Myter og sagn fra Grønland – II (KR) – Kunuk

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kunuk saa Ansigterne hæve sig op
til Overfladen fra Søens Dyb
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – II
Knud Rasmussen
1924

Bind II: Vestgrønland

Kunuk

Efter Kalâtdlit Oqalugtualiait

Kunuk og hans Broder og lille Søster boede i et Hus sammen med mange Brødre. Da de var gode og lydige Børn, holdt alle af dem. Naar Mændene kom hjem fra Fangst, plejede de at bringe Redskaberne op til Stilladserne og bære Vanterne ind i Huset, vende dem og hænge dem til Tørring, og naar det var gjort, plejede de at hente Vand og fylde Husets Vandbeholdere; og først naar det var gjort, gav de sig Tid og Ro til at faa noget at spise.

En Aften, da Fangerne som sædvanlig var kommen hjem fra Fangst og Kunuk og hans Søskende havde udrettet det Arbejde, de plejede at gøre, tog de Vandbeholderne og gik ud for at hente Vand. De naaede frem til Søen, men da de skulde til at fylde Vand, saa de en Mængde Ansigter hæve sig op til Overfladen fra Søens Dyb. Ved dette Syn lod de Vandbeholderne staa og løb hjem og fortalte, hvad de havde set. Men Folkene i Huset troede dem ikke og sagde:

"Saaledes kan det aldrig være, det er umuligt; gaa I nu bare op og fyld Vandbeholderne med Vand."

Da gik Kunuk og hans Broder for anden Gang til Søen, og da de kom derop, havde Ansigterne hævet sig saa nær op til Søens Overflade, at man endog kunde se deres Vaaben? Saa snart de saa det, løb de hjem igen og sagde:

"Nu er det saa tydeligt, det vi ser, at man endog kan skelne alle Vaabnene."

Men da ingen vilde tro deres Ord, førte de deres lille Søster ud og gemte hende i Kogestedet i Husgangen, idet de dækkede hende til med Træspaaner, og de formanede hende til endelig ikke at røre sig, naar deres Fjender kom stormende ind. Selv kravlede de op under Taget i Husgangen og anbragte sig paa Tværbjælkerne der.

Næppe havde de gemt sig, før de hørte Lyden af Fodslag, og straks efter kom en Mængde Mennesker ind gennem Husgangen. Kunuk talte dem, medens de passerede, og da de alle var kommen ind, hørte man inde fra Huset Skrig og Jamren. Længe jamrede de sig derinde og skreg, men saa blev alt stille. Derefter kom Fjenderne ud, en efter en, men idet en af dem passerede Træspaanerne i Husgangens Kogerum, stak, han sit Vaaben ned i Spaanerne og gik saa derefter ud. Man kunde endnu høre Lyden af de mange Menneskers Fodslag, da Kunuks lille Broder blev saa træt af at holde sig fast, at han faldt ned. Kunuk lod sig derpaa ogsaa falde, og de gik nu hen for at se, hvordan den lille Søster havde det. Hun havde faaet to Stik gennem Maven, og saaledes havde de ramt, at nogle af hendes Indvolde hang ud. Derpaa gik de ind i Huset og saa, at hele Gulvet var fuldt af Blod. Alle Husets Beboere var myrdede, men de saa tillige, at nogle af deres Fjender ogsaa var bleven dræbt.

Efter at Kunuk og hans Søskende med Sorg havde set, at ingen af deres Husfæller var i Live, syede de Søsterens Mavesaar sammen, saa godt de kunde, og blev saa Natten over i Huset. Men næste Morgen, da de vaagnede, sagde Kunuk til sin Broder: "Her kan vi ikke blive, lad os flygte ind over Land!"

Og de gjorde sig rede, ordnede deres Rejseproviant og drog saa ind over Land med deres lille Søster paa Ryggen. Naar den ene blev træt, tog den anden hende paa Ryggen, og saaledes førte de hende lempeligt med sig. Men tilsidst blev den lille Søster saa svag, at de ikke længer kunde føre hende med sig, og de gjorde da Holdt under et stort Fjæld, der havde Form som et Hjerte. Her blev de Natten over.

Da de vaagnede næste Morgen, var Søsteren endnu svagere, og op ad Dagen blev hun stadig daarligere og daarligere, indtil hun endelig døde. Saa rejste de en Stensætning over Søsteren af Sten saa store, som de magtede dem, for at intet Dyr skulde kunne æde deres lille Søsters Lig. Længe sad de derefter stille og græd af Sorg, indtil de atter fortsatte deres Vandring ind over Land.

Nu da de ikke længere havde en Syg at tage Hensyn til, bar det fremover, saa hurtigt de orkede. Saa ofte de gjorde Holdt, kastede de sig over hinanden og holdt Brydekampe for at opøve deres Kræfter. I den første Tid maatte Kunuk lægge sig paa Knæ, for at Broderen ikke skulde være alt for meget mindre, men snart udviklede den yngre Broders Kræfter sig saaledes, at Kunuk ikke længer kunde magte ham liggende paa Knæ; og saa maatte han brydes med ham oprejst. Tilsidst kunde Kunuk ikke længere magte sin lille Broder, og da var det ham, som maatte lægge sig paa Knæ for at være mere jævnbyrdig med sin store Broder i Brydekampen.

Saaledes fordrev de Tiden, idet de stadig vandrede ind over Land, og en Dag kom de saa op over et højt Fjæld og fik Udsigt over en stor isbelagt Flade. Kunuk undersøgte den nøje og sagde til Broderen: "Hvis det er Hav, vi her ser, vil der være Mærker langs med Bredderne efter Ebbe og Flod." Men da Isen langs med Bredden laa fast og rolig uden Tegn paa Bevægelse, vidste de, at det var en stor Sø, de var kommen til. De satte tvers over Søen, gik den til Ende og vandrede atter ind over Land, indtil de igen fik Øje paa en stor islagt Flade. Oven paa Isen kunde de skimte en Mængde smaa, sorte Støvgran, der var spredt over det hele. Snart saa de ogsaa, at der langs med Bredderne var Spor efter Ebbe og Flod, og idet de derefter gik ned mod Isen, opdagede de, at alle de smaa, sorte Støvgran, der laa hen over Isen, var store Remmesæler, der var kravlet op for at sole sig.

Da sagde Kunuk til sin Broder: "Det vilde være Synd, blot at gaa forbi her; lad os dræbe en Del af disse Remmesæler." Og de dræbte en Mængde Remmesæler, og da det var gjort, tog de dem i Forlallerne, ganske som om det kunde have været smaa lette Dyr, og bar dem op til en Kløft, hvor Solen aldrig skinnede. Denne Kløft fyldte de helt op med Sæler, men da den var fyldt, var der heller ikke flere Sæler.

De drog derpaa videre, og efter at have tilbagelagt en lang Strækning, hørte de en Lyd som af Stemmer foran sig. Da saa Kunuk hen paa sin lille Broder og sagde: "Endelig har vi nu maaske Udsigt til at møde nogle af vore elendige Fjender." De oplivedes helt ved Tanken og løb kampberedte frem og fik nu Udsigt over et stort aabent Hav og en Mængde Kajaker, der under Raab forfulgte en Hvalros. De to Brødre lagde sig i Skjul og saa paa Kajakerne og Fangsten.

Denne blev drevet paa den Maade, at Fangerne, hver Gang de var saa nær ved Hvalrossen, at de med Lethed kunde harpunere den, blot skoddede med Aaren og siden blev liggende stille og ubevægelig uden at kaste. Kun en af Fangerne, en vældig Mand, klædt i en hvid Halvpels, roede løs paa Hvalrossen og kastede efter den uden at ramme den med sin Blærepil; og ofte kastede han, skønt han var den af dem alle, der var længst fra Hvalrossen. Kunuk og hans Broder troede ikke, at nogen af de andre Kajaker havde Harpuner, men næppe havde den store Mand, der hidtil havde kastet alene, ramt Hvalrossen med sin Blærepil, før alle de andre fik deres Harpuner frem og ogsaa begyndte at kaste efter den.

Omsider dræbtes Hvalrossen, og medens de gjorde den klar til Bugsering, laa Kunuk og hans lille Broder stadig og saa til. Først troede de, den skulde bugseres over til den anden Side af Fjorden, men da Kajakerne satte sig i Bevægelse, styrede de lige hen under det Sted, hvor de to Brødre laa skjult. Her bugseredes den til Land, hvorefter alle Fangerne gik i Land; kun en enkelt Kajakmand, som ikke syntes at være særlig velhavende, blev i sin Kajak. Alle de andre flænsede derefter Hvalrossen, og Høvdingen, som var den, der først havde kastet sin Blærepil i Hvalrossen, afskar et enkelt Ribben og et Stykke af Indvoldene, der var saa langt som en Overarm, og gav det til Manden, der sad i sin Kajak. Alle de andre Kajaker derimod forsynede sig med saa meget Kød, som de kunde fragte, og roede derefter vestover langs med Land.

Kunuk og hans Broder fulgte Kajakerne langs med Kysten, idet de stadig passede paa, at ingen fik Øje paa dem. De roede om et lille Næs og satte Kursen lige ind mod Land. Kunuk og hans lille Broder kiggede nu frem over et Fjæld og opdagede en Mængde Telte. De gemte sig atter saaledes, at de ikke kunde ses, men selv overskue hele Bopladsen. Her saa de nu, at Pladsens Høvding gik op til det største Telt; og da den Mand, som næsten ingen Fangstpart havde faaet, lagde til, kom der ud fra et af Teltene to unge Piger, som gik ned til ham og bar hans Kajak op. Det eneste, Manden selv bar op, var sin Aare. Derpaa gik de alle ind i Teltet.

Kunuk og hans lille Broder ventede nu kun paa, at det skulde blive Aften, og først da alle var gaaet til Ro og holdt sig inde i Husene, gik de ned til Bopladsen. De undersøgte Høvdingens Kajak og saa, at han havde nogle vældige Fangstredskaber; saa stor var hans Blærepil, at han brugte hele Struben af en Narhval til Blære. Derefter tog de Blærepilen og plantede den dybt i Jorden ved Siden af en Kilde, hvorfra man syntes at hente Vand til Bopladsen; og saa langt jagede Kunuk den ned i Jorden, at kun den allerøverste Ende stak op; det var ikke mere, end at man lige kunde faa fat med to Fingerspidser. De forsøgte nu paa, om de selv kunde trække den ud blot med to Fingre; dette gik let for Kunuk, men endnu lettere for hans lille Broder. Saa stak de den ned igen, dog ikke længere end til et Stykke over Midten af Harpunstangen, og gik saa atter op til deres Skjulested.

Næste Morgen var Solen allerede højt paa Himlen, før der var kommen nogen ud af Teltene. Tilsidst kom dog Høvdingen ud, og det viste sig da, at det var ham, de ventede paa. Han stillede sig op, lod sit Vand og kløede sig paa Maven og saa sig hovmodigt omkring, for at undersøge Vejret og Himlen, og saa raabte han endelig hen imod Teltene: "Malerqiarnaqaoq: Det er Vejr til at forfølge Fangstdyr i."

Ved dette Raab kom de andre Mænd styrtende ud af Teltene og løb ned mod deres Kajaker. Høvdingen kom ogsaa ned til sin Kajak, men næppe var han kommen derned, før man hørte ham udstøde et Raab om, at hans Blærepil var forsvundet. Alle Mænd stormede nu hen til ham og begyndte at søge efter den, men da ingen kunde finde den, sagde Høvdingen til de andre: "I maa vente paa mig nu, medens jeg laver mig en ny Blærepil." Og Havet laa blankt, og Solen skinnede og Vejret var dejligt at forfølge Sødyr i fra Kajak; men ingen roede ud, fordi man ventede paa Høvdingen.

Solen var næsten paa sit højeste, da en Kvinde kom ud af Høvdingens Telt; det var en gammel Kvinde med en Vandbeholder, og hun gik netop op til Kilden. Her bøjede hun sig ned, men fo’r i samme Øjeblik op igen og raabte ned mod alle Teltene: "Her er Blærepilen! Her er Blærepilen!" Og straks stormede alle Mændene ud af Teltene og løb op mod Kilden. Høvdingen kom ogsaa ud af sit Telt, da han hørte Raabet, og løb op efter alle de andre, og skønt han var sidst til at begynde med, var det dog, som halede han de andre til sig, saaledes vandt han ind paa dem; thi hver Gang han kom i Nærheden af en Mand, kastede denne sig plat ned paa Jorden, nogle paa Maven, andre paa Ryggen, og Høvdingen trampede hen over dem og passerede dem paa denne Maade. Saaledes naaede han frem til sin Blærepil, og man hørte ham sige: "Hvem mon der har stukket den saadan ned?", og derefter greb han fat i den baade med Hænder og Tænder og sled i den, uden at kunne rokke den af Stedet. Medens han saaledes rykkede og sled i den, henvendte han sig ofte til dem af Mændene, der saa stærkest ud, idet han sagde til dem: "Det er naturligvis dig, der har stukket den ned!" Men altid svarede de det samme: "Hvor skulde jeg vove at gøre noget saadant? Desuden har jeg som sædvanlig sovet som en Sten hele Natten igennem!" Tilsidst maatte man grave Jorden op omkring den og fik den paa denne Maade endelig op, idet man dog ødelagde Benringen omkring Odden.

Men Kunuk og hans Broder blev liggende i deres Skjul hele Dagen, og først da det blev Aften og ingen længere færdedes ude, gik de hen til det Telt, der tilhørte den Mand, som Dagen i Forvejen næsten ingen Fangstpart havde faaet. Kunuk lettede en Smule ved Teltforhænget og opdagede da, at den gamle Mand allerede var falden i Søvn, medens Døtrene endnu sad og syede. Saa snart Pigerne saa ham, opfordrede de ham til at komme ind, og han gik straks ind. De spurgte ham, om han var alene, men han svarede, at hans yngre Broder var udenfor. Ogsaa ham opfordrede de til at komme ind og saa nu, at den "lille Broder" var en stor, bred Mand; straks da Kunuk kom ind havde de syntes, han var stor og bred, men han var dog intet ved Siden af sin Broder.

Nu vaagnede den gamle Mand og spurgte dem, hvorfra de kom. Kunuk svarede, at de kom langt ude fra Kysten, idet de var flygtede for de elendige Arpagtut. Ved disse Ord svarede den gamle: "Ogsaa jeg er flygtet for de samme Fjender og har taget Land her. Siden tog jeg mig en Kone og fik en Søn, som ernærede os med sin Fangst, indtil han deroppe, Høvdingen, dræbte ham, fordi han en Dag, medens de jagede Sæler, var kommen ham i Forkøbet med et Kast. Nu har jeg kun mine to Døtre tilbage, og skønt de har baade Alder og Størrelse dertil, vil de dog aldrig kunne hævne os, fordi de kun er Kvinder."

Den gamle tav en Stund og tog saa atter til Orde, idet han sagde: "Ja, sandelig, hvis I ellers bryder jer om dem, maa I gerne tage mine Døtre til Koner."

Næppe havde den gamle sagt dette, før de to Kvinder fik travlt med at ordne deres Leje og lægge deres Puder tilrette. Kunuk lagde sig derpaa hos den yngste, mens hans Broder lagde sig hos den ældste. Saaledes tog de sig Koner, og de var allerede forlængst kommen til Forstaaelse med Kvinderne, da Teltet pludselig løftedes op forneden af nysgerrige; til Syne kom en Mængde Ansigter, som vilde se de fremmede, og da det var umuligt at faa Ro til at sove, stod de to Brødre atter op. Det var smukt Vejr, Havet laa stille, og Solen stod højt, men ikke en eneste Kajak roede ud, skønt det snart var langt op paa Dagen. Først længe efter blev der raabt, at de fremmede skulde komme op til Høvdingen og prøve Kræfter. Da dette blev raabt, sagde den gamle til dem:

"Han vil bruge List imod jer; han vil anbringe en Hare — en udstoppet Hare — midt paa en Glidebane, og den vil han saa piske løs paa. I maa endelig ikke prøve paa at ramme den, for hvis I rammer, vil han aldrig lade jer leve; thi han ønsker at være den eneste, som kan ramme den." Og derefter gav han dem de Piske, som de skulde bruge til Legen.

De to Brødre gik nu ud og kom op til en blank Glidebane, der var lavet paa en Skraaning. Midt paa Glidebanen var anbragt en udstoppet Hare; den rutehede Høvdingen ned imod og slog saa efter den med Pisken, uden dog nogensinde at ramme den. Omkring ham stod en Mængde Mennesker og saa til. Kunuk og hans Broder gik op til dem, men da Broderen var meget genert, blev han staaende stille uden at naa helt frem til de mange Tilskuere. Kunuk derimod gik frem og lod sig rutche ned ad Glidebanen, og idet han passerede den udstoppede Hare, slog han efter den med sin Pisk uden at ramme.

Næppe havde han forfejlet sit Slag, før alle Tilskuerne brød ud i Haansord og Latter, saa det sang og kimede for hans Øren. Herover blev han flov og genert, og næste Gang da han rutehede ned ad Glidebanen, slog han til Haren, saa at den røg i Stumper og Stykker. Han var næsten helt nede ad Glidebanen, da man raabte til ham, at han skulde tage sig i Agt. Han saa sig tilbage og opdagede, at Høvdingen skulde til at slaa efter ham med sin Pisk. Der var ikke andet at gøre end at vende Ryggen til og blot gøre sig haard; og saa drev Høvdingen sin vældige Pisk hen over Kunuks Ryg. Men det var, som om det slet ikke var nogen Menneskeryg, der blev ramt, saa haard havde han gjort sig. Da Piskeslaget mislykkedes, flygtede Høvdingen bort i Løb. Kunuk nøjedes først med blot at se efter ham, men saa kom han til at tænke paa, at dette kunde blive et morsomt Tidsfordriv og en Oplevelse i hans Sorg over Søsterens Død, og han satte efter Høvdingen og naaede ham. Han havde ikke Lyst til at dræbe ham og undgik derfor at ramme ham i Kroppen, men sigtede efter ham saaledes, at han kom til at strejfe ham og flaaede al Huden af hans Ansigt lige fra Kinden og ned til Brystkassen. Slaget var saa voldsomt, at Høvdingen snurrede halvt bevidstløs omkring, og samtidig opløftede der sig et vildt Raab fra Tilskuerne, haanende fra dem, der hadede ham, og fortvivlet fra dem, der holdt af ham. Men Kunuk og hans Broder vendte stille tilbage til det Telt, hvorfra de var kommen.

Siden efter laa alle de mange Mænd ledige i deres Telte uden at ro i Kajak, ingen vovede sig paa Fangst, alle ventede paa, at deres store Høvding kunde faa sit Saar lægt.

En Dag sagde Kunuk til sin Svigerfader, at han meget gerne vilde øve sig i at ro i Kajak. "Der er min gamle Kajak dernede," sagde Svigerfaderen, "den maa du gerne laane, den maa du gerne bruge til at øve dig med."

Fra den Dag af begyndte Kunuk at øve sig i Kajakroning, i Begyndelsen lige ved Land, men snart opnaaede han megen Færdighed. Han gik derefter atter en Dag til den gamle Svigerfader og sagde: "Blot man dog havde en Blærepil at øve sig med!" Dertil svarede den gamle Svigerfader: "Der er min gamle Blærepil dernede, den maa du gerne øve dig med."

Derefter fortsatte Kunuk sine Øvelser i Kajak, idet han tog Blærepilen med. De første Kast gjorde han ganske nær ved Land, kejtet og daarligt, men da han kom saa langt bort fra Bopladsen, at han ikke længer kunde ses, øvede han sig for Alvor og kastede snart Blærepilen paa saa vældige Hold, at den knækkede midt over i Farten. Derefter roede han hjem igen og fortalte sin gamle Svigerfader, at han havde knækket hans Blærepil i et Kast. Svigerfaderen brød sig ikke herom og sagde, at da han nu selv alligevel ikke kom til at bruge Blærepile mere, kunde Kunuk lave sig en ny Blærepil, der passede til hans Kræfter. Dette gjorde Kunuk, og det blev en Blærepil, hvis Harpunskaft var saa tykt som Teltstænger; men naar han øvede sig i at kaste med den uden for Teltene, gjorde han kun ganske smaa Kast, saaledes at Harpunen faldt lige for Kajakenden. Men aldrig saa snart var han borte fra Teltene, før han kastede sin Blærepil paa saa vældige Hold, at det var, som om det var et Isfjæld, der kalvede, naar den ramte Havfladen.

Saaledes havde nu Kunuk opøvet sig i Kajakroning og Harpunkast, da det endelig blev meddelt, at Høvdingens Saar var lægt, og at han nu atter vilde være med til at jage Sæler fra Kajak.

Da Kunuk vilde være med, tog hans Svigerfader ham til Side og sagde til ham, at selv om han under Forfølgelserne af Sælerne kom dem ganske nær, maatte han ikke kaste efter dem, thi om han ramte en af dem og den blev hans Fangst, vilde Høvdingen ikke lade ham leve. Efter at have faaet denne Formaning, tog Kunuk af Sted. De roede ud paa Havet, og snart gav de sig til at forfølge en stor Hvalros. Ofte kom den op lige ved en af Kajakerne, men det var, som om ingen af dem havde Harpuner; ingen gjorde Mine til at ville kaste, kun Høvdingen kastede paa lang Afstand, uden at ramme. Engang kom Hvalrossen ogsaa op lige i Nærheden af Kunuk, men han skoddede bare med Aaren uden at kaste. Langt om længe lykkedes det Høvdingen at ramme Hvalrossen, hvorefter alle Kajakerne kastede sig over den med deres Harpuner og dræbte den. Bugserlinen blev gjort i Orden, og Hvalrossen bugseredes ind til Land. Kunuk fulgte med.

Da de lagde til Land og stod ud af deres Kajaker for at flænse, blev Kunuk ganske roligt siddende i sin Kajak med Haanden mod Land, og her sad han saa og saa paa alle dem, der flænsede. Da Hvalrossen var flænset, og han tilsidst var begyndt at tro, at han slet intet skulde have, kom Høvdingen, der havde harpuneret Hvalrossen, med et enkelt Ribben og et Stykke af Indvoldene, saa langt som en Overarm; dette gav han til Kunuk. Alle de andre fik Kødparter saa store, at de næsten ikke kunde have dem paa Kajakerne, og derefter roede de hjem. Da Kunuk kom op til sin Svigerfader med det lille Stykke Kød og Indvolde, blev den gamle glad, idet han sagde: "Hvornaar er det hændt mig, at jeg, uden selv at gaa paa Fangst, har kunnet spise af en Fangstpart? Jeg er dig taknemlig, fordi du ikke kastede efter Hvalrossen."

Dagen efter roede man atter ud og gav sig til at forfølge Hvalrosser. Atter opførte Høvdingen sig, som om han var den eneste Mand blandt Fangerne, og skønt han ofte var langt fra Hvalrossen, kastede han sin Harpun efter den, mens andre, der var den ganske nær, ikke vovede at kaste. Engang kom den op lige foran Kunuk, men Høvdingen kom som sædvanlig farende langvejs fra og kastede paa lang Afstand.

Længe var Kunuk med til denne Leg som Tilskuer, men da saa Hvalrossen engang kom op i lang Afstand fra Høvdingen, og denne satte efter, fulgte Kunuk bagefter ham. Høvdingen kastede uden at ramme og i det samme greb Kunuk pludselig sin Harpun og kastede bagfra hen over Hovedet paa Høvdingen og hans Kajak og ramte Hvalrossen.

Denne rejste sig op i Vandet og var død med det samme. Derefter gjordes Bugserlinerne i Stand, og da det var gjort, bugseredes Hvalrossen ind til Land. Men Høvdingen fulgte efter et Stykke derfra, tavs og langsomt roende.

Da de naaede ind, gik alle i Land for at flænse den, kun Høvdingen blev ude i sin Kajak med Haanden paa Land og saa til. Da Hvalrossen var flænset, tog Kunuk et Ribben med saa lidt Kød paa, at man kunde se tvers igennem det, og et Stykke af Indvoldene, kortere end en Overarm, og gav det til Høvdingen. Denne sad længe i sin Kajak og saa paa det uden at ville tage imod det, men saa rakte han dog Haanden frem ganske langsomt, tog det og lagde det ned foran paa sin Kajak. Derpaa tog de andre deres Fangstparter, saa meget som der kunde være paa deres Kajaker og roede hjem.

Da Kunuk kom hjem og den gamle fik at vide, at det var ham, der først havde kastet efter Hvalrossen, blev han meget bedrøvet og ængstelig, thi han var nu vis paa, at Høvdingen kun tænkte paa at hævne sig.

Det var nu langt hen paa Foraaret, og Aarstiden egnede sig vel til Langfart. Kunuk fortalte derfor nu sin Svigerfader om de mange Remmesæler, som han og Broderen havde gemt i en Fjældkløft, hvor Solen aldrig skinnede.

"Det er Synd," sagde Kunuk, "at disse Remmesæler gaar til Spilde. Der er mange gode Skind til Konebaadsbetræk. Maa jeg laane din Konebaad til at hente dem hjem med?"

Da den gamle Svigerfader hørte det, svarede han: "Jeg er nu saa gammel, at jeg aldrig nogensinde mere vil komme til at skaffe Skind til Konebaadsbetræk, du maa derfor bruge min Konebaad, som det passer dig selv bedst."

Derpaa gjorde Kunuk sig klar til at rejse ud og hente Remmesæler, og han fortalte, at der var saa mange Remmesæler, at een Konebaad ikke kunde fragte dem, der maatte være mindst to Konebaade. Der meldte sig derefter straks en af deres Bopladsfællers som vilde være med, og det var netop Høvdingens, og saa sejlede de afsted med mange, mange Kajaker i Følge. Blandt disse Kajaker var ogsaa Høvdingen, der fulgte med, tavs og indesluttet. De mange Kajaker morede sig undervejs med at kaste med deres Harpuner, og naar Høvdingen kastede sin Harpun, fløj den hurtigt gennem Luften og ramte Vandskorpen et godt Stykke foran Kajaken; men naar Kunuk kastede, lod han, som om han kastede daarligt, og Harpunen ramte hver Gang Vandskorpen lige foran Kajakstævnen.

Saaledes roede de fremover, idet de stadig legede med Harpunerne. Kunuk saa nu hen paa Konebaaden og opdagede da, at hans Kone sad i Baaden og tørrede Taarerne af sin Kind. Han søgte Forklaring paa, hvorfor hun gjorde det, og fik da at vide, at hver Gang han kastede, saa skreg Høvdingens gamle Moder blot: "Se der, se der!", og da skammede hun sig over sin Mands daarlige Kast og græd.

Da Kunuk fik at vide, at Høvdingens Moder haanede hans Kone, lagde han sin Kajak paa tvers og lod de andre ro forbi sig. De ledsagende Kajaker, der saa ham gøre dette, vendte sig nu med korte Mellemrum om efter ham for at se, hvad det var, han havde for. Høvdingens Konebaad var foran, Kunuks Konebaad bagefter. Da den bageste Konebaad havde faaet et langt Forspring for ham, vendte han sin Kajak om imod den, roede hurtigt til, saaledes som man ror, naar man sætter efter en Sæl for at harpunere den, og imedens laa alle de andre Kajaker og saa paa ham. Saa fattede han pludselig om sin Harpun og dyppede den i Vandet lige til Kastetræets Modhage. Derefter trak han den op af Vandet igen, satte sit Kastetræ i og kastede. Den vældige Harpun svævede højt gennem Luften, og uden at sænke sig det mindste fra sin vældige Højde fløj den hen over den forreste Konebaad og ramte Vandfladen langt foran den, og idet Harpunen ramte Vandfladen, sprøjtede Vandet op, ganske som naar et Isfjæld kalver. Da alle de andre Kajakmænd saa det, udstødte de høje Raab af Beundring.

Derefter lagde Høvdingen sin Kajak paa tvers af deres Kurs og lod de andre faa et Forspring for sig, ganske som Kunuk havde gjort, og alle de andre Kajaker holdt Øje med ham for at se, hvad han vilde. I Høvdingens Konebaad roede hans Moder den forreste Aare. Da hun saa, at Sønnen gjorde sig klar til at kaste, roede hun ivrigt til, rejste sig op i Sædet, og saa voldsomt bevægede hun sin Krop, at hun hver Gang fyldte sin Hætte helt med Luft, naar hun svingede sig bagover. Høvdingen greb derpaa sin Harpun og kastede, idet han forsøgte at gøre Kunuks Kast efter, men hans Harpun holdt sig kun lavt og gik hen over den bageste Konebaad; men da den naaede hen over den forreste, havde den ikke længer Kraft nok til at gaa helt hen over den, og idet den pludselig dalede, harpunerede dens hans Moder gennem Pelshætten, saa at hun spiddedes fast til Konebaadens Forstavn. Hun tumlede bagover, og man saa kun et Par Ben sprælle i Luften. De andre maatte frem og slide Harpunen løs, for at hun atter kunde komme op, og man udstødte høje Haansraab over denne latterlige Tildragelse. Høvdingens Moder greb atter sin Aare og roede videre, men for hvert Aaretag maatte hun aftørre sine Taarer.

Under Fremfarten fik de nu det store Hjertefjæld i Sigte, hvor Kunuk engang havde begravet sin lille Søster. Kunuk blev saa stærkt grebet af Sorg herover, at han blev tilbage og brast i Graad. Hans Broder styrede Konebaaden og maatte bekæmpe sin Graad, fordi han var omgivet af fremmede Mennesker. Men idet han bekæmpede sin Graad, gennemrystedes hans vældige Legeme saa voldsomt, at Konebaaden tog Vand ind baade fra Forstavn og Agterstavn.

De kom nu frem til Stedet, hvor de mange Remmesæler laa, og de fyldte de to Konebaade til de var fuldt lastede, og derefter rejste de hjem.

Kunuks yngre Broder blev nu syg, og det viste sig, at han, da han bekæmpede sin Graad, havde sprængt noget i sit Indre. Han blev daarligere og daarligere og døde kort efter deres Hjemkomst.

Kunuk tog sig sin Broders Død meget nær, sørgede dybt og ønskede sig kun en Anledning til Adspredelse. Og saa hændte det, at hans Bopladsfæller begyndte at tale om, at der snart vilde komme røde Hvalrosser, og de fortalte, at disse var saa farlige, at naar de viste sig, var der aldrig nogen, som gik ud i Kajak. Da Kunuk hørte det, længtes han meget efter, at de skulde komme, da her endelig var noget, som vilde være i Stand til at adsprede hans Tanker.

Endelig en Morgen blev der raabt, at en rød Hvalros var i Sigte. Kunuk gik ud og saa, at den lig en Glød fo’r forbi Bopladsen. Han ventede, at en af de mange Kajaker skulde lægge ud, men da ingen gjorde Mine til at ro ud, gjorde han sin Kajak i Stand og satte efter den. Næppe havde Hvalrossen set Kajaken komme fra Land, før den vendte sig imod den og kom svømmende næsten helt hen oven paa Vandfladen, samtidig med at den piskede Havet til Skum med sine Luffer. Men Kunuk gjorde roligt Front imod den og roede løs paa den, og da han var lige ved at passere den, hævede han sin Harpun og kastede. Saa voldsomt virkede hans Harpun, at den røde Hvalros gik midt over og sank. Længe sad han og saa til ingen Nytte efter den synkende Hvalros og roede derefter i Land og sagde til sine Bopladsfæller: "Det var Synd for Hvalrossen. Jeg havde ventet, at den skulde være sejg i Huden, og derfor kastede jeg maaske lidt for voldsomt, saa at den gik midt over. Og saa sank den for mig."

Derefter ønskede han forgæves, at der skulde komme et eller andet, der atter kunde adsprede hans Tanker, men han maatte vente længe. Engang fortalte saa hans Svigerfader følgende: "Norden for os bor der en Mand, som kaldes den store Ungilagtaqe. Ikke mange Mennesker faar Lov til at leve, naar de besøger hans Boplads, thi han røver Konerne og dræber Mændene. Intet Under derfor, at der kun sjældent kommer Besøg der paa Egnen."

Da Kunuk hørte det, sov han ikke hele Natten. Dagen efter gjorde Svigerfaderen, hvad han kunde, for at holde ham tilbage, men ikke destomindre gjorde han sig straks rede til Besøgsrejse. Hans Kone var ogsaa meget ivrig efter at komme af Sted, og saa kørte de bort i Slæde nordover langs med Landene og kom frem til Bopladsen, der laa inde i en lille Vig. Her var der øverst oppe et vældigt Hus med fem Vinduer. Dette var Ungilagtaqes Hus. Idet de nu kom kørende op over Isfoden, kom der ud fra et af de nederste Huse en Mand, en stor, bred Mand. Han bød dem ind, og da Kunuk kom ind i Huset, saa han, at der ingen Kvinder var, det var lutter Mandfolk. Der blev sat Mad frem, og da Gæsterne var begyndt at spise, talte Værterne til dem og sagde:

Kunuk dræber Ungilagtok
Aka Høegh, 1924

"Nu skal det naturligvis være saaledes, at jeres Besøg ikke skal blive uden Følger. Vi er nu snart saa mange, at vi nok kunde gøre Gengæld mod den store Ungilagtaqe deroppe. Men det er nu saaledes, at han har en vældig Forbundsfælle, der vil tage ham i Forsvar. Hans Fjender er alle de Mænd, der er bleven hans Stedsønner, efter at han har dræbt deres Fædre og giftet sig med deres Mødre. Og det er hans Stedsønner, der bebor alle de Huse, du ser her. Øverst ligger hans Hus med de fem Vinduer; det er helt fuldt af alle hans Koner. Over for dig vil han næppe undlade at følge sine Vaner."

Saaledes talte Værten, og derefter søgte han efter noget inde under Briksen og trak en Troldtromme frem og en Kniv; og han tog atter til Orde, idet han sagde:

"Dette er ikke nogen rigtig Kniv, da den kun er af Træ, den skal blot ligne den Kniv, som han vil tage frem; sæt dig ned paa Bænken under Vinduet, saa skal jeg vise dig, hvorledes Ungilagtaqe bærer sig ad."

Kunuk satte sig nu hen under Vinduet, hvorefter Værten strammede Skindet paa sin Tromme og begyndte at synge Trommesange.

"Fremmede," sagde han, "gør dig lille! Ungilagtaqe, som ikke vil lade Mennesker leve, vil kaste efter dig."

Og Kunuk gjorde sig saa lille, at han, skønt han var stor og bred, svandt ind, saa at man næsten blot saa Hagen. Værten tog ham grundigt i Øjesyn og sagde saa lidt efter alvorligt: "Det er ikke godt at vide, hvorledes det vil gaa dig. Jeg har to Øjne, og dog var det lige akkurat, at jeg kunde skimte dig; han deroppe derimod har kun eet Øje."

Saaledes talte Værten til Kunuk, og han holdt endnu paa at fortælle ham om, hvad der vilde ske, da en ung Fyr kom ind i Huset. Han var klædt saaledes, at Haarene vendte opad paa den ene Side paa hans Dragt og nedad paa den anden Side. Da han kom ind, drejede han sig rundt en lille Stund lige over Indgangshullet og sagde saa: "Jeg skulde sige at de fremmede skulde komme op til Ungilagtaqe."

Efter at den unge Fyr var gaaet ud, sagde Værtsfolkene til Kunuk: "Det er første Gang, vi skal se ham paa nært Hold, efter at han er bleven vor Stedfader, og vi kommer til ham opfyldt af Vrede og Had."

Derpaa gik de ud, og Kunuk og hans Kone fulgte med. De gik ind gennem Husgangen, Kunuk og hans Kone sidst, men først sprang en af de to store Mænd ind og gik hen til sin Stedfader og satte sig ned lige op ad ham. Det samme gjorde den anden. Stedfaderen saa paa dem med onde Øjne, men sagde ingenting. Ogsaa Kunuk vilde have sprunget ind, men han nøjedes med at kravle ganske langsomt ind gennem Indgangshullet. Næppe var han kommen ind, før Ungilagtaqe sagde: "Dernede er den Plads, som tilkommer de besøgende Mænd."

Kunuk satte sig hen paa Bænken under Vinduet, og i det samme gik Ungilagtaqe hans Kone i Møde, klædte hende af, smed hendes Klædninger ind under Briksen og bar hende op paa sin Briks, idet han sagde: "Her er Pladsen for de besøgende Kvinder."

Huset var stort og vældigt, og dog var det helt fyldt med Kvinder. Ungilagtaqe tog derefter en Troldtromme frem fra Rummet under Briksen og en stor Kniv, der endnu havde en blodig Spids fra det sidste Drab. Efter at have taget disse Ting frem, sagde han: "Sig til vore Bopladsfæller, at de skal komme paa Besøg og høre Trommesange!" Og lidt efter kom en Mængde Mænd ind, lutter store, brede, stærke Mænd. Hver Gang der kom en rigtig Kraftkarl ind, spurgte Kunuk den Mand, der sad ved Siden af ham, om det var Ungilagtaqes Forbundsfælle, men hver Gang rystede Sidemanden paa Hovedet og sagde Nej. Tilsidst kom der en tyk og drabelig Mand ind. Han saa forfærdelig ud, idet han havde Bagdel baade foran og bagtil, og da han satte sig ned paa Briksen, saa det ganske ud, som om han laa paa Maven. Dette var Ungilagtaqes Forbundsfælle.

Nu begyndte Ungilagtaqe at stramme Skindet paa Troldtrommen, og da det var gjort, istemte han sine Smædeviser, og saa vældig var hans Stemme, at han fyldte hele det store Hus med sin Sang. Saaledes sang og dansede han rundt nogen Tid, indtil han pludselig standsede og raabte: "Fremmede, gør dig lille! Ungilagtaqe, som ikke kan lade Mennesker leve, vil nu harpunere dig!"

I samme Øjeblik gjorde Kunuk sig lille; saa stor han var, blev han nu saa lille, at Hagen var det største paa hans Legeme og næsten det eneste, man kunde se. Ungilagtaqe sigtede efter ham, idet han samtidig virrede med Hovedet og tørrede sig over sit ene Øje. Men i samme Øjeblik sprang Kunuk i Vejret og greb fat i Husbjælken, og Ungilagtaqe harpunerede kun det Sted, hvor han først havde været.

Alle Tilskuerne klappede i Hænderne og raabte: "Manden, som aldrig rammer forbi, har denne Gang fejlet."

Men Ungilagtaqe sagde: "Vent lidt, næste Gang!"

Og da Ungilagtaqe næste Gang kastede efter Kunuk, der havde gjort sig lille, sprang han frem imod Ungilagtaqes Skræv og blev heller ikke ramt. Ogsaa denne Gang raabte Tilskuerne haanligt og hujede. Men da han atter vilde til at kaste efter Kunuk, tog Kunuks Vært Vaabnene fra Ungilagtaqe, rejste Kunuk op og satte Ungilagtaqe i hans Sted, idet han sagde, at nu skulde Kunuk kaste.

Kunuk sad nu paa Briksen, der hvor Ungilagtaqe før havde siddet, og han sad der og vidste ikke, hvilken Trommesang han skulde istemme; da sang hans Vært en Vise for ham, og da den var til Ende, raabte de, at Ungilagtaqe skulde gøre sig lille, thi nu skulde den fremmede kaste efter ham. Kunuk hævede nu Vaabnet og opdagede straks, at hans Modstander næsten ikke kunde holde sig nede af bare Iver efter at springe op mod Bjælkerne. Saa kastede han og ramte ham, i samme Øjeblik han strakte sig op, med en saadan Voldsomhed, at han spiddede ham fast til Vindue-Briksen.

Der opstod nu en saadan Larm, at man ikke kunde faa Ørenlyd. Der var Folk, som takkede, og andre, der græd. Nogle af Ungilagtaqes Koner græd, andre jublede. Nogle fo’r ud gennem Husgangen, andre gennem Vinduerne, og Kunuk, som et Øjeblik blev forvirret over alt dette, sprang ud gennem Vinduet. Men idet han sprang, var der en, der greb fat i ham bagfra, og da han vendte sig om, var det hans Kone, der kom efter ham uden Kamiker.

Kunuk vilde derefter gaa ned til sine Værtsfolk, men atter var der en, som greb fat i ham bagfra, og da han skulde til at se sig om, var det Manden med Bagdel baade for og bag. Da Manden vilde slæbe ham opover, fulgte han godvilligt med. Her kom de op til en Kampplads, der var tildannet af glat Is; men midt ude var der et Stykke Tømmer, der var frosset fast saaledes, at det vendte hen imod ham. Paa dette Tømmerstykke plejede han at spidde sine Modstandere. Da Kunuk saa det, løb det ham koldt ned ad Ryggen, og der paakom ham en saadan Trang til at leve, at han ganske glemte, at han var ude for at skaffe sig Adspredelse i sin Sorg.

Her begyndte nu Kunuk og den dobbeltbagede deres Brydekamp, og den Tanke slog nu ned i Kunuk, at det maaske var bedst at forsøge paa at løfte den dobbeltrumpede op, før han selv blev træt. Han løftede ham da ogsaa op, drejede ham rundt og kastede ham fra sig — men ikke mod Tømmeret, hvorpaa han skulde spiddes, men lige frem foran alle Tilskuerne. I samme Øjeblik, Manden faldt, stod Blodet ham ud af Munden.

Kunuk satte sig derpaa ned og sagde: "Du Kryb paa fire, du er ikke en Stump Spæk værd! En Stymper er du, gaa din Vej!"

Mellem Tilskuerne var der stor Bevægelse. Nogle jublede, andre græd, og straks blev der fortalt, at der gik Bud efter en anden, som skulde træde i den dobbeltrumpedes Sted.

Det varede heller ikke ret længe, saa kom der en anden, der var endnu større og sværere end den første, og atter maatte Kunuk til at brydes for Livet.

Denne Mand førte ham hen til en anden Kampplads, hvor man havde lagt en Mængde Hundelorte, saa at de var frosset i spidse, skarpe Former, og ned over disse søgte Kunuks Modstander nu at støde ham. Kunuk saa vel Hundelortene, men anede ikke, hvad de skulde gøre godt for, og pludselig blev han slynget ned imod dem og mærkede en Smerte, som om han helt blev flækket. Straks mistede han Kræfterne i Benene og sank i Knæ; men da hans Modstander nu kastede sig over ham, trykkede Kunuk blot til om Livet paa ham, og øjeblikkelig stod Blodet som en Fos ud af Munden paa ham, og idet han derefter slyngede ham fra sig, sagde han: "Du Kryb paa fire, du er ikke en Stump Spæk værdi En Stymper er du, gaa din Vej!"

Atter brød Tilskuerne ud i Jubel, men atter blev der sagt, at nu skulde der hentes en ny Mand, som skulde tage Hævn over dem, Kunuk allerede havde dræbt.

Nu kom der en Mand med lange Ben, som de havde hentet i en Konebaad. Saa umaadelig var hans Underkrop, at han rakte fra Forstavn til Agterstavn i Konebaaden. Denne langbenede Mand, dette Stankelben af et Menneske, førte Kunuk op til en stor Sten, der var flad foroven, og under Kampen kastede Kunuk ofte hans Overkrop fra sig, men altid blev hans Ben staaende paa samme Sted. Da han nu ikke kunde klare sig paa denne Maade, halede han ham ind til sig og blev ved med at hale ham frem, indtil han fik fat midt om Livet paa ham; saa snurrede han ham rundt, og ganske langsomt begyndte nu Mandens Ben at løfte sig, højere og højere kom de op, og tilsidst stod de lige ud i Luften. Samtidig fik Kunuk Øje paa en Stenrause, hvor Stenene stod røde af Blod; det var det Sted, hvor den lange plejede at kaste dem, han brødes med. Men Kunuk kastede ham ikke ned mod disse Sten, men slyngede ham blot hen ad Jorden, saa at hans Hofteben flækkedes.

I samme Øjeblik jublede alle de mange Tilskuere i Munden paa hinanden og raabte: "Tak, Tak! Vi er nu uden Herre!" Kunuk vilde derpaa gaa ned til sin Vært, men kunde ikke komme af Sted, fordi den ene efter den anden greb efter ham, og alle sagde de i Munden paa hinanden: "Du skal faa vore Fortøjningsstøtter af Narhvalstænder!" Til sidst blev han træt af saaledes at blive overhængt og fejede dem bort, saa at de røg hen ad Jorden som Støvkorn.

Kunuk gik derefter ned til det Hus, hvor han først var gaaet ind, men næppe var han kommen ind, før der blev raabt ude fra: "Man beder Kunuk komme op og se til den store Ungilagtaqe, som han har harpuneret!" Kunuk gik derfor op til Huset og kiggede ind ad Vinduet, og se der laa den store Ungilagtaqe og snappede efter Vejret. En Hovedpude havde man lavet til ham af alle hans Hustruers Underbukser, og hen over hans Ansigt havde man bredt Underbukserne af hans Yndlingshustruer. Da Kunuk saa dette Syn, maatte han smile for første Gang efter sin Broders Død.

Siden gik Kunuk tilbage til sine Værtsfolk, og da han kom ind, opfordrede de ham til at gaa med paa Fangstpladsen Dagen efter, og de sagde: "Der vil du se Narhvalerne, der holder til i Isen."

Næste Morgen fulgte Kunuk med ud paa Fangstpladsen, thi ogsaa hertil følte han stor Lyst, da det vilde skaffe ham Adspredelse i hans Sorg. De kom ud til store Flokke af Narhvaler, der holdt til i Vaager, og ude ved Iskanten stod vældige Bunker af Narhvalstænder, der var stukket ned i Isen. Naar de harpunerede en Narhval, plejede de at fastgøre deres Fangeliner hertil, og det var dem, de kaldte for deres "Fortøjningsstøtter".

Næste Morgen tidligt rejste Kunuk hjem; men før han rejste, opfordrede de ham til at besøge dem, saa ofte han havde Lyst, nu da de besøgende ikke længere truedes af nogen Fare ved deres Boplads.

Da Kunuk kom hjem, havde hans Svigerfader allerede forlængst opgivet at se ham levende.

Siden blev Kunuk ved sin Boplads til sine Dages Ende, idet han fangede for sin gamle Svigerfader, og her ved denne Boplads bleges nu hans Ben.

Fodnoter

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. II, ss. 134-153. København, 1924.