Myter og sagn fra Grønland – III (KR) – Den onde Broder

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Den onde Broders Søster
Aka Høegh, 1925

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Myter og sagn fra Grønland – III
Knud Rasmussen
1925

Bind III:
Kap York-Distriktet og Nordgrønland

Den onde Broder

Fortalt af Silas
Claushavn

DER var engang — saa langt tilbage i Tiden, at der endnu ikke laa Indlandsis over vort Land — en Kvinde, der havde to Sønner og en Datter. Sønnerne var dygtige Fangere og bragte en Mængde Sæler til Huse, og dog kunde deres Søster aldrig faa et smukt Skind til Klædeskind; thi den gamle Moder var saa forfængelig, at hun selv brugte alle de smukke Skind. Den yngste af Brødrene havde et ondt Sind, og en Dag blev han vred over, at Moderen saaledes beholdt alle de smukke Skind for sig selv, og sagde til sin ældre Broder:

"Lad os rejse over til Landet østen for os. Der vil vi saa klæde vor Søster i smukke Sælskind!"

Og saa rejste de fra Moderen i al Hemmelighed, og de gik østover og blev ved med at gaa indad, til de kom til en lille Bræ, der var saa fuld af Revner, at den ældre Broder og Søster ikke kunde komme over; men den onde Broder, der var stærk og behændig, bar dem begge over, og saa fortsatte de.

En Aften naaede de frem til Kysten paa den anden Side af deres Land, og de kom til en Boplads, uden at være set af nogen. De standsede et Stykke fra Teltene og holdt sig skjult.

Det var Foraar; Havet laa stort og stille, og Kajaker kom roende med Sæler paa Slæb. Natten faldt paa, uden at de var blevet set, og da de antog, at alle maatte være falden i Søvn, gik de hen til det Telt, der laa nordligst af dem alle. Man var netop ved at gaa til Ro, et gammelt Ægtepar og en ung Mand, deres Søn. De modtog dem med Venlighed og spurgte dem, hvor de kom fra.

"Vi kommer ovre fra Havet paa den anden Side, fra Kysten Vesten for jer!"

Da udstødte de to gamle et Suk og sagde:

"Ogsaa vi er engang komne vestfra. Men bliv nu hos os, for her er mange Fangstdyr!"

De tre Søskende blev glade over denne Velkomst og besluttede sig til at blive. De to Brødre fik bygget sig nye Kajaker og begyndte at fange sammen med de andre; og de to gamle holdt meget af dem og var meget taknemlige over al den Fangst, de bragte til Huse.

Østlændingene var venlige Folk og havde iblandt sig en stærk Mand, der var deres Høvding; men han var en god Mand, der aldrig dræbte nogen.

En Dag var de to Brødre ude paa Fangst sammen med deres Husfælle, den unge Mand, da denne pludselig tog til Orde og sagde:

"Lad mig faa jeres Søster, saa kan I faa min?"

Men den onde Broder skulede vredt til ham og sagde:

"Naar vi har bragt vor kære lille Søster herover, saa er det, fordi vi ønsker, at ingen Mand skal kaste sine Øjne paa hende!"

Herover blev den unge Mand meget bedrøvet og svarede:

"Vor Høvdings Datter er ganske vist udset til at blive min Kone, men jeg er bange for hendes Fader. Lad os besøge dem i Aften!"

Heri indvilgede de andre, og de roede hjem.

Om Aftenen besøgte de saa Høvdingens Telt. Det var sent, og alle i Teltet sov, med Undtagelse af den unge Pige. Da de kom ind, var det, som om hun først for Alvor fik travlt. Hun tog et Par Vandskind, blødgjorde dem og skar en Kajakpels til og syede den, og alt dette gjorde hun, medens de Besøgende saa til. Derpaa lagde ogsaa hun sig til at sove. Selv Gæsterne havde lagt sig og gjort sig det mageligt. Pludselig rejste den unge Mand sig op og tog den ene af Pigens Kamiker, der var hængt op paa en af Teltstængerne, og han viste den frem, idet han sagde:

"Se, her er Pigen, som er udset til at blive min Kone! Saa smukt gør hun sit Arbejde, at hun ofte maa sy for andre!"

Da brast den onde Broder i Latter, idet han holdt sig for Næsen, for ikke at vække de sovende, og saa sagde han:

"Saadan noget Juks!"

Dette Svar bedrøvede Østlændingen, og han lagde Kamiken paa Plads og gik hjem. Men undervejs kom han igen med sit Forslag:

"Lad mig faa din Søster, saa skal du faa min!"

"Du skal faa hende," svarede den onde Broder, "men du skal love mig, at du aldrig nogensinde vil sige et ondt Ord til hende."

Dette lovede Østlændingen, og saa blev de Svogre.

Østlændingen holdt meget af sin Kone, og de fik siden et Barn sammen; og da der var gaaet endnu nogen Tid, fik de et til.

Det bar mod Vinter, da det hændte, at den unge Mand en Dag kom med en Bebrejdelse mod sin Kone, en Bebrejdelse, der dog var sagt paa en venlig Maade, og som hun slet ikke tog sig nær. Men den onde Broder havde hørt det og blev vred. Han løb efter sin Søster, da hun kom ud, og sagde til hende:

"Jeg føler en saadan Vrede over de Ord, din Mand sagde til dig i Dag, at jeg vil, at vi skal flygte herfra, flygte allesammen, naar det bliver mørkt i Aften!"

Den Aften kom de dog ikke af Sted, fordi deres Husfæller havde anet Uraad, og saa blev det opsat til en anden Aften. Søsteren var meget bedrøvet herover, men turde ikke andet end sige Ja, fordi hun var bange for sin Broders onde Sind. Og naar hendes Mand var ude, gav hun sig til at skære Kamik-Saaler til og berede dem, og hvergang hun havde et Par færdige, gemte hun dem. Tilsidst fattede hendes Svigermoder Mistanke og spurgte:

"Hvor skal du hen, siden du laver saa mange Kamiksaaler?"

"Det er de Saaler, vi skal bruge til Foraaret, naar vi skal paa Jagt ind i Landet," svarede hun, og dette Svar beroligede Svigermoderen.

En Aften, da Folkene i Huset var falden i Søvn, gik Søsteren ud og traf sin Broder.

"Nu skal vi af Sted!" sagde Broderen.

Den anden Broder var ogsaa derude, og saa begav de sig paa Vej vestover. De var kommen langvejs frem, da de hørte, at der kom Folk efter dem, og saa krøb de ind i en Stendysse. Det var mørkt, og ingen kunde se dem, men de kunde høre Svigermoderens Graad. Den unge Kone brast nu ogsaa i Graad, men Broderen pryglede hende og tvang hende til at tie. Saa begyndte det lille Barn, hun havde i sin Amaut, ogsaa at græde, og straks kvalte Broderen det. Omsider vendte Østlændingene hjem igen med uforrettet Sag, og Flygtningene fortsatte deres Vej.

Undervejs døde Søsteren af Sorg, og Brødrene stensatte hende. Selv naaede de vel frem til deres Boplads, hvor deres Moder endnu levede, og de blev hos hende og fangede siden for hende.

Saaledes gik det til, at den onde Broder blev Skyld i sin Søsters Død.

Kilde

Knud Rasmussen: Myter og sagn fra Grønland, bd. III, ss. 213--216. København, 1925.