Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Den giftesyge Ravn

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Den giftesyge Ravn
Aka Høegh, 1924

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland


Den giftesyge Ravn


Fortalt af Aisivak
(gammel Kvinde, c. 60 Aar)



En lille Spurv sørgede over sin Mand, der var bleven borte. Hun holdt af ham, fordi han fangede Orm til hende.

Medens hun sad der og græd, kom en Ravn hen til hende og spurgte: "Hvorfor græder du?"

"Jeg græder over min Mand, som er bleven borte; jeg holdt af ham, fordi han fangede Orme til mig," sagde Spurven.

"Graad sømmer sig ikke for den, som kan hoppe hen over Græsstraas Toppe. Gift dig med mig! Jeg har en dejlig høj Pande, brede Tindinger, langt Skæg og et stort Næb. Du skal sove under mine Vinger, og lækkert Skarn skal blive din Føde."

"Jeg vil ikke gifte mig med dig, fordi du har den høje Pande, brede Tindinger, langt Skæg, stort Næb — og fordi du vil byde mig Skarn som Mad."

Saa rejste Ravnen sin Vej, bort for at fri til Vildgæssene; og han var saa syg af Elskov, at han aldrig sov. Vildgæssene var netop ved at trække bort, da han naaede dem.

"Da en ussel Spurv har vraget mig, vilde jeg gerne gifte mig med jer," sagde Ravnen til to Gæs.

"Du kommer netop, som vi skal til at trække bort," sagde Gæssene.

"Jeg rejser med!" sagde Ravnen.

"Ser du, det er umuligt for den, som ikke kan svømme, for den, som ikke kan hvile sig paa Havet. Der er ingen Isfjælde ad den Kant."

"Lige meget! Jeg sejler gennem Luften." Og saa tog den to Gæs til Koner.

Nu trak Vildgæssene bort, og Ravnen med dem. Men det varede ikke længe, før den begyndte at dale af Udmattelse og Søvnighed. "Noget — at hvile mig paa! Sæt jer ved Siden af hinanden!" skreg den. Og dens to Koner satte sig paa Vandet, medens deres Kammerater drog videre.

Ravnen satte sig paa dem og faldt i Søvn. Men da dens Koner saa de øvrige Vildgæs fjerne sig længere og længere bort, skubbede de Ravnen ud i Søen og fløj videre.

"Noget at hvile mig paa!" skreg Ravnen, da den dumpede i Vandet; tilsidst gik den til Bunds og druknede.

Siden opløste den sig i smaa Dele — og dens Sjæl blev til smaa "Havravne" (sorte Vingesnegle).


Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 72-73. København, 1925.