Festens gave - Misana der blev forslaaet til Perlernes land

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Inuitisk maske

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Knud Rasmussen
Festens gave
Eskimoiske Alaska-Eventyr
1929


Misana der blev forslaaet
til Perlernes land

Der var engang en ung mand, der hed Misana. Han var saa ung, at han lige var begyndt at faa smaaskæg, og dog var han en vældig storfanger, der var ude at jage hvalros i al slags vejr. Men en dag blev han sammen med en kammerat overfaldet af en fralandsstorm med snefog, og bølgerne brød ind over dem, saa at de kun kunne lade sig drive med vinden bort fra land og ud i det aabne hav. De blev trætte og forsøgte at binde deres kajakker sammen for at faa en smule hvile, men dønningerne var saa høje, at de truede med at knuse kajakkerne, der nu ikke kunne manøvrere saa hurtigt mere. Saa maatte de atter hver for sig kæmpe for livet, og næsten straks efter kæntrede Misanas kammerat og kom ikke mere op.

Misana vidste ikke, hvor han drev hen. Han søgte blot at holde sig op mod søerne, og passe vel paa, at hans kajakaare ikke blev slaaet ud af hænderne paa ham. Længere og længere ud paa havet drev han, indtil han kom til en stor isflage; her lod han sig skylle op og fik en smule hvile, men det varede ikke længe, før bølgerne aad den store isflage op, og atter maatte han ud i sin kajak. Hvor længe han havde drevet omkring, vidste han ikke, men da uvejret klarede en smule op, kunne han lige skimte King Islands høje land som en lille prik ude i horisonten. Nu var det, som om han fik nye kræfter, da han vidste, hvor han var, og han forsøgte paa at arbejde sig ind imod det fastland, hvorfra han var kommet. Han roede og blev ved med at ro, indtil han naaede saa langt frem, at han kunne begynde at skimte træerne inde paa kysten, men da kom den samme fralandsstorm atter rygende over ham med snetykning, og han maatte viljeløst lade sig føre til havs af bølgerne. Nu og da kunne han hvile sig lidt paa de isflager, han kom forbi. Et sted, hvor han naaede frem til en stor ismark, der i nogen tid modstod dønningerne, fangede han en lille sælunge og fik proviant, netop som hans sult var ved at overvælde ham. Han forstod nu, at det gjaldt om at lade provianten række saa længe som muligt, og han nøjedes derfor med blot at tage en mundfuld ad gangen, naar han ikke længere kunne udholde sulten.

Der gik mange dage ude paa havet under uafbrudt storm, og da Misana til sidst ikke mere kan holde sin ryg oprejst af træthed og næsten tror, at han skal miste forstanden af mangel paa søvn, binder han fire tarmskindspelse rundt om mandehullet, saa at intet vand kan slaa ind, og kravler saa helt ned i bunden af sin store kajak, hvor han nu kan ligge udstrakt, medens bølgerne tumler med ham, uden at han aner, hvor det bærer hen. Og stormen bliver ved, og da han ikke tør aabne for kajakken, maa han lade sit vand og forrette sin nødtørft inde i den. Der bliver snart ulideligt, og han synes, det er lettere at dø; men alligevel kan han ikke beslutte sig til at give op. Han spiser det mindst mulige og lever videre inde i sin kajak uden rigtig at forstaa, hvorfor han ikke med et lille ryk i tarmskindpelsen kan lade bølgerne strømme ind og gøre ende paa det hele.

Saaledes tumler han rundt paa havet, medens dage og nætter gaar i ét for ham, indtil han opdager, at der aldrig mere kommer lys ind i hans kajak; hidtil har han dog kunnet skimte dagens lys gennem det tynde kajakskind. Nu er der altid mørkt. Hvor er han? Maaske paa havets bund? Han forstaar intet og løser derfor endelig op for tarmskindspelsen; nu gør det jo ingenting, om bølgerne skulle slaa ind, for han maa jo da være druknet, nu da alt omkring ham er blevet mørkt. Han laver en ganske lille bitte aabning, kun stor nok til det ene øje. Kommer der vand ind, er han paa havets bund; hvis ikke, maa han være slaaet op paa land et eller andet sted ved nattetid. Men det maa være i et land med en lang nat!

Han stirrer ud med sit ene øje, og da intet vand siver ind, aabner han helt for mandehullet og er nu klar over, at han er skyllet langt op paa land, men alt omkring ham er sort mørke.

Da bliver han glad. Han forsøger paa at krybe ud af kajakken, men hans ben er stive, og han kan slet ikke støtte paa dem. Hans arme har endnu kræfter, og saa ligger han en lang tid og gnider sig over hele kroppen for at faa sine muskler levende. Det hjælper saa meget, at han kan krybe ud og kravle op paa en brink og vente paa dagslyset. Men nu, da han er paa fast land, hvor han kan ligge stille og ikke længere kastes om i sin kajak, overfaldes han af en stor træthed; han snører sine uvejrspelse om sig, saa at de danner en hel sæk uden om ham, og saa lægger han sig til at sove for at være udhvilet, naar dagen engang kommer.

Han sover længe, vaagner og sover igen; til sidst er han helt udhvilet, men stadig er der sort mørke omkring ham. Han rejser sig og forsøger paa at vænne sig til natten omkring sig, han stirrer ind i den for at se, om han kan opdage noget. Alt, hvad han fornemmer, er lyden af en stærk susen oppe i luften, somme tider nær, somme tider fjern. Bedrøvet føler han sig frem til sin kajak igen, og da han kommer helt ned til strandbredden, faar han haanden fuld af smaa, glatte, runde tingester; han putter en af dem i munden og opdager, at der er hul gennem dem, og nu tager han snørebaandet fra sin uvejrspels ud og trækker det fuldt af de vidunderlige sten. Dette maa være sjældne sager, og derfor tager han snørebaandet fra endnu en pels og gør det samme; saa sætter han dem fast paa sine skuldre og famler sig videre for at finde ud af, hvor han er. Forgæves venter han paa dagslyset, han bliver døsig og træt af mørket, lægger sig til at sove, vaagner igen og sover igen, og da han nu er klar over, at han maa have været her i flere døgn, uden at noget dagslys har vist sig, vokser en tanke op i ham. Han begynder at tænke, og han mindes, at han engang har hørt om qâsuilaoq, det evige mørkes land, som skal ligge et sted ved verdens ende; her er kun nætter og ingen dage. Og nu forstaar han, at suset fra luften kommer fra jordens bevægelse; han er der, hvor al jorden ender, og suset kommer fra den vældige afgrund, der omgiver jorden.

Saaledes er Misana kommet i land, frelst fra havet, men til et land, som alligevel ikke er noget rigtigt land.

Atter sidder han længe og tænker, indtil han beslutter at forsøge paa at fortsætte rejsen. Kajakken lægger han saaledes, at han har land paa højre haand, for saa tror han, at han vil komme tilbage til menneskenes land, hvor dag og nat veksler.

Han ror bort i mørke, ror og bliver ved med at ro – hvor længe, ved han ikke – men saa skimter han pludselig noget i vandskorpen. Det er begyndt at lysne en lille, bitte smule, og han ror hen til det, han kan skimte, og opdager, at det er en død sæl. I samme øjeblik vender glæden over livet atter tilbage til ham, og han er klar over, at han vil gøre alt, hvad han kan, for at komme tilbage til menneskene igen. Han følger landets kyster, og naar han er træt, gaar han i land og hviler sig. Kræfterne vokser stadig i ham. For hver morgen bliver den stribe af daggry, han kan skimte ude i himlens rand, højere og højere; lyset vokser, og han nærmer sig de egne, hvor dag veksler med nat.

Endelig bliver det saa lyst, at han kan se, og nu opdager han, at hans kajak, der er blevet saa underlig tung at ro, er fuldstændig overgroet med noget, der ligner haar. Han er tørstig og søger efter vand paa land, finder en lille sø og vil drikke, og for første gang ser han her sit spejlbillede. Han maa le højt, thi nu ser han, at hans haar, skæg, øjenhaar og øjenbryn, ja, alt, hvad han har af haar i ansigtet, er borte. Det er altsammen taget af suset ved verdens ende. Han ser paa de sten, han har samlet, og først nu opdager han, at det er sungaujarpait, de berømte og meget kostbare storperler, som han har hørt kun findes ved verdens ende. For sent fortryder han, at han ikke har taget mange flere med sig. Men han er glad over, at han ikke er blevet suget ned af afgrunden, og han gør sine dagsrejser længere for at komme hurtigt til mennesker.

Han vidste nu, hvor han var, og i hans sind dukkede mange beretninger op, som han havde hørt gamle folk fortælle om det evige mørkes land. Og det var ham klart, at han endnu skulle opleve farlige æventyr, før han naaede frem til mennesker.

En dag var det, som om vandet omkring ham størknede; det blev tungt at ro igennem, og han opdagede, at alt omkring ham var fuldt af smaa graafisk; det var dem, der svømmede omkring ham i saadanne myldrende mængder, at han næsten ikke kunne faa sin kajak igennem. Dette var altsaa graafiskenes hav. Herfra var det, at de kom til menneskenes bopladser.

Saa roede han videre og kom til laksenes land. Her var havet ganske paa samme maade opfyldt af store, vældige laks, som det med nød og næppe lykkedes ham at presse sig igennem.

Længe havde han ikke roet i klart vand, før han mødte nye vanskeligheder. Han kom til et hav, der var opfyldt af vældige stimer af sværdfisk. Han blev dog ikke bange for dem, thi han havde hørt, at de skulle være som mennesker, fordi de flænser deres fangstdyr ganske paa samme maade; derfor roede han frygtløst ind mellem flokkene og kom vel igennem.

Paa samme maade kom han gennem de spraglede sælers land. Og til hvalernes land, hvor hvalerne svømmede i saa vældige flokke, at nogle af dem laa næsten tørt; undertiden var der en af dem, der pludselig kunne dukke op og flyve helt op af havet, og alt dette fyldte den gamle hvalfanger med en saadan fryd, at han blev der mange, mange dage, blot for at se paa dem og glæde sig over de dejlige, store dyr.

Til sidst kom han til hvalrossernes land. Ogsaa de laa i store flokke, nogle af dem med deres stødtænder skinnende i solen, andre blot med ryggen over vandskorpen. Nu vidste han, at der ikke kunne være langt til mennesker, og han skyndte sig endnu mere end før.

En aften finder han, da han skal hvile paa land, tuer, der er brudt op af jorden, og nu er han helt sikker paa, at han vil træffe mennesker. Og ganske rigtigt, allerede dagen efter faar han øje paa store kødgalger af flydetræ og to huse ikke langt fra stranden.

Det varede længe, inden folk fik øje paa ham. Til sidst roede han nærmere, idet han tænkte, at det var bedst, at han ikke viste frygt. Det kunne jo dog være, at han alligevel var en druknet, og at han var en død mand, som de andre var bange for. Langt om længe kom der to mænd ud; de standsede og saa forfærdede paa den fremmede, der var blank i hovedet, uden haar og skæg, uden øjenhaar og øjenbryn! Og de troede, at han var en aand og ville flygte. Men da brast Misana i latter og raabte: "Kom kun nærmere uden frygt, saa vil I opdage, at jeg er et almindeligt menneske og ganske ufarlig!" Disse ord beroligede mændene, og de kom ned og hjalp ham ud af hans kajak, thi han var efter den lange rotur endnu saa stiv i benene, at han ikke kunne gaa; og de to fremmede mænd maatte holde ham i hver sin arm for at hjælpe ham op til deres hus. For denne velkomst og modtagelse gav Misana dem hver en perle, og der var ingen ende paa deres taknemlighed og glæde over den kostbare gave.

I begyndelsen var folk ved bopladsen ængstelige for Misana, men da det gik op for dem, at han virkelig ikke var nogen aand, gav de en sangfest til hans ære. Han var da blevet saa levende i lemmerne igen, at han kunne slaa paa tromme og springe til dansen. Misanas spring vakte stor forbavselse blandt hans værtsfolk. Det var hvalrosser i menneskeham, og de var saa tunge i kroppen, at de kun kunne hæve sig fra jorden i gang, og da de saa Misana danse, raabte de: "Aj, aj, aj, han hæver sig fra jorden som en fugl!"

Folkene kaldte sig Aivilingmiut, hvalrosfolket. Det var svære, bredskuldrede folk med vældige kræfter. De havde næsten ingen hals og kun en flad næse. De gik med dragter af hvalroshud, lange dragter, der naaede dem helt ned til fødderne. Med disse dragter paa saa de meget store ud, men saa snart de tog dem af, lignede de almindelige mennesker.

Misana blev der en tid, giftede sig med en af pigerne og fik en søn. Men saa snart drengen blev saa stor, at han kunne kravle omkring paa gulvet, brød han op og rejste sin vej, idet han gav moderen to perler i afskedsgave.

"Bliver man saa længe hos en kvinde, at børnene vokser til, kommer man aldrig fra hende igen. Og jeg skal tilbage til mit eget land," sagde Misana og roede bort. Men kvinden var saa glad over den store afskedsgave, at hun slet ikke følte nogen sorg over hans afrejse; thi hun vidste, at nu ville mændene kappes om at blive gift med hende.

Videre rejste Misana, og det gik ham næsten altid saaledes, at han kom til en boplads hen imod vinteren; og saa blev han der og giftede sig med en af kvinderne; men saa snart han fik børn, og børnene begyndte at kravle rundt paa gulvet, brød han hastigt op, idet han gav sin kone to perler i afskedsgave.

Engang kom han til en boplads, hvor der levede en mægtig mand ved navn Helpels (Tuilípak). Han var høvding ved sin boplads, havde fem koner og var frygtet af alle. Den yngste og smukkeste af hans koner var søster til fire brødre ved bopladsen, og hende tog Misana til kone. Herover blev Helpels ude af sig selv af skinsyge, og det var klart, at han hurtigt ville dræbe Misana, hvis denne ikke kom ham i forkøbet. Men man vidste, at Helpels ikke var noget almindeligt menneske, der kunne dræbes paa sædvanlig vis. Han døde aldrig af den almindelige slags ulivssaar, saa mange der end havde forsøgt paa at myrde ham. Derfor udtænkte man en list. Misana gravede sig sammen med sine svogre ned i sandet paa et sted, hvor Helpels opfordredes til at møde sin unge kone, og her overfaldt de ham. Men de stak ham alle mulige steder paa kroppen, uden at det gjorde det mindste indtryk paa ham, indtil Misana fandt paa at stikke ham i hans stortaa. I samme øjeblik faldt han død om; thi her var hans hemmelighed. Helpels havde sit hjerte i stortaaen.

Misana giftede sig med den unge kone og blev som sædvanlig hos hende, indtil deres barn begyndte at kravle. Det var den af alle kvinder, han havde holdt mest af, og derfor gav han hende ogsaa fire perler ved afskeden. Og der var stor glæde over al denne rigdom, der tilfaldt bopladsen.

Saa roede Misana bort og kom til tjuktjernes land. Disse folk havde netop været paa handelsrejse ovre i Misanas land og fortalte, at man her for mange aar siden havde begravet hans klæder og anden ejendom, fordi man troede, at han var druknet. Herover blev Misana meget tavs, thi han forstod nu, at der ikke ville være nogen lykke for ham, om han vendte tilbage til sin boplads. Og saa tog han land paa Diomedes Island i Beringsstrædet. Han var da en gammel mand, der gik med stok, en mand, der havde levet et omtumlet liv, lige siden han kun havde smaaskæg paa hagen. Men det fortælles, at han paa alle sine rejser havde lært saa mange dejlige sange, at menneskene altid flokkedes omkring ham for at høre ham synge.

Fortalt af
Qalajâq fra Point Hope

Kilde

Knud Rasmussen: Festens gave – Eskimoiske Alaska-Eventyr, København, 1929.