Festens gave - Kvinden der blev til en edderkop

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitmaske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Kvinden der blev til en edderkop

Der var engang en mand og en kone, og de havde en datter. Og de ville have levet lykkeligt sammen, hvis ikke datteren havde vraget alle mænd. Faderen ønskede, at hun skulle gifte sig, men altid sagde hun nej. Mange friere kom af sig selv, thi det var en smuk pige; men det hændte ogsaa, at faderen om aftenerne bragte unge mænd til sit hus, for at de kunne træffe hans datter. Det hjalp altsammen ingenting; blot der taltes om mænd, mistede pigen sit humør, og naar de kom ind i huset, gik hun sin vej.

En dag tog faderen sin datter for sig og talte saaledes til hende:

"Ikke bringer jeg mænd til huse for at bedrøve dig eller for at gøre dig ondt, men du maa huske, at vi ikke har nogen søn, og at du, vor datter, er vort eneste barn. Din moder og jeg er snart gamle, og inden mange aar vil jeg være ude af stand til at skaffe jer føde og klæder. Hvem skal hjælpe os i vor alderdom, hvis vi ingen svigersøn faar?"

Disse ord gjorde pigen tung i sindet, og hun vandrede ud over den store tundra, der var ujævn og toppet, fordi den var fuld af tuer. Her gik hun og tænkte paa sin faders ord, da der pludselig steg et hoved op af jorden mellem alle tuerne. Det var kun et hoved, et hoved uden krop, men det var en meget smuk, ung mands ansigt. Og den unge mand smilte til pigen og talte saaledes:

"Du vil ingen mand have, men nu er jeg kommet her for at hente dig, og det skal du vide, at jeg har en stor og mægtig slægt."

For første gang i sit liv smilte den unge pige til en mand, og hun løftede hovedet op, lagde det varsomt i forsmækken paa sin pels og bar det hjem, da det blev mørkt. Sagte listede hun sig ind i huset og lagde hovedet af den smukke unge mand ind til sig paa sit leje; og her laa hun nu og talte glad og munter med den fremmede, som hun elskede, fordi han ikke var som andre mænd. Faderen vaagnede og hørte hvisken og smaalatter henne fra sin datters leje og kunne ikke forstaa, hvem det kunne være. Dette gentog sig næste nat og natten igen; da blev faderen glad, for nu vidste han, at han endelig havde faaet sig en svigersøn og en fanger i huset.

Fra nu af var pigen altid glad. Tidligere havde det været saaledes, at hun holdt sig borte fra bopladsen om dagen for at undgaa mænd, men nu var hun ofte hjemme, og næsten aldrig veg hun bort fra sin plads ved briksen. Men faderen og moderen undrede sig over, at de aldrig nogen sinde saa deres svigersøn.

Saa hændte det en dag, da pigen var ude, at hendes fader løftede hendes soveskind til side for at undersøge, hvad det kunne være, der holdt hans datter med selskab om nætterne, og da han fandt et hoved, et levende hoved af en ung, smuk mand, et hoved uden krop, blev han saa rasende, at han greb et kødspid og jog det i det ene øje paa den unge mand og kastede ham ud paa møddingen, idet han raabte:

"Ikke har jeg brug for en svigersøn uden krop, en mand, der ikke kan fange for os, naar vi bliver gamle!"

Hovedet rullede bort og blev ved med at trille ud over sletten foran huset, og tilsidst forsvandt det ud i havet, idet det efterlod spor, der var fulde af blod.

Natten efter hørte faderen og moderen graad henne fra pigens leje, en graad og en hulken, der varede hele natten. Næste morgen spurgte pigen:

"Hvor er min mand?"

Faderen svarede:

"Vi har ikke brug for saadan en svigersøn."

"Dumt taler du, og taabeligt har du handlet," svarede datteren, "for han var en dygtig mand, der ikke var noget almindeligt menneske.

Og nu vil jeg ikke længere blive hjemme hos jer."

Pigen klædte sig paa og gik ud; hun fulgte blodsporene, der førte lige ud i havet. Hun ville springe ud i bølgerne, men de var haarde som træ; forgæves søgte hun at dykke ned, men det mislykkedes, og saa gik hun ind i land og gav sig til at søge efter en lemming, en hvid lemming af den slags, som man tror er faldet ned fra himlen. For pigen vidste, at der var en særlig trolddomsmagt gemt i de hvide lemminger. Endelig fangede hun en og kastede den ud i havet, og straks aabnede bølgerne sig; og der blev en vej, hun kunne følge, og hun løb alt, hvad hun kunne, indtil hun naaede ned til havets bund. Langt, langt borte fik hun øje paa et lille hus. Hun løb derhen, kiggede ind ad vinduet og saa et gammelt ægtepar og deres søn; sønnen laa paa briksen og havde nylig mistet sit ene øje. Pigen raabte ind:

"Her er jeg, kom ud!"

Den unge mand svarede:

"Jeg kommer ikke ud til dig, og jeg vil aldrig mere følge med dig, thi dine forældre foragter mig."

"Jeg gaar aldrig mere hjem til mine forældre," svarede pigen.

"Det nytter ikke noget. Jeg vil ikke mere kendes ved dig," svarede den unge mand.

Ved disse ord blev pigens sind tungt af sorg, og uden at vide, hvad hun gjorde, løb hun tre gange rundt om huset den samme vej, som solen paa himlen; da saa hun to veje, en, der gik lige ud og førte til den jord, hvor menneskene bor og en anden, der gik opad til himlen. Hun valgte den vej, der førte til himlen, men da hendes mand saa det, raabte han efter hende:

"Du gaar vild! Vend om! Du stiger jo op til himlen og vil aldrig nogen sinde komme hjem!"

"Det kan være lige meget, hvor jeg kommer hen, naar du ikke vil leve sammen med mig!" raabte pigen.

Men nu fortrød den unge mand sine ord, og for sent tryglede han hende om at komme tilbage – hun steg blot højere og højere op mod himlen, indtil hun svandt helt bort af syne.

Pigen steg og blev ved med at stige, uden at hun selv vidste hvorledes, indtil hun naaede op til noget, der lignede et loft med et hul igennem; men det var svært at naa hullet, og hun vidste ikke, hvorledes hun skulle komme videre. Pludselig tog hun mod til sig, sprang til og fik fat i kanten; herfra svang hun sig ind over loftsaabningen og se: Her var luft og himmel igen og land! Et lille stykke borte laa der en sø, og der gik hun hen og satte sig i græsset ved bredden for at dø; hun havde ingen tanker mere. Hun brød sig ikke mere om livet. Det eneste, hun tænkte paa, var, at her skulle hendes grav være, og her skulle hendes legeme smuldre bort og blive til ingenting. Da hører hun pludselig lyden af aarer ude fra søen, ser sig omkring og opdager en mand, der kommer roende i kajak; alt, hvad han havde, var blankt og skinnende som kobber, hans kajak var af kobber, hans aare og hans harpun, altsammen var det af skinnende blankt kobber. Pigen sidder aldeles ubevægelig og tør næsten ikke trække vejret; hun tror ikke, at man kan se hende i det dybe græs, hvor hun har skjult sig.

Da synger manden:

En kvindebarm, der drager

en kajak, der farer,

hen over blanke sø

mod bløde kinders kærtegn!

Denne sang synger manden, og idet han ender den, løfter han den ene arm højt op mod himlen og sænker den anden ned mod søen. Pigen sidder og stirrer paa ham, stirrer paa hans løftede arm og opdager nu, at hendes overkrop er nøgen, og at hendes pels hænger paa den fremmede mands arm.

Atter synger manden den samme sang, og idet han slutter den og hæver sin ene arm og sænker den anden, flyver resten af kvindens klæder over paa mandens hævede arm. Pigen sidder nøgen og skamfuld og forstaar ikke, hvad det er, der sker med hende. For tredie gang synger manden sin sang, men denne gang mister pigen bevidstheden, og da hun kommer til sig selv igen, sidder hun ved siden af manden i hans kajak. Manden ror bort med hende, ror langt bort ud over søen med sin blanke kobberaare, der skinner vaad i luften. De taler ikke til hinanden, før de faar øje paa en boplads med to huse, et stort hus foran og et lille hus bagved.

Da siger manden med haard stemme: "Du skal gaa til det store hus, ikke til det lille."

Pigen gør, som manden siger; hun gaar ind i det store hus, og manden ror bort. Der er tomt i det store hus, ikke et menneske, men næppe er pigen kommet ind, før en lille kvinde, iført mærkelige klæder af sammensyede remmesælstarme, kommer springende til og raaber:

"Kom op i det andet hus! Den mand, du kom med, er en farlig mand, han vil dræbe dig!"

Pigen kom straks ud og fulgte med op i det andet hus. Her sad en lille pige paa briksen, en lille pige, som den mærkelige kvinde i tarmskindsklæderne levede sammen med.

Den unge pige, der var flygtet fra den mand, hun elskede, tænkte ikke paa mange ting; somme tider troede hun, at hun allerede var død, men hun hørte, hvad de andre sagde, og hun saa de andre gaa omkring i huset, og kvinden i tarmskindsklæderne gik hen til hende og hviskede:

"Nu er du reddet for denne gang; men den mand, du kom sammen med, er ingen almindelig mand, ham kan ingen modstaa. Snart vil han komme hjem; og han vil blive vred over, at du har forladt hans hus. Men jeg vil hjælpe dig. Her har du en vandspand, en lille spand, der er fyldt med vand, og du vil se, at der nede i vandet er lagt fire smaa stykker hvalhud. Naar den fremmede mand kommer, skal du skjule dig ved husgangen og slaa ham dette i ansigtet. Jeg har sunget en tryllesang over min gave og gjort den stærk."

Lidt efter kommer manden tilbage i sin kajak. Han sætter sig til rette nede ved strandbredden og raaber op til sit hus:

"Bliv roligt i mit hus! Ikke vil jeg gøre dig nogen skade!"

Med disse ord lægger han sin fuglepil til rette og sætter kastetræet paa, og alle hans redskaber, der er af kobber, skinner i luften; i det samme hæver han sig op fra jorden, siddende i kajakken.

"Dine spor vil aldrig kunne skjules for mig!"

Dette raaber han, og han sætter gennem luften som en fugl, der flyver; fire gange kredser han rundt om sit eget hus og styrer derefter ned mod det lille hus og raaber med fuglepilen løftet: "Jeg vil nok ikke dræbe dig!"

Pigen staar skjult ved husgangens krumning og kaster herfra den lille vandspand med de fire smaa stykker hvalhud op i ansigtet paa ham. I samme øjeblik falder han ned fra luften og har mistet sine kræfter. Derpaa gaar de tre kvinder ned til hans hus, et stort hus med et vældigt rum inde; det var maaneaandens hus, og det var maaneaanden selv, som den lille kone med tarmskindspelsen havde gjort uskadelig for en tid med sit tryllemiddel. Maaneaanden er uberegnelig og kan være farlig; han baade tager og giver, og menneskene maa ofre til ham for at faa del i alle de goder, han hersker over.

De tre kvinder gaar ind i hans hus og se: Oppe paa de vældige husbjælker springer store renflokke omkring. I et hjørne staar en vandspand, der er stor som en indsø. Kvinderne gaar hen og ser ned i den, og de opdager, at storhval og hvalros, hvidhval og sæl svømmer omkring dernede.

Midt paa gulvet ligger skulderbladet af en hval. Kvinderne skubber det til side, og en aabning viser sig ned mod jorden; man har udsigt over menneskenes bopladser; ganske tydeligt ser man menneskene, og man hører dem raabe, raabe om alt det, de ønsker sig. Der er nogle, der raaber: "Giv mig hval!" Andre raaber: "Giv mig et langt liv!" Saa mægtig er maaneaanden, at han kan give menneskene alt det.

Den unge pige ser ud overjordens lande, og hun opdager langt, langt nede Tikeraq (Point Hope), den største boplads, hun kender. Her er mange konebaade og mange travle mennesker. De øser vand op i smaa spande og stænker det op mod nymaanen for at faa god fangst. Det er altsammen som en drøm for hende, hun kan ikke forstaa, hvorledes hun selv er kommet midt ind i alt det, som hun kender saa godt fra gamle menneskers tale. Det er maaske nymaane nu, fordi den lille kone i tarmskindsklæderne lige har gjort maaneaanden bevidstløs. Medens maaneaanden er svag, ofrer menneskene til ham, og de kommer med alle deres ønsker, inden han atter bliver til den store, blanke fuldmaane, der kan skinne som kobber.

Den unge pige ser alt dette og kommer til at tænke paa alle de glæder, der følger med fangsten. Hun faar hjemve, hun, der for lidt siden kun tænkte paa at dø.

Den gamle kone med tarmskindspelsen og hendes lille husfælle faar medlidenhed med hende og vil hjælpe hende ned paa jorden igen. Alle tre kvinder fletter en line af sener, mange, mange dyrs sener, en lang, lang line som de, medens de fletter den, ruller op i et stort nøgle.

Snart er linen færdig, og den gamle kone tager til orde og siger:

"Du skal lukke dine øjne og fire dig ned, men i samme øjeblik du rører ved jorden, skal du meget hurtigt aabne dine øjne igen. Hvis du ikke gør det, vil du aldrig mere blive til et menneske."

Den unge pige binder enden af linen fast oppe i himlens land, og hun griber det store nøgle af flettede sener og begynder at fire sig ned. Hun tror, at vejen er meget lang, men længe inden hun venter, at det skal ske, føler hun jorden under sine fødder!

Det kom saa pludselig bag paa hende, at hun ikke aabner øjnene hurtigt nok, og saa blev hun til en edderkop. Fra hende stammer alle jordens edderkopper, fra pigen, der firede sig ned til jorden fra himlens land i en line af flettede sener.

Fortalt af
Qalajâq fra Point Hope

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.