Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Asalôq og Kumagdláuse

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Myter og sagn fra Grønland III
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Asalôq og Kumagdláuse

Fortalt af Silas
Claushavn

ASALÔQ og Kumagdláuse var Fætre og holdt meget af hinanden. Asalôq var en stor Fanger, Kumagdláuse fik aldrig noget; men han fik Skulderbladene af alle de Sæler, som Asalôq fangede, og det er det Stykke af Sælen, som alle Mænd holder mest af. Men Husfællerne blev misundelige over, at den daarlige Fanger skulde have alle de møre Lækkerbidskener, og saa sagde de en Dag til Kumagdláuse, medens Asalôq var ude:

"Din Fætter lader bare, som om han holder af dig, men hver Gang du tager bort, bagtaler han dig og siger: "Sølle Fyr! Selv kan han aldrig fange noget, og dog skal han have alle Skulderbladene af de Sæler, jeg fanger!"

Herover blev Kumagdláuse meget bedrøvet, og han besluttede at flygte til Fjælds en Dag og blive Fjældgænger. Men Asalôq, som mærkede, at der var noget i Vejen, spurgte ham ud en Dag, da de var alene, og bad ham fortælle Grunden til, at han var bleven saa underlig. Kumagdláuse svarede:

"Jeg skammer mig over mig selv, fordi du har sagt, at jeg ikke duer til andet end til at spise af Sæler, du fanger, mens jeg selv aldrig kan fange noget!"

"Hvem har sagt det?" spurgte Asalôq.

"Det har vore Bopladsfæller sagt."

"Tro dog endelig ikke, hvad de saadan bilder dig ind.

Det er bare noget, de siger af Misundelse!"

Saa blev Kumagdláuse atter glad og var, som han plejede. Men da der var gaaet nogen Tid, begyndte hans Husfæller igen at fortælle den samme Historie, og da Kumagdláuse var saaledes, at han gerne lyttede til deres løgnagtige Tale, flygtede han en Dag bort i Kajak, medens ogsaa hans Fætter var ude.

Om Aftenen kom Asalôq hjem og havde som sædvanlig Fangst paa Slæb, og da han lagde til Land, raabte han op, at hans Fætter skulde komme ned og hjælpe ham med at slæbe Sælen op. Men Fætteren kom ikke, og da han spurgte sine Bopladsfæller, hvor Kumagdláuse var henne, svarede de, at han var roet bort i Kajak.

Nu vidste Asalôq, at hans Fætter ikke for intet vilde ro bort paa den Maade, og han blev saa bedrøvet derover, at han straks gik ind over Land for at lede efter ham. Men han søgte forgæves og maatte vende tilbage om Aftenen med uforrettet Sag. Dagen efter var han atter ude, men da han stadig ikke kunde komme paa Spor efter Fætteren, gik han næste Dag i Kajak langs Kysten, og denne Gang havde han bedre Held med sig; i en Kløft inde under Land fandt han Kumagdláuses Kajak. Saa gik han ind over Land og gav sig til at søge, og oppe i Nærheden af et Fjæld hørte han larmende Stemmer, og da han skulde se nærmere til, opdagede han en Mængde Erqilik'er. Straks flygtede han tilbage til Kysten igen, idet han tænkte, at det var dem, der havde dræbt Kumagdláuse. Han roede hjem og lavede Pile til sin Bue, og da han havde lavet saa mange, at han syntes, det kunde være nok, tog han af Sted igen til det Sted, hvor han havde set de mange Erqilik'er.

Han gik op til Fjældet, og her genkendte han pludselig Kumagdláuses Fodspor, der førte op til de samme Fjælde, og han var nu ganske sikker paa, at det var Erqilik'er, der havde dræbt ham. En saadan Vrede kom over ham, at han besluttede sig til at dræbe dem allesammen om Natten, naar de sov, og saa gemte han sig for at vente paa Aftenens Komme.

Da hører han pludselig Lyd af Trin, der nærmede sig, og til sin Overraskelse fik han Øje paa Kumagdláuse, der kommer gaaende hen imod ham.

"Hvorfor flygtede du?" spurgte Asalôq ham.

"Jeg følte mig saa ringe af Skam over alt det, vore Bopladsfæller fortalte mig, at jeg ikke kunde holde ud længere at leve sammen med jer!" svarede Kumagdláuse.

Men Asalôq sagde:

"Tro ikke paa, hvad de andre fortæller dig, thi de taler af Misundelse. Du ser, at jeg helt er holdt op med at gaa paa Fangst og har anvendt al min Tid til at søge efter dig, og dog havde jeg nær aldrig fundet dig. Nu maa du love mig aldrig mere at flygte bort!"

Derefter fortalte han ham, at han havde i Sinde at overfalde Erqilik'erne, og de tilbragte nu Aftenen sammen i deres Skjul, indtil Mørket faldt paa. Saa listede de hen til Erqilik'ernes Telte og kiggede ind. De var faldet i Søvn allesammen, undtagen en stor, frugtsommelig Kvinde. Hende gennemborede de med en Pil og flygtede saa bort. Men alle Erqilik'erne vaagnede og begyndte straks at forfølge dem.

Lige ud for Kysten laa der en lille Ø, og her flygtede Asalôq og Kumagdláuse ud. Erqilik'erne samledes indenfor paa Kysten og begyndte at beskyde dem, og deres Pile faldt ned over dem saa tæt, at det saa ud som Snebyger.

Asalôq lod sin Fætter stille sig bag ved ham, idet han dækkede ham med sin Krop, thi han havde en ganske særegen Amulet. Han var født med en Sejrsskjorte, og den havde hans Moder givet ham til Amulet, fordi den gjorde ham usaarlig. Forgæves afskød Erqilik'erne nu alle deres Pile, de prellede blot af mod hans Pels og gjorde ham intet. En Gang stak Kumagdláuse uforsigtigt Hovedet frem, men blev straks saaret i Kinden, og Asalôq skældte ham ordentlig ud. Men Asalôq selv lod roligt Erqilik'erne udskyde alle deres Pile, og da de ikke havde flere, gav han sig til at beskyde dem og dræbte dem alle. Derpaa vendte de tilbage til Teltlejren igen og myrdede alle Kvinder og Børn, og da det var gjort, roede de glade hjem.

Men Kumagdláuse lyttede siden aldrig mere til sine Bopladsfællers onde Tale.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 225--227. København, 1925.