det gjordes paa en egen kunstig Maade, saa jeg heraf fik den Tanke, at angákoq nok selv har vidst hvordan han skulde faae sig løst igjen naar det blev mørkt i Stuen.

Det næste var, at han begyndte at ryste over hele Kroppen og at hvisle som om han var frygtelig angst; og saa slukkede de alle Lamperne, begyndende længst borte i den søndre Ende i Stuen. Blussene mindskedes gradeviis indtil der tilsidst blev bælgmørkt. Saa skreg han op: ijâh, — jah, undertiden ligesom En der er angst for noget, og sidenefter med Lyde som slet ikke ere til at beskrive eller efterligne. Sang var det nu slet ikke. Men ''Johan'', som har været i Europa sammenlignede dem med den Lyd som Jernbanen frembringer naar den begynder at rulle afsted. Men nu blev Trommens Lyd rent mærkelig i sin Voldsomhed; og det lød virkelig i mine Øren som om den snurrede frit om i Luften ovenover hans Hoved (altsaa som om han ikke selv slog den med Trommestokken eller med Knoerne ligesom ellers naar den bruges aabenlyst ved Dandsefesterne eller naar de »synge hverandre paa«). Snart hørte man fra den ene Krog og snart fra den anden Tilhørerne raabe »kâ — hu«<ref>»ka — hu« er formodentlig ikke andet end det — ogsaa i Vestgrønland brugte «kâ« eller »kâ — kâ« = kom! kom an! vedbliv! isaafald at udtale sammentrukkent til en Stavelse. Og dog — da det er selve Grønlænder Hansêrak, der har givet Ordet i anderledes Opskrift end den almindelige, sættes man i nogen Tvivl om hvorvidt det dog ikke skulde være en, Aandemanings Processen specielt vedkommende Interjection.</ref>, for at lokke Aanden til at vise sig, medens Skindet som var hængt for Døren gjorde en ubeskrivelig Støi, (maaske derved at angákok som nu formodentlig havde løst sine Baand, bedre kunde »behandle« dem). Sammen hermed lod han sin egen Stemme hendø, hvorefter der lød fremmede Røster baade fraoven, og nedenfra, under Gulvet; men Forhængs-Skindet skrattede værre end før. Nu var den fremmede Stemme kommen saa nær, at vi hørte den raabe ''amo-amô?'' og denne (''»amôrtoq«'' = den som sagde ''amô''<ref>se App. under »A«.</ref> var den øverste af angákoqs Hjælpeaander eller ''târtok''<ref>se App. under »T«.</ref>. Hans rigtige Navn var ellers ''Qimarraq'' <ref>''»qimarraq«'' = den man flygter for; af ''qimarravoq'' = flyer fra.</ref>. Denne begyndte nu ogsaa at springe rundt i Stuen, baade over Gulvet og op paa Brixene, hvor den rørte og følte paa Alt og paa Folk med, saa de skreg og var bange. Saa kom han endelig ogsaa til mig og befølte mig lige fra øverst til nederst. Saa raabte En og anden igjen »amô« for at ægge eller tirre ham, hvorpaa igjen denne târtoq blev vild. Stemmen lød fremmed nok, men alligevel kunde jeg ikke tage feil af, at den var selve ''Sanimuinâqs'' (som altsaa har været en fortrinlig Bugtaler). Da han først havde befølt mig, lod han ogsaa mig stryge mine Hænder op og ned ad hans Krop for at overbevise mig om, at den jeg rørte ved ikke kunde være den samme som jeg før havde seet blive bunden — (altsaa en anden end selve ''angákok'', hvem jeg jo burde tro sad fast snøret i sine Baand). Derefter begyndte han atter at synge — pænere Sange end de sædvanlige Viser; og da han var færdig hermed begyndte Skindene atter at rasle paa det forfærdeligste medens man, derigjennem, af og til kunde skælne en Rævs Bjæffen. Denne Stemme begyndte derpaa at tale, og spurgte idet dens Eiermand med det samme snusede til os: hvem vi mon kunde være? Hvortil saa nogle af Tilhørerne svarede: »Jo Du har Ret, det er ganske rigtigt, at der er kommen Fremmede hertil sydfra!« Og paa Forespørgsel om vore Navne, nævnedes saa enkelte af disse for den af dem, der gjøede som en Ræv. Men ''angákoq'' brugte tildeels ikke almindelige Ord i sin Tale<ref>''angákut'' have deres eget Sprog — som hovedsagelig gaaer ud paa en routineret Forvrængen deels af et Ords Udtale, og deels af dettes Betydning, men dog ogsaa, i mere billedlige Fortolkninger af det almindelig Hverdagslige. Som Exempler paa Ordforvrængninger see »Meddelelser« X, 214-15. Det samme er Skik hos de fleste Hedningefolk — ialfald hos de amerikanske.</ref>, saa jeg kunde derfor ikke forstaae alt hvad han snakkede, endskjøndt jeg sad nærmest ved ham. Nu spurgte han mig selv om mit Navn; men hertil svarede jeg blot: »jeg er En, som er kommen herom for at gjøre Skridt til at al ''angákok'' — og alt Aandemane-væsen maa ophøre heromme da jeg nemlig ingen Tiltro har til noget af det«. Saa sagde han igjen noget, hvortil jeg atter svarede: »jeg forstaar ikke hvad det er Du siger — og dette maa være paa Grund af at jeg er (kristen) Kateket; men hertil svarede han saa igjen: (»pyt«) nei den sande Grund er den: at Du gaaer omkring og er bekymret for Din Kone og Dine Børn derhjemme«<ref>Hermed skal siges, at Vedkommende under Trykket af sit Tungsind ikke var at ansee som tilstrækkelig klarhovedet til at have en Mening om »Store Ting«. (Sørgede han, var han ureen.)</ref>. Saa lod han mig igjen beføle sig og sang derpaa igjen rigtig pænt. Saa var det igjen som om Stemmen efterhaanden mere og mere blev ''angákoqs'' egen oprindelige idet den forrige (Amo’s) baade syntes at tabe sig gjennetn Gulvet og gjennem Loftet medens alle de andre Lyde — baade dem fra Forhænget og dem fra Trommen — støiede som før. Saa sagde hans egen Stemme noget til Folk i Huset, og da ''angákoq'', saa lidt efter igjen bad mig føle paa sig, var han bunden som fra Begyndelsen af; og idet hans Stemme sank eller ligesom udaandede, tændtes alle Husets Lamper paany; og saa var der flere af Husets Folk som udbrød: »Er det nu vel mulig andet, end at sætte sin Lid til En, der kan gjøre saadanne ling?« Men hertil svarede jeg dem: at jeg dog nok først gad tænke lidt nærmere over deres Binding af ''angákoq!'' Men de sagde: at denne var saadan som den »skulde være«. Saa raabte selve ''angákoq'': »Nu skynd Jer — og lad os see hvem af Jer, der først sætter Fod udenfor!« hvorpaa Drengene og de unge Mennesker alle foer afsted med ''angákoq'' efter sig saasnart som denne da havde faaet Klæderne paa sig. Men da han kom ind igjen tiltalte jeg ham og sagde: jeg maa alligevel undres over at Du saadan kan forbause (imponere) dine Tilhørere! Herover ligesom »følte« han sig endeel. Men da vi andre blev ene med os selv, udtalte vi vor indbyrdes Beundring (over ''angákoq's'' store Færdighed, idet vi nemlig aldeles ikke kunde begribe, at det udelukkende var ham selv, der baade havde forestillet den ene og den anden af sine »Aander«), for, at det var tillærte Kunster, og ikke Aabenbaring vare vi ogsaa Allesammen forvissede om. At derimod Tilhørerne vare af en anden Mening og fuldt troede paa Aandernes Tilstedekomst, maatte vi jo blot ansee som beroende paa disse stakkels Menneskers sørgelige Uvidenhed. Jeg havde for Sikkerheds Skyld taget en Æske Svovlstikker med hjemmefra os selv, for det Tilfælde, at der skulde hænde et eller andet virkelig forfærdeligt; men jeg fik ingen Brug for den. De havde i forveien, den Gang de kom for at indbyde os, bedt om jeg bagefter vilde holde ''min'' Gudstjeneste for dem, men hertil svarede jeg dem med Apostelens Ord: »Hvad Fælledsskab har Retfærdighed med Uretfærdighed og hvad Samfund har Lys med Mørke«; nei, jeg vil ikke holde Gudstjeneste for Eder! Om ''angákok's'' Hjælpeaand eller den, der sagde »amô«, forklarede de: at den var en lille Mand med et spidst Hoved, der boede i en hensmuldrende Steen: hvorimod den, der gøede som en Ræv, var et Væsen, der opholdt sig i en udtørret Sø. ''(S. 53-58)''.


''De første mennesker''

Gamle ''Qutsuluk'' fortalte engang — at han havde hørt at Menneskeslægten nedstammede fra To, der, efter at den første Jord var gaaet under og den ny Jord bleven til — var faldne lige ned fra Himlen<ref>Det ligger nær, synes mig — at dette Skabelses Sagn ikke er opstaaet i men udenfor Grønland. Indianere og andre have lignende Sagn om himmelfaldne Mennesker og Dyr; men det ligger jo nærmest at henføre Grønlændernes Reminissencer til selve deres egne Forfædres Forestillinger: ''Aleuter'' og ''Kadjak’er'' troede, blandt andet, paa Nedstamning fra to himmelfaldne Væsener — rigtignok — som det i visse Beretninger synes — særligt gældende ''deres'' egen Art eller Stamme. (See Holmberg & Andre)</ref>. Ligeledes sagde han at Østlændingene godt vidste, at der engang havde været en stor Oversvømmelse paa Jorden, og at denne baade havde udryddet Mennesker og Dyr<ref> Alle andre Eskimoer — ogsaa udenfor Grønland — have Sagn om en stor Flod, der engang tilintetgjorde Jorden, ''Aleuterne'' kaldte den »aljack«, som er et af deres Ord for »Hav« og »Bølge«.</ref>. ''(S. 58).''


''Den bundne angakok''

''3die November'' havde vi Besøg af endeel Kajakmænd fra ''Qumarmiut''. En af disse beskrev os angákuts Aandeflugt paa følgende Maade: De binde ham paa den sædvanlige Maade og bøie ham derpaa krum ved at stramme Baandene fra Halsen, ned omkring Knæerne. Da dette er meget smertefuldt for ham, kan han ikke selv reise sig op, og derfor maa hans Tromme ved denne Ledighed kunne sætte sig selv i Bevægelse; den dandser saa hen og løfter ham op, først ved Hovedet saa han kommer til at sidde opreist derved, og derefter paa samme Maade løftende ham ved hans Bag, faaer den ham endelig til at staae paa Benene, og saa gaaer omsider han, der skal gøre Luftreisen først en lille Stund omkring paa Gulvet, hvorpaa han løfter sig, og svæver lidt omkring inde i Huset indtil han tilsidst sætter sig paa Tørrehækken under Loftet, og saa til allersidst farer lukt gjennem Taget eller Væggen, ud i Luften. Og Trommen bliver ved at dandse af sig selv medens den bundne ''angákoq'' flyver om i den lange kolde Nat, og kommer saa langt bort som det skal være. Al den Tid sidder hans Huusfæller i Mørke og forventer hans Tilbagekomst, der undertiden først skeer ved Daggry. Endnu er hans Tromme i Bevægelse. Men naar han kommer tilbage, har han selv været enten langt borte paa Jorden eller i Himlen, paa Solen eller Maanen. Men, tilføiede de, nuomstunder var der ingen længer som kunde gjøre Luftreiser; man maatte nemlig altid først have seet andre udføre saadanne for selv at kunne. —  ''(S. 58-59).''


''En kvinde-angakok''

Blandt vore Gæster befandt sig ogsaa Stedets ''angákoq Sanimuínâq''; og da min Søstersøn Johan engang før havde faaet ham til at kalde sin »Hjælpeaand« frem saa det lød som om denne virkelig talte ud fra Panelingen, bad han ham om at gjentage dette nu, og jeg sluttede mig selv hertil samt lovede endog at ville betale ham lidt derfor. Men han svarede: »Mine Hjælpeaander staae mig ikke tiltjeneste for Øjeblikket, thi den ene har jeg sendt ned til ''Peqitigssak'' <ref>''Peqitigsssaq'' betyder »Eiendele« — i Vestgrønl.: nu specielt: Ammunition.</ref>  ved ''Ingmikêrteq'', da han er syg af Bylder (og behøver Hjælp); og den anden er hos Kvinden, der føder; altsaa kan jeg ikke faae dem til at tale her«. ''Sanímuinâqs''-Hoved-Hvælpeaand er ogsaa ''arrusâq''; han skulde have faaet den efter en ''Kvinde''-angákok. Om denne »Aand« sagdes det, at den altid var rød i Mundvigerne formedelst det meget Sjæleblod<ref>conf. App. under »tarneq« & »tornârssuk«.</ref>  hvormed den var bleven trakteret af sin første Eier, nemlig den kvindelige angákok. —  ''(S. 60).''


''Hedningerne til gudstjeneste og missionærerne til trommedans''

Den 30te om Aftenen gik vi næsten alle ned til Hedningene, hvor jeg vilde holde Gudstjeneste, hvorom de nu, flere Gange havde bedet mig. Først bad jeg dem da om at sætte sig ned og tie stille, og saa høre godt efter. Jeg brugte Evangeliet: »Tiden er fuldkommen, og Guds Rige er nær, omvender Eder og troer«. (Mark. 1,15). De hørte godt efter, og de vare glade over hvad de havde hørt — sagde de, endskjøndt de dog ikke rigtig havde forstaaet det. Og en lille Stund efter spurgte de om vi havde Lyst til at see nogle af ''deres'' Skikke. Jeg svarede dem, at jeg slet ikke havde noget derimod, hvis der blot ikke var noget upassende ved dem. Saa begyndte de at dandse, hvorved der ikke var noget stødende. Det var første Gang vi saae Kvinderne dandse. De dandsede frem tre efter hverandre med Tromme i Haanden. Den Første var en gift Kone, den Anden en lille Pige, den Tredie en aldrende gift Kone, i ''nâtit'' <ref>''nâtit'' eller ''naitsit'' ere de ganske korte Skindbuxer, der vel oprindelig kun ere bestemte til Brug indendøre. I V. Grønl. vilde de ifølge Dialektsforskjælligheden kaldes ''naitsut'' = de, som ere korte, af ''naipoq'' = de ere korte. (De udspillede her deres Rolle med Civilisationens Indførelse).</ref>1. Saasnart som den Dandsende begyndte sin Sang til Trommen stemmede alle i Huset i med, og efter som Sangen blev lystigere (fyldigere og mere høirøstet), tiltog ogsaa Dandsens Gebærder idet de vred deres Kroppe i alle Stillinger og til alle Sider<ref>Saadanne kaade Dandsegebærder kaldes ''tivfaserneq'' eller ''tivfaserngit''.</ref>2. Mændene dandsede ogsaa, men med Ansigtet hele Tiden vendt mod Huusgangen eller Huusdøren. Disse dandsede i bøiet Stilling som siddende paa Hug og sloge tre Slag ad Gangen paa Trommen. Men at lære deres Sange er meget vanskeligt.  ''(S. 62-63).''


''En angakoks unikke fremgangsmåde''

1ste December fik vi Besøg af angakok ''Autdlâgdlak'' om hvem jeg havde hørt at han drev sin Kunst paa en særegen Maade, nemlig ved at gnide sin Tromme mod Gulvet. Jeg spurgte ham, hvorfor han gjorde dette; og han svarede at han paa denne Maade dog kom saavidt: at han idetmindste kunde helbrede Sygdomme baade paa sig selv og andre. Ved Gnidningen fik han sin »Aand« til at tale og give sig Raad. Hans Hjælpeaand var en »Børsteorm«, og han pleiede at gjentage sammes Ord for sine Huusfæller saa de fik dens Besked med det samme som han fik den af ''Aanden''. ''Angákut'' forstaae i Almindelighed ikke at kurere sig selv. ''(S. 63).''


''Om trylleviser''

''Tikajaq'' <ref>''Tikajâq'' (?) »j« (som her i den sidste Stavelse) stedfortræder forresten ofte det vestgrønlandske »s«.</ref> fortalte at deres ''serrat'' (Trylleviser) tabte deres Kraft naar de bleve misbrugte, hvorfor han aldrig brugte sine hen i Vind og Veir; og at fremsige dem uden Betaling, vilde han aldrig; for uden dette, vilde de slippe alt for hurtigt op (ɔ: blive virkningsløse).  ''(S. 63f).''


''Om jorden, solen og månen''

»Den første Jord — fortalte de — var glat og flad, og havde hverken Bjerge eller Hav. Men da »Han deroppe« ikke syntes om Menneskene som dengang levede paa den, ødelagde han den, hvorved Menneskene faldt ned i Jordens aabne Revner og bleve til ''Ildsluetrolde'' <ref>see App. under »S«.</ref>. Derefter blev Jorden til, endnu engang, men saa blev denne heel bedækket med Isbræ; og da saa denne igjen begyndte at forsvinde, faldt der to Mennesker ned fra Himlen, som befolkede Jorden, sidste Gang. Ja saadan havde de altid hørt dette hér fortælle af deres Forfædre, og saadan fortalte de nu igjen deres Børn det — sagde de. Men, lagde de til — nu kunde de godt selv mærke, at den Landiis (sermeq) som nu var, for hvert Aar tog af og blev mindre.

''Narsingagtaq'' <ref>Narsingagtaq svarer ikke ligefrem til »braknæset«, men til det stik modsatte af »krognæset«.</ref> fortalte: at som han engang spadserede frem og tilbage udenfor paa Huuspladsen, havde han pludselig faaet Øie paa to ''ingnerssuit''. De vare iførte Skindklæder ligesom selve de »rigtige Mennesker«, og havde meget smaa — næsten slet ingen Næser.

''Solen'' er en Kvinde, sige de, og hedder ''Sungula'' <ref>see App. under »I«.</ref>; og Maanen en Mand og han hedder ''Ijâkâk'', og de To vare Søskende dengang de levede her paa Jorden. ''(S. 65).''


''En halvlærd angakok''

Da vore Folk, den 16de December vare paa Besøg hos vore Naboer havde ''Narsingagtaq'' ogsaa været der. Han manede Aander for dem, og fik af disse at vide, at vores Expedition underveis heroptil, havde havt Ledsagelse af en »Sjæl«<ref>Ogsaa i et af de østgrl. Sagn nævnes et Møde med »vandrende Sjæle«, men heller ikke tydeligere skildret end her i Dagbogen. Disse Sjæle deelte sig dog eller vege lidt tilside saa de Andre der sandsynligvis ikke vidste noget om dem eller kunde see dem — kun gik frem midt imellem dem — hedder det. (See Meddelelser X Pg. 273.)</ref>. ''Utuaq'' fortalte om ''Agdlagdlaq'', at denne egentlig skulde have været ''angákoq'', og kun havde manglet en vis Tid i at blive det; men var da pludselig bleven syg i sine Fødder; men den vigtigste Grund til at han ikke havde opnaaet at blive fuldendt ''angákok'', var dog den at han ikke havde kunnet tie stille med sine Hensigter. Han øvede sig ellers i at faae »Skyggetroldene eller ''tarrajarssuit'' <ref>see App. under »T«.</ref> til Hjælpeaander. Disse leve i Indlandet og have Menneskeskikkelse, men ere meget mindre end os. Han var dog ikke heelt ukyndig som Aandemaner idet det virkelig engang skulde være lykkedes ham, at opnaae et svagt Kig paa Aanderne (ɔ: at faae sig skruet op til en saadan Høide af Extase at han mente at kunne skimte dem gjennem det Dunkle). Dette havde da gjort saameget: at han engang havde kunnet kurere sine egne Fødder, som han havde faaet Sygdom i. Disse Aander havde han faaet frem ved Hjelp af ''serrat'' eller Trylleformularer, (hans private Huusbønner maa man da tænke sig). ''(S. 66-67).''


''Serrat – trylleformularer''

»Serrat« ere nærmest at ligne ved Bønner, men man kan aldrig finde rede i til hvem de henvendes. (For serrat see App: under »S«). Saadanne skal de ogsaa bruge at frem-sige naar det tordner, samt ved Sol- eller Maaneformørkelser. Utuaq tilføiede: at de, naar det tordnede pleiede at tage et Stykke ''kukarnât'' (=tørret Sælhundeblod) mellem Tænderne saa dette kunne holde Munden vel tillukket, thi dem, der ikke passede at gjøre dette, vilde »Tordenen« (Tordenens Aand) gribe og føre tilveirs med sig, men atter tabe, hvorved man da, i Faldet vilde udsætte sig for at brække Underkjæben. Man gjemmer derfor gjerne altid noget ''kukarnât'' <ref>''kúkarpoq'' er i daglig Tale — ogsaa i Vestgrønland: af faae Noget mellem Tænderne: Kjød eller Fisk; og selve det ovennævnede Ord — Substantivet ''»kukarnât«'' bruges ogsaa her om tørret Sælhundeblod paa Grund af dette Stofs særlig klæbrige Tilbøjelighed.</ref> fra det ene Tordenveir til det andet, men det var nu meget længe siden, at det sidst havde tordnet. ''(S. 67-68).''


''Om at lave en tupilak''

Naar ''ilisîtssut'' <ref>see App. under »I«.</ref> skulde lave ''tupilak'' <ref>see App. under »T«.</ref> (et Hævnredskab i Form af en Dukke, som de senere give Liv som det hedder) — see de altid til at skafte sig et eller andet Klædningstykke eller andet som har tilhørt den de vilde fortrædige. ''Angákut'' kan nok sommetider forhindie de onde Hexes Hensigt, men undertiden tør de dog ikke!  ''(S. 68).''


''Om at uskadeliggøre genstande''

En underlig Skik hos Østlændingene, er den, at de hvergang de have tilbyttet sig noget hos os — forex: en Kniv, et Pilejern eller lignende andet — ansee det nødvendigt, strax at bytte det videre imellem sig selv — det vil da sige: saafremt at de have givet os Skind ibytte af deres egen Fangst<ref>Skal vel sige: at Handelsvaren bør neutraliseres inden ret og virksom Brug kan ventes af den for Hedninger eller at den, med den eskimoiske Talemaade, først »maa berøves sin tornârssuqtaq«, det for sin Natur ejendommelige hvilket, hvis som her, Gjenstanden er europæisk, kan virke som Forhexelse paa Eskimoer, og, omvendt: hvis, Gjenstanden var eskimoisk maatte kunde virke forhexende paa Europæere. En, mod ''Poul Egede'' velstemt, og formodentlig døbt Grønlænder, som engang paa en Rejse rakte denne Drikkevand, tog dette tilbage igjen, og drak selv først af det, idet han sagde: at han først vilde borttage ham dets ''tornârssuqtaq'' (det hedenske? eller skadelige?) der maatte kunne klæbe ved Vandet i hedensk Land, (?)</ref>; og senere engang hørte vi af ''Utuaq'' at han havde mistet sin ''angákoq''-Evne, blot ved at han engang havde omstøbt noget ''Tin'' til en Ring omkring sin Fuglepil (vi maa vel da underforstaae: som han havde erhvervet ad europæisk Vei?). Hans ''tôrnak'' (Hjælpeaand) skulde have været en Gople af Størrelse som en stor Klapmydse. ''(s. 74-75)''.


''Om himlen''

Det var fra ''angákut'', at de havde faaet Fjendskab til Livet i Himlen — sagde de. Dér var det kun Lavland med ganske flade Bakker, uhyre overbevoxede af Krækebær; og i Himlens Hav var der ingen anden Fisk end Hvaler<ref> Denne Kostens Ensformighed, der, ifolge Fremstillingsmaaden maaske snarest giver Indtrykket af Fattigdom i de højere Regioner, maa tvertimod forstaaes som en Kompliment baade til Himlens Hav og de Udødelige »dersteds«, der ikke behøve at ty til simplere Føde end den, der ydes af Havets fornemste Dyr. Mâtak (Hvalens Hud) er Grønlændernes lækkreste Mad — og hertil saa Jordens bedste Frugter: de herlige Krækebær (paormat).</ref>, og disse Ting udgjøre da Folks eneste Føde deroppe. Under deres Luftreiser besøgte ''angákut'' jevnligt Maanen, men Solen var for heed til at naae, heelt. ''Maanen'' var som en stærkt brændende Lampe, hvis Skin de dog kunde dæmpe ved at holde et Vandskind imellem sig selv og den<ref>Vandskindet" spiller en vis Rolle i Maanemandens Historie — slet og ret jo, fordi han som Grønlænder, endnu gaaer paa Fangst hvergang han gæster Jorden. I selve Sagnene hænder det dog ofte, at det er Maanens Svend — (der siges stundom Broder) Nelarssik (Stjernen Vega), der gjerne skal være iført Vandskindsdragt, medens Maanen ved de Anledninger, hvor de To optræde sammen, selv er klædt i Bjørneskind. I de østgron- landske Maanesagn optræde de to gjerne sammen som Kammerater, men for det meste dog i Kamp inod hinanden — (hvad der maaske vil kunne forklares naturlig ad astronomisk Vci.</ref>. ''(s. 74-75)''.


''Åndemaning ved trommegnidning''

15. Jan: var jeg lidt paa Jagt, men saae som sædvanligt, ikke noget at gjøre Jagt paa. Det var Søndenvind med kun to Graders Kulde. Da jeg underveis hjem faldt indom til Hedningene, fandt jeg dem meget tause og modløse. De lide nemlig Nød nu. Dog bade de mig alligevel snart: om at fortælle dem et og andet, hvad jeg saa ogsaa strax gjorde; dog naturligviis ikke noget angaaende Troessager — da de paa En nær vare »lutter Kvinder« (NB). Den eneste hjemmeværende Mand fandt jeg staaende med Ansigtet vendt mod Udgangen og manende Aander ved Hjælp af sin Trommegnidning<ref>Troen kan jo »flytte Bjerge« — sige vi: »faae Borde til at dandse« m. m. — Eskimoen sætter »Tromme«, istedetfor Bord — det er alt.</ref>. Hvad han blandt andet fik at vide paa denne Maade, var at hans Søn ''Pilakât'' ikke befandt sig ved ''Ingmikêrteq'' som han troede, men ved ''Nôrajik''. Ved denne Leilighed var det ogsaa at han modtog den vigtige Oplysning: at det havde været ''hans egen Kone'', der ifjor havde skadet hele Pladsen ved at spise Sælhundemilt (paa en Tid hvor denne Spise ifølge Forholdene maatte være hende forbudt = agdlerissaraluaminik) <ref>''agdlerissaraluaminik'' vil sige: paa Grund af hendes Afholdenhedstilstand. Saaledes kaldes alt hvad der gaaer ind under Begrebet »religiøse Afholdsregler«. Conf. »Forordet«.</ref>. Samtidig med at han gned Trommen imod Gulvet, mumlede han uafladelig hen for sig; og saa raabte en eller flere af Kvinderne: løft Dig — Løft Dig tilveirs — her er kommen En som har Lyst til at see dette her. — Han vedblev at gnide og raabe — og saa raabte de andre igjen: »uvánga« = »her fra denne Kant« — og derpaa en anden Stemme — »ja saadan er det — saadan hører det sig til« — og lignende mere. Jeg selv forstod jo ingenting deraf; men naar jeg spurgte om Forklaring saa svarede de altid blot: det er nu engang saadan, og saadan hører det sig til!« Hvor er det dog elendigt og intetsigende, alt dette som disse stakkels Mennesker tro paa, og gjøre! Og hvor kunde man ikke unde dem at faae Adgang til den eneste sande Gud! Men vi maa bare bie paa Guds Time! Thi som Jesus har sagt: Ingen kan komme til mig uden at Faderen som mig udsendte drager ham (Joh. 6,44). ''(s. 76-77)''.


''Om »gravskik«''

Angaaende de Dødes Behandling fortaltes os idag følgende: Saasnart som Aandedrættet begynder at aftage, bringes den Døende ud af Huset, hvor man lader ham henligge aldeles som han er, uden Indsyning i Skind saadan som i Vestgrønland; og hvis det er en Kajakmand trække de blot Hætten over Hovedet paa ham, og bringe ham derpaa hen til Rullestenene i Fjøren, hvorfra de lade næste Høivande tage ham med sig. Dette skeer altsammen under de Tilstedeværendes Graad og Klage. Men til de Tider, hvor der ligger fast Iis langs Land, maa de støde et Hul i denne til at nedsænke den Døde i. ''(s. 77)''.


''Væsener kaldet Makakât ''

En ny Skik hørte jeg første Gang Tale om idag: Naar østlændingene ere saa uheldige at miste deres Fangeblære midt under Sælhundefangsten, saa veed de at de ogsaa maa miste selve Sælhunden; hvad der foraarsages af nogle Væsner, som kalde sig Makakât, der røver begge Dele fra dem. De løbe til fra det høie Næs de boe paa, og snapper Dyret i samme Øieblik som Sælhundefangeren sætter Munden til Søen for at kalde sine Kammerater tilhjælp (értarângat) <ref>''êrtarneq'', er den Methode, hvorved alle Kajakmænd kalder Folk tilhjælp ude tilsøes ved at sætte Munden til Vandfladen og raabe »êh«. Lyden skal kunne række forholdsviis langt.</ref>. ''(s. 78)''.


''Om menneskesjælen''

Angaaende Menneskets »Sjæle«<ref>see App. under »A«.</ref> forklarede ''Narssingagtaq:'' at der var mange af dem — syv tilføiede han. De største boede i Strubehovedet og i Menneskets venstre Nyre. Disse vare Smaamennesker af Størrelse som en ''qúpangnâq'' (Snespurv), medens alle de øvrige kun vare som et Fingerled. Snapper nu en ''angákoq'' <ref>see App. under »T«.</ref> (vi bør forudsætte en bedragerisk angákoq — thi samme er jo ellers netop Helbrederen) en af disse Smaasjæle, eller ''»tarngit«'' saa sygner den vedkommende Legemsdeel; og først naar (den rette) ''angákoq'' faaer denne »Sjæl« indsat igjen, kommer Mennesket i fuld Orden. Men hvis dette ikke lykkes maa han dø. Men naar selve en ''angákoks'' »Sjæl« bliver ham (-----t ?) bliver denne en ond Aand eller farligt Spøgelse som kaldes ''Qardlimaetseq'' <ref>''qardlimaetseq'' (gives andetsteds som ''»qardlimaertaq«'' (see Meddel. X). Da det efter Ordets ligefremme Analyse fremkommende Resultat neppe er fyldestgjørende — udelades Oversættelsen.</ref>. Jeg spurgte hvordan det kunde være, at en Sjæl som var spiist, dog kunde »gaae igjen?« Men da han hertil ikke kunde finde noget Svar prøvede jeg paa at forklare dem de Kristnes Tanker om Sjælen, der intet Legeme har, og som skal leve evigt som Aand, og vente paa sit første Legemes salige Opstandelse. ''(s. 78-79)''.


''Om at miste sine sjæle''

En Mand som heed ''Qiainaq'' <ref>''Qiainaq'' = Taareperse.</ref> sagde, at han troede fuldt og fast paa ''angákut''; og saasnart som han synes at han savner en af sine »Sjæle« skynder han sig at meddele dette til en eller anden af dem; og saa faaer han dem strax tilbage igjen. Men hvordan det gaaer til med Indsættelsen, det forstaar han selv ikke. Kun saa meget veed han at det gjerne sker om Natten eller naar der er slukket i Huset. Saa lader ''angákoq'' ham sætte sig ned medens han bringer alting i Orden for ham. ''(s. 83-84)''.


''Solformørkelse''

16de Marts. I den Tanke at den ventede Solformørkelse skulde være heel, (total) gik jeg over til vore Naboer, som jeg tænkte, maaske, vilde udvise nogle særlige Skikke ved saadan Lejlighed. Men jeg blev heri skuffet; men Solformørkelsen blev jo rigtignok ogsaa kun halv. Dog fortalte de at ''Maratssuks'' Fader — (den ovennævnede ''Maya''), engang under en Formørkelse havde tiltalt Solen<ref>»tiltalt« skal muligvis nærmest sige, at han har henvendt en Bønneformular ''(serraq)'' imod Solformørkelse — til selve det mægtige Himmellegeme for at afværge den Fare, den truede Verden med. — —</ref>. Ellers havde de ikke noget særdeles at fortælle. Heller ikke frygtede de Maaneformørkelser, sagde de. Solen formørkedes indtil Halvdelen, men da det var skyet, var Formørkelsen idetheletaget ikke let at skælne. Nogle af dem røbede dog Angst i det de spurgte mig: Hvorledes det vilde ende, hvis den blev heel mørk? De beundrede i høi Grad Europæerne, der kunne forudsige hvornaar sligt vil indtræffe.

Den 17de Marts. Vi hørte ovre fra Hedningene af, at Sanimuinâq havde manet Aander fordi hans Søn var bleven syg. ''(s. 87)''.


''En skytsånd stiller stormen''

Blandt forskjælligt andet hørte vi. at ''Sanimuínâq'', (de herværende Hedninges ''angákoq'') engang i en Storm som han havde havt ondt ved at klare, havde udsendt en af sine Skydsaander, der strax skulde have stillet Stormen, som var en haard Norden. ''Agdlagdlaq'' troede (som sædvanlig fuldt og fast) paa Rigtigheden af dette. ''(s. 90)''.


''Om børn og "det hellige"''

De synes ikke engang at det er urigtigt at lade deres Børn høre hvad det skal være. Paa en Maade er de jo ogsaa noget undskyldte, da de jo alle leve i et eneste Rum og intetsted have at sende Børnene bort til, selv om de vilde. Dog er det samtidig ogsaa deres Villie at opdrage deres Børn til deres egne Fremtidsskikke ved at lade dem være nærværende ved alt. Kun forlange de at de skulle være deres Forældre og de Voxne lydige, og holde sig fra at gjøre hvad disse forbyde dem, saasom f. Ex. at røre ved Trommen eller forsøge paa at gjøre Trolddom. — ''(s. 91)''.


''Om at miste sin sjæl''

Den 6te. Idag kom ''Avâq'' <ref>''Avâq'' = Baghovedet.</ref>. Han kom fra vore landfaste Naboer, hvor han skulde undersøge ''angákoq Sanimuínaq'', ved Trommegnidning. Denne sagde nemlig med Bestemthed, at han havde ''mistet sin Sjæl''; og om Aftenen kom selve den Syges Broder herover til os, for at bede vor Anfører om Medicin, som kunde skaffe ham hans Sjæl tilbage igjen. ''(s. 92)''.


''Om hekse og sjælerøvere''

Man mente efter hans Tale at dømme, at han maatte være fra Forstanden. Siden hørte vi fra andre at han holdt sig selv for en ''ilisîtsok'' (»Hex og Sjæleudtager«<ref>Det er paafaldende, at saavel ''angákuts'' som ogsaa almindelige Menneskers Samvittigheds Skrupler, hvilke gjerne fremkomme uuner Feberfantasier — altid mere eller mindre gaae ud paa Selvanklager over at de mene sig at være blevne »Hexe og Sjælerøvere«. Dette er en Omstændighed som grønl. Ethnographer bør mærke sig.</ref>. ''(s. 92)''.


''Hansêraks afslutningsord''

»Ængstelser og Farer gaaer man i, overalt; men Guds Varetægt er ogsaa altid den samme overalt — Ham Skee Tak!  ''(s. 101)''.





'''[[Appendix til Hansêraks Dagbog|Signe Rinks Appendix til Hansêraks Dagbog ►]]'''




==Fodnoter==

<references/>
</blockquote>
<br><br>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori: Hansêrak]]
[[Kategori:Inuitisk religion og mytologi]]