Hos Aandemaneren Aua – Amuletter, farlige Aander og Trylleord (KR)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Åndemaneren Aua og hans kone

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi

Uddrag af
Fra Grønland til Stillehavet

Amuletter, farlige Aander og Trylleord
Forklaret af Aandemaneren Aua

Knud Rasmussen
København, 1926

Men det var ikke nok at afværge Ulykken ved at vise Lydighed mod gamle Bud. Man opnaar vel at faa Stilhed om sin Skæbne, men der bliver ingen Fremgang, hvis man ikke ogsaa rækker Haanden ud efter Lykken. Derfor har man Amuletter og Trylleord.

Som Amuletter anvendes bestemte Dele af visse Dyr, der fastsys i ens Klæder. Igdlulikerne bruger i Modsætning til Netsilikerne meget faa Amuletter; men Opfattelsen af Maaden, hvorpaa de hjælper, er den samme. Forøvrigt bærer man dem uden at tænke nærmere over den Vidunderkraft, der udstraaler fra dem, og det var derfor ikke let at komme til Bunds i Sagen. Følgende er da Resultatet af talrige Samtaler:

Det er ikke Amuletten selv, men Sjælen af det Dyr, hvoraf Amuletten er taget, der har hjælpende, virksom Kraft. Dog er det ikke ligegyldigt, hvad man tager af Dyret, det skal tværtimod være ganske bestemte Dele. En Kvinde i "Barselhus" skal f. Eks. bruge en Ravneklo som Ters i den Rem, der holder hendes Amaut (Bærepose til Barnet) sammen for neden. Barnet faar den siden som Amulet, og den giver Livskraft og heldig Fangst. Men selv om disse heldbringende Kræfter ikke kommer fra Kloen selv, men fra Ravnens Sjæl, vil en Amulet af en anden Legemsdel af Ravnen ingen Virkning have.

Amuletten virker mystisk og er derfor ikke absolut og udelukkende knyttet til den Person, der bærer den. Den kan gives bort til en anden, men dog saaledes, at den magiske Kraft kun kan overføres til den nye Ejer, hvis denne giver Gengaver. Sker det ikke, overgaar Amulettens Kraft ikke til den nye Ejer, selv om denne nu bærer den. Dette er Grunden til, at man godt kan tabe sin Amulet og dog bevare dens Kraft. Hos Rensdyreskimoerne skulde man have sine Amuletter fra fjerntboende Folk, her kunde man godt faa dem fra Bopladsfæller, blot man betalte derfor. Almindeligt er det ogsaa, at man fra en gammel Mand, der nu er ude af Stand til at fange, faar en Harpunspids; det Fangstheld, der knyttede sig til den gamle Mand, gaar da over til den nye Ejer af Fangstgrejerne. Der er visse Redskaber, Sæler ikke er bange for at lade sig dræbe af, og det er det, som giver heldig Fangst. Endog til Klæder kan der knytte sig Lykke. Ved Igdlulik købte man Ærmelinningerne af en aflægs, tidligere meget dygtig Renjæger til en Dreng, hvis Fader altid havde haft Uheld i Rensdyrjagt; ja, det var overhovedet aldrig lykkedes ham at faa Rener, fordi disse ikke vilde lade sig dræbe af ham. Hans Søn fik nu den gode Renjægers Linninger fastsyet til sine Ærmer, og hver Gang han fik en ny Pels, fulgte de gamle, slidte og fedtede Ærmelinninger med. Og han blev en vældig Renjæger.

Af Amuletter, der er særlig karakteristiske for Igdlulikerne, kan nævnes:

Ekskrement af en nyfødt Hermelin lægges ind i Strømperne, saa at det berører Fodens Hud; man vil da blive en god Fodgænger og aldrig faa Smerter i Fødderne.

Paa Skuldrene af Inderpelsen sys nogle hvide Strimler af Renens Bugskind; de kaldes Inderpelsens Varmere. Den, som har dem, vil ikke fryse.

En tørret Navlestreng, fastsyet til Inderpelsen, beskytter mod onde Aander.

Rævemilt, fastsyet til en Drengs Strømpevrist beskytter ham mod at falde gennem Tyndis.

Et Hareyver ryges over langsom Ild og fastsys til Brystet af en Kvindes Inderpels; det giver rig og fed Mælk.

Skind af en Rentak, fastsyet til Hætten, giver langt Haar. Langt Haar giver en stærk Sjæl. Den, som klippier sit Haar, klipper en Del af sin Sjæl bort.

Inde i Stævnen af en Kajak lægges Skindet af en Sneppe; det vil gøre Kajaken sødygtig, og Manden vil ikke kæntre i haard Søgang.

En lille Dukke, lavet af den yderste haarde Spids af Benet paa en Hvalrospenis, kunstfærdigt udskaaret med Arme og Ben, sys fast paa en Drengs Inderpels, og han vil paa enlige Renjagter aldrig møde de farlige Fjældaander, der kaldes Ijerqat.

Spildetran fra Lampen, dryppet ud i Husgangen og rundt om Huset, beskytter mod onde Aander.

Ved onde Aander forstaas ikke blot Fabeldyr og Fjældaander, der holder til ude i Naturen; men ogsaa Genfærd efter døde Sjæle kan, som tidligere nævnt, blive farlige, om Dødstabuen ikke nøje overholdes. Da maa de uskadeliggøres af Aandemanere, der til denne Kamp skal bevæbne sig med en Hvalrosharpun eller Snekniv af Hvalrostand, den saakaldte Havûjaq.

Oftest omtalt er Ijerqat, "Øjentroldene", der har dette Navn, fordi de blinker sidelæns med Øjnene; de røver Børn og Voksne, som de bringer til deres Boliger dybt inde i Fjældsprækker. De er vældige Løbere og gør de Mennesker, de fanger, lige saa hurtigt løbende ved at holde deres Ben i Saltvand, indtil Smaarejer har skeleteret dem. Her er Auas Beretning om dem:

"Min Fader var paa Renjagt og netop i Færd med at flænse fire Rener, han havde skudt, da han fik Øje paa noget, der fangede hans Opmærksomhed. Det var i Skumringen. Fire Skikkelser bevægede sig hen over en Bakkekam i skarp Silhouet mod Himlen. Først troede han, det var Rener, men da de kom nærmere, opdagede han, at det var "Øjentrolde". De var skabt som almindelige Mennesker, kun Øjnene blinkede paa langs, og de havde Næsebor som Rener. Det saa ud til at være to Mænd med deres Sønner, alle store og kraftige. Den ældste af Mændene var meget ophidset og kastede sig over Fader, idet han stemte Hænderne mod hans Bryst. Fader blev rolig staaende; han var meget stærk og lod sig ikke rokke af Stedet. Da sagde den vrede Øjentrold:

"Har du ondt i Sinde?"

"Du har intet at frygte af mig!" svarede Fader.

Saa slap Trolden ham og foreslog, at de skulde sætte sig paa en Sten og tale sammen; imedens kunde hans Søn flænse Faders Rener. Den unge Mand flængede Skindet op med de bare Næver, som om det havde været en Lemming, og det gik langt hurtigere, end naar vi flænser med Kniv. Imedens satte de andre sig ned og talte sammen. De fortalte Fader, at de kom fra Egnen omkring Piling, hvor de levede af Renjagt. De havde en lille Lomme i deres Pels, og i den havde de to smaa Sten. De plejede at løbe Renerne op og slaa dem med disse Sten. Den gamle Mand, der før havde angrebet Fader, var ude for at søge efter en Søn, der var bleven borte. Han troede, Fader havde dræbt ham. Men da Fader fortalte, at han aldrig havde set hans Søn, blev han rolig og gik sin Vej sammen med de andre. Da de var kommen et Stykke bort, syntes de at faa Øje paa noget; de gav sig til at løbe, og saa hurtigt bar det bort, at de saa ud som Pelsskind, der blev blæst bort af en Storm."

Af alle Kraftkilder er Trylleord dem, der er vanskeligst at faa fat paa. Det er gamle Visestumper, nedarvede fra Forfædrene. Man kan købe dem for en høj Pris, eller man kan arve dem fra en døende. Men ingen andre Mennesker end de, der skal bruge dem, maa høre dem; ellers mister de deres Kraft. Den Dag man søger Hjælp i Trylleord, maa man ikke spise Indvoldene af noget Dyr. Hvis det er en Mand, der fremsiger dem, maa han have Hætten over Hovedet; hvis det er en Kvinde, skal hun have hele sin Hættes store Bagkappe slaaet hen over Ansigtet.

Aua havde som ganske ung lært efterfølgende Trylleord af en garnmel Kone ved Navn Qeqertuanaq, "Øen". Hun var meget gammel, og hendes Slægt havde arvet Ordene fra Generation til Generation lige fra de allerførste Mennesker. Det gjaldt om at huske dem ordret, ellers havde de ingen Værd. Som Tak for denne kostelige Lærdom havde Aua klædt og underholdt hende Resten af Livet. Hver Gang han skulde fremsige dem, maatte han først sige hendes Navn; thi kun gennem hende havde Ordene Kraft. De skulde mumles frem i Stød og gentages hviskende som Hemmeligheder, man betroede Luften. —

Ord, der gør det tunge let

Fremsiges ved en tungt læsset Slæde. Man stiller sig ved Slædens Snude og taler fremefter mod Skaglerne. Bruges ogsaa, naar man skal paa Langfart og ønsker at være let til Bens og utrættelig.

Jeg fremsiger, idet jeg taler med Qeqertuanaqs Mund: "Jeg vil gaa med Benmuskler, der er stærke som den lille Renkalvs Skinnebens-Sener.
Jeg vil gaa med Benmuskler, der er stærke som den lille Hares Skinnebens-Sener.
Jeg vil vogte mig for at gaa mod Mørket.
Jeg vil gaa mod Dagen."

Ord om Morgenen, naar man staar op

Hvis der er Sygdom ved Bopladsen og man selv sammen med sine Husfæller er rask, tager man et Barns Inderpels, slaar sin egen Hætte over Hovedet, stikker Armene ind i Ærmerne paa Barnedragten, som om man vilde tage den paa, og fremsiger saa tidligt om Morgenen, inden der har været nogen ude paa Gulvet:

"Jeg rejser mig fra mit Leje med den graa Maages Morgensang,
jeg rejser mig fra mit Leje med den graa Maages Morgensang.
Jeg vil vogte mig for at se mod Mørket,
jeg vender mit Blik mod Dagen."

Ord til et sygt Barn

Lille Barn! Din Moders Bryster er fulde af Mælk. Gaa hen og faa Bryst, gaa hen og drik! Gaa op paa Fjældet! Fra Fjældets Top skal du søge Sundhed, skal du hente Liv.

Ord, der standser Blødninger

Dette er Blod fra den lille Spurvs Moder. Tør det bort! Dette er Blod, der flød fra et Stykke Træ. Tør det bort!

Ord, der kalder paa Bytte

Dyr fra Havet! Kom og byd dig frem i den kære, aarle Morgen! Dyr fra Sletten! Kom og byd dig frem i den kære, aarle Morgen!

Disse simple, hedenske Bønner, der hviskedes ud i Vejret fra et Sted i Sneen, hvor ingen Fod havde sat sit Spor, var for Eskimoen hellige Ord, der paa en gaadefuld Maade hentede Hjælp. Maaske kan de forekomme en og anden naive, men de, der ikke ser Andagten og Skønheden i dem, forstaar ikke, hvad det vil sige at føle sig lille over for en overvældende Natur.

Kilde

Knud Rasmussen: Fra Grønland til Stillehavet, bd. 1, ss. 363-366. København, 1926.